Den amerikanske uafhængighedskrig

Før USA blev til Amerikas Forenede Stater hørte det vidtstrakte område under den engelske konge og var inddelt i 13 kolonier. I 1760'erne begyndte lederne i kolonierne at protestere mod forskellige engelske forsøg på at hæve skatterne. Englænderne var ikke imødekommende overfor kolonisternes sag og efterhånden udviklede konflikten sig til et væbnet oprør, der kom til at handle om et mere principielt spørgsmål om retten til selvbestemmelse. Under krigen erklærede staterne samlet, at de havde ret til at være uafhængige af England. Efter over otte års krig vandt kolonisterne endeligt og begyndte arbejdet med den forfatning som skulle samle de 13 kolonier i Amerikas Forenede Stater.

I 1763 havde England lige besejret deres ærkefjende Frankrig i en krig som viste sig at være dyrere, end landet havde råd til. Efter krigen havde englænderne et gigantisk budgetunderskud på omkring 137 millioner pund og kun årlige indtægter på cirka 8 millioner (Francis Cogliano: Revolutionary America 1763-1815). Kort sagt var man tvunget til at finde måder at øge indtægterne på, og det engelske parlament så en øget beskatning af kolonierne som en vigtig måde. Det første tiltag var den såkaldte Sugar Act og efterfølgende The Stamp Act. Begge love var voldsomt upopulære blandt kolonisterne. Især i Boston var der stærke protester. Kolonisterne i Nordamerika var som udgangspunkt ikke i opposition til hverken kongen eller England, men det var en udbredt holdning, at de nye love var uretfærdige. De var ikke fortørnede over den øgede beskatning som sådan, men over at de ikke opnåede politisk indflydelse og medbestemmelse. Et ofte gentaget slogan i tiden var ”No taxation, without representation”. I Boston blev denne frase udødeliggjort af agitatoren og politikeren James Otis, der under en legendarisk brandtale slog fast, at skatter uden politisk repræsentation er tyranni.

The Stamp Act blev indført under den engelske finansminister George Grenville og var en slags stempelafgift på stort set alle varer, der blev handlet med i kolonierne. Grenville fandt det rimeligt, at især handelscentrene i Boston og New York skulle bidrage til fælleskassen. De havde tjent godt på handel med begge sider i den foregående Syvårskrig (1755-63) mellem de europæiske stormagter, der blandt andet havde kæmpet om retten til de oversøiske territorier (Erling Bjøl: Politikens USA historie). Den lokale elite var ikke bare modstandere af at skulle betale flere skatter og afgifter. De følte sig ikke respekteret af de briter, som de så op til, og hvis kultur de var stolte over at tilhøre. I England var de eneste, der blev beskattet uden ret til samtidig at være politisk repræsenteret tyende og andre grupper, som ikke havde elitens sociale status. Amerikanerne gjorde oprør ved at tvinge de lokale embedsmænd, der skulle distribuere stempelmærkerne til at sige deres embeder op. Så kunne de jo ikke blive uddelt. I Boston bliver The Stamp Act i vid udstrækning anset for at være begyndelsen til kolonisternes oprør. I det britiske parlament møder kolonisterne dog nogen forståelse, blandt andet fra den prominente filosof og politiker Edmund Burke, der gør opmærksom på, at det måske er ufornuftigt ikke at behandle amerikanerne mere respektfuldt. Det ender da også med at Stamp Act bliver ophævet, dog samtidig med at parlamentet samtidig vedtager den såkaldte Declaratory Act, der fastslår, at parlamentet altid har ret til at lovgive omkring kolonierne. Året efter indføres igen en række skatter, denne gang på en masse forskellige varer, blandt andet te.

Før krigen brød ud, var det blandt de mest overbeviste modstandere af det britiske styre blevet almindeligt at chikanere embedsmænd og soldater. Især i det oprørske Boston, hvor der var mange antibritiske agitatorer, var det blevet en sport at drive gæk med de engelske red coats. En aften i 1770 kom en gruppe af – afhængig af synspunkt – patrioter eller ballademagere i karambolage med en gruppe engelske soldater, der i sidste ende åbnede ild og dræbte fem kolonister. Begivenheden er siden blevet en grundmyte i den amerikanske tilblivelseshistorie. De amerikanske oprørerne fremstillede sagen som en brutal henrettelse af ubevæbnede mænd. Den kendte oprører Paul Revere fremstillede et kobberstik (se kilder), der viste en sandsynligvis meget unøjagtig skildring af hændelsen, der gik kolonierne rundt i aviser og pamfletter. Modsat fremstillingen i Reveres stik er det mere sandsynligt, at der har været tale om en gruppe berusede oprørere, der i høj grad selv har været med til at skabe det voldelige resultat, men skildringen (og navnet) af the Boston Massacre var meget effektfuld i forhold til at skabe modstand mod englænderne, og oprørerne brugte i stor stil episoden i deres propaganda. En af lederne i gruppen, der mistede livet var i øvrigt Crispus Attucks, USA's første sorte frihedshelt.

I Boston var modstanden mod englænderne stærkest. En halv-hemmelig forening kaldet The Sons of Liberty holdt møder, hvor de agiterede for oprør. De generede også engelske skatte- og toldembedsmænd ved f.eks. at dyppe dem i tjære og rulle dem i fjer. Deres mest skelsættende indsats var det såkaldte Boston Tea Party, hvor de i protest mod en ny lov omkring te-handlen sneg sig om bord på skibe i havnen i Boston og smed flere hundrede kasser te fra skibene i havnebassinet. Begivenheden er en af de helt centrale myter i fortællingen om den amerikanske uafhængighed. I England reagerede kongen meget skarpt og fik parlamentet til at vedtage de såkaldte Coersive Acts, en række tvangslove designet til at straffe de oprørske kolonier. Kolonisterne kaldte dem meget sigende The Untolerable Acts og så dem som en optrapning af konflikten, hvilket i sidste ende førte til væbnet oprør.

Fra Sugar Act i 1763 til den første kongres i 1774 skete en mentalitetsændring i kolonierne: fra loyale undersåtter af den engelske krone til selvbevidste amerikanere med en klar overbevisning om egne rettigheder, der endda satte spørgsmålstegn ved forholdet til England og retten til autoritet over kolonierne. Kolonisterne gjorde meget ud af at slå på deres rettigheder; selvbestemmelsesret, retten til at blive repræsenteret, retten til en fair retssag. For at vise hvem der bestemte, sendte den engelske konge en styrke til Boston og satte staten Massachusetts under militærstyre. En gruppe oprørere havde sat hinanden stævne i byen Concord et stykke uden for Boston. Her skulle de diskutere strategi og havde også samlet våben og ammunition. Englænderne ville anholde lederne og konfiskere våbenlageret og sendte derfor en gruppe på omkring 600 mand mod Concord. På vej dertil, i den lille by Lexington, mødte soldaterne omkring 70 såkaldte ”minutemen”, en til lejligheden samlet milits, der kunne træde til på minuttet. Det er i dag uklart, hvem der skød først, for der findes adskillige versioner, men mødet resulterede i en skudveksling, hvor otte kolonister mistede livet, og dermed havde konflikten ændret sig fra modstand til krig. Senere på dagen, da briterne ankom til Concord, var der regulære kampe med adskillige faldne på begge sider.

De 13 kolonier, der endte med at forme USA, var vidt forskellige. I det nordøstlige område drejede det sig om New England med Boston som den vigtigste by. Det var her de første engelske nybyggere havde bosat sig i starten af 1600-tallet, og det var her, man havde de stærkeste rødder til den pietistiske kristendom man havde taget med fra Europa. Længere nede af kysten repræsenterede New York en mere internationaliseret havneby med driftige handelsfolk fra mange forskellige dele af Europa. I Virginia fandt man en overklasse af plantageejere organiseret omkring landbrug og slaveriet. 

     I tiden omkring uafhængigheden var man tættere knyttet til sit lokalområdet og kolonien end til de nordamerikanske områder som sådan. Derfor var det også en stor udfordring for de oprørske kolonister at skabe sammenhold og fælles fodslag mod englænderne. De oprindelige 13 kolonier var Connecticut, Delaware, Georgia, Maryland, Massachusetts, New Hampshire, New Jersey, New York, North Carolina, Pennsylvania, Rhode Island, South Carolina og Virginia.

Krigen varede fra 1775 til 1783. George Washington blev i begyndelsen af konflikten valgt til at stå i spidsen for kolonisternes væbnede styrker. For det første fordi han havde mest militærerfaring, men bestemt også fordi han var fra Virginia. De oprindelige oprørere fra Boston og New England ville meget gerne inkludere de velstående ledere fra den vigtigste af sydstaterne for at signalere, at der var tale om et samlet amerikansk oprør. Til den opgave hjalp englænderne med at skabe amerikansk sammenhold ved at fare meget voldsomt frem, også mod civile. Kolonisterne i sydstaterne og i New England havde ikke nødvendigvis sammenfaldende interesser, men da englænderne brændte Virginias største havn Norfolk og samtidig tilbød slaver deres frihed, hvis de flygtede og sluttede sig til den engelske hær blev de fleste i sydstaterne overbevist om, at de burde støtte modstanden mod englænderne. Den nystiftede amerikanske kongres sendte faktisk et forslag til den engelske konge, hvor de bad om forståelse og indgåelse af kompromis, men kongen nægtede at modtage det og erklærede i stedet, at kolonierne var i oprørstilstand og gav militære og civile myndigheder ordrer til at gøre alt, hvad de kunne, for at undertrykke oprøret.

     George Washington belejrede i 1775 Boston med sin nyligt samlede hær – The Continental Army – på omkring 17.000 mand. Efter noget tid, og et drabeligt slag ved Bunker Hill, evakuerede briterne byen og fortrak med skib til Halifax længere oppe ad kysten. Englænderne mente at hvis de kunne møde Washingtons hær i et åbent slag om New York, ville kolonisternes bestræbelser om uafhængighed kunne afsluttes. Det lykkedes i første omgang at vinde over Washington, men langtfra at knække ham. Gennem de næste måneder blev Washingtons hær jaget gennem New York og New Jersey, og i december gav han udtryk for at nederlaget var tæt på. Men med et par hurtige sejre i overraskelsesangreb ved henholdsvis Princeton og Trenton i New Jersey omkring jul lykkedes det Washingtons trætte hær at vende krigslykken.

     Amerikanernes foreløbigt største sejr var ved Saratoga i 1777. Den engelske general John Burgoyne ville angribe amerikanerne fra Canada, men blev over to omgange stoppet og omringet og måtte overgive sig. Sejren fik efterfølgende stor betydning og bliver anset som et vendepunkt i krigen. Herefter fik Frankrig mod til en åbenlys alliance med de amerikanske oprørere. Englændernes traditionelle fjende havde hidtil støttet oprøret mindre åbenlyst. I Europa kom England i krig med både Frankrig og Spanien og blev tvunget til at bruge færre ressourcer i Amerika.

     I 1782 endte krigen med en fredsaftale, hvor briterne anerkendte amerikansk uafhængighed og overgav alt land syd for Great Lakes området i nord og syd for Mississippi i øst med undtagelse af New Orleans og Florida, der igen blev spansk. Før Uafhængighedskrigen havde de store europæiske kolonimagter udkæmpet en krig om kontrollen med de store landområder i Nordamerika, Asien, Afrika og Caribien. Frankrig havde mistet en stor del af Canada til englænderne, Spanien mistede Florida, men overtog Louisiana fra Frankrig.

Thomas Paine var oprindeligt englænder, men havde bosat sig i kolonierne. I 1775 udgav han en pamflet under titlen "Common Sense" (på dansk Sund fornuft, se kilder), der fik stor betydning for udbredelsen af uafhængighedstanken i Amerika. Skrevet i et klart, direkte og mere folkeligt sprog end hos de mere aristokratiske fortalere i kolonieliten. Paine var dygtig til at forklare tidens politiske filosofi på en måde, så den almindelige borger forstod det og fandt det rimeligt – især naturretstanken med afsæt i f.eks. Locke og Kan og det liberale grundprincip, at man må afgive noget af sin personlige selvbestemmelse til en fælles autoritet (en regering) til fordel for sin egen og fællesskabets sikkerhed. Ved at demonstrere at regeringer er et nødvendigt onde, der bedst konstrueres med repræsentanter for dem, der skal regeres, kunne Paine undergrave kongens autoritet som både kunstig, ugudelig og moralsk fejlbarlig. Han angreb også selve monarkiet for at være moralsk forkert og grundlæggende uretfærdigt. Især retten til privilegier ved fødslen gjorde Paine voldsomt oprør imod. "Common Sense" solgte over 100.000 eksemplarer i 1776 og fik meget stor indflydelse i forhold til at vinde mange kolonister til uafhængighedssagen.

The founding fathers var lederne af revolutionen og for manges vedkommende medunderskrivere på uafhængighedserklæringen. De var en gruppe rige patriciere fra samfundets top, som anså sig selv for at være en klasse af engelske gentlemen, der var magtfulde og loyale mod den engelske trone. De var oprindeligt ikke modstandere af den engelske konge, men der var blandt mange fra denne gruppe en følelse af mangel på respekt fra englænderne, som de mente var arrogante og så ned på amerikanerne. Blandt andet derfor skabte det en voldsom reaktion, da det engelske parlament ville indføre nye skatter uden at spørge den ledende amerikanske klasse først.

     Det kendetegner også mange af de fremtrædende founding fathers, at de var veluddannede og belæste og studerede den mest moderne europæiske filosofi og naturvidenskab. Især europæiske politiske tænkere som John Locke og Montesquieu har haft afgørende indflydelse på tankegangen hos den herskende klasse i kolonierne. Det gælder især omkring retten til selvbestemmelse, ejendomsret, og hvordan man mest hensigtsmæssigt fordeler magt, så den ikke bliver tyrannisk. Den fundamentale idé, at almindelige borgere både kan og skal regere sig selv og ikke har brug for adel og konger, blev meget almindelig blandt gruppen. Til at begynde med ville kolonisterne ”bare” have deres rettigheder beskyttet indenfor imperiet, men kongens og parlamentets modvilje mod at lytte og samarbejde fik opbakningen til decideret uafhængighed til at vokse. Ifølge historikeren John Keegan (se kilder), blev den amerikanske uafhængighedskrig den første krig i verdenshistorien, der handlede om ideer og principper. De vigtigste founding fathers er Benjamin Franklin, John Adams, Sam Adams, Jefferson, Alexander Hamilton og George Washington.

I 1774 samlede kolonierne sig i den såkaldte First Continental Congress for at organisere modstanden mod briterne. Det var ikke en permanent forsamling, men snarere en til lejligheden indkaldt kongres. Det efterfølgende år samlede de tretten kolonier sig igen i en Second Continental Congress i Philadelphia. Kongressen fungerede som det styrende råd for de oprørske kolonier. I 1776 bad man kongresmedlemmet fra Virginia, Thomas Jefferson, om at skrive et udkast til en uafhængighedserklæring. Efter konsultationer med Adams og Benjamin Franklin vendte Jefferson tilbage til kongressen, der talte sig frem til et endeligt resultat. Den færdige udgave blev vedtaget af kongressen i Philadelphia d. 4. juli 1776.

Erklæringen begynder med at fastslå, at det er selvindlysende, at mennesker er født lige og fra naturen besidder umistelige rettigheder (Den amerikanske revolution, se kilder). Det er det, man kalder naturretstænkning. Regeringer har man for at sikre disse rettigheder mod overgreb og tyranni. Helt centralt er det, at man insisterer på, at mennesker har rettigheder alene i kraft af, at de er mennesker. Sådan tanker var blevet mere og mere almindelige i 1700-tallet og kom også til at være styrende for den franske revolution få år senere og for den bølge af revolutioner, der fulgte i Europa og Sydamerika op gennem 1800-tallet. Den afgørende konsekvens af denne tankegang er republikanisme, kort beskrevet som de regeredes samtykke til at blive regeret. Uafhængighedserklæringen er gennemsyret af republikanske principper. 

     Det skal ikke glemmes, at the founding fathers havde en ret snæver definition af hvem, der var inkluderet i ”all men are created equal”. Medbestemmelse var de første mange år fremover begrænset til rige hvide mænd. Men blandt andet på grund af det klare naturretlige udgangspunkt i erklæringen og senere i forfatningen kunne grupper, der var blevet nægtet demokratisk deltagelse i samfundet, med god ret henvise til disse formuleringer og kræve deres legitime ret til medbestemmelse. Det gjaldt især for kvinder i 1910'erne og sorte i 1960'erne.

Den elite, der førte an i oprøret, gjorde meget ud af at involvere grupper i samfundet, som traditionelt set ikke havde politisk indflydelse (se kilder). Det gjaldt ikke bare kvinder, men også håndværkere, skibsfolk, handlere og småbønder. De blev opfordret til at tage del i protester og boycotts og blev således også (måske ikke intentionelt) bevidstgjort om deres politiske rettigheder, hvilket lagde kimen til et mere folkeligt demokrati, end patricierne i eliten nok oprindeligt havde forestillet sig. Samtidig var det afgørende, at de tidlige amerikanere var meget bevidste om, at det er nødvendigt at dele magt, for at det ikke vil være muligt for dem, der besidder den, at misbruge den til at undertrykke andre. Den erfaring havde man fra det engelske monarki og fra den franske politiske tænker Montesquieu, der i sin bog "Om lovenes ånd", havde påpeget princippet om magtens tredeling. Således også i USA, hvor man besluttede at dele magten mellem præsidentembedet, kongressen (med to kamre) og højesteret. 

     Historierne (og i visse tilfælde myterne) omkring uafhængighedskrigen spiller en overordentlig vigtig rolle i den amerikanske selvopfattelse i dag. USA har en meget stærk identitet centreret omkring forestillinger om frihed formet af landets fødsel. Samtidig er den amerikanske forfatning og uafhængighedserklæringen jævnligt en del af den aktuelle politiske debat. Det gælder især de to dominerende politiske partiers opfattelse af, hvordan forholdet mellem stat og individ er mest hensigtsmæssigt. På områder som skattepolitik, sundhedsreform, våbenlovgivning, overvågning og mange andre politiske kamppladser spiller USA's tilblivelseshistorie en meget stor rolle, både i debatten og juridisk.