Krigen i Ukraine

Den 24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine. Dette var kulminationen på en udvikling hvor Ukraine i højere grad har orienteret sig mod Vesten. Ruslands præsident Vladimir Putin anser omvendt Ukraine for at være russisk interesseområde på grund af landenes tæt forbundne historie.

     Ukraine har mødt den russiske invasion med modstand og har fået støtte fra særligt fra EU og USA i form af sanktioner mod Rusland og fra adskillige lande i NATO i form af våben. Krigen har på flere områder ført til det modsatte resultat af Putins oprindelige dagsorden: Dels har krigen trukket ud, hvor det var tænkt som en hurtig operation, dels har det fået vestlige lande til at rykke sammen og opruste og endda fået Finland og Sverige til at søge medlemskab i NATO. Også i Danmark har krigen ført til øget oprustning og fokus på forsvar.

     NATO-landene har desuden støttet Ukraine med penge, våben og militær uddannelse – så meget, at Rusland beskylder alliancen for utidig indblanding. Det tyder dog ikke på, at nogen parter har interesse i, at krigen eskalerer til områder udenfor Ukraine eller til brug af atomvåben. Til gengæld bliver der brugt andre våben end blot de militære: propaganda, sabotage og angreb på infrastruktur, herunder cyberangreb, er alt sammen i spil.  

     Spørgsmålet er, hvor længe krigen kan vare ved og hvordan den ender: med den ene sides sejr, en fastlåst konflikt eller en fredsaftale?

     Man kan følge den seneste udvikling i krigen på Berlingskes liveblog.

Krigen i Ukraine er en væbnet konflikt, der startede den 24. februar 2022, da Rusland invaderede nabolandet Ukraine. Den russiske regering har ikke villet kalde det en krig, men derimod ”særlig militær operation”, formentlig for at forsøge at omgå krigens regler, som træder i kraft ved en officiel krigserklæring

.

     Krigen trækker tråde tilbage til en udvikling, hvor Ukraine har orienteret sig mod NATO og EU, hvilket er blevet opfattet som en trussel i Rusland af territoriale og sikkerhedspolitiske årsager. Allerede i 2014 annekterede Rusland den ukrainske halvø Krim og har siden da støttet separatistiske grupper i Ukraines østligste provinser.

Navnet Rusland kommer af Riget Rus (omkring år 900), hvor nutidens ukrainske hovedstad, Kyiv, var centrum. Senere blev Ukraine en del af det russiske imperium. I forbindelse med den russiske borgerkrig i 1917-1920 opstod en ukrainsk republik, som blev en del af Sovjetunionen. Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, blev Ukraine selvstændigt. I 2008 kom ukrainsk NATO-medlemskab på tale. Det blev kraftigt fordømt af Rusland, som har følt sig presset af NATO’s udvidelser mod øst. Store dele af befolkningen i Ukraine har ønsket nærmere tilknytning til Vesten bl.a. i form af medlemskab af EU. I 2014 opstod omfattende protester mod den russiskvenlige præsident Victor Janukovitj, som flygtede til Rusland. Derefter invaderede og annekterede Rusland Krim-halvøen. Russisk-venlige militser har kæmpet for løsrivelse af ukrainske østlige provinser Donetsk og Luhansk, siden 2014

.

I begyndelsen af 2022 stod det klart, at Rusland havde samlet store mængder tropper og stillet våben op langs grænsen til Ukraine

. Den 21. februar holdt Putin en lang tv-transmitteret tale om Rusland og Ukraines fælles historie. Han rasede mod Vesten og USA for at optræde truende og hævdede, at Ukraine var inficeret af nynazister. Til slut erklærede han de ukrainske regioner Donetsk og Luhansk for selvstændige republikker

.

     Den 24. februar begyndte så invasionen, ikke blot fra russisk territorium, men også via Belarus i nord og Krim i syd. Blandt angrebsmålene var den ukrainske hovedstad Kiev samt byerne Kharkiv, Odessa og Mariupol

.

     Samtidig holdt Putin endnu en tale, hvor han bebrejdede Vesten for at optræde arrogant, destabilisere verden og nedbryde international ret og ydmyge Rusland efter slutningen på Den Kolde Krig, bl.a. ved at bryde løfter om ikke at ville udvide NATO. Igen henviste han til nynazistiske kræfter i Ukraine og behovet for at ’demilitarisere’ og afnazificere’ landet

.

