Dødsstraf

Først i 1930 blev dødsstraffen afskaffet i Danmark. Efter Anden Verdenskrig blev den midlertidigt genindført til henrettelse af landsforrædere. Mange lande bruger stadig dødsstraf, men stadigt flere afskaffer den. I USA har de fleste stater imidlertid fastholdt dødsstraf, og ifølge meningsmålinger går de fleste amerikanere ind for dødsstraf. Det selv om flere sager har vist alvorlige fejl i retssystemet, og undersøgelser påviser udbredt racediskrimination. F.eks. bliver mord oftere straffet med døden, hvis offeret er hvidt end hvis det er sort. Henrettelsesmetoden med indsprøjtning er også kontroversiel, da den ikke altid virker med det samme.

Dødsstraf er henrettelse som straf for en forbrydelse. Oftest er det et lille antal forbrydelser, der anses som særligt alvorlige, f.eks. overlagt mord og landsforræderi, der straffes med døden i lande, der praktiserer dødsstraf. I nogle lande, f.eks. Kina, kan økonomisk kriminalitet og narkohandel også straffes med døden. Mens homoseksualitet ifølge artiklen ’Her er de ni lande, hvor der er dødsstraf for at være homoseksuel’ straffes med døden i Iran, Yemen, Irak, Mauritanien, Nigeria, Qatar, Saudi-Arabien, Somalia og Sudan (se kilder).

Dødsstraf er ikke forbudt ifølge Folkeretten, dvs. de retsregler, der bestemmer staternes indbyrdes rettigheder og pligter. Det er i FN (De Forenede Nationer), at folkerettens konventioner forhandles. FN’s pagt trådte i kraft den 24. oktober 1945 og lagde kimen til et internationalt retssamfund, da FN blev dannet. De Forenede Nationer anbefaler imidlertid afskaffelse af dødsstraffen, mens Amnesty International opfatter dødsstraf som tortur og et brud på menneskerettighederne.

I dag er de mest almindelige metoder dødelig indsprøjtning, elektrochok, gasning, halshugning, hængning og skydning samt stening, som ifølge den tyske menneskerettighedsorganisation IGFM anvendes i landene Nigeria, Iran, Pakistan, Sudan og De Forende Arabiske Emirater. Det er dog ikke i alle disse lande, at stening er sanktioneret af staten; i Pakistan f.eks. er hængning den eneste henrettelsesmetode, der er officielt anerkendt i retssystemet.

Ethvert menneske har en grundlæggende ret til livet. Det fremgår af Artikel 3 i FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 og det er yderligere udbygget i Artikel 6 i resolutionen ”International Covenant on Civil and Political Rights” fra 1966, hvor FN’s medlemslande opfordres at begrænse anvendelsen af dødsstraf mest muligt.

Den ældste kendte form for dødsstraf i Danmark er såkaldt blodhævn, som man kan læse om i mange af Vikingetidens heltesagn. Hvis en mand havde dræbt en anden, skulle den myrdedes slægt hævne drabet ved at myrde et medlem af drabsmandens slægt. Freden kunne kun genoprettes ved, at der igen blev "ligevægt" mellem de to slægter.

Ifølge Amnesty Internationals årlige rapport over antallet af statsligt sanktionerede henrettelser som følge af dødsstraf, faldt antallet med 37 % fra 2015 til 2016. På verdensplan blev mindst 1.032 mennesker henrettet som følge af dødsstraf i 2016 – 602 færre end i 2015, hvor organisationen rapporterede om det højeste antal henrettelser i tyve år. På trods af faldet ligger antallet stadig over gennemsnittet for det sidste årti. Iran alene står for 55 % af henrettelserne. Tilsammen står Iran, Irak, Saudi Arabien og Pakistan for 87 % af alle henrettelser på verdensplan. Amnesty International var ikke i stand til at undersøge Libyen, Syrien og Yemen, men ellers er tallene som følger:

     Afghanistan (6), Bangladesh (10), Belarus (4+), Botswana (1), China (+), Egypten (44+), Indonesia (4), Iran (567+), Irak (88+), Japan (3), Malaysia (9), Nigeria (3), Nordkorea (+), Pakistan (87+), Palæstina (3), Saudi Arabien (154+), Singapore (4), Somalia (14), Sudan (2), Taiwan (1), USA (20).

