Brexit

Den 23. juni 2016 stemte et flertal af briterne ved den såkaldte Brexit-afstemning for, at Storbritannien skulle forlade EU. Ordet Brexit er en sammentrækning af ‘Britain’ og ‘exit’ og dækker over spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien skulle blive i den Europæiske Union eller forlade det europæiske samarbejde. Der var stor splittelse i den britiske befolkning såvel som internt i de britiske partier, og ved afstemningen valgte knap 52% af vælgerne at stemme for, at Storbritannien skulle forlade EU. Et splittet Storbritannien og hårde forhandlinger med de tilbageblivende EU-lande har ført til en lang og bøvlet proces, og først i januar 2020 forlod Storbritannien EU. Mens Storbritannien og EU har forhandlet sig frem til en skilsmisseaftale, så er parterne endnu ikke nået til enighed om, hvordan forholdet mellem dem skal se ud i fremtiden. De forhandlinger er nu i fuld sving.

I 2013 lovede den daværende britiske premierminister David Cameron fra det konservative parti, at briterne inden 2017 ville få lov til at stemme om, hvorvidt Storbritannien skulle blive i eller forlade EU, hvis hans parti igen vandt regeringsmagten ved parlamentsvalget to år efter. Samtidig lovede premierministeren, at han ville genforhandle landets medlemskab af EU og kræve mere magt og suverænitet tilbage til Storbritannien, og at det ville være grundlaget for at blive i unionen. Han fastslog, at Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU skulle bygge på fem kerneprincipper – konkurrencedygtighed, fleksibilitet, demokratisk fornuft, fairness. Desuden skulle mere magt og indflydelse flyttes tilbage til medlemslandene frem for at ligge i EU – hvis Storbritannien fortsat skulle være en del af EU. Det konservative parti genvandt regeringsmagten i 2015, men året inden vandt partiet UKIP, som er modstander af Storbritanniens EU-medlemskab, en stor sejr ved valget til Europa-Parlamentet. Partiet blev Storbritanniens største i Europa-Parlamentet, foran det konservative parti og Labour; de to partier, der skiftevis har siddet på magten i Storbritannien siden 1945. I løbet af 2015 og 2016 genforhandlede Cameron-regeringen og EU Storbritanniens medlemskab af unionen. Aftalen faldt på plads i februar 2016, hvorefter Cameron annoncerede, at afstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU ville finde sted den 23. juni 2016.

Den tidligere britiske premierminister David Cameron anbefalede, at Storbritannien skulle blive i EU, efter at han fik gennemtrumfet fire centrale punkter i forhandlingerne med EU i 2015 og 2016. For det første ville der komme en særlig britisk nødbremse på velfærdsydelser til vandrende EU-arbejdstagere i lavtlønnede jobs. Det betød, at Storbritannien kunne nægte EU-arbejdstagere velfærdsydelser de første fire år af deres ophold i Storbritannien. For det andet ville der blive fremlagt et lovforslag om indeksering af børnepenge, som skulle gøre det muligt at justere børnepengenes størrelse efter leveomkostninger og størrelsen på børnechecken i det land, hvor barnet, der modtager børnepenge fra Storbritannien, bor. For det tredje sikrede Storbritannien sig i forhandlingerne, at EU-medlemslande, som ikke er en del af eurozonen, ikke skal stilles ringere, end dem, der er, og endelig skulle de nationale parlamenter kunne bremse EU-lovgivning med et rødt kort, hvis mindst 55% af landets parlament var imod lovgivningen.

Storbritanniens forhold til EU har været både stormfuldt og fodslæbende, allerede inden landet blev medlem af det europæiske fællesskab. Det fremgår af artiklerne ”Ritzaus Bureau: FAKTA: Storbritanniens stormfulde forhold til EU” bragt i Information i 2013 (se kilder) og ”Den modvillige europæer” bragt i Magasinet Europa i 2015 (se kilder). I 1961 ansøgte Storbritannien om medlemskab af det, der dengang hed det Europæiske Økonomiske Fællesskab, men den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto og begrundede det med, at Storbritannien havde en “indgroet fjendtlighed” mod det europæiske samarbejde. Han pegede på, at Storbritannien i 1960 tog initiativ til at oprette en frihandelsorganisation, der ikke inkluderede de lande, der var medlemmer af det europæiske fællesskab. De Gaulle gentog sit veto i 1967, men efter at han trådte af som præsident, blev Storbritannien i 1973 – samtidig med Danmark og Irland – medlem af fællesskabet.

     I 1979 krævede den britiske premierminister  Margaret Thatcher en rabat på EU-kontingentet, som den dag i dag stadig gør sig gældende.

