NATO

NATO blev oprettet med underskrivelsen af Atlantpagten i 1949. Det blev oprettet på amerikansk-britisk initiativ som en forsvarsalliance rettet mod Sovjetunionen og østblokken i lyset af Den Kolde Krig. NATOS omdrejningspunkt er artikel 5, ”musketéreden”, hvor landene forpligter sig til at komme hinanden til hjælp hvis et af dem bliver angrebet.

     Efter Den Kolde Krigs slutning ved Sovjetunionens opløsning i 1991 gennemgik NATO store forandringer. Der kom en række nye medlemslande til, og alliancen gik fra at fokusere på trusler mod medlemslandenes territorium til at oprette og deltage i missioner udenfor NATOs område.

     NATO har stadig en række partnerskaber med andre lande, men efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og særligt invasionen af Ukraine i 2022 har NATO igen rettet fokus mod forsvaret af sit eget nærområde. Ukraine-krigen fik også NATOs nyeste medlemmer, Finland og Sverige at søge om optagelse.

     Men selvom Ukraine-krigen har styrket sammenholdet internt mellem NATO-landene, står alliancen overfor en række udfordringer i fremtiden. Øverst på listen er forholdet til Rusland og hvor højt USA i fremtiden vil prioritere alliancen.

     NATO udgør en hjørnesten i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

NATO står for den Nordatlantiske Traktatorganisation (North Atlantic Treaty Organisation). Navnet henviser til det oprindelige dokument som ligger til grund for organisationen, nemlig Atlantpagten, som blev underskrevet den 4. april 1949 af de oprindelige 12 lande. Siden er flere kommet til, så der nu er 32 medlemslande.

     NATO er en militæralliance. Det vil sige, at landene i alliancen har lovet at komme hinanden til hjælp, hvis et af dem skulle blive angrebet. Det bliver slået fast i Atlantpagtens artikel 5, som også kaldes ”musketéreden”, efter mottoet i romanen De Tre Musketérer: En for alle og alle for en.

     Musketéreden har kun været i brug én gang, nemlig efter angrebet på USA den 11. september 2001 (se også faktalink om dette emne).

     NATO blev dannet under Den Kolde Krig (se også faktalink om dette emne) som en sammenslutning til forsvar mod Sovjetunionen og dennes allierede, men efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989-1991 fik NATO fokus på udvidelser og militære operationer udenfor medlemslandenes territorier, de såkaldte ”out-of-area”-konflikter. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er der dog atter kommet fokus på NATOs eget nærområde.

De 12 oprindelige underskrivere af Atlantpagten i 1949 var: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Siden er følgende lande kommet til:   1952: Grækenland og Tyrkiet   1955: Vesttyskland   1982: Spanien   1999: Polen, Tjekkiet og Ungarn   2004: Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien   2009: Albanien og Kroatien   2017: Montenegro   2020: Nordmakedonien   2023: Finland   2024: Sverige (se kilde 1).   Ud over medlemslandene har NATO en række samarbejder med forskellige lande uden for alliancen

.

NATO har en målsætning om, at medlemslandene skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvar.

     NATOs højeste myndighed er Det Nordatlantiske Råd (også kaldet NATO-rådet). Det Nordatlantiske Råd ledes af en generalsekretær, som bliver udpeget hvert 4. år med mulighed for forlængelse.

     Selve organisationen har to ”ben”:

     Det civile, som omfatter rådet, medlemslandenes repræsentationer og det internationale personale i NATOs civile-hovedkvarter i Bruxelles. NATOs beslutninger træffes ved konsensus, det vil sige at alle skal være enige. Alle lande har vetoret, men den bliver meget sjældent brugt. Et land kan vælge at ikke stille sig i vejen, hvis de andre er enige, men komme med en såkaldt reservation i stedet.

     Det militære, hvis højeste myndighed er Militærkomiteen, der rådgiver Rådet om militære spørgsmål. Også den militære del har en international stab i Bruxelles. Derudover er der en række militære hovedkvarterer og baser spredt ud i de forskellige medlemslande. Den militære organisation har til opgave at føre rådets beslutninger ud i livet. Det er frivilligt for hvert enkelt land, om man vil bidrage med tropper til de enkelte missioner

.

På et topmøde i Wales i 2014 aftalte landene at arbejde henimod at bruge to procent af BNP på forsvar inden 2024. Efter i mange år at have fået kritik for ikke at opfylde dette mål, nåede Danmark det i 2024 – men kun hvis man tæller bidrag til Ukraine med, hvilket ikke alle mener, at man kan. Desuden opfylder det danske forsvar ikke de mål NATO har sat

  og

.

     Ifølge NATOs egne opgørelser over, hvor mange penge de forskellige lande bruger på forsvar, ligger Polen øverst med 3,9 procent af BNP, fulgt af USA med 3,49 procent. Fordi USA har et større BNP, er det dog USA, der i kroner og ører bruger flest penge på forsvar. I 2023 brugte NATO-landene samlet ca. 1,26 trillioner (1.264.115.000.000) amerikanske dollars på forsvar

.

