Hvad leder du efter?

børn bag hegn med tyrkisk flag

I 2016 truede Tyrkiet med at åbne grænsen mod EU.

Foto: Umit Bektas / Reuters / Ritzau Scanpix

I 2016 truede Tyrkiet med at åbne grænsen mod EU. Foto: Umit Bektas / Reuters / Ritzau Scanpix

Tyrkiet og EU

Seneste bidrag

  • Michelle Arrouas, journalist, jan. 2021

Hovedforfatter

  • Malene Fenger-Grøndahl, journalist, jan. 2011

Læsetid: 39 min

Indhold

Indledning

Forholdet mellem Tyrkiet og EU er stormfuldt, og mere end 30 år efter, at Tyrkiet søgte om medlemskab af EU, er der stadig lange udsigter til en optagelse. Forholdet mellem EU og Tyrkiet begyndte som en overfladisk flirt i 1963, da Tyrkiet og det daværende EF indgik en associeringsaftale, og udviklede sig til en form for forlovelse, da Tyrkiet i 1987 søgte om fuldt medlemskab. Alligevel skulle der gå næsten 20 år, før de egentlige optagelsesforhandlinger gik i gang i oktober 2005. Femten år efter, i 2020, har den indenrigspolitiske udvikling i Tyrkiet – hvor præsidenten har slået hårdt ned på et kupforsøg med lukning af medier, masseanholdelser, massefyringer og en forfatningsændring som følge – igen sat spørgsmålstegn ved, hvad udgangen på den langstrakte proces bliver: Ender det med fuldt medlemskab, et mere uforpligtende forhold eller et dramatisk brud? Efter kupforsøget, forfatningsændringen, og den fortsatte konflikt om Cypern er der ikke meget, der tyder på, at Tyrkiets mangeårige drøm om EU-medlemskab bliver til virkelighed foreløbig.

Skal Tyrkiet være medlem af EU?

Videoen er udgivet af EU-Oplysningen, 2018.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Historisk baggrund om Tyrkiet og EU's forhold

Hvornår begyndte man at snakke om Tyrkiet som medlemsland af EF/EU?

I 1963 indgik Tyrkiet en såkaldt associeringsaftale med det daværende EF (det Europæiske Fællesskab, forløberen for Den Europæiske Union), kaldet Ankara-aftalen. Aftalen var EF-landenes svar på den ansøgning om medlemskab af EF, som Tyrkiet havde sendt allerede i 1959. Aftalen gav Tyrkiet mulighed for at få lån på gode vilkår og omfattede desuden en række handelsmæssige spørgsmål. Resultatet af aftalen blev et nært økonomisk samarbejde mellem Tyrkiet og EF og en gradvis oprettelse af en toldunion. Vigtigere var dog, at aftalen også nævnte tyrkisk medlemskab af EF som et mål, hvis parterne kunne blive enige om det.   I forbindelse med indgåelsen af Ankara-aftalen oprettede EF et såkaldt Associeringsråd, hvor Tyrkiets udenrigsminister jævnligt mødtes med EF-landenes udenrigsministre for at opretholde en løbende politisk dialog. Rådet fungerer stadig – nu med deltagelse af EU-landenes udenrigsministre.   Forløbet omkring indgåelsen af Ankara-aftalen gennemgås i et temahæfte om EU og Tyrkiet fra Folketingets EU-oplysning februar 2004 (se kilder).

Hvad skete der med forholdet mellem EF og Tyrkiet i 1970’erne?

I løbet af 1970’erne gik den politiske dialog mellem Tyrkiet og EF stort set i stå. Det skete især på grund af den negative holdning til EF hos Tyrkiets ministerpræsident Bülent Ecevit i perioden 1974-75 og igen fra 1978. Ecevits udenrigsminister henvendte sig ganske vist til EF for at gøre opmærksom på, at Tyrkiet ønskede medlemskab af Fællesskabet. Men Ecevit afviste de betingelser, som EF-Kommissionen stillede for et tættere samarbejde. Ecevits officielle begrundelse for at afslå EU’s tilbud var, at de økonomiske vilkår var for dårlige. Men hans afvisning bundede formodentlig også i, at han opfattede det europæiske samarbejde som alt for kapitalistisk præget. Han ønskede at føre en uafhængig, socialistisk udenrigspolitik. Som alternativ til EF-Kommissionens udkast foreslog han, at processen mod medlemskab skulle stilles i bero i fem år, og at EF i stedet skulle give Tyrkiet et stort lån. Det afviste EF.

Hvad skete der med forholdet mellem EF og Tyrkiet i 1980’erne?

Forholdet mellem EF og Tyrkiet blev yderligere afkølet, efter at der i 1980 fandt et militærkup sted i Tyrkiet. Militæret overtog magten og gennemtvang en forfatning, som gav militæret stor magt over de civile institutioner. Som reaktion på militærkuppet og den nye forfatning suspenderede EF associeringsaftalen med Tyrkiet. Først da der blev afholdt flerpartivalg til parlamentet i 1983, blev aftalen genetableret. Ved valget i 1983 blev den provestlige Turgut Özal ministerpræsident, og Özal gjorde en stor indsats for at genetablere et godt forhold til EF. Det var på hans foranledning, at Tyrkiet i 1987 formelt søgte om medlemskab af EF. To år efter, i 1989, kom EF-Kommissionen med en officiel vurdering af Tyrkiets ansøgning. Vurderingen lød på, at Tyrkiet var egnet til at søge om optagelse, men at EF alligevel ikke ville gå videre med at behandle ansøgningen. Tyrkiet var nemlig hverken økonomisk eller politisk klar til at indlede optagelsesforhandlinger med EF, lød Kommissionens vurdering. I 1980’erne havde der udviklet sig borgerkrigslignende tilstande i Tyrkiet, hvor kurdiske oprørsgrupper og militære sikkerhedsstyrker kæmpede mod hinanden. Militærets forsøg på nedkæmpelse af oprøret medførte en lang række menneskerettighedskrænkelser, blandt andet tvangsforflytninger af landsbyboere og drab og tortur på civile, og det var blandt andet med henvisning hertil, at EF-Kommissionen afviste Tyrkiets ansøgning om medlemskab. EF-Kommissionen afviste således at behandle Tyrkiets ansøgning om medlemskab, men samtidig anbefalede Kommissionen, at EF gav finansiel bistand til Tyrkiet og intensiverede det økonomiske samarbejde med landet for på den måde at støtte en positiv politisk og økonomisk udvikling.

Hvad skete der i forholdet mellem EF/EU og Tyrkiet i 1990’erne?

De økonomiske forbindelser mellem EU og Tyrkiet blev i løbende udbygget i første halvdel af 1990’erne, og i 1996 blev den sidste fase af associeringsaftalen fra 1963 gennemført: Der blev oprettet en toldunion mellem EU og Tyrkiet. I de følgende år modtog Tyrkiet trecifrede millionbeløb i finansiel bistand fra EU, og samhandlen mellem Tyrkiet og EU-landene steg betydeligt. Det øgede økonomiske samarbejde gav de tyrkiske politikere det indtryk, at vejen var banet for egentligt medlemskab. Men på Det Europæiske Råds møde i Luxembourg i december 1997 fik Tyrkiet ikke – i modsætning til en række central- og østeuropæiske lande – status som kandidatland. Tyrkiet var fortsat kun ’ansøgerland’. Den tyrkiske regering reagerede ved at afbryde den politiske dialog med EU, og det næste halvandet år var forholdet mellem EU og Tyrkiet på frysepunktet. På EU-topmødet i Helsinki i december 1999 vendte stemningen. Her blev det besluttet at tildele Tyrkiet status af kandidatland.

Hvilke krav stiller EU til et kandidatland?

