Europa-Parlamentet

I Europa-Parlamentet sidder flere end 700 politikere fra omkring 200 politiske partier, som repræsenterer ca. 450 millioner EU-borgere fra de 27 medlemslande.

     Europa-Parlamentet har sammen med Ministerrådet, hvor medlemslandenes regeringer er repræsenteret, den lovgivende magt i EU. Det betyder, at de folkevalgte medlemmer af parlamentet har indflydelse på næsten alle beslutninger i EU. Ligesom i det danske Folketing stemmer de efter deres politiske holdninger om alt fra klimapolitik til abortrettigheder.

     EU har stor indflydelse på din hverdag og på det samfund, du lever i. Det er i EU, der bliver lavet regler for alt, der kan købes og sælges – både i butikker, på nettet og i store handler mellem virksomheder. EU gennemser de danske finanslove og giver råd og vejledning til, hvordan den danske stat skal bruge dine skattepenge, ligesom EU-parlamentet vedtager f.eks. regler for ny medicin og rammer for miljøbeskyttelse. Desuden er EU de senere år begyndt at fylde stadig mere i udenrigspolitikken og forsvarspolitikken. Blandt andet ved at koordinere hjælpen til Ukraine og ved at vedtage sanktioner mod Rusland.

     Europa-Parlamentet træffer beslutninger med almindeligt flertal blandt de fremmødte medlemmer. De fleste beslutningsprocesser foregår i såkaldte trilogforhandlinger, hvor Parlamentet sammen med Ministerrådet og Kommissionen forhandler om kompromisser.   Resultaterne fra EP-valget 2024 kan ses på Europa-Parlamentets hjemmeside om valget. Her kan man blandt andet se mandatfordelingen og valgdeltagelse i de enkelte medlemslande.

Europa-Parlamentet er en lovgivende forsamling i det samarbejde, der i dag kaldes den Europæiske Union (EU). De 720 medlemmer er direkte valgt i de 27 EU-lande ved parlamentsvalg, der afholdes med fem års mellemrum. Hvert medlemsland har et antal pladser, der justeres efter landenes befolkningstal.

     Europa-Parlamentet har formelt set sæde i Strasbourg i Frankrig. Her mødes parlamentarikerne til såkaldte plenarsamlinger, hvor de stemmer om lovforslag. Til hverdag arbejder parlamentarikerne ofte fra Bruxelles, hvor de afholder udvalgsmøder og indgår i forhandlinger. I Bruxelles har den store medarbejderstab, som betjener Parlamentet, deres hovedkontorer

.

     EU’s demokrati er baseret på en tredeling af magten. Den udøvende magt ligger i Europa-Kommissionen, som udgøres af en kommissær fra hvert land, der er udpeget af landets regering og godkendt af Europa-Parlamentet. Den lovgivende magt er delt mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Ny lovgivning kan almindeligvis kun vedtages, hvis et flertal i begge institutioner stemmer for. Den dømmende magt ligger i Europa-domstolen.

     Udover lovgivning, der gælder på tværs af medlemslandene, er Europa-Parlamentets centrale magtbeføjelse, at de skal godkende eller afvise den samlede Europa-Kommission. Parlamentets flertal afgør også, om EU’s budget på knap 1.400 milliarder kroner om året kan vedtages.

     Europa-Parlamentet er organiseret i syv politiske grupper, der fungerer lidt ligesom partierne i det danske Folketing. Der er 27 stående udvalg, der hver arbejder med deres politikområde og 49 delegationer, der tager sig af relationer til resten af verden.

Det europæiske samarbejde, der i dag kaldes Den Europæiske Union (EU), blev grundlagt i 1951 som Kul- og Stålunionen. I 1958 blev der på et møde i Rom vedtaget en traktat, som lagde grundstenen til det indre marked, hvor man i fællesskab fjerner toldgrænser og regulerer handel mellem medlemslandene. Den centrale nyskabelse i Romtraktaten var de såkaldte fire friheder, der omfatter fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og mennesker. Herfra hed samarbejdet Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF, senere blot EF).