NATO sender tropper til en lang række områder og missioner, også udenfor medlemslandenes områder, f.eks. i Kosovo, Irak og forskellige steder i Afrika. Tidligere har NATO været engageret i Afghanistan, Libyen, Middelhavet, Sudan og farvandene ud for Østafrika.

     Under Den Kolde Krig definerede NATO udelukkende sin opgave som defensiv, så det er først efter afslutningen på Den Kolde Krig at NATO er begyndt at sende tropper uden for sit eget område

.

Da NATO blev skabt, var alliancen med til at cementere Den Kolde Krigs verdensorden, som opdelte verden i to blokke: Vest og Øst. Men samtidig definerede NATO udelukkende sit formål defensivt: at forsvare medlemslandene mod angreb.

     Efter 1991 omdefinerede NATO sine opgaver til at være en sikkerhedsorganisation, der dækkede hele Europa og spillede en større rolle internationalt, med en række nye medlemslande, nye partnerskaber og ikke mindst nye opgaver. Sidstnævnte blev defineret som fredsskabelse, fredsbevarelse og humanitære aktioner og medførte, at NATO-styrker gik ind i konflikter og kriser udenfor medlemslandenes områder, f.eks. på Balkan i 1990’erne, og i Mellemøsten og på det afrikanske kontinent fra 2000’erne

.

Danmark gik med i NATO for at sikre, at landet ikke igen skulle blive angrebet og besat, som det var sket under Anden Verdenskrig. Nu var man bange for Sovjetunionen og medlemskabet af NATO gav en militær tryghed. Det skyldtes primært, at NATOs mest magtfulde medlem USA gav en såkaldt ”sikkerhedsgaranti” til de europæiske lande om at ville komme til deres forsvar, hvis de blev angrebet, sådan som Atlantpagtens artikel 5 tilsiger

.

     Dette er også årsagen til, at en række lande i den tidligere østblok søgte om optagelse i NATO efter Den Kolde Krig. De er bange for russiske forsøg på indblanding, styring eller militær aggression, sådan som det skete i Sovjettiden under Den Kolde Krig og i nyere tid med f.eks. russiske angreb på Georgien i 2008 og Ukraine i 2014 og 2022

.

Ifølge NATO selv er fred, stabilitet og sikkerhed øverst på dagsordenen

. Men spørgsmålet er, om NATOs bestræbelser for at opretholde fred i deres egne medlemslande fører til mindre stabilitet udenfor alliancens fællesskab.

     Krigen i Afghanistan er et eksempel på, at NATO – med USA i spidsen – ud fra en logik om at bekæmpe terrorisme på egne territorier indledte hvad der blev til 20 års krig på et andet lands territorium, ”mod en fjende som endte med at vokse sig stærkere”, som Altinget skriver

.

     I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine er det blevet klart, at en række lande i det globale syd ikke automatisk er på USA og Europas side, men i stedet opfatter vestlige lande som hykleriske: De efterlever ikke selv principperne for en regelbaseret verdensorden og respekterer ikke andre lande

. Ifølge den danske forsker i international politik Lise Wiederholt Christensen bærer NATOs politik overfor det globale syd desuden præg af, at der mangler en samlet retning og strategi

.

En del af NATOs fortælling er også at man skal fremme demokratiske værdier og menneskerettigheder. Ifølge Atlantpagtens artikel 1 skal medlemslandene optræde i overensstemmelse med FN’s formål. I artikel 2 tages det for givet, at medlemslandene har ”frie samfundsordninger”

.

     Allerede i 1952, da Grækenland og Tyrkiet blev medlemmer, var der protester mod dette fra bl.a. Danmark, Norge og Holland, fordi landene ikke var demokratiske på dette tidspunkt (se kilde 13). Der har været en tendens til at se bort fra mangel på demokrati og brud på menneskerettighederne, hvis alliancen vurderer, at et lands medlemskab eller partnerskab har militær og strategisk vigtighed. I nyere tid har Tyrkiet, Polen og Ungarn bevæget sig i autoritær retning, hvilket diskuteres i EU, men altså ikke haft konsekvenser for deres medlemskab af NATO

.

     Både under Den Kolde Krig og i forbindelse med ”krigen mod terror” i 2000’erne og 2010’erne var der desuden eksempler på, at USA og dets allierede prioriterede militære og strategiske forhold højere end menneskerettigheder og demokrati. Det gjaldt både i forhold til valg af samarbejdspartnere og i valg af metoder

.

     Selvom dette ikke foregår indenfor rammen af NATO, men i et enkelt medlemsland, risikerer det alligevel at falde tilbage på alliancen. Dels fordi USA er NATOs ledende medlem, dels fordi NATO var involveret i den krig i Afghanistan, hvor mange af de fanger, der blev underkastet tortur af USA, var pågrebet. Det bidrager således til et tab af legitimitet og styrker kritikken af, at ”Vesten” (USA og Vesteuropa) er dobbeltmoralske, når de taler om en regelbaseret verdensorden

.

