Tjernobyl-ulykken

Lørdag den 26. april 1986 eksploderede en reaktor på atomkraftværket ved byen Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen. Det blev den værste atomkraftulykke nogensinde. Radioaktiv forurening kostede mange liv, og i årene efter steg forekomsten af kræft i skjoldbruskkirtlen markant. Befolkningen i området omkring Tjernobyl i det nuværende Ukraine og i nabolande som Hviderusland lever fortsat med angsten for eftervirkningerne. Også i Skandinavien skabte Tjernobyl-ulykken panik og blev en vigtig brik i 1980ernes kampagne imod atomkraft.

     I dag mener nogle, at ulykken var en undtagelse, der bekræfter reglen om, at atomkraft er en sikker og miljørigtig energikilde, som kan medvirke til at nedbringe CO2-udslippet og dermed bekæmpe klimaforandringer. Andre mener, at ulykken viser, hvor risikabel atomkraft er.

     Det skabte fornyet debat om Tjernobyl-ulykken, da en tv-serie om den blev lanceret i 2019, og igen efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, hvor russiske styrker indtog kraftværket i Tjernobyl, og den ukrainske regering advarede om risiko for radioaktivt udslip, hvis der blev slukket for den strøm, der bruges til at nedkøle atomaffald fra det gamle værk.

Tjernobyl er en by i Ukraine, der tidligere var en del af Sovjetunionen. Samtidig er det navnet på et atomkraftværk, der ligger i byen Pripjat 18 kilometer nordvest for Tjernobyl, nær den hviderussiske grænse. Værket blev opkaldt efter den nærmeste større by, Tjernobyl. Pripjat blev grundlagt som en by til alle de mennesker, der arbejdede på at bygge og siden drive det store atomkraftværk.   Arbejdet på Tjernobyl-anlægget blev indledt i 1972. Anlægget består af fire atomreaktorer, som kan afgive varme, og generatorer, der kan skabe elektricitet. Til sammen udgør de hoveddelene i et atomkraftværk. Reaktor nummer fire i Tjernobyl-kraftværket – der eksploderede i 1986 – som er en ‘letvands-kølet grafitmodereret reaktor’, er en reaktortype, som kun var kendt i det daværende Sovjetunionen. Varmen, som produceres ved atomkernefissionen i denne type reaktor, bruges til at skabe strøm. Strømmen driver generatorens turbiner, som dermed skaber el. Inden atomulykken i 1986 dækkede Tjernobyl-værkets fire reaktorer en tiendedel af Ukraines samlede elektricitetsbehov.

Tjernobyl-ulykken fandt sted lørdag den 26. april 1986 på Tjernobyl-atomkraftværket, da værkets reaktor nummer fire eksploderede. Ulykken anses for at være den hidtil værste på et atomkraftværk. Eksplosionen sendte en radioaktiv sky ud i atmosfæren, som især ramte det vestlige Sovjetunionen (nu Ukraine, Hviderusland og Rusland), men også Europa, Skandinavien og det østlige USA. Det vurderes, at ulykken udløste op til 400 gange så meget radioaktivt materiale som atombomben over Hiroshima. Det skønnes, at det kan tage op til 100.000 år, før radioaktiviteten fra ulykken er væk.

Ingeniørerne på Tjernobyl ville teste nødsystemerne for at finde ud af, om reaktor fire – i tilfælde af strømsvigt – ville kunne bruge den overskydende energi i dens turbiner til at forsyne kølevandspumperne med strøm i det korte tidsrum, der ville gå, indtil reservemotorerne gik i gang. Det var meningen, at reaktorens effekt skulle sænkes fra 3.200 megawatt (MW) til de anbefalede 1.000 MW fredag eftermiddag for at gennemføre testen under mere sikre forhold. Men på grund af et uventet stort behov for strøm måtte lukningen udskydes til lørdag nat, og effekten blev indtil da bibeholdt på 1.600 MW. Først klokken 00.23 gjorde de klar til testen igen. Og derfra gik det hele galt.   Optakten til ulykken beskrives i artiklen ”Sådan skete verdens værste atomulykke i Tjernobyl for 30 år siden” i Berlingske Tidende (se kilder).

