Romerriget

Romerriget var det største imperium i antikken og er et af de største, der har eksisteret igennem verdenshistorien. I mere end 1.200 år var Romerriget den dominerende magt i den vestlige verden. Styreformen gik fra kongedømme over republik til kejserdømme. Rigets relativt store stabilitet skyldtes i høj grad en række politiske, økonomiske og kulturelle strategier, som blev udviklet i den tidlige kejsertid. For at beholde magten i regeringsbyen Rom sikrede kejseren sig støtte fra militær, byens velstående overklasse og dens fattige underklasse ved at sørge for en velfungerende infrastruktur, et anerkendt retsvæsen og en effektiv embedsførelse samt øget velstand. I de erobrede provinser opretholdt romerne deres magt ved at højne den lokale levestandard betydeligt og i vid udstrækning tillade lokalbefolkninger at fortsætte med at leve efter lokale traditioner, samtidig med at de integrerede romersk kultur i den lokale. I senere historisk tid fik Romerriget vidtrækkende betydning for dannelsen af en fælles europæisk identitet og kultur, og nutidens europæiske byer og landskaber er fyldt med spor og strukturer fra antikken.

Romerriget startede som en bystat blandt andre bystater på den italiske halvø i midten af 700-tallet f.v.t. og voksede gennem 1.200 års systematiske erobringer til et imperium. På sit højdepunkt i årene omkring 100 e.v.t. strakte riget sig fra Skotland i nord til Nordafrika i syd og fra Portugal i vest til Syrien i øst. Det omfattede således hele Sydeuropa, store dele af Vesteuropa, dele af Nordafrika og Mellemøsten samt Lilleasien.

     I Lex.dk’s opslag ”Romerriget – historie” kan man læse, at Romerrigets historie kan deles op i fire perioder ud fra skiftende styreformer og betydningsfulde forfatningsændringer

  I kongetiden 753-509 f.v.t. blev bystaten Rom regeret af en række konger. I den romerske republiks tid 509-27 f.v.t. blev det voksende rige styret af folkevalgte konsuler rådgivet af et senat (regeringsråd). I kejsertiden 27 f.v.t.-235 e.v.t. blev riget med Rom som centrum styret af en række kejsere støttet af senat og militær, og kejsertitlen gik som oftest i arv til fødte eller adopterede medlemmer af en familie. I den sene kejsertid 235-476 e.v.t. flyttede Romerrigets magtcentrum til rigets østlige del, hvor Konstantinopel (det nuværende Istanbul) blev hovedstad, og riget havde hovedsagelig to-fire kejsere, som hver regerede forskellige delområder. I 476 e.v.t. kollapsede det vestromerske rige, mens det østromerske, som er kendt som det byzantinske rige, fortsat bestod, regeret af kristne kejsere, indtil det blev erobret af de tyrkiske osmanner i 1453.

     Den kultur, romerne udviklede, med republikansk styreform, romersk retssystem, arkitektur og byplanlægning, produktionsformer og teknologier, militærstrategier, propaganda, kunst, litteratur og tænkning, blev i senere historisk tid et kernegrundlag for dannelsen af en europæisk kultur og identitet. Mange ting fra Romerrigets tid er derfor genkendelige for europæere i dag, mens de var nye opfindelser i deres samtid.

Der findes mange analyser af, hvilke forudsætninger der gjorde det muligt for romerne at erobre så enorme landområder.

     Nogle historikere peger på, at Rom lå et ressourcemæssigt og militærstrategisk fordelagtigt sted. Byen var omgivet af frugtbar landbrugsjord, der kunne brødføde den voksende befolkning, samt en flod, der sørgede for, at høsten næsten aldrig slog fejl og for nem og effektiv handel og transport af varer, mennesker og dyr. Ny klimaforskning, der præsenteres i dokumentaren ”Civilisationernes storhed og fald – Byer og imperier”, har desuden vist, at en stigning i gennemsnitstemperaturen på omkring to grader i det sidste århundrede f.v.t. gav et mere stabilt klima med mere nedbør på gunstige tidspunkter for landbruget

.

