Familien under forandring

Danskernes familieliv er under kraftig udvikling. I de seneste årtier har familiernes levevilkår ændret sig markant, kernefamilien med far, mor og børn suppleres i stigende grad af andre samlivsformer, og Danmarks Statistik opererer med 37 forskellige måder at være familie på. Familien som institution er ofte til debat i medierne og blandt politikere, da mange er bekymret for den danske families udvikling. Bekymringerne går især på, at stadig flere bliver skilt, at fødselstallet falder, at børn tilbringer mange timer uden for hjemmet i skole og daginstitutioner, og om de nye familieformer nu også fungerer som alternativ til den traditionelle kernefamilie. Trods skilsmisser, et fortravlet familieliv og øget pres på børnefamilierne slutter langt de fleste danskere alligevel op om kernefamilien – i både traditionel og udvidet forstand. Og selvom de danske børnefamilier oplever travlhed, viser undersøgelser, at forældre har fået mere tid til at være sammen med deres børn de seneste år.

’Far, mor og børn’ er det typiske billede af en familie. Med familie tænker mange nemlig på en ’kernefamilie’, det vil sige et ægtepar og deres fælles børn. Denne familieform er også den mest udbredte i Danmark, men der findes mange forskellige måder at leve sammen på i en familie, og i de senere år er nye samlivsformer dukket op. I en familie indgår der også andre medlemmer end forældre og børn, nemlig slægten: gruppen af personer, som nedstammer fra samme person. Den består blandt andet af bedsteforældre, oldeforældre, mostre, onkler, tanter, fætre, kusiner, nevøer og niecer.

Når man skal afgrænse en familie, kan man gøre det ud fra flere kriterier. Eksempelvis kan man ud fra et såkaldt domestisk kriterium definere en familie som de personer, der deler husstand. Man kan også afgrænse familierelationer som et blodfællesskab, hvor familiemedlemmerne deler arvemasse. Et familiemedlem kan også være en person, som man juridisk er forbundet med, for eksempel gennem ægteskab eller adoption. Ud over disse kriterier har familien også en psykologisk afgrænsning, som hverken tager højde for bolig, blod eller love. Et familiemedlem kan nemlig også være en person, som man føler sig særligt knyttet til, selv om man ikke bor sammen med vedkommende eller er forbundet med personen gennem biologiske bånd eller lovgivning. Ifølge den franske sociolog Pierre Bourdieu er den psykologiske og følelsesmæssige afgrænsning utrolig vigtig. I bogen ”Af praktiske grunde: omkring teorien om menneskelig handlen” fra 2003 (se kilder) beskriver han familien som den kreds af individer, som man nærer pligtige følelser og følelsesmæssige pligter over for.

I dansk statistik har man indtil for nylig defineret en familie som forældre og børn, det vil sige en børnefamilie, der består af et fællesskab mellem to køn (mor og far) og to generationer (forældre og børn). Denne familiedefinition blødte man op for i 1991, da man indlemmede andre familietyper i statistikkerne. I dag opererer Danmarks Statistik med ikke færre end 37 familieformer. Man regner for eksempel enlige, der bor sammen med et barn eller flere børn, for at være en familietype, men inden 1991 blev de betegnet som ’enlige’. Ikkegifte par, der bor sammen, men uden børn og andre voksne i husstanden, karakteriserer man nu også som en familie, hvis aldersforskellen mellem parret er mindre end 15 år. Lesbiske eller bøsser i registreret partnerskab er i dag også en familietype.

Ifølge rapporten ”Børn og deres familier 2018” var der godt 781.000 børnefamilier i Danmark den 1. januar 2018. Den mest udbredte familieform er parfamilien med to voksne og minimum et barn, altså kernefamilien. 56 % af børnefamilierne består af et par med kun fælles hjemmeboende børn. De næstmest almindelige børnefamilietyper er enlig mor med børn, som udgør 15 % og enlige far med samværsbørn, der udgør 11 % af børnefamilierne. De resterende 34 børnefamilietyper udgør 18 % af børnefamilierne. 13 % består af par, hvor en eller begge har børn med en tidligere partner. Andelen af børnefamilier med en enlig forsøger er steget fra 29,4 % til 31,1 % over de seneste ti år. Langt de fleste børnefamilier har kun et eller to hjemmeboende børn. 42 % har et barn, 41 % har to børn, mens de resterende 17 % har tre eller flere børn. 6.827 familier har fem eller flere hjemmeboende børn. Det svarer til 0,9 % af børnefamilierne. Heraf har 1.213 familier seks børn og 463 har syv eller flere børn, fremgår det af rapporten (se kilder).