Klokken 01.23.04 blev strømmen slået helt fra. Testen begyndte. Der var tilsyneladende ingen indikationer i kontrolrummet på reaktorens ustabile tilstand, men da testen gik i gang, faldt trykket i kølerørene drastisk, og i reaktorkernen begyndte vandet at koge og blive til damp. Aktiviteten i reaktoren mangedobledes på splitsekunder og nåede 100 gange sikkerhedsgrænsen. Blot 35 sekunder efter, at testen var gået i gang, trykkede operatørerne på den røde nødknap, der skulle sætte de 205 kontrolstave tilbage på plads. Men stavene satte sig fast, da de kun var nået en tredjedel ind i reaktoren, da de kanaler, de skulle køre ned i, var vredet skæve.   Klokken 01:23:47 steg reaktor fires kapacitet til omkring 30 gigawatt – 10 gange den kapacitet, der var normalt for reaktoren. Kontrolstavene begyndte at smelte, damptrykket steg. Til sidst gav reaktoren efter og eksploderede. Eksplosionen løftede det tonstunge cementlåg af reaktoren og lod på den måde det radioaktive materiale slippe ud af den skadede reaktor. Ulykkens forløb beskrives i artiklen ”Sådan skete verdens værste atomulykke i Tjernobyl for 30 år siden” i Berlingske Tidende (se kilder).

De første ti timer efter ulykken pumpede brandslukkere koldt vand ind i hjertet af reaktoren for at slukke branden og stoppe udslippet af radioaktive materialer. Effekten var dog minimal. På grund af de høje temperaturer, grafitten brænder med, kan den nemlig hverken slukkes med vand eller med kemiske slukningsmidler.   Fra den 27. april til 5. maj fløj mere end 30 helikoptere over den brændende reaktor og droppede mere end 2400 tons bly og 1800 tons sand for at kvæle branden og absorbere den radioaktive stråling. Dette forværrede dog blot situationen. Varmen forøgedes under de dumpede materialer, og temperaturen i reaktoren steg igen. Det betød, at mængden af radioaktiv stråling blev øget. Derfor måtte taktikken atter ændres, og i den sidste fase af brandslukningen blev reaktoren kølet med nitrogen.

     Den 6. maj var både branden og den radioaktive frigivelse endelig under kontrol.

     Herefter støbte man en 300.000 tons tung betonkonstruktion, som fra december 1986 indesluttede reaktor nummer fire helt. Den skulle sikre omgivelserne mod radioaktiv stråling de næste 20-30 år. Den var dog konstrueret i huj og hast, hvorfor der var stor risiko for, at dens skelet i form af 6.000 tons metal ville ruste. Derfor begyndte man i 2012 med støtte fra den europæiske udviklingsbank EBRD at bygge et kæmpe metalskjold, der skulle erstatte betonkonstruktionen. Skjoldet, der blev færdigt i 2016, er verdens største flytbare metalstruktur med en højde på 108 meter og en vægt på 36.000 ton. Det er bygget til at kunne modstå tornadoer, jordskælv og temperaturer fra 43 graders frost til 45 graders varme, og det vurderes at kunne holde i mindst 100 år.

Når urankerner splittes i en kernereaktor, dannes mange forskellige fissionsprodukter. Det betyder, at over 20 forskellige radionuklider blev frigivet fra den eksploderede reaktor fire. Udslippet var især stort de første 10 dage efter ulykken.

     Der var stor forskel på, hvor farlige de forskellige stoffer fra udslippet var. Nogle af de farligere radioisotoper var cæsium-137, jod-135, strontium-90 og plutonium-241, der spredes via støvpartikler i luften. Det betyder, at de eksempelvis kan inhaleres og deponeres i jorden via regn, hvorved de indtræder i fødekæden via planter.

De varme gasser fra den brændende grafit transporterede den radioaktive substans over 1.500 meter op i atmosfæren. På grund af skiftende vejrforhold i dagene efter ulykken spredte atomforureningen sig til store dele af verden. Vind og regn spredte forureningen til jorden og vandet, hvorved det indtrådte i fødekæderne via planter og dyr. Op til tre fjerdele af Europa blev ramt af forureningen, som kunne måles så langt væk som den amerikanske vestkyst. I forbindelse med regnskyl i dagene efter Tjernobyl-ulykken, blev floder i området forurenede – især floderne Pripyat og Dneipner, hvor den radioaktive stråling langt overskred grænseværdien på 10 bq/liter.   Ifølge “TORCH 2006-rapporten” (The Other Report on Chernobyl) (se kilder), som EU-parlamentarikeren Rebecca Harms fra gruppen De Grønne fik lavet, blev Hviderusland og Østrig – med henholdsvis 22 og 13% af landarealet – mest påvirket af forhøjede mængder af radioaktiv stråling. Andre lande blev også alvorligt ramt; for eksempel blev mere end 5% af Ukraine, Finland og Sverige stærkt forurenet, mere end 80% af Moldova, den europæiske del af Tyrkiet, Slovenien, Schweiz, Østrig og Slovakiet samt 44% af Tyskland blev forurenet i mindre grad. Størstedelen af Ukraine blev ikke ramt, fordi vinden i dagene efter udslippet primært blæste mod nordvest, og Tjernobyl ligger i den nordøstlige del af Ukraine tæt på grænsen til Hviderusland. Ukraines hovedstad, Kijev, der ligger syd for Tjernobyl, blev derfor stort set ikke påvirket af forureningen.

