Romerriget

Kejser Augustus var i begyndelsen af sin regeringstid i en vanskelig politisk situation, da hans adoptivfar Cæsar var blevet myrdet, fordi han havde ladet sig udråbe til diktator på livstid. Som 76-årig skrev han om overgangsperioden i en beretning kaldet ”Res Gestae Augusti”, der var del af den kejserlige propaganda: ”Efter at jeg havde gjort ende på borgerkrigene og med alles tilslutning fået enevældig magt, lod jeg […] staten overgå fra mit herredømme til senatets og romerfolkets frie rådighed. Som tak […] blev der i [Senatsbygningen] anbragt et guldskjold, af hvis indskrift det fremgår, at det romerske folk gav mig [navnet Augustus] for min tapperhed, mildhed, retfærdighed og patriotisme. Efter den tid overgik jeg alle i autoritet og prestige, men havde ikke større magtbeføjelser end mine kolleger i hvert enkelt embede”

.

Mary Beard har i ”De tolv Cæsarer” set på, hvordan romerske historikere spillede en central rolle i at forme billedet af en kejser som enten ’god’ eller en ’dårlig’, både i hans samtid og efter hans død

. Et eksempel er historikeren Sveton, der var ansat hos kejser Hadrian omkring 120 e.v.t., som beskrev de første 12 kejseres liv i bogen ”Kejserbiografier”

. Om Augustus skrev han, at han havde forskønnet Rom ”i en sådan grad, at han med rette kunne rose sig af, at han efterlod sig en by i marmor, hvor han havde modtaget en i mursten”, og at han havde revideret et utal af uretfærdige love og levet gudfrygtigt og mådeholdent. I kontrast hertil beskrev han Nero som en kejser, der havde myrdet sin mor, gået i seng med sin søster, tvunget sine kritikere til selvmord og muligvis brændt dele af Rom ned for at bygge et pragtpalads.