Flygtninge

70 millioner mennesker på verdensplan er ifølge FN på flugt. Lige nu er der fokus på flygtninge fra de nordafrikanske stater og deres farefulde rejser over Middelhavet mod Europa, hvor de ankommer til lande som Italien, Tyrkiet og Grækenland. Det er lande, som har tilsluttet sig FN’s flygtningekonvention, og det betyder, at de som modtagerlande skal beskytte og tage sig af flygtningene ved f.eks. at sørge for mad og tøj, lommepenge, læge- og retshjælp, psykologbistand og sprogundervisning. Men flere af modtagerlandene er selv i krise og kan ikke håndtere så mange flygtninge. Blandt andet derfor diskuteres det, om andre lande i Europa skal tage imod flere flygtninge, eller om EU skal lave et nyt asylsystem, hvor asylsøgere samles i lejre uden for EU og får deres ansøgninger behandlet der. I flere lande, blandt andet Danmark og Sverige, er der blevet indført midlertidig grænsekontrol, som er blevet forlænget gennem flere år. Det har ført til skarp kritik fra andre EU-lande og advarsler om, at Schengen-samarbejdet, som betragtes som en af EU's største sejre, kan bryde sammen.

En flygtning er et menneske, der ”som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil”. Sådan defineres en flygtning i FN’s konvention om flygtninges retsstilling, også kaldet FN’s flygtningekonvention (se kilder), som i dag er ratificeret af 144 lande. Denne definition af en flygtning er altså bredt anerkendt, men den er også til debat. Det diskuteres f.eks., om det i dag giver bedre mening at tale om migranter, herunder flygtninge, under ét, eller om man skal skelne mellem forskellige typer af flygtninge, afhængig af om de flygter fra krig og forfølgelse eller snarere er fattigdoms- eller klimaflygtninge.

Den oprindelige formulering fra 1921 var lavet med tanke på russiske flygtninge efter Første Verdenskrig, og den blev indgået i det nystiftede Folkenes Forbund, senere FN. Den norske opdagelsesrejsende og videnskabsmand Fridtjof Nansen var FN’s første højkommissær for netop den gruppe flygtninge. De lande, som ratificerede konventionen, var enige om at betragte beskyttelse af flygtninge som et internationalt ansvar. Nansens mandat blev i løbet af 1920’erne udvidet til at omfatte nye flygtningegrupper som armeniere, syrere, kurdere og tyrkere. Dengang var hjælpen rettet mod bestemte begivenheder og geografiske områder, ikke mod enkeltpersoner. Danmark ratificerede den nye konvention i 1952 som et af de første lande, og den trådte i kraft i 1954, da i alt seks lande havde skrevet konventionen ind i deres nationale lovgivning.

FN’s Flygtningeorganisation eller UNHCR (United Nations High Commissioner for Refugees) arbejder med flygtningekonventionen på verdensplan og med FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder. UNHCR blev oprettet på baggrund af erfaringer med Anden Verdenskrigs ofre, for eksempel flygtninge fra Nazi-Tyskland.

Danmark har forpligtet sig til hvert år at modtage et antal flygtninge, som af FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR) er blevet udpeget som flygtninge, der har særligt behov for beskyttelse og genbosætning, f.eks. fordi de befinder sig i overfyldte lejre i nærområderne til en konflikt, hvor de risikerer overgreb, uden at de har udsigt til at kunne vende tilbage til deres oprindelsesland. Disse flygtninge kaldes kvoteflygtninge og opholder sig typisk midlertidigt i andre lande, før de udvælges til genbosætning i et medlemsland i samarbejde med FN og det pågældende land. I modsætning hertil taler man om spontane asylansøgere, når det handler om flygtninge, der ankommer til den danske grænse og søger asyl.

I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, artikel 14, står der, at flygtninge er et internationalt ansvar, og at flygtninge har ret til at søge asyl. Senere er tilføjet mere om flygtninges retsstilling, så det også handler om at beskytte enkeltindivider og tage hensyn til deres personlige begrundelse for at søge beskyttelse, som mennesker ramt af krig og interne uroligheder. Verdenserklæringen er ikke juridisk bindende, så blandt andet derfor har man lavet en flygtningekonvention, der uddyber menneskerettighedserklæringens principper om beskyttelse af flygtninge.