Det har været svært at bestemme årsagerne til Tjernobyl-ulykken, især fordi de atomenergi-producerende lande var meget dårlige til at informere hinanden om erfaringerne med atomkraft. Det betød, at man ikke kunne drage nytte af hinandens viden. Derfor har man i vid udstrækning måttet ty til øjenvidneberetninger og eksperimentelle rekonstruktioner for at få en ide om årsagen til Tjernobyl-ulykken. Baggrunden for ulykken, mener man, er en kombination af menneskelige fejl og tekniske konstruktionsfejl i reaktoren. I 2019 udgav den britiskfødte journalist Adam Higginbotham bogen ”Midnight in Chernobyl. The Untold Story of the World’s Greatest Nuclear Disaster” (se kilder), hvor han – på baggrund af interviews og adgang til arkiver i Ukraine og Hviderusland – konkluderede, at det var atomkraftværkets konstruktion og sovjetmyndighedernes hemmeligholdelse af de sikkerhedsmæssige problemer på andre atomkraftværker af samme type, der var de egentlige årsager til ulykken.

I Sovjetunionen var den officielle atompolitik ifølge bogen “Tjernobyl 26. april 1986” (se kilder), at enhver oplysning om atomuheld skulle holdes hemmelig. Den 26. april hørte man således hverken om ulykken lokalt eller landsdækkende. Hele morgenen verserede rygter i byen Pripjat om ansatte på værket, der var kørt på hospitalet. Først næste morgen kom en officiel meddelelse om, at Pripjats 45.000 indbyggere skulle evakueres, og beskeden lød på, at evakueringen kun skulle vare i tre dage. Den 28. april udsendte det sovjetiske nyhedsbureau, TASS, en kort erklæring om uheldet. Den 29. april vistes de første billeder af reaktoren i medierne, men de var censurerede, så røgen fra reaktoren ikke kunne ses. I aftenens tv-nyheder hed det, at to personer var døde efter ulykken, at en del af reaktoren var ødelagt, og at befolkningen i Pripjat og nærliggende områder var evakueret. I perioden frem til 5. maj blev folk i en radius af 30 kilometer fra Tjernobyl-værket evakueret, og i løbet af 10 dage blev i alt 130.000 mennesker forflyttet. Samme aften afviste den sovjetiske regering vestlige rapporters påstande om mange tilskadekomne og fremhævede, at radioaktivitetsniveauet var på vej ned.

Mandag den 28. april blev der i Sverige 1.600 kilometer nord for Tjernobyl registreret et forhøjet niveau af radioaktiv stråling i luften. I første omgang troede man, at russerne havde foretaget en atomprøvesprængning, men en nærmere analyse viste, at de radioaktive atomer stammede fra et atomkraftværk. Bekymrede svenske diplomater kontaktede ifølge “Tjernobyl og andre atomulykker” (se kilder) Moskva, men her benægtede man alt. Samme aften blev de sovjetiske myndigheder dog klar over, at sandheden ikke kunne skjules, og klokken 21 udsendte det sovjetiske pressebureau, TASS, en udtalelse om ulykken. Først den 29. april overbragte den sovjetiske chefrepræsentant i det internationale atomenergiagentur (IAEA) et kortfattet notat om ulykken til IAEA.