     Fra 2009-2019 er antallet af såkaldte regnbuefamilier mere end fordoblet, så der nu findes 1.465 danske familier, hvor enten to mænd eller to kvinder bor sammen og har hjemmeboende børn. Også regnbuefamilierne er blevet større. I dag er 46 % af regnbuefamilierne familier med to hjemmeboende børn, hvor det for 10 år siden blot var 35 % af regnbuefamilierne, som havde to børn, fremgår det af artiklen ”Regnbuefamilien er blevet større” på Danmarks Statistiks hjemmeside (se kilder).

     I rapporten ”Børn og deres familier 2018” udgivet af Danmarks Statistik kan man læse, at 3.316 (svarende til knap 0,3 %) børn har to forældre af samme køn eller en forælder, der bor sammen med en partner af samme køn, som vedkommende er gift med. 82 % af disse børn har to mødre, mens kun 45 børn eller 1,4 % har to fædre. Antallet af regnbuebørn er tredoblet over de seneste ti år. Antallet af børn med to mødre er firedoblet, mens antallet af børn med to fædre er steget fra 1 barn i 2008 til 45 børn i 2018, fremgår det af rapporten (se kilder).

Antallet af skilsmisser er mere end fordoblet i de sidste 50 år. Det højeste antal skilsmisser indtil dags dato var 1983, hvor 39.589 par blev skilt. Antallet af skilsmisser er siden da faldet stødt. I 2011 var det nede på 33.005, hvorefter det de seneste år har været let stigende til 37.585 i 2014, for så igen at falde til 34.545 i 2018, kan man læse i rapporten ”Befolkningens udvikling 2018” fra Danmarks Statistik (se kilder). Hertil kommer alle de børn, der oplever brud i familien, men hvis forældre ikke er gift. 41 % af de børn, hvis forældre flyttede fra hinanden i 2018, havde forældre, der ikke var gift, kan man læse i rapporten ”Børn og deres familier 2018”. Den viser også, at risikoen, for at børnefamilien bliver brudt, er størst i årene efter, forældrene har fået deres første barn (se kilder).

     Opgørelser fra Danmarks Statistik viser, at skilsmisse ofte går i arv. For de par, hvor begge er vokset op som delebørn, fordi deres egne forældre gik fra hinanden, er sandsynligheden for selv at blive skilt og have børnene boende på skift dobbelt så stor, som hvis begge parter var vokset op med begge deres forældre. Mens blot 17 % af børnene, hvis forældre som børn boede med begge deres forældre, var delebørn i 2018, gjaldt det for 39 % af børnene med to forældre, som begge var delebørn, da de fyldte 18 år. Hvis kun den ene forældre var delebarn, var andelen af børn, der var delebørn 27 %, kan man læse i artiklen ”Brud i familien går i arv” på Danmarks Statistik (se kilder).

En familie giver dets medlemmer en særlig oplevelse af omsorg, intimitet, tilhørsforhold, tryghed, stabilitet og ro. I forhold til arbejdslivet repræsenterer hjemmet et sted, hvor man kan slappe af og lade op. Familien er dog også et arbejdsfællesskab, da familieliv også handler om at få hverdagen til at fungere ved at samarbejde om børnepasning, børneopdragelse, huslige opgaver og om at pleje det sociale netværk omkring familien. Familien spiller en helt central rolle i de fleste menneskers tilværelse. For mange danskere er den det vigtigste område af livet, og mange prioriterer familien højere end arbejdslivet.   I en Epinionsundersøgelse fra 2008, som byggede på 1.144 interviews med repræsentativt udvalgte danskere, svarede 68 %, at familien var det mest betydningsfulde i deres liv. Til sammenligning angav kun 4 % arbejdet som det mest betydningsfulde.