Vi har kendt til flygtninge langt tilbage i historien, og formodentlig lige så længe har der været diskussioner og overvejelser om disse flygtninges rettigheder og den moralske eller etiske forpligtelse til at hjælpe og beskytte dem. I de fleste verdensreligioner er der forordninger om, at flygtninge skal beskyttes og hjælpes. I Bibelen (se kilder) er der mange historier om flygtninge, og flere steder nævnes det, at man bør beskytte fremmede, der søger hjælp. Et eksempel fra Ny Testamente findes i Matthæusevangeliets kapitel 25, vers 35: ”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.” I muslimernes hellige bog, Koranen (se kilder), er der også retningslinjer for behandling af flygtninge. I Koranens sura (kapitel) 9, vers 6 står blandt andet; ”Hvis en af dem, der sætter andre ved Guds side, søger beskyttelse hos dig, så giv ham beskyttelse, så han kan høre Guds ord! Og lad ham derpå nå frem til et sted, hvor han er i sikkerhed!”

Verdenssamfundet er i dag vidne til den største strøm af flygtninge siden Anden Verdenskrig. Det skyldes blandt andet krige, borgerkrige, konflikter, fattigdom og forfølgelse i afrikanske lande som Libyen, Syrien, Mali, Guinea, Guinea Bissau, Nigeria, Senegal, Elfenbenskysten, Eritrea og Somalia samt krige og konflikter i andre verdensdele. En del af dem, der flygter, er ikke flygtninge efter FN-konventionens kriterier og kan derfor ikke få asyl efter de gældende regler i lande, som baserer deres lovgivning på FN-konventionen. Det gælder for eksempel, hvis de er migranter på flugt fra fattigdom og en udsigtsløs fremtid, men ikke er personligt forfulgte.

     Også klimaforandringer er i stigende grad en indirekte årsag til, at der kommer flere flygtninge. Allerede i 2009 udgav FN en rapport (se kilder) i samarbejde med Colombia University, hvori de fastslog, at selvom økonomiske og politiske faktorer er de centrale årsager til de folkevandringer, vi ser i dag, er klimaforandringer også en medvirkende årsag. Og rapporten forudså, at vi i fremtiden vil se flere mennesker på flugt fra naturkatastrofer såsom tørke, orkaner eller oversvømmelser.

De flygtninge, som ankommer til for eksempel Grækenland, har elendige forhold i modtagelejre. Der tales om udbredt korruption og udnyttelse af flygtninge i Europa. På grund af arbejdspres og ringe ressourcer er de fleste flygtninge henvist til at blive i de ankomstlejre, som ligger i Italien og Grækenland. Behandlingen af deres asylsag, hvor det skal vurderes, om de er personligt forfulgte og dermed har ret til asyl, kan tage meget lang tid, og flygtningene har typisk ingen penge og ingen ejendele efter rejsen og kan ikke finde arbejde i modtagelandet. Nogle af flygtningene vælger derfor at rejse videre som illegale ikkeregistrerede flygtninge. De prøver at springe på toget som blinde passagerer eller med lastvogne op gennem Europa. De drømmer om job og en ny chance i lande som Danmark, men på vejen kan de ende i hænderne på bagmænd, som kræver penge af dem og udnytter dem. Lykkes det dem at komme til for eksempel Danmark, vil mange her få afslag på asyl.

Langt de fleste flygtninge i verden søger tilflugt i deres eget land som internt fordrevne eller i et naboland. 80% af verdens flygtninge opholder sig i nabolande til deres egne lande, fremgår det af opgørelser fra FN’s flygtningeorganisation (se kilder). I lande som Sudan, Uganda, Tyrkiet, Libanon og Pakistan befinder der sig millioner af flygtninge. I alt huser Tyrkiet 3,7 millioner flygtninge, mens Tyskland er det europæiske land, der har taget imod flest – i alt 1,1 millioner.

     Hvert år giver lande som Danmark humanitær bistand til lejre for internt fordrevne og flygtningelejre i nabolande til konfliktområder, og flere organisationer, som Dansk Flygtningehjælp, er også til stede.

Selvom det kan lyde som en god idé at hjælpe alle flygtninge tæt på det område, de flygter fra, påpeger flere organisationsfolk og eksperter, at nødhjælp og udviklingshjælp i nærområder og nabolande ikke er hele løsningen.   ”Der er et stort behov for at gentænke, hvordan det internationale samfund bruger de midler, der er sat af til udvikling og humanitær bistand. Vi er simpelthen nødt til at genprioritere de her penge. Meget af den nødhjælp, vi laver, er jo også begyndelsen på den udvikling, som er så afgørende i mange af de her lande,” skrev Andreas Kamm, daværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, på organisationens hjemmeside (se kilder).

