Den Spanske Borgerkrig

Den spanske borgerkrig varede fra 1936 til 1939 og var et resultat af en dyb splittelse i det spanske samfund. På den ene side stod de højreorienterede nationalister og på den anden side republikanerne, der støttede det vaklende spanske demokrati. Borgerkrigen udviklede sig til en blodig og langvarig udmattelseskrig, der i sidste ende førte til sejr for general Francos højreorienterede nationalister. Hans sejr i borgerkrigen blev indledningen til 36 års diktatur i Spanien. Borgerkrigen og det efterfølgende diktatur er stadig et åbent sår i det spanske samfund.

Historiker Jakob Buhl Jensen peger i bogen ”Det brogede Spanien” (se kilder) på fire grundlæggende og indbyrdes sammenhængende konflikter, der lå til grund for borgerkrigen og også siden har præget Spanien:

• Den socioøkonomiske konflikt: Spansk historie har været præget af stor ulighed. I første omgang var uligheden primært mellem de rige jordejere på den ene side og de fattige bønder og landarbejdere på den anden. Da industrialiseringen tog fart i slutningen af 1800-tallet, opstod en ny skillelinje mellem det rige borgerskab og en voksende underklasse af arbejdere. 
• Den ideologiske konflikt: Her stod skillelinjen mellem stærkt konservative_,_ der bakkede op om ”Gud, konge og fædreland” og gerne så en fast hånd i spidsen for Spanien, og dem, der var tilhængere af demokrati og gennemgribende forandringer af samfundet. 
• Den religiøse konflikt. Den katolske kirke var en dominerende faktor i det spanske samfund med stor økonomisk og politisk magt. Kirken havde også monopol på undervisning af børn og unge. Over for kirken stod reformister og ateister, der ville stække kirkens magt. 
• Den regionale konflikt. Spliden stod mellem centralister, der ønskede en stat centralt styret fra hovedstaden, Madrid, og separatister, der ønskede regionalt selvstyre eller selvstændighed for forskellige områder i Spanien. Separatisterne stod særligt stærkt i Catalonien, hvor Barcelona er hovedbyen, og i Baskerlandet med hovedbyen Bilbao.

     Grundlæggende stod nationalisterne, anført af general Franco, for en fastholdelse af de traditionelle spanske værdier, mens republikanerne ønskede at støtte op omkring og udvikle det spæde spanske demokrati.

Den Anden Spanske Republik varede fra 1931 indtil nationalisternes endelige sejr og borgerkrigens afslutning i 1939. Den økonomiske situation i kølvandet på den verdensomspændende økonomiske krise, der begyndte i 1929, førte til, at den diktatoriske regering ledet af general Miguel Primo de Riveras, der havde siddet på magten i Spanien siden 1923, måtte gå af i 1930. Et efterfølgende kommunalvalg viste stor støtte til republikanerne, fortrinsvis i de større spanske byer.

     Spanien var fortsat et monarki, også under Riveras diktatur. Republikanerne ville vælte monarkiet, der havde støttet Rivera, og kong Alfonso XIII nedlagde derfor sit hverv og rejste ud af landet. Herefter blev Den Anden Spanske Republik udråbt (den første kortlivede republik varede fra 1873 til 1874).

     Mellem 1931 og 1936 skiftede regeringsmagten hænder mellem venstreorienterede og højreorienterede, og der opstod en stærk polarisering mellem de to fløje. På den ene side stod en koalition af venstrefløjspartier kaldet Folkefronten, og på den anden side stod de højreorienterede partier under det fælles navn Den Nationale Front.

     Spanien kunne derfor ifølge Stig Pedersens ”Den Spanske Borgerkrig” (se kilder) ligne en nation i opløsning. I 1931 blev en ny forfatning vedtaget, som blandt andet indførte ytrings- og foreningsfrihed, udvidede stemmeretten og gav flere privilegier til kvinder, tillod skilsmisser og fjernede den spanske adels særstatus. Den nye forfatning satte også begrænsninger for den katolske kirkes indflydelse og tillod regionalt selvstyre.