     Andre historikere peger på romernes selvforståelse som en forudsætning. De så sig selv som et folk, hvis ledere nedstammede fra store krigshelte som den trojanske Æneas og fra guderne Mars og Venus, der fremmede krigslykke og frugtbar overflod. Historikeren Susanne William Rasmussen hævder i ”Politikens bog om Romerne”, at denne opfattelse, i kombination med stærke kulturelle normer om ære og mod, tilskyndede soldater til at kæmpe til døden og til at udkæmpe nye slag efter nederlag

Ud over en stærk identitet som et folk favoriseret af guderne havde romerne også en stærk social sammenhængskraft. Det skyldtes i høj grad det politiske system, hvor forskellige befolkningsgrupper arbejdede sammen. Selv om styreformen i løbet af Romerrigets historie skiftede fra monarki til republik til kejserdømme, italesatte romerne det konsekvent som en republik styret af senatet og den romerske befolkning. På trods af vidtrækkende magtbeføjelser var kejserne afhængige af støtte fra både de adelige og rigeste borgere – patricierne – der sad i senatet, var de øverste militærledere og afholdt mange store udgifter, samt af Roms generelle befolkning – plebejerne – der producerede og servicerede byen og tjente som menige soldater.

     Også støtte og loyalitet fra erobrede folkeslag var nødvendig. I ”Romerrigets historie – fremstillinger og kilder” redegør historiker Jesper Carlsen for, hvordan romerske ledere skabte individuelle alliancer med erobrede bystater. Nogle gav de status af frie forbundsfæller, nogle blev gjort til selvstyrende kolonier med romersk borgerret, og i nogle konfiskerede de jorden og lod den kolonisere af romerske borgere

. Denne strategi, der er blevet kaldt ’del og hersk’, forhindrede, at bystaterne lavede alliancer imod Rom.

Kejsernes magt afhang af deres popularitet hos de romerske borgere og af militærets fortsatte støtte. I bogen ”Antikkens Rom” beskriver arkæologerne Lesley og Roy Adkins, hvordan kejserne kunne opnå begge dele ved at bruge ressourcer fra erobrede landområder

. For at bevare tilfredsheden blandt plebejerne afholdt kejserne f.eks. triumftog og offentlige bespisninger og uddelte pengegaver efter store militære sejre. De afholdte også løbende skuespil, væddeløb og gladiatorkampe med krigsfanger og eksotiske dyr. Også historiker Susanne William Rasmussen beskriver i ”Politikens bog om Romerne”, hvordan kejserne gav erobrede jordområder til adelige og satte feltherrer, der erobrede nye provinser, til at styre og opkræve skatter fra dem

. Skatterne blev bl.a. brugt til løn til soldater, der var romerske borgere, og til lejesoldater fra provinser og stammer omkring Romerrigets grænser. Krigsfanger blev slavegjort og foræret eller solgt til rige romerske borgere, hvilket gav dem en enorm gratis arbejdsstyrke i og uden for Rom. Krigsbytte og slavegjorte mennesker blev også brugt til at opføre nye imponerende bygninger og anlæg, f.eks. paladser, amfiteatre, havne, broer og viadukter, pragthaver, templer, badeanstalter, markedshaller, o.l., og til at anlægge veje mellem byer.

Mange historikere, bl.a. Susanne William Rasmussen i ”Politikens bog om Romerne”, har forklaret, hvordan de romerske erobrere fra kejser Augustus’ regeringstid og frem anvendte forskellige strategier for at sikre loyalitet og stabilitet i de nye provinser. Romerne bestræbte sig dels på at vise respekt for lokale kulturer og samtidig at få integreret romersk kultur i de erobredes, dels gav de nye undersåtter del i de romerske goder. Hvis nye undersåtter svor troskab mod kejseren og hans styre, blev tidligere lokale herskere ofte (gen)indsat som forvaltere af deres by. Befolkningen måtte finde sig i konfiskation af land og rigdomme og i at betale skat og tjene som soldater i den romerske hær. Til gengæld fik de militær beskyttelse og ofte en væsentligt højnet levestandard. Romerne opførte typisk et nyt bycentrum i holdbare materialer med et torv, embedsbygninger, templer og offentlige bade og sørgede for rent vand og kloakering. Nye marmortempler blev bygget til lokale guder såvel som til de romerske. Her stod også statuer af kejserfamilien, der i provinserne blev fremstillet og dyrket som guder. Som det beskrives i ”Politikens bog om Romerne”, skabte disse strategier over tid en fælles romersk identitet på tværs af forskellige folkeslag, hvilket sikrede Romerrigets sammenhængskraft i århundreder frem

.