Selvom antallet af henrettelser faldt fra 2015-2016, er antallet af dødsdomme ifølge Amnesty Internationals rapport fra 2016 steget markant. 3.117 mennesker i 55 lande blev i 2016 idømt dødsstraf. I 2015 fik 1.998 mennesker en dødsdom. Hermed slår antallet af dødsdomme den hidtidige rekord fra 2014, hvor 2.466 mennesker ifølge Amnesty International blev dømt til døden (se kilder).

Danmark afskaffede dødsstraf i den borgerlige straffelov af 15. april 1930 (Lov nr. 127), der trådte i kraft den 15. april 1933. Dødsstraf blev bevaret i den militære straffelov. Den militære straffelov afskaffede dødsstraffen ved lov nr. 195 af 3. maj 1978. Krigsforbrydertillægget fra 1945 gav dog stadig mulighed for dødsstraf. I 1993 afskaffedes dødsstraffen endeligt for alle forbrydelser med vedtagelsen af ”Lov om ændring af lov om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed og lov om straf for krigsforbrydelse (Afskaffelse af dødsstraf)”. Loven blev vedtaget den 22. december 1993, med virkning fra den 1. januar 1994. Den sidste lovændring gjorde det muligt for Danmark at tilslutte sig FN's konvention om afskaffelse af dødsstraf, vedtaget på FN's 44. Generalforsamling i 1989 (se kilder).

Dødsstraf blev genindført efter Anden Verdenskrig med vedtagelsen af en særlov med tilbagevirkende kraft, den såkaldte Landsforræderlov af 1945. Årsagen var retsopgøret efter besættelsen, hvor 76 mennesker blev dømt for landsforræderi. Det var Frihedsrådet, en paraplyorganisation for den danske modstandsbevægelse, der tog initiativ til særloven, som den danske regering siden vedtog. 46 af de dømte blev henrettet, den sidste i 1950. De øvrige 30 blev benådet. Dødsdommene blev afsagt med hjemmel i en lovgivning, der allerede var blevet forberedt under besættelsen, og som senere blev kritiseret, fordi den blev vedtaget med tilbagevirkende kraft. Det kan man læse i bogen ’Dødsstraffe og henrettelser’ (se kilder).

De danske henrettelser foregik to steder. Ved Undalslund Plantage ved Viborg, hvor 17 landsforrædere blev henrettet og på det militære øvelsesterræn på Amager Fælled ved København, hvor 29 krigsforbrydere blev henrettet. De dømte landsforrædere blev henrettet ved skydning, foretaget af danske politifolk om natten i perioden fra 1946 til 1949. Udover politifolkene, der skulle foretage henrettelsen, var der en repræsentant for anklagemyndigheden, en præst og to læger til stede. Det var anklagemyndighedens opgave at give ordre til henrettelsen og lægernes opgave at konstatere dødens indtrædelse. Præstens opgave var at støtte den dødsdømte psykisk. Det kan man læse om i bogen ”Dødsstraffe og henrettelser” (se kilder).

USA er det eneste vestlige land, der stadig praktiserer dødsstraf. I 1972 blev dødsstraf forbudt i USA, da USA's højesteret erklærede dødsstraffen forfatningsstridig. Fra 1972 frem til 1976 blev der ikke udført henrettelser i USA’s stater, men i 1976 genindførte højesteret anvendelsen af dødsstraf ved lov. Den første amerikaner, der blev henrettet efter 1976 var Gary Gilmore, som blev skudt i Utah den 17. januar 1977 dømt for mord. Det kan man læse i artiklen ’Dødsstraf i USA’ i Berlingske Tidende (se kilder).

Hver stat har egne love for praktisering af dødsstraf. Det er næsten udelukkende forbrydelser, der indebærer mord, der straffes med døden. Føderale forbrydelser som f.eks. politidrab kan udløse dødsstraf uanset den pågældende stats lovgivning. Har den stat, som forbryderen begik forbrydelsen i, ikke dødsstraf, vælger den føderale domstol en stat, der praktiserer dødsstraf.