Francisco Franco Y Bahamonde (1892-1975) blev født ind i en flådefamilie på Spaniens nordkyst. Han gjorde lynkarriere i militæret og blev i 1926 udnævnt til general. Han gjorde sig ifølge Stig Jørgensens bog ”Spanien – krise, krig, diktatur, demokrati” (se kilder) blandt andet bemærket i 1934 ved at stå i spidsen for militærets brutale nedkæmpelse af en opstand blandt minearbejdere i Nordspanien.

     Franco var ikke oprindeligt en af hovedkræfterne bag den opstand, som en række generaler stod bag i 1936, og som blev begyndelsen på borgerkrigen. Alligevel gik der ikke længe, før han havde sat sig i spidsen for opstanden. Efter borgerkrigens afslutning i 1939 sad Franco som Spaniens diktator helt frem til sin død i 1975.

     Franco gik ind for et disciplineret og centralistisk styre og støttede sig til konservative, nationale og katolske værdier. Han gjorde borgerkrigen til et korstog imod det, han kaldte for Anti-Spanien: liberale, separatister, anarkister og kommunister.

Ved valget i februar 1936 vandt en koalition af venstrefløjspartier, Folkefronten, en smal sejr og kunne danne regering med Manuel Azaña i spidsen. Den nye regering var ifølge Stig Pedersens bog ”Den Spanske Borgerkrig” (se kilder) svag og led under intern splittelse og generel politisk og økonomisk uro.

     I februar 1936 sluttede Franco og andre fremtrædende højreorienterede spanske officerer sig sammen om at vælte regeringen. General Emilio Mola blev leder af denne gruppe. Mola proklamerede oprør i den nordlige region Navarra den 19. juli 1936. Opstanden slog fejl i de fleste dele af Spanien, men Molas styrker bed sig fast i det nordlige Spanien. Franco tog kontrol over de spanske styrker i kolonien Spansk Marokko i Nordafrika og sluttede sig til oprøret. Herfra krydsede de Gibraltar-strædet og begyndte at erobre det sydlige Spanien.

     Ved udgangen af ​​september 1936 kuppede Franco sig til magten blandt oprørerne og lod sig udnævne til 'generalissimo' (øverstbefalende).

Generalerne satsede på en hurtig magtovertagelse, hvor de militære styrker i samarbejde med loyale militsstyrker som eksempelvis carlisterne (kongetro) og falangisterne (fascister) kunne opnå kontrol med hele Spanien. Der opstod dog stærk modstand mange steder i Spanien, hvor dele af militæret forblev loyale over for republikken. Samtidig organiseredes lokale modstandsgrupper, der viste sig at være svære for Franco og hans allierede at nedkæmpe.

     Resultatet blev, at oprørerne i den første tid erobrede Andalusien i Sydspanien og vidtstrakte områder i nord, mens storbyer som Madrid, Barcelona og Bilbao med store arbejderbefolkninger længe forblev under republikkens kontrol. Med tiden blev de nationalistiske oprøreres position forstærket. Blandt andet fordi de fik massiv militær støtte fra Tyskland og Italien.

Generalerne Franco og Mola, som stod bag forsøget på at tage magten i 1936, var fast besluttede på, at hovedstaden Madrid i det centrale Spanien skulle indtages hurtigst muligt, og de sendte derfor tidligt i borgerkrigen styrker fra både syd og nord dertil for at indlede en belejring af byen. Madrid faldt først i den allersidste fase af krigen i 1939. Madrids modstand blev samtidig symbolet for kampen mod Franco og de øvrige generalers nationalistiske styrker og samlede modstanden mod nationalisterne under slagordet ’no pasarán!’ (’Ingen kommer igennem!’).

Magtforholdet tippede til fordel for Franco og nationalisterne i midten af 1937, da de erobrede nordkystens miner og sværindustri, blandt andet i Bilbao. Krigen blev dog ikke afgjort på dette tidspunkt, for republikanerne var dygtige til at føre forsvarskrig, mens deres modangreb på nationalisterne til gengæld oftest endte med store tab blandt deres egne.

