Ungdomshuset Jagtvej 69

Punkkoncerter, vegetarmad og venstreorienteret bladproduktion. Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København  var fra 1982 centrum for en række kulturelle og politiske aktiviteter og tilholdssted for en gruppe unge med tilknytning til den yderste venstrefløj og det autonome miljø. Men i 2000 solgte Københavns Kommune huset, og selvom de unge nægtede at forlade det hus, de i 1982 fik foræret, så var der ingen kære mor. Den 1. marts 2007 blev de unge smidt på gaden af politiet, og Ungdomshuset på Jagtvej 69  blev revet ned. Grunden, der stadig står tom, bliver af de tidligere brugere af Ungdomshuset kaldt “Ground 69” med en henvisning til Ground Zero i New York, hvor World Trade Center stod før terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Selvom Ungdomshuset Jagtvej 69 er afgået ved døden, er det ikke slut med ungdomshuse i København. Som en fugl Fønix, der opstår af asken, er der med hjælp fra de københavnske lokalpolitikere og Fonden Jagtvej 69 oprettet et nyt Ungdomshus på Dortheavej 61 i Nordvest. Det nye ungdomshus åbnede i oktober 2008.

Det er svært at sætte en præcis etikette på Ungdomshuset - eller Ungeren, som de fleste kaldte huset. Brugerne af Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro i København kaldte  huset for ‘et fireetagers politisk og kulturelt forsamlingshus’. Ungdomshuset lagde lokaler til en broget forsamling unge mennesker og var rammen om deres politiske, kreative og kulturelle udfoldelser. Ungdomshuset blev ofte beskrevet som et alternativt sted til unge, som ikke passede ind i andre sammenhænge eller ikke ville bruge kommunens traditionelle tilbud til unge.

     Politiet kaldte Ungdomshuset for et ‘tilholdssted for uroelementer’, og en del politikere i Københavns Kommune  arbejdede i en årrække på at få lukket huset. Lokalpolitikernes modvilje mod huset stammede formodentligt helt tilbage fra husets tidligste historie i starten af 1980’erne. Her blev huset nemlig overdraget til de unge som kulminationen på en længere kamp mellem den dengang helt nye BZ-bevægelse og politiet. BZ’erne havde - som deres navn antyder - besat forskellige bygninger rundt omkring i København, og den politiske løsning på de unges krav om et ungdomshus blev at forære dem bygningen på Jagtvej 69. Ungdomshuset var således i vid udstrækning resultatet af en politisk kamp.

Der var en lang række forskellige aktiviteter i Ungdomshuset. Af tilbagevende begivenheder var der hver uge følgende faste aktiviteter i huset:

• Mandag: fællesmøde for brugere af huset. På møderne måtte der ikke tages beslutninger ved afstemning – alt skulle diskuteres frem til fælles løsninger. 
• Tirsdag og torsdag: cafeen Hullet holdt åbent. 
• Onsdag: folkekøkken med veganermad.· Fredag og/eller lørdag: koncerter. Hverken Ungdomshuset eller musikerne tjent penge på koncerterne ud fra ønsket om ikke at bidrage til at kommercialisere musikkulturen. 
• Søndag: biografaften.Ungdomshuset var især berømt for sine mange koncertarrangementer. Huset opnåede et internationalt ry for sin undergrundspunkscene, og stedet  lagde lokaler til mange spirende kunstnere. Blandt andet var det her, den australske rockprofet Nick Cave betrådte scenen så vind og skæv, at han sang første halvdel af koncerten siddende sammenkrummet på en vakkelvorn taburet, mens han i anden halvdel optrådte så voldsomt, at han fremstod nærmest truende. Det var også her, at navne som D.A.D. og Sort Sol finpudsede deres optræden, ligesom mange unge, der ikke har ønsket at benytte sig af kommunale tilbud om musikundervisning og lignende, har haft mulighed for at prøve deres kreative kræfter. Huset rummede også musikøvelokaler, der kunne lejes for halvtreds kroner om måneden. Desuden var der et medierum, hvor der blev produceret forskellige blade og magasiner, for eksempel Ugebladet og Slamm. Endelig var der i husets kælderetage en butik ved navn Usmalia, hvor der blev solgt bøger, musik og t-shirts.

Ungdomshuset var brugerstyret, og de unge kørte huset hundrede procent på deres egne præmisser. Mandagsmøderne var den bestemmende myndighed, og man diskuterede sig til enighed her. Som der stod på Ungdomshusets hjemmeside: “Vi har ikke nogen bestyrelse og vi har ikke nogen leder. Det gider vi ikke. Vores øverste myndighed er mandagsmødet, der afholdes hver (ja, gæt selv) kl. 19.” Processen var altså præget af en flad struktur, hvor der i princippet skulle være enighed om alle beslutninger, før de blev ført ud i livet, og det betød ofte, at diskussionerne kunne strække sig over flere møder.