Atomuheldet fik omfattende omtale i de vestlige medier, hvoraf nogle beskrev hvordan Ukraine og Hviderusland var dækket med et lag af dødbringende stråling, og andre rapporterede om øde landskaber, hvor soldater begravede hundredtusindvis af civile ofre.   Nyheden om ulykken skabte panik mange steder i verden. I en artikel fra magasinet Historie i juni 2019 (se kilder) beskrives forløbet omkring ulykken, herunder reaktionerne i Vesten: ”Forældre bliver advaret mod at lade deres børn lege på legepladserne, rener og elsdyr må aflives, og stråleforurenet mælk må kasseres i bl.a. Danmark. I Tyskland og Grækenland går dele af befolkningen i panik. Nogle drikker flydende jod for at beskytte sig mod stråling, og i mange supermarkeder opstår tumult, fordi folk forsøger at hamstre dåsemad og vand på flaske. I USA bliver alle besøgende fra Europa holdt tilbage og scannet, men heller ikke her slipper borgerne med skrækken. Efter få dage stiger indholdet af radioaktivitet i luften over store dele af Californien, og hele vestkysten bliver snart berørt.”   Ulykken medvirkede til at forstærke nogle af de negative forestillinger om Sovjetunionen, men også til, at mennesker i Vesten fik øjnene op for sovjetborgerne som almindelige mennesker, de kunne identificere sig med. Mange fik medfølelse med de borgere, som blev ramt af ulykken, og i Danmark og andre lande arrangerede flere organisationer ferieophold hver sommer i over 30 år for ’Tjernobyl-børn’, der var vokset op i ulykkesområdet og var ramt af sygdom, fattigdom m.m.

Grunden til, at den menneskelige krop påvirkes af radioaktiv stråling, er, at mange radioaktive isotoper minder om naturlige mineraler, som vore kroppe har behov for. De radioaktive isotoper beskadiger kroppens DNA, der bærer den genetiske kode til celledeling, cellestrukturer og cellefunktioner, og som er baggrunden for reproduktion. Det kan eksemplificeres ved nogle af de radioaktive isotoper, som blev frigivet ved Tjernobyl-ulykken:

     · Cæsium-137 forveksles af kroppen med kalium, som enhver levende celle har brug for, og som koncentreres i musklerne. Man mener, den kan forårsage cancer. Cæsium-137 har en halveringstid på 30 år, og der går derfor mange år, før niveauet omkring ulykkesstedet er tilbage på det naturlige niveau.

     · Jod-131 optages i skjoldbruskkirtlen, der producerer vigtige hormoner for at hjælpe kropsfunktionerne. Skjoldbruskkirtlen forveksler den radioaktive jod med naturligt jod, og resultatet er kræft samt andre lidelser i skjoldbruskkirtlen. Med en halveringstid på otte dage var jod-131 især et problem umiddelbart efter ulykken.

     · Stronium-90 fordeles rundt i knoglerne, da kroppen tror, det er kalk. Dermed kan det forårsage leukæmi, en række andre kræftsygdomme samt talrige andre sundhedsproblemer. Ligesom cæsium-137 har strontium-90 en lang halveringstid på 29 år. Målinger indikerer dog, at relativt lidt blev frigivet ved ulykken, da det er mindre ustabilt.

     · Plutonium behandles af kroppen som jern på grund af en kemisk lighed. Det betyder, at det via blodsystemet fordeles for at ernære voksende celler, og således kan det forårsage flere forskellige kræfttyper og blodlidelser.

Hvor stor en effekt Tjernobyl-katastrofen har på det menneskelige helbred, kan ikke beregnes til fulde. Man ved dog, at mennesker, der udsættes for en stor dosis radioaktiv stråling over en kort periode, påvirkes straks eller i løbet af få dage. Når man angiver strålingsdoser til mennesker, angives det i sievert. For radioaktiv stråling svarer en sievert til optagelsen af en joule strålingsenergi per kilo væv. Hvis et menneske påvirkes med en dosis over 0,5 sievert (Sv), vil immunsystemet svækkes, blodtallet ændres, og spiserøret, lungerne, andre indre organer samt centralnervesystemet beskadiges. Ved doser mellem 1 og 2 Sv vil 20 procent dø, og ved en strålingsdosis over 7 Sv vil sandsynligheden for overlevelse være nul procent. 

     Af de mennesker, som var til stede på værket under ulykken og i dagene efter – de 400 medarbejdere, brandmændene og det medicinske personale – var der officielt kun 47, som omkom af strålesyge og skader fra eksplosionen. At faren for strålesyge tilsyneladende blev forsøgt holdt hemmeligt i begyndelsen, kostede flere livet, da folk ikke tog de nødvendige forholdsregler. I september 2005 udkom en rapport fra The Chernobyl Forum (se kilder), som bestod af flere FN-organisationer samt regeringerne i Hviderusland, Rusland og Ukraine. Ifølge den var der samlet 4.000 døde som direkte følge af ulykken. Det tal omfatter de 47 oprydningsarbejdere og redningsfolk, der døde af akut strålesyge, 9 tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen hos børn, samt 4.000 'ekstra' kræfttilfælde blandt de hundredtusindvis af mennesker, der deltog i oprydningen – mange uden ordentlig beskyttelse.   I årene efter ulykken var der en høj rate af jod-131 i Hviderusland samt i dele af Ukraine og Rusland, og siden er antallet af børn med kræft i skjoldbruskkirtlen øget markant. Normalt er skjoldbruskkirtelkræft sjældent blandt børn, men i Hviderusland var raten 30 gange højere i 1990’erne end før ulykken.

