Finanskrisen

2018 er 10-året for finanskrisen som begyndte med en boligboble i Californien og udviklede sig til en langvarig, verdensomspændende finanskrise i 2007-2008. Krisen betød bankkrak, galopperende arbejdsløshed og konkurser over hele verden. På trods af at recessionen efterhånden er overstået i de fleste lande, har krisen sat sig dybe spor. I Sydeuropa taler man ligefrem om en tabt generation af unge, der aldrig vil opleve de samme muligheder som deres forældres generation.

En bankkrise opstår typisk, når en bank bliver udsat for, at mange bankkunder vil hæve deres penge samtidig. Da banker fungerer på den vis, at de udlåner de fleste af de penge, deres kunder har i banken, er det vanskeligt for dem hurtigt at tilbagebetale alle indlån – især hvis kunderne stort set kommer på samme tidspunkt. Eksempler på bankkriser er, da kunderne stod i kø for at trække deres sparepenge ud af Bank of the United States i 1931. Noget tilsvarende skete for den engelske bank Northern Rock i 2007 og for den danske Roskilde Bank i 2008. I 2011 krakkede Amagerbanken, Danmarks 11. største bank, efter at både en ny ledelse og en statsgaranti forgæves havde forsøgt at redde banken.

     En anden type bankkrise opstår, når bankerne, fordi de er bekymrede for, om de har tilstrækkelige midler til rådighed, er tilbageholdende med at godkende udlån. Den amerikanske opsparings- og lånekrise i 1980’erne førte til en sådan krise, og den blev betragtet som en væsentlig faktor i den amerikanske recession i 1990-91.

Ifølge økonomiprofessor Markus Brunnermeiers artikel “Bubbles” i “The New Palgrave Dictionary of Economics” (se kilder) opstår en boble, når aktiepriserne på et bestemt finansielt aktiv – for eksempel en virksomheds aktier – overstiger værdien af de fremtidige indtægter i form af renter og økonomiske udbytter. Det kan eksempelvis ske, hvis størstedelen af investorerne alene køber aktierne i håb om at kunne sælge dem videre til en langt højere pris inden for kort tid. Det gør aktiepriserne sårbare, for markedsopkøberne vil kun opkøbe aktier, så længe de forventer, at andre vil købe, og hvis mange vælger at sælge samtidig, vil prisen pludselig falde drastisk. Velkendte eksempler på bobler er dot com-boblen i 2000-2001 og boligboblen i USA. Også i Danmark opstod der en boligboble, i starten af det 21. århundrede, da boligpriserne steg helt urimeligt meget.

Når et land, der opretholder en fast valutakurs, med et tvinges til at devaluere sin valuta på grund af et spekulativt finansielt angreb, kaldes det en valutakrise. Et andet eksempel på en tilstand, der kan medføre en finanskrise, er, når et land undlader at betale sin statsgæld tilbage. Begge eksempler kan være et udslag af frivillige beslutninger truffet af regeringen, men oftest vil de være et resultat af en ændring i investoradfærd, der fører til et pludseligt kapitalstop, hvilket vil sige, at priserne og/eller kurserne stagnerer, eller også vil det føre til en pludselig forøget kapitalflugt. I 2008-2009 er der tale om en finanskrise som resultat af, at en boligboble er bristet, at usikre forbrugslån har sendt folk på gaden, og at prisen på værdipapirer styrtdykker. Der er desuden en del økonomer, der peger på, at finanskrisen risikerer at udvikle sig til en decideret recession.

En afmatning i den økonomiske vækst, der varer over flere kvartaler, kaldes normalt en recession. En særlig langvarig recession kan kaldes en depression, mens en lang periode med langsom, men ikke nødvendigvis negativ vækst, kaldes økonomisk stagnation. Da disse fænomener påvirker langt mere end det finansielle system, anses de normalt ikke for finansielle kriser. Mange økonomer påpeger dog, at recessioner i vid udstrækning er forårsaget af finansielle kriser. Et vigtigt eksempel er den store depression i 1930’erne, som i mange lande blev indledt med en bankkrise og sammenbrud på aktiemarkedet. Tilsvarende førte det, der startede som en boligboble i USA og andre lande i 2007-2008, til recession i flere lande i 2009.

     Andre økonomer anfører derimod, at finansielle kriser er et resultat af recessioner. Selv hvis en finansiel krise er det, der starter en recession, kan det anføres, at andre faktorer er mindst lige så vigtige i forhold til at vedligeholde recessionen. For eksempel anførte Milton Friedman og Anna Schwartz i værket ”A Monetary History of the United States, 1867-1960” (se kilder), at depressionen i 1930’erne ikke var et direkte resultat af krakket på aktiemarkedet i 1929 eller bankkrisen i 1930. I stedet, anførte de, var det nationalbankens (The Fed) fejlagtige politik, der førte til en decideret depression. De sidste par år er begrebet recession blevet lig med finanskrise, og når der argumenteres for eller imod, om finanskrisen er overstået, bliver der ofte henvist til, om der er recession eller ej i et givent land.

Børskrakket i Wall Street i 1929 er blevet sagnomspundet som den værste krise, verdensøkonomien – i hvert fald den vestlige økonomi – nogensinde har oplevet. Krisen viste sig først og størst i USA.

     Om morgenen den 24. oktober 1929 så alt ud, som det plejede på New Yorks fondsbørs, der er hovedsædet for handel med børsnoterede værdipapirer i USA, men da medarbejderne gik hjem, var intet som før. Flere års himmelflugt i aktiekurserne blev denne dag afløst af styrtdyk i kurserne. Derfor kaldes dagen ‘sorte torsdag’. I løbet af dagen satte seks banker ind med en redningsaktion, og i et par dage var der almindelig optimisme på fondsbørsen, men fem dage senere, den 29. oktober, faldt aktierne til nye lavpunkter. Denne dag mistede aktieejerne 14 milliarder dollars, og dagen betegnes i bogen ”The Great Crash” (se kilder) som ”historiens mest sønderknusende dag for New Yorks aktiemarked og formentlig den mest sønderknusende dag for alle markeder.” En måned senere havde aktierne tabt 40 % af deres værdi, og i 1930 var en verdensomspændende depression en realitet. Rundt omkring i verden brød banksystemer sammen. I 1931 kollapsede det tyske banksystem, og også det franske og engelske blev hårdt ramt. Man skulle langt op i 1930’erne, førend en form for stabilisering af økonomien indfandt sig på verdensplan. For yderligere information – læs artiklen ”Wall Street-krakket 1929”.

En oliekrise er den mest almindeligt forekommende energikrise. I 1970’erne oplevede verdenssamfundet en stor krise som resultat af stigende oliepriser. Årsagerne var forskellige og handlede dels om, at Vesten siden Anden Verdenskrig havde oplevet en stor vækst i velstand og dermed forbrug, blandt andet energiforbrug. Dels om at hovedparten af denne energi kom fra olie, som især blev udvundet af fattige landes undergrund, især i Mellemøsten. Op til 1960’erne havde disse lande et meget lille udbytte af deres olieeksport. Derfor oprettede en række olieproducerende lande i 1960 OPEC, The Organization of the Petroleum Exporting Countries. Da der i oktober 1973 udbrød krig mellem Israel på den ene side og Egypten og Syrien på den anden, støttede OPEC-landene sidstnævnte part og besluttede samtidig at nedskære deres olieproduktion og at sætte priserne op. Det førte i slutningen af 1973 til dramatiske prisstigninger på olie. Fra oktober til december 1973 steg prisen på en tønde råolie fra 3 til 11,65 dollars, og det forårsagede et olieprischok over hele Vesteuropa.