     I september 2022 erklærede Putin yderligere provinserne Zaporizjzja og Kherson for selvstændige efter det russiske militær afholdt afstemninger om spørgsmålet i Donetsk, Luhansk, Zapirizjzja og Kherson, hvor resultatet blev et overvældende ja til ”selvstændighed”. Stort set alle observatører er enige om, at afstemningerne ikke foregik demokratisk

.

Putin havde formentlig regnet med en nem sejr og i begyndelsen i krigen virkede de russiske styrker uorganiserede og dårligt forsynede – f.eks. løb de ofte tør for benzin

. Ukrainerne derimod besvarede invasionen med organiseret modstand og fik hurtigt støtte fra Vesten. Det medførte, at de ukrainske styrker relativt hurtigt fik trængt det russiske angreb fra nord tilbage. Rusland formåede således ikke at indtage hovedstaden Kyiv og i løbet af 2022 lykkedes det Ukraine at generobre den nordøstlige Kharkiv-region og indtage byen Kherson i syd. Siden har Rusland kontrolleret et bælte i sydøst-Ukraine. Et år senere bølgede kampene stadig frem og tilbage i dette område, men fronterne er stort set fastlåste

.

     Rusland har længe omtalt krigen som en ”særlig militær operation”, men russiske repræsentanter begyndte fra marts 2024 også at bruge ordet ”krig.” Det skyldes ifølge eksperter, at regeringen forbereder den russiske befolkning på, at der skal mobiliseres og bruges flere ressourcer i Ukraine

. Også i Ukraine har man brug for flere ressourcer. Regeringen har bl.a. sænket aldersgrænsen for indkaldelse til militæret og er fortsat afhængig af militær hjælp fra Vesten

.

Det er svært at få overblik over, hvor mange der er døde og sårede, da det ofte er oplysninger, som krigens parter ikke vil ud med, da det kan give fjenden indblik i, hvordan det går. Ukraines Præsident Volodomyr Zelenskij har efter to års krig sagt, at dødstallet er 31.000 soldater, men vil ikke oplyse antallet af sårede. Rusland påstår, at tabstallene på ukrainske side er langt højere og fra USA er der blevet skudt på så meget som 70.000 døde soldater

. FN vurderer, at de civile tabstal efter to år over 10.000 døde og næsten 20.000 sårede

. Dansk Flygtningehjælp vurderer at op mod 3,7 mio. ukrainere er internt fordrevne og 6 mio. er flygtet

.

     For Ruslands vedkommende er det endnu sværere at sige noget om dødstallet. Britiske efterretningskilder vurderer, at det efter to års krig drejer sig om 335.000 soldater

.

Ukrainerne har gjort betydeligt større modstand, end Putin havde ventet. Invasionen har vakt en stærk nationalfølelse og præsident Volodomyr Zelenskij har fungeret som en samlende skikkelse for Ukraine og har været utroligt populær i vestlige lande

. Der er dog også tiltagende kritik af Zelenskij i Ukraine, bl.a. for at øge topstyringen i skyggen af krigen

. Zelenskij har desuden afvist at afholde valg i 2024. Ifølge ukrainsk lov kan der ikke afholdes valg, så længe der er krig, og det vil også være svært at gennemføre valghandlinger i de russiskkontrollerede områder

.

     Den stærke ukrainske trods mod Rusland har af og til haft en god portion humor – som når der blev fjernet eller ændret vejskilte, eller ukrainske grænsevagter over radioen bad et russisk krigsskib om at ”go fuck yourself”

. 

     Men selvom ukrainerne holder modet oppe, er krigen er ikke sjov. Den har stor indflydelse på dagligdagen i Ukraine. Infrastruktur og økonomi har lidt skade og det er psykisk hårdt at bo i et land med krig

.

ordi der ikke er fuld ytringsfrihed i Rusland, er det svært at vurdere hvor stor støtten til krigen reelt er, men mange russere støtter krigen og er enig i Putins udlægning af historien og forholdet til Vesten

. Regeringen har slået hårdt ned på protester, bl.a. ved at indkalde demonstranter til at kæmpe i krigen

. Blandt dem, der protesterer, er russiske kvinder, som er vrede over at deres mænd og sønner sendes i krig

.

     Ud over at medføre protester og hårdere undertrykkelse, har krigen også medført andre typer pres på Rusland: Rusland er under hårde økonomiske sanktioner fra bl.a. EU og USA og gassalget er mindsket

.