     ”Vi bruger som oftest mere tid på vores arbejde end vores familie, men når vi angiver, at familien er det vigtigste, handler det om, at det er den, der fylder mest i vores bevidsthed,” forklarer Peter Lüchau, postdoc på Sociologisk Institut på Københavns Universitet og én af forskerne bag Den Danske Værdiundersøgelse fra 2008 i artiklen ”Familien betyder mest for danskerne” i Kristeligt Dagblad (se kilder).

Familien udgør en samfundets grundcelle, der varetager fundamentale menneskelige behov, som samfundet vanskeligt kan opfylde. I dag er familiens vigtigste opgaver at være garant for familiemedlemmernes følelsesmæssige kontakt, at tage hånd om børnene og at organisere det fælles liv uden for arbejde og skole. Familien er et vigtigt fundament for det enkelte menneskes udvikling i livet både i og uden for familien. Familie- og børneforsker Per Schultz Jørgensen skriver i artiklen ”Netværksfamilien” fra 2001 (se kilder), at familien er ”en vigtig del af grundlaget for overlevelse – både for det enkelte individ, gruppen, stammen og selv kulturen. Det vil sige, at familien sikrer samfundets videreførelse.”

Nutidens mest udbredte familiekonstellation med far, mor og børn er en lille familie, som især blev populær i 1950’erne. Men den er ikke en ny opfindelse, eftersom den har rødder tilbage til 1500-tallet. Faktisk har familien, som vi kender den i dag, været igennem tre revolutioner for at få sin nutidige form. Det beskriver børne- og familieforskeren Per Schultz Jørgensen i artiklerne ”Familieliv – i børnefamilier” fra 1999 og ”Netværksfamilien” fra 2001 (se kilder):

• Den første revolution: Den private familie   Den første revolution fandt sted i 1500-tallet i overgangen fra middelalder til nyere tid. I denne periode vandt den lille familie indpas i Europa, hvor den afløste middelalderens storfamilie med tre generationer i samme husstand. Det nye lille hushold bestod af ægtepar, børn og et tjenestehold. Denne nye familie er en privat familie, da den lukker sig om sig selv ved at afskærme sig for omverden. En del af familiens samliv baserer sig på at producere livsfornødenheder som mad og tøj. Den nye familiestruktur kommer til udtryk i den måde, man indretter sig på, for i de efterfølgende århundreder afløses de store familierum, som man byggede i middelalderen, af mindre, private rum til den lille familie. Der opstår samtidig en ny bevidsthed om, hvad en familie er, og hvilke værdier familien bygger på. 
• Den anden revolution: Lønarbejderfamilien   Med den industrielle revolution i 17-1800-tallet ændrede familien sig radikalt, eftersom farens arbejde flyttes uden for familiens rammer. Mens manden indtræder i et nyt fællesskab med arbejdskammeraterne, som han tilbringer en stor del af sin tid sammen med, bliver familien stedet for konen, børnene og fællesskabet. Lønarbejderfamilien kan deles i to forskellige familietyper: arbejderfamilien og middelklassefamilien. Hvor arbejderfamilien lever i et mangelsamfund, hvor ressourcerne er knappe, og hvor man er afhængig af fællesskabet med arbejdskolleger og lokalområdet for at få dagligdagen til at fungere, er middelklassefamilien mere lukket i forhold til arbejdskolleger og lokalområde. Middelklassefamilien har et større materielt overskud og også et større forbrug, og den er mere uafhængig, fordi den bedre kan klare sig uden hjælp fra omgivelserne. 
• Den tredje revolution: Netværksfamilien   Den tredje revolution befinder vi os stadig midt i, men revolutionens startskud lød i 1900-tallet, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Kvindernes stigende erhvervsbeskæftigelse påvirker nutidens familier, som lægger stadig flere funktioner ud til samfundet, for eksempel arbejde, produktion af livsfornødenheder, børneopdragelse, uddannelse, pleje og omsorg af ældre og syge. Nutidens familie er derfor meget afhængig af det omgivende samfund, men samfundet er også dybt afhængig af familien som institution. Per Schultz Jørgensen skriver i artiklen ”Familieliv – i børnefamilier” fra 1999 (se kilder), at familien i dag er ”en social ramme om et individualiseret liv – eller som det er udtrykt: ’en individualiseret familie’, der forudsætter offentlig service.” Ifølge Schultz Jørgensen er familien i dag et netværk, hvor man støtter hinanden, men hvor man samtidig også har forskellige livsforløb og indgår i andre fællesskaber end familiens, og ikke en fasttømret gruppe af mennesker, der opholder sig i et lille, lukket familierum. Derfor giver han den nye familie betegnelsen ’netværksfamilien’.

