Kunstig befrugtning

De seneste år er der kommet mere og mere fokus på kunstig befrugtning. Dels fordi teknologien har skabt nye forbedrede muligheder, og vi som samfund er blevet mere åbne omkring muligheden for kunstig befrugtning. Dels fordi fertiliteten er faldet til det laveste niveau nogensinde. Danmark oplevede ifølge Danmarks Statistik i 2023 det laveste antal fødsler i 34 år, og stadigt flere både par og enlige danskere har brug for hjælp til at blive gravide. Ufrivillige barnløse danskere skal have mere hjælp til kunstig befrugtning. Barnløse forældre får ret til gratis hjælp til barn nummer to, slog statsminister Mette Frederiksen (S) fast i sin nytårstale til befolkningen 1. januar 2024. De mange nye teknologier giver mulighed for at hjælpe flere – og samfundsøkonomisk er det en nødvendig investering at sikre, at vi i fremtiden har nok hænder til at bidrage og holde samfundet i gang, argumenterer forkæmperne for statsstøttet kunstig befrugtning. Men hvor går grænsen for statens ansvar for at sikre menneskers ret til børn? Og hvilke etiske, økonomiske, moralske og ligestillingsmæssige spørgsmål og dilemmaer rejser spørgsmålet om kunstig befrugtning?

Kunstig befrugtning er en samlebetegnelse for en række forskellige metoder, som kan benyttes til at hjælpe ufrivillige barnløse med at blive gravide. På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside betegnes kunstig befrugtning som ”assisteret reproduktion som omfatter al lægelig behandling og diagnostik, som bygger på eller kombineres med udtagning af menneskelige æg og/eller instrumentelt assisteret befrugtning med sædceller, der foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar”

. Kunstig befrugtning kan fx anvendes i tilfælde, hvor kvinden er ufrugtbar, mandens sædkvalitet er dårlig, sæden og ægget ikke kan samarbejde om befrugtningen, manden og/eller kvinden er HIV-smittet, eller hvis kvinden er single eller lesbisk. Man har siden slutningen af 1970’erne kunnet befrugte ægget uden for livmoderen ved såkaldt in vitro-befrugtning (IVF-behandling), og i 1978 blev det første barn undfanget ved hjælp af denne metode, nemlig Louise Brown i England.

Antallet af fertilitetsbehandlinger i det danske sundhedsvæsen er steget markant de seneste år. I analysen ”Antallet af fertilitetsbehandlinger har været stigende fra 2012 til 2019” kan man læse, at der i 2012 blev startet 34.320 fertilitetsbehandlinger, mens der i 2019 blev der startet 40.090 fertilitetsbehandlinger i Danmark. Kurven er steget stødt i perioden, afbrudt af et lille dyk under Covid-19, hvor antallet af behandlinger i 2020 faldt til 36.910, for så igen herefter at stige til 37.560 i 2021

.

•  Hvis årsagen til ufrivillig barnløshed er, at mandens sædkvalitet ikke er tilstrækkelig, kan man via forskellige laboratorieteknikker forsøge at rense sæden op for herefter enten at sprøjte dem op i kvinden på tidspunktet, hvor ægløsningen finder sted. 
• Hvis manden slet ingen sædceller har i sædvæsken, kan man suge umodne sædceller ud af bitestiklerne eller testiklerne ved hjælp af en tynd lille nål og benytte dem i forsøg på at befrugte kvindens æg. Hvis manden er helt infertil, kan man også modtage donorsæd fra en anonym eller kendt donor. Fra 2007 er det også blevet muligt for enlige og lesbiske kvinder at blive kunstigt befrugtet med eksempelvis donorsæd. 
• Det er også muligt at hjælpe befrugtningen på vej ved hjælp af den såkaldte IVF-metode (In Vitro Fertilisation). Her starter man med at stimulere kvindens produktion af æg ved hjælp af hormoner. Lige før kvindens ægløsning, udtages de modne æg fra kvinden, hvorefter de befrugtes i en glasskål, ved at ægget tilføres 50.000-100.000 sædceller. To til fire døgn senere indføres et til to befrugtede æg i kvindens livmoder. 
•  Ved brug af ICSI-metoden indfører man en enkelt sædcelle direkte i ægget med et tyndt glasrør. Denne metode bruges særligt ved mandlig infertilitet, hvor man kun kan finde få levende sædceller. 
• FER-metoden står for Frozen Embryo Replacement og er en metode, hvor man nedfryser de overskydende æg efter IVF eller ICSI-behandling og gemmer dem i op til fem år. 
•  Sidstnævnt er der metoden ED, som står for Egg Donation, hvor ægproducerende kvinder kan donere deres æg til kvinder, der ikke selv kan producere befrugtningsdygtige æg.    I artiklen In vitro-fertilitetsbehandling gennem 40 år, kan læse mere om de forskellige metoder

.