     ”Det lyder så fornuftigt, når danske politikere taler om, at vi skal hjælpe flygtninge i deres nærområder,” skriver Parvaneh Ghorbani og Ane Cecilie Hess-Nielsen i et debatindlæg i Information (se kilder), men argumenterer imod at satse på lejre i tredjeverdenslande: ”Man opbygger gigantiske beboelseskomplekser, der placeres i grænseområder mellem konfliktområder og modtagerlande. Her stuves flygtninge sammen i telte og hytter, ofte uden tilstrækkelig mad, og de har sjældent tilladelse til at arbejde eller uddanne sig på lige vilkår.”

     De seneste år er flere flygtningelejre vokset markant, og flere huser mange flere mennesker, end der er kapacitet til. Moria-lejren på Lesbos er f.eks. beregnet til 3000 mennesker, men i efteråret 2019 husede den 15.000 mennesker. Det giver problemer med sygdom og mangel på mad og rent drikkevand, påpeger flere humanitære organisationer ifølge artiklen ”Nødhjælpsarbejdere i Moria-lejren på Lesbos: ’Dyr ville ikke blive behandlet sådan her’” (se kilder). Mia Terkelsen, der er sygeplejerske og har været udsendt flere gange for Læger Uden Grænser, siger om situationen i Moria-lejren: ”Hvad er værre end håbløs? Jeg troede ligesom, at man havde set det værste af det værste. Det føltes så tungt og hårdt at være dernede (…) Jeg troede ikke, at det kunne blive værre. Det er det bare nu. Det er dobbelt så mange mennesker. Det ser vi konsekvenserne af nu.”

Danmark har siden middelalderen været mål for fattigdomsflygtninge som sigøjnere (romaer) og andre fremmede, der af nød søgte til Danmark. Senere op gennem 1800-tallet kom der sporadisk politiske flygtninge til landet, og man introducerede begrebet asylret. Statsmagten forsøgte således at regulere tilstrømningen af flygtninge og skabe faste rammer for den administrative beslutningsproces. Historisk taler vi specielt om store flygtningestrømme som huguenotterne, som flygtede fra Frankrig i 1500-tallet på grund af religiøs forfølgelse og i første omgang fik tilladelse til at bosætte sig i Fredericia, hvor også jødiske flygtninge fik opholdstilladelse. Den tidlige indvandring af flygtninge til Danmark beskrives i bogen ”Fra huguenotter til afghanere, indvandringens historie i Danmark” (se kilder).

Når vi ser på den nærmeste historie, hjalp danskere jødiske flygtninge til Sverige i besættelsestiden i 1943. Det reddede godt 7.000 jøder fra at ende i koncentrationslejrene, at de, med hjælp fra befolkningen, kunne flygte fra det besatte Danmark. Efter krigen fik Danmark flere flygtninge. Cirka 250.000 tyske flygtninge ankom til Danmark, primært kvinder, børn, ældre og sårede soldater. Der er skrevet mange bøger om den danske befolknings støtte og manglende støtte til disse tidligere fjender. Mange af dem boede i lejre i det sydligste Jylland, blandt andet i Oksbøllejren, som i 1946 ifølge Danmarkshistorien.dk husede 35.000 flygtninge (se kilder).

Mangeårig, nu afgået, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, skriver i bogen ”Verden kom til Danmark: 50 med flygtninge” (se kilder), at det er organisationens oplevelse, at flygtninge ikke længere bliver budt velkommen med samme åbenhed og varme som tidligere: ”De tider, hvor flygtninge blev budt velkommen med klapsalver og kaffebord, er forbi, og visumkrav, grænsekontrol og overvågning har gjort det sværere for flygtninge at komme væk fra deres forfølgere. Det har gjort situationen desperat for mange flygtninge. I kummerlige lejre i nogle af verdens fattigste lande, sidder millioner af mennesker uden udsigt til at komme tilbage til en almindelig hverdag.”

     I de seneste år har skiftende regeringer, særligt V-regeringen mellem 2015 og 2016, strammet de danske asylregler, så Danmark internationalt har fået ry for at føre en meget stram udlændingepolitik. Blandt andet blev den meget omdiskuterede ’smykkelov’ indført i 2016 (se kilder) for at sikre, at asylansøgere får konfiskeret værdier, der overstiger 10.000 danske kroner, med henblik på, at de selv bidrager økonomisk til deres ophold i landet. Danmark har ligeledes på linje med lande som f.eks. Sverige indført grænsekontrol for at få bedre kontrol med, hvem der kommer ind i landet.