     Selv om myndighederne i blandt andet Danmark indførte en lang række sparetiltag, så medførte olieprisstigningerne et underskud på betalingsbalancen i de europæiske industrilande og betød også, at den enkelte borger fik langt færre penge til rådighed til forbrug.

I 1980’erne bed en økonomisk krise sig fast i store dele af Vesten. I USA var årsagen for det første en ændring i adgangen til lån, idet opsparings- og låneforeningen S&L’s lån, der frem til slutningen af 1970’erne var stramt regulerede, nu blev frigivet. For det andet var krisen et resultat af den høje inflationsrate i slutningen af 1970’erne, der fik investorerne til at ændre adfærd og flytte deres penge til S&L’s umiddelbart mere attraktive lån. Midt i 1980’erne begyndte økonomien for alvor at skrante, og i 1987 oplevede man det hidtil største fald i aktiekursen på fondsbørsen i New York på én dag. Her faldt aktierne med gennemsnitligt 500 point.

     Også i Danmark kradsede krisen. Det førte til, at Schlüter-regeringen i 1986 lancerede den såkaldte ’kartoffelkur’, der fik sit tilnavn, fordi den blev iværksat i forbindelse med efterårsferien (kartoffelferien). ‘Kuren’ var i sin essens et finanspolitisk indgreb, der gjorde det dyrere for danskerne at låne penge til forbrug og boligbyggeri. Effekten var en mærkbar forbedring af betalingsbalancen som et resultat af et brat fald i den indenlandske efterspørgsel efter varer. Men effekten var også, at arbejdsløsheden steg som resultat af et mindre forbrug og på grund af nedgang i nybyggeriet, hvilket førte til øgede offentlige udgifter, da flere i samfundet blev afhængige af overførselsindkomster.

Dot com-boblen – også kaldet IT-boblen – var en finansboble, som varede fra omkring 1995 til 2001, hvor boblen bristede. I den mellemliggende periode oplevede aktiemarkeder i de vestlige lande en enorm vækst i den nye internetsektor og beslægtede områder. Grunden til, at der blev tale om en finansboble, var en kombination af hurtigt stigende aktiekurser, mange enkeltpersoners investeringer i aktiemarkedet og let tilgængelig Venture Capital – eller på dansk; risikokapital. Det vil sige penge til rådighed for hurtige investeringer i nye eller spekulative virksomheder. Det skabte tilsammen et miljø, hvor mange virksomheder så stort på, hvordan virksomhederne var strukturerede, og hvor indtjeningen kom fra, bare det så ud til, at der var mulighed for hurtig indtjening.

     Dot com-selskabernes forretningsmodel baserede sig på at høste frugterne af netværkseffekter ved at tolerere et underskud i startfasen, mens de opbyggede markedsandele og mærkevarebevidsthed. Selskaberne satsede på, at når mærkevaren havde fået fodfæste hos folk, så kunne de sælge deres produkter med god fortjeneste. I den indledende tabsperiode var selskaberne afhængige af risikokapital og salg af aktier til enkeltpersoner for at dække deres udgifter ind. Nyhedens interesse kombineret med, at det er vanskeligt at prissætte nye selskaber, sendte mange aktiekurser på himmelflugt og gjorde de oprindelige aktieindehavere styrtrige på papiret. Det fik mange privatpersoner til at investere i aktier som aldrig før, og pressen meldte om mange, som droppede deres arbejde for at blive aktiehandlere på fuld tid.

     Da boblen bristede, forårsagede den store økonomiske tab for mennesker verden over, både for ejerne af dot com-selskaberne og for deres investorer, ligesom mange af selskabernes ejere blev arbejdsløse.

Ifølge artiklen ”Sådan startede den aktuelle finanskrise” (se kilder) kan baggrunden for finanskrisen spores tilbage til terrorangrebet i USA den 11. september 2001, som førte til en midlertidig lukning af Wall Street. Wall Street er den gade på Manhattan i New York, hvor alle de vigtige finansielle institutioner ligger, blandt andet New York fondsbørs. Når den lukker, fører det til en øget usikkerhed på de finansielle markeder verden over. På grund af frygt for økonomisk afmatning sænkede centralbankerne verden rundt renten for at holde forbruget oppe på et normalt niveau. En rente, som blev holdt kunstigt lav i årene efter og dermed boostede forbruget. Priserne steg, og især steg priserne på fast ejendom. Men problemet opstod først for alvor, da kreditinstitutioner i USA begyndte at låne penge ud til folk, som normalt ikke anses for at være kreditværdige. Lånene kaldes subprimelån.

En finanskrise i det omfang, som vi oplever lige nu, skyldes selvfølgelig utrolig mange faktorer, som spiller ind i hinanden. Men der er enighed om, at en af de centrale årsager til krisen var de amerikanske såkaldte subprimelån. I USA er der tre typer lån, hvor de mest fordelagtige hedder prime, de næstmest fordelagtige near prime og de dårligste hedder subprime. ’Prime’ betyder førsteklasses på engelsk. Subprime er betegnelsen for et boliglån, som er udstedt til en mindre kreditværdig person, det kan for eksempel være en person, som tidligere har haft problemer med at betale sin gæld, eller som ikke kan lægge de normale 20 % i udbetaling. For at sikre sig at banken ikke taber sine penge, tager den pant i boligen – der er altså tale om en slags pantebrevslån. I løbet af de første år af det 21. århundred var subprimelånene i vækst, og de udgjorde i 2008 tæt på 16 % af lånene på det amerikanske boligmarked. Man kan spørge, hvorfor de amerikanske banker og kreditinstitutter udstedte disse lån til folk med lav kreditværdighed. Forklaringen er, at låneaktiviteten forekom under et ejendomsboom, og derfor var bankerne sikre på at kunne få pengene igen i boligen.

     Lånene blev dog et problem, fordi boligpriserne begyndte at falde drastisk, i takt med at renten steg. Det var især et problem, fordi de fleste subprimelån havde en variabel rente. Den korte rente i USA, det vil sige renten på lån, hvor løbetiden er op til ti år, steg eksempelvis fra 1 til 5.35 % fra 2004 til 2006. Det betød, at mange husejere ikke længere kunne betale afdragene på deres lån, og derfor blev huse på stribe sat på tvangsauktion. I løbet af de to år steg antallet af tvangsauktioner blandt subprime-låntagere fra 3.5 til 5.1 %.

Subprimelånene blev et problem, fordi lånene indgik i et større økonomisk kredsløb. De kreditinstitutter, der udstedte subprimelånene, solgte lånene videre til såkaldte hedgefonde, der er en form for investeringsforeninger, og til investeringsbanker såsom Lehman Brothers. Investeringsbankerne og hedgefondene blev dog opmærksomme på den store risiko, der var ved lånene. Derfor samlede de lånene i puljer, som de forsikrede hos store forsikringsselskaber såsom AIG, og så solgte de dem videre til investorer som obligationer, såkaldte CDO’er (Collateralized Debt Obligation). Obligationerne solgte godt. Kreditrating-bureauer gav nemlig obligationerne gode karakterer, så de tog sig ud som sikre investeringer, og desuden lokkede de med høje renter. Især pensionsselskaber og banker i Europa investerede i dem for at få et ekstra afkast. Problemet for investorerne er, at i det øjeblik, hvor boligejerne ikke kan betale deres lån tilbage, betyder det et tab for investorerne. Fordi mange af investorerne var europæiske, trak krisen i USA tråde langt ud over landets grænser.