     I 1990 vedtog EU-landene Schengen-aftalen, der ophævede paskontrollen mellem medlemslandene, men Storbritannien stemte imod. Også da Maastricht-traktaten i 1992 blev underskrevet og grundlagde eurosamarbejdet, stod Storbritannien udenfor.

     Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 vandt det britiske ultra-EU-skeptiske parti United Kingdom Independence Party – forkortet UKIP – en stor sejr og blev landets største parti i Europa-Parlamentet med over en fjerdedel af stemmerne.

Tilhængerne af fortsat EU-medlemskab talte blandt andet den daværende britiske premierminister David Cameron, den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, den tyske kansler Angela Merkel, den tidligere franske præsident Francois Hollande og den kinesiske præsident Xi Jinping såvel som store dele af det britiske erhvervsliv og internationale økonomiske organisationer som OECD og den internationale valutafond, IMF.

     I Storbritannien har arbejderpartiet Labour og størstedelen af det konservative regeringsparti været tilhængere af at forblive i unionen, omend visse prominente konservative politikere har gjort oprør mod Cameron og meldt sig under Brexit-fanen. Tilhængerne af at blive i EU har primært fokuseret på det økonomiske, når de har argumenteret for, hvorfor Storbritannien ikke skulle forlade EU, og har henvist til økonomiske analyser.

     ”Hvor end du kigger – hvad end det er universiteter, tænketanke, institutter, internationale institutioner – er det overvældende flertal af seriøse analyser af det synspunkt, at den økonomiske pris for at forlade EU vil være ekstrem høj,” sagde professor og økonom Nicholas Stern fra det anerkendte universitet London School of Economics i artiklen ”It’s the economy, stupid!” i Information den 3. maj 2016 (se kilder). Han henviste til, at både OECD, IMF, økonomiske vismænd verden over og det britiske finansministerium mente, at det ville få alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis Storbritannien forlod EU.

Konsekvenserne af et Brexit vil ifølge eksperterne blandt andet blive:

1. Kursfald, hvilket viste sig som en sandsynlig konsekvens, efter at medvind til Brexit-fløjen i meningsmålingerne gav fald på samtlige europæiske børser i juni 2016, skrev Børsen i artiklen ”Aktier: Medvind til Brexit-tilhængere gav kursfald” (se kilder). 
2. Storbritannien vil stå udenfor de frihandelsaftaler, landet har haft adgang til gennem EU. 
3. Storbritannien vil miste adgangen til det indre marked for EU-lande. 
4. Storbritannien muligvis vil miste adgangen til Europol.

     Det er langtfra kun britiske politikere, der har blandet sig i debatten omkring Brexit-afstemningen. Stort set alle europæiske ledere samt den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton har anbefalet, at Storbritannien skulle blive i EU. ”Lad mig som jeres ven sige, at EU gør Storbritannien endnu bedre,” skrev Barack Obama i et debatindlæg i den britiske avis The Telegraph, hvori han opfordrede briterne til at blive i EU. Det fremgik af artiklen ”Obama til briterne: Stem jer ikke ud af EU” i Politiken den 22. april 2016 (se kilder).

     Også britiske berømtheder har blandet sig i debatten. ”Jeg ønsker ikke at forlade den union, der har bragt mere fred og stabilitet til regionen, end man nogensinde før har set,” udtalte den berømte britiske Harry Potter-forfatter J.K. Rowling og blev bakket op af fodboldspilleren David Beckham: ”Vi lever i en pulserende og forbundet verden, hvor vi er stærke, når vi står sammen. For vores børn og deres børn bør vi stå over for verdens problemer sammen og ikke alene. Af den grund stemmer jeg for at blive,” sagde han ifølge artiklen ”Cleese siger leave – Beckham siger stay” Politiken den 21. juni 2016 (se kilder).

Fortalerne for at forlade EU har først og fremmest været partiet United Kingdom Independence Party (UKIP), hvis leder Nigel Farage er blevet ansigtet på Brexit-bevægelsen. Men også British National Party samt enkelte medlemmer af Camerons konservative parti, blandt andet den tidligere borgmester i London, Boris Johnson og Cameron-regeringens sikkerhedsminister og landbrugsminister var fortalere for Brexit. Også 250 erhvervsledere, blandt andet den tidligere direktør for HSBC, en af verdens største banker, udtalte ifølge artiklen ”Tunge erhvervsfolk melder sig ind i kampen om brexit” på Finans.dk (se kilder), at det ville gavne Storbritannien at forlade EU. For modstanderne af fortsat britisk medlemskab af EU har der været tre hovedargumenter:

• immigration 
• økonomi 
• suverænitet

     ”Vi må fortælle vælgerne, at denne afstemning handler om at genvinde kontrollen over vores liv, vores suverænitet og vore grænser,” sagde UKIP-lederen Nigel Farage i 2016 om valgkampen, fremgik det af artiklen ”Farage kalder til frontalangreb på EU-tilhængere” i Berlingske (se kilder). Et af de mest benyttede argumenter er, at et Brexit vil give briterne bedre mulighed for at kontrollere de britiske grænser og bremse immigrationen, hvilket især i lyset af flygtningekrisen i 2015 var et argument, der vandt genklang hos mange briter.