Verdens brændpunkter skifter, og strømmene af flygtninge skifter derfor også.   Den første større flygtningegruppe, der kom til Danmark efter flygtningekonventionens ikrafttræden, var en gruppe ungarske flygtninge i 1956-57. De var på flugt fra sovjetkommunismens undertrykkelse og blev modtaget med stor folkelig opbakning. I 1970’erne kom flygtninge til Danmark fra Chile, Sydafrika og Østeuropa, som også flygtede fra forskellige undertrykkende politiske regimer, og blandt de større grupper var også de vietnamesiske flygtninge, som kom efter krigen i Vietnam. Den folkelige opbakning til de nye borgere blegnede herefter noget, og flygtningene blev et hedt politisk emne, især da antallet af asylsøgere steg i løbet af 1980’erne og 1990’erne som følge af krige og uroligheder i Palæstina, Iran, Bosnien, Serbien, Afghanistan, Sri Lanka, Somalia og Irak.

Danmark begyndte at tage imod kvoteflygtninge i 1978, og frem til 2015 modtog Danmark gennemsnitligt 500 kvoteflygtninge om året, fremgår det af FN-forbundets hjemmeside (se kilder). I 2015 besluttede den daværende V-regering, at Danmark fra år til år skulle beslutte, hvorvidt der skulle tages imod kvoteflygtninge. Den lovændring banede vejen for, at regeringen fra 2016 til 2018 sagde nej til at modtage kvoteflygtninge. I 2019 besluttede den socialdemokratiske regering, at Danmark igen skulle tage imod en mindre gruppe kvoteflygtninge.

     Kvoteflygtningene bliver først og fremmest udvalgt ud fra et kriterium om, hvem der har behov for beskyttelse, men i 2005 indførte VKO-regeringen også, at kvoteflygtninge skulle udvælges ud fra deres integrationspotentiale. Kvoteflygtningene skal fortsat, efter S-regeringens tiltrædelse i 2019, udvælges ud fra dette nye kriterium, fremgår det af artiklen ”Regeringen vil håndplukke nye kvoteflygtninge” fra august 2019 (se kilder). Det vækker kritik fra både FN og regeringens støttepartier Enhedslisten og Radikale Venstre. ”Det giver ingen mening. Integrationskriteriet er lavet ud fra, hvad Danmark kan få gavn af. Men kvoteflygtninge handler ikke om, hvad Danmark kan få ud af det. Det handler om at hjælpe mennesker i en ekstremt udsat position,” udtaler udlændingeordfører Rosa Lund fra Enhedslisten ifølge førnævnte artikel.

I de seneste år er der kommet mange flygtninge fra Syrien på grund af den langvarige borgerkrig i landet. Ifølge en opgørelse fra Udlændingestyrelsen fra 2018 (se kilder) er der de seneste fem år kommet flest asylansøgere fra følgende lande:

                                           2014             2015             2016            2017             2018

• Afghanistan           313               2331             1127             189               115 
• Eritrea                    2285             1740             274               370               680 
• Irak                         151               1537             452               146               119 
• Iran                         284               2787             300               149               195 
• Somalia                 683               257               258               106               106 
• Statsløse               1362             1734             491               137               149 
• Syrien                    7087             8608             1253             863               604

Fra 1950'erne til cirka 2012 har Danmark modtaget cirka 133.000 flygtninge, oplyser Dansk Flygtningehjælp. Det drejer sig om personer, som har fået asyl enten som spontanflygtninge eller kvoteflygtninge. Antallet af asylansøgere i Danmark i samme årrække er langt højere, da mange har fået afslag og er blevet udvist af Danmark igen.

Antallet af asylansøgere svinger meget afhængig af bl.a. udviklingen i det globale krigs- og konfliktmønster samt i de ruter, som menneskehandlere benytter sig af. Mellem 2014 og 2016 var antallet af asylansøgere i hele Europa, herunder Danmark, betydeligt højere end i mange år, blandt andet på grund af borgerkrigen i Syrien. Men siden er antallet faldet igen.

     Af Udlændingestyrelsens opgørelser (se kilder) fremgår det, at antallet af asylansøgere har udviklet sig således de sidste ti år:

     2008: 2.409    2009: 3.855      2010: 5.115    2011: 3.806    2012: 6.184    2013: 7.557    2014: 14.792      2015: 21.316    2016: 6.266    2017: 3.500      2018: 3.559    2019 pr. 30.09: 1.912

     I forhold til de knap 15.000 mennesker, der kom til Danmark som asylansøgere i 2014, kom lidt over 200.000 asylansøgere for eksempel til Tyskland dette år, og Sverige modtog omkring 80.000. Men sammenligner man antallet af asylansøgere med indbyggerantallet, modtog Sverige flest flygtninge i 2014.