I løbet af 2007 var der flere tegn på, at mange låntagere ikke kunne betale lånene tilbage. Flere direktører for hedgefonde blev anholdt for at have fiflet med lånene ved at få dem til at tage sig ud som sikre investeringer over for omverdenen. Banken Northern Rock var en af de første, som fik krisen at føle, og forsikringsselskaber, der havde forsikret lånene, blev mødt med store økonomiske krav, som de ikke kunne betale tilbage.

     I april 2007 erklærede bolig- og finansselskabet New Century Financial, der var specialiseret i subprime lån, sig selv konkurs. Selskabet solgte ud af sin gæld til forskellige amerikanske banker, hvilket blot var med til at øge spredningen af krisen.

     I oktober 2007 offentliggjorde mange af de store amerikanske finanshuse milliardtab. Citigroup tabte 3,1 milliard dollars, Merril Lynch tabte 7,9 milliarder dollars, og flere topdirektører og bestyrelsesformænd måtte træde tilbage.

• Den 13. juli 2008 kollapsede den amerikanske bank IndyMac. Samtidig faldt aktierne i de to største amerikanske realkreditinstitutioner Fannie Mae og Freddie Mac, der stod for over halvdelen af de dårlige lån. På grund af de to institutioners afgørende betydning for det amerikanske boligmarked satte den amerikanske regering ind med en redningsplan, som stillede ubegrænset statslig kredit til både Fannie Mae og Freddie Mac. 
• I september 2008 var 9 % af de amerikanske realkredit-låntagere bagud med deres betalinger og i risiko for tvangsauktion. 
• Den 15. september indgav investeringsbanken Lehman Brothers en konkurserklæring. Det blev således den første af de store banker, der faldt for finanskrisen. Fem dage inden konkursen havde banken annonceret et tab på 3,9 milliarder dollars i tredje kvartal. Samme dag købte USA’s største bank, Bank of America, en anden nødstedt bank, Merril Lynch, for 50 milliarder dollars. 
• Den 16. september nationaliseredes USA’s største forsikringsselskab, AIG, via en 85 milliarder dollar stor hjælpepakke fra den amerikanske centralbank, The Fed. Dermed kom den amerikanske stat til at eje 80 % af selskabet. 
• Den 25. september gik banken Washington Mutual konkurs. Banken blev overtaget af statslige regulatorer og solgt til konkurrenten JPMorgan Chase. 
• Den 29. september faldt endnu en stor bank, Wachovia, der blev opkøbt af Citigroup med hjælp fra staten.

I et forsøg på at modvirke krisen arbejdede den amerikanske centralbank (The Fed) i november og december 2007 sammen med den europæiske, engelske, canadiske og schweiziske centralbank om at frigøre mere kapital til de trængte banker. I den forbindelse frigjorde The Fed 20 milliarder dollars fra statskassen.

     Efter at det globale aktiemarked styrtdykkede den 21. januar 2008, sænkede The Fed dagen efter renten fra 4,25 % til 3,5 % – den største sænkning i 25 år.

     Den 7. marts 2008 frigav The Fed 200 milliarder dollars for at afhjælpe likviditetsproblemerne på det finansielle marked.

     Den 7. september overtog staten de to realkreditinstitutioner, Fannie Mae og Freddie Mac. Den daværende amerikanske finansminister Henry Paulson udtalte i den forbindelse, at de to realkreditinstitutioner var en uacceptabel risiko for den amerikanske økonomi. Regeringens overtagelse var en af de største finansielle nødplaner i amerikansk historie.

     Den 25. november 2008 offentliggjorde den amerikanske centralbank en redningspakke i form af 800 milliarder dollars (godt 4.400 milliarder kroner), som skralle hjælpe boligejere og små virksomheder. Heraf blev 600 milliarder dollars dedikeret til opkøb af boligrelaterede værdipapirer i udenlandske centralbanker, altså til at opkøbe gældspapirer, der enten er udstedt eller sikret via offentligt styrede realkreditselskaber som Freddie Mac og Fannie Mae. 200 milliarder dollars bliver til gengæld øremærkede til køb af obligationer udstedt med sikkerhed i lån til private og mindre virksomheder.

Den 1. oktober 2008 vedtog senatet en hjælpepakke på 700 milliarder dollars, som blev vedtaget i Repræsentanternes Hus to dage senere. Hjælpepakken blev kaldt ”Emergency Economic Stabilization Act of 2008”, og den skulle hovedsageligt benyttes til at købe dårlige lån ud samt til skattelettelser.

     En lille måned inden Barack Obama blev indsat som præsident, forlød det, ifølge artiklen ”Obama forbereder rekord-krisepakke” (se kilder), at han arbejdede på en økonomisk pakke på op imod 850 milliarder dollars, som skulle bruges til at sætte skub i den amerikanske økonomi. Pengene blev blandt andet investeret i nye veje og jernbaner, modernisering af skoler og bygning af energirigtige bygninger. Desuden skralle pengene benyttes til at lette skatten for visse lønmodtagere og til at investere i udvikling af miljøvenlige teknologier.

     To dage efter Obamas indsættelse som præsident godkendte Kongressen en hjælpepakke på 358 milliarder dollars, svarende til 4.530 milliarder danske kroner, der ifølge artiklen ”Kongresudvalg siger god for ny hjælpepakke” (se kilder) er en del af en planlagt hjælpepakke på 825 milliarder dollars. Den 13. februar godkendte også senatet hjælpepakken.

Hjælpepakkerne havde den ønskede effekt. I januar 2010 erklærede den amerikanske præsident, Barack Obama, at markederne var blevet stabiliseret, og at de fleste af de penge, regeringen havde brugt, var blevet betalt tilbage. Samtidig slog han fast, at det var sidste gang nogensinde, at regeringen ville gå ind og redde banker og finansielle institutioner med skatteydernes penge. ”Der vil aldrig nogensinde igen blive tale om, at skatteyderne skal redde finansielle institutioner fra at gå ned. Punktum”, sagde præsidenten. Det fastslog han i sin State of the Union-tale til den amerikanske befolkning i starten af 2012.

     I løbet af 2009 begyndte flere medier, økonomer, politikere og økonomiske institutter at erklære finanskrisen for overstået. Ifølge USA’s National Bureau of Economic Research sluttede recessionen i USA, der begyndte i slutningen af 2007, i midten af 2009. Siden da har USA ikke officielt været i recession, men i 2011 blev det flere gange diskuteret, om landet oplevede en ny recession eller bare meget begrænset vækst. Eksperter er dog enige om, at USA’s økonomi ikke har været i recession siden juni 2009.

     Også antallet af arbejdsløse tyder på, at der er bedring i den amerikanske økonomi. Arbejdsløshedstallet har været faldende hver måned siden september 2010 og arbejdsløshedsprocenten lå i august 2018 nede på 3,9 %. De flotte officielle arbejdsløshedstal dækker dog ifølge artiklen ”Arbejdsløshedstallet ser smukt ud for tiden. Virkeligheden kan ikke helt leve op til det” (se kilder) over, at der faktisk er blevet væsentligt færre erhversaktive amerikanere siden 2010. Det kunne tyde på, at mange amerikanere simpelthen har opgivet at søge et job og derfor ikke optræder i statistikkerne for arbejdsløshed.  

     Flere eksperter hævdede længe, at finanskrisen ikke var slut endnu. Men efter adskillige år med faldende arbejdsløshed og uden recession er debatten forstummet. I starten af 2012 fejrede det amerikanske aktiemarked sig selv, da de amerikanske aktier, for første gang siden finanskrisen ramte, var tilbage på samme niveau som før finanskrisen. USA’s gæld har dog siden finanskrisen flere gange været faretruende tæt på – og et par gange overskredet – gældsloftet, hvilket har ført til store politiske slagsmål i DC, når gældsloftet har skullet hæves.