For at blive optaget i EU skal et ansøgerland leve op til en række kriterier, der kendes som Københavns-kriterierne. De kaldes sådan, fordi de blev vedtaget på et møde i Det Europæiske Råd i København i 1993. De kan opdeles i tre typer af kriterier:

    

  • Politiske kriterier: Landet skal have opbygget stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat og respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal.     
  • Økonomiske kriterier: Landet skal have en fungerende markedsøkonomi og være i stand til at modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i EU.     
  • Administrative kriterier: Et nyt EU-land skal påtage sig de forpligtelser, der følger af et medlemskab. Det skal gennemføre og leve op til EU’s samlede regelsæt – det såkaldte ’aquis communautaire’, som er på op mod 100.000 sider – og tilslutte sig målet om en politisk, økonomisk og monetær union.

     Desuden er der en fjerde betingelse, der handler om EU’s absorbtionskapacitet: ”Unionens evne til at optage nye medlemmer uden derved at sætte tempoet i den europæiske integration over styr er ligeledes af stor betydning.”

     I sidste ende er det medlemslandene, der med enstemmighed træffer afgørelse om, hvorvidt et nyt land kan optages i EU, og det skal godkendes af Europa-Parlamentet.

     Det politiske Københavns-kriterium skal være opfyldt, før EU vil indlede optagelsesforhandlinger med et kandidatland. Hvilke forandringer og reformer, der mere præcist skal til, for at et land opfyldet dette kriterium, er forskelligt fra kandidatland til kandidatland, og efter udnævnelsen af et nyt kandidatland udarbejder EU derfor et såkaldt tiltrædelsespartnerskab med en liste over områder, som landet især skal arbejde med, hvis det vil leve op til EU’s standarder.

Hvordan er vilkårene omkring optagelsesforhandlingerne?

Forhandlinger mellem EU og et kandidatland er ikke en proces med to lige stærke parter. Der er snarere tale om, at kandidatlandet skal tilpasse sig en lang række krav, som EU stiller. Målet for forhandlingerne er at sikre, at kandidatlandet tilpasser sig EU’s værdier og EU’s samlede regelsæt. De værdier, EU har defineret som centrale – for eksempel ytringsfrihed, mindretalsrettigheder og effektive domstole – skal være på plads, og kandidatlandet skal implementere næsten 100.000 siders lovgivning og sikre, at alle reglerne bliver efterlevet i praksis. Forhandlingerne består derfor primært i, at EU kontrollerer, om de nødvendige love bliver vedtaget i kandidatlandets parlament, og om lovene fungerer i praksis.   Forhandlingerne mellem EU og et kandidatland er inddelt i et antal kapitler, som det ser ud nu, er det i alt 35 kapitler, som hvert især handler om bestemte temaer og politikområder, for eksempel finansvæsnet, informationssamfundet eller retssystemet. Forhandlingerne foregår mellem en regeringsdelegation fra kandidatlandet på den ene side og repræsentanter for EU-Kommissionen og EU-formandskabet på den anden side. EU-formandskabet skifter hvert halve år, så den del af EU-forhandlingsdelegationen, der repræsenterer formandskabet, skiftes ud hvert halve år, og det kan derfor have en vis betydning for effektiviteten i forhandlingerne, hvilket land der har formandskabet i EU, og hvordan holdning til tyrkisk medlemskab er i det pågældende land. Åbningen af hvert forhandlingskapitel kræver desuden enstemmig godkendelse blandt medlemslandene. Forhandlingsprocessen kan derfor trækkes i langdrag, hvis blot et enkelt land er imod, at et kapitel afsluttes, eller at et nyt kapitel åbnes. I forhold til Tyrkiet har især Frankrig modsat sig afslutning af og åbning af nye kapitler i forhandlingerne.

Forhandlinger og reformer fra 2005-2010

Hvordan var Tyrkiets proces fra kandidatstatus til de første forhandlinger?

Tyrkiets officielle status som kandidatland fra december 1999 betød ikke, at EU umiddelbart ville indlede optagelsesforhandlinger. Først skulle Tyrkiet gennemføre en række reformer, ikke mindst på det politiske område. Den tyrkiske regering gik hurtigt i gang med reformarbejdet. Reformprocessen fik for alvor fart på, da det islamisk inspirerede AK-parti (AKP) overtog regeringsmagten i november 2002. AK-regeringen så det som sin mest presserende opgave at føre Tyrkiet tættere på EU. På EU-topmødet i København i december 2002 besluttede EU-lederne, at der skulle indledes forhandlinger med Tyrkiet, hvis det i 2004 kunne påvises, at Tyrkiet var kommet tættere på at opfylde EU’s krav. EU-Kommissionen fulgte de næste år udviklingen i Tyrkiet nøje, og i en rapport fra oktober 2004 vurderede Kommissionen, at Tyrkiet nu opfyldte det politiske Københavnskriterium i så høj grad, at der kunne indledes forhandlinger. I december 2004 besluttede EU’s stats- og regeringschefer, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skulle begynde den 3. oktober 2005.

Hvilke særlige krav stillede EU til Tyrkiet de første år af forhandlingerne?

Officielt har EU lige fra Tyrkiets udnævnelse til kandidatland i 1999 behandlet det som alle andre kandidatlande. Men flere gange er det både fra Tyrkiets side og fra en række af EU-landenes ledere blevet understreget, at forholdet mellem EU og Tyrkiet er noget ganske særligt, og at forhandlingerne om optagelse derfor ikke kan sammenlignes med den proces, der er gået forud for de hidtidige udvidelser.   Forhandlingerne med de enkelte kandidatlande baserer sig på såkaldte tiltrædelsespartnerskaber, hvor det præciseres og konkretiseres, hvad det enkelte land skal gøre for at leve op til de såkaldte Københavns-kriterier. Tiltrædelsespartnerskaberne er altså forskellige fra land til land, og det er en almindelig vurdering, at EU i sine forhandlinger med Tyrkiet har lagt særlig vægt på overholdelse og sikring af menneskerettigheder. Menneskerettighederne indgår i det politiske Københavnskriterium for alle kandidatlande, men som noget nyt for Tyrkiet er der også et selvstædigt forhandlingskapitel om fundamentale rettigheder og domstole.   Storbritannien, Sverige og Spanien har derimod argumenteret for en blødere forhandlingslinje, hvor demokrati og menneskerettigheder ikke gøres til omdrejningspunkt for samtlige forhandlingskapitler.   Journalist og ekspert i europæiske forhold Nynne Bjerre Christensen har peget på, at medlemskab tidligere blev set som et redskab til at fremme demokrati og menneskerettigheder, mens det i de senere år snarere er blevet opfattet sådan, at det processen hen imod optagelse, der er fremmende for et lands demokratiske udvikling: ”hvor det i dag forlanges, at Tyrkiet skal blive demokratisk før optagelse, så var det er vigtigt argument for Spaniens og Grækenlands optagelser (hhv. 1986 og 1981) at styrke deres vakkelvorne demokratier – altså inden for EF’s rammer”, skrev hun i en artikel i tidsskriftet Mellemøstinformation i 2004 (se kilder).

Hvilke særlige krav ønskede enkelte EU-lande at stille til Tyrkiet?

  • Nogle EU-lande, herunder Danmark og Frankrig, har argumenteret for, at forhandlingskapitlet om uddannelse skal indeholde strenge krav om tyrkiske skolebøgers beskrivelse af det kurdiske mindretal. 
  • Franske politikere har krævet, at det skal gøres til en betingelse for tyrkisk medlemskab, at Tyrkiet anerkender det folkedrab på armenierne, der fandt sted under Første Verdenskrig.

     Ingen af delene er dog blevet gjort til specifikke krav til Tyrkiet, men begge dele indgår i den samlede vurdering af Tyrkiet fremskridt inden for demokrati og menneskerettigheder, og EU-repræsentanter har da også rost Tyrkiet for den opblødning i forholdet til Armenien – og diskussionen om folkedrabet – som har fundet sted de senere år.

Hvilke reformer blev gennemført i Tyrkiet fra 1999-2005?

