Holocaust

Den 9. november 2018 er det 80-året for Krystalnatten som fandt sted i Tyskland i 1938. Betegnelsen henviser til de store mængder af glas fra de smadrede ruder som lå i natten og glimtede som krystaller. En iscenesat pogrom af Joseph Goebbels mod de tyske og østriske jøder.

     Holocaust er en betegnelse, der bliver brugt om de systematiske folkemord, som blev begået mod især jøder i årene 1933-1945. Det var den tyske stat under ledelse af Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP), der stod bag. Baggrunden for folkemordet var nazisternes fortolkning af datidens udbredte raceteorier. De hævdede, at lyshudede tyskere tilhørte en overlegen menneskerace, der havde ret til at herske over og udrydde mørkere racer. Mellem 5 og 6 millioner mennesker blev dræbt, heraf 4 millioner i koncentrations- og udryddelseslejre. Forskellige grupper har efterfølgende benægtet, at Holocaust har fundet sted.

Holocaust er den mest almindeligt anvendte betegnelse for det systematiske folkemord, som blev begået mod især jøder i årene 1933-1945. Holocaust blev udført af den tyske stat under ledelse af NSDAP. I perioden blev mellem 5 og 6 millioner jøder dræbt. Heraf døde 4 millioner i de såkaldte koncentrationslejre (også kaldet kz-lejre), der var tvangsarbejdslejre eller udryddelseslejre. Lejrene lå dels i Tyskland og dels i de områder, Tyskland besatte under 2. Verdenskrig. Også personer fra andre befolkningsgrupper blev interneret og slået ihjel i lejrene, særligt romaer, personer med handikap, homoseksuelle og Jehovas vidner.

Selve ordet holocaust stammer fra den græske udgave af Det Gamle Testamente, ifølge historikeren Uffe Østergaards artikel ”Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier” i Den Jyske Historiker (se kilder). I den sammenhæng betyder holocaust direkte oversat: et brændoffer givet til Gud på et alter, hvor offergaven opsluges totalt af ild. Senere blev ordet brugt mere generelt til at betegne total ødelæggelse af liv, f.eks. i forbindelse med tyrkernes folkemord på armenierne i 1915-1918, naturkatastrofer og atomkrig. I 1950erne og 1960erne var det mest historikere og andre fagfolk, som på engelsk brugte ordet om de tyske nazisters jødeudryddelser. Efter at der i 1978 blev vist en amerikansk tv-serie med titlen ”Holocaust” om Nazi-Tysklands udryddelse af jøder og andre grupper, blev betegnelsen udbredt i den brede offentlighed. I dag bruges betegnelsen Holocaust internationalt af historikere til at referere til perioden fra den 30. januar 1933, hvor Adolf Hitler, leder af NSDAP, blev Tysklands rigskansler, til den 8. maj 1945, hvor 2. Verdenskrig sluttede.

Medlemmer af NSDAP blev betegnet som nationalsocialister eller nazister. I kølvandet på 1920ernes dybe økonomiske krise i både Europa og USA blev mange europæere i løbet af 1930erne stærkt nationalistiske. Det skete også i Tyskland. Forløberen for NSDAP var Deutsche Arbeiterpartei (DAP) dannet i 1919. I 1920 skiftede partiet navn og krævede i sit program et opgør med Versaillestraktaten (aftale indgået ved afslutningen på Første Verdenskrig, hvor Tyskland gik ud som en af de store tabere), og satte som mål, at alle tyskere skulle sammensluttes i ét Stortyskland. I programmet indgik, at alle jøder skulle udelukkes fra dette nye folkefællesskab.

     Partiets ideologi kan ifølge onlineleksikonet Den Store Danske (se kilder) kort betegnes som stærkt antikommunistisk, antisemitisk (det vil sige antijødisk), racistisk, nationalistisk, imperialistisk og militaristisk. Samtidig lovede DNSAP sociale forbedringer og højnelse af levestandarden for tyske middelklasseborgere med lys hud, lyst hår og lys øjenfarve. Ifølge en udbredt teori i samtiden var sådanne borgere efterkommere af den oprindelige tyske befolkning, og de blev anset for at tilhøre en særlig menneskerace kaldet ariere. Partiet arbejdede bl.a. for at sikre dem arbejde, forbedre sundhedssystemet og understøtte den traditionelle kernefamilie. Det fremgår af NDSAPs partiprogram fra 1920 (se originalkilder). Denne kombination af politiske mærkesager vandt genklang i store dele af den tyske befolkning.