NATO har gennem årene oplevet adskillige uenigheder imellem medlemslandene. I 1966 forlod Frankrig NATOs militære struktur (men blev i den civile) fordi de var utilfredse med den amerikanske dominans. Først i 2009 blev Frankrig igen fuldgyldigt NATO-medlem

.

     I 1980’erne udtrykte Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig og Norge utilfredshed med NATOs atomvåbenpolitik. Landene fik i forskellig grad indført ”fodnoter” i NATO-dokumenter, hvor de udtrykte deres forbehold

.

     I 2002-2003 var der uenighed om NATOs strategi i ”krigen mod terror”, og særligt Frankrig og Tyskland var imod USA's ønske om at invadere Irak

.

     I 2022 ramte forholdet mellem de gamle arvefjender Grækenland og Tyrkiet et nyt lavpunkt, da Tyrkiet truede med at invadere Grækenland på grund af en strid om retten til gasfelter i det østlige Middelhav

.

     Indtil videre er der ikke nogen af disse uenigheder, der for alvor har truet alliancen. Men eksemplerne viser, at politiske og militære hensyn kan komme i konflikt.

NATOs udvidelse mod øst efter afslutningen på Den Kolde Krig er et omdiskuteret emne.    Nogle mener, at det har medvirket til at øge spændingerne mellem NATO og Rusland, Modstanderne af NATO-udvidelser peger på, at Rusland har opfattet det som en trussel og krigen i Ukraine skal ses i dette lys (se faktalink om krigen i Ukraine). Allerede i 1990’erne advarede den tidligere amerikanske sikkerhedspolitiske rådgiver George Kennan og andre sikkerhedspolitiske rådgivere i USA mod, at en udvidelse af NATO mod øst ville føre til en forværring af forholdet mellem alliancen og Rusland

. Desuden mener modstanderne (og Putin), at NATO svigter et løfte om ikke at udvide østpå, som blev afgivet af flere vestlige ledere til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov i 1990. Det har fået Rusland til at beskylde NATO for forræderi

.

Andre mener, at østudvidelsen har været med til at øge sikkerheden i Europa, ikke mindst for de nye medlemslande. Tilhængerne af NATO-udvidelse – ikke mindst NATO selv – siger, at NATOs udvidelse ikke udgør en trussel mod Rusland, da NATO primært er en forsvarsalliance og at hvert enkelt land er fri til selv at vælge, hvem de vil alliere sig med

.

     Hvad angår de løfter, der blev givet i 1990, blev de aldrig skrevet ned eller gjort til en bindende aftale – og de var ikke afgivet i enighed indenfor NATO, ligesom de vestlige landes ledere, som afgav løftet, heller ikke nødvendigvis havde nationalt mandat til det

.

Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet mener, at man kan tale om tre faser i NATOs levetid: tiden under Den Kolde Krig, tiden efter Den Kolde Krig med internationale operationer og nu en tid med fornyet fokus på Rusland og forsvar af NATOs eget område efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og krigen i Ukraine siden februar 2022

. Denne nye periode blev også slået fast i NATOs strategiske koncept i 2022

. På mange måder har Ruslands angreb på Ukraine styrket sammenholdet i alliancen. Rusland opfatter NATOs hjælp til Ukraine som et udtryk for, at NATO og Rusland nu er i ”direkte konfrontation.”

     Georgien og Ukraine, der begge er tidligere Sovjetrepublikker og naboer til Rusland, har udtrykt ønske om at komme med i NATO og NATO samarbejder tæt med begge lande

. Eksperter vurderer, at medlemskab ikke er realistisk for Georgien og Ukraine lige nu, men måske kan komme på tale efter krigen er slut. De påpeger dog også, at det potentielt kan gøre forholdet mellem NATO og Rusland endnu værre

.

NATOs nye strategiske koncept nævner Kina for første gang. Det skyldes, at Kina både økonomisk, politisk og militært har vokset sig stadigt stærkere og dertil har et godt forhold til Rusland. Kina udfordrer også Vesten i forholdet til det globale syd og USA betragter Kina som en trussel mod USA's ledende position i verden

. Det er altså primært USA, som har rettet sit fokus mod Kina, hvorimod de europæiske NATO-lande ønsker en blødere linje. Dels ud fra økonomiske hensyn, fordi Kina er en stor handelspartner, og dels fordi de europæiske lande ikke ønsker at gøre Kina til en fjende.

Som beskrevet, har Donald Trump – der, efter at have været præsident for USA 2017-2021, i 2024 igen er præsidentkandidat – truet med at ville trække støtten til NATO-lande, der ikke lever op til målsætningen om at bruge to procent af BNP. Under alle omstændigheder kan USA's fokus på Kina betyde, at de europæiske lande i højere grad vil skulle sørge for deres egen sikkerhed, frem for at støtte sig til den amerikanske sikkerhedsgaranti

. Dette vil også i højere grad sikre NATO mod USA’s tendenser til såkaldt isolationisme – altså at vende sig bort fra forpligtende partnerskaber i verden – uanset om Trump bliver præsident igen i 2025 eller ej

.