Da Tyrkiet i 1999 var blevet udpeget til kandidatland, udarbejdede EU en liste over de områder, som skulle reformeres, for at Tyrkiet kunne begynde forhandlinger om optagelse og siden blive medlem af EU. Listen, som er blevet revideret flere gange, har dannet udgangspunkt for den række af større reformer, der er blevet gennemført i Tyrkiet frem til forhandlingernes start i 2005. Reformerne har blandt andet omfattet følgende:

    

  • Oktober 2001: Forfatningsreform: Individuelle frihedsrettigheder, magtforhold mellem militær og civile myndigheder. 
  • November 2001: Lov om borgerlige rettigheder: Ligestilling, foreningsfrihed. 
  • Februar 2002: 1. reformpakke: Ytringsfrihed. 
  • April 2002: 2. reformpakke: Forsamlingsfrihed, pressefrihed, tortur. 
  • August 2002: 3. reformpakke: Afskaffelse af dødsstraf i fredstid, lovliggørelse af tv- og radioudsendelser på kurdisk, legalisering af undervisning i kurdisk, rettigheder til ikke-muslimske samfund angående religiøs ejendom, foreningsfrihed. 
  • Januar 2003: 4. reformpakke: Religionsfrihed, forebyggelse af tortur, ytringsfrihed, retssystem. 
  • Februar 2003: 5. reformpakke: Retssystem, forstærket adgang til fornyet domstolsprøvelse efter vundne sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. 
  • Juli 2003: 6. reformpakke: Ytringsfrihed, militærets plads i råd/organer, fuldstændig afskaffelse af dødsstraf. 
  • August 2003. 7. reformpakke: Magtforhold mellem militær og civile myndigheder, foreningsfrihed, ytringsfrihed. 
  • Maj 2004: Forfatningsreform: Ophævelse af statssikkerhedsdomstole. 
  • Oktober 2004. Straffelov: Diskrimination, ligestilling.

     Reformpakkerne og baggrunden for dem beskrives i Jesper Møller Sørensen og Erik Boels bog ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje” (se kilder) samt i temahæftet ”EU og Tyrkiet” fra Folketingets EU-oplysning (se kilder). De mange reformer, som blev gennemført fra 1999 og frem, førte til, at EU i december 2004 besluttede at indlede forhandlinger med Tyrkiet i oktober 2005.

Hvordan blev reformprocessen fra 1999-2005 vurderet af eksperter?

Flere fremtrædende iagttagere af tyrkisk politik vurderede, at reformprocessen frem mod optagelsesforhandlingernes start var hurtigere og mere omfattende end forventeligt. Formanden for Netværk for Tyrkiet i EU (TRiEU), Yildiz Akdogan, kaldte således i en artikel i Dagbladet Information (se kilder) udviklingen i Tyrkiet siden 1999 ”en revolution af hidtil uset karakter i tyrkisk politik”, og også forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Ziya Önis vurderer i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey” (se kilder), at reformprocessen og engagementet i at leve op til EU’s krav var imponerende stærk i perioden fra 2002 til 2006.

Hvordan forløb optagelsesforhandlingerne fra 2005-2010?

Forhandlingerne mellem Tyrkiet og EU forløb i begyndelsen rimeligt effektivt. Men siden forhandlingernes start i oktober 2005 er kun ét kapitel, nemlig det om forskningspolitik, blevet afsluttet. Sådan er status stadig i 2020, hvor 16 ud af 35 kapitler er blevet åbnet, men kun et enkelt er blevet afsluttet, som Europa-Kommissionen beskriver på sin hjemmeside om forholdet mellem EU og Tyrkiet (se kilder). I 00’erne var det især forholdet til Cypern, øen og republikken i Middelhavet, der siden Tyrkiets invasion af den nordlige del i 1974 har bestået af en græsk og en tyrkisk-cypriotisk del, der førte til hårdknuder i forhandlingerne, som artiklen ”Cypern blokerer EU-forhandlinger med Tyrkiet”, bragt på dr.dk (se kilder) beskriver. I december 2006 besluttede EU’s stats- og regeringschefer at sætte den del af optagelsesforhandlingerne, der drejede sig om handelssamarbejde, i bero på ubestemt tid. Det drejede sig om otte af i alt 35 forhandlingskapitler. Begrundelsen var, at Tyrkiets regering fortsat nægtede at anerkende EU-medlemmet Cypern som en selvstændig stat og åbne sine havne for skibe og fly derfra. Ingen forhandlingskapitler kan afsluttes endeligt, så længe Cypern-problemet ikke er løst.

Hvilke reformer manglede Tyrkiet at gennemføre for at leve op til EU’s krav ved udgangen af 00’erne?

Siden 1998 har EU-Kommissionen systematisk overvåget og afrapporteret om Tyrkiets udvikling mod medlemskab af EU. Stort set alle rapporter har indeholdt såvel ros som ris til Tyrkiet. I rapporten fra november 2010, ”Turkey 2010 Progress Report” konkluderede EU-Kommissionen, at Tyrkiet fortsat gjorde fremskridt, og at ikke mindst forfatningsændringen fra efteråret 2010 indeholdt mange positive ændringer. Men samtidig fremhæves det i rapporten, at der også er en række områder, hvor Tyrkiet skal forbedre sig og gennemføre reformer. Rapporten nævner blandt andet:

    

  • Ytringsfrihed 
  • Pressefrihed 
  • Religionsfrihed 
  • Rettigheder for kulturelle og religiøse minoritetsgrupper 
  • Rettigheder for kvinder

     Ved lanceringen af rapporten udtalte EU’s udvidelseskommissær, Stefan Füle (se kilder), at tempoet i forhandlingerne var utilfredsstillende, og at Tyrkiet må sætte mere fart på reformerne, hvis der skal åbnes flere forhandlingskapitler i nær fremtid.

Reformer, forhandlinger og tilbageskridt i 2010’erne

Hvordan forløb forhandlingerne frem til kupforsøget i 2016?

I begyndelsen af 10’erne så udsigterne til, at Tyrkiet ville blive medlem af EU, lysere ud end længe. Det skyldtes især en folkeafstemning om en stor reformpakke bestående af 26 forfatningsændringer, som 58 procent af de tyrkiske vælgere i 2010 stemte for. De 26 forfatningsændringer svækkede blandt andet militærets magt og ophævede den immunitet, som generalerne fra kuppet i 1980 indtil da nød godt af. De ville også give flere rettigheder til kvinder, børn og handicappede, øget sikkerhed mod statslig overvågning, give offentligt ansatte ret til at forhandle om løn- og arbejdsvilkår, ophæve forbuddet mod politiske strejker og muliggøre oprettelse af en ombudsmandsinstitution. I artiklen ”Et vigtigt skridt mod Europa”, bragt i Dagbladet Information (se kilder), beskrives det, hvordan folkeafstemningen bragte Tyrkiet ”en hel del tættere på EU-medlemskab”. Siden da udviklede situationen sig imidlertid anderledes. Den forfatningsændring, folkeafstemningen banede vej for, blev ikke til noget, og mens reformprocessen fortsatte i starten af 10’erne, så gik tempoet i reformerne ifølge EU-Kommissionens rapporter betydeligt ned. I flere perioder gik reformerne stort set i stå, blandt andet fordi den indre krise i EU og negative udtalelser om Tyrkiet fra politiske ledere i store EU-lande fik tyrkerne til at miste modet og gjorde det sværere for AKP-regeringen at motivere befolkningen til flere reformer. En stigende polarisering af tyrkisk politik, hvor den nationalistiske, sekulære og EU-kritiske fløj stod stejlt over for den EU-venlige AKP-regering og dennes støtter bremsede reformerne. Det vurderede forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Ziya Önis i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey” (se kilder).

Hvordan påvirker kupforsøget i 2016 Tyrkiets udsigt til EU-medlemskab?