     Det første møde i Den Fælles Demokratiske Forsamling, der i 1962 tog navnet Europa-Parlamentet, blev holdt d.19. marts 1958. Frem til 1978 var medlemmerne af parlamentet udpeget blandt medlemmer af medlemslandenes respektive parlamenter. Først i 1978 blev der indført direkte valg til Europa-Parlamentet blandt medlemslandenes borgere.

     Antallet af pladser i Europa-Parlamentet er løbende blevet øget. Fra 198 pladser i 1972, hvor Danmark kom med i EF, til 720 pladser efter valget i 2024. Det er steget i takt med antallet af medlemslande, der er gået fra 9 lande i 1973 og til 27 i 2024.

     Parlamentets magtbeføjelser er med hver ny traktat blevet udvidet. Traktaterne for EU svarer til grundlove eller forfatninger på nationalt plan. I de første år var Parlamentet alene rådgivende, men efter Lissabontraktaten fra 2009 er det medlovgiver på langt det meste lovgivning i EU

.

Når der skal laves nye love, er der tre institutioner i EU-samarbejdet, der skal finde frem til en fælles beslutning. Det er Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

     Europa-Kommissionen fungerer lidt som en regering gør i national sammenhæng. I Kommissionen sidder der én kommissær fra hvert af de 27 medlemslande. Hver kommissær har et særligt politikområde – lidt på samme måde som danske ministre har for eksempel klima, undervisning eller skat som deres områder. Kommissionen har eneret på at foreslå ny lovgivning. Det kalder man ”initiativretten”.

     Når Kommissionen har stillet et lovforslag, skal både Ministerrådet og Europa-Parlamentet behandle og sidenhen stemme om forslaget. Man siger, at de to institutioner er de lovgivende forsamlinger, fordi det er dem, der beslutter, om loven kan vedtages.

     I Ministerrådet er det ministre fra medlemslandenes regeringer, der mødes for at forhandle og stemme om lovforslaget. Hvis et forslag handler om naturbeskyttelse er det miljøministrene, der mødes. Hvis der er flygtningepolitik på dagsordenen, er det den danske udlændinge- og integrationsminister, der tager afsted for at mødes med sine kolleger fra de andre EU-lande. Et flertal i Ministerrådet skal både udgøre et flertal af medlemslande (mindst 14 ud af de 27) og de lande skal tilsammen repræsentere mindst 65 procent af EU’s befolkning

.

Politikerne i Parlamentet kalder man ofte for MEP’er (Medlemmer af Europa-Parlamentet). De bliver valgt i medlemslandene ved Europa-Parlamentsvalgene, der afholdes hvert femte år. Efter valget i 2024 vil Danmark med knap 6 millioner indbyggere have 15 pladser og Tyskland med 85 millioner indbyggere har 96 pladser.

     Politikerne stiller typisk op som kandidater til Europa-Parlamentet for et politisk parti. Der er 11 danske partier, der forsøger at få deres kandidater valgt ved EU-valget i 2024. For at kunne stille op skal et dansk parti enten allerede være repræsenteret i Folketinget eller allerede have et mindst et medlem af Europa-Parlamentet. Nye partier, der vil stille kandidater op til Europa-Parlamentet, skal samle over 70.000 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget

.

Når de 15 danske EU-parlamentarikere første gang sætter sig sammen med de andre MEP’er i parlamentssalen i Strasbourg efter valget, organiserer de sig i politiske grupper. Grupperne har et fælles sekretariat og får taletid og økonomiske ressourcer stillet til rådighed efter, hvor mange medlemmer de har. Grupperne fungerer lidt ligesom partierne gør i det danske Folketing, og der er syv i alt:

• Venstrefløjen i Europa-Parlamentet er samlet i GUE/NGL (Confederal Group of the European United Left/Nordic Green Left). Her sidder Enhedslisten fra Danmark. 
• S&D (Den progressive alliance af socialister og demokrater) er en af de største og tæller de socialistiske partier fra de fleste lande herunder også Socialdemokratiet fra Danmark. 
• De Grønne/Den frie alliance er den grønne gruppe, hvor SF fra Danmark er repræsenteret. 
• Renew Europe er samlingspunkt for de liberale partier. Fra Danmark Radikale Venstre, Venstre og Moderaterne. 
• EPP (European People’s Party – Det Europæiske Folkeparti) er de konservatives gruppe. Her sidder Det Konservative Folkeparti fra Danmark. 
• ECR (European Conservatives and Reformists – Europæiske konservative reformister) er en konservativ og EU-kritisk gruppe, hvor der p.t. ikke sidder nogen danske politikere. 
• ID (Identitet og Demokrati) samler store dele af den europæiske højrefløj og her er Dansk Folkeparti repræsenteret.