     Et af disse republikanske angreb skete på byen Teruel mellem Madrid og Barcelona. Republikanerne havde opsnappet, at Franco planlagde et massivt angreb på Madrid, og man ville derfor aflede hans styrker ved at angribe et andet sted. Teruel blev da også erobret i bidende kulde den 8. januar 1938, men da vejret blev bedre, kunne nationalisterne udnytte deres overlegne artilleri og flyvevåben. Den 21. februar var byen tilbage på nationalisternes hænder.

     Efter slaget om Teruel stod vejen åben for, at nationalisterne kunne bryde igennem den republikanske zone til Middelhavet og dermed afskære Catalonien i nordøst fra resten af den republikanske zone. Stig Pedersen skriver i bogen ”Den spanske borgerkrig” (se kilder), at efter slaget om Teruel troede kun få på, at republikanerne kunne vinde krigen.

I sommeren 1938 var republikken truet, men endnu ikke slået. Francos tropper indledte et angreb på Valencia nogle hundrede kilometer syd for Barcelona. Her stødte de dog på hård modstand og led store tab. Republikken havde fået ny optimisme med en reorganisering og styrkelse af deres nordlige hær. Samtidig var de tyske tropper så småt på vej ud af konflikten for at koncentrere sig om den kommende storkrig i Europa.

     Republikken indledte et angreb ved floden Ebro, dels for at lette presset på Valencia, dels for igen at samle de to adskilte republikanske områder. Slaget om Ebro var ifølge Stig Pedersens bog ”Den spanske borgerkrig” (se kilder) det mest uforsonlige og hårdeste i hele borgerkrigen, og var det slag, hvor nationalisterne led størst tab. Ikke desto mindre havde nationalisterne både flere friske tropper og dominerede luftrummet. Derfor trak de sig sejrrigt ud af slaget efter fire måneders kamp, hvor republikken reelt mistede al militær styrke. Efter slaget ved Ebro blev Catalonien erobret i begyndelsen af 1939, hvorefter Madrid faldt uden kamp den 28. marts. Den 1. april 1939 kunne Franco erklære krigen for afsluttet med nationalisterne som sejrherre.

Den spanske borgerkrig begyndte som en udpræget spansk krig som resultat af spanske konflikter, men den fik hurtigt et stærkt internationalt islæt. Borgerkrigen spejlede de politiske stridigheder mellem fascisme, kommunisme og demokrati, der fandtes i Europa på det tidspunkt.

     Kort efter borgerkrigens udbrud indgik alle europæiske lande en aftale om ikke at blande sig i krigen (en ikke-interventionsaftale), men aftalen var ren facade og blev åbenlyst overtrådt gang på gang. Storbritannien og Frankrig forblev neutrale og fulgte en ikke-interventionspolitik, fordi de var nervøse for at borgerkrigen ville udvikle sig til en international konflikt. De forsøgte uden succes at forhindre udenlandsk militær støtte til de stridende parter. USA vedtog også en politik om ikke-indblanding. Dermed havde republikken kun begrænsede muligheder for at købe våben.

     Nazityskland og det fascistiske Italien, som var på politisk bølgelængde med de højreorienterede nationalister, ydede til gengæld betydelig direkte støtte til nationalisterne. Støtten bestod både af militære enheder og våbenleverancer, selv om de også havde forpligtet sig til at holde sig uden for konflikten. Den eneste betydelige, udenlandske støtte til republikken kom fra det kommunistiske Sovjetunionen og fra de mange frivillige, der strømmede til Spanien for at bekæmpe nationalisterne.

For mange i Europa stod republikken for frihed, demokrati og kampen mod fascismen. Den Internationale Brigade bestod ifølge krigshistorikeren Antony Beevors bog "Den spanske borgerkrig" (se kilder) hovedsageligt af kommunistiske frivillige fra mange forskellige lande, herunder Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USA, og talte omkring 35.000 mand fra 53 lande, heraf ca. 500 fra Danmark.