I den anden halvdel af 10’erne var der især to begivenheder, der påvirkede Tyrkiets udsigt til at blive EU-medlemsland: Et fejlslagent kupforsøg i 2016, hvor en fraktion af det tyrkiske militær forsøgte at vælte præsident Erdogan, og en forfatningsændring i 2018, der gav præsidenten mere magt. I kølvandet på kupforsøget erklærede præsident Erdogan undtagelsestilstand, flere tusinde universiteter og skoler og flere hundrede medier blev lukket, der var massefyringer (mindst 150.000 statsansatte blev fyret) og masseanholdelser af over 55.000 mennesker, som DR.dk beskriver i artiklen ”Et år efter kupforsøget: Tyrkiet er hastigt på vej ned i et mørkt hul” (se kilder). Det var med til at forværre forholdet til EU, som det beskrives i artiklen. Det fik EU’s udvidelseskommissær til at understrege, at der skal ske afgørende fremskridt, når det kommer til respekten for menneskerettigheder, retsstaten, demokratiet og presse- og ytringsfriheden, før et EU-medlemskab kan komme på tale. ”Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er grundlæggende rettigheder i demokratiske samfund. Vi har brug for fremskridt på alle disse områder,” siger udvidelseskommissæren i artiklen ”EU til Tyrkiet: Medlemskab afhænger af respekt for menneskerettigheder”, bragt på DR.dk (se kilder).

Hvordan påvirkede forfatningsændringen i 2018 Tyrkiets udsigt til EU-medlemskab?

I 2017, et lille år efter kupforsøget, sendte præsidenten Erdogan også en række forfatningsændringer til folkeafstemning, og han sikrede sig et snævert ja hos befolkningen. I artiklen ”Tyrkerne stemmer ja til mere magt til Erdogan” beskriver TV2 (se kilder), hvordan forfatningen giver Erdogan mere magt ved at forandre Tyrkiet fra et parlamentarisk til et præsidentielt styre, give Erdogan mulighed for at blive siddende til 2029, give præsidenten mulighed for at udstede dekreter, opløse parlamentet ved politiske kriser og indføre undtagelsestilstand udenom parlamentet. Forfatningsændringen er dermed endnu et skridt væk fra de demokratiske reformer, EU stillede som betingelse for medlemskab. Og med vedtagelsen af forfatningsændringen er drømmen om tyrkisk medlemskab af EU død og begravet, skriver DR.dk i artiklen ”Korrespondent: Drømmen om tyrkisk EU-medlemskab er død og begravet” (se kilder). I artiklen fortæller DR’s Mellemøstkorrespondent Michael S. Lund, at ideen om tyrkisk EU-medlemskab længe har været død, og at hverken Tyrkiet eller EU’s medlemslande tror på, at det er realistisk for alvor at genoptage forhandlingerne. I marts 2018 blev der afholdt et topmøde mellem EU og Tyrkiet, hvor udsigten til et medlemskab blev drøftet. Forud for mødet sagde Erdogan, at Tyrkiet fortsat gik efter et EU-medlemskab, men siden er der ikke sket nogle fremskridt i forhandlingerne.

Hvad handler kritikken af forholdene omkring ytrings- og pressefrihed om?

Både EU-Kommissionen og EU-Parlamentet pegede tidligt i forhandlingsforløbet på, at Tyrkiet burde ændre de paragraffer i straffeloven, der gjorde det muligt at retsforfølge og straffe borgere, der udtalte sig kritisk om blandt andet præsidenten, militæret og ’tyrkiskheden’. Flere sager, hvor kendte tyrkiske forfattere og journalister, blandt andre nobelpristageren i litteratur Orhan Pamuk, blev anklaget for at have fornærmet tyrkiskheden, blev fremhævet som eksempler på, at der ikke var reel presse- og ytringsfrihed i Tyrkiet. Især paragraf 301 i straffeloven, der kriminaliserede fornærmelser af ’tyrkiskheden’, blev udpeget som problematisk. I flere rapporter fra 00’erne har EU-Kommissionen desuden påpeget, at mange journalister, der skriver kritisk om regeringen eller behandler tabubelagte emner, bliver retsforfulgt og udsat for forskellige former for pres, ligesom flere medier er blevet idømt meget store bøder. Desuden har de tyrkiske myndigheder flere gange blokeret adgangen til internetsider som YouTube. Alt dette underminerer pressefriheden i praksis, vurderer Kommissionen. Kritikken af ytrings- og pressefrihedens vilkår i Tyrkiet er kun taget til efter det fejlslagne kupforsøg. I kølvandet på det er mere end 150 medier blevet lukket, og mange journalister er blevet anholdt, skriver DR.dk i artiklen ”EU til Tyrkiet: Medlemskab afhænger af respekt for menneskerettigheder” (se kilder).   De forringede vilkår for journalister afspejler sig også i det faktum, at Tyrkiet på over ti år er røget over 45 pladser ned til nr. 154 ud af 180 lande på organisationen Journalister Uden Grænsers pressefrihedsliste ”World Press Freedom Index” (se kilder).

Hvad handler kritikken af de religiøse minoriteters forhold om?

Det er fra forskellige internationale organisationer blevet fremhævet, at især forholdene for landets kristne minoritet er blevet forværret; blandt andet har der været flere drab og attentatforsøg på kristne debattører, præster og aktivister. Det beskrives i artiklen ”I Tyrkiet er det blevet risikabelt at være kristen” i Dagbladet Information (se kilder).   EU er også kritisk over for det faktum, at religiøse mindretal fortsat møder mange restriktioner, når de ønsker at opføre bygninger til brug for deres aktiviteter, og at de ikke har mulighed for at uddanne egne prædikanter. Blandt andet er det græsk-ortodokse præseminarium på øen Halki tæt på Istanbul fortsat ikke blevet genåbnet, selv om tyrkiske ministre flere gange har varslet, at en genåbning var på vej.   Også den store muslimske minoritetsgruppe, alevierne, bør have bedre forhold, påpeger EU. Erdogan udviste i n periode en større åbenhed over for både alevier og kristne end tidligere regeringsledere; blandt andet har han mødtes med repræsentanter for både alevi-mindretallet og for flere kristne menigheder. Men møderne er ikke mundet ud i tilstrækkelige konkrete tiltag, og repræsentanter for mindretalsreligionerne udsættes stadig for trusler fra ekstremister, påpeger Kommissionen. Den kristne minoritets forhold beskrives i en reportage i Religionsrapport på P1 (se kilder).

Hvad handler kritikken af de kulturelle minoriteters forhold om?

Kritikken retter sig især imod kurdernes forhold, som blandt andet er blevet påvirket af kampen mod Islamisk Stat og borgerkrigen i Syrien. Selv om AKP-regeringen anlagde en langt blødere og mere åben kurs over for kurdiske ønsker om anerkendelse og kulturel selvbestemmelse og blandt andet oprettede en 24 timers statslig tv-kanal på kurdisk, lider det kurdiske mindretal fortsat under fattigdom og sociale problemer, ligesom der er rapporter om uretmæssige anholdelser og udbredt brug af tortur på politistationer i den sydøstlige del af landet, hvor det især er kurdere, der rammes. I forbindelse med borgerkrigen i Syrien og kampen mod Islamisk Stat forværredes forholdet mellem Tyrkiet og kurderne, som det beskrives i artiklen ”Største folkeslag i verden uden egen stat: Derfor hader tyrkerne og kurderne hinanden”, bragt på DR.dk (se kilder).   Regeringens såkaldte ’demokratiske åbning’ over for kurderne har kun skabt begrænsede resultater i praksis, vurderede EU-Kommissionen i sin Turkey Progress Report fra 2010 (se kilder). Af samme rapport fremgår det, at romaerne i Tyrkiet ligesom mange steder i det øvrige Europa udsættes for diskrimination. De har ringe muligheder for uddannelse og udelukkes i høj grad fra arbejds- og boligmarkedet.   Også i rapporter fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International (se kilder) og Minority Rights Group International (se kilder) påpeges det, at både det kurdiske mindretal og andre etniske og kulturelle minoritetsgrupper i Tyrkiet fortsat er udsat for menneskerettighedskrænkelser af forskellig art.

Debat om tyrkisk medlemskab

Hvilke økonomiske argumenter er der for tyrkisk medlemskab?