De første tegn på, at finanskrisen var begyndt at sprede sig til Europa, kom sommeren 2007. Et eksempel var, da den franske bank BNP Paribas suspenderede to af sine investeringsfonde, fordi de kortsigtede kreditmarkeder var tørret ud. Den 9. november 2007 udsendte EU ”Økonomisk efterårsprognose for 2007-2009: lavere vækst” (se kilder), der proklamerede, at der var udsigt til en stadigt lavere vækst i perioden som resultat af turbulensen på de finansielle markeder.

     I 2008 blev det helt tydeligt, at de europæiske lande og den europæiske valuta var presset. Ifølge artiklen ”European recession looms as Spain crumbles” (se kilder) faldt den industrielle produktion i EU med 1.9 % i maj 2008, og salget af biler faldt med hele 7.8 %.

     Ifølge artiklen ”Recession over Europa” (se kilder) var der i november 2008 tale om recession i Eurozonen. På det tidspunkt var det alene Frankrig, der endnu kunne melde om positive BNP-tal.

De følgende år blev det mere og mere tydeligt, at finanskrisen ville få alvorlige konsekvenser for de europæiske lande og især for de af dem, der har euroen som fælles møntfod, og således er en del af eurozonen. Siden 2009 er der gentagne gange blevet stillet spørgsmålstegn ved den fælles mønts overlevelse og især i 2015 var der stor tumult, da Grækenland adskillige gange var meget tæt på at forlade euroen. I kølvandet på finanskrisen kom det frem, at økonomien i flere lande, især i Sydeuropa, var meget værre, end man havde troet. I flere lande, især Grækenland, Portugal og Italien, gik man først i 2011 for alvor i gang med besparelserne og reformerne. I modsætning til USA tog det flere europæiske lande årevis at slippe ud af recessionen. Først i 2013 slap recessionen sit tag i Spanien, og efter at Italien kortvarigt slap ud Italien endelig at forlade recessionen, skriver Wall Street Journal (se kilder). Siden finanskrisen ramte og bredte sig over hele Europa, stod den økonomiske krise i Europa øverst på alle dagsordener. Flere år i træk blev der indkaldt til hastemøder, hvor EU-landenes stats- og regeringschefer arbejdede for at redde og genskabe tilliden til euroen. Eurokrisen har bølget frem og tilbage, men krisen nåede sit foreløbige højdepunkt i sommeren 2015, hvor det så ud til, at Grækenland ville forlade euroen, den såkaldte ’grexit’.

     I 2018 er Europa igen ude af krisen, i hvert fald hvis man alene ser på den økonomiske vækst i BNP. Ifølge en prognose fra EU-kommissionen citeret i ”Nøgletal: Dansk og europæisk opsving fortsætter” (se kilder) vil de kommende år være præget af økonomisk fremgang. Danmark forventes at have en økonomisk vækst på lige under 2 % i 2018 og 2019.

     Indenfor EU er det kun Italien og Storbritannien, der ventes at opleve en lavere vækst end Danmark i 2018. For EU som helhed ventes der er en vækst på 2,3 % i 2018 og 2,0 % i 2019. Væksten er højest i Østeuropa, men alle lande i EU oplever vækst.

Tyskland var blandt de europæiske lande, der hurtigt blev hårdt ramt. I juli 2007 gik eksempelvis den tyske investeringsbank IKB konkurs. I det hele taget var det de tyske banker og kreditinstitutioner, der først og fremmest kom i vanskeligheder, men deres problemer blev i stigende grad til deres kunders problemer. Kunderne er i vid udstrækning de tyske virksomheder, som fik problemer med at finansiere deres aktiviteter og udvikling, fordi de ikke kunne låne penge.

     Ifølge artiklen ”Tyskland hårdt ramt af recessionen” (se kilder) skrumpede landets økonomi med 2,1 % i fjerde kvartal af 2008, og Bundesbanken forudså, at landets budgetunderskud i 2009 ville være i strid med eurolandenes stabilitetspagt. Ifølge stabilitetspagten må budgetunderskuddet maksimalt være på 3 % af BNP.

     Den tyske forbundsregering vedtog en gigantisk redningspakke for den kriseramte finansbranche på i alt 500 milliarder euro svarende til 3.600 milliarder danske kroner. Det skete den 13. oktober 2008. De 400 milliarder skulle benyttes til at sætte skub i bankernes indbyrdes handel igen, mens de 100 milliarder gik til en investeringsfond, som skulle overtage kriseramte bankers risikopapirer. Redningspakken blev godkendt af Den tyske Forbundsdag den 17. oktober.

     Den 8. januar 2009 overtog den tyske forbundsstat en fjerdedel af storbanken Commerzbank, som blev delvist nationaliseret for at få ekstra hjælp fra en statslig støttefond.

     Siden 2009 har Tyskland spillet en stor rolle i finanskrisen, men ikke som offer for den. I stedet har Tyskland – med Frankrig som væsentligste medspiller – kæmpet hårdt for at få oprettet en stabiliseringsfond for de europæiske lande, der er med i eurozonen. Fonden virker således, at lande med rod i økonomien kan låne af fonden for at stabilisere deres egen, og dermed eurozonens, økonomi, mod at de lever op til en række krav om besparelser og reformer. Tyskland er eurozonens største økonomi og er det land, der har postet flest penge i fonden, som blandt andet Grækenland og Portugal har lånt fra. Der har været stor debat i Tyskland om, hvorvidt de rigere og mere økonomisk stabile lande i Nordeuropa skulle blive ved med at redde de fattigere sydeuropæiske lande ud af deres selvskabte misere med store lån, og ikke mindst om de nordeuropæiske lande havde råd til det. Den tyske kansler Angela Merkel, som var central for forhandlingerne om oprettelsen af fonden, svarede, at de ikke havde råd til at lade være. Hun henviste til, at en statsbankerot i et af de sydeuropæiske lande, der alle er medlemmer af eurozonen, ville få katastrofale konsekvenser for de øvrige eurolande.   Den tyske økonomi blev umiddelbart meget hårdt ramt af finanskrisen, især fordi Tysklands økonomiske vækst er afhængig af stor eksport, men denne faldt, da de andre lande, Tyskland eksporterer mest til, ligeledes blev hårdt ramt af finanskrisen. I 2009 gik den tyske BNP tilbage med 5,1 %, hvilket ifølge den danske ambassade i Tyskland (se kilder) er den største økonomiske tilbagegang i Forbundsrepublikkens historie. Flere kritikere mente, at Tyskland var nødt til at skifte fokus fra eksport for at opleve økonomisk vækst igen. Den tyske eksportøkonomi blev dog hurtigt stabiliseret, og mens der de seneste år har været et godt stykke op til den økonomiske vækst på 3,3 % i 2011, steg det tyske bruttonationalprodukt i 2017 med 2,2 %. Det er den største stigning siden 2011.

Også det finansielle system i Frankrig blev rystet. Det første tegn derpå var, da den franske bank BNP Paribas i august 2007 lukkede to af sine investeringsfonde og forklarede det med ”markedets fuldstændige mangel på likviditet”.

     For at imødegå udfordringerne har den franske regering haft flere tiltag. Den 13. oktober 2008 meddelte den franske regering, at den ville gøre to ting for at hjælpe bankerne igennem den finansielle krise. For det første tilbød regeringen 300 milliarder euro i garantier til lån bankerne imellem, og for det andet satte staten 40 milliarder euro af til aktieposter i firmaer.