Ifølge det amerikanske Death Penalty Information Center tillader 31 stater dødsstraf. mens 19 stater har afskaffet dødsstraf. Nebraska er den seneste amerikanske stat, der i 2015 afskaffede dødsstraffen. Siden 2007 har seks øvrige stater forbudt dødsstraffen. Det er Maryland, Connecticut, Illinois, New Mexico, New Jersey og New York. Det kan man læse i artiklen ”Ny amerikansk stat afskaffer dødsstraffen” (se kilder).

Ifølge de seneste opgørelser fra det amerikanske Death Penalty Information Center (se kilder) sad 1. oktober 2016 2.902 fanger på de amerikanske dødsgange. De fem stater med flest ventende dødsdømte er:

• Californien: 745 
• Florida: 395 
• Texas: 254 
• Alabama: 194 
• Pennsylvania: 175

Dødsdømte fanger sidder ofte længe på dødsgangen, helt op til 20-30 år, før alle appelmuligheder er afprøvet. Hvis det kan bevises, at retssagen har været så unfair, at der er fare for at der er begået et justitsmord, eller hvis det kan bevises, at den dødsdømte er uskyldig, kan sagen genoptages for en appeldomstol, som skal vurdere, om sagen skal tages op igen, eller om den dødsdømte skal løslades.

En række uafhængige undersøgelser har vist, at race spiller en betydelig rolle i retssager, som ender med dødsdomme. En undersøgelse viser for eksempel, at nævninge Washington er tre gange så tilbøjelige til at forslå dødsdom af en anklaget, som er sort end en anklaget, som er hvid. En undersøgelse af sager i staten Louisiana har vist, at risikoen for en dødsdom var 97 % højere for anklagede, hvis ofre var hvide, end for anklagede hvis ofre var sorte. Et studie i Californien viste, at de, som blev anklaget for at have dræbt en hvid person havde tre gange så stor risiko for at få en dødsdom end de, som blev anklaget for at have dræbt en sort person. Og i 96 % af de amerikanske stater, hvor forholdet mellem race og dødsstraf er blevet kortlagt, viser det sig, at der bliver racediskrimineret betydeligt i sager om dødsstraf. Det fremgår af ”Facts about the Death Penalty” på Death Penalty Information Centers hjemmeside (se kilder).

De mest anvendte henrettelsesmetoder i de amerikanske stater er i gennemsnit de seneste år fordelt således:

• Dødbringende indsprøjtning: 1.281 
• Den elektriske stol: 158 
• Gasning: 11 
• Hængning: 3 
• Skydning: 3

Gengældelse er et hyppigt anvendt argument i debatten om dødsstraf. Dødsstraffens forebyggende effekt nævnes også med logikken, at frygten for at blive dømt til døden vil afskrække potentielle mordere og andre udøvere af grov kriminalitet.

     Omvendt holder modstandere fast i, at retten til livet er en grundlæggende menneskerettighed, som ikke må krænkes. Desuden er mange bekymrede for, at uskyldige dømmes. En del dødsdømte i USA er f.eks. blevet frikendt på baggrund af DNA-prøver, som har bevist deres uskyld. Samtidig har en undersøgelse fra University of Michigan Law School vist, at 4,1 % af de indsatte på de amerikanske dødsgange er uskyldige, kan man læse i artiklen ”Så mange amerikanere bliver fejlagtigt dømt til døden” på b.dk (se kilder). Der er også dem, der mener, at dødsstraf er problematisk, når den forebyggende effekt ikke er større, fremgår det af artiklen ”10 vigtigste ting at vide om dødsstraf” i Kristeligt Dagblad (se kilde).

Amerikanernes opbakning til dødsstraf er faldende, viste en meningsmåling fra Gallup ifølge avisen Huffington Post i 2013: amerikanernes opbakning til dødsstraf ikke havde været lavere de sidste 40 år. Kun 60 % af de adspurgte 1.028 amerikanere bakkede op om dødsstraf. I 1994 lå opbakningen på 80 %. Ifølge meningsmålingen bakkede 81 % af de republikanske vælgere op om dødsstraf, mens det kun gjaldt for 27 % af vælgerne, der stemmer på Demokraterne. Det kan man læse i artiklen ”USA har laveste opbakning til dødsstraf i 40 år” (se kilder). En tilsvarende Gallup-måling fra 2016 viste, at amerikanernes tilslutning stadig lå på 60 % og konkluderede, at tilslutningen ikke havde været lavere siden 1972 (se kilder).