Det er svært at sætte et konkret tal på, hvor meget EU bestemmer i Danmark. Med forskellige opgørelsesmetoder, kan man komme frem til procenttal på alt fra 9 til 80 procent. De lave tal kan man komme frem til, hvis man alene måler på, hvor mange procent af dansk lovgivning, der vedtages med en såkaldt EU-note. Altså en henvisning til, at loven er vedtaget på baggrund af en EU-beslutning. De høje tal fremkommer, hvis man forsøger at vurdere EU’s samlede lovkompleks betydning for almindelige danskeres hverdag.

     Ifølge Tænketanken Europas opgørelse ”Hvor meget påvirker EU dansk lovgivning” fra 2023

  er det omkring halvdelen af de politiske beslutninger, der træffes på EU-niveau. Det er lovgivning, som har afgørende indflydelse på samfund, marked og individuelle borgeres hverdag i alle medlemslande, herunder i Danmark.

     Denne slags opgørelser kan imidlertid ikke rigtigt tage højde for, hvor vigtige de beslutninger, der træffes, er. For eksempel bestemmer EU næsten alt over handelspolitik og varestandarder, men er det vigtigere end udenrigspolitik og skattepolitik, hvor EU har meget få beføjelser?

Der er ingen tvivl om, at EU har enorm indflydelse på, hvordan din hverdag hænger sammen. Praktisk taget alt, der kan købes og sælges er reguleret af beslutninger, som er truffet i EU. Det betyder, at du på en helt almindelig tur i supermarkedet møder EU, ikke bare på alle hylderne, men faktisk på alle de enkelte varer, du kan købe.

     EU’s kemikalielovgivning regulerer, hvad der må være af kemi i cremer, shampoo og neglelak. EU beslutter, hvordan virksomheder må markedsføre deres varer. F.eks. om de må skrive på pakken i køledisken, at din svinekotelet er grøn eller god for helbredet.

     Men EU har også stor indflydelse på, hvilke biler der kører på vejene uden for din lejlighed, på hvilke stoffer, der må være i malingen på dine vægge – og på, hvordan forholdene er for de ansatte på de fabrikker, der producerer dit sengetøj.

Mange af beslutningerne i EU kræver, at et flertal i Europa-Parlamentet stemmer for. Men det er ikke Parlamentet alene, der har magten. Europa-Kommissionens ”initiativret” betyder, at de beslutter, hvad der skal forhandles om. De kan også undlade at fremsætte et forslag, hvilket man kalder et præ-veto.

     Parlamentet lovgiver desuden altid sammen med medlemslandene i Ministerrådet, så der skal være et flertal begge steder, før en lov kan vedtages. Det giver medlemslandenes regeringer en vigtig del af magten.

     Men det er ret afgørende, at Europa-Parlamentet er direkte valgt af borgerne. Det betyder, at MEP’erne har et klart mandat med sig: De repræsenterer vælgere, der har stemt på dem, og det giver dem en høj grad af demokratisk legitimitet.

Europa-Parlamentet har gennem årene fået stadig mere magt, men paradoksalt nok er valgdeltagelsen faldet støt fra det første valg i 1979, hvor den var på 62 procent, og helt ned til 42,6 procent i 2014. Det skyldes i en vis udstrækning, at der er få vælgere, der bruger deres stemme i de nye medlemslande, der kom med i den store udvidelse med ti lande i starten af 00’erne.