Der er mange grunde til, at familien forandrer sig, og nye familietyper vinder frem. Først og fremmest handler det om, at vi i de senere år har ændret levevis. I dag deler familiens medlemmer nogle stærke følelsesmæssige bånd, men hjemmet er ikke længere centrum for familiens liv. Ifølge Socialforskningsinstituttets publikation ”Børn og familier” fra 2002 (se kilder) har udviklingen inden for mindst fire områder påvirket den danske familie. Det drejer sig om den økonomiske, den medicinsk-teknologiske, den kvindepolitiske og den kulturelle udvikling.

I begyndelsen af 1960’erne udviklede velfærdssamfundet sig for alvor, og der blev behov for flere på arbejdsmarkedet og mere veluddannet arbejdskraft. Det førte til, at flere tog en uddannelse, og at kvinderne fandt vej til erhvervslivet. Disse faktorer har været med til at forlænge ungdomsperioden, og de yngre generationer venter med at stifte familie til senere i livet end deres forældre og bedsteforældre. I dag er der kun lille forskel på kvinders og mænds erhvervsdeltagelse. Det betyder, at nutidens kvinder er mere uafhængige af mændenes økonomi, og det har skabt en større grad af ligeværdighed mellem de to køn.

Da p-pillen blev udviklet sidst i 1960’erne, og den frie abort blev indført i 1974, fik man bedre kontrol over, hvor mange børn man ville have, og hvornår man ville have dem. Det har revolutioneret forholdet mellem de to køn og givet især kvinderne større frihed til at planlægge familie- og arbejdsliv. Desuden har de nye reproduktionsformer gjort det muligt for lesbiske par at få børn uden samleje med en mand.

Siden 1960’erne har der i Skandinavien formet sig en velfærdspolitik, som ligger tæt op ad de kvindepolitiske interesser. Velfærdspolitikken støtter nemlig op om kvindernes erhvervsdeltagelse ved at tilbyde børnepasning i daginstitutioner og andre velfærdsordninger til familien. Kvindebevægelsens insisteren på ligeværdighed mellem mand og kvinde har været med til at ændre relationer i familien og mellem ægtefæller, for eksempel er den patriarkalske kernefamilie kraftigt på retur i dag.

I de sidste århundreder er mennesket blevet stadig mere individualiseret. Denne individualisering, som man betegner ’den kulturelle moderniseringsproces’, har taget til i styrke i det sidste årti, hvor det enkelte individ i højere grad end tidligere bærer ansvaret for at skabe sig selv og sit liv. Det betyder, at det enkelte familiemedlem i stadig højere grad er et selvstændigt individ med egne interesser end en person, der er afhængig af et familiefællesskab.

I det moderne familieliv lever man tilbagetrukket fra arbejde og samfundsliv. Hverdagen er typisk opdelt i arbejde og fritid, og fritiden lever man i høj grad sammen med familie og venner. Familielivet har udviklet sig til at være stedet for frihed, fællesskab og tilfredsstillelse af behov. Men for at få råd til familielivet må forældrene arbejde meget, og det giver mange børnefamilier et hektisk hverdagsliv. Men selv om mange børnefamilier har travlt, viste en undersøgelse fra Rockwool Fonden i 2018, at forældre har fået mere tid med familie og børn. I 2008 brugte mødre to timer om dagen på børneomsorg, i 2018 brugte de to timer og 55 minutter. Mænds tid på børneomsorg et gået fra én time og 27 minutter til to timer og femten minutter, kan man læse i artiklen ”Danskerne arbejder mindre og bruger mere tid på deres børn” i Berlingske Tidende.   ”Den mest bemærkelsesværdige udvikling er den tid, som vi bruger på vores børn. Det er jeg mest overrasket over. Vi får samtidig mere og mere fritid. Det er en udvikling, som vi har set over mange år, men har taget et markant hop i de seneste ti år,” siger Jan Rose Skaksen, forskningschef hos Rockwool Fondens Forskningsenhed i artiklen (se kilder).