Schengen-samarbejdet blev indgået i årene mellem 1985 og 1990, og var oprindeligt en aftale mellem fem EF-medlemslande (siden EU-medlemslande) om at afskaffe de indre grænser. Siden sluttede flere og flere lande sig til traktaten, hvilket betyder, at Schengen-området i dag består af 26 europæiske lande. Traktaten sikrer dermed de 26 landes 400 millioner borgere fri bevægelighed mellem landene. Udover at de 26 medlemslande således har nedlagt de interne grænseposter, så samarbejder de også om de eksterne grænseposter. Ifølge Dimitris Avrramopoulos, EU-kommissionens kommissær for migration, indre anliggender og medborgerskab er Schengen-aftalen en af EU's største bedrifter: ”Efter to verdenskrige har det taget mange år at afskaffe grænserne, garantere sikkerheden og opbygge tilliden. Oprettelsen af Schengenområdet er et af EU’s største resultater, og det er uigenkaldeligt,” skriver han i Europa-Kommissionens beskrivelse af Schengen-området (se kilder). Efter flygtningekrisen i 2015, hvor flygtninge strømmede til Europa fra lande i især Mellemøsten og Nordafrika, har det dog vist sig, at Schengen-samarbejdet muligvis ikke er så sikkert og endeligt, som Dimitris Avrramopoulos beskriver.

I 2015 valgte flere europæiske lande at indføre midlertidig grænsekontrol. Det er tilladt under Schengen-traktaten at indføre midlertidig grænsekontrol ved landets indre grænser i ekstraordinære situationer, skriver DR (se kilder). Beslutningen var direkte foranlediget af det rekordstore antal flygtninge, der i løbet af 2015 ankom til Europa med båd og fortsatte rejsen op gennem Europa. Den midlertidige grænsekontrol blev oprettet i Østrig, Tyskland, Danmark, Sverige, Norge, Finland, Malta og Frankrig. Dermed blev der sat en stopper for den i princippet frie bevægelighed i Schengen-området, skriver DR (se kilder).

     Grænsekontrollen var midlertidig, men i flere af landene – primært Danmark og Sverige – har man valgt at forlænge grænsekontrollen flere gange, indtil videre frem til februar 2017. Samtidig viser en ny meningsmåling, at halvdelen af danskerne ønsker, at grænsekontrollen skal blive permanent, skriver DR (se kilder). Samme ønske kommer fra 66 % af de tyske vælgere, der i en meningsmåling siger, at de ønsker, at trække sig fra Schengen-samarbejdet og indføre national grænsekontrol, skriver Berlingske (se kilder). Flere europæiske lande har reageret stærkt på Danmark og Sveriges beslutning om, at indføre langvarig midlertidig grænsekontrol, og advaret om, at beslutningen kan være med til at undergrave Schengen-samarbejdet: “Hvis intet ændrer sig, er Schengen i reel fare. Det her er en situation, som intet medlemsland ønsker,” sagde Klaas Dijkhoff, Hollands migrationsminister, som reaktion på Danmark og Sveriges beslutning ifølge Politiken (se kilder). EU-Kommissionens migrationskommissær har også flere gange understreget over for danske og svenske ministre, at grænsekontrol skal vare “så kort tid som muligt,” men indtil videre ser grænsekontrollen ud til at fortsætte. Flere EU-medlemslande understregede i forbindelse med flygtningekrisen i 2016, at det er afgørende med bedre ydre grænsekontrol – der skal sørge for, at flygtningene ikke kommer ind i Europa – og bedre omfordeling af de flygtninge, der når frem til Europa, hvis Schengen-samarbejdet skal overleve.

     Ifølge Marlene Wind, EU-ekspert ved Københavns Universitets Center for Europæisk Politik, er der grund til at tage advarslerne om Schengen-områdets sammenbrud alvorligt. “Schengen er de facto sat ud af kraft, det fungerer ikke som i gamle dage. Jeg er helt enig med Tusk i, at samarbejdet er under massivt pres,” siger hun med henvisning til Donald Tusks advarsler om Schengen-områdets mulige sammenbrud. Og hun understreger, at det vil have store konsekvenser for EU og dets medlemslande, hvis det sker: “Hvis Schengen kollapser, vil det betyde et enormt tab af arbejdspladser, vækst og velfærd,” siger hun til TV2 (se kilder).

Dublin-konventionen er en aftale mellem EU-landene fra 2003, der anviser, hvordan medlemslandene skal forholde sig til flygtninge, når de rejser ind over EU’s grænser. Ifølge hjemmesiden Ny i Danmark.dk står der i aftalen, at det er det første EU-land, som flygtningen kommer til, der skal behandle asylansøgningen (se kilder). I forbindelse med den øgede tilstrømning af flygtninge til Europa i sommeren 2015 var der stor debat om Dublin-forordningen, fordi mange flygtninge rejste igennem Europa uden at lade sig registrere. De ønskede at søge asyl i specifikke lande som f.eks. Tyskland, England og Sverige. Dublin-konventionen omfatter også Danmark, men nogle frygter, at Danmark kan komme til at stå uden for aftalen, hvis ikke vi går med i et fælles europæisk samarbejde om flygtningepolitikken. Om det siger Marlene Wind, professor i europæisk politik, i artiklen ”Europa kalder – Danmark vil selv” (se kilder): ”Danmark vil komme til at stå tilbage på perronen i et juridisk vakuum, hvor vi ikke længere kan sende flygtninge tilbage til det europæiske land, som de først er blevet registreret i – som vi kan i dag. Og så er spørgsmålet, hvad gør Danmark så? For hvis det rygtes blandt både menneskesmuglerne og flygtninge, at Danmark ikke længere kan sende flygtninge tilbage, så kan man forestille sig, at der vil komme rigtig mange flygtninge til Danmark.”

Siden Anden Verdenskrig har der i de fleste europæiske lande været klare linjer for flygtninges rettigheder og den hjælp, de skal modtage i de lande, de får beskyttelse i. Men verdenssamfundet har ikke været forberedt på de mange flygtninge, som i dag søger væk fra krige, sult og fattigdom. I Europa har presset særligt været voldsomt for Italien og Grækenland, som modtager langt de fleste af de flygtninge, der ankommer med både over Middelhavet. Men også andre lande er utilfredse, fordi flygtninge rejser videre op igennem Europa for at søge asyl. Dublin-konventionen angiver ellers, at det er det første EU-land, som flygtningen rejser ind i, der skal behandle asylsagen.

     ”Reglerne er klare, men ingen lever op til dem. EU lovpriser menneskerettigheder og konventioner, men man benytter sig i høj grad af kreativ juridisk tænkning for at undgå at tage imod flygtninge,” som forskningschef Thomas Gammeltoft-Hansen, Institut for Menneskerettigheder, siger i debatindlægget ”Europa har et skizofrent forhold til menneskerettighederne” i Dagbladet Information den 22. maj 2015 (se kilder).”

     Der er fortsat uenighed i Europa om, hvordan og i hvor stort omfang de europæiske lande skal tage imod flygtninge. Der er blevet foreslået en fælles EU-asylpolitik, hvor flygtningene automatisk bliver fordelt mellem de enkelte medlemslande efter en fordelingsnøgle, som bl.a. baserer sig på medlemslandenes indbyggertal og økonomi. Men det har der været stor modstand mod, bl.a. fra dansk side. Det fremgår af artiklen ”EU's flygtningefiasko: Der kommer ingen ny asylpolitik efter tre års forhandlinger” på DR.dk i foråret 2019 (se kilder).

I den politiske debat nævnes det af og til, at nogle EU-lande vil skrive sig ud af FN’s flygtningekonvention, så de ikke længere er forpligtet til at tage imod forfulgte mennesker og give dem beskyttelse. Men forskningschef Thomas Gammeltoft-Hansen, Institut for Menneskerettigheder, vurderer i debatindlægget ”Europa har et skizofrent forhold til menneskerettighederne” i Dagbladet Information den 22. maj 2015 (se kilder), at det er usandsynligt, at nogen af de europæiske lande reelt vil træde ud af konventionerne. Det vil nemlig give bagslag for disse lande, da det så vil være svært at argumentere for, at nærområdelandene, som i dag modtager mange flygtninge, skal give millioner af flygtninge beskyttelse. Hvis flere lande ikke længere bakker op om flygtningekonventionerne, vil de aftaler, man har med nærområderne, derfor være truet og endnu flere flygtninge vil formodentlig søge mod Europa, vurderer Gammeltoft-Hansen: ”En exit fra konventionerne ville med andre ord sende et farligt signal til nærområderne, der i årtier har huset op mod 90 % af verdens flygtninge,” siger han.

På baggrund af de mange flygtninge, der kom til Europa i 2014 og 2015, har politikere i EU diskuteret, om der skal findes en ny fordelingsnøgle for fordeling af flygtninge. Skal antallet af flygtninge, som et land modtager, f.eks. være afhængig af landets befolkningsstørrelse, BNP og arbejdsløshedsprocent? Det er nogle af de elementer, et udspil fra EU-Kommissionen til en migrationsdagsorden handlede om (se kilder). Men i 2019, efter tre års forhandlinger, er der endnu ikke enighed blandt EU-medlemslandene, fremgår det af en artikel på DR.dk den 17. april 2019 (se kilder).

     Nogle politikere mener, at hvis de bliver ved med at afvise asylansøgere, vil flere flygtninge vælge at blive i nærområderne. Andre argumenterer for at give mere støtte og hjælp til nærområderne, så flere flygtninge vælger at blive der.

     Socialdemokraterne kom med et nyt udspil på udlændingeområdet i 2018 (se kilder), hvor partiet foreslog at oprette modtagecentre uden for Europa for asylsøgere. Ved at behandle ansøgninger om asyl udenfor landet, ville man ifølge udspillet kunne sikre, at kun de, der rent faktisk har ret til asyl i Danmark, kommer til landet.

Mange politikere argumenterer for, at man bør sætte ind over for de menneskesmuglere, der tjener penge på at hjælpe flygtningene til for eksempel Europa. Den danske regering valgte i september 2015 med Inger Støjberg (V), minister for udlændinge, integration og bolig, i spidsen at indrykke en annonce i libyske aviser for at fortælle menneskesmuglere og flygtninge, at Danmark ikke modtager flere flygtninge. Andre politikere mener, at sådan en kampagne er rettet helt forkert mod smuglerne, og at problemet ligger i FN og EU og i de danske asylregler. Desuden argumenterer nogle eksperter for, at antallet af flygtninge ikke kan reduceres ved at bremse strømmen ind i Europa, men kun ved at behandle årsagerne til, at folk flygter, f.eks. ved at bekæmpe fattigdom og forebygge og løse væbnede konflikter. Nogle eksperter i migration påpeger dog samtidig, at hvis de allerfattigste lande i f.eks. Afrika syd for Sahara, får en lille stigning i velstanden, kan det betyde flere migranter og asylsøgere, da flere så vil have overskud og ressourcer til at søge nordpå på jagt efter en bedre fremtid.

Tidligere kunne flygtninge opsøge ambassader i deres hjemlande og søge asyl, men den mulighed lukkede i 2002 i Danmark og senere i andre lande. Det var også almindeligt frem til 1980’erne, at flygtninge ankom med fly. De kunne tage direkte til for eksempel Danmark og søge asyl i Kastrup lufthavn, men i dag betaler flyselskaber store bøder for at tage asylansøgere uden visum med. Så den mulighed er også lukket. Det er blandt andet derfor, at vi hver dag hører om de synkefærdige både med flygtninge, som ankommer til europæiske kyster.

Menneskesmuglernes virksomhed er en naturlig konsekvens af, at Europa har bygget et ’fort’, som langt de fleste flygtninge – også dem, der utvivlsomt har ret til asyl – ikke har en chance for at opnå adgang til, medmindre de betaler smuglere for at hjælpe dem videre.

     Det skriver to studerende, der har lavet research om syriske flygtninge i Tyrkiet, i en kronik i dagbladet Information i 2015 (se kilder): ”Det er fejt at gøre menneskesmuglere til Europas syndebukke,” skriver de, for det er EU’s grænseregler, som tvinger flygtninge til at rejse illegalt og farligt. ”Strikse visumregler, højteknologisk overvågningsudstyr og seks meter høje pigtrådshegn holder flygtninge på afstand. Ved hjælp af disse foranstaltninger undgår vi i EU at behandle deres asylansøgninger, til trods for at en stor del af dem ville være asylberettigede, hvis blot de var i stand til at komme hertil. Gennem internationale konventioner har vi forpligtet os til at tage folks asylansøgninger alvorligt.”

Debatten handler både om menneskerettigheder og økonomi, for eksempel om hvor mange flygtninge Danmark bør give asyl til og om, hvem der har ansvaret for at integrere de flygtninge, der får opholdstilladelse. Det var et stort tema i valgkampen op til Folketingsvalget i juni 2015. Danske kommuner debatterer også fordelingen af flygtningene. Der er en række kommuner, som har mange flygtninge allerede, og som ikke ønsker at modtage flere flygtninge. Andre kommuner har meget få og ønsker heller ikke altid at modtage flygtninge, for eksempel fordi de mener, at de er dårligt rustet til at modtage flygtninge eller mangler egnede boliger til at huse dem. Enkelte kommuner har dog været positive over for at modtage flygtninge, det gælder for eksempel Bornholm. I artiklen ”Er 104 flygtninge for stor en opgave for Gentofte?” i Dagbladet Information (se kilder) nævnes, at Danmarks rigeste kommune, Gentofte, blev opfordret til at tage knap 1% af de nye flygtninge i sommeren 2015. Modstanderne i Gentofte mente, at huspriserne i kommunen er alt for høje til at huse flygtninge, og at andre kommuner med alment boligbyggeri, nedlagte skoler, kaserner eller lignende er mere velegnede.

Op mod 3.000 asylansøgere ankom til Danmark i løbet af få dage i september 2015, ifølge en pressemeddelelse fra Justitsministeriet (se kilder). Asylansøgerne ankom enten med færgen fra Tyskland eller gik over den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. På grund af Danmarks stramninger på asyl- og udlændingeområdet, der blandt andet betyder, at det er blevet sværere at blive familiesammenført med slægtninge, ønskede en del af flygtningene ikke at søge asyl i Danmark. De ville hellere videre til Sverige, der har en mere lempelig lovgivning på asylområdet. Ifølge Justitsministeriet søgte kun 400 af de 3.000 personer om asyl i Danmark. Situationen deler befolkningen i to: Ifølge artiklen ”Halvdelen af danskerne er klar til at tage imod flere flygtninge” (se kilder) viste en Megafon-måling i september 2015, at 54% af befolkningen ønskede, at Danmark tog imod flere flygtninge, mens en anden del af befolkningen, 33%, var imod.

     Statsminister Lars Løkke-Rasmussen (V) udtalte på et pressemøde, at der var brug for en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen. Omvendt var den danske regering ifølge artiklen ”Europa kalder – Danmark vil selv” (se kilder) fortsat imod at gå ind i et fælles EU-asylsamarbejde, hvor landene forpligter sig til at tage imod et bestemt antal flygtninge. Ikke kun det daværende regeringsparti Venstre og støttepartiet Dansk Folkeparti var imod et sådan EU-samarbejde, det gjaldt også Socialdemokraterne.

Den såkaldte "smykkelov" blev vedtaget i Folketinget d. 26. januar 2016 og byggede på regeringens asylpakke, der blev fremlagt 13. november 2015. Loven er blevet kaldt "smykkeloven", fordi den blandt andet indebærer, at asylansøgere, der kommer til Danmark for at søge asyl, kan få smykker og andre genstande konfiskeret, hvis de overstiger en værdi svarende til 10.000 danske kroner. Det gælder dog ikke smykker, som har en særlig personlig betydning for den pågældende som f.eks. vielsesringe. Det fremgår af §40, stk. 9 i lovteksten på retsinformation.dk (se kilder).

     Selvom loven omtales som "smykkeloven", indeholder den også andre stramninger på asylområdet, f.eks. at:

• kontante ydelser til asylansøgere reduceres med 10 % 
• der indføres gebyr på familiesammenføringsområdet og for ansøgning om permanent opholdstilladelse 
• man i højere grad skal kunne inddrage en flygtnings opholdstilladelse, hvis han eller hun tager på ferie i hjemlandet 
• asylansøgere ikke længere kan blive indkvarteret i egne og særlige boliger uden for asylcentrene 
• det bliver sværere at opnå permanent opholdstilladelse

     På JP.dk kan man læse et længere resumé af hele lovforslaget (se kilder). Her fremgår det også, at partierne Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti stemte for forslaget (med undtagelse af tre socialdemokrater).

     Smykkeloven skabte stor debat, allerede inden den blev vedtaget, og kritikere af loven har argumenteret med, at det er uanstændigt at tage værdier fra mennesker, der flygter fra krig og uro. I en artikel fra Politiken "Den danske smykkelov er populær blandt europæerne" (se kilder), fremgår det, at den danske befolkning er splittede i spørgsmålet – 38% er for loven, 39% er imod.

     V-regeringen forsvarede loven med, at det kun er rimeligt, at flygtninges egne værdier er med til at betale for deres ophold. Statsminister Lars Løkke Rasmussen argumenterede i en artikel på DR.dk (se kilder) med, at der også for danske borgere, der søger om kontanthjælp, gælder det princip, at de skal forsørge sig selv af egne lommer, så længe de kan: "Derfor ville det være forkert, hvis vi i forhold til folk, der kommer og søger asyl i Danmark, og som måtte være formuende - jeg tror ikke, at det er meget typisk, men det kan forekomme - sagde, at uanset, hvad du har af fri formue, så afløfter vi alle dine udgifter."   Det kontroversielle lovforslag fik to politikere, Jens Rohde og Kåre Traberg-Schmidt, til i protest at forlade partiet Venstre – ligesom enkelte medlemmer af Socialdemokraterne valgte at stemme imod forslaget og dermed ikke fulgte partiets linje.

     Også i EU vakte den danske stramning opsigt, og den ansvarlige minister, Inger Støjberg (V), og udenrigsminister Kristian Jensen (V) blev kaldt i samråd i EU's borgerrettighedsudvalg i Bruxelles dagen inden vedtagelsen i Folketinget for at forklare og forsvare den danske regerings stramning.