Der er stadig stor uenighed om, hvor mange sygdomstilfælde og dødsfald, der er en direkte konsekvens af ulykken, og hvor mange dødsfald ulykken vil koste i årene fremover.   The Chernobyl Forums rapport fra 2005 (se kilder) beregnede 9.000 forventede dødsfald, mens miljøorganisationen Greenpeace mener, at man kan forvente op til 300.000 dødsfald.

     En undersøgelse, refereret i artiklen ”Tjernobyls skygge har kostet ukrainerne langt dyrere end frygtet” i Information i april 2016 (se kilder), er kommet frem til, at de mentale konsekvenser af ulykken har været større end de direkte fysiske. Undersøgelsen har kigget på, hvordan både de dele af befolkningen, der blev udsat for høj stråling, og de, der kun fik lav dosis stråling, har klaret sig. Om resultaterne siger en af forskerne i artiklen: ”For lavdosis-befolkningen har der ikke kunnet påvises nogen radioaktiv indflydelse på det fysiske helbred. Alligevel har ulykken haft en tydelig negativ effekt på deres subjektive velbefindende. Det må altså have psykologiske årsager.” Og hun uddyber: ”Det drejer sig især om personlig angst for mulige følgesygdomme, for eksempel kræft. Det afspejler sig også i undersøgelser med ukrainernes pessimistiske udsagn om deres livsudsigter, sundhed og forventede levetid. (…) især det øgede antal depressioner og angstforstyrrelser er blandt de vigtigste faktorer for både overdødelighed og reduceret produktivitet.”   Også andre lægefaglige og sociale undersøgelser har slået fast, at det største sundhedsproblem efter Tjernobyl er de mentale virkninger.

     Unscear, FN’s videnskabelige komité for virkningerne af atomar stråling, har ikke kunnet finde videnskabelige beviser på en generel forøget kræftrisiko eller dødelighed som følge af bestråling. Tallene er dog stadig kun foreløbige, og de endelige sundhedsskader kan få et større omfang, fastslår Unscear. FN-komitéen henviser til, at hovedparten af de omkring 530.000 registrerede arbejdere, der mellem 1986 og 1990 blev sendt ind på området for at nedlægge værket, stadig er i fare for at udvikle kræft og andre sygdomme. Det fremgår af artiklen ”Tjernobyl har trukket et spor af frygt efter sig” i Kristeligt Dagblad i april 2016 (se kilder).

Skove og landbrugsjord i de forurenede områder er stadig meget forurenet, da rødder, grannåle og blade holder på forureningen, og døde blade og nåle har transporteret forureningen ned i jorden. Desuden er der stadig problemer med radioaktiv luftforurening som resultat af støv fra pløjning, skovbrande og vind.   I årene lige efter ulykken blev mange rensdyr i Norden påvirket af forureningen, så kødet ikke kunne bruges. Derfor måtte mange samer, som levede af at opdrætte rensdyr, flytte og finde andet arbejde. I Norge målte man så sent som i 2014 høje værdier af cæsium-137 i rensdyr, og tidligere har man målt så høje værdier i får, at fårene måtte i karantæne i op til otte uger, til radioaktiviteten var så lav, at de kunne bruges til menneskeføde.   I 2017 målte svenske myndigheder et rekordstort indhold af cæsium-137 i et vildsvin, der havde bevæget sig nordpå ind i de områder, som er mest forurenet. I samme område har myndighederne tidligere målt meget høje værdier af det radioaktive stof i rener, elge, ferskvandsfisk og svampe. Myndighederne fremhæver dog, at niveauet af radioaktivt cæsium er så lavt, at det ikke er farligt for mennesker at spise dyr eller planter fra området. Det fremgår af artiklen ”31 år efter Tjernobyl: Svenske vildsvin stråler mere end nogensinde før” i Politiken (se kilder).   I området omkring Tjernobyl har forskere dokumenteret, at dyre- og plantelivet ser ud til at trives, bl.a. fordi der stort set er mennesketomt. Flere dyrearter, som var blevet fortrængt fra området, er nu vendt tilbage. Det gælder bl.a. ulven, den brune bjørn og flere sjældne fuglearter. Også eksemplarer europæisk bison og vildheste, der blev sat ud efter ulykken, klarer sig godt. Andre forskere har dog fundet genetiske ændringer i planter, som de mener skyldes stråling, og nogle forskere påpeger, at det endnu er vanskeligt at sige, om dyrene vil blive påvirket negativt af strålingen på længere sigt.