Romerrigets tidligste historie kendes ikke med sikkerhed, for, som antikhistorikeren Mary Beard forklarer i ”SPQR – Det antikke Roms historie”, er der få arkæologiske fund og ingen skriftlige kilder fra romere fra kongetiden

  Ifølge græske historikere blev Rom grundlagt af en trojansk hærfører ved navn Æneas, mens det ifølge en romersk myte nedskrevet i ”Titus Livius’ historie” var en mand ved navn Romulus i 753 f.v.t. Ifølge myten var han og hans tvillingebror Remus børnebørn af en afsat konge. De blev sat ud som spæde, men overlevede ved at die hos en hunulv. Da de senere besluttede at grundlægge en by ved floden Tiberen, dræbte Romulus Remus efter et skænderi om, hvor der først skulle bygges. Byen Rom blev nu opkaldt efter ham, og han blev dens første konge. Til at rådgive sig udpegede han 100 mænd til Roms første senat, og da der var mangel på kvinder i byen, bortførte romerne nogle fra nabostammen sabinerne

.

     Selv om meget i denne beretning må være opdigtet, var sådanne myter ifølge mange historikere centrale for romernes selvforståelse. F.eks. hævder Kristian Jepsen Steg i ”På sporet af Romerriget”, at den kan have været en vigtig årsag til, at romerne blev indstillet på at erobre nabobystater og dominere andre folkeslag

.

Romerriget havde aldrig nogen demokratisk styreform, som der var i Athen i det antikke Grækenland, selv om romerne kulturelt og politisk på mange måder var inspireret af grækerne. Men under republikansk styre havde plebejerne en vis politisk magt og indflydelse. I ”Romerriget – Samfund, familie, slaver” redegør historiker Jesper Carlsen for, hvordan plebejerne efter kongetiden kæmpede med patricierne om ret til politiske embeder, som de sidstnævnte havde monopol på

. Dette lykkedes, så under republikken var den ene af Roms konsuler en mandlig romersk borger fra plebejerstanden. Plebejiske embedsmænd blev valgt ved folkeforsamlinger, der havde en vis politisk magt til at vedtage og afvise senatets lovforslag. Plebejerne fik afskaffet gældsslaveri og krævede, at der blev etableret et formelt retssystem med nedskrevne love om f.eks. ægteskab, skilsmisse, ejendomsforhold og forbud mod at slavegøre romerske borgere.

     Da kejserdømmet blev indført, mistede plebejerne stort set al politisk magt, og folkeforsamlingerne ophørte. Kejseren og senatsmedlemmerne måtte dog fortsat sikre sig plebejernes opbakning for at undgå voldelige folkeopstande, hvor de risikerede at blive afsat og dræbt.

I republikkens sidste 150 år var Romerriget plaget af borgerkrige, hvor skiftende militærledere kæmpede om magten. I ”Romerrigets historie - Fremstillinger og kilder” berettes der om, hvordan den store feltherre Julius Cæsars adoptivsøn Octavian til sidst stod tilbage som sejrherre i 27 f.v.t. Han fik æren for at bringe fred til riget, og fik for dette æresnavnet Augustus (den ophøjede) af senatet

. Samtidig havde han ved sin adoption fået navnet Caesar (’c’ udtales som ’k’ på latin), hvilket gav anledning til betegnelsen ’kejser’ som betegnelse for ham og hans efterfølgere, og til at deres regeringstid er blev kaldt kejsertiden.

     Det lykkedes kejser Augustus at skabe en hidtil uset politisk stabilitet og effektive regeringsmetoder, som hans efterfølgere opretholdt i de næste 200 år. Han udviste på den ene side respekt og lydhørhed for senatet og tog på den anden absolut styring i forhold til at regere. Arkæologen Paul Zanker har i ”The power of images in the age of Augustus” vist, hvordan Augustus og hans rådgivere udviklede en effektiv propaganda med fortællinger om ham selv og kejserfamilien som forstandige herskere, der var i slægt med guder

. Fortællingerne blev udbredt ved at sende bemalede statuer og billeder på mønter ud i hele riget