Der kan være mange årsager til ufrivillig barnløshed. Op mod 20 procent af befolkningen oplever infertilitet i perioder eller vedvarende infertilitet. Den væsentligste årsag til, at ufrivillig barnløshed er et stigende problem i den vestlige verden er, at vi bliver ældre og ældre, før vi forsøger at få børn. Hormonforstyrrende stoffer kan også være med til at påvirke hormonbalancen og nedsætte frugtbarheden hos både kvinder og mænd. Der finders hormonforstyrrende stoffer i alt fra tekstiler til plastik, legetøj, kosmetik, møbler, maling og andre ting, vi omgiver os med. Blandt andet mistænker man nogle typer for såkaldte flammehæmmere og ftalater for at være hormonforstyrrende, som man kan læse i artiklen ”Kemikalier er medvirkende til, at der bliver født færre børn i Danmark” på DR.dk

.

Allerede fra 25-års alderen falder kvindens fertilitet, og mange kvinder vil derfor ikke kunne opnå en levedygtig fertilitet, efter at de er fyldt 40 år. Infertilitet hos kvinder kan også skyldes, at æggenes kvalitet er for dårlig, ægløsningsforstyrrelser eller manglende ægløsning, fx pga. sygdomme som PCOS og stofskiftelidelser. Ligeledes kan æggelederne være lukkede eller forsnævrede, for eksempel på grund af tidligere underlivsbetændelser. Underlivssygdomme som endometriose, polypper eller fibromer i livmoderhulen kan også forårsage ufrivillig barnløshed, ligesom livsstilsfaktorer som rygning og overvægt kan have negativ indflydelse på fertiliteten.

Den mest almindelige årsag til infertilitet hos mænd er nedsat sædkvalitet eller ingen sædceller i sæden. De danske mænds sædkvalitet er blandt de dårligste i Europa. Mindre end hver fjerde har en optimal sædkvalitet, og 15 procent har en sædkvalitet, der er så dårlig, at de vil have svært ved at gøre en kvinde gravid uden fertilitetsbehandling. Nedsat sædkvalitet kan være medfødt, men kan også skyldes forsnævringer, ligesom livsstilsfaktorer som rygning kan have negativ indflydelse på sædkvaliteten. Miljøpåvirkninger som varme og opløsningsmidler kan også nedsætte sædkvaliteten, kan man læse på Fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospitals hjemmeside

.

Før 2007 var det kun kvinder, som levede sammen med en mand, der blev tilbudt kunstig befrugtning. I artiklen ”Ti år siden: Da enlige kvinder og lesbiske fik lov til at få hjælp til at få børn”

  kan man læse om den lov, der den 1. januar 2007 trådte i kraft og sikrede enlige og lesbiske kvinder lige ret til fertilitetsbehandling i det danske sundhedsvæsen. Retten til offentlig fertilitetsbehandling til enlige og lesbiske har således været en anerkendelse af, at familier kan se forskellige ud og ikke nødvendigvis behøver at være en traditionel kernefamilie, som består af en far, en mor og børn. Lovændringen i 2007 betød helt konkret, at enlige og lesbiske kvinder har haft mulighed for at bestille sæd hos en sædbank og komme på en fertilitetsklinik for at få hjælp til at blive gravid.

Det at være i fertilitetsbehandling er ofte både psykisk og fysisk belastende. Uvisheden om hvorvidt det lykkes, hormonpåvirkninger og humørsvingninger, kropsligt ubehag og smerte forbundet med udtagning af æg er bare nogle af de udfordringer, kvinder, der har været i fertilitetsbehandling beskriver. Dertil kommer følelser af jalousi på andre, der er lykkedes med at blive gravide, skyld og skam over ikke at kunne blive gravid og måske tanker om, om man selv har været skyld i barnløsheden, er almindeligt, kan man læse i artiklen ”En ’fertilitetstsunami’ i kunsten gør op med et tabu” på Information.dk

. Artiklen beskriver, hvordan flere kunstnere de seneste år har taget temaet skyld og skam og udfordringer forbundet med ufrivillig barnløshed op.

Kunstig befrugtning spiller en afgørende rolle i et demografisk og økonomisk perspektiv, fordi den faldende fertilitet udfordrer samfundet og risikerer at bringe os i en situation, hvor der ganske enkelt ikke fødes nok børn til at sikre, at der er personer nok på arbejdsmarkedet, og at årgangene i den erhvervsaktive alder bliver så små, at de ikke er nok til at holde samfundet i gang. Der skal fødes 2,1 børn pr. kvinde, for at et land kan opretholde sin befolkning, mens fødselstallet i EU er på 1,6 pr. kvinde og i Danmark er 1,7 barn pr. kvinde, kan man læse i artiklen ”Vi er ved at begå demografisk selvmord, og ingen taler om det” på Information.dk

  Spørgsmålet om ret til at få hjælp til kunstig befrugtning fra det offentlige er således også et spørgsmål om, at assisteret reproduktion er af betydning for at opretholde den demografiske stabilitet”, som overlæge ved Skejby Fertilitetsklinik Jakob Ingerslev formulerer det i artiklen ”Kunstig befrugtning holder befolkningstallet stabilt” i Ugeskrift for Læger

.

Ufrivillig barnløshed er en sygdom, som samfundet har pligt til at tage alvorligt, lyder et af argumenterne i spørgsmålet, om det er samfundets ansvar at sikre mennesker adgang til kunstig befrugtning. I debatindlægget ”Ufrivillig barnløshed er en sygdom, som samfundet skal tage alvorligt” på Sundhedsmonitor.dk, argumenterer markedschef for Sundhed og Life Science hos Dansk Erhverv Katrina Feilberg således for, at ufrivillig barnløshed bør sidestilles med andre sygdomme, hvor vi i det danske sundhedsvæsen har aftaler om behandlingsgaranti og regler for ventetid. Ufrivilligt barnløse bør have ret til hurtig udredning og behandling, fordi faldende fødselstal er et samfundsproblem med alvorlige konsekvenser for både samfundet, vores fælles velfærd i fremtiden og for den enkelte, lyder argumentet i artiklen

Det danske demokrati hviler på det grundlæggende princip, at det stræber mod at give alle lige muligheder, pligter og rettigheder. Det er da også i det lys, man kan læse argumenterne om, at staten bør støtte dem, der ufrivilligt er barnløse. Men fordi vi som mennesker er forskellige – og fordi også ufrivilligt barnløse har forskellige forudsætninger for at lykkes med behandlingen, vil de også have brug for forskellige grader af hjælp. Nogle vil blive gravide efter første forsøg med kunstig befrugtning, andre vil måske have brug for ti behandlinger. For at behandle folk lige, må man ofte behandlet dem forskelligt. Det er dog ikke den måde, vi har indrettet det offentlige sundhedsvæsen på. Her har alle ret til det samme antal behandlinger, selv om de måske har forskellige behov, hvilket man kan argumentere for er et demokratisk problem.

Spørgsmålet om kunstig befrugtning rejser mange forskellige etiske dilemmaer. Faktisk var det debatten om reagensglasmetoden til kunstig befrugtning, der i 1987 førte til oprettelsen af Det Etiske Råd, som skulle rådgive Folketinget og de offentlige myndigheder og understøtte en offentlig debat om forskningens muligheder på sundhedsområdet med nye bio- og genteknologier. Blandt de etiske dilemmaer om kunstig befrugtning, Det Etiske Råd gennem tiden har debatteret, er hvorvidt det er rimeligt, at staten sætter grænsen for, hvem der skal have ret til kunstig befrugtning. For eksempel om enlige, lesbiske, psykisk og fysisk syge, skal have ret til kunstig befrugtning. Om reglerne for donation af sæd og æg, om risikoen for, at vi kunstigt kan skabe børn kan give anledning til at fravælge gener. Om det er etisk forsvarligt at destruere befrugtede æg, som ”er i overskud” i fertilitetsbehandlingen. Og om dobbeltdonation dvs. kunstig befrugtning, hvor både sæd og æg kommer fra en doner, og hvor barnet derfor ikke nødvendigvis er genetisk beslægtet med hverken sin mor eller far.

Ikke alle har lige ret til statsstøttet hjælp til fertilitetsbehandling. Således kan kvinder over 40 år fortsat ikke få statsstøttet hjælp til kunstig befrugtning, ligesom kvinder med en BMI på over 35 generelt ikke tilbydes støtte til offentlig fertilitetsbehandling, kan man læse på hjemmesiden sygeforsikring.dk

. Dette kan være med til at give de ufrivilligt barnløse en oplevelse af, at det er deres egen skyld, at de ikke kan få børn og skabe identitetsmæssige udfordringer forbundet med ikke at kunne leve op til samfundets normer for, hvad der er socialt og samfundsmæssigt acceptabelt.

Debatten om kunstig befrugtning kommer ofte også til at handle om diskrimination og ligestilling – f.eks. debatten om dobbeltdonation. Det vil sige kunstig befrugtning, hvor både sæd og æg er doneret. For heteroseksuelle par og enlige kvinder har denne form for kunstig befrugtning været lovlig siden 2018, som det fremgår af pressemeddelelsen ”Dobbeltdonation tilladt for enlige kvinder og par”

. Men det er fortsat ikke lovligt for homoseksuelle kvinder, at en kvinde bliver kunstigt befrugtet med sin kvindelige partners æg og donorsæd. Ønsket om at få et barn, som begge kvinder er biologisk knyttet til, bliver ikke anset for at være tilstrækkelig begrundelse, da den danske lovgivning på nuværende tidspunkt stiller krav om en sundhedsmæssig begrundelse, før ægdonation tillades, og her vil den danske lovgivning sige, at den kvinde i forholdet, der er fertil, skal bære barnet.

I debatartiklen ”Hvorfor er dobbeltdonation kun ulovligt for homoseksuelle par?”

  rejser Helene Lykke dette spørgsmål. Helene Lykke er hovedstiller bag borgerforslaget ”Retten til at bære hinandens børn – lovliggørelse af partnerægdonation”

  og kæreste med en kvinde og ønsker at donere sine æg til sin kæreste, så hun kan bære barnet, da hun ikke selv vil kunne bære barnet og fuldføre en graviditet, uden at fosteret vil kunne tage skade af den medicin, hun tager. Partnerægdonation er lovlig i blandt andet Norge, Spanien og England og svarer til en helt almindelig ægdonation, som er lovlig i Danmark, og har været det siden 1993, argumenterer Helene Lykke i debatindlægget. Etisk Råd nævnte i sin anbefaling om dobbeltdonation ”Det Etiske Råds anbefalinger om lovliggørelse af dobbeltdonation” fra 2017

, at det ville være diskrimination at tillade dobbeltdonation og ikke samtidig tillade partnerægdonation.

Blandt modstandene af at give homoseksuelle kvinder ret til dobbeltdonation er Dansk Folkeparti (DF). I artiklen ”Få partier på Christiansborg vil gøre det lettere for lesbiske at få børn med hinanden”

  siger partiets sundhedsordfører Liselotte Blixt, at hun og hendes parti ikke mener, at argumentet om at føle et tættere forældreskab er stærkt nok, og at DF ikke vil stemme for lovændringer, der ikke er et medicinsk eller sundhedsmæssigt grundlag for.

Biologen Jacques Testart var i 1982 med til at skabe Frankrigs første reagensglasbarn. I dag er han mere kritisk over for de teknikker, der bliver brugt i fertilitetsbehandling. Muligheden for kunstig befrugtning har åbnet muligheden for at sortere mennesker og i værste fald kan muligheden for selv at have en finger med i spillet i undfangelsen af børn indebære en risiko for racehygiejne, argumenterer Jacques Testart i artiklen ”Om 100 år bliver alle mennesker skabt ved kunstig befrugtning” på Information.dk

. Alene det at man beskriver donorerne af sæd og æg i kataloger er et eksempel på, at vi med kunstig befrugtning accepterer det at vælge og fravælge gener er blevet acceptabelt, argumenterer Testart. Som biolog mener han også, at det er et problem, at vi fjerner og fravælger genetisk arv, uden at vide, hvad vi gør og hvilke konsekvenser det får på sig, når vi således renser ud og rydder op i vores gener.

Alt tyder på, at teknologien kommer til at udvide vores praksis indenfor kunstig befrugtning i fremtiden. Derfor undersøger forskere på DTU i det såkaldte Ice Age projekt, hvordan nye muligheder for kunstig befrugtning forandrer vores måde at føle, tænke og lovgive om reproduktion i Danmark. Det er på tide at få luftet ud i vores forståelser af, hvem der skal og ikke skal have børn, argumenterer forsker Charlotte Krolække i artiklen ”Er du klar til gravide mænd og gamle mødre” på sdu.dk

. I podcasten Fremtidens fertilitet på DR Lyd

  argumenterer læge og professor i nedsat frugtbarhed og folkesundhedsvidenskab Lone Schmidt, og professor i gynækologi og obstetrik og ledende overlæge på Afdeling for Fertilitet på Rigshospitalet Anja Pinborg for, at det er vigtigt, at børn og unge i højere grad får viden om fertilitetsproblemer allerede i folkeskolen. Ingen af dem frygter dog, at vi i fremtiden vil begynde at designe vores børn. Det er urealistisk, fordi gener, der disponerer for forskellige egenskaber, er så komplekse, at det simpelthen ikke er muligt, vurderer de.