     Brigaderne var under kontrol af den kommunistiske bevægelse. De kæmpede hårdnakket og var underlagt grusom disciplin. De blev også brugt af kommunisterne i interne kampe mod deres politiske fjender i republikken. Brigaden blev opløst i oktober 1938, da forsvaret af republikken blev håbløst.

Tyskland og Italien sendte i stort omfang våben og militær støtte til Franco. Den tyske militære støtte udgjordes af Legion Condor, der oprindeligt blev udstyret med omkring 100 fly og 5.136 mænd, men ved slutningen af ​​krigen havde mere end 19.000 tyskere kæmpet på nationalisternes side.

     Særligt den tyske luftstøtte var afgørende for nationalisternes sejr. Spanien blev testområde for ​​den såkaldte Blitzkrieg-taktik (lynangreb eller lynkrig), som tyskerne senere brugte med stor succes under 2. Verdenskrig. Antony Beevor vurderer i bogen "Den spanske borgerkrig" (se kilder), at: "Nationalisternes mest værdifulde hjælp kom utvivlsomt fra den øgede tyske støtte".

     Italien sendte i krigens løb omkring 75.000 mand, 150 kampvogne og 760 fly til nationalisterne i Spanien. Dette enorme bidrag spillede en stor rolle under krigen. Portugal, ledet af militærdiktatoren Salazar, sendte desuden 12.000 frivillige til støtte for nationalisterne, mens der også kom frivillige højreorienterede fra Frankrig og Irland.

Da den republikanske regering i Spanien var lagt på is af de vestlige demokratier, modtog de kun støtte fra Sovjetunionen sammen med våben- og fødevareleverancer fra Mexico. Sovjetunionen sendte omkring 1000 fly og 900 kampvogne. Stig Pedersen skriver i "Den Spanske Borgerkrig" (se kilder), at det senere har vist sig, at det ikke kun var af ideologiske grunde, for Sovjetunionen tog sig særdeles godt betalt for hjælpen med spanske guldreserver.

     Sovjetunionen kom til at spille en stor rolle i de republikanske områder via det spanske kommunistparti. Det gik fra at være et lille parti til at indtage en dominerende position i republikken. Der var stor intern splittelse på republikkens side, der kulminerede i voldelige sammenstød mellem kommunisterne og andre venstreorienterede grupperinger, blandt andet anarkisterne. Republikken stod for mange udlændinge som forsvarerne af demokrati mod fascismen, men der foregik også forbrydelser og undertrykkelse på deres side.

Efter sejren i borgerkrigen i 1939 etablerede Franco et diktatur, som varede til hans død i 1975. Franco udviklede hurtigt et ry for at være en barsk og hævngerrig leder. Forfølgelse af Francos politiske modstandere, hvoraf mange blev henrettet eller pint, fortsatte ifølge Jakob Buhl Jensens bog "Det brogede Spanien" (se kilder) i årevis efter borgerkrigens afslutning. Francos Spanien var centralistisk, og de spanske regionale bevægelser blev undertrykt.

     Francos stærke anti-kommunisme gjorde ham populær i USA, som på det tidspunkt lå i kold krig med det kommunistiske Sovjetunionen. I 1953 underskrev Franco en aftale, der gjorde det muligt for USA at etablere luft- og flådebaser i Spanien. Spanien havde været i store økonomiske problemer, men alliancen med USA og den begyndende turisme betød, at situationen blev en smule bedre.

     Efter en lang kamp med Parkinsons sygdom gik Franco i koma og døde den 20. november 1975 i en alder af 82. Dette banede vejen for, at Spanien kunne udvikle sig til et moderne europæisk demokrati.

Efter Francos død i 1975 og op gennem 1980’erne og 1990’erne herskede der i det nu demokratiske Spanien stort set tavshed om Franco-tidens grusomheder. Der var ifølge historiker Jakob Buhl Jensens bog "Det brogede Spanien" (se kilder) ligefrem indgået en såkaldt ’glemselspagt’ mellem Franco-støtter og demokratistøtter for at lette overgangen til demokrati. Aftalen indebar også, at ingen skulle retsforfølges for deres rolle under Franco-styret.