Kejser Augustus havde som hersker over Romerriget en i europæisk sammenhæng hidtil uhørt og næsten uindskrænket magt for en enkeltperson, og det samme gjaldt hans umiddelbare efterfølgere. Fordi kejserne og deres familier blev fremstillet som og anset for guddommelige, kunne de i princippet gøre og beslutte, hvad de havde lyst til, hvilket en del udnyttede til fulde i løbet af kejsertiden. Historiker Susanne William Rasmussen nævner i ”Politikens bog om Romerne” som eksempler, at en kejser kunne beordre grundlæggelse af nye byer, opførelse af private paladser, ind- og afsættelse af embedsmænd og beslutte at starte nye krige. Derudover udøvede alle kejsere i større eller mindre grad personlig magt ved f.eks. at beordre mord på ægtemænd eller tvungen skilsmisse for at gifte sig med andres hustruer, konfiskering af andres formuer, ejendom og land til eget brug, landsforvisning, beordret selvmord, tortur og henrettelser (se kilde 3). Ifølge de romerske historikere gjorde nogle kejseres uhæmmede magtudøvelse dem så upopulære, at de blev myrdet af rivaler, familiemedlemmer eller under militære oprør. Som Mary Beard skriver i ”SPQR”, er det dog muligt, at mange af de historier, vi kender til om kejserlige grusomheder, er udbredt af deres rivaler efter deres afsættelse

.

Der findes et utal af teorier om årsagerne til Romerrigets nedgang og fald. Nogle af de oftest nævnte er dels sociale, dels militære udfordringer, som Jesper Carlsen beskriver i ”Romerriget – Samfund, familie, slaver”

. I den sene kejsertid mistede den politiske og kulturelle elite i Rom indflydelse til romerske borgere fra provinserne, og de økonomiske forskelle mellem Romerrigets rige og fattige borgere voksede fra sidste halvdel af 200-tallet og frem. Også religiøst skete der et stort skift, da kejserne begyndte at konvertere til kristendommen og afskaffede polyteisme som statsreligion i 392. For at kunne styre det enorme Romerrige blev regeringen opdelt med to kejsere i henholdsvis dets østlige og vestlige del, og områderne begyndte at udvikle sig meget forskelligt. Samtidig var perioden præget af germanske folkevandringer, og germanske stammer foretog hårde angreb, invasioner og plyndringer af yderprovinserne og af selve Rom. I det østromerske militær var hærchefer og officerer af germansk afstamning, og de opgav efterhånden deres loyalitet over for kejserne og indtog i stedet selv områder, de var sat til at bestyre og forsvare. I 476 afsatte en germansk hærchef den sidste østromerske konge, og dette regnes som enden på Romerriget.

Indbyggere i det romerske samfund var skarpt hierarkisk opdelt ud fra bl.a. familie, formue, alder, køn og geografisk placering. I ”Liv og arbejde i det romerske imperium” har historiker Peter Ørsted redegjort for de markante forskelle på individers og befolkningsgruppers økonomi, politiske indflydelse og personlige frihed på baggrund af opdelingerne [se kilde 14]. Alle indbyggere i byen Rom fik fra fødslen romerske borgerrettigheder, der gav dem flere rettigheder og muligheder end borgere i provinserne og romerske forbundsfæller indtil den sene kejsertid. Gamle, rige og oftest adelige familier dominerede politik og militær og havde store privilegier i forhold til plebejiske borgere. Fædre og ægtemænd bestemte over familiemedlemmer, og kun mænd kunne bestride politiske embeder og være soldater, selv om der er mange vidnesbyrd om, at nogle kvinder, som kejser Augustus’ hustru Livia, indirekte kunne få indflydelse gennem deres ægtemænd og sønner. Nederst i hierarkiet var en stor gruppe slavegjorte mennesker, der måtte arbejde gratis for deres herrer. De kunne have meget forskellig status og opgaver, men fælles var, at de ikke kunne beslutte noget om deres eget liv, medmindre de opnåede at blive frigivet.

Ifølge historiker Peter Ørsted i ”Liv og arbejde i det romerske imperium” var fødevareproduktion helt central for opretholdelsen af samfundet, og en stor del af de romerske borgere og den slavegjorte befolkning arbejdede i landbruget med at dyrke grønsager, korn til melproduktion, oliven til olie og med husdyropdræt til kødproduktion

. I slagterier og bagerier blev fødevarerne forarbejdede og solgt videre. Både på landet og i byerne arbejdede mange med håndværk som f.eks. pottemagere, smede, murere, snedkere, skomagere og skræddere. Den udbredte velstand muliggjorde, at nogle kunne specialisere sig i at sælge luksusvarer som glas, smykker og parfume eller arbejde som massører og bademestre i offentlige eller private bade. Mange mænd købte også sex af mænd og kvinder, der arbejdede på Roms mange bordeller. Velhavende borgere gik op i både mode, uddannelse, kunst og kultur og havde ofte frie eller slavegjorte frisører og påklædere, privatlærere, skuespillere og musikere i deres husholdning. Mange patriciere var – udover at arbejde som embedsmænd – filosoffer, historikere, jurister og forfattere. Kvinder var primært henvist til at opdrage børn, sørge for indkøb og holde regnskab i en husholdning.