• Folkets Hus blev opført og stod færdigt den 12. november 1897. Det var ifølge internetopslagsværket Wikipedia (se kilder) arbejderbevægelsens fjerde forsamlingshus i København, og blev ifølge artiklen ”Huset på Jagtvej: En gave til arbejderne” (se kilder) de følgende år flittigt brugt til såvel afsæt for demonstrationer som til bal og musik for de fattigste københavnere, som for eksempel ikke havde råd til at gå i Tivoli. 
• I 1910 blev Kvindernes Internationale Kampdag indstiftet i huset på Jagtvejen 69, på den anden internationale kvindekonference. Huset har desuden lagt lokaler til stiftelsen af Kvindeligt arbejderforbund og haft besøg af eden sovjetiske statsleder Vladimir Lenin. 
• I 1950’erne blev huset hovedsageligt brugt af hovedsagligt af arbejderbevægelsens foreninger, forbund og afdelinger, men der foregik også andre aktiviteter som baller og boksestævner. 
• I 1956 blev det nye Folkets Hus (det nuværende Vega på Vesterbro) indviet og aflastede dermed det nedslidte forsamlingshus på Jagtvejen. 
• Fra cirka 1960 stod bygningen tom, men blev nogle år senere købt af Brugsen med det formål at rive bygningen ned og bygge et supermarked på grunden. Det blev dog stoppet på grund af bygningens historiske værdi. 
• I 1978 blev ejendommen solgt til folkemusikensemblet Tingluti, som brugte den i et par år til folkedansarrangementer. 
• Endelig besluttede Københavns Kommune at forære bygningen til en gruppe unge, der i flere år havde kæmpet for at få et sted, hvor de uden myndighedernes indblanding kunne afholde kulturelle og politiske aktiviteter. De unge fik nøglerne til huset den 29. oktober 1982.

BZ-bevægelsen var en europæiske modkultur, der opstod i 1981-82, og som blev opkaldt efter sin mest synlige aktivitet: at besætte bygninger for at få brugsret til dem. Ifølge bogen “De autonome - En bog om og af den autonome bevægelse” (se kilder) var baggrunden for bevægelsen: “behovet for at kunne være sammen og at kunne organisere kulturelle og politiske aktiviteter på egne præmisser, der lå bag starten på BZ-bevægelsen.” Og det forklares videre, hvad den nye BZ-bevægelse gik ud på: “Det nye BZ-miljø på Nørrebro var fra starten en politisk undergrundskultur med masser af visioner og holdninger til samfundet og verden. Foragten for alle magthavere var dyb, og det var naturligt at identificere sig med andre undertrykte, især med dem som også gjorde oprør.”

     BZ’erne var således meget fokuseret på synlige konkrete resultater og på at omsætte idealer til praksis. Et af de første mål, bevægelsen satte sig i Danmark, var at få et ungdomshus, hvor der var mulighed for frit at organisere kulturelle og politiske aktiviteter. Desuden blev bevægelsen i løbet af 1980’erne herhjemme kendt for “ta’-selv aktioner”, hvor aktivister stjal mad fra supermarkeder og delte den ud på bistandskontorer, samt aktioner hvor der blev smidt stinkbomber ind i pornobiografer eller brugte bind ind i porno-, mode- og brudeudstyrsforretninger.

     I artiklen “Oprørsk ungdom: I nederlaget ligger der en sejr” (se kilder) karakteriserer Jakob Reddersen, som selv har været involveret i BZ-bevægelsen, kulturen således: “BZ’erne havde et slogan, der hed ‘Et nederlag er en sejr’ og gik ud på, at man ikke gik på kompromis og ikke var til købs for noget som helst. Og netop fordi man ikke var det, blev man for farlig og måtte udryddes. Hvis man nu gik på kompromis, havde man omvendt markeret, at man godt kunne finde sig tilpas indenfor den brede almene kultur, og så var man måske ikke en subkultur længere.”

Gruppen ‘initiv-gruppen’ startede i 1981 en kampagne for at få et selvstyrende Ungdomshus på Nørrebro. Initiv-gruppen, blev i 1982, ifølge bogen “De autonome - En bog om og af den autonome bevægelse” (se kilder), opløst og afløst af BZ-Brigaden, som bestod af folk fra punkmiljøet, Børnemagt, flippere og unge fra venstrefløjen. Alle disse smågrupper var fælles om at ønske et selvstyrende hus, hvor man ikke - som i de eksisterende kultur- og fritidstilbud til unge - var underlagt kommunal styring. For at få et ungdomshus besatte de unge forskellige steder i København, typisk fabrikker. Det udløste de første kampe mellem aktivister og politi. Under en besættelse af et hus i 1982 kastede BZ’erne et toilet ned fra en etageejendom for at ramme politiet. Mange blev anholdt og fængslet for vold mod tjenestemænd i funktion, og i årene efter fulgte en lang række sammenstød mellem politi og aktivister. Men konflikten og dens optrapning havde også den effekt, at aktivisternes krav om et ungdomshus blev taget til efterretning, og i 1982 besluttede myndighederne at forære aktivisterne en bygning, hvor de kunne etablere det ønskede ungdomshus. Valget faldt på bygningen på Jagtvej 69 på Nørrebro. Da den daværende overborgmester i København, Egon Weidekamp (Socialdemokratiet), mødte op for at overdrage huset til de unge ved en stor indvielsesfest, kvitterede de med at give ham buksevand. Det fik dog i første omgang ingen konsekvenser; politikernes løfte om, at de unge kunne bruge huset, holdt frem til 1999, hvor det blev sat til salg.

     Ifølge “De autonome - En bog om og af den autonome bevægelse” (se kilder) begyndte en del BZ’ere allerede i 1983 at kalde sig autonome, men BZ-perioden var ikke endegyldigt slut før 1994, hvor det sidste besatte hus i Mindesgade 7 i Århus blev ryddet. Den autonome bevægelse kom til efterfølgende, som en udløber af BZ-bevægelsen, og udgjorde efterfølgende kernen af Ungdomshusets brugere. Autonom betyder selvstyrende, og i den betegnelse ligger, at de autonome ikke vil indordne sig under samfundets normer eller love, men bestemme selv. Ifølge artiklen “Oprørsk ungdom: I nederlaget ligger der en sejr” (se kilder) peger Jakob Reddersen, der selv har været involveret i BZ-bevægelsen, på, at en del af de unge autonomes identitet ligger i, at de ikke vil gå på kompromis og derfor nærmest per definition ligger i konflikt med det omgivende samfund. Når de autonome skal beskrive sig selv, lyder det således: “Det drejer sig dels om en broget vifte af organiserede politiske aktiviteter, og dels om et socialt storbymiljø med en stor gennemstrømning af personer.”