I 1921 blev den tysk-østrigske politiker Adolf Hitler leder af NSDAP, der under hans karismatiske ledelse voksede til en massebevægelse. Ved det tyske rigsdagsvalg i 1932 blev NSDAP valgt ind som det største parti med 37,2% af stemmerne. I løbet af få måneder overtog partiet uindskrænket den politiske magt i landet, og Hitler blev udnævnt til rigskansler. Under hans ledelse blev Tysklands demokrati erstattet af et brutalt diktatur i en etpartistat. Der blev blandt andet indført censur, fagforeninger blev afskaffet og lønninger fastfrosset. Spredning af propaganda forøgede frygt for og mistillid til bestemte grupper i samfundet, som i stigende grad blev chikaneret og diskrimineret imod og senere ofte angivet af deres naboer til politi eller andre autoriteter, der internerede dem i koncentrationslejre. En række institutioner i samfundet bakkede i overvejende grad op om denne politik; det gjaldt blandt andet forvaltningen, uddannelsessystemet, kirken, retsvæsenet, industrien og erhvervslivet. Du kan læse mere om, hvordan dette skete i bøgerne ”Politikens Verdenshistorie” og ”Den Anden Verdenskrig, Bind 1” (se kilder).

På baggrund af bl.a. den britiske biolog Charles Darwins evolutionsteori blev der fra slutningen af 1800-tallet i Europa og USA udviklet en række såkaldt videnskabelige teorier om, at menneskeheden bestod af forskellige racer på højere og lavere udviklingstrin. Artiklen ”Biologisk determinisme og socialdeterminisme i antropologi og samfundsteori” (se kilder) beskriver, hvordan racerne blev anset for at være i en konstant kamp om dominans og overlevelse. Denne kamp foregik ifølge teorien både imellem nationer og inden for enkelte landes befolkninger. Nazisterne trak blandt andet på disse teorier i formuleringen af deres ideologi og politik. De hævdede således, at germanerne (gammel betegnelse for det tyske folk) tilhørte de højest udviklede menneskeracer i forhold til personer med mindre lys hud, som de mente, var mindre udviklede. Derfor mente de, at germanere havde en naturlig ret til at herske over de såkaldt laverestående racer.

     Adolf Hitlers bog ”Mein Kampf” fra 1925 fik særligt stor indflydelse på nazisters syn på racespørgsmålet, fremgår det af ”Den anden Verdenskrig, Bind 2” (se kilder). I bogen argumenterede han for, at det var altafgørende i den germanske races kamp imod andre, at dens ariske blod blev holdt så rent som muligt. Han definerede særligt jøder, romaer og personer med handicap som undermennesker, der udgjorde en biologisk trussel mod racens renhed. Det gjaldt især, hvis disse befolkningsgrupper fik børn med (ikke-handicappede) ariere, og Hitler talte for, at medlemmer af disse racer derfor burde steriliseres, underkastes og i sidste ende udryddes. Nazisterne mente f.eks., at russere og polakker burde underkastes germanere og arbejde som slaver.

     Hitler og nazisterne hævdede desuden, at jøder var skyld i bl.a. Tysklands nederlag i Første Verdenskrig og i landets aktuelle økonomiske problemer. Men nazisterne fremstillede også andre befolkningsgrupper som trusler imod det germanske folks fremtidige overherredømme, heriblandt Jehovas Vidner, kommunister, socialister og intellektuelle, der på forskellige måder var kritiske over for nazistisk ideologi og politik. Homoseksuelle blev fremstillet som degenererede, umoralske og samfundsundergravende. Du kan læse mere om nazistisk ideologi og politik i ”Den anden Verdenskrig, Bind 2” og ”Politikens Verdenshistorie” (se kilder).