     Ved EU-valget i 2019 steg valgdeltagelsen på europæisk plan for første gang og nåede op på 50,6 procent. Det er dog stadig markant lavere end valgdeltagelsen ved de nationale valg i EU-landene. I Danmark stemte rekordhøje 66 procent af vælgerne ved EU-valget i 2019, hvilket dog blev klart overgået af de 84 procent af vælgerne, der stemte ved Folketingsvalget i 2022

.

Europa-Parlamentet er nødt til at lægge arm med medlemslandene i Ministerrådet og med Kommissionen for at få vægt i forhandlingerne i EU-systemet. Politikerne i Europa-Parlamentet kan først og fremmest få indflydelse, hvis der er et bredt flertal bag Parlamentets input til forhandlingerne.

     Det brede flertal har i perioderne fra 1999-2019 typisk været organiseret omkring de to store politiske grupper, EPP og S&D. Men deres andel af de samlede mandater i Europa-Parlamentet er faldet ved de seneste valg og forventes at gøre det igen ved valget i 2024. Det betyder, at enighed i dag skal bygges på tværs af flere politiske grupper. Og det kan være meget svært at få for eksempel den Grønne gruppes stramme klimakrav til at mødes med holdningerne i den klimaskeptiske ID-gruppe.

     Hvis det kun er et smalt flertal i Parlamentet, der står bag en beslutning, så er det lettere for Ministerrådet at presse Parlamentet i forhandlingerne og få sine holdninger igennem. Det betyder også, at der en række beslutninger, hvor flertallet kan forsvinde efter et valg til Europa-Parlamentet, hvis sammensætningen af medlemmerne og dermed styrkeforholdet mellem forskellige politiske grupper ændrer sig markant.

Når EU træffer beslutninger, er der ofte meget på spil for både virksomheder og interesseorganisationer i Europa og i resten af verden. For virksomhederne kan der være mange penge på spil, og det betyder, at nogle af dem bruger ret betydelige ressourcer på at ansætte folk til at påvirke lovprocesserne.

     Ifølge en rapport fra Europa-Parlamentet fra 2021 er der mellem 25.000 og 30.000 lobbyister, der arbejder på at påvirke beslutningerne i Bruxelles

. De fleste af dem arbejder for virksomheder eller interesseorganisationer for eksempelvis banker, bilproducenter eller landmænd.

     Lobbyister for grønne organisationer eller forbrugerorganisationer kan også opnå resultater med deres arbejde. Selvom de typisk har færre penge til rådighed, betyder det meget for politikerne, at de civile interesseorganisationer ikke varetager deres egne økonomiske interesser, men i stedet varetager et samfundshensyn med deres lobbyisme.

     Parlamentet har indført et lobbyregister for at medierne og offentligheden kan få indblik i, hvem der har deres daglige gang i Parlamentet og hvem MEP’erne mødes med for at få input til deres arbejde.

Europa-Parlamentet har stor indflydelse, når EU arbejder efter den almindelige beslutningsprocedure. Men når der er akutte kriser, der skal håndteres, er det først og fremmest medlemslandenes stats- og regeringsledere, der har magten.

     Den type krisestyring, der foregik under corona-krisen og i forhold til krigen i Ukraine, sætter Europa-Parlamentet stort set uden for indflydelse

. I valgperioden efter juni 2024 regner man med, at der bliver store politiske slagsmål om, hvilke og hvor mange nye lande, der kan blive optaget i EU. Her er det til dels et åbent spørgsmål, hvor meget Parlamentet kommer til at kunne blande sig i den proces.

     Da EU’s store økonomiske hjælpepakker blev vedtaget i 2020, oplevede medlemmerne af Europa-Parlamentet, at de blev holdt uden for indflydelse på den vigtige krisehåndtering.

Europa-Parlamentet har altid haft en rolle i det europæiske samarbejde. I begyndelsen som en rådgivende forsamling, der bestod af medlemmer fra landenes nationale parlamenter. Siden 1978 har MEP’erne været direkte valgt af EU’s befolkninger og siden da er Europa-Parlamentets magt steget markant.