Arkæologiske fund og skriftlige kilder, som ægteparret Adkins beskriver i ”Antikkens Rom”, vidner om, at de fleste romere på trods af et hårdt arbejdsliv også havde tid til fornøjelser

. Alle byer havde badeanstalter, der var indrettet ligesom nutidens spabade med varme og kolde kar og dampbade, og man kunne få aromaterapi og massage. På store amfiteatre kunne alle slags borgere se skuespil og høre koncerter, og på væddeløbsbaner kunne de se hestevæddeløb. Der er fundet romerske vægmalerier med legende børn, og arkæologer har fundet legetøj i form af dukker og udskårne dyr. Både børn og voksne spillede forskellige spil og indgik væddemål.

     Romere af alle stænder aflagde besøg hos hinanden, afholdt og gik til middagsselskaber, hvor de diskuterede aktuelle retssager og politik, intriger og skandaler, reciterede populære digte og fortalte sjofle vittigheder for hinanden. Blandt rige borgere var det vigtigt at demonstrere gæstfrihed og gavmildhed ved at holde store fester, hvor man trakterede gæsterne med forfinet kogekunst, udsøgte vine og professionel underholdning. De privilegerede havde også mulighed for af og til at slappe af på deres store landejendomme i fred for byens larm og stank.

Romerrigets kultur har fået stor betydning for den videre udvikling i de områder, der udgjorde riget, særligt i Europa. Som Anne Ringgaard beskriver i artiklen ” Romerrigets 2.000 år gamle veje præger stadig Europas økonomi”, er de infrastrukturer, som romerne efterlod sig i form af byer og veje, delvis bevaret og bruges nogle steder den dag i dag eller har dannet grundlag for videre udvikling af bystrukturer og vejnet

  Også romerske tænkemåder og traditioner er blevet videreført. Middelalderhistoriker R.W. Southern har i ”The making of the Middle Ages” peget på, at det skyldes, at kristne munke, der som nogle af de eneste kunne læse og skrive i middelalderen, var dybt optaget af at kopiere og læse antikke romerske og græske tekster

. På grund af deres overlevering kom disse teksters indhold til at sætte betydeligt præg på moderne europæeres tænkning inden for filosofi, religion, jura, litteratur og kunst. Dette har været medvirkende til, at folkeslagene i Europa dannede en fælles identitet som europæere, der adskiller sig fra den måde, som folkeslag i andre verdensdele tænker og identificerer sig på. Derfor betragtes romernes kultur som en vigtig del af europæisk kulturarv.

Det meste af vores viden om Romerriget bygger på to slags historiske kilder:

• tekster skrevet i antikken, som er blevet bevaret af f.eks. kristne munke, og 
• materielle levn, som er udgravet eller fundet af arkæologer.

     Traditionelt har historikere studeret Romerriget ved at læse tekster, mens arkæologer har brugt de materielle levn. Historikerne har læst teksterne kritisk ved at sammenligne dem med hinanden og tænke over, hvor sandsynlige oplysningerne i dem er, hvorfor en person mon har skrevet en tekst, og hvad der ellers kan underbygge eller modsige det, der hævdes i den. Arkæologerne har registreret, hvilke genstande og spor efter menneskelig aktivitet de har fundet sammen i jordlag fra forskellige perioder og derudfra lavet teorier om, hvilke og hvor mange mennesker der har boet hvor, og hvad de har foretaget sig.

     De konklusioner, de to faggrupper har draget, supplerer nogle gange hinanden, men kan også være modstridende, hvilket måske mest af alt viser, at man ikke altid kan stole på de romerske historikeres sandfærdighed eller hukommelse. På den anden side giver teksterne viden om følelser og motivationer, som vi ellers ikke ville kunne få indblik i.