     I løbet af 2000’erne steg interessen for den nære fortid, og den socialistiske Zapatero-regering (2004-2011) besluttede i 2007, at alle resterende mindesmærker og gadenavne, der hyldede Franco og hans støtter, skulle fjernes. Et stort stridspunkt er Francos enorme mindesmærke for krigens faldne på begge sider, Valle de los Caídos (De Faldnes Dal) uden for Madrid, som mange anser for i virkeligheden at være en hyldest til Franco og den nationalistiske side i borgerkrigen.

     Over 500.000 mennesker blev dræbt i borgerkrigen, heraf cirka 200.000 civile. Der var mange civile drab både på republikkens og nationalisternes side, men de fleste civile blev dræbt af nationalister. Historiker Jakob Buhl Jensen refererer i bogen "Det brogede Spanien" (se kilder) den britiske historiker Paul Preston, der har konkluderet, at drabene på republikanerne foregik systematisk, og han bruger derfor betegnelsen holocaust om nationalisternes massemord.

Den spanske borgerkrig tiltrak en perlerække af tidens store kunstnere og intellektuelle. Mange af dem var udlændinge, der for langt størstedelens vedkommende kæmpede med våben, pen eller kamera på republikkens side.

     De mest berømte af disse forfattere var briten George Orwell og amerikaneren Ernest Hemingway. Ernest Hemingways daværende kæreste og senere tredje kone, den berømte krigskorrespondent Martha Gellhorn, skildrede borgerkrigen for et amerikansk magasin. Nogle af hendes reportager fra borgerkrigen kan læses i samlingen "Krigens ansigt" (se kilder).  

     Tyskernes indblanding i den spanske borgerkrig, og især terrorbombningen af ​​den baskiske by Guernica, blev berygtet i hele verden. Rædslerne i Guernica gav inspiration til den spanske kunstmaler og kommunist Pablo Picassos berømte maleri fra 1937 af samme navn.

     Den ungarsk-amerikanske fotograf Robert Capas levende og intense reportagefotos har dannet skole. Capa dækkede den spanske borgerkrig gennem alle årene og tog undervejs et af historiens mest berømte krigsfotografier, "The Falling Soldier", der viser en republikansk soldat i det øjeblik, han bliver ramt af en fjendtlig snigskytte under slaget ved Cerro Muriano i 1936. Der er senere opstået mistanke om, at billedet er opstillet og slet ikke viser en virkelig begivenhed.

Den officielle danske holdning var ifølge historiker Torben Riis Petersens bog "Den Spanske Borgerkrig" (se kilder) præget af den socialdemokratiske Stauning-regerings ønske om ikke at tirre Tyskland. Derfor lagde man sig på ikke-interventionslinjen sammen med blandt andet Storbritannien.

     Også i Danmark var der dog udbredt støtte til republikken blandt kunstnere og intellektuelle. Sovjetunionen og Stalin blev af mange venstreorienterede intellektuelle set som et bolværk mod tidens fremstormende fascisme, selv om disse ifølge Torben Riis Petersen i "Den spanske borgerkrig" (se kilder) overså, at Sovjetkommunismen ikke ligefrem var en garant for demokratiet.

     Der deltog formentlig omkring 500 danskere i Den spanske borgerkrig på republikkens side. Langt de fleste kom fra arbejderklassen, og mange var arbejdsløse. Knap halvdelen var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. Den mest kendte er nok digteren Gustaf Munch-Petersen, der blev dræbt i foråret 1938. Det officielle Danmark havde et anstrengt forhold til de hjemvendte veteraner, men efter besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig blev synet på de såkaldte Spaniensfrivillige mere entydigt positivt, særligt fordi mange af de tidligere Spaniensfrivillige gik aktivt ind i den danske modstandsbevægelse under besættelsen.