     EU-landene har ved alle traktatændringer været enige om, at når EU kan træffe beslutninger, der har stor indflydelse på befolkningens liv og hverdag, så er det nødvendigt, at der er demokratisk kontrol med beslutningerne.

     Når for eksempel beslutninger om barselsregler, bankregulering eller badevandskvalitet flytter fra medlemslandene og til EU-systemet, flytter beslutningerne væk fra medlemslandenes egne politiske systemer og egne folkevalgte. Derfor har medlemslandene i traktaten sørget for, at de folkevalgte i Europa-Parlamentet har fået mere indflydelse, når de folkevalgte i medlemslandene har fået mindre.

     Tilhængerne af et stadig stærkere Parlament kalder man for føderalister. Det er for eksempel Europabevægelsen i Danmark. De ønsker altså et EU, der fungerer mere ligesom en fælles stat, hvor medlemslandene så vil være delstater med begrænset magt

.

Der er grundlæggende to typer af modstand mod at give Europa-Parlamentet mere magt i EU. Den ene type modstand bunder i, at man slet ikke ønsker et EU, eller at man ønsker et EU med meget mindre magt. Det er for eksempel en holdning man finder i Folkebevægelsen mod EU. Her foretrækker man, at de politiske beslutninger bliver truffet i medlemslandene og ikke i EU. Derfor er Parlamentet også overflødigt i denne forståelse

.

     Den anden type modstandere mener, at EU som sådan er en god ide, men at magtdelingen mellem Parlamentet og Rådet er for uigennemskuelig for almindelige borgere. De mener derfor, det ville være lettere helt at opgive Parlamentet og lade medlemslandenes regeringer træffe beslutningerne i fællesskab. Det gør de allerede i vid udstrækning. Og argumentet er, at både stats- og regeringsledere og deres regeringer er valgt gennem demokratiske systemer i medlemslandene.

     Den danske EU-professor Peter Nedergaard har flere gange argumentet for, at man bør afskaffe Europa-Parlamentet. I bogen ”Hvordan demokratiserer vi EU?”

  citeres han for at sige, at: ”Demokrati finder sted i nationalstaterne. EU skal levere effektive løsninger og koncentrere sig om de store udfordringer for Europa.”

Den 6.-9. juni 2024 skal omkring 450 millioner borgere i de europæiske medlemslande vælge 720 nye politikere til at sidde i Europa-Parlamentet. Meningsmålingerne peger på, at valget kommer til at styrke højrefløjen i Parlamentet og især de to partigrupper, der ligger til højre for EPP. Nemlig ID-gruppen og ECR-gruppen.

     Når valgresultatet er gjort op, skal de nyvalgte politikere mødes for at organisere sig i grupper og for at forhandle om, hvordan topposterne i EU-systemet skal fordeles. Det gælder både Kommissionsformanden, Udenrigsrepræsentanten, formanden for Parlamentet og flere andre poster. Parlamentet skal også blive enigt om, hvilken Kommission man er parat til at godkende

. Kort sagt bliver EU-valget afgørende for, hvordan Europa kommer til at udvikle sig i de kommende fem år.

Når de nye EU-politikere er valgt, venter der dem en række store politiske udfordringer, som de skal forsøge at håndtere i samarbejde med medlemslandenes regeringer og folkevalgte. To af de største udfordringer er klimaet og sikkerhedspolitikken.

     Klimakrisen melder sig med stadig større kraft og EU’s folkevalgte har allerede kastet sig ud i kampene om, hvordan samarbejdet skal håndtere den udfordring. Er der råd til en hurtig grøn omstilling? Kan man få befolkningerne med på den nye politik?

     Ruslands krig mod Ukraine betyder, at udenrigspolitikken, sikkerhedspolitikken og forsvarssamarbejdet skal styrkes. Men hvordan og hvor meget? Hvordan skal samspillet med NATO se ud – og hvor meget kan man hjælpe Ukraine uden at komme i krig med Rusland?

     Men der er også store spørgsmål om flygtninge, digitalisering, eurosamarbejdet, optagelse af nye lande, handelspolitik, industripolitik og tusind andre ting, som dine repræsentanter i Europa-Parlamentet skal tage stilling til