Når historikere og arkæologer studerer tekster og levn, får deres samtids interesser og den enkelte forskers perspektiv indflydelse på, hvordan de tolker og forstår det, de læser og ser. Den viden og de teorier, som mennesker danner om Romerriget, er dermed altid fortolkninger præget af deres samtid. Et eksempel på dette er den måde, romerske og græske marmorskulpturer er blevet opfattet på, som arkæologen Cecilie Brøns fortæller om i videoen ”Marmorblind – Farveforskning på Glyptoteket”

. I 1800-tallet kom antikken på mode, da arkæologer fandt og genopdagede en stor mængde antikke marmorskulpturer. De observerede, at skulpturerne havde rester af maling på sig, selv om det meste var slidt væk, så de overordnet set fremstod hvide. Men da det europæiske borgerskab syntes, at hvidt marmor var smukkest, rensede kunsthandlere malingresterne af statuerne, inden de solgte dem. I 1930’erne og 40’erne hævdede nazister og fascister i deres propaganda mod racialiserede mennesker, at de hvide marmorskulpturer var udtryk for ’den hvide races’ kulturelle overlegenhed over andre ’racer’. Først for nylig har arkæologer med nye metoder rekonstrueret skulpturerne i al deres farverigdom og har opdaget, at mange portrætterer brune og sorte personer.

Overleverede romerske skriftlige kilder bærer præg af Romerrigets strenge sociale, økonomiske og kønslige magthierarki, idet de primært er skrevet af rige romerske mandlige borgere. Der findes næsten ingen tekster skrevet af rigets øvrige indbyggere: kvinder, fattige, slavegjorte, børn og (andre) folk uden borgerrettigheder.

     Da den moderne historieforskning om antikken blev grundlagt i 1800-tallet, fokuserede historikere og arkæologer (der selv typisk var velhavende mænd fra borgerskabet) på at skrive ud fra de overleverede kilder med fokus på krigshistorie, mandlige regenters livshistorier, økonomi-, teknologi- og kunsthistorie. Da der fra 1960’erne og frem blev større mangfoldighed blandt studerende i forhold til køn og klassebaggrund, begyndte historikere og arkæologer også at studere de grupper i den romerske befolkning, hvis stemmer manglede.

     Et eksempel på dette er Arendse og Johnny Thiedeckes ”Ansigt til ansigt med romerne – Dagligt liv i Pompeji og Herculaneum”. Her formidler de viden om de tavse gruppers hverdag og livsvilkår gennem analyser af hverdagsgenstande, malerier og korte tekster som graffiti og gravinskriptioner bevaret fra byerne Pompeji og Herculaneum, der blev begravet i aske under et vulkanudbrud i 79 e.v.t.

.

På mange af de steder, hvor romerne bosatte sig i antikken, findes der stadig rester eller hele bygningsstrukturer fra Romerrigets tid. F.eks. findes der i Skotland en mur kaldet Hadrians Wall, som kejser Hadrian fik bygget for bedre at kunne forsvare den nordligste del af riget. I Rom findes der selvfølgelig også mange konstruktioner og bygninger fra Romerrigets tid, f.eks. velbevarede gravkamre og akvædukter. I artiklen ”Arkæologer graver i den skjulte fortid ved Cæsars Forum” beskriver en gruppe arkæologer de dele af Roms antikke centrum, Forum Romanum, der er delvist bevaret

  Her er rester af templer og markedshaller, Augustus’ og Livias hus og den hytte, hvor Romulus og Remus ifølge romersk tradition skulle have boet. En del teknikker og teknologier, der bliver brugt i moderne byggeri i dag, f.eks. mursten og beton, blev først udviklet og brugt af romerne, som historikeren Frank Sear har påvist i ”Roman Architecture”

. Ægteparret Adkins peger også på, at antikke bygningers æstetik med f.eks. søjler og marmor fortsat kopieres, især i stats- og retsbygninger, og af mange opfattes som klassisk smukke

.

Fra antikken til 1800-tallet var latin det fællessprog, som folk med forskellige modersmål kommunikerede med hinanden på i Romerriget. I artiklen ”Hvorfor taler vi ikke latin i dag” forklarer journalist Irene Petersen, at det er grunden til, at vi i dag bruger det latinske alfabet i Europa, og at latin har præget udviklingen af næsten alle europæiske sprog i forhold til opbygning og begrebsbrug

. Indflydelsen fra romersk kultur kan også ses i nogle vestlige staters styreform, der delvist er modelleret efter det romerske statsstyre i republikkens tid. Jesper Carlsen nævner i ”Romerriget – Fremstillinger og kilder” f.eks., at det ene kammer i den amerikanske kongres hedder ”senatet”, og at det ene kammer i det engelske parlament består af velhavende og adelige repræsentanter

. Også mange nutidige juridiske begreber som ret til liv, frihed og ejendom stammer fra romersk retsvæsen, som idéhistoriker Matthias Hein Jessen påpeger i ”Du kan takke Romerriget for, at du skal følge loven”

.