Et af de største argumenter for tyrkisk medlemskab af EU har været det økonomiske. EU er det største eksportmarked for Tyrkiet (44,5 procent), mens Tyrkiet er EU's fjerdestørste eksportmarked (4,4 procent), som Europa-Parlamentet beskriver i pressemeddelelsen ”Revurdering af EU's forhold til Tyrkiet” fra 2020 (se kilder). Debatten om økonomiske aspekter af eventuelt tyrkisk medlemskab er emnet for et kapitel i bogen ”Tyrkiet – en del af EUropa?” (se kilder), hvor de følgende argumenter listes:

    

  • Optagelse af Tyrkiet vil forhindre, at tyrkere i massevis immigrerer til EU for at søge arbejde. Derved forhindres en masseindvandring med eventuelle integrationsproblemer til følge. Argumentet lyder på, at optagelse i EU vil give nye økonomiske muligheder i Tyrkiet og dermed mindske tyrkernes incitament til at udvandre. ”Erfaringerne fra Grækenlands, Spaniens og Portugals optagelse i EU viser entydigt, at optagelse i EU kombineret med høj vækst og effektiv gennemførelse af en reformpolitik med sigte mod medlemskab reducerer og gradvist eliminerer immigrationspresset. Der er ingen grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes med Tyrkiet,” skriver Jesper Møller Sørensen og Erik Boel i deres bog ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje” (se kilder). 
  • Flere økonomer samt erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) har vurderet, at tyrkisk medlemskab af EU vil være til gavn for dansk erhvervsliv. Vurderingen fra DI lyder på, at kombinationen af en ung arbejdsstyrke og et stigende uddannelsesniveau lover godt for tyrkisk økonomi og for EU-landene, fordi tyrkerne i stigende grad vil efterspørge flere af de dyre varer, som de gamle EU-lande producerer. 
  • Tyrkiet kan være med til at løse den mangel på arbejdskraft, som vil opstå i Europa i de kommende årtier. Befolkningen i de nuværende EU-lande bliver ældre og ældre, og derfor vil der, når den nuværende arbejdsstyrke går på pension, opstå mangel på arbejdskraft. En løsning kan være at importere arbejdskraft, for eksempel fra Tyrkiet, som har en stor og forholdsvis ung befolkning. Importen af arbejdskraft er nemmere og mindre bureaukratisk, hvis arbejdstagerne kommer fra et EU-land. Derfor vil det være en fordel, at Tyrkiet bliver medlem af EU. Dette argument er blevet nævnt af EU-Kommissionen, flere europæiske samfundsforskere samt flere danske politikere. 
  • Tyrkiet udgør med sine over 70 millioner indbyggere et stort potentielt marked, som vil åbne sig yderligere for EU-landenes erhvervsliv, hvis Tyrkiet bliver medlem af unionen. Desuden er den tyrkiske økonomi i fortsat vækst, og Tyrkiet har stort og stigende økonomisk samkvem med lande i Mellemøsten og Centralasien og kan dermed være med til at åbne nye markeder for gamle EU-lande. Dette argument nævnes blandt andet i journalist og mellemøstekspert Hugo Gården i artiklen ”Tyrkiet – landet vi gik glip af?” i Berlingske (se kilder)

Hvilke økonomiske argumenter er der imod tyrkisk medlemskab?

Efter det fejlslagne militærkup i 2016 har Tyrkiets økonomi ikke oplevet samme vækst som tidligere. Den politiske uro, undtagelsestilstanden og de manglende politiske, demokratiske og økonomiske reformer, der har præget landet siden kupforsøget, har gjort den økonomiske situation i landet vanskeligere. Den har ført til recession, høj arbejdsløshed, fald på aktiebørsen og et fald i valutaen, skriver Udenrigsministeriet i en bemærkning om Tyrkiets økonomi fra den juli 2019 (se kilder).   Debatten om de negative økonomiske aspekter af eventuelt tyrkisk medlemskab diskuteres i et kapitel i bogen ”Tyrkiet – en del af EUropa?” (se kilder).

    

  • Hovedargumentet mod tyrkisk medlemskab er, at tyrkisk medlemskab vil medføre stor indvandring af tyrkere til andre EU-lande – herunder Danmark – med integrationsproblemer og pres på det danske velfærdssystem som konsekvens. 
  • Et andet argument lyder, at Tyrkiet formodentlig vil høre til blandt de økonomiske sværvægtere i fremtiden, men at den mest fornuftige måde at tackle den nye globale økonomiske magtfordeling vil være at sætte en grænse for EU, som udelukker Tyrkiet, og så oprette en frihandelszone, der blandt andet omfatter Tyrkiet. Dette argument fremføres af journalist og mellemøstekspert Hugo Gården i analysen ”Ny dynamik i Tyrkiet-Mellemøsten” i Berlingske (se kilder), hvor han skriver: ”Hvorfor ikke lægge grænsen for EU ved Bosperus-strædet og dernæst skabe et EU-Light, dvs. en frihandelszone som det gamle EFTA eller som NAFTA i Nordamerika? Det kan omfatte Tyrkiet, Ukraine og Georgien m.fl. i det østlige område, samt en række Mellemøstlande, herunder de nordafrikanske mod syd.”

Hvilke religiøse og kulturelle argumenter er der for tyrkisk medlemskab?

En række religiøse og kulturelle argumenter for tyrkisk EU-medlemskab opregnes af Uffe Østergaard i notatet ”Tyrkiet i EU? EU’s identitet, værdier og grænser”, udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier i 2006 (se kilder). Debatten om de religiøse og kulturelle perspektiver ved eventuelt tyrkisk medlemskab er desuden emnet for et kapitel i bogen ”Tyrkiet – en del af EUropa?” (se kilder).

    

  • Tyrkiet er et sekulært land, som gennem historien har været orienteret mod Europa. Tyrkiet har mange kulturelle fællestræk med en del af de lande, der allerede er optaget i EU eller står til at blive medlemmer, for eksempel en række lande på Balkan, som i en lang periode var en del af det osmanniske rige (der havde hovedstad i Istanbul). 
  • Det er ikke i sig selv noget problem, at omkring 99 procent af Tyrkiets befolkning er muslimer, og at landets regerende parti har islamisk baggrund. Dels er Tyrkiets muslimske befolkning meget forskelligartet, så der er ikke tale om, at Tyrkiets omkring 70 millioner indbyggere står som én ensartet gruppe over for EU’s over 450 millioner overvejende kristne borgere. Dels har AKP-regeringen hidtil vist langt større vilje til at gennemføre de nødvendige reformer end de mere nationalistiske kræfter i Tyrkiet. 
  • EU rummer allerede stor religiøs mangfoldighed og har gode erfaringer med at optage lande, som er indbyrdes forskellige. Blandt de nuværende EU-medlemmer er der katolsk dominerede lande som Italien, Polen og Spanien, protestantiske lande som Danmark og lande med store muslimske mindretal som Frankrig og England. Ved at optage Tyrkiet vil EU fortsætte sin rolle som forsoner. Dette argument blev nævnt af lederen af afdelingen for europæiske studier ved Bosporus Universitet i Istanbul, Kemal Kirisci, i en artikel i Kristeligt Dagblad (se kilder): ”Europas succes skyldes dets evne til forsoning. Det er vigtigt at holde fast i. Europa har historisk set magtet at forsone katolikker og protestanter – og senere tyskere og franskmænd. Opgaven er nu at forsone muslimer og kristne. (…) Jeg vil påstå, at det har været 1000 gange sværere at forsone Tyskland og Frankrig, end det vil være at forsone Europas kristne med Tyrkiets muslimer.”

Hvilket religiøse og kulturelle argumenter er der imod tyrkisk medlemskab?

Debatten om de religiøse og kulturelle perspektiver ved eventuelt tyrkisk medlemskab er emnet for et kapitel i bogen ”Tyrkiet – en del af EUropa?” (se kilder).