     Det ses i autonomes kulturelle og politiske idealer, at de er venstreorienterede: de protesterer imod globaliseringens forstærkende effekt på den sociale ulighed, imod kapitalismen som ideologi og imod vestlig imperialisme. Blandt andet har kampen mod Apartheid-styret i Sydafrika i starten af 1990’erne været en mærkesag for de autonome. Også modstand mod EU er et kernepunkt, idet de autonome opfatter Unionen som udtryk for europæisk stormagts-imperialisme. EU-modstanden gav sig i 1993 - efter den anden af to danske folkeafstemninger om Maastricht-traktaten - udslag i voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi på Nørrebro. Men som der står i bogen “De autonome - En bog om og af de autonome” (se kilder): “De mange offensive aktioner bar langt fra præg af nogen fælles strategi. Generelt gik de ud på at skabe modmagt og kamp mod kapitalismen ved at opbygge “Modstanden”, som de autonome og antiimperialistiske aktiviteter blev kaldt i kort form.” Det var reelt set først i forbindelse med gadekampene på Nørrebro den 18. marts 1993, efter afstemningen om Maastricht-traktaten, at navnet ‘de autonome’ slog igennem i medierne.

• 1982-1993: Huset udviklede sig allerede fra starten til et samlingssted for unge og blev ifølge internetopslagsværket Wikipedia (se kilder) rammen om politiske aktiviteter og koncerter. Der har jævnligt været konfrontationer mellem de unge og politiet, og der har med mellemrum været klager fra naboerne til Ungdomshuset. 
• 1993: Ungdomshuset fik en alkoholbevilling til cafeen og til salg af alkohol ved arrangementer. 
• 1995: Huset var efterhånden temmelig nedslidt, og brugerne af huset indledte en dialog med Københavns Ungdomscentre (KUC) om renovering af huset. KUC var på dette tidspunkt en selvejende organisation, der samarbejdede med Københavns Kommune om at tilbyde københavnere forskellige kultur- og fritidsaktiviteter. 
• 1996: Brand i Ungdomshuset. Efter branden skønnede Københavns Ungdomscentre, at renoveringen ville koste omkring 14 millioner kroner, mens husets brugere regnede sig frem til, at det ville koste 6,2 millioner kroner, hvis de selv var med til at udføre arebjdet. De nye beregninger fik konservative medlemmer af Borgerrepræsentationen til at foreslå, at Ungdomshuset blev lukket, da det efter deres mening var for dyrt at renovere det, og det desuden blev brugt til “uheldige aktiviteter” og ”ikke har fungeret efter sit formål”, fremgår det af artiklen “Huset blev solgt problemet blev boende” (se kilder). Der var dog fortsat politisk flertal for at bevare Ungdomshuset. 
• 1997: Ungdomshuset indgik en ny aftale med Københavns Ungdomscentre, som indebar, at kommunen kunne opsige de unge med tre måneders varsel. Aftalen indebar desuden, at hvis Københavns Ungdomscentre besluttede at opsige Ungdomshuset, ville de arbejde for en samlet udflytning af Ungdomshusets aktiviteter. Den økonomiske støtte til huset bortfaldt også med denne aftale. 
• 1997-1999: Ungdomshusets brugere og sympatisører demonstrerede løbende mod forslaget om lukning. 
• 1999: Debatten om Ungdomshuset førte til en afstemning i Købehavns Borgerrepræsentation om, hvorvidt Ungdomshuset skulle sættes til salg. Denne gang stemte Socialdemokratiet også for - og sikrede dermed et flertal for. Den 6. maj blev Ungdomshuset sat til salg, og husets brugere reagerede med at sætte et skilt op på facaden, hvor der stod “Til salg sammen med 500 autonome, stenkastende voldspsykopater fra helvede.”

     Ungdomshusets historie - med særlig vægt på salget - beskrives nærmere i artiklen “Huset blev solgt - problemet blev boende” (se kilder).

Da Ungdomshuset var blevet sat til salg, fik Borgerrepræsentationen et tilbud fra Fonden for Fremme af Blivende Økologisk Balance. Denne fond ønskede at købe huset for at sikre, at de unge kunne blive boende. Der indkom ligeledes et tilbud fra den kristne frikirke Faderhuset, men borgerrepræsentationen takkede nej til begge bud og besluttede i maj 2000 at lade Ungdomshuset forblive i kommunalt regi, hvis der ikke kom en seriøs køber indenfor et halvt år. I oktober 2000 indkom et bud fra aktieselskabet Human A/S under stiftelse, som købte Ungdomshuset den 16. oktober for 2,6 millioner kroner. Der var en del spekulationer om, hvem der gemte sig bag navnet HUMAN A/S. Flere lokalpolitikere mistænkte således Enhedslisten for at stå bag købet i et forsøg på at sikre, at de unge kunne fortsætte med at bruge det. Det viste sig dog siden, at HUMAN A/S var ejet af en jurist ved navn Inger Loft. Hun valgte dog hurtigt at overdrage huset. Eller det vil sige, hun valgte at overdrage Human A/S. Der var nemlig en klausul i salgsaftalen, der bestemte, at huset ikke måtte sælges videre uden, at kommunen først fik ret til at købe huset tilbage, men klausulen kunne ikke hindre, at Human A/S kunne skifte ejer. I september 2001 blev alle aktier i selskabet solgt til Faderhuset, som nu var de retmæssige ejere, og de annoncerede, at de ville indrette huset som et kristent ungdomshus og opsagde derfor aftalen om brugsret med husets beboere med tre måneders varsel.