     Den 4. december 2008 åbnede Frankrig de statslige kasser for at mindske den økonomiske tilbagegang. Præsident Nicolas Sarkozy fremlagde en ny økonomisk hjælpepakke til 26 milliarder euro for at stimulere den kriseramte franske økonomi med især investeringsprojekter.

     I 2009 og 2010 fortsatte finanskrisen i Frankrig. Regeringen, med præsident Nicolas Sarkozy i front, besluttede derfor at iværksætte reformer af arbejdsmarkedssystemet. Reformerne betød blandt andet, at pensionsalderen ville stige fra 60 til 62 år. Det fik flere hundrede tusinde franskmænd til at gå på gaden i protest mod reformerne, og i flere måneder lammede de omfattende strejker Frankrig. Siden da har der også været reformer af skattesystemet, hvor især de velhavende franskmænd er blevet ramt og nu skal betale 3 % mere i skat end tidligere, ligesom skatterne på varer som tobak og sprut er steget. På trods af de store reformer i Frankrig gik landet ud af 2011 med et underskud, der var større end ventet, og nedjusterede forventninger til 2012. Det betød, at det magtfulde kreditvurderingsinstitut Standard & Poor’s i starten af 2012 nedjusterede Frankrigs kreditværdighed for første gang nogensinde. Det betød, at euroen øjeblikkeligt faldt i værdi i forhold til dollaren, og det var endnu et slag mod Europas skrøbelige økonomi. Siden da har Standard & Poor’s flere gange nedjusteret Frankrigs kreditværdighed yderligere, og finanskrisen fylder fortsat meget i mange franskmænds hverdag. I 2014 lå arbejdsløsheden på 11 %, og Frankrig har siden 2013 gennemført flere store økonomiske reformer i et forsøg på at dæmme op for den høje arbejdsløshed, der især har ramt unge. Fransk økonomi voksede fra 2012 til 2016 med blot 0,8 % om året i gennemsnit. Men Frankrig er ifølge en analyse fra Dansk Industri (se kilder) endelig kommet ind i et positivt vækstforløb, og økonomien voksede sidste år med 2,2 %, hvilket er det hurtigste tempo siden 2011. Økonomien forventes at kunne fastholde en vækst på lige under to procent i både 2018 og 2019.

På grund af uro på de finansielle markeder begyndte britiske banker i september 2007 at begrænse genudlån af indlånskapital til andre banker. Det gik hårdt ud over Northern Rock, der er en af de største udlånsbanker i England og har specialiseret sig i boliglån. Bankens boliglån var nemlig i vid udstrækning finansieret ved genudlån af kapital fra andre banker. Det fik kunder til at stå i kø for at trække deres sparepenge ud. Faktisk oplevede Northern Rock det første ‘run’ på en britisk bank i 140 år, som først begyndte at normaliseres, da banken i september 2007 meddelte, at den på anmodning havde modtaget støtte fra den engelske centralbank Bank of England. Den 22. februar 2008 overtog den engelske stat banken.

     Den 17. september 2008 overtog Lloyds TBS realkreditinstitutionen HBOS. Dermed sidder Lloyds TBS på en tredjedel af Storbritanniens realkreditlån og private opsparinger.

     Den 29. september blev den britiske finansgigant Bradford og Bingley’s delvist nationaliseret. Det vil sige, at dens realkreditlån blev nationaliserede, mens dens opsparings- og bankvirksomheder blev solgt til spanske Santander.

     Den 30. september hævede den engelske statsminister, Gordon Brown, grænsen på de statsgaranterede lån fra 35.000 til 50.000 euro.

     Den 13. oktober meddelte regeringen, at den ville bruge op til 37 milliarder pund i tre trængte banker, Royal Bank of Scotland, HBOS og Lloyds TBS.

     Den 19. januar 2009 kom regeringen med en redningspakke til landets trængte banker. Pakken indeholdt blandt andet mulighed for at betale et gebyr til staten, som til gengæld kvitterede med at garantere for bankernes dårlige lån. Tanken var, at det ville få bankerne til atter at åbne op for udlån til virksomheder og private.

     Storbritanniens økonomi er ekstra skrøbelig, fordi en stor del af eksporten sker til de andre EU-lande, som blev hårdt ramt af finanskrisen.

     Krisen fortsatte i Storbritannien i 2010 og 2011, og ligesom i Frankrig førte den til det omfattende reformer. Reformerne blev kaldt historiens hårdeste genopretningsplan af Danmarks ambassadør i Storbritannien, Anne Hedensted Steffensen, og den blev mødt med voldsomme protester. Prisen på videregående uddannelse steg, flere hundrede tusinde offentlige job skulle nedlægges, og der blev skåret hårdt ned på velfærdsydelserne.

     Siden 2012 har den britiske økonomi været i bedring, og i 2014 voksede den britiske BNP med 3 %, mens arbejdsløsheden faldt til 3,1 %. Storbritanniens vækst er siden da løjet af og forventes i 2018 at nå helt ned på 1,3 %. Den britiske økonomi vil i de kommende år blive væsentligt påvirket af Storbritanniens afsked med EU – Brexit.

Island blev særligt hårdt ramt af finanskrisen. Islandske spekulanter havde i årene op til krisen været på finanseventyr for lånte penge – især for penge lånt i Japan. Men i takt med at kursen på yen steg markant i forhold til kursen på den valuta, islændingene havde placeret de lånte midler i, så blev det hurtigt dyrt.

     Den 7. oktober 2008 vedtog det islandske parlament en vidtrækkende redningspakke. Loven trådte i kraft med øjeblikkelig virkning, og den gav staten mulighed for uhindret at intervenere i landets kriseramte banker. I den forbindelse udtalte den islandske statsminister i Altinget, at der var risiko for, at landet ville gå bankerot. Et var i hvert fald sikkert – nemlig at den islandske krone var i frit fald, og at inflationen var løbet løbsk, samtidig med at gælden, der jo var i udenlandsk valuta, bare voksede og voksede.

     For at imødegå krisen nationaliserede Island i efteråret 2008 sine tre største banker Glitnir, Landsbanki og Kaupthing Bank for at forhindre deres konkurs. Ifølge artiklen ”400 bankfolk fyret på Island” (se kilder) skyldte de islandske banker i andet kvartal af 2008 et beløb, der var seks gange så stort som landets bruttonationalprodukt. Bankerne havde enorme udlandslån, især til Japan. Ifølge ovennævnte artikel er årsagen til, at det gik så vidt på Island, dels en masse ivrige investorer, og dels at bankerne kun havde været privatiserede i syv år og således ikke havde megen erfaring at trække på.

     Den 10. november 2008 henvendte Island sig til Europa-Kommissionen for at få finansiel hjælp. Den 26. januar 2009 førte krisen til, at Islands regering trådte tilbage, og den 1. februar trak en ny midlertidig regering i arbejdstøjet. Også en ny Centralbankdirektør trak i arbejdstøjet. Nordmanden Svein Harald Øygard er blevet direktør for den islandske centralbank og skal forsøge at få genskabt tilliden til den islandske krone og styrke den. Om sin nye opgave siger han i artiklen ”Ny islandsk nationalbankdirektør: En gigantisk udfordring” (se kilder): ”Den største udfordring er at skabe tillid til den islandske krone og styrke den. Det kan danne grundlag for at lette kontrollen på valuta ind og ud af Island. Vi vil også støtte omstruktureringen af banksystemet, der vil give bedre rammer for erhvervslivet.”