Ulykken har påvirket økonomierne i Hviderusland og Ukraine samt lokalt i de forurenede områder i Rusland. Ifølge UNDP og UNICEF’s rapport “The Human Consequenses of the Chernobyl Nuclear Accident. A Strategy for Recovery” (se kilder) kan der kun gives et skøn over skadesomkostningerne. Rapporten fremhæver følgende væsentlige økonomiske konsekvenser af katastrofen:

     · Landbrugsjord, der er blevet ubrugeligt, og/eller som har mistet værdi

     · Tab af minerale ressourcer

     · Tabt produktion og tab af arbejdspladser i de forurenede områder

     · Mindsket værdi af produkter fra forurenede områder

     For økonomisk at kunne klare ulykkens omkostninger indførte både Hviderusland og Ukraine en ‘Tjernobyl-skat’. Alle virksomheder, undtagen landbrugsvirksomheder, skulle betale 18-19% af deres indtjening til staten.   En rapport lavet af forskeren Natalia Danzer har påvist, at de psykologiske langtidsvirkninger af ulykken har haft store konsekvenser for økonomien. I rapporten, som refereres i artiklen ”Tjernobyls skygge har kostet ukrainerne langt dyrere end frygtet” i Information i april 2016 (se kilder), vurderes det, at de negative psykologiske effekter – i form af bl.a. depression og angst – i dag koster mellem 2,2 og 5,5% af Ukraines årlige BNP, især i kraft af lavere produktivitet. Dette tal skal ifølge rapporten lægges oven i udgifter til det generelle oprydningsarbejde, økonomisk kompensation til oprydningsarbejdere og øvrige direkte omkostninger, der ligger på 5-7% af det årlige BNP. Dertil kommer ifølge forskeren øget afhængighed af socialhjælp og de dermed faldende skatteindtægter, som koster omkring en halv procent af det årlige BNP.

En del iagttagere og politiske eksperter mener, at Tjernobyl-ulykken var kraftigt medvirkende til, at. Sovjetunionen brød sammen. Journalist og forfatter Leif Davidsen, der var DR’s korrespondent i Moskva, da ulykken fandt sted, skriver i en artikel i Politiken i marts 2019 under overskriften ”Det var ulykken, der lagde et imperium i graven” (se kilder): ”Tjernobyl blev en katastrofe for sovjetstatens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, og hans nation. Den indvarslede for alvor imperiets undergang. Økonomisk kostede katastrofen milliarder. Sovjetborgerne mistede tiltroen til teknologien og det såkaldt ufejlbarlige kommunistiske parti. De var rasende over løgnene. Folk i Ukraine og bl.a. Baltikum begyndte at rejse sig.”   Mikhail Gorbatjov selv pegede også på denne sammenhæng i sine erindringer fra 1995, som citeres i en artikel i magasinet Historie i juni 2019 (se kilder): “Tjernobyl kastede lys over mange af de sygdomme, der var i vores system. Ulykken var en alvorlig påmindelse om, hvor gammeldags vores teknologi var, men også om, at det gamle system havde spillet fallit”.   Også efter Sovjetunionens sammenbrud har Tjernobylulykken fået politiske konsekvenser, fremgår det af to artikler i Kristeligt Dagblad i april 2016 (se kilder) i 30-året for ulykken. Især i Ukraine er der fortsat stor vrede mod Rusland, fordi mange ukrainere forbinder russiske myndigheder med Tjernobyl-ulykken og den måde, ulykken blev holdt hemmelig på. I Hviderusland derimod opfattes ulykken primært som et teknologisk problem, og synet på Rusland er mere positivt, fremgår det af artiklerne.