Nazisterne indledte i perioden 1933-1945 forfølgelse, fængsling og drab på personer fra alle ovennævnte samfundsgrupper særligt i, men også uden for, Tyskland. NDSAP udviklede undervejs et systematisk og industrialiseret tvangsarbejds- og udryddelsesprogram, der kulminerede i oprettelsen af udryddelseslejre.

     Første skridt blev taget, da Hitler kort efter 2. Verdenskrigs begyndelse i 1939 underskrev det såkaldte eutanasi-program, som havde til formål at gøre en ende på liv, der blev opfattet som uværdige. Euthanasia er græsk og betyder en skøn død; i denne sammenhæng blev det brugt i betydningen medlidenhedsdrab eller død uden smerte. Som det kan læses på hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) var programmet i praksis en ordre om, at uhelbredeligt syge og handicappede personer, der boede på institutioner, skulle dræbes. Under dække af at udføre en statistisk undersøgelse sendte det tyske indenrigsministerium et spørgeskema til lukkede institutioner, statshospitaler og plejehjem om deres patienter. Oplysninger om den enkeltes arbejdsevne og helbred blev herefter sendt til en kommission af speciallæger, der ud fra en række kriterier bestemte, om deres liv var uværdigt, og dermed hvorvidt de skulle slås ihjel. De udvalgte blev overført til seks institutioner i Tyskland og Østrig, hvor de blev dræbt med en giftindsprøjtning. Fra 1940 skete det med udstødningsgas i specielt konstruerede kamre, der lignede fællesbade med brusere, som gassen kom ud af – de såkaldte gaskamre. På det tidspunkt var målgruppen blevet udvidet til at omfatte kriminelle, subsistensløse (meget fattige personer, der vagabonderede), sexarbejdere, alkoholikere, homoseksuelle og personer, der blev betegnet som asociale. Over tid blev lokale beboere og pårørende mistænksomme, og det førte i 1941 til offentlige protester, og eutanasi-programmet blev officielt afsluttet. Fra året efter og indtil krigens slutning fortsattes det dog i hemmelighed.

Jøder var det primære mål for nazisternes udryddelse. På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) beskrives de måder, hvorpå de blev systematisk forfulgt og dræbt, indirekte og direkte.

     I 1939 udstedte Reinhard Heydrich – sikkerhedschefen for SS, der var NSDAP’s eliteenhed – en ordre om, at tyske jøder skulle samles i ghettoer for bedre at kunne kontrolleres. Planen var, at de senere skulle deporteres fra Tyskland til et såkaldt jødereservat, hvor de skulle bo og arbejde indtil krigens slutning. Herefter skulle de sendes bort med skib til en oversøisk koloni langt fra Tyskland. På baggrund af Heydrichs ordre blev hundredtusindvis af jøder samt romaer deporteret til en række ghettoer i Polen, hvor de blev holdt isoleret fra resten af befolkningen bag pigtrådshegn og mure under ekstremt usunde forhold. Her blev alle mellem 14 og 60 år underlagt fysisk hårdt tvangsarbejde, samtidig med at de blev sultet. Ifølge ”Politikens Verdenshistorie” og ”Den Anden Verdenskrig, Bind 1” (se kilder) døde omkring 1/2 million mennesker i ghettoerne i løbet af 1939-1941 af epidemier, sult, kulde og fysisk nedbrydning. Overlevende blev fra 1942 deporteret til udryddelseslejre.

     En anden del af udryddelsen foregik i Sovjetunionen. I juni 1941 invaderede tyske tropper Sovjetunionen og såkaldte Einsatz-kommandoer, som var dødspatruljer, opsporede og dræbte kommunister, jøder og romaer. Et halvt år efter afholdt NSDAPs ledelse sammen med dele af ledelsen af SS en konference i Wannsee den 20. januar 1942, hvor de vedtog planen ”Die Endlösung” (den endelige løsning), underforstået på det, de kaldte ’jødeproblemet’. En central del af planen, der snart efter blev sat i værk, var oprettelse af dødslejre med det formål at udrydde alle Europas jøder.