Invasionen har på mange måder virket stik modsat Ruslands interesser: Finland og Sverige har sluttet sig til NATO og Ukraine har ansøgt om medlemskab af både NATO og EU. Også Ruslands andre naboer Georgien og Moldova har søgt om medlemskab. NATO-landene opruster massivt og der er kommet fornyet fokus på Europas forsvar mod øst

. Økonomisk har både USA og EU indført sanktioner mod Rusland og meget af den europæiske energiforsyning som før kom fra russisk gas og olie er blevet omlagt

.

     Det er dog ikke alle, der går lige så højt op i situationen i Ukraine som Rusland og Vesten. I resten af verden anser man det som en lokal konflikt. Kina og Rusland står på venskabelig fod og i det globale syd er der en opfattelse af, at Vestens snak om international retsorden er hyklerisk, da det kun gælder for nogle og ikke for andre. De synes f.eks. ikke, at angrebet på Ukraine er værre end Vestens invasion af Irak i 2003, eller Israels fremfærd i Palæstina

.

Krigen i Ukraine har også haft betydning for Danmark. Stop for energiforsyninger fra Rusland har ført til højere priser

. Danmark har, noget mod sædvanen på området, budt ukrainske flygtninge velkommen og bl.a. vedtaget en særlov der givet opholdstilladelse til ukrainske flygtninge

. Ikke mindst har invasionen medført massiv oprustning og investering på forsvarets område, bl.a. har regeringen afskaffet Store Bededag med henvisning til, at det er nødvendigt for at finansiere oprustningen

. Danmark har også i 2022 afskaffet det forbehold overfor militært samarbejde i EU, som havde været i kraft siden 1993. Ligeledes har Danmark forsynet Ukraine med våben, herunder artilleri og kampvogne og har planer om at sende F-16 kampfly. Desuden bidrager Danmark med træning og uddannelse af ukrainske soldater og der er afsat 60,4 milliarder til en særlig Ukrainefond, der ud over militære tiltag også skal støtte humanitære indsatser og genopbygning

.

Putin har forsvaret invasionen med henvisning til Ukraine og Ruslands fælles historie, hvor han argumenterer for, at Ukraine ikke er et selvstændigt land. Dertil har han påstået, at Ukraine er inficeret af nazister. Det er ikke en tilfældig beskyldning, men en henvisning til 2. Verdenskrig, hvor Sovjetunionen kæmpede mod Nazityskland. I Rusland kalder man 2. Verdenskrig for ”Den Store Fædrelandskrig” og holder stadig store parader for at markere sejren over nazisterne. For ukrainerne var verdenskrigen mere kompliceret: På grund af undertrykkelse og hungersnød påført af Sovjetunionen, foretrak nogle ukrainske nationalister at samarbejde med nazisterne. Dem blev der slået hårdt ned på efter krigen og alle, som modsatte sig Sovjetunionens styre eller ønskede mere uafhængighed, blev stemplet som nazister eller fascister. Det er denne tradition Putin fortsætter, når han henviser til ukrainsk nazisme

En af Putins største anklagepunkter mod Vesten er, at de har ignoreret russiske ønsker og brudt et gammelt løfte ved at fortsætte med at udvide NATO mod øst. Der er ingen tvivl om, at Rusland føler sig presset og at invasionen af Ukraine også skal ses i dette lys

. Der er også vestlige eksperter og kommentatorer, som mener, at Vesten gik for langt. Den amerikanske politolog og professor John Maersheimer mener, at både NATO og EU havde ignoreret russiske interesser og blandet sig for meget i ukrainske anliggender. Selvom han ikke støtter Ruslands krig, mener han, at en stor del af skylden ligger hos Vesten. Selvom det er kontroversielt, argumenterer han for, at USA altid har udøvet samme type indblanding magtpolitik overfor sine nabolande og allierede som Rusland gør

.

Proxykrig, eller stedfortræderkrig, betyder, at man kæmper mod nogen via et andet land og gennem andre styrker end ens egne. Fordi Vesten har investeret så massivt i Ukraines forsvar, er der mange, der omtaler krigen i Ukraine som en proxykrig mellem NATO og Rusland – en af dem er Putins tidligere rådgiver, politologen Sergej Karaganov

.

     Risikoen ved en stedfortræderkrig er, at den risikerer at eskalere, så dem, der tidligere kun har bidraget med våben og træning, bliver direkte involveret i krigshandlinger. NATO virker meget opsat på ikke at blive direkte involveret i krigen

. En del vestlige kommentatorer, som f.eks. John Foreman, Storbritanniens tidligere forsvarsattaché i Moskva og Kyiv vurderer også at Putin ikke er interesseret i en direkte militær konfrontation med NATO-lande

.