• Nytårsaften mellem 2001/2002 forsøgte repræsentanter fra Faderhuset at trænge ind i Ungdomshuset for at skifte låsene, for nu ville de kræve deres ret til huset. Det førte til håndgemæng mellem medlemmerne af Faderhuset og brugerne af Ungdomshuset. På Faderhusets hjemmeside (se kilder) blev konfrontationen blandt andet beskrevet således: “En af vore unge blev slået med knytnæver i ansigtet så mange gange, at hans fortænder knækkede og næsen blev slået skæv, for derefter at blive smidt ud af vinduet.” Flere af de kristne måtte efterfølgende på skadestuen. 
• 2002: Faderhuset stævnede Ungdomshusets brugere med krav om ejendomsret. 
• 7. januar 2004: Byretten afgjorde, at Faderhuset har ret til Ungdomshuset. 
• 28. august 2006: Østre Landsret stadfæstede dommen fra Byretten, hvormed brugerne af Ungdomshuset tabte igen. De unge håbede at få deres sag prøvet ved Højesteret, men det blev afvist. 
• 17. oktober 2006: Faderhuset fik Fogedrettens ord for, at de med politiets hjælp kunne smide de unge ud den 14. december 2006. Politiet bad om udsættelse, idet det forudså problemer, der ville genere naboerne og julehandlen på Nørrebro. 
• 3. januar 2007: Søgte Faderhuset Københavns Kommune om tilladelse til at nedrive huset på Jagtvej 69. Tilladelsen blev givet. 
• 1. marts 2007 blev Ungdomshuset stormet og ryddet. 
• 5. marts 2007 begyndte nedrivningen af huset.

De centrale aktører og deres rolle i sagen kan skitseres således: 

• Brugerne af Ungdomshuset: talte især unge fra det autonome miljø. De nægtede at forlade bygningen. 
• Faderhuset: en evangelisk frikirke, der den 28. september 2001 overtog aktierne i HUMAN A/S, hvilket gjorde dem til retmæssige ejere af Ungdomshuset. Faderhuset nægtede - trods en række tilbud fra støtter af Ungdomshuset - at sælge bygningen. Faderhuset er en frikirke, som blev oprettet i 1990 af ægteparret Ruth og Knut Evensen, og den ledes af ægteparret selv samt deres søn, en kusine samt en femte person. Faderhusets opfattelse af kristendommen er inspireret af en amerikansk såkaldt ‘vinderkristendom’ eller fremgangsteologi. Ifølge denne udlægning af kristendommen er en sandt troende person sikret Helligåndens nærvær, og dette nærvær giver vedkommende mulighed for at opnå lykke, sundhed og materiel velstand. Modsat vil manglende tro - og som konsekvens heraf tilstedeværelse af dæmoner - give sig udslag i depression, sygdom og nederlag. Desuden imiterer Faderhuset de første kristne ved at bo sammen i kollektiver, hvoraf der er to-tre stykker til Faderhusets cirka 120 medlemmer. 
• Politiet: skulle stå for rydningen af bygningen. 
• Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation. Flertallet i Borgerrepræsentationen tog i 1999 beslutningen om at sælge - og dermed lukke - Ungdomshuset. Partierne har opfattet deres rolle og ansvar forskelligt. Men overordnet har de ikke ønsket at gå ind i sagen, efter, at det ved afstemning blev besluttet at sælge Ungdomshuset. 
• Fonden Jagtvej 69: Fonden bestod blandt andet af dele af fagbevægelsen og dens mål var at købe Ungdomshuset tilbage og alternativt at finde et andet sted til et nyt ungdomshus. 
• Støtteforeninger: Heriblandt kunstnere for Ungdomshuset, som blandt andre tæller Randi Laubæk, PATO, Nikolai Steen og Magtens korridorer, Desuden: Pensionister for Ungdomshuset, Forældre for Ungdomshuset, Naboerne til Ungdomshuset, Præster for Ungdomshuset og Foreningen for flere ungdomshuse. Foreningerne støttede de unges krav på at få huset tilbage, men ikke nødvendigvis de unges aktionsformer. 
• Venstres Ungdom: Gennemførte i januar 2007 en demonstration til fordel for den private ejendomsret, hvor de gav udtryk for deres støtte til en rydning af Ungdomshuset.