Før 1941 var der allerede blevet oprettet en mængde koncentrationslejre i Tyskland. Historikeren Jennifer Rosenberg har beskrevet udviklingen i koncentrationslejrsystemet i en artikel (se kilder): Mellem 1933-1936 blev politiske og religiøse modstandere af det nazistiske styre indespærret og tortureret i primært små lokale lejre. I perioden 1936-1941 oprettedes flere og flere store lejre, hvor folk fra flere forskellige andre grupper også blev interneret og sat til tvangsarbejde, heriblandt jøder, romaer, Jehovas Vidner, homoseksuelle mænd, såkaldte vaneforbrydere og asociale personer. Fra 1942 begyndte SS at leje fanger ud til slavearbejde i landbrug, industri- og byggevirksomheder. På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) anføres det, at koncentrationslejrsystemet i Tyskland fra 1939-1945 blev udvidet fra et mindre antal lejre til 30 større stamlejre og 1.100 filiallejre. I 1942 blev seks udryddelseslejre, som trak på erfaringerne fra eutanasi-programmet, oprettet i Polen som del af Endlösung-planen. Fanger, der kom til disse lejre, blev ført direkte til døden i gaskamre.

På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) beskrives koncentrationslejrfangernes forhold. Ved ankomsten fik de en dragt med en trekant, hvis farve signalerede, hvordan de var blevet kategoriseret, som f.eks. jøde, asocial eller homoseksuel. SS-officerer overvågede det fysisk nedbrydende tvangsarbejde og afstraffede fanger. Hverdagen var præget af fysiske og psykiske ydmygelser, brutalitet og drab. Fangerne sov i overfyldte barakker, blev nægtet basale hygiejniske faciliteter, led under sult og kulde, og epidemier hærgede jævnligt. Mange døde på grund af disse forhold. Derudover blev nogle fanger udtaget til medicinske forsøg, både mænd, kvinder og børn. Nogle blev først påført dødelige sygdomme, og derefter blev virkninger af ny, uprøvet medicin testet på dem. Andre gennemgik operationer uden bedøvelse, og særligt homoseksuelle mænd blev tvangskastreret eller fik bestrålet deres kønsorganer, for at lægerne kunne iagttage virkningen. Efter behandlingerne blev fangerne dræbt. Der er udgivet beretninger fra overlevende fra forskellige fangegrupper om, hvordan de oplevede opholdet i koncentrationslejrene, og hvordan det lykkedes dem at overleve (se originalkilder).

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange der døde i Holocaust, men der er lavet varierende skøn. De tal, der angives her, er blandt de laveste, der er blevet foreslået. Kilden for tallet angives i parentes.

• Mellem 5,3 og 6 millioner jøder, heraf over 3 millioner i koncentrations- og udryddelseslejrene (Det Israelske Holocaustcenter YAD Vashem) 
• Mellem 250.000 og 500.000 romaer (www.folkedrab.dk) 
• Over 200.000 personer, der var uhelbredeligt syge eller havde fysiske eller mentale handicaps (Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Københavns Universitet) 
• Mellem 10.000 og 15.000 homoseksuelle personer (”Den Anden Verdenskrig”) 
• Mellem 1.000 og 2.000 Jehovas Vidner (www.folkedrab.dk)

På baggrund af de eksisterende efterladte materielle spor og skriftlige kilder efter Holocaust er der blandt historikere bred enighed om, at der foregik en systematisk udryddelse af jøder og andre samfundsgrupper under 2. Verdenskrig som beskrevet ovenfor. Dette benægtes imidlertid af en gruppe, der kalder sig revisionister, da de mener, at opfattelsen af Holocaust bør revideres. Som det beskrives på hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder), fremstiller revisionister sig selv som neutrale historikere, der foretager en korrektion af den eksisterende historieskrivning, men i praksis må deres argumentation betragtes som en benægtelse af Holocaust. Deres fremstilling sigter nemlig på at ændre den grundlæggende forståelse og definition af den historiske begivenhed. Revisionisterne hævder, at der ikke foregik nogen udryddelse af jøderne, at der ikke var nogen udryddelseslejre med gaskamre, og at de anerkendte dødstal på 5-6 millioner jøder er ekstremt overdrevne, som det f.eks. kan læses på en dansk hjemmeside lavet af Holocaustbenægtere (se originalkilder). I stedet anslår revisionisterne, at omkring 300.000 jøder mistede livet under 2. Verdenskrig, og at det skete på grund af sygdomme som tyfus og andre resultater af krigen. De hævder, at konkrete historiske kilder som f.eks. Anne Franks dagbog er forfalskninger, der er blevet fabrikeret for at give det – ifølge revisionisterne – fejlagtige, indtryk, at der fandt et folkedrab på jøder og andre sted.