    

  • Historisk har Tyrkiet og størstedelen af de nuværende EU-lande tilhørt forskellige kulturkredse, og Tyrkiets osmanniske fortid og dets stærke islamiske rødder står i skarp kontrast til den europæiske kultur, der er præget af kristendom og humanisme. Det mener blandt andre leder af Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet, Søren Doserode. I et debatinterview i Kristeligt Dagblad (se kilder) siger han: ”der er tale om to vidt forskellige kulturer, som ikke i øjeblikket er forenelige. Disse to kernekulturer afgør hele den måde, samfundet er indrettet på, fordi den påvirker den måde vi opfatter og behandler hinanden på. (…) islam afspejler sig i den håndgribelige kultur i den måde, vi indretter vores samfund på. Når en muslimsk far i Danmark kan finde på at kræve en datter skudt, fordi hun overtræder familiens æreskodeks, er det et udtryk for en helt anden måde at se forholdet mellem forældre og børn på, end vi normalt gør i Europa.” 
  • Hvis EU optager et stort muslimsk land, vil Europa blive grænseløst og miste sin kristne identitet, mener teolog Katrine Winkel Holm, som desuden siger, at tyrkisk medlemskab kan medføre en islamisering af Europa. I et debatinterview i Politiken (se kilder) siger hun: ”Hvis man optager et land uden for Europa, som i øvrigt tilhører en islamisk civilisation, opløser man Europa kulturelt og geografisk. Og dermed gør man også Europa grænseløst (…) Det vil også betyde en øget indvandring fra Tyrkiet, hvis de bliver omfattet af arbejdsmarkedets frie bevægelighed i EU. Atatürk forsøgte i 1923 med en sekularisering i Tyrkiet. Men det er en meget skrøbelig sekularisering, fordi den hele tiden er truet af islamiske kræfter. Jeg tror, det er naivt at tro, at man kan europæisere et muslimsk land.”

Hvilke sikkerhedspolitiske argumenter er der for tyrkisk medlemskab?

De sikkerhedspolitiske argumenter for tyrkisk medlemskab gennemgås i bøgerne ”Tyrkiet – en del af EUropa?” og ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje?” (se kilder).

    

  • Tyrkiet kan som sekulært land med en muslimsk befolkning fungere som rollemodel, der kan inspirere lande i Mellemøsten, som er præget af manglende demokrati, islamisk fundamentalisme eller sekulære militærregimer. Det argument har både eksperter og politikere fremført. Ifølge et Ritzau-telegram i Politiken (se kilder) fremførtes argumentet af den tidligere amerikanske præsident George W. Bush under et møde i Det Hvide Hus med Tyrkiets tidligere præsident Abdullah Gül: ”Tyrkiet er et fantastisk eksempel for lande rundt om i verden, der kan se, at det er muligt at have et demokrati, der sameksisterer med en stor religion som islam”. Under den nuværende præsident Erdogan har Tyrkiet dog bevæget sig længere væk fra de demokratiske idealer, hvilket har fået EU-lande og EU’s udvidelseskommissær til at understrege, at respekt for menneskerettigheder, retsstaten og demokratiet er en forudsætning for, at Tyrkiet kan optages i EU. Det beskrives i artiklen ”EU til Tyrkiet: Medlemskab afhænger af respekt for menneskerettigheder,” bragt på DR.dk (se kilder). 
  • Tyrkiet kan fungere som ’bufferzone’ mod Mellemøsten ved at indgå i kampen mod terrorisme. Siden terrorangrebet i USA 11. september 2001 har Tyrkiet sendt statsuddannede imamer til europæiske lande som Tyrkiet og Frankrig, hvor de prædiker imod radikal islam som en del af kampen mod radikalisering og terrorisme udført i islams navn. Tyrkiet har også spillet en stor rolle i kampen mod Islamisk Stat, som det beskrives i artiklen ”Tyrkiet: Vi vil fortsætte kampen mod Islamisk Stat og PKK”, bragt på DR.dk (se kilder). 
  • Tyrkiet kan spille en stor rolle i forhold til at bremse flygtningestrømmen fra Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika til Europa. Under flygtningekrisen i 2015 indgik EU en aftale med Tyrkiet om, at Tyrkiet skulle standse flygtningestrømmen, der ofte bevægede sig til Grækenland – og dermed EU – fra Tyrkiet, som det beskrives i artiklen ”Tyrkiet truer med at opsige flygtningeaftale med EU”, bragt på Altinget (se kilder). Til gengæld for at standse flygtningestrømmen og tage imod tilbagesendte flygtninge, der nåede EU's kyster, fik Tyrkiet et milliardbeløb til at oprette flygtningelejre for og en aftale om at accelerere forhandlingerne om visumfrihed for tyrkere, der rejser til EU. 
  • Optagelsen af Tyrkiet vil være et ’bevis’ på, at EU-landene ikke er fjendtligt indstillet over for muslimer. Derfor vil det mindske risikoen for terrorhandlinger vendt mod europæiske lande. 
  • Tyrkiet kan som medlem af EU give EU større legitimitet som fredsmægler i konflikter, hvor muslimske lande er involveret – for eksempel konflikten mellem Israel og Palæstina – samt på Balkan, i Centralasien m.m. Det fremhæves blandt andet af den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der i et debatindlæg i Dagbladet Information under overskriften ”Hvem har tabt Tyrkiet på gulvet?” (se kilder) skriver: ” Tyrkiet har en i geopolitisk forstand meget følsom placering, især havde Europas sikkerhed angår. Den østlige Middelhav, Det Ægæiske Hav, det vestlige Balkan, regionen omkring Det Kaspiske Hav, det sydlige Kaukasus, Centralasien og Mellemøsten er alle områder, hvor Vesten vil opnå intet eller meget lidt uden Tyrkiets støtte.(…) Europas sikkerhed i det 21. århundrede vil i betydeligt omfang afhænge af forholdet til naboerne mod sydøst, og netop dér er Tyrkiet allerede nu af afgørende betydning for Europas sikkerhedsinteresser og vil i stigende grad blive det i fremtiden.” 
  • Den store tyrkiske hær vil være et godt bidrag til EU’s militære kapacitet.

Hvilke sikkerhedspolitiske argumenter er der imod tyrkisk medlemskab?

  • Tyrkiet er fortsat for udemokratisk til at fungere som rollemodel for andre muslimske lande. Det er ikke attraktivt, at andre muslimske lande kopierer Tyrkiets samfunds- og styreform, især ikke efter den politiske uro og den kurs mod mindre demokrati, der er fulgt i kølvandet på det fejlslagne kupforsøg i 2016. Derudover har det kurdiske mindretal eksempel også traditionelt haft dårligere forhold i Tyrkiet end i lande som Syrien, Irak og Iran, og begrænsningerne på ytringsfriheden i Tyrkiet – og især lukningen af mere end 150 medier og anholdelserne af mange journalister, der beskrives i artiklen ”Et år efter kupforsøget: Tyrkiet er hastigt på vej ned i et mørkt hul”, bragt på DR.dk (se kilder) vil gøre det svært for EU at kæmpe for ytringsfrihed i resten af verden uden at fremstå som dobbeltmoralsk. 
  • De seneste år har der været meget debat om, hvorvidt Tyrkiet stadig bør være medlem af NATO. Debatten spidsede til, efter at Tyrkiets præsident Erdogan har nærmet sig Rusland, og især efter det tyrkiske køb af et russisk luftforsvarssystem, som det beskrives i artiklen ”Det ser ud, som om Tyrkiet er på vej ud af NATO”, bragt i Dagbladet Information (se kilder). 
  • Hvis Tyrkiet optages i EU, vil det blive sværere for EU at distancere sig fra konflikterne i Mellemøsten. Tyrkisk medlemskab vil tvinge EU til at engagere sig mere direkte i konflikterne. 
  • Med Tyrkiet som medlem vil det blive sværere at forhindre terrorister, der bruger Tyrkiet som gennemgangsland, i at rejse frit i EU. 
  • Tyrkiets historisk set nære forhold til USA vil forhindre EU i at fremstå som en neutral mægler i internationale konflikter som Israel-Palæstina-konflikten.

     Disse og flere andre sikkerhedspolitiske argumenter imod Tyrkiets optagelse i EU gennemgås i bøgerne ”Tyrkiet – en del af EUropa?” og ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje?” (se kilder)

Perspektiv på forholdet mellem EU og Tyrkiet

Hvor stor er sandsynligheden for, at Tyrkiet bliver medlem af EU?