     Et andet hyppigt argument har været, at EU har bremset Storbritannien økonomisk, fordi alle britiske virksomheder har skullet leve op til regler fra EU, uanset om de eksporterer til andre EU-lande eller ej. Nogle mener, at Storbritannien kan forhandle bedre frihandelsaftaler individuelt, end dem de har adgang til gennem EU-samarbejdet.

     Et tredje gennemgående argument har været, at briterne med et Brexit kan generobre den magt, landet har afgivet til politikerne i Bruxelles med EU-medlemskabet. Nigel Farage, lederen af det EU-skeptiske parti UKIP, sagde i 2016, at der ville være tale om et “suverænitets-ja”, hvis briterne stemte for at forlade EU-samarbejdet. Det fremgik blandt andet af artiklen ”Ti år efter Brexit er Europa i kaos” i Information i 2016 (se kilder).

Ifølge meningsmålingerne stod det cirka lige mellem tilhængerne og modstanderne. Få dage før afstemningen så det ud til, at 44% af vælgerne ville stemme for at blive i EU, mens 45% af briterne ville stemme for at forlade det europæiske samarbejde. 11% af vælgerne havde endnu ikke besluttet, hvad de ville stemme. Der var dog generelt stor mistro til de britiske meningsmålinger, efter at de ved valget i 2015 ramte usædvanligt skævt, fremgik det af artiklen ”'Forlad EU’-siden vinder frem i nye meningsmålinger” på DR den 17. juni 2016 (se kilder).

     En af grundene til, at meningsmålingsinstitutterne dengang ramte så forkert, var, at de unge – som i højere grad end de ældre stemmer på arbejderpartiet Labour i stedet for Camerons konservative parti – ikke mødte op for at stemme. EU-tilhængerne frygtede, at det ville ske igen, da unge er mindre EU-skeptiske end ældre. Ifølge artiklen ”Officielt: Storbritannine vil forlade EU” Politiken den 22. juni 2016 hældte 53% af de britiske vælgere under 35 år til at blive i EU, mens kun 29 % ville stemme for et Brexit. For briter over 55 år så det lige modsat ud: Af dem ønskede 54% at forlade det europæiske samarbejde, mens kun 30% ønskede at blive i EU. Samme meningsmåling viste, at mens 80% af de +55-årige forventedes at stemme til Brexit-afstemningen, ville kun 50% af de yngre afgive deres stemme.

Fredag den 24. juni 2016, dagen efter Brexit-afstemningen, stod det klart, at et flertal af Storbritanniens vælgere havde stemt for at forlade EU. Brexit-lejren vandt afstemningen med 1.269.500 stemmer – 51,9% af de britiske vælgere stemte for at forlade EU, mens 48,1% stemte for, at Storbritannien skulle blive. 72% af Storbritanniens vælgere – 33.568.184 af 46.500.001 stemmeberettigede borgere – afgav deres stemme. Det var den højeste valgdeltagelse siden parlamentsvalget i 1992 og markant højere end stemmeprocenten på 66% ved parlamentsvalget i 2015, skrev DR i artiklen ”Over 72 procent af briterne stemte” den 24. juni 2016 (se kilder). Ifølge de sidste meningsmålinger op til valget var forskellene hos de yngre og ældre generationer blevet endnu større. 72% af de unge vælgere ønskede at blive, mens kun 19% stemte for et Brexit, fremgik det af artiklen ”Young voters wanted Brexit the least – and will have to live with it the longest” i den britiske avis Mirror (se kilder).

Få timer efter resultatet af Brexit-afstemningen stod klart, annoncerede den britiske premierminister David Cameron, at han ville træde af. Han meldte sin afgang som premierminister til dronning Elizabeth fredag den 24. juni 2016 og meddelte derefter i en tale til briterne, at han ikke længere kunne lede landet. ”Landet behøver et nyt lederskab, men ikke med mig som kaptajn. Jeg mente, at Storbritannien var stærkest som en del af EU. Men folkets beslutning skal respekteres, og der er ingen tvivl om, hvad folk har ment,” sagde David Cameron ifølge artiklen ”Cameron træder tilbage efter EU-nederlag” på DR.dk den 24. juni 2016 (se kilder). Han trådte af i oktober samme år i forbindelse med den konservative partikongres og annoncerede, at det ville være op til den nye premierminister at beslutte, hvornår og hvordan udtrædelsen skulle ske.

Mens David Cameron, store dele af det konservative parti og arbejderpartiet Labour begræd udfaldet, så jublede UKIP-partiets leder Nigel Farage, da afstemningens resultat blev kendt.