I sin bog ”Denying the Holocaust” (se kilder) har den amerikanske historiker Deborah Lipstadt skrevet om tre grupper, der har benægtet, at Holocaust fandt sted, og deres bagvedliggende motiver:

• Den første gruppe var tyskere, der efter afslutningen af 2. Verdenskrig ønskede, at Tyskland skulle rehabiliteres og blive en ligeværdig del af det internationale samfund. I dag er det sjældent, at denne slags Holocaustbenægtelse fremføres, dels fordi det tyske demokrati nu er anerkendt og spiller en vigtig rolle internationalt, dels fordi den tyske stat erkender, at Holocaust fandt sted, og har oprettet mindesteder og museer, der fortæller om dets historie. 
• Den anden gruppe Holocaustbenægtere har fremført en konspirationsteori om, at Holocaust aldrig har fundet sted, men at jøder har skabt en myte om det for at få støtte til oprettelse og opretholdelse af staten Israel. De hævder, at beretningen om, at 6 millioner jøder døde, er en et propagandamiddel, som jøder bruger for at skaffe sig sympati og tilskud på millioner af dollars i støtte fra stater og private, der føler skyld og dårlig samvittighed over Holocaust. Hvis der bliver gjort op med denne myte, vil den økonomiske støtte til Israel forsvinde og landet miste sin internationale og regionale magt, mener denne type Holocaustbenægtere, som især findes i de arabiske lande, men også, som det kan ses af den dansksprogede hjemmeside (se kilder), i USA og Europa. 
• Den tredje gruppe Holocaustbenægtere består af nynazister på den yderste politiske højrefløj, der anser Holocaust for at være en skamplet på deres ideologi, der er inspireret af den tidligere nazistiske raceteori. Da de ønsker en politisk genkomst for denne ideologi, søger de at fjerne den afstandtagen til nazismen, som den historiske beretning om Holocaust har skabt blandt den brede befolkning, ved simpelthen at benægte den.

Siden omkring år 2000 har udbredelsen af og den almene adgang til internettet gjort det muligt for Holocaustbenægtere at sprede deres budskab langt bredere end tidligere – via hjemmesider, blogs, nyhedsgrupper og chatfora. Det fremgår af hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder). I flere lande er Holocaustbenægtelse forbudt, og revisionister er blevet retsforfulgt og dømt for deres ytringer. I mange lande diskuteres det, om et forbud mod Holocaustbenægtelse virker efter hensigten, da det dels kan være i strid med retten til ytringsfrihed, og dømte Holocaustbenægtere i deres hjemlande ofte er blevet opfattet som ofre for censur, hvilket har øget deres popularitet.

Ifølge hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) foretrækker de fleste at skrive ordet med stort H for at signalere, at der henvises til en særlig periode og unikke historiske begivenheder. Holocaust adskiller sig fra tidligere og senere folkemord ved at have haft det højeste antal ofre for et folkedrab nogensinde, og ved at drabene udførtes i en systematisk og industrialiseret proces ved hjælp af moderne teknologi og styret gennem et moderne bureaukrati.

     Denne fremstilling af Holocaust som noget enestående er dog blevet kritiseret, som man kan læse i Uffe Østergårds artikel ”Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier” i Den Jyske Historiker (se kilder). Nogle historikere argumenterer således for, at det er nødvendigt at undersøge og sammenligne de faktorer, der gør sig gældende i forbindelse med folkemord generelt, for at kunne forstå, hvordan folkemord opstår og dermed kan forhindres. Andre har påpeget, at dynamikken i Holocaust hang tæt sammen med dannelsen af den moderne stat, og at jødeforfølgelser og raceteorier også var udbredt i mange af samtidens andre europæiske nationer. Dermed synes den moderne stat at indebære nogle tankegange, strukturer og processer, som også i fremtiden vil kunne skabe risiko for nye folkemord i Europa, lyder argumentationen.