Familier, hvor børn vokser op med to mødre, to fædre eller i andre konstellationer, kaldes regnbuefamilier. Denne betegnelse bruges om flere forskellige familieformer, men er defineret af, at mindst en forælder – og som regel begge de primære forældre – er lesbisk, bøsse, biseksuel eller transkønnet (LGBT). I disse familier kan der være både biologiske, juridiske og sociale forældre, og der gælder særlige regler for forældremyndighed, barselsorlov, stedbarnsadoption mv. i regnbuefamilier. Her kan der være både mor og medmor, far og medfar, men det kan også være eksempelvis et lesbisk par, der får børn sammen ved hjælp af en enten kendt eller anonym donor, to singler der får et barn sammen, eller i sjældnere tilfælde et bøssepar, der får et barn gennem adoption eller ved hjælp af en rugemor.

     I mange tilfælde kender forældrene hinanden på forhånd for eksempel i tilfælde, hvor vennepar indgår en aftale om at få et barn sammen. I andre tilfælde annoncerer bøsser, der ønsker at blive fædre, og lesbiske, der ønsker at blive mødre, på netbaserede fora, eksempelvis regnbuebarn.dk. Det sker ofte ud fra et ønske om, at der skal være en kendt far i stedet for blot en anonym donor.

     Der kan være visse juridiske problemer ved at være flere personer om forældreskabet eller ved at være to forældre af samme køn. Ifølge reglerne kan højst to personer være juridiske forældre. Dette kræver en klar aftale og en god portion tillid blandt parterne i regnbuefamilier, hvor man med den biologiske mor, far, medmor og evt. medfar kan være tre eller fire forældre.

     I 2014 besluttede SR-regeringen at give lesbiske mødre bedre rettigheder. Den nye lov gav medmødre rettigheder i forhold til arv, forsørgelse, forældremyndighed og samvær. Med rettighederne følger også forpligtelser. Når først man er blevet registreret medmor eller medfar forbliver man forpligtet til at være forældre til barnet, også selv om parret vælger at gå fra hinanden. Det bekræftede Højesteret i efteråret 2019 en retssag. Sagen handlede om et lesbisk par, der i 2017 fik et barn ved brug en af sæddonor, men kort efter fødslen af deres lille dreng gik fra hinanden. Begge kvinder ønskede, at den ikke-biologiske mor ikke længere skulle være medmor. Men det ønske afslog Højesteret, som vurderede, at hun som medmor juridisk set betragtes på lige fod med en biologisk far og således ikke kan fraskrive sig forældreskabet.

     Det kan man læse i artiklen ”Højesteret: Medmor kan ikke fraskrives sig forældreskabet” på Jyllands-Posten.dk (se kilder).

I dag vælger et stigende antal enlige kvinder også at gøre op med idealet om kernefamilien. Siden 1997 har enlige kvinder ligesom lesbiske nemlig haft muligheden for at blive insemineret med donorsæd på en klinik og på den måde få et barn alene. Og siden 2007 er behandlingen blevet betalt af det offentlige.

     I mange tilfælde vælger enlige kvinder denne løsning, fordi det biologiske ur tikker, og de endnu ikke har fundet den rette partner at sætte børn i verden med.

     Antallet af danske børn, der bliver født af singlekvinder ved hjælp af donorsæd, er steget med 50 % fra 2013 til 2017. Tal fra Dansk Fertilitetsselskab viser, at der i 2013 blev født 449 børn af kvinder, der uden en partner valgte at blive befrugtet med donorsæd, og at det tal var steget til 658 i 2017. Det kan man læse i artiklen ”Flere unge kvinder vælger at blive solomødre” på Jyllands-Posten.dk (se kilder).

Kvinderne har i dag erhvervsarbejde i næsten lige så stort omfang som mændene. Alligevel er det i mange familier fortsat kvinden, som er ansvarlig for de fleste af de huslige gøremål, blandt andet tøjvask, indkøb, madlavning, rengøring og børnepasning. I en undersøgelse foretaget af Voxmeter blandt mere end 1.000 danskere i 2018 viste, at det stadig er kvinderne, der hænger på det huslige arbejde, når det gælder madlavning, opvask, indkøb, tøjvask, rengøring og oprydning.