     I 2015 meddelte den Internationale Valutafond (IMF, se kilder), at Islands økonomi er kommet sig efter finanskrisen, og at den igen er lige så stor som før finanskrisen. Siden finanskrisen har Island haft en af Europas højeste vækstrater og laveste arbejdsløshedsprocenter, hvilket blandt andet skyldes en boomende turismeindustri og et fornyet fokus på fiskeindustrien.

Det første tegn på, at finanskrisen var trukket over den danske grænse, var, da Roskilde Bank gik konkurs i august 2008. Det kom som en overraskelse for de fleste – politikere som almindelige borgere. Det på trods af at Finanstilsynet havde haft en række små og mellemstore banker i kikkerten siden foråret 2007, fordi de havde et stort indlånsunderskud forårsaget af en meget høj og spekulativ udlånsvækst – især til boligspekulation. Det var altså ikke kun Roskilde Bank, der havde lånt flere penge ud, end den havde modtaget i indskud. Det viste sig også tydeligt i september 2008, da indlånsunderskuddet i hele banksektoren blev opgjort til 500 milliarder kroner.

     Underskuddet gav frygt for nedsmeltning, og det fik den danske regering til at iværksætte en hjælpepakke. Først en bankpakke, der blev vedtaget i oktober 2008, hvor staten forpligtede sig på at dække indskud i de danske banker op til en grænse på 3.000 milliarder kroner. Heraf skulle banksektoren selv stille de første 35 milliarder kroner til at redde pengeinstitutter i nød.

     I januar 2009 blev Bankpakke II introduceret, og den 18. januar blev den vedtaget af alle partier bortset fra Enhedslisten. Med et beløb på 100 milliarder kroner skulle den give bankerne mulighed for at låne 75 milliarder kroner, mens 25 gik til realkreditinstitutterne. Bankpakken skulle gælde i tre år, hvor bankerne kunne låne penge til differentierede renter alt efter, hvor sund banken var. Uddybende informationer om bankpakken kan fås i artiklerne ”Fakta: Bankpakke II” og ”Få et overblik over Bankpakke II” samt i pressemeddelelsen ”Aftale om kreditpakke på plads” (se kilder).

     Bankpakke II blev fulgt af Bankpakke III i oktober 2010. Med den blev statens ubegrænsede garanti for indskud erstattet af et loft på 750.00 kroner, og det blev besluttet, at tab efter krak skulle betales af banken selv, og at banker skulle kunne lukkes i løbet af en weekend.

     Da Amagerbanken krakkede i 2011, opstod behovet for Bankpakke IV. Den blev vedtaget i efteråret 2012 med det formål at gøre det mere attraktivt for velpolstrede banker at overtage nødlidende banker, blandt andet ved at de sunde banker vil få støtte fra staten, når de gør det.

     Ligesom i resten af Europa var finanskrisen sværere end forventet at slippe af med i Danmark, og bankpakkerne var langt fra nok. Finanskrisen slap ikke sit tag i Danmark i 2011, hvor de økonomiske nøgletal raslede ned. Ifølge flere eksperter var 2011 det værste år siden 2008 for boligmarkedet. Der var en bemærkelsesværdig stilstand i arbejdsløsheden, og stort set ingen bedring at spore fra starten af året til udgangen af det. I december 2011 offentliggjorde finansministeriet, at den danske statsgæld ville vokse til over 100 millioner kroner, svarende til 5,5 % af bruttonationalproduktet.

     I 2015 konkluderede Indenrigs- og Økonomiministeriet (se kilder), at ”dansk økonomi er i begyndelsen af et opsving med stigende vækst og beskæftigelse.” Efter at væksten i Danmark i mange år har været meget svag, var den i 2014 på 1,1 %.. Siden da er væksten taget til. Væksten i BNP er de seneste par år gradvist steget til omkring 2 % og er dermed den højeste i mere end ti år. Væksten drives ifølge Økonomisk Redegørelse, maj 2018 (se kilder) både af en stærk privat indenlandsk efterspørgsel og et solidt bidrag fra eksporten. Forudsætningerne er på plads for, at højkonjunkturen kan fortsætte, blandt andet i kraft af reformer, der også i de kommende år udvider arbejdsstyrken. Stigende pres på virksomhedernes produktionskapacitet og mere udbredt mangel på arbejdskraft ventes imidlertid at begrænse mulighederne for vækst, så væksten efterhånden bøjer af.

Grækenland er det europæiske land, der har kæmpet hårdest med finanskrisen og dens efterdønninger, og den økonomiske krise i Grækenland har flere gange været tæt på at føre til det sydeuropæiske lands exit fra euroen, senest i 2015. Mens de andre kriseramte sydeuropæiske lande har vendt udviklingen og igen oplever positiv vækst, er krisen blevet værre år for år i Grækenland. Allerede ved Grækenlands optagelse i eurosamarbejdet var statsgælden for stor, men omfanget var ukendt, da gælden var skjult. Medlemslandene af EU forpligter sig til ikke at have et større årligt underskud end 3 % af BNP og en samlet gældsbyrde på maksimalt 60 % af BNP, men i 2009 indrømmede den græske regering, at underskuddet var 12,7 % af BNP – fire gange så stort, som regeringen hidtil havde sagt. Grækenlands gældsbyrde er på 177 % af BNP.

     I 2010 kom det frem, at den græske regering ikke ville være i stand til at betale sin gæld. Da Grækenland primært havde lånt penge i udlandet, både hos udenlandske banker og regeringer, opstod der frygt for, at en græsk misligholdelse af gælden ville sprede sig som ringe i vandet, og at andre regeringer og banker ville komme til at misligholde deres gæld som et resultat af, at de ikke fik deres penge fra Grækenland, skriver Vox (se kilder). Derfor fik Grækenland i 2010 hastehjælp fra eurozonens stabiliseringsfond og IMF, men kun ved at forpligte sig til at gennemføre reformer og besparelser. Reformerne, der blandt andet bestod af besparelser, ofte i form af fyringer af offentligt ansatte, og højere skat, var medvirkende til at arbejdsløsheden i Grækenland eksploderede – da den var på sit højeste, var den over 28 %, i 2015 var den faldet til 25 %. Reformerne, der blev forhandlet med den såkaldte trojka – Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen), var enormt upopulære i Grækenland, hvor både befolkningen og regeringen sagde, at de var for stramme og ramte landet for hårdt. I 2015 var de forhadte reformer medvirkende til, at det venstreorienterede parti Syriza vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget. I 2015 forsøgte den græske regering, ledet af premierministeren Alexis Tsipras, gentagne gange at genforhandle betingelserne for lånepakken, men den græske regeringen og de andre europæiske lande kunne ikke nå til enighed om betingelserne. Samtidig annoncerede den græske regering, at den ikke ville kunne betale sit afdrag på lånepakken i juni. I juni 2015 annoncerede Alexis Tsipras, at han ville lade de græske vælgere stemme om, hvorvidt Grækenland skal acceptere de betingelser, der er for lånepakken. De græske vælgere stemte nej til aftalen, men Tsipras genoptog forhandlingerne med de øvrige EU-lande for at undgå, at Grækenland skulle træde ud af euroen. I august 2015 nåede Grækenland og trojkaen til enighed om en tredje lånepakke.

     I 2018 sidder Tsipras og Syriza stadig på regeringsmagten. Den græske regering har som betingelse for lån stået i spidsen for en række offentlige besparelser og reformer, blandt andet af pensionssystemet og på energi- og arbejdsmarkedsområdet. Hele forløbet af den græske gældskrise er beskrevet i artiklen ”Overblik: Sådan kom Grækenland ud af gældskrisen” (se kilder). I sommeren 2018 blev den græske gældskrise erklæret for afsluttet af EU-kommissionen. Den græske økonomi er igen i vækst og arbejdsløsheden er faldet betragteligt. På trods af de positive takter vil grækernes privatøkonomi dog være mærket i mange år fremover. Det skyldes blandt andet en udvandringsbølge af unge og veluddannede i kriseårene til andre EU-lande.