• En brand, der opstod i Ungdomshuset 27. januar 1996, fik de konservative medlemmer af Borgerrepræsentationen, Knud Schou, Ellen Lequime og Ole Hentzen til at argumentere for, at renovering ikke kunne betale sig, og de foreslog derfor at lukke huset. Prisen for en renovering blev ifølge artiklen “Huset blev solgt problemet blev boende” (se kilder) vurderet til 14 millioner kroner af Københavns Ungdomscentre - en privat organisation der varetog dele af kommunens kulturaktiviteter. De unge selv anslog, at det ville koste 6,2 millioner kroner, fordi de allerede selv var gået i gang med at renovere huset. 
• Den daværende kulturborgmester Hans Thustrup henvendte sig ifølge artiklen “Huset blev solgt problemet blev boende” (se kilder) til politiet for at få argumenter for at sætte huset til salg. Henvendelsen til politiet nyttede dog ikke noget. Politidirektør Hanne Bech Hansen svarede den 3. juli 199, borgmesteren således: “Påståede kriminelle aktiviteter og kriminel adfærd med udspring i Ungdomshuset bygger oftere på antagelser og formodninger (rygter) end facts”. Desuden gav hun udtryk for, at brugerne af huset hverken er mere eller mindre kriminelle end andre unge. 
• Desuden argumenterede nogle politikere med, at de unge ikke ville lade repræsentanter for kommunen få adgang til Ungdomshuset, men i artiklen “Brev fra politiet frikender beboere i Ungdomshuset” (se kilder), fremgår det fra et læserbrev fra den tidligere formand for Københavns Ungdomscentre, Hans Grønberg, at han ikke kan genkende situationen. I sit læserbrev til Politiken har han forklaret samarbejdet med de unge sådan her: “Som direktør med ansvar for Ungdomshuset har jeg ikke haft problemer med beboerne, og aftalerne jeg har indgået med dem, blev overholdt. (…) Jeg må sige, at det er let at være politiker i Københavns Kommune når man uden problemer føler sig berettiget til at tale mod bedre vidende.” 
• Et af de gennemgående argumenter var, at Ungdomshuset tiltrak utilpassede og kriminelle unge. Ifølge artiklen ”Huset blev solgt problemet blev boende” (se kilder) ville forskellige lokalpolitikere af med Ungdomshuset af følgende årsager: “Fordi huset var dyrt at renovere, naboerne var utrygge, brugerne var kriminelle, de var alt for få, og det var besværligt, at de unge selv ville bestemme. Men måske mest af alt, fordi husets beboere ikke passede ind i flertallets smag.” I artiklen “Ungdomshus på Nørrebro eller ej?” (se kilder) argumenterer kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (Venstre) for salget: ”Det er i virkeligheden ganske enkelt. Et flertal - inklusive socialdemokraterne - solgte Ungdomshuset, fordi der var for meget ballade, til at vi kunne køre det videre i kommunalt regi. Der var ingen ansvarlige personer i huset, der var i stand til at stoppe graffiti-maleriet og brostens-kastningen, og det er der vel heller ikke i dag.”

• De unge holdt fast i, at Ungdomshuset i sin tid var en gave fra kommunen, og at man ikke kan sælge en gave, som man har givet. Ifølge artiklen “Ungdomshuset: Politikerne må løse det problem de selv har skabt” (se kilder) skrev Ungdomshuset i en pressemeddelelse at: “Vi skal lige minde om, at det er politikerne, der har solgt Jagtvej 69. Hvorfor er det lige, at vi skal komme med løsningsforslag til et problem, som politikerne har skabt? De har et kæmpe embedsmandsapparat til deres rådighed. Det er altså deres skyld, at Ungdomshuset er rydningstruet. Lige nu er der ét selvstyrende ungdomshus i København. Hvis de tror vi opgiver dét, så tager de fejl. Vi har kun dét at miste”, tilføjes det i pressemeddelelsen. 
• Ungdomshusets brugere havde ikke tillid til, at de ville få et andet sted at indrette et ungdomshus, hvis de forlod ejendommen på Jagtvej 69. 
• Ungdomshusets brugere henviste til, at kommunen i 2003 lovede Børnemagt-bevægelsen en ny bygning, hvis de frivilligt forlod Børnehuset i Skt. Pederstræde i Københavns centrum i 2003. Børnemagt er en gruppe autonome børn og unge, som går ind for en selvbestemt hverdag, retten til at vælge selv og som vil have mere indflydelse i eksempelvis skolen, selv om de er under 18 år. Bygningen i Skt. Pederstræde havde de fået lov til at bruge af den gamle ejer, men da han døde, arvede hans søn bygningen og ville opsige de unge. I den forbindelse lovede kommunen, ifølge artiklen “Ungdomshuset: Børnehuset er aktivisters skræk-eksempel” (se kilder) at give børnemagterne et andet sted, men politikerne har endnu ikke indfriet deres løfte til børnemagterne. Derfor frygtede Ungdomshusets brugere, at det ville gå på samme måde, hvis de frivilligt forlod ejendommen huset på Jagtvejen 69.

Det blev fra flere sider fremført, at der burde findes en politisk løsning på konflikten omkring Ungdomshuset. En politisk løsning ville i den sammenhæng sige en plan udarbejdet af politikerne i Københavns Borgerrepræsentation frem for af Ungdomshusets brugere, Faderkirken og andre aktører. Det blev fremført, at politikerne enten skulle sørge for, at de unge kunne beholde huset, eller skulle finde et alternativt tilholdssted til dem. Politikerne var uenige om, hvorvidt de burde gå ind i sagen og forsøge at løse den politisk. Partiet Venstre afviste med henvisning til Faderhusets private ejendomsret og rettens ord at behandle sagen politisk, men Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti samt De Radikale var positive over for ideen om at finde en alternativ løsning. Socialdemokraterne - med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen - ønskede i udgangspunktet ikke at blande sig yderligere i sagen. Ritt Bjerregaard udtalte således ifølge artiklen “Ritt: Ungdomshuset ikke kommunal opgave” (se kilder): “Kommunen har i forhold til huset ikke mere at gøre. Det er solgt længe før min tid, og derudover ligger der en juridisk afgørelse, som fastslår, at det er Faderhusets hus”. Siden  arbejdede Overborgmesteren dog på at finde en politisk løsning på konflikten via et alternativt hus.