Gennem 1970’erne og 80’erne opførte mange lande – eksempelvis USA og Sovjet – et større antal atomreaktorer. På det tidspunkt troede man, at atomkraft ville blive billigere end de traditionelle energikilder olie og kul. Samtidig var man overbevist om atomkraftværkernes sikkerhed på trods af, at der allerede var sket adskillige større og mindre atomuheld i blandt andet Sovjet og USA – eksempelvis på Tremileøens atomkraftværk i Pennsylvania i 1979. De atomenergiproducerende lande var ifølge bogen “Tjernobyl 26. april 1986” (se kilder) dårlige til at dele erfaringer. Baggrunden for, at der ofte ikke blev offentliggjort detaljer omkring atomkraftuheld, var, at der på grund Den Kolde Krig herskede stor hemmelighed omkring den del af anlæggene, hvor der blev fremstillet materiale, der kunne bruges til atomvåben.

Tjernobyl-katastrofen satte for alvor gang i debatten om atomkraft. I mange lande kom folk på barrikaderne og demonstrerede mod atomkraft. Danmark havde allerede i 1985 taget stilling til atomkraft, da et flertal i folketinget den 29. marts 1985 besluttede at vælge a-kraft fra, men efter Tjernobyl-ulykken distancerede regeringer verden over sig også fra atomenergien og turde ikke tillade a-kraft på grund af befolkningernes modstand. Det betød eksempelvis, at det i Vesteuropa og USA mellem 1986 og 2002 ikke var en mulighed at oprette nye kernekraftværker.   Tjernobyl-ulykken betød dog også, at der er blevet gjort meget for at skærpe sikkerheden på a-kraftværkerne. Der er desuden langt større åbenhed landene imellem omkring erfaringerne med kerneenergi, så sandsynligheden for en ny stor katastrofe er væsentligt mindsket.   Der er da også siden årtusindskiftet kommet gang i byggeriet af atomkraftværker i bl.a. Frankrig, Finland og en del andre europæiske lande. Også i mange lande i Asien har investeret massivt i atomkraft. I dag leverer atomkraft knap 11% af verdens elektricitet, mens andelen i begyndelsen 1990’erne var 17%, fremgår det af en artikel i Zetland fra december 2018 (se kilder).

Debatten om atomkraft har de seneste år været præget af endnu en stor ulykke på et atomkraftværk, nemlig det japanske Fukushima-værk. Den 11. marts 2011 ramte et voldsomt jordskælv havbunden ud for Japans kyst og udløste voldsomme tsunamibølger. Over 15.000 mennesker døde i katastrofen. Tsunamibølgerne ramte også atomkraftværket Fukushima, hvor tre atomreaktorer nedsmeltede og udløste den værste atomkatastrofe siden Tjernobyl-ulykken. Ulykken i Fukushima var mindre omfattende end den i Tjernobyl, men den fik ikke desto mindre den tyske regering med kansler Angela Merkel i spidsen til at beslutte at udfase atomkraft i Tyskland og i stedet satse på andre energikilder, især fra vedvarende energi. Selv om Tyskland har satset massivt på grøn omstilling, har behovet for energi dog været så stort, at ”mens atomkraft i dag genererer halvt så meget strøm, som da Merkel kom til magten, bliver der stadig futtet cirka lige så meget brunkul af på kraftværkerne – på trods af at strømproduktionen fra vedvarende energikilder er mere end fordoblet i periode”, som det fremgår af Zetland-artiklen “Miljøaktivister kæmper for atomkraft. Jo, du læste rigtigt” (se kilder). I samme artikel beskrives det, hvordan nogle klimaforkæmpere argumenterer for, at atomkraft er nødvendig, hvis klimaforandringerne skal bremses. Et væsentligt argument er, at atomkraft ikke udleder CO2, og at det ikke er realistisk at dække verdens energiforbrug ved hjælp af vind-, sol- og vandenergi. Desuden, understregerne fortalerne for atomkraft, er sikkerheden på atomkraftværkerne øget betydeligt siden katastrofen i Tjernobyl. De peger også på, at afbrænding af fossile brændsler har slået langt flere mennesker ihjel end atomkraft-ulykker, fordi afbrændingen skaber luftforurening.

Området i en radius af 30 kilometer fra atomkraftværket har siden 1986 været afspærret og lukket for offentligheden, og det ligger stadig øde hen. De eneste, der er kommet i området de senere år frem til februar 2022, er nogle få hundrede mennesker, der er vendt tilbage for at bo i deres gamle boliger, hvilket myndighederne har set gennem fingre med, samt nogle tusinde mennesker, som har arbejdet med at nedlægge værket, og omkring 1000 turister hver uge, der er kommet for at se det ødelagte område. Turisterne bliver udstyret med en geigertæller, der holder øje med det radioaktive niveau.   Indtil år 2000 var de tre ikke-nedsmeltede reaktorer på værket fortsat aktive. Siden blev der opført solcelleanlæg, som producerer strøm til tusindvis af boliger uden for området. Ifølge ukrainske myndigheder vil området omkring Tjernobyl være ubeboeligt i mindst 24.000 år på grund af den voldsomme stråling.