I starten af finanskrisen var det især Island og Irland, der trak overskrifter med bankkrak, konkurser og arbejdsløshedstal på himmelflugt. Siden 2010 er fokus rykket til flere sydeuropæiske lande, hvor den økonomiske situation viste sig at være meget værre end frygtet. Det er især Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, der har været problembørn for eurozonen, men også Frankrig kæmper med stort statsunderskud, høj arbejdsløshed, især blandt unge, og dårlig betalingsbalance.

     Det startede med gigantiske budgetunderskud i Grækenland, Portugal og Italien, der alle havde taget store udenlandske lån, som de ikke kunne eller havde meget svært ved at betale tilbage. Det skabte frygt for, at krisen ville sprede sig som ringe i vandet til de lande, der havde lånt penge ud til de sydeuropæiske lande, og det førte til stor uro på de finansielle markeder og mistillid til euroen.

     Situationen har ikke været lige så slem eller dramatisk som i Grækenland i de andre sydeuropæiske lande, der har haft nemmere ved at gennemføre de reformer og besparelser, der var betingelsen for at få finansiel støtte i form af store lån fra IMF og eurozonens stabiliseringsfond. Alle steder har der været store økonomiske reformer, som i hvert eneste land er blevet mødt med voldsomme protester, men som alligevel er blevet gennemført.

     Spanien var et af de mest kriseramte europæiske lande, og først i 2013 var Spanien ude af den dybe recession, der var en følge af finanskrisen og varede mere end to år (Spanien oplevede i alt fem års recession eller økonomisk stilstand). Siden slutningen af 2013 har økonomien været i bedring.

     Portugal har siden 2016 været en økonomisk succeshistorie, som det fortælles i artiklen ”Portugal kvittede EU’s sparekrav – nu blomstrer landets økonomi” (se kilder). Arbejdsløsheden er styrtdykket blandt andet som følge af øgede offentlige investeringer.

     Italien lider stadig under lav økonomisk vækst og har generelt haft svært ved rigtig at ryste krisen af sig på trods af, at der har været positiv vækst i økonomien siden 2014. I perioden fra 2009 til 2017 har Italien ifølge artiklen ”Kun seks ud af ti italienere arbejder – og det gør ondt på landets økonomi (se kilder) i gennemsnit haft en årlig vækst pr. indbygger på minus 0,7 %. Den tilsvarende gennemsnitlige vækst i Danmark har været på plus 0,2 %. Blandt 36 OECD-lande er det kun Grækenland, der har klaret sig dårligere end italienerne, når det gælder økonomisk vækst. 

     På trods af de positive tendenser er særligt de unge i Sydeuropa fortsat hårdt ramt af krisen. Artiklen ”Sydeuropas tabte generation har opgivet at finde fast arbejde” (se kilder) fortæller, at finanskrisen og den efterfølgende europæiske gældskrise fik arbejdsløsheden til at stige enormt i hele Sydeuropa. Og selvom arbejdsmarkedet i mange lande er begyndt at vise tegn på bedring, er især ungdomsarbejdsløsheden stadig tårnhøj. Over en fjerdedel af fuldtidsjobsene i Spanien forsvundet, og i Italien og Grækenland er jobdøden endnu mere udtalt. Det betyder, at mange unge helt har opgivet at finde fuldtidsarbejde, hvilket samtidig betyder, at mange unge stadig bor hjemme hos forældrene og har ringe håb om nogensinde at stifte egen familie. I Italien bor eksempelvis 2 ud af 3 under 34 år stadig hjemme hos deres forældre.

Siden finanskrisen ramte Europa i 2008, har EU-landene arbejdet tættere og tættere sammen for at afhjælpe de værst konsekvenser, forsøge at afværge en ny finanskrise, forsøge at gøre euroen stærkere og sikre, at medlemslandene og euroen kommer så stærke ud af finanskrisen som muligt. På grund af finanskrisens udvikling i Europa har EU-landene og EU-institutionerne fået endog meget stor betydning, og EU-landene har måtte afgive suverænitet i forbindelse med det arbejde, der er sket for at stabilisere euroen. I takt med at flere og flere europæiske lande kom tæt på konkurs på grund af finanskrisen, voksede det europæiske fællesskab – og slagsmål – om krisen. De sidste par år har finanskrisen og især den efterfølgende gældskrise været altoverskyggende i det europæiske samarbejde.

     Arbejdet startede den den 12. oktober 2008, hvor eurolandenes regeringschefer afholdt et topmøde i Paris for at drøfte finanskrisen. Resultatet blev en fælles handlingsplan, der gik ud på, at eurolandene ville yde ekstra kapital samt garantere lån i banksektoren.

     Den 26. november 2008 fremlagde Europa-Kommissionen en toårig finansiel redningsplan, der via 200 milliarder euro skulle sætte skub i EU’s konjunktur og afbøde de værste følger af den globale finanskrise og den omsiggribende recession for de 27 medlemslandes økonomier.

     Den 20. januar 2009 erklærede EU’s finansministre, at de i kølvandet på finanskrisen var parate til at lappe hullerne ved at skære ned på de offentlige udgifter for at komme tilbage til normale tilstande.

     Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy fremlagde i februar 2011 et forslag om en europagt, der skulle forbedre EU’s konkurrenceevne ved at forstærke det økonomiske samarbejde i EU-landene. Senere samme år blev EU-landene enige om en vækst- og stabiliseringspagt, der nu er blevet afløst af en endnu mere krævende finanspagt. På et topmøde i Bruxelles i januar 2012 blev 25 ud af 27 eurolande enige om at tilslutte sig finanspagten, der skal give EU-landene mere kontrol over medlemslandenes økonomier. Formålet med pagten er at give EU-landene mulighed for at kigge hinanden i kortene, gøre det muligt at straffe økonomiske syndere og at sætte et loft over underskuddet på de forskellige landes finanslove og over, hvor stor statsgæld landene må have.

     Pagterne har givet institutionerne mere magt over medlemslandene, i og med at der kan stilles større krav før den Europæiske Centralbank udsteder lån og efterfølgende kan sanktionernes.

     Den tyske økonom Guntram Wolf udtaler i artiklen ”EU står bedre rustet nu end for 10 år siden, men der er fortsat risiko for en ny krise” (se kilder), at EU er mere modstandsdygtig nu end i 2008: ”EU er bedre forberedt på den næste krise af to årsager. For det første, fordi der er gennemført visse initiativer for at regulere den finansielle sektor, og for det andet, fordi EU har adresseret visse af dets egne svagheder – særligt i forhold til den tidligere så fragmenterede overvågning af bankerne.”

Finanskrisen ramte ikke Mellemøsten i særlig grad. Ifølge Dansk Industris analyse ”Finanskrise ingen hindring i Mellemøsten” (se kilder) ser det ud til, at krisen ikke kradsede så dybt her, idet Den Internationale Valutafond (IMF) forventede en vækst på 5,9 % i 2009 imod 6,4 i 2008. Årsagen til, at IMF forventede mindre vækst, var især faldende oliepriser.