Begge parter i krigen har brugt sociale medier målrettet. Det er ikke noget nyt, at krigsførende parter forsøger at dominere den version af historien, som er tilgængelig for offentligheden, og Rusland har naturligvis anvendt sit propagandaapparat til dette. Men eksperter er overraskede over, hvor meget ukrainere også har anvendt sociale medier til at give igen: fra videoer af russiske troppebevægelser over almindelige borgeres oplevelser til selfies af Præsident Zelenskij ved fronten. F.eks. var den førnævnte ”go fuck yourself”-video en stor PR-sejr for Ukraine og spredtes lynhurtigt via sociale medier. Den særlige rolle som sociale medier spiller, har fået eksperter til at tale om ”TikTok-krigen” eller ”SoMe-krigen”. De advarer dog også imod at tage nyheder fra sociale medier for gode varer – her er det ekstra vigtigt at være kritisk overfor hvem afsenderen er

.

Der har været frygt for, at Rusland skulle tage atomvåben i brug i Ukraine. Senest har Putin udtalt, at Rusland er klar til at bruge atomvåben, hvis man er truet på ”den russiske stats eksistens, landets suverænitet og uafhængighed.”

  I USA ser Det Hvide Hus dog ikke udtalelserne som tegn på, at Rusland reelt har tænkt sig at anvende atomvåben

.

Spørgsmålet om hvordan krigen skal slutte er svært og skaber uenighed. Hvis ingen af parterne vinder, kan kampene stå på i årevis – og hvad så? Skal man acceptere det, eller skal man forsøge at forhandle en fredsaftale på plads? Og hvad skal partnere i så fald forventes at opgive? Argumentet for en diplomatisk fredsslutning er, at det er den mest realistiske afslutning på krigen og at det alt andet lige er at foretrække frem for fortsatte kampe. Selvom man er på Ukraines side, er det urealistisk at tro, at de kan slå det mægtige Rusland – og selv hvis de gør, risikerer det at efterlade Rusland bittert og hævngerrigt. Det er vigtigere, at vi bliver enige med Rusland om en blivende fredsordning. Desuden vil en lang udtrukken krig blot blive endnu mere ødelæggende for ukrainerne og dyr for NATO

. En meningsmåling i 12 europæiske lande udført af European Council of Foreign Relations viser, at kun 10 % af europæerne tror, at Ukraine kan vinde krigen

. I USA udtaler Det Hvide Hus, at vejen til fred er forhandlinger, men også at man ikke vil gå imod Ukraines ønsker eller forhandle uden dem

.

Argumentet imod er, at det vil være at give efter for Putin. Særligt følsomt er spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine skal afgive de russiskkontrollerede områder i en eventuel fredsslutning og om det er acceptabelt. Hvis Rusland får tildelt disse områder, vil det af mange blive anset for at være et signal om, at det kan betale sig at bruge militær magt til at banke sine naboer på plads. Præsident Zelenskij har afvist at forhandle, så længe der er russiske tropper i Ukraine

. Ukrainerne er splittede i spørgsmålet. Et lille flertal er imod forhandling og det er blevet mindre efterhånden som krigen trækker ud

.

Når eksperter skal give deres bud på, hvad fremtiden bringer, peger de fleste på variationer over fire forskellige scenarier: at Ukraine vinder, at Rusland vinder, at der bliver forhandlet en fredsaftale eller våbenhvile på plads, eller at fronterne ”fryser fast”. Meget vil også afhænge af, hvad der sker, når Putin er væk og hvem hans efterfølger bliver, samt hvor længe Vesten kan eller vil forsyne Ukraine med midler og våben. Her kan det også være afgørende, hvem der er USA’s præsident

Hvordan sikkerhedssituationen i Europa og forholdet mellem Vesten og Rusland bliver i fremtiden, kommer formentlig til at afhænge af, hvordan krigen udvikler sig og en eventuel fredsslutning ser ud. Hvis den ene part føler sig meget ydmyget, er der risiko for at kampe vil blusse op igen eller en ny krig vil starte

. Det mest påtrængende spørgsmål er, hvordan Rusland og resten af Europa kan finde en måde at ”leve sammen” på, særligt i de områder som grænser op til Rusland.