Da borgerne i Californien satte deres kryds ved præsidentvalget i 2016, tog de også stilling til, om staten skulle bevare dødsstraffen. Diskussionerne om afskaffelsen skal ses i lyset af, at staten kun har henrettet 13 mennesker siden 1970’erne, mens Californien er den amerikanske stat, der har flest fanger ventende på dødsgangen. Ifølge The New York Times venter 747 fanger på dødsgangen i Californien. For 10 år siden afgjorde en retssag, at det ikke kunne udelukkes, at metoden dødelig indsprøjtning påførte den dømte smerte. Afgørelsen har trukket en masse sager i langdrag. Derfor skulle Californiens borgere også tage stilling til, om dødsstrafprocessen skal ændres, så der går kortere tid, fra den dømte får sin dom, til henrettelsen finder sted. 53,9 % stemte for at bevare dødsstraffen, mens 46,1 % mente, at den skulle afskaffes. Et snævert flertal på 50,9 % mente, at processen skulle gøres kortere, mens 49,1 % stemte nej til dette. Det kan man læse i artiklen ”Californien beholder dødsstraffen efter afstemning” (se kilder).

Med afsæt i menneskets grundlæggende ret til livet har FN arbejdet for at få medlemslandene til at begrænse det antal forbrydelser, som medfører dødsstraf med en fuldstændig afskaffelse af dødsstraf som mål. I 1989 vedtog FN en protokol, der erklærer, at afskaffelse af dødsstraf vil bidrage til en styrkelse af menneskelig værdighed og til en progressiv udvikling af menneskerettighederne (se kilder). I 1984 formulerede FN en række retningslinjer, som skulle beskytte de dødsdømtes rettigheder. De kan læses i ”Safeguards guaranteeing protection of the rights of those facing dead penalty” (se kilder).

Der har været flere eksempler på, at henrettelser af dødsdømte amerikanere ikke er gået efter planen. Den 57-årige Joseph Lewis Clark måtte f.eks. vente i næsten halvanden time spændt fast på en båre i et fængsel i det sydlige Ohio, før han døde af indsprøjtningen. ”Det virker ikke”, skulle han have sagt ifølge artiklen ”Dødsdømt: Giften virker ikke” på Politiken.dk. Efter 40 minutter kunne vidner til henrettelsen se ham løfte hovedet flere gange. Hændelsen satte gang i debatten om at bruge gift som henrettelsesmetode (se kilder). Også Joseph Wood måtte i 2014 vente i en time og 40 minutter og have femten doser, før giften, der skulle have slået ham ihjel hurtigt og smertefrit, virkede. Han blev henrettet i Arizona dømt for mord på sin kæreste og hendes far. I Oklahoma samme år vred Clayton Locket sig i smerte i 43 minutter, før han døde af giftindsprøjtningen. Han blev henrettet dømt for mord, kidnapning og voldtægt. Det kan man læse i artiklen ”Dødssprøjte virkede ikke: Dødsdømt måtte lide i to timer” på Dagens.dk (se kilder).

     Sagerne har fået en række amerikanske dødsdømte til at søge udsættelse af deres henrettelse. Siden har sagen om Joseph Wood vist, at han ikke havde fået det godkendte dødbringende medikament, men i stedet en blanding af beroligende middel og et smertestillende middel, fordi det er blevet stadigt sværere at få fat i de dødbringende medikamenter efter et EU-forbud mod at eksportere de stoffer, der hidtil er blevet anvendt til henrettelse. Samtidig har de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA beslaglagt medikamenter og anklager en række stater for at importere medikamenter, der ikke er godkendt, fremgår det af artiklen ”Amerikanske delstater anklages for at ville bruge ulovlige stoffer til deres henrettelser” på Politiken.dk (se kilder).