     Eksempelvis bruger mere end hver tredje gifte eller samlevende kvinde i beskæftigelse mere end 20 timer om ugen på husligt arbejde. Og 65 % af kvinderne svarer, at de bruger mere tid om ugen på husligt arbejde end deres partner, mens det samme kun gælder 14 % af mændene. Det kan man læse i artiklen ”Arbejdsgivere: Manglende ligestilling derhjemme står i vejen for lederjob og bestyrelsesposter til kvinder” på Finans.dk (se kilder).

At flere og flere uddanner sig og går karrierevejen, bevirker, at kvinder og mænd venter med at stifte familie til senere i livet. Mogens Nygaard Christoffersen, seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, skriver i artiklen ”Familiens udvikling – den danske model” fra 1999 (se kilder), at gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende kvinde er steget fra 22,5 år til 27,5 år i løbet af de sidste 30 år. I 2010 er dette tal steget til 29,1. I 2019 var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder 29,3 år, kan man læse i artiklen ”Din tipoldemor fik også børn i en sen alder. Så hvorfor er det sværere i dag?” på Dr.dk. Her kan man læse om et studie, der viser, at kvinder i 1950’erne i gennemsnit var 27,9 år, når de fødte deres første barn, altså tæt på gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i dag. I år 1824 blev der vedtaget en lov, der fastslog, at der skulle være styr på pengesagerne, før et par kunne blive gift. Forskere vurderer, at den lov er en del af forklaringen på, hvorfor kvinderne dengang fik børn i en "sen" alder. Selv om kvinder i 1950’erne fødte deres første barn relativt sent, fik de oftere flere børn end i dag – i gennemsnit fire børn, kan man læse i artiklen (se kilder). Den gennemsnitlige alder for nybagte fædre er også steget, men her mangler man pålidelige opgørelser over udviklingen. Man ved dog, at gennemsnitsalderen for faderskab i 1982 var 29,6 år, mens den var 31 år i 1992. Den gennemsnitlige alder for kvindens fødealder generelt – uanset om det er det første eller et efterfølgende barn – er i dag 30,9 år, men i 1965 var den 26,1 år.

Det er vanskeligt at undersøge, hvordan arbejdslivet påvirker familielivet, men flere af Socialforskningsinstituttets undersøgelser peger i retning af, at et godt arbejdsliv er gunstigt for familielivet. Selv om både forældre og børn tilbringer et stort antal timer uden for hjemmet, behøver det ikke være dårligt for familielivet. Ifølge Socialforskningsinstituttets publikation ”Børn og familier” fra 2002 (se kilder) ser den stigende arbejdsbyrde nemlig ikke ud til at påvirke børns trivsel negativt, og en stor arbejdsbyrde skaber ikke flere konflikter i familielivet. Er arbejdet udfordrende og spændende, bevirker det tværtimod, at forældrene har mere overskud til børn og familieliv. Men er arbejdet stressende og utilfredsstillende, kan det have negative konsekvenser for familielivet, da forældrene så har mindre overskud. Er forældrene arbejdsløse, har det ofte en negativ indflydelse på familiens liv.

De ændrede levevilkår for familien betyder, at man må organisere dagligdagen anderledes end tidligere. Da alle familiens medlemmer er borte fra hjemmet i store dele af hverdagen, må man ofte fordele huslige pligter og opgaver og planlægge hver enkelt dag. Det kræver forhandlinger og kan få familielivet til at fremstå som et arbejdsliv og ikke som et sted for afslapning og hyggeligt samvær. Konsekvensen er for nogle, at drømmen om kernefamilien brister. I takt med at begge forældre er kommet på arbejdsmarkedet, tilbringer børnene mange timer væk fra forældrene og uden for hjemmet. Det betyder, at skole og daginstitutioner får en større indflydelse på børns trivsel, opdragelse og udvikling. Når samfundet overtager opgaver, som familien tidligere havde, ændrer familiens opdragende rolle sig, og der sker en funktionsudtømning af familien.