     Flere Mellemøstlige lande har dog indført tiltag for at imødegå krisen:

• Saudi-Arabien nedsatte den 12. oktober 2008 udlånsrenten for at skabe likviditet i bankerne. 
• De Forenede Arabiske Emirater stillede den 12. oktober 2008 garantier for bankindeståender. 
• Qatar iværksatte den 13. oktober 2008 en redningsplan til en værdi af 5,3 milliarder dollars, der skal bruges til at opkøbe aktier i landets banker.

     Oliepriserne faldt i en kort periode, men i 2011 eksploderede priserne på olie, ligesom på mange andre råvarer. I det meste af 2011, 2012 og 2013 lå prisen på en tønde olie over 100 USD, hvilket dog skyldtes politiske begivenheder i Mellemøsten snarere end finanskrisen. I 2014 og 2015 faldt olieprisen, og i den sidste halvdel af 2014 blev prisen mere end halveret, skriver Berlingske (se kilder). Det vilde fald i oliepriser førte til oliepriser, der var de laveste, siden finanskrisen var på sit højeste.

     Mens finanskrisen ikke havde lige så store konsekvenser for den økonomiske situation i Mellemøsten som i mange andre lande, har de politiske protester, der begyndte at sprede sig i flere lande i Mellemøsten og Nordafrika i 2011, haft store konsekvenser for den økonomiske udvikling, skriver Politiken (se kilder). Eksempelvis havde økonomer store forventninger til den egyptiske økonomi, men på grund af de store politiske uroligheder har flere mellemøstlige lande ikke kunne fokusere på deres økonomiske udvikling.

Størstedelen af Kinas økonomi er baseret på eksporttung industri, og derfor fik den økonomiske krise i USA og Europa stor indflydelse på realøkonomien i Kina. I tredje kvartal af 2008 faldt den økonomiske vækst til 9 %, hvorimod foråret bød på en vækst på 11,9 %.

     De kinesiske myndigheder satte flere tiltag i gang for at mindske krisen. Blandt andet har de ændret styringsrenten tre gange i løbet af få måneder i efteråret 2008. Den 14. oktober 2008 meddelte Hongkongs finansminister John Tsang, at regeringen ville udstede en fuld garanti for alle bankindeståender indtil 2010 som følge af tumulten i det internationale banksystem. Den 9. november 2008 godkendte den kinesiske regering ifølge artiklen ”Kina afslører økonomisk plan” (se kilder) en økonomisk redningspakke til en værdi af 586 milliarder dollars. Pengene skal ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhau blandt andet investeres i infrastruktur og velfærdstiltag.

     I 2010 var vækstraten igen tocifret på 11.9 %, men siden da har den kinesiske vækstrate haft svært ved at nå op på de tidligere niveauer. Ifølge eksperter skyldes det dog ikke efterdønninger af finanskrisen, men snarere at økonomien stabiliserer sig i takt med, at den bliver gradvist mindre eksportfokuseret. Økonomer advarer dog om, at en lurende boligkrise i Kina kan føre til en finanskrise, da faldende boligpriser som regel fører til lavere privatforbrug. grad Det kan i høj grad påvirke, hvor succesfuld omlægningen af Kinas økonomi, fra at være eksportfokuseret til også at fokusere på det hjemlige marked, vil være, skriver Politiken (se kilder).

I Japan var situationen ifølge artiklen ”Yen Starter den næste finanskrise i Japan?” (se kilder) noget anderledes end i de fleste andre lande. Ganske vist faldt det japanske aktieindeks Nikkei fra 19. september til 27. oktober 2008 med 40 %, men til gengæld har Japan ikke oplevet nogen investorflugt. Tværtimod er udenlandsk valuta strømmet ind i Japan i en grad, så den japanske yen i samme periode steg med henholdsvis 13 og 33 % i forhold til dollars og euro. Selvom det kunne lyde positivt, så er det langt fra tilfældet. Årsagen er, at Tokyo er verdens centrum for spekulativ lånekapital. Japan har verdens laveste renteniveau for korte lån, og kombineret med centralbankens voldsomt ekspansive pengepolitik har det betydet, at Japan er blevet et land, hvor man via internationale banker henter kapital til højt gearede forretninger, hvilket vil sige at investere for lånte penge. Blandt andet er det i vid udstrækning i Japan, at Islandske banker har hentet finansiering. Det, der sker, er altså, at man optager lavrentelån i Japans valuta for efterfølgende at købe valuta, aktier eller obligationer i højrentemarkeder og profitere på rentespændet. Problemet er nu, at når kursen på yen stiger markant i forhold til kursen på den valuta, man placerer de lånte midler i, så bliver det hurtigt dyrt. Og problemet vokser, for jo flere, der køber yen for at tilbagebetale lånene, jo mere stiger kursen, og jo flere må afvikle deres investeringer og købe yen.

     I Japan gik centralregeringen den 14. oktober 2008 ind med nye garantiordninger, som skulle sikre landets banker den nødvendige likviditet til at komme igennem finanskrisen. For de japanske banker betød det, at de kunne få ubegrænset adgang til en fast rente året ud, mod at centralbanken fik den nødvendige sikkerhed.

     Den 24. januar 2009 godkendte den japanske regering en finanslov, der blandt andet indebar skattelettelser, nye offentlige udgifter for at sætte økonomien i gang, og nedskæringer i udviklingsbistand. Resultatet blev et underskud på finansloven i 2009.

     Regeringens tiltag havde den forventede effekt, og økonomien bedrede sig i 2009 og 2010. Men i 2011 blev økonomien hårdt ramt af et jordskælv og en efterfølgende tsunami, der dræbte mere end 15.000 mennesker, ødelagde tusindvis af bygninger og resulterede i en atomkatastrofe på atomkraftværket Fukushima. Ifølge Verdensbanken var det den dyreste naturkatastrofe i verdenshistorien.

Også Rusland blev hårdt ramt af finanskrisen, og konsekvenserne mærkes stadig i verdens sjettestørste økonomi. Den 30. oktober 2008 blev al aktiehandel stoppet i en periode som et udslag af, at de russiske virksomheder og banker i en årrække havde sejlet derudaf på en bølge af optimisme og risikable lån. Den 8. december 2008 var den finansielle og økonomiske krise i Rusland så omfattende, at det amerikanske finansagentur Standard & Poor’s nedgraderede Ruslands kreditværdighed. Og i december måtte også de russiske myndigheder indrømme, at finanskrisen var kommet til landet. Den 24. december 2008 meddelte præsidentens økonomiske rådgiver, Arkadij Dvorkovitj, at Rusland for første gang i 10 år ville få et underskud på finansloven i 2009.

     Krisen er blandt andet et resultat af, at udenlandske investorer trak omkring 100 milliarder kroner ud af russiske værdipapirer som en reaktion på Georgien-krigen, hvor Rusland i august 2008 satte sine styrker ind i Georgien. Men allerede før Georgien-krigen trak investorer penge ud af Rusland. Da finanskrisen ramte, fik mange investorer travlt med at trække så mange penge som muligt ud af projekter og i sikkerhed, og det havde store konsekvenser for Rusland, hvis økonomiske fremgang i høj grad var betinget af, at udenlandske investorer postejer penge i projekter i landet.

     En anden afgørende faktor for finanskrisen i Rusland var de faldende oliepriser, som verden oplevede i 2009 i forbindelse med finanskrisen, og som igen er styrtdykkende i 2014 og 2015. En stor del af Ruslands indtægter kommer fra salget af olie og gas til især Europa og Kina, så når priserne faldent, harvede det øjeblikkelig virkning på den russiske økonomi. Det har været medvirkende til, at Rusland har satset stort på at eksportere mere til Kina, hvor den økonomiske vækst har været mundret påvirket end vestens af finