Nazisme

Den korte periode med nazistisk styre i Tyskland vil for altid stå som Tysklands og hele Europas store traume og skam. Det nazistiske regime udførte med baggrund i sin racistiske og fascistiske ideologi forbrydelser, der var så enorme, at vi stadig i dag har svært ved at fatte det. Derfor er interessen for nazismen uformindsket, og vi spørger stadig, med den britiske forfatter Martin Amis' ord, hvordan: ”et søvnigt land af digtere og drømmere, og den mest højtuddannede nation, der nogensinde havde gået på jorden, kunne overgive sig til en så vanvittig og fantastisk skændsel”?

Nazismen som ideologi er uløseligt forbundet med den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland fra 1920 frem til 2. Verdenskrigs afslutning i 1945. Det vil sige, at nazismen som ideologi ikke kan ses som et selvstændigt teoretisk emne, men nødvendigvis må ses ud fra nazisternes faktiske gerninger og dermed de forfærdelige forbrydelser, der blev begået i nazismens navn. Nazismens ideologi er et mærkværdigt sammensurium af myter, pseudovidenskab, personkult og lån fra andre ideologier. Ifølge historikeren Karl Christian Lammers' bog ”Nazismens epoke” (se kilder) var nazismen, særligt i sin tidlige fase før magtovertagelsen, stærkt inspireret af den fascistiske bevægelse i Italien.

Både nazister og fascister stod for en helt ny ”antipolitik” baseret på modstand og kamp. De var imod hele den demokratiske tankegang og foretrak en stærk stat opbygget omkring en stærk fører. Særligt lagde nazister og fascister den politiske venstrefløj for had og så de, som en hovedfjende. Både nazismen og fascismen havde nationen og den nationale historie som omdrejningspunkter og havde som erklæret mål at skabe ’et sundt folk’. Endelig lagde begge bevægelser meget vægt på at fremstå organiserede og gerne i ens uniformer og i snorlige rækker. Lighederne mellem nazisme og fascisme gennemgås i ”Nazismens epoke” (se kilder).

Nazismen og fascismen fjerner sig mere og mere fra hinanden efter nazisternes magtovertagelse i 1933 og i særlig grad efter 1938. Nazisterne var meget mere vidtgående i deres mål og fik i løbet af deres korte regeringstid fuldstændig nedbrudt alle politiske, retslige og etiske samfundsnormer. Nazismen adskilte sig særligt fra fascismen i sin vidtgående form for nationalisme og i sin racisme og antisemitisme (jødehad). De sidstnævnte elementer lå som undertoner i det tyske ord völkisch (folkelig), der kom til at stå som udtryk for en racistisk opfattelse af tyskerne som en samlet organisme og som herrefolket, der var andre folkeslag overlegne. Racepolitikken blev gjort til kernen i statens ideologi, og bestræbelserne på at realisere det racemæssigt rene Volksgemeinschaft (folkefælleskab) gennem mord er noget helt særligt for nazismen.

Adolf Hitler var tysk politiker og leder af det tyske nazistparti fra 1921 til sin død i 1945. Han var Tysklands enevældige hersker fra 1934-45 med officiel titel af Der Führer  (Føreren) og var hovedansvarlig for den masseudryddelse af jøder, romaer, kommunister, homoseksuelle og andre grupper, der fandt sted op til og under 2. Verdenskrig i nazismens navn. Adolf Hitler blev født i 1889 i den østrigske landsby Braunau am Inn og begik selvmord i 1945 i Berlin. I 1907 flyttede han til Wien, hvor han levede et liv som mislykket kunstmaler, indtil han i 1913 kom til München i Tyskland. Ifølge ”Nazismens epoke” (se kilder) havde han formentlig allerede på daværende tidspunkt dannet noget af sit antisemitiske og nationalistiske verdensbillede. Den altafgørende begivenhed i den unge Adolf Hitlers liv var hans oplevelser som korporal i den tyske hær under Første Verdenskrig. Hitler blev aldrig træt af at tale om det tysk-ariske, klasseløse folkefællesskab som han hævdede at have oplevet på Vestfronten. Så meget desto større var hans skuffelse og vrede, da Tyskland i 1918 overgav sig og gik med til en ydmygende fredsaftale. Allerede kort efter krigen fandt Hitler ud af, at han kunne tryllebinde et publikum med sin ophidsede og fanatiske talestil. Hitler formåede at indgyde sine tilhængere en tro på, at et nyt og bedre samfund var lige om hjørnet, hvis man blot gav ham tilstrækkelig magt.

Hitler fremlagde sin verdensanskuelse i en bog med titlen ”Mein Kampf” (Min kamp), der udkom i 1925. Karakteristisk for Hitlers verdenssyn, som det bliver præsenteret i bogen, er ifølge hjemmesiden Holocaust-uddannelse.dk (se kilder) følgende ideer:

• En racistisk fortolkning af historien, hvor den ariske race fremstår som 'kulturskabende', mens den jødiske race fremstilles som 'kulturødelæggende'. 
• Et socialt-darwinistisk syn på livet: Den stærke overlever, mens den svage forgår. 
• En forkærlighed for en militaristisk livsstil: Kun i krigen viser et menneske sit sande jeg. 
• En tro på, at Tyskland kan og bør blive en verdensmagt.

     Grundlæggende for alt dette var Hitlers klippefaste tro på den ariske races biologiske og kulturelle overlegenhed i forhold til andre racer, og derfor var det ifølge Hitler og hans ligesindede afgørende, at racerne ikke blev blandet.

Weimarrepublikken er det uofficielle navn på den demokratiske tyske republik, der opstod af asken efter nederlaget i Første Verdenskrig. Republikken bestod indtil nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933. Frem til 1923 gennemlevede Weimarrepublikken nogle hårde år med økonomisk krise, politisk uro og vold, som var forårsaget af blandt andet det nystiftede nazistparti, men også af andre politiske grupperinger. På trods af de hårde odds blev der herefter skabt økonomisk og social fremgang koblet med en vis politisk stabilitet. Fremgangen blev dog stoppet brat af den verdensomspændende økonomiske krise, der opstod i 1929, og som var en afgørende faktor for, at nazisterne kunne overtage regeringsmagten få år senere.

I 1919 måtte det nyoprettede demokratiske regime i Tyskland underskrive Versailles-fredstraktaten efter nederlaget i Første Verdenskrig. Fredsaftalen indebar så hårde vilkår for Tyskland, at den nye republik allerede ved sin fødsel blev mål for hetz fra tyske nationalister. Tyskland måtte blandt andet afstå store landområder, skære voldsomt ned på militæret, påtage sig skylden for krigsudbruddet og endelig påtage sig omfattende krigsskadeerstatninger, der skulle komme til at svække den tyske økonomi i årene fremefter. Versailles-traktaten skabte grobund for den såkaldte dolkestødslegende, som nazisterne brugte i sin propaganda, særligt over for de skuffede og magtesløse hjemvendte krigsveteraner. Ifølge dolkestødslegenden var det socialdemokratiske politikere, revolutionære kommunister og ikke mindst jøderne, der var skyld i nederlaget og havde "dolket" frontsoldaterne i ryggen.

Nazistpartiet (NSDAP, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) blev grundlagt i 1920 i den sydtyske storby München i delstaten Bayern. Hitler meldte sig ind og overtog hurtigt ledelsen af den lille bevægelse. Det vigtigste formål med partiets aktiviteter var at overtage magten, afskaffe demokratiet og indsætte Hitler som Tysklands leder. Partiet voksede i starten af 1920erne og havde ifølge ”Nazismens epoke” (se kilder) 55.000 medlemmer i 1923. Allerede i 1923 mistede nazisterne dog tålmodigheden med de demokratiske valg og forsøgte et voldeligt kup. Kuppet mislykkedes uden rigtig at være kommet i gang, og nazistpartiets ledere fik relativt milde fængselsdomme.

Efter de ledende nazister kom ud af fængslet, oplevede NSDAP en stabil fremgang op gennem 1920erne, uden at de dog kom til at spille en større rolle i tysk politik. Det skulle ændre sig med den verdensomspændende økonomiske krise i 1929, der ramte Tyskland hårdt. Krisen medførte social og politisk uro, som nazisterne brugte i deres propaganda mod det etablerede system. Partiet gik stærkt frem ved de følgende valg og blev nu Tysklands største parti, dog uden at have absolut flertal. Efter valget i 1933 blev nazisterne tungen på vægtskålen i en parlamentarisk magtkamp og kom til at sidde med i regeringen. Hitler blev gjort til rigskansler, og nazisterne kom fra starten til at dominere regeringen.

I 1933 blev det tyske parlament i Berlin, Rigsdagen, stukket i brand, formentlig af en ung hollandsk kommunist, som senere blev dømt til døden. Nazisterne benyttede lejligheden til at indføre undtagelsestilstand, der satte den demokratiske Weimar-forfatning ud af kraft. Nazisterne gennemførte derefter en total nazificering, der betød, at alle dele af det tyske samfund blev en del af den nazistiske maskine. Blandt andet hæren og politiet kom fuldstændig under nazistisk kontrol. Byer og gader blev opkaldt efter Hitler, og selv 1. maj, der hidtil var blevet fejret som arbejdernes internationale dag, blev gjort til en officiel nazistisk festdag. Fagforeninger og andre partier blev forbudt, hvis de da ikke havde opløst sig selv.

Racisme og antisemitisme var bærende elementer i den nazistiske regeringsførelse. Allerede i 1933 havde regeringen indledt en boykot af jødiske forretninger og gjort det muligt at afskedige folk fra offentlige stillinger ud fra racemæssige grunde. Nürnberglovene fra 1935 skulle medvirke til at sikre den ariske races ”renhed”, blandt andet ved at forbyde ægteskab og seksuelle forhold mellem jøder og ikke-jøder. Jøderne fik frataget retten til at stemme og stille op til valg, og der blev også indført en række andre diskriminerende tiltag, der skulle fratage jøderne deres frihed, ejendom og livsgrundlag. På denne måde ville man udstøde jøderne fra det tyske folkefællesskab. Læs mere på hjemmesiden Folkedrab.dk (se kilder).

Om aftenen den 9. november 1938 og natten igennem blev tusinder af jødiske butikker og ejendomme udsat for hærværk og plyndring. Næste morgen var gaderne overstrøet med glasskår, hvilket førte til, at man kaldte det Krystalnatten. Krystalnatten kostede omkring 100 jøder livet, og derudover blev 25-30.000 afhentet i deres hjem af det hemmelige politi Gestapo og smidt i koncentrationslejre. Krystalnatten blev nådesstødet for Tysklands jøder. Deres organisationer blev tvangsopløst, og de måtte afstå deres forretninger og virksomheder. Krystalnatten markerede et vendepunkt for den nazistiske jødepolitik. Mens man hidtil havde arbejdet for at udstøde jøderne af det tyske folkefællesskab, blev målet nu at tvinge dem ud af landet.

Hitler havde allerede i nazistpartiets tidlige år fremstillet sig selv som nazisternes ubestridte fører. Da nazisterne kom til magten, blev Hitler tilmed alle tyskeres fører. Han var ifølge den nazistiske propaganda udtryk for folkets vilje og blev fremstillet som ufejlbarlig og ophøjet. Efter rigspræsident Hindenburgs død i 1934 fik Hitler tilmed den nyopfundne officielle titel Der Führer (Føreren), hvilket bidrog til skabelsen af den såkaldte førerstat: Et uindskrænket diktatur med Hitler som enevældig leder. Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels fik iscenesat den såkaldte førermyte med Hitler som rigets absolutte midtpunkt. Billedet blev fremhævet gennem Hitlers taler og organiserede masseoptog til hans ære.

Den 1. september 1939 indledte Tyskland sit angreb på Polen, og da Storbritannien og Frankrig to dage senere erklærede Tyskland krig, var 2. Verdenskrig en kendsgerning. Året efter vandt Tyskland også hurtige sejre over Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig. Det lykkedes dog ikke at få sat et afgørende angreb ind på Storbritannien. De overvældende sejre gav Hitler mod på også at angribe det kommunistiske Sovjetunionen. Hitlers mål var at skabe et stærkt, tysk imperium mod øst og skabe Lebensraum (livsrum) for det tyske folk. Samtidig ville han udrydde jøderne og tilføre kommunismen et afgørende slag.

     Felttoget gik dog slet ikke så let som forventet, og tyskerne led et afgørende nederlag ved Stalingrad i begyndelsen af 1943. Samtidig blev luftkrigen mod de tyske byer intensiveret, og fra da af var tyskerne i defensiven. Da allierede styrker gik i land i Italien og Frankrig i henholdsvis 1943 og 1944, skulle Tyskland kæmpe på flere fronter, og de måtte endeligt kapitulere i maj 1945. Inden overgivelsen havde Hitler begået selvmord i sin bunker i Berlin.

Holocaust er betegnelsen for nazisternes folkedrab på Europas jøder. Folkedrabet kostede seks millioner jøder livet og fandt sted mellem 1941 og 1945. Før den tid var jøderne blevet udsat for voldsom diskrimination og forfølgelse i det nazistiske Tyskland og i de lande, der var besat af Tyskland. Holocaust ramte også ikke-jødiske folkegrupper, blandt andet romaer, handicappede, homoseksuelle, Jehovas Vidner og andre mindretalsgrupper. Nazisternes første udryddelsesprogram var likvideringen af tyskere med fysiske handicaps, mentalt retarderede og syge. Drabene, der begyndte i 1939, blev omtalt som eutanasi (medlidenhedsdrab). Ifølge nazisterne var fysisk og mentalt handicappede en trussel mod den ariske races renhed og dermed uværdige til at leve. Eutanasi-programmet kostede omkring 270.000 mennesker livet.

Indtil 1941 havde naziregimet forsøgt sig med forskellige løsninger på det såkaldte ”jødeproblem”. Først ved at udstøde jøderne fra det tyske folkefællesskab og fratage deres eksistensgrundlag og siden ved at arbejde på at tvinge dem ud af landet. I takt med nazisternes erobringer i Østeuropa kom flere millioner jøder under nazistisk herredømme. Ifølge Folkedrab.dk (se kilder) var der ikke fra begyndelsen nogen klar plan om, at de skulle slås ihjel, men man holdt jøderne isoleret, indtil man fandt et nyt permanent opholdssted til dem. Det skete primært ved at samle dem under forfærdelige forhold i overfyldte ghettoer. Sult, sygdom og tilfældige henrettelser prægede livet inden for ghettoens mure.

     Med Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 gik nazisternes jødepolitik ind i den næste fase. Hitler havde på nogenlunde samme tid beordret iværksættelse af "den endelige løsning på det jødiske spørgsmål" (Die Endlösung der jüdischen Frage), hvilket betød udryddelse af de europæiske jøder. Fire specialgrupper, de såkaldte Einsatz-grupper, påbegyndte massemyrderier af jøder i de erobrede områder. Einsatz-grupperne dræbte omkring 1,5 millioner jøder mellem 1941 og 1945. I slutningen af 1941 og i 1942 blev mordmetoderne videreudviklet, og der blev etableret seks udryddelseslejre med gaskamre i det erobrede Polen. Omkring tre millioner jøder blev myrdet i disse lejre mellem 1941 og 1945. Den sidste halvanden million jødiske ofre blev dræbt ved henrettelser, døde af sult og sygdom eller af at arbejde til døden i koncentrationslejre og ghettoer.

Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) stiftedes i november 1930 som en tro kopi af det tyske moderparti. Ved Rigsdagsvalget i 1939 fik partiet 31.000 stemmer (3 mandater) og talte omkring 5.000 medlemmer. Ved rigsdagsvalget i 1943 opnåede DNSAP 43.000 stemmer (3 mandater). Det forholdsvis dårlige valgresultat betød, at DNSAP blev værdiløse for tyskerne, og partiet mistede al indflydelse. Omkring 12.000 danskere meldte sig i løbet af besættelsestiden til tysk krigstjeneste, hvoraf halvdelen blev optaget i tyske elitestyrker. Af disse 6.000 frivillige faldt eller forsvandt hen ved 2.000 under de voldsomme kampe på Østfronten.

Retsforfølgelsen af de største tyske krigsforbrydere begyndte umiddelbart efter 2. Verdenskrig ved den første internationale straffedomstol, som blev placeret i Nürnberg. Domstolen var nedsat af de sejrende stormagter USA, Sovjetunionen, England og Frankrig. I alt var der 22 hovedanklagede, som tiltaltes for:

• Forbrydelser mod freden 
• Krigsforbrydelser 
• Forbrydelser mod menneskeheden

     12 af de anklagede blev dømt til døden, syv blev idømt fængselsstraffe på mellem 10 år og livsvarigt fængsel, mens tre blev frifundet. Frem til 1949 blev der gennemført yderligere 11 retssager mod medlemmer af de organisationer, som domstolen havde defineret som kriminelle, hvilket vil sige Gestapo, Sikkerhedstjenesten (SD) og Nazistpartiet. Også medlemmer af Einsatz-grupperne, læger fra Eutanasi-programmet og udryddelseslejrene, lejrpersonalet, politifolk, jurister og industrifolk blev stillet for retten.

I 1949 blev Tyskland som følge af Den Kolde Krig delt i det kommunistiske Østtyskland (DDR) og Vesttyskland. I DDR fokuserede man ifølge historikeren Anette H. Storeides bog ”Arven efter Hitler” (se kilder) på kommunismens sejr over nazismen. I den østtyske historie havde tyske antifascister med Sovjetunionens hjælp besejret Hitler. Dermed hørte DDR til på sejrherrernes side i modsætning til Vesttyskland, som var efterfølgeren til Nazityskland. Holocaust blev i løbet af 1950’erne fortrængt fra østtysk historie, og i stedet blev vægten lagt på det sovjetiske folks lidelser. Antisemitismen blev derfor heller ikke bearbejdet, og den lever den dag i dag videre i nogle kredse i det tidligere Østtyskland.

Efter Tysklands deling blev hovedkræfterne i Vesttyskland lagt i genopbygningen. Holdningen var generelt, at gerningsmændene til Holocaust skulle findes i den nazistiske inderkreds, og at den almindelige tysker enten havde været imod eller var uvidende. Man ville først og fremmest glemme og komme videre.  Interessen blev dog større i forbindelse med retssagen i Israel i 1961 mod ”skrivebordsmorderen” Adolf Eichmann og Auschwitzprocesserne i 1963-65.

     I 1970 knælede den tyske forbundskansler Willy Brandt under et besøg i Warszawa ved mindesmærket for opstanden i byens ghetto. Hermed skabte han et stærkt billede på ønsket om at sone fortidens forbrydelser. Det var dog først i 1978, at Holocaust fik en central plads i alle tyskeres bevidsthed. Det skete gennem den amerikanske tv-serie ”Holocaust”, som blev vist på tysk TV. Den skildrede de tyske jøders skæbne og de almindelige tyskeres medansvar. Serien fik nye generationer til at stille spørgsmål til forældre og bedsteforældre om deres roller under nazismen.

Fortidens forbrydelser og opgøret med dem er også efter genforeningen en central del af tysk identitet. Der er dog tegn på, at den tunge skyld, der siden krigen er fulgt med det at være tysker, er på vej til at lette. For eksempel så man under VM i fodbold i 2006, at tyskerne for alvor tog deres flag til sig igen og viftede det med glæde og uden skam. Tyskland brød i 1999 også et andet tabu ved at deltage i krigsoperationer under NATO’s aktion i det tidligere Jugoslavien. Der forskes mere end nogensinde i Holocaust og dens betydning for eftertiden. Berlin har fået et stort jødisk museum, der fortæller om den jødiske kultur, der blev tilintetgjort under nazisterne. I 2005 blev der i Berlin indviet et officielt mindested for de seks millioner myrdede jøder, ligesom der også er sat mindesmærker for oversete offergrupper som de homoseksuelle og romaerne.

Nynazisme er en betegnelse for den nazistiske ideologi og de nazistiske bevægelser, som er opstået efter 2. Verdenskrigs afslutning. Nynazister ser indvandrere og flygtninge som den største trussel mod såvel Europas sikkerhed som mod den ”ariske” race. Hadet mod jøder findes også stadig i disse kredse. Nynazister er desuden typisk optaget af den såkaldte revisionisme. Det er en form for historieskrivning, der blandt andet benægter Holocaust og betragter de ledende nazister under 2. Verdenskrig som helte, der kæmpede for fred og sikkerhed. Revisionisterne mener derfor også, at de dømte nazister ved Nürnberg-domstolen efter 2. Verdenskrig blev uretfærdigt dømt.

I rapporten ”Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark” fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (se kilder) kortlægges det højreradikale miljø i Danmark. Rapporten inddeler miljøet i to overordnede strømninger: Den nationalsocialistiske og den højrenationale. De to strømninger har dog en del til fælles. Begge strømninger ser islam og muslimer som fjender, mens den nationalsocialistiske nynazisme også har bevaret antisemitismen. Rapporten konkluderer, at den nationalsocialistiske strømning er lille i Danmark, mens den højrenationale strømning er større. Danmarks National Socialistiske Bevægelse (DNSB) bliver i rapporten regnet som det eneste nazistiske parti, men det er svækket efter et formandsskifte i 2011, hvor flere ledende medlemmer meldte sig ud og i stedet stiftede Danskernes Parti.

Tyskerne er med deres tunge historiske bagage meget bevidste om ikke at lade nazismen få fodfæste igen, men alligevel dukker nazistiske grupper med jævne mellemrum op på overfladen igen. Det største højreekstreme parti Nationaldemokratische Partei Deutschland (NPD) bliver gang på gang sat i forbindelse med nazisme. Partiet er repræsenteret i flere delstatsparlamenter i det tidligere Østtyskland og opnåede i 2014 også et mandat i Europaparlamentet. I artiklen ”Tyskland: Nynazister får et mandat i Europaparlamentet” (se kilder) beskrives det, hvordan partiets leder Udo Voigt har ført valgkamp under det makabre slogan ”GAS geben!” (Giv den gas!) med slet skjult henvisning til de nazistiske gaskamre. Der har særligt i det tidligere Østtyskland været voldelige overgreb på indvandrere og flygtninge, blandt andet i form af påsatte brande i asylcentre. Senest har afsløringen af en ekstremistisk celle, der står bag en lang række etnisk motiverede mord, ført til selvransagelse i Tyskland og massiv afstandtagen til nynazismen overalt i det tyske samfund.

Højrenationale grupper, der er inspireret af fascisme og/eller nazisme, har haft stor fremgang i dele af Europa. I de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa er der registreret en voldsom stigning i tilslutningen til disse grupperinger, ligesom der er sket stigning i racistiske voldshandlinger. Det er bl.a. tilfældet i Ungarn, Tjekkiet, Rumænien, Ukraine og i flere af landene på Balkan, hvor gruppernes had vender sig mod indvandrere og flygtninge såvel som romaer og andre etniske minoriteter. I Ungarn er det højrenationale parti Jobbik stormet frem, og det fik 21 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2014. Jobbik har på det seneste blødt op på sit image, men fremstod indtil for nylig entydigt som antisemitisk, racistisk og homofobisk. Ledende medlemmer af Jobbik har ifølge artiklen ”Frit spillerum for jødehad i Ungarn” (se kilder) foreslået at udarbejde ”jødelister” og omtalt jøder som ”beskidte lusebefængte mordere” og truet med, at ”jeres tid snart er omme”. Regeringspartiet i Ungarn, Fidesz, har aldrig taget klar afstand fra Jobbik.

     Det græske højreekstreme parti Gyldent Daggry har haft stor fremgang på baggrund af Grækenlands økonomiske krise og det store antal flygtninge i landet. Ved parlamentsvalget i 2015 fik partiet 6,3 procent af stemmerne, hvilket gjorde det til landets tredjestørste parti. Det er på trods af, at partiets ledelse er anklaget for at stå bag et politisk motiveret mord og en række andre kriminelle forhold. En kilde til artiklen ”Græske nynazister trækker stemmer trods anklager om vold og mord” (se kilder) udtaler, at der er ”en sammenhæng mellem partiets kriminelle forhold og deres politiske overbevisning. For med deres ideologi, hvor de græske nazister mener sig hævet over andre grupper i samfundet, jagter de især udlændinge, jøder, romaer, homoseksuelle og handicappede.”