Hvor stor sandsynligheden er for, at Tyrkiet nogensinde bliver medlem af EU, er meget svært at afgøre, men siden det fejlslagne kupforsøg i 2016, forfatningsændringen i 2018 og den politiske uro i 2019 er udsigterne dystre. Som det beskrives i Dagbladet Information-artiklen ”Arkitekten bag EU-Tyrkiet-aftalen før møde med Erdogan: EU er offer for sin egen tøven” (se kilder) centrerer forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet sig nu om det generelle forhold, en toldunion, flygtningeaftalen og visa-betingelser for tyrkere, der rejser ind i EU, og ikke om EU-medlemskab.   Om forhandlingerne genoptages afhænger af en lang række faktorer. Dels skal Tyrkiet leve op til de krav, EU stiller om politiske og økonomiske reformer, og med forfatningsændringen og kupforsøget har Tyrkiet bevæget sig længere væk fra og ikke tættere på EU-medlemskab, som det beskrives i DR-artiklen ”EU til Tyrkiet: Medlemskab afhænger af respekt for menneskerettigheder” (se kilder).   Desuden spiller EU’s interne forhold ind på Tyrkiets muligheder for medlemskab. I flere år betød arbejdet med at blive enige om en ny reform-traktat for EU, Lissabontraktaten, for eksempel, at EU ikke kunne optage nye medlemslande. Traktaten blev først omarbejdet, og siden skulle den godkendes i alle medlemslande for at træde i kraft. Desuden kræver det enighed blandt alle EU-lande, før et nyt land kan optages. Det vil sige, at holdningen blandt en del af EU-landenes stats- og regeringschefer skal ændre sig, før der kan skabes opbakning til tyrkisk medlemskab, og ifølge flere iagttagere går udviklingen snarere i retning af en mere anti-muslimsk, højrenationalistisk og Tyrkiet-fjendtlig holdning i mange EU-lande – både blandt vælgere og regeringer.   Endelig skal Europa-Parlamentet i sidste ende godkende optagelsen af et nyt land, så hvis et flertal af parlamentarikerne i Europa-Parlamentet er imod tyrkisk medlemskab, kan de afvise at optage Tyrkiet, selv om landet lever op til EU’s politiske, økonomiske og juridiske krav.

Hvad er holdningen til tyrkisk medlemskab blandt EU-borgere?

Holdningen blandt de nuværende EU-landes borgere er generelt skeptisk, og opbakningen er faldet markant med tiden: Mens 44 procent af EU's borgere i 1996 var modstandere af tyrkisk EU-medlemskab var modstanden i 2017 vokset til 76 procent, som det beskrives i rapporten “EU Public Opinion on Turkish EU Membership – Trends and Drivers” fra 2018 (se kilder). I Tyskland var det hele 86 procent af de adspurgte borgere, der var imod tyrkisk EU-medlemskab, mens det i Spanien – det land med mindst modstand – var 60 procent af de adspurgte borgere, der var imod medlemskab.   EU-forskere taler om ’udvidelsestræthed’; det vil sige, at EU-borgerne synes, at EU allerede har brugt rigeligt med kræfter og penge på udvidelsen med de øst- og centraleuropæiske lande, og at de derfor ikke ønsker flere udvidelser foreløbig.

Hvad er holdningen til tyrkisk medlemskab i Danmark?

I den danske befolkning er der ligesom i de øvrige EU-lande en udbredt skepsis over for ideen om tyrkisk medlemskab, og modstanden mod ideen er vokset en anelse siden optagelsesforhandlingernes start i oktober 2005. En meningsmåling foretaget af Rambøll Management for Jyllands-Posten i sommeren 2007 viste, at 55,7 procent af danskerne ikke ønskede at lukke Tyrkiet ind i EU, mens blot 29 procent var positive over for tanken. Ifølge en meningsmåling foretaget af samme analysebureau var tilslutningen til tyrkisk medlemskab i 2009 faldet yderligere, så hele to tredjedele af danskerne på det tidspunkt var imod tyrkisk medlemskab. Meningsmålingen fra 2007 refereres i Jyllands-Posten (se kilder), mens målingen fra 2009 og Marlenes Winds vurdering fremgår af en artikel i Dagbladet Information (se kilder). I 2016 viste en meningsmåling foretaget for Jyllands-Posten – som beskrives i artiklen ”Måling: 8 af 10 danskere betragter Tyrkiet som udemokratisk”, bragt i Jyllands-Posten (se kilder) – at to tredjedele af danskerne mener, at forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af EU bør afbrydes, og at otte ud af ti danskere mener, at Tyrkiet er et ikke-demokratisk land. Også blandt danske politikere er der modstand: Langt de fleste partier ønsker enten en suspendering eller et fuldt stop af forhandlingerne om tyrkisk EU-medlemskab, som det beskrives i artiklen ”S støtter stop for forhandlinger om Tyrkiet i EU), bragt på Fyens.dk (se kilder).

Hvilke EU-landes regeringer er positive eller negative over for tyrkisk medlemskab?

Opbakningen til tyrkisk medlemskab af EU er dalet hos de europæiske landes politikere i takt med, at den er dalet i befolkningerne. Flere stats- og regeringsledere har udtalt sig meget negativt om tyrkisk medlemskab, blandt andet Tysklands kansler Angela Merkel, Frankrigs præsident Emmanuel Macron og den tidligere og nuværende regering i Østrig. Det beskrives i artiklen ”Turkey-EU relations: Which countries are for or against Turkish accession?”, bragt i Deutsche Welle (se kilder). Også den tidligere danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i 2017, at han ”slet ikke” kan se Tyrkiet blive medlem af EU, som det beskrives i DR-artiklen ”Løkke: Jeg kan ikke se Tyrkiet blive medlem af EU” (se kilder). I Deutsche Welle-artiklen beskrives det også, hvordan nogle lande er mere ambivalente. Mens de ikke kategorisk afviser et medlemskab for i stedet at fokusere på et partnerskab, som eksempelvis Tyskland og Frankrig gør, så har lande som Finland og Sverige, de baltiske lande og flere Middelhavslande udtalt, at de er åbne for at genoptage forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af EU, hvis altså Tyrkiet kan leve op til de krav om især demokratiske og politiske reformer, EU stiller. Med Storbritanniens exit fra EU har Tyrkiet mistet en vigtig støtte. Storbritanniens daværende ministerpræsident David Cameron udtalte således under et besøg i juli 2010, at Tyrkiet efter hans mening vil bidrage til større politisk stabilitet i unionen, fordi Tyrkiet har et stort økonomisk potentiale og kan være med til at stabilisere Mellemøsten. ”Jeg vil forblive jeres størst mulige fortaler for et EU-medlemskab og for større indflydelse i toppen af det europæiske diplomati,” lød en del af Camerons tale ifølge et Ritzau/Reuters-telegram i Dagbladet Information (se kilder). Sveriges tidligere udenrigsminister, Carl Bildt, har også ytret sig positivt om tyrkisk EU-medlemskab og har tidligere kaldt AKP-regeringen ”ægte europæiske reformister”.

Hvad er holdningen til tyrkisk medlemskab blandt tyrkerne?