De danske familier er i dag presset fra flere sider. For det første er forældrenes arbejdsbyrde stor, og børnene tilbringer mange timer i institutioner og alene i hjemmet. For det andet stiller arbejdsmarkedet i dag krav til medarbejderens fleksibilitet og omstillingsparathed, og det kan betyde, at individualiteten fremhæves på bekostning af familiens fællesskab. Den hektiske hverdag lægger pres på parforholdet, og et voksende antal parforhold og ægteskaber ender med familiebrud og skilsmisse. De yngre forældregenerationer er vokset op med 1970’ernes frie indstilling til parforhold og har haft skilsmisser tæt inde på livet. Men de har selv meget gammeldags forventninger til familien og drømmer om den lykkelige kernefamilie. Et stort problem for mange af nutidens unge børnefamilier kan derfor være, at deres forventninger til det gode familieliv og deres oplevelse af den reelle familiehverdag ikke stemmer overens.

     Den svære balance mellem arbejdsliv, familieliv og fritid er under betegnelsen Work life balance blevet et samfundsmæssigt begreb. Fra arbejdsgiveres side er der kommet fokus på at lave familievenlige arbejdstider, så medarbejderne kan opretholde både et velfungerende arbejdsliv og familieliv. OECDs Better Life Index er en analyse af bl.a. arbejdslivsbalancen i 20 OECD-lande, og der ligger Danmark på førstepladsen (se kilder). I Danmark har man generelt meget tid til sig selv, færre lange arbejdstider, mænd deltager i højere grad i arbejdsopgaver i hjemmet og der er større ligestilling end i de øvrige lande.

I dag er mange bekymrede for familiens skæbne, og den danske familie er ofte til heftig debat i medierne og i de politiske partier. Bekymringen går især på, at arbejdsmarkedet stjæler familiens tid, og at daginstitutionerne varetager en for stor del af børnenes liv. Arbejdsmarkedets krav til fleksibilitet vækker også bekymring, da en del er bange for, at det fordrer individualitet på bekostning af fællesskabet. Desuden bekymrer mange sig over det stigende antal skilsmisser, som man kan tolke som et tegn på, at de danske familier er overbelastede. Men man kan diskutere, om nutidens familie er under pres, hvis man sammenligner med tidligere tiders familier, for historisk set har familien i dag ganske gode betingelser. For eksempel har den langt bedre materielle levevilkår end under industrialiseringen. Familien har længe været et omdebatteret emne. I 1960’erne og 1970’erne diskuterede man ofte familiens krise. Med et stigende antal skilsmisser og alternative samlivsformer var mange nemlig af den opfattelse, at familien som samlivsform var under afvikling. Ifølge bogen ”Familieliv i Danmark” fra 1997 (se kilder) har familieformen mand, kone og eventuelle børn imidlertid aldrig været så udbredt som i 1970’erne.

I takt med, at regnbuefamilier er blevet mere udbredt i Danmark, er debatten om de alternative familieformer blusset op med jævne mellemrum. Ofte argumenterer den ene fløj for, at et barn har brug for en far og en mor, at det er vigtigt for både piger og drenge at have forældre af begge køn for at kunne spejle sig i begge køn og udvikle deres identitet, og at det særligt for børn undfanget ved hjælp af en anonym sæddonor kan være et stort afsavn ikke at kende sit biologiske ophav.

     Fortalerne peger på undersøgelser, der viser, at børn af homoseksuelle par er ønskebørn, at parterne har taget grundigt stilling, inden de kaster sig ud i forældreskabet, og ikke mindst at børnene trives fint og på flere parametre bedre end børn af heteroseksuelle par. I artiklen ”Lesbiskes børn har mere selvtillid” siger Maren Sander Granlien, der er talsperson på familieområdet i foreningen LGBT Danmark: ”For et lesbisk par er det at få et barn et meget bevidst tilvalg, og det kræver mange overvejelser omkring, hvilken type familie, man vil være – skal barnet for eksempel have en kendt eller ukendt far? Og man ved også, at der er en risiko for mobning, og det prøver man at komme i forkøbet ved at engagere sig rigtig meget i skolebestyrelser, lejrskoler og andre dele af barnets liv,”

     Fra politisk hold har fremkomsten af regnbuefamilier også ført til debatter og forslag om, at man eksempelvis skal gøre op med den juridiske forestilling om, at en familie består af far, mor og børn. Radikale Venstre luftede i 2012 et forslag om, at regnbuefamilier skal have lov at dele forældremyndigheden mellem tre eller fire personer, kan man læse i artiklen ”De Radikale vil give børn fire forældre”, hvor det i dag kun er muligt at være to juridiske forældre. Forslaget havde umiddelbart kun lille opbakning (se kilder).