Den 24. februar angreb russiske styrker Ukraine, og i den forbindelse indtog russiske militærenheder også Tjernobyl, der ganske vist ikke har produceret strøm, siden den sidste reaktor blev slukket i 2000, men huser det primære elnetværk for hele regionen. Hundredvis af teknikere og vagter blev fanget i området, og efter omkring to uger mistede Det Internationale Atomagentur (IAEA) kontakt med de radioaktive affaldsanlæg omkring det gamle atomkraftværk. I en periode herefter kunne IAEA ikke bekræfte, at strømforsyningen var blevet genetableret.

Ukrainske myndigheder advarede om, at den russiske invasion kunne betyde, at strømmen til de anlæg, der nedkøler atomaffald, blev afbrudt, og at der så kunne udvikle sig øget radioaktiv stråling fra Tjernobyl-området. Chefen for nukleart beredskab i Beredskabsstyrelsen i Danmark, Steen Nordstrøm, manede dog til ro og sagde ifølge en artikel på TV2.dk den 9. marts 2022 (se kilder): ”Man skal ikke være bekymret. Der er ingen risiko for, at det, der er sket, kan føre til en ulykke, der kan medføre radiologiske konsekvenser for Danmark. Den nukleare risiko ved anlægget er, at man opbevarer noget brugt brændsel i nogle store vandbassiner, og det kan køle sig selv. Der er ikke behov for strøm for at sikre, at det bliver kølet.” Ifølge artiklen har Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) samme opfattelse.

     En forsker fra University of South Carolina, der i mange år har arbejdet i Tjernobyl-området og forsket i konsekvenserne af atomulykken, vurderer til gengæld i et indlæg på Videnskab.dk den 9. marts 2022 (se kilder), at den russiske invasion af området omkring Tjernobyl udgør en miljømæssig trussel mod regionen, fordi militære aktiviteter kan øge risikoen for skovbrande, som vil medføre udledning til atmosfære af radionuklider, som er lagret i jord og planter. Han skriver bl.a.: ”Radioaktivt nedfald fra skovbrande kan meget vel repræsentere den største trussel fra Tjernobyl-området mod menneskelige populationer i regionen såvel som dyrelivet i eksklusionszonen (…). Selv uden kamphandlinger øger militær aktivitet - som tusindvis af tropper, der bevæger sig igennem, spiser, ryger og bygger lejrbål for at holde varmen - risikoen for skovbrande.”   Han tilføjer, at "skulle den igangværende konflikt eskalere og beskadige faciliteterne, der begrænser strålingseksponeringen i Tjernobyl eller ved de 15 atomreaktorer 4 andre steder i Ukraine, vil det resultere i katastrofale skader på miljøet.”

Der er udgivet en lang række bøger om ulykken og dens konsekvenser. Blandt andet har den hviderussiske nobelprisvinder i litteratur Svetlana Aleksijevitj skrevet bogen ”Bøn for Tjernobyl”, hvor hun interviewer nogle af de mange mennesker, som var tæt på katastrofen i 1986, for at berette om, hvordan de oplevede ulykken, og hvad det har gjort ved deres livssyn og fremtidshåb.

     Svetlana Aleksivitjs bog har været med til at inspirere til en mini-serie om ulykken, som streamingtjenesten HBO Nordic lancerede i 2019 under titlen ”Chernobyl”. Serien er blevet en kæmpe seersucces og har også fået mange gode anmeldelser. Kritikere mener imidlertid, at den fremstiller helte og skurke alt for unuanceret, og at den viser et fordrejet billede af stråleskader på mennesker og dermed skaber unødig frygt for nye atomulykker. Russiske myndigheder har kritiseret serien for at give et fordrejet billede af årsagerne til ulykken, og den russiske regering har nu givet en russisk tv-station støtte til at producere en tv-serie, som skal tegne et andet billede. Ifølge den russiske regering kommer tv-serien til at handle om en gruppe sovjetiske KGB-agenter, der skal afsløre en amerikansk CIA-agent, som har infiltreret Tjernobyl-værket for at skaffe information om det sovjetiske atomprogram.