Et flertal i den tyrkiske befolkning var i en årrække positivt indstillet over for EU-medlemskab. Men siden optagelsesforhandlingernes start år er flere og flere blevet skeptiske over for ideen, blandt andet fordi de føler, at EU stiller for strenge krav til Tyrkiet, og fordi de frygter, at optagelsesforhandlingerne aldrig vil resultere i fuldt medlemskab. En meningsmåling foretaget af analyseinstituttet A&G i efteråret 2006 viste, at næsten 70 procent af tyrkerne i 2004 erklærede sig enige i, at Tyrkiet ”helt sikkert skal være medlem af EU”. I 2005 var andelen faldet til 57,4 procent, og i 2006 var den helt nede på 32,2 procent. I 2020, knap 15 år senere, var opbakningen dog steget: Her viste en meningsmåling, der beskrives af EUObserver i artiklen ”Half the population wants Turkey to join EU, poll shows” (se kilder), at 53,7 procent af den tyrkiske befolkning ønsker at være en del af EU, mens 34,7 procent er modstandere af et EU-medlemskab. Især tilhængere af det pro-kurdiske parti ønsker EU-medlemskab – her er opbakningen på 72,1 procent – men også hos regeringspartiet AKP er opbakningen på over 50 procent. Yngre tyrkere (dem på 18-34 år) var større tilhængere af EU-medlemskab end de ældre. Det viser en nærmere gennemgang af meningsmålingen i mediet Duvar English (se kilder).   Holdningsændringen blandt tyrkerne samt de indenrigspolitiske forhold, der virker ind på tyrkernes holdning til EU, beskrives i bøgerne ”Tyrkiet – en del af EUropa?” og ”Tyrkiet – på vej gennem EU's nåleøje?” (se kilder) og analyseres desuden i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey. How to reverse the gradual shift away from Europeanization?”, udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier i november 2008 (se kilder).

Hvilke årsager kan der være til tyrkernes skepsis over for EU-medlemskab?

Tyrkernes skepsis over for EU-medlemskab kan til dels hænge sammen med, at EU-medlemskab ikke fremstår så økonomisk attraktivt, fordi EU’s krav medfører store økonomiske udgifter i forbindelse med de krævede reformer. Det vurderer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Fabrizio Tassinari ifølge artiklen ”Tyrkiets EU-udsigt er mere usikker end nogensinde”, bragt i Ugebrevet Europa (se kilder). Her udtaler Tassinari: ”Hvis Tyrkiet skal leve op til bare de miljømæssige regler, der er i EU, vil det koste landet gigantiske summer. I en tid, hvor der er recession, er enhver regering nødt til at spørge sig selv, om det er den rigtige prioritering, eller om det måske er bedre at bruge pengene på arbejdsløshedsunderstøttelse.” Hun bakkes op af Tyrkiet-ekspert Daniella Kuzmanovic fra Københavns Universitet, der i samme artikel citeres for følgende vurdering: ”For tre-fire år siden var et af argumenterne for et EU-medlemskab i Tyrkiet den økonomiske gevinst. Men Tyrkiet har allerede et udvidet handelssamarbejde med EU, så mange spørger sig selv, om det ikke er bedre at klare sig med det og så uafhængigt af Europa at satse på nogle af de nye store spillere som Kina, Brasilien og Indien. Der er kommet tvivl om, hvorvidt EU i virkeligheden kan være en primus motor i forhold til økonomisk vækst. Om det ikke er bedre at knytte sig til større kraftcentre.”   De seneste år har flere andre faktorer påvirket tyrkernes ønske om et EU-medlemskab, vurderer Tyrkiet-eksperten Deniz B. Serinci i artiklen ”Ekspert: Forholdet mellem Tyrkiet og EU vil fortsætte som hidtil”, bragt i Jyllands-Posten (se kilder). Han peger på den lange ventetid som en grund til, at tyrkerne er blevet trætte og modløse af at vente på EU-medlemskab som en af grundene til den dalende opbakning, den politiske højredrejning i Europa som en anden, og på Tyrkiets økonomiske vækst som en tredje.

Hvilke alternativer er der til tyrkisk medlemskab?

Hvis et kandidatland ikke er i stand til på alle måder at opfylde EU’s krav til medlemskab, skal der ifølge EU’s regler opstilles et alternativ, som giver landet en stærk tilknytning til EU, men ikke samme rettigheder og pligter som egentlige medlemmer. Den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron, har kaldt dette alternativ for et ’privilegeret partnerskab’. Hvad et sådant partnerskab mere præcist skal bestå i, er imidlertid ikke klart. Men det er blandt andet blevet nævnt, at det kan omfatte et omfattende handelsmæssigt samarbejde – i form af en udvidelse af den nuværende toldunion – samt eventuelt deltagelse i EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derudover har der været forhandlinger om at sikre tyrkiske borgere visumfrihed, når de rejser til EU-lande. Til gengæld vil et privilegeret partnerskab formodentlig ikke omfatte adgang til EU’s strukturfonde og landbrugsstøtteordningerne, og det vil sandsynligvis heller ikke give tyrkerne adgang til de øvrige EU-landes arbejdsmarkeder. Et privilegeret partnerskab vil således minde om de aftaler, EU laver med lande i sine nærområder – under den såkaldte EPN, Den Europæiske Naboskabspolitik, ”dvs. en aftale med EU, hvor Tyrkiet på en lang række områder har adgang til EU’s institutioner og markeder, men uden at landet bliver egentligt medlem af EU”, som det beskrives i mellemøstekspert Peter Seebergs analyse ”Det spanske EU-formandskab – en åbning for Tyrkiet?” (se kilder). Ideen om privilegeret partnerskab ser ud til at få bredere og bredere opbakning i EU, men det kan dog vende afhængig af eventuelle regeringsskifter i de større EU-lande, vurderer Tyrkiet-ekspert Ziya Önis i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey” (se kilder). Mulighederne i et privilegeret partnerskab analyseres i indslaget ”Privilegeret partnerskab til Tyrkiet” i Orientering på P1(se kilder).

Hvad vil der ske, hvis Tyrkiet får afslag på medlemskab?

I debatten om Tyrkiet og EU fremkommer både modstandere og tilhængere af medlemskab med forudsigelser om, hvordan Tyrkiet vil udvikle sig fremover. Fire af de mest almindelige refereres i bogen ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje?” (se kilder):

    

  • Islamisme: De sekulære principper opgives, og islamiske værdier kommer til at danne grundlag for lovgivningen. Udenrigspolitisk orienterer Tyrkiet sig mod Mellemøsten og resten af den muslimske verden. 
  • Pantyrkisme: Tyrkiet forbliver sekulært, og der lægges øget vægt på de historiske og kulturelle bånd til tyrkisktalende grupper i Kaukasus og Centralasien. En slags kulturel nationalisme med udenrigspolitisk fokus mod nordøst vil udvikle sig. 
  • Nationalisme: Stat, nation og territorium defineres ud fra ’det tyrkiske’. Der er fokus på at bevare den sekulære stat og på snævre egeninteresser. En indadvendt udenrigspolitik, som dog er vestligt orienteret. 
  • ’Europæisering’: Visse af den nuværende tyrkiske statsideologis grundelementer fastholdes, men der åbnes for nyfortolkning. Den etniske mangfoldighed i landet accepteres, og religionsfriheden udvides. Fokus på liberale retsprincipper.

     Bogens forfattere, Jesper Møller Sørensen og Erik Boel vurderer, at især det tredje scenario er sandsynligt, hvis Tyrkiet får afslag på medlemskab af EU, mens det fjerde scenario i så fald vil være usandsynligt. De to forfattere frygter, at Tyrkiet vil vende sig i en mere nationalistisk retning, hvis forhandlingerne trækker ud, og at tyrkerne i sidste ende kan vælge selv at afbryde forhandlingerne med EU. Selvom præsident Erdogan i 2018 fastholdt, at Tyrkiet stadig har det som strategisk mål at blive medlem af EU, tyder meget på, at Tyrkiet selv er ved at vende det europæiske fællesskab ryggen. Tyrkiet har flere gange lagt sig ud med EU og NATO, blandt andet i forbindelse med undtagelsestilstanden efter det fejlslagne kupforsøg, forfatningsændringen i 2018, kampen mod Islamisk Stat, indkøbet af et russisk luftforsvarssystem, og senest i forbindelse med stridighederne mellem Tyrkiet og Grækenland, som blussede op i sommeren 2020. Det beskrives i artiklen ”Hold vejret, og håb, tyskerne vil afværge, at Tyrkiet og Grækenland gør alvor af krigsretorik”, som blev bragt i Dagbladet Information (se kilder). Dermed er der ikke udsigt til, at forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af EU kommer på sporet igen foreløbig.

Citerede kilder