     ”Det er vores uafhængighedsdag. Det er de helt almindelige, ordentlige briter, som har underkendt eliten i landet, de store banker og de store virksomheder,” sagde Farage ifølge artiklen ”Dagens sejrherre: De helt almindelige briter har vundet i dag” på DR den 24. juni 2016 (se kilder). Han blev bakket op af lederne fra andre EU-skeptiske partier samt prominente medlemmer af Camerons konservative regeringsparti, blandt andet flere ministre.

     I både Skotland og Nordirland stemte et flertal af borgene for at blive i EU, og i begge lande debatteres det, om man bør løsrive sig Storbritannien og melde sig ind i EU. Skotlands førsteminister og formanden for Det Skotske Nationalparti, Nicola Sturgeon, sagde før valget, at et britisk EU-exit kunne føre til en ny afstemning om skotsk selvstændighed, og efter afstemningens resultat sagde hun, at Skotland fortsat ”ser sin fremtid som en del af EU”, skrev DR den 24. juni 2016 i artiklen ”Cameron træder tilbage efter EU-nederlag” (se kilder). Også separatistpartiet i Nordirland intensiverede efter afstemningen kravet om, at landet skulle løsrive sig fra Storbritannien og i stedet blive en del af Irland, der er EU-medlem. I 2019 tydede det dog på, at begge lande ville følge med Storbritannien ud af unionen.

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udsendte den 24. juni 2016 en skriftlig kommentar om udfaldet af afstemningen i Storbritannien. ”Jeg synes, at det er et meget trist resultat for Europa og for Danmark. Det er nu op til den britiske regering at fastlægge den videre vej for Storbritannien. Jeg håber, at Storbritannien fortsat ønsker at bevare tætte relationer til EU,” skrev han i pressemeddelelsen ifølge artiklen ”Løkke: Et meget trist resultat for Europa og Danmark” DR (se kilder). Også SFs Holger K. Nielsen begræd resultatet. ”Det er forfærdeligt tragisk for Storbritannien og for Europa. Jeg kan frygte, at det får nogle ganske store og ganske voldsomme effekter på resten af EU. Det kan give blod på tanden til den yderste højrefløj til at få Europa til at gå i opløsning,” sagde han ifølge Politiken (se kilder).

     Andre partier har til gengæld argumenteret for, at det britiske afstemningsresultat bør lede til lignende folkeafstemninger i andre lande – og både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har argumenteret for, at også Danmark bør stemme om fortsat medlemskab af EU.

Tyske regeringspolitikere var blandt de første til at kommentere udfaldet af afstemningen, og både landets vicekansler, Europa-minister og udenrigsminister skrev, at det var en sørgelig dag for Europa. Flere af EUs toppolitikere – blandt andre Europa-Parlamentets tidligere præsident Martin Schulz – begræd også resultatet. Verden over har den ekstreme højrefløj dog jublet over resultatet, og lederne af højrefløjspartier i blandt andet Holland og Frankrig – anført af Geert Wilders og Marine LePen – har kaldt udfaldet af afstemningen for en sejr og krævet lignende afstemninger i deres lande, fremgår det af en artikel den 24. juni 2016 i EU Observer, ”Shock, bewilderment: Brexit reactions pour in” (se kilder).

Theresa May, der tog roret efter David Cameron som leder af det konservative parti og premierminister, trådte i april 2017 af som formand for partiet og udskrev valg. Normalt afholdes der i Storbritannien valg hvert femte år, men dette fandt sted bare to år efter det seneste. Hun forklarede udskrivelsen af valget med, at der var for stor politisk uenighed i parlamentet om den politiske kurs i landet, især i forbindelse med Brexit-forhandlingerne. Hun ønskede derfor at udskrive valg for at sikre sig et bredere politisk mandat til de Brexit-forhandlinger, hun måneden inden havde sat i gang ved at aktivere Artikel 50, skriver DR i artiklen ”Theresa vil udskrive valg” i april 2017 (se kilder). Valget, der fandt sted i juni 2017, gik dog ikke, som Theresa May havde håbet. Hun sagde før og under valgkampen, at fokus skulle være på Brexit, men valget kom i høj grad til at handle om andre emner. Ved valget mistede Mays konservative parti det absolutte flertal i parlamentet, mens Labour-partiet – der var modstandere af Brexit og ledet af Jeremy Corbyn – gik frem, og UKIP (det største parti blandt Brexit-tilhængerne) gik fra at få 13% af stemmerne ved det seneste valg til 2% ved dette valg og røg helt ud af parlamentet. Det fremgik af artiklen ”EU-modstanderne i UKIP ryger helt ud af parlamentet” i Politiken den 9. juni 2017 (se kilder). Vælgerne støttede især de partier, der talte for et blødt Brexit – i modsætning til et hårdt Brexit, som May og De Konservative var fortalere for – og valgresultatet kastede dermed forhandlingerne om Brexit ud i nyt kaos. “Alt er noget rod,” udtalte en EU-embedsmand i artiklen ”Resultat kaster brexit-forhandlinger ud i ny kaos” i Jyllands-Posten i juni 2017 (se kilder) med henvisning til debatten om, hvorvidt Theresa May kunne overleve som premierminister. Det kunne hun ikke; i maj 2019 annoncerede hun sin afgang, og hendes partifælle Boris Johnson, som har været fortaler for Brexit fra begyndelsen, blev ny premierminister.

Den 28. januar 2020 trådte Storbritannien officielt ud af EU. Det skete efter mere end tre et halvt års hårde forhandlinger med EU, og en lang og bøvlet proces, som havde kostet to premierministre – David Cameron og Theresa May – jobbet. Udmeldelsen foregik via Artikel 50 i EU-traktaten (se kilder), som omhandler frivillig udtrædelse af EU. I Artikel 50 står det beskrevet, at et medlemsland udtræder to år efter, at landets regering har meddelt det til Det Europæiske Råd, medmindre en specifik udtrædelsesaftale bliver forhandlet på plads. Den tidligere premierminister Theresa May aktiverede i marts 2017 den artikel i EU-paragraffen, der igangsætter forhandlingerne, og dermed blev nedtællingen for de to års forhandlinger sat i gang – forhandlinger, som britiske medier har kaldt “verdens mest komplicerede skilsmisse”. Tidligere deadlines for udtrædelsen er gentagne gange blevet overskredet, men premierminister Boris Johnson sikrede sig med sin valgsejr i december 2019 et mandat, der dels gjorde det nemmere for ham at møde op i EU og forhandle aftalen på plads, dels gjorde det muligt for ham at få den igennem det britiske underhus (parlament). Dermed kunne Brexit ikke længere stoppes, skriver Dr.dk i artiklen ” Nu kommer brexit faktisk” den 13. december 2019 (se kilder).

     Mens Brexit nu er en realitet, er forhandlingerne mellem EU og Storbritannien langt fra overstået.

Da Storbritannien i slutningen af marts 2017 aktiverede Artikel 50, gik nedtællingen til udtrædelsen i gang. Ifølge paragraffen skulle landet træde ud af EU to år efter, at paragraffen blev aktiveret, medmindre der blev indgået en særaftale, hvilket siden skete flere gange. Forhandlingerne mellem Storbritannien og EU gik i gang i sommeren 2017, ledet af EUs chefforhandler Michel Barnier og den britiske chefforhandler Stephan Barclay (begge de tidligere britiske chefforhandlere, David Davis og Dominic Raab, sagde op). Forhandlingerne blev afsluttet halvandet år efter, i november 2018, på et topmøde, hvor Storbritannien og EU nåede til enighed om en foreløbig aftale om udtrædelsen. Aftalen fylder 585 sider og består af tre overordnede punkter:

• selve aftalen om udtrædelsen (af medierne døbt skilsmisseaftalen) 
• en overgangsordning for de første 21 måneder efter udtrædelsen (siden reduceret til 11 måneder) 
• en politisk erklæring, der beskriver rammen for det videre forhold, som parterne skal nå til enighed om i de videre forhandlinger

     Da det britiske parlament igen og igen har forkastet aftalen, er forhandlingerne flere gange blevet genoptaget. I oktober 2019 kunne Europa-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, meddele, at EU og Storbritannien var nået til enighed om nye ændringer til skilsmisseaftalen.

Skilsmisseaftalen, aftalen om, hvordan Storbritannien skal træde ud af EU, har tre hovedpunkter, skriver DR.dk i artiklen ”Brexit: De vigtigste punkter i skilsmisseaftalen” i november 2018 (se kilder):

• Der bliver en overgangsperiode på 21 måneder (siden reduceret til 11 måneder), hvor Storbritannien formelt vil være trådt ud af EU, men stadig følger EU’s regler og er underlagt afgørelser fra EU-domstolen. Landet vil imidlertid ikke være med til at træffe afgørelser i EU. Overgangsperioden skal bruges til at forhandle en ny og langt mere omfattende handels- og samarbejdsaftale på plads, som skal fastlægge EU og Storbritanniens fremtidige forhold. De forhandlinger begyndte først, efter at Storbritannien trådte ud af EU den 28. januar 2020. 
• Der er enighed om, at både britiske borgere i EU-lande og EU-borgere i Storbritannien har ret til at bosætte sig og arbejde i henholdsvis et andet EU-land eller Storbritannien frem til udgangen af 2020, præcis som det har været hidtil. De britiske borgere, der når at bosætte sig i et EU-land inden udgangen af 2020, vil få lov til at blive boende, og det samme gælder EU-borgere, der bosætter sig i Storbritannien. Samtidig vil britiske borgere, der har boet mindst fem år i et andet EU-land, få permanent opholdstilladelse, ligesom EU-borgere bosat i Storbritannien vil få opholdstilladelse, hvis de har boet der i mindst fem år. 
• Grænsen mellem Nordirland, der er en del af Storbritannien, og Irland, der er EU-medlemsland, skal forblive åben, når Storbritannien træder ud af EU. Irland er det eneste EU-land, der fremover deler landegrænse med Storbritannien og Nordirland, og der har været intense forhandlinger mellem Storbritannien og EU om, hvordan grænsen skal sikres, uden at den skal lukkes ned, skriver DR.dk i artiklen ”Brexit: De vigtigste punkter i skilsmisseaftalen” (se kilder).

Usikkerheden om udtrædelsen skyldes, at det britiske parlament i flere omgange har nægtet at stemme ja til at gennemføre de aftaler, som den britiske regering havde forhandlet sig frem til med EU-landene i Bruxelles. Da den første skilsmisseaftale var på plads, tog den daværende britiske premierminister Theresa May aftalen med tilbage til Storbritannien, hvor det britiske parlament skulle godkende den. Men allerede få uger efter, aftalen mellem EU og Storbritannien faldt på plads, stod det klart, at det ville blive svært at få den godkendt i det britiske parlament. Da May vendte tilbage til London med aftalen, vakte den så stor utilfredshed, at hun besluttede at udskyde afstemningen og tage tilbage til EU for at genoptage forhandlingerne. Aftalen kom til afstemning i det britiske parlament den 15. januar 2019, hvor hele 432 medlemmer af det britiske underhus, heraf 118 fra Mays egne rækker, stemte nej, mens kun 202 stemte for, skrev DR.dk i artiklen ”'Historisk ydmygelse', 'forfærdelse' og 'knust': Hårde ord om brexit-nederlag” den 16. januar 2019 (se kilder). Dermed syntes sandsynligheden for, at Storbritannien som planlagt ville træde ud af EU ved deadline den 29. marts 2019 med en aftale ”forsvindende lille”, skrev Altinget i artiklen ”Historisk stor afvisning af Brexit-aftale kaster briterne og EU ud i uvished” den 15. januar 2019 (se kilder). Frem til afstemningen havde EU nægtet at genåbne forhandlingerne, men efter Mays knusende nederlag – der blev efterfulgt af et mistillidsvotum fremsat af Labour-lederen Jeremy Corbyn, som Theresa May overlevede – åbnede EU-ledere ifølge Altinget-artiklen op for at genåbne forhandlingerne, men først, når de britiske politikere var nået til enighed med sig selv om et udspil. EU-fløjen, inklusiv den daværende danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), insisterede på, at EU skulle forberede sig på, at Storbritannien kunne træde ud af EU uden en aftale.

I slutningen af januar 2019, to måneder før, Storbritannien skulle udtræde af EU, stemte det britiske underhus om ændringsforslag til skilsmisseaftalen med EU. Visse af dem blev vedtaget, og samtidig fik Theresa May en sjælden sejr, da parlamentet stemte for, at hun skulle lede forhandlingerne om ændringerne, skrev DR.dk den 29. januar 2019 i artiklen ”Flertal kræver, at May genforhandler akilleshæl – men EU afviser blankt” (se kilder). Forhandlingerne skulle især have fokus på grænsekontrollen mellem Nordirland og Irland. Det blev imidlertid hårde forhandlinger, da en talsmand for, formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, blankt afviste at genoptage den del af forhandlingerne. EU lagde dermed op til en såkaldt hård Brexit, en udtrædelse uden aftale. ”Udtrædelsesaftalen er og bliver den bedste – og eneste – måde at sikre, at Det Forenede Kongerige forlader Den Europæiske Union på en ordentlig måde,” sagde Donald Tusk via en talsmand, fremgår det af artiklen. Theresa May sendte skilsmisseaftalen til afstemning igen i foråret 2019, men fik ikke medvind og valgte i maj 2019 at træde af som premierminister.

Efter Theresa May trådte af som premierminister og formand for Det Konservative Parti, skulle der findes en ny formand og premierminister. Det blev Boris Johnson, der hele tiden har været stor fortaler for Brexit. Johnson vandt formandsvalget over partikollegaen Jeremy Hunt og blev Storbritanniens nye premierminister i juli 2019. Efter han trådte til, udviklede Brexit-forhandlingerne sig til en magtkamp mellem premierministeren og parlamentet, skrev DR i artiklen ”Det britiske parlament vil tage kontrollen over Brexit” den 4. september 2019 (se kilder). Underhuset i det britiske parlament vedtog en lov, der skulle sikre, at Storbritannien skulle bede EU om en udsættelse af udtrædelsen, hvis ikke der var opnået en aftale med EU inden den 31. oktober 2019. Det fik Boris Johnson til at suspendere parlamentet frem til den 14. oktober og sige, at han ville nægte at bede om den udsættelse. Dermed havde parlamentarikerne kun lidt over to uger til at forhindre det no deal-brexit, som Boris Johnson var opsat på, fremgik det af artiklen ”Boris Johnson vil bede dronningen suspendere parlamentet” på DR.dk den 28. august (se kilder).

     75 parlamentarikere lagde sag an mod Johnson i den britiske Højesteret, da de mente, suspenderingen var ulovlig, og i slutningen af september afgjorde Højesteretten enstemmigt, at Johnsons suspendering af parlamentet var ulovlig, fordi den "havde den effekt at forpurre eller forhindre parlamentets evne til at udføre dets konstitutionelle funktioner uden rimelig begrundelse". Det fremgår af artiklen ”Stort nederlag til Boris Johnson i højesteret: Ulovligt at sende parlamentet hjem” på DR.dk den 24. september (se kilder). Parlamentet mødtes igen dagen efter, hvor Boris Johnson også mødte op. Han slog fast, at han stadig mente, at Storbritannien skulle forlade EU den 31. oktober - med eller uden en aftale. Flere politikere opfordrede efter afgørelsen Johnson til at trække sig, og flere eksperter kaldte det et kæmpe politisk nederlag, blandt andet i Politiken den 24. september 2019 i artiklen ”’Jeg er helt paf. Det er en syngende lussing til Johnson’” (se kilder).

Trods Boris Johnsons famøse udtalelse om, at han hellere ville ligge død i en grøft end bede om en tredje udskydelse af Brexit, lykkedes det ham ikke at trække Storbritannien ud af EU inden den 31. oktober 2019 med eller uden en aftale, skriver Altinget den 31. oktober 2019 i artiklen ”Fra Camerons farvel til Johnsons model: Har du styr på Brexit?” (se kilder). Midt i oktober annoncerede EU og Storbritannien, at der var opnået enighed om en ny skilsmisseaftale. Der var dog fortsat stor uenighed om et såkaldt backstop mellem Nordirland og Irland, altså hvordan man skal håndtere grænsen mellem Storbritannien og EU, fremgik det af Berlingske den 18. september i artiklen ”Jeppe Kofod afviser Boris Johnsons optimisme: ’Jo nærmere vi kommer Brexit-deadline, jo mere bekymret bliver jeg’” (se kilder). Det er primært det knudepunkt, den nye skilsmisseaftale mellem EU og Storbritannien har haft fokus på. I den nye skilsmisseaftale er backstoppet fjernet, så der ikke skal etableres en toldgrænse mellem Irland og Nordirland (mens Nordirland er del af Storbritannien, så er Irland et selvstændigt land, som vil forblive EU-medlem efter Storbritanniens udtrædelse).

     Et flertal i Underhuset i det britiske parlament stemte for første gang for ændringsforslaget, men alligevel var et Brexit inden den 31. oktober 2019 ikke muligt. Parlamentet slog nemlig samtidig ved en afstemning fast, at det ikke var muligt at godkende al den nødvendige lovgivning på tre dage, som regeringens tidsplan lagde op til. Det tvang Boris Johnson til mod sin vilje at bede EU om en udskydelse af Brexit på tre måneder, som blev bevilliget. Brexit var dermed blevet udskudt tredje gang.

Boris Johnson havde én betingelse for at anmode EU om den tredje Brexit-udsættelse, og det var, at parlamentet stemte ja til et nyvalg i december. Det var tredje gang siden 2015, at briterne skulle stemme til et parlamentsvalg, og grunden til, at Johnson kæmpede for et nyvalg, var ifølge artiklen ”Briterne på vej mod valg 12. december” i Politiken den 29. oktober 2019 (se kilder), at han ønskede at sikre sig et parlamentarisk flertal, der ville stemme den nyforhandlede skilsmisseaftale med EU igennem. Hans motto op til valget var ”Let’s get Brexit done”. Der var dog stor fare ved at udskrive valget, for flere partier – blandt andet Labour, det førende oppositionsparti, Liberaldemokraterne og det skotske parti SNP – lovede, at de ville have en ny folkeafstemning om Brexit, hvis de vandt valget. Johnson sikrede sig imidlertid den valgsejr, han havde drømt om, og dermed mandatet til at gennemføre Brexit, fremgik det af artiklen ”Historisk sejr: Johnson får absolut flertal i Underhuset. Nu venter brexit” på DR.dk den 13. december 2019 (se kilder). Premierministerens konservative parti gik stort frem og sikrede sig over halvdelen af mandaterne i Underhuset. Dermed var visse britiske partiers kamp mod Brexit tabt, og det blev besluttet, at Storbritannien ville træde ud af EU i slutningen af januar 2020.

Storbritannien trådte formelt ud af EU den 28. januar 2020, og siden har de britiske sæder i Europa-Parlamentet stået tomme. EU har nu 27 medlemslande i stedet for 28. Forhandlingerne om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien er i fuld gang, men for den gængse EU-borger vil der gå et stykke tid, før Brexit kan mærkes, skrev DR i artiklen ”Briterne har sagt farvel til EU: Det kommer det til at betyde for dig” den 31. januar 2020 (se kilder). Frem til udgangen af 2020 vil Storbritannien følge den overgangsordning, som skilsmisseaftalen mellem Storbritannien og EU lagde fast, og alt vil være, som det er nu, skrev DR.dk i artiklen ”Nu kommer brexit faktisk” den 13. december 2019 (se kilder). Det betyder, at Storbritannien vil følge EUs regler, EU-borgere vil frit kunne rejse til Storbritannien, og britiske virksomheder vil have samme adgang til EUs indre marked, som det har nu. Derefter vil konsekvenserne begynde at blive tydelige for almindelige borgere. Der skal indføres et indrejsesystem, da man ikke længere vil kunne rejse frit mellem Storbritannien og andre EU-lande, danske fiskere vil kun kunne fiske i britisk farvand, hvis der opnås enighed om det i forhandlingerne, britiske virksomheder vil ikke have adgang til EUs indre marked, der vil komme told og afgifter på varer, der handles til eller fra Storbritannien, og der skal indgås en aftale om et fortsat politi- og anti-terror-samarbejde. Tvivlen omkring, hvorvidt Brexit ville blive gennemført, er altså forsvundet, men er blevet afløst af tvivl om, hvordan Brexit kommer til at kunne mærkes for borgere i Storbritannien og i de tilbageværende EU-lande.

Storbritannien trådte som det første land nogensinde ud af EU den 28. januar 2020, og dermed har landet indledt et nyt forhold til EU og de resterende medlemslande. De første 11 måneder, frem til udgangen af 2020, vil forholdet som beskrevet ovenfor stort set være som før Brexit, men det er endnu uklart, hvordan forholdet bliver efter overgangsperioden på 11 måneder. Storbritannien og EU skal forhandle de nye aftaler på plads inden udgangen af 2020, og især forhandlingerne om handelsaftalen ventes at blive hårde og langstrakte. Frihandelsaftalen er det helt centrale punkt i forhandlingerne om det fremtidige forhold, for den skal regulere, under hvilke betingelser EU-medlemslande og Storbritannien vil have adgang til hinandens markeder. EU er det marked, Storbritannien handler mest med, og derfor er den fortsatte handel mellem Storbritannien og EU særdeles vigtig for Storbritannien såvel som for mange EU-lande. Det gælder også Danmark, da Storbritannien i 2017 var Danmarks fjerdestørste eksportmarked, fremgår det af et Ritzau-telegram bragt af Jyllands-Posten i 2018 (se kilder), og ifølge artiklen ”Nu går anden brexit-halvleg i gang: Det skal briterne og EU forhandle om” på DR.dk (se kilder) er 45.000 danske arbejdspladser afhængige af eksport til Storbritannien.

     Udover frihandelsaftalen skal der blandt andet forhandles om, hvorvidt der skal lægges told på de varer, der sælges mellem EU-lande og Storbritannien, om Storbritannien skal leve op til de samme miljø-, bæredygtigheds- og sundhedskrav som de øvrige EU-lande, og hvordan Storbritannien og EUs samarbejde skal være, når det kommer til forsvar, sikkerhed og politiefterretningsarbejde, skriver DR.dk den 29. januar 2020 i artiklen ”Nu går anden brexit-halvleg i gang: Det skal briterne og EU forhandle om” (se kilder).

     Overgangsaftalen kan i princippet forlænges to år, men det har Boris Johnson lovet ikke vil ske. Ifølge artiklen ”Ryborg: Nu kommer brexit faktisk” på DR.dk den 13. december (se kilder) er det imidlertid et kapløb mod tiden at få aftalerne forhandlet på plads. Den 1. februar 2020 sagde EUs Brexit-forhandler Michel Barnier, at det vil være tæt på umuligt at nå til enighed om ”hvert eneste aspekt af dette nye partnerskab på under et år”, og at det vil kræve længere tid at blive enige om hvert eneste punkt i aftalen”, skriver Ritzau Finans (se kilder). Han lægger dermed op til en forlængelse af overgangsperioden, mens premierminister Boris Johnson insisterer på, at forhandlingerne skal være færdige, inden overgangsperioden udløber med udgangen af 2020.