I september 2006 trådte fagbevægelsen ind i sagen om Ungdomshuset. Den iværksatte en fond ved navn Fonden Jagtvej 69 og tilbød at købe Ungdomshuset tilbage til de unge. Fagbevægelsen trådte ind i sagen om Ungdomshusets fremtid, dels på grund af idealisme og dels fordi, det ville være dens medlemmer, der skulle stå for nedrivningen af det gamle Folkets Hus, hvis planerne gik i opfyldelse. Det ene af fondens syv medlemmer var formanden for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen. Ifølge artiklen “Fagforeninger med i køb af Ungdomshuset” (se kilder) udtalte han om fondsarbejdet: “Der skal være plads til en vigtig kulturel organisation som Ungdomshuset i København. Og så vil vi gerne undgå en tilspidsning af konflikten. Vores medlemmer ønsker ikke at medvirke i byggeri, som er omdiskuteret, og hvor der kan opstå ballade. Vi arbejder ikke under politibeskyttelse”. Fonden tilbød Faderhuset at købe Ungdomshuset tilbage for 13 millioner kroner, hvilket Faderhuset afslog. Fonden meldte desuden ud, at den gerne ville bruge pengene til et nyt Ungdomshus, hvis der var opbakning og hjælp fra både de unge og kommunen.

• I september 2006 trådte Fonden Jagtvej 69 ind på arenaen og spurgte Faderhuset, om man ville sælge huset tilbage. Det afslog Faderhuset endeligt den 11. december 2006. 
• Partiet Enhedslisten foreslog i Folketinget at ændre lokalplansdirektivet som en teknisk løsning for at bevare Ungdomshuset og for at omgå Faderhusets ejendomsret. Det blev skudt ned, da man ikke kunne omstøde Landsrettens dom. 
• Overborgmester Ritt Bjerregaard (Socialdemokraterne) foreslog mellem jul og nytår 2006 at flytte Ungdomshuset til Christiania. Men forslaget blev kritiseret for ikke at være en politisk løsning, men blot en måde at eksportere konflikten til Christiania. Christianitterne nedstemte desuden forslaget med den begrundelse, at de ikke havde plads nok. 
• En privatperson tilbød Fonden Jagtvej 69, at den kunne købe hans ejendom på Hermodsgade 24, der ligger tæt på Ungdomshuset, og indrette et nyt ungdomshus der. Det afslog fonden dog, fordi den ønskede, at Københavns Kommune skulle være en del af samarbejdet. 
• 8. januar 2007 foreslog Ritt Bjerregaard, at Ungdomshuset kunne flytte til Brandstationen, en gammel bygning længere ude af Jagtvej. Men bygningen ejes af Staten, og Videnskabsministeren afviste at sælge bygningen, som han overvejede at indrette til Universitetsbygning. 
• 22. januar 2007 tilbød Københavns Kommune de unge at overtage en del af den nedlagte Stevnsgade Skole på Nørrebro til den nette sum af 12 millioner kroner. Den resterende del skulle bruges til handicapskole. Ungdomshusets repræsentanter afviste tilbuddet med den begrundelse, at de ikke ville give mere end en krone til politikerne for et hus, fordi politikerne solgte det hus, de unge allerede rådede over.

• Den 14. december 2006: Faderhuset havde papirer på, at de kunne få politiets hjælp til rydning af Ungdomshuset denne dag, men politiet havde fået udsat datoen, da man frygtede for julehandlen. Brugerne af Ungdomshuset afholdt en stor, fredelig demonstration for Ungdomshuset. Der var ifølge internetopslagsværket Wikipedia (se kilder) 5.000 fremmødte. 
• Den 16. december 2006: En uanmeldt demonstration i nærheden af Ungdomshuset udviklede sig til noget, medierne har benævnt som ‘åben gadekrig’. Politiet forsøgte at standse demonstranterne, og mange butikker fik smadret vinduer. Desuden rapporteredes det i medierne, at politiet selv gik hårdhændet til værks med tåregas og ved at spærre for demonstranterne, så de ikke kunne komme væk, hvilket gjorde konfrontation uundgåelig. 273 demonstranter, heriblandt aktivister fra Tyskland, Norge, Sverige og Holland, blev anholdt, hvoraf tre blev varetægtsfængslet. 
• Julen 2006: I sympati med de danske autonome og truslen om rydningen af Ungdomshuset blev der flere steder i Europa organiseret demonstrationer og aktioner. Flere danske ambassader blev udsat for aktioner i form af malingbomber og graffiti af udenlandske sympatisører. Aktionerne skete i lande som Polen, Holland, Tyskland, Sverige, Schweiz, Rusland og Norge. Det fremgår af artiklen “Autonome i aktioner mod ambassader” (se kilder). 
• 13. januar 2007 besatte Foreningen for flere ungdomshuse et hus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Huset blev ryddet af politiet efter to dage.

Den 1. marts 2007 rykkede politiet ind i Ungdomshuset klokken syv om morgenen. De firede sig fra en helikopter ned på husets tag, og i løbet af kort tid fik de ryddet huset. Omkring klokken ni begyndte unge at gå i klinch med politiet på Nørrebrogade og Jagtvej, og i løbet af dagen var der flere voldsomme konfrontationer mellem aktivister og politiet. De unge kastede krysantemumbomber, flasker, brosten og andet efter politiet, og de lavede barrikader via væltede biler eller via bål bestående af containere og cykler, og hvad der ellers lå lige for. Politiet svarede igen med at kaste tåregasgranater efter aktivisterne, hæve politistave og køre politibilerne med stor fart mod folk. I løbet af dagen var der demonstrationer flere steder i København - især på Nørrebro, Christianshavn og Christania. På et tidspunkt blev et hus i Blågårdsgade besat, og senere også Folkets Hus på Nørrebro, men begge blev hurtigt ryddede. Urolighederne fortsatte det meste af natten, og morgenen efter var der anholdt i alt 217 mennesker, deriblandt en række udlændinge, nemlig ni tyskere, to amerikanere, to polakker, en franskmand, en nordmand, en litauer og en fra New Zealand. Mindst fem var kommet til skade, herunder en betjent, der fik lettere brandskader. Flere aviser beskrev urolighederne med ord som ‘gadekamp’ og ‘gadekrig’.

Politiet havde tilkaldt forstærkninger fra alle politikredse i landet samt lånt ekstra køretøjer fra Sverige, så de var beredt på en fortsættelse af urolighederne. Faderhuset gik dagen efter rydningen i gang med at flytte de unges ting fra Ungdomshuset - under stærk politibeskyttelse. Ifølge artiklen “Faderhuset flytter de unges ting” (se kilder) ville politiet bevogte huset så længe, der var behov for det. Politiet havde tidligere anbefalet Faderhuset at rive bygningen ned, så grunden kunne blive frigjort fra den symbolværdi, de unge knyttede til den. 

     Dagen efter rydningen var de unge stadig på barrikaderne. Eksempelvis besatte atten aktivister, der kaldte sig Aktionsgruppen for frustrerede københavnere, Socialdemokraternes hovedkvarter på Danasvej på Frederiksberg. Gruppen udtalte ifølge artiklen “Socialdemokraternes hovedkvarter besat” (se kilder): “Vi har gjort det her i frustration over den katastrofale uansvarlighed, som Socialdemokraterne har udvist i sagen om Ungdomshuset. Vi har ikke tænkt os at forlade stedet frivilligt. Vi går først, når der er fundet en politisk løsning på problemet, men vi er fredelige folk, og hvis politiet vil fjerne os, vil vi ikke gøre modstand.” Formanden for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt fik politiet til at gå ind i sagen, og efter opfordring fra politiet gik aktivisterne frivilligt.

     Der blev også lagt op til demonstration på Nørrebro fredag aften, og i det hele taget gav de unge udtryk for, at de ikke ville give op.

     På Ungdomshusets hjemmeside stod der, at der længe havde været en plan for, hvad man skulle gøre efter rydningen. De skrev her, at andendagen var dedikeret til aktioner og happenings, tredjedagen havde temaet ‘trafikdag’, på fjerdedagen var der demonstration af Borgergruppen for Ungdomshuset klokken 15 fra Rådhuspladsen og klokken 14 fra henholdsvis Christiania og Vesterbro. Desuden hed det: “Hvordan protesterne kommer til at udvikle sig er endnu uvist, men mange er naturligvis stadig rasende, så der er bestemt sandsynlighed for, at der igen vil blusse kampe op.”

• Den politiker, der havde været mest i berøring med sagen de seneste år, nemlig Overborgmester Ritt Bjerregaard, udtalte den 1. marts at der ikke var nogen politisk løsning lige om hjørnet. Hun udtalte til artiklen “Ritt Bjerregaard: ingen politiske udspil lige om hjørnet” (se kilder): “I København har vi ikke brug for ballademagere som dem, der har huseret i gaderne i dag. Vi har derimod brug for unge, som deltager i det liv, der udspiller sig i hovedstaden. Men jeg kan slet ikke se nogen sammenhæng mellem det, der er sket i dag, og så de unges lyst til at bidrage til det liv, som vi alle gerne vil have i København. Og en dialog kan jeg ikke rigtigt få øje på, for lige nu er det svært at finde ud af, hvem der taler på hvis vegne.” 
• Ifølge de konservative i København havde overborgmester Ritt Bjerregaard et stort ansvar for, at rydningen af Ungdomshuset udviklede sig til vold og bål, ifølge artiklen “Konservative: Ritt bærer ansvar for uro” (se kilder). Rasmus Jarlov og Jakob Næsager skriver: Når man sår vind, høster man storm. Det burde derfor ikke være kommet bag på overborgmester Ritt Bjerregaard, at København er endt i gadekampe efter hendes forgæves redningsaktioner for Ungdomshuset. Ritt slog ind på en gal kurs, da hun efter gadekampene den 16. december begyndte at forhandle med besætterne fra Jagtvej.” 
• SF udsendte 1. marts pressemeddelelsen “Ungdomshus uden vold”, som kan findes på partiets hjemmeside (se kilder). Her skrev SF’s retsordfører Anne Baastrup: “SF har konsekvent støttet en politisk løsning på sagen om Ungdomshuset, og vi vil fortsat arbejde for alternative kultursteder i hovedstaden - men de unges skuffelse kan aldrig retfærdiggøre vold. Jeg appellerer på det kraftigste til de unge om at afstå fra enhver form for vold. I bagklogsskabens lys var det formentlig en fejl af Københavns Kommune at sælge huset på Jagtvej. Men nu skal vi se fremad - og i den forbindelse tager SF på det kraftigste afstand fra voldelige konfrontationer og civil ulydighed. Jeg opfordrer de unge til at insistere på dialogen og opføre sig fredeligt - så kan vi politikere hjælpe dem med at finde et alternativ. 
• Justitsminister Lene Espersen fra Det Konservative Folkeparti opfordrede dagen efter rydningen de unge til at besinde sig. Hun udtalte ifølge artiklen “Lene Espersen: Læg jeres brosten”: Deres vrede bør ikke udløse vold og hærværk. Vi lever i en retsstat - og retten har talt. Det skader de unges sag, at de bliver ved med at bruge vold og hærværk til at udtrykke deres frustration. I et demokrati er det dialog eller fredelige demonstrationer, der er vejen frem - ikke brosten og ødelæggelser. 
• Statsminister Anders Fogh Rasmussen beklagede dagen efter rydningen overfor uskyldige involverede og de berørte butiksejere. Han udtalte i artiklen “Fogh beklager over for Nørrebros butiksejere” (se kilder): “At der er nogle ballademagere, som bliver ved med at skabe uro, er selvfølgelig dybt beklageligt. Og ikke mindst er det dybt beklageligt for de uskyldige mennesker – herunder forretningsdrivende – som det går ud over. Det er en ballade, som jeg tager kraftigt afstand fra.” Endvidere udtaler han, at “jeg glæder mig over, at politiet har haft succes med at løse opgaven på en, synes jeg, god og professionel måde.” 
• Dansk Folkepartis retsordfører, Kim Christiansen, mente ifølge Ritzau-artiklen “DF: Sæt militæret ind” (se kilder), at militæret burde sættes ind for at rydde hele området, og at alle de anholdte burde interneres i nedlagte kasernebygninger, indtil deres sag kunne komme for retten. Han sagde endvidere “Situationen omkring rydningen af Ungdomshuset har udviklet sig til regulære optøjer, hvor utilpassede unge strømmer til området med det ene formål at lave ballade. Det er mit indtryk, at det er et fåtal, der relaterer til Ungdomshuset, den største del er gemene ballademagere. Derfor må myndigheder og politikere tage ansvar nu for at sikre lovlydige borgere.”

Den 1. marts var der demonstrationer i Århus og Ålborg, men der var også solidaritetsdemonstrationer i omkring tyve europæiske storbyer, heriblandt i Oslo, Stockholm, Göteborg, Berlin, Hamburg, München, Wien, Leipzig, Hannover, Köln, Göttingen, Potsdam, Marburg, Bremen, Karlsruhe, Stuttgart og Weimar. De største demonstrationer var i Berlin og Hamburg, hvis autonome miljøer har haft tætte relationer til Ungdomshuset. Ifølge artiklen “Dansk ambassade afspærret før demonstration for Ungdomshuset” (se kilder) blev der i Hamburg anholdt 14 ud af de 800 demonstranter, da de forsøgte at nå frem til det danske generalkonsulat. De blev dog efterfølgende sat på fri fod.

     I samme artikel fremgår det, at der dagen efter var indkaldt til demonstration foran den danske ambassade i Berlin. Derfor afspærrede politiet de nordiske ambassader i den tyske hovedstad den anden marts om morgenen.

Da Ungdomshuset blev ryddet, opholdt 15 unge sig i huset, og de blev alle anholdt Fire af de 15 unge blev tiltalt for alvorlige overgreb på politiet. De øvrige 11 blev tiltalt for mindre overfald. Og desuden blev de alle 15 tiltalt for at have hindret Faderhuset i at tage huset i brug fra den 28. august 2006 frem til rydningen 1. marts 2007.

     Retssagen blev afsluttet den 22. december 2008, og her blev 11 idømt et år og tre måneders fængsel, tre er blevet idøm et års fængsel, mens den sidste slap med ni måneders fængsel, hvilket formentlig hænger sammen med, at han på gerningstidspunktet kun var 16 år. Sådan hedder det i artiklen “Aktivister dømt for at planlægge vold” (se kilder)

     Flere strafferetseksperter vurderede efterfølgende, at dommene lå i den hårde ende af skalaen, fordi brugerne af Ungdomshuset mere blev dømt på intentioner end på faktiske handlinger. I januar ankede ni ud af de 15 dømte deres straffe.

I året efter, at Ungdomshuset blev ryddet, demonstrerede de unge i København hver torsdag for et nyt ungdomshus, og en gruppe unge lå desuden i forhandlinger med lokalpolitikere i København. Resultatet af disse forhandlinger blev et nyt Ungdomshus, nemlig på Dortheavej 61 i København NV, per 1. juli 2008. Det nye hus er et 600 kvadratmeter stort anneks i Københavns Nordvestkvarter. Ifølge overborgmesterens kontor har det nye Ungdomshus kostet 5,5 millioner kroner af en samlet pulje på 148 millioner, der i 2008 blev bevilget til et kvarterløft, som blandt andet indeholder penge til bibliotek og kulturhus.

     Frem til Ungdomshusets åbning den 18. oktober 2008 arbejdede foretagsomme unge på at shine huset op, så det blev klart til indrykning. Den 18. oktober blev dørene slået op klokken 12, og der blev inviteret til børneunderholdning, gøgl, kunstudstilling, folkekøkken og musikalsk bød dagen og natten på alt fra jazz til punk.

Huset har mange af de samme ting på programmet som det tidligere Ungdomshus på Jagtvej. Aktivitetskalenderen kan ses på Ungdomshusets hjemmeside (se kilder). Blandt de faste ugentlige begivenheder er følgende:

• Torsdag: gratis yoga klokken 18. 
• Torsdag, Fredag og/eller lørdag: koncerter. Hverken Ungdomshuset eller musikerne ener penge på koncerterne for ikke at kommercialisere musikkulturen. 
• · Mandag, tirsdag, torsdag og fredag: bogcafeen har åben mellem 16-19.

Ifølge artiklen “Kun få bruger det nye ungdomshus” (se kilder), så er det så som så med antallet af besøgende i det nye Ungdomshus. Det hævdes i artiklen, at der gennemsnitligt er 15 mennesker på mandagsmøderne, og at huset ofte ligger dødt hen. I samme artikel siger sociolog René Karpantschof, der har forsket i BZ-bevægelsen, at det vil tage lidt tid, før huset bliver ordentligt brugt, og at man må vente et års tid med at vurdere, om det har været pengene værd.

     På Ungdomshusets hjemmeside (se kilder) står der, at “Det ændrer ikke vores hverdag at et par aviser påstår at huset står tomt - det kunne nemlig ikke være længere fra sandheden. Så på trods af at vi har taget en velfortjent pause fra medierne, føler vi det alligevel på tide at tage til genmæle overfor journalister der tydeligvis ikke har researchet deres opgave godt nok (hvis overhovedet?) og fortælle lidt om hvordan det i virkeligheden fungerer i byens nye Ungdomshus. Det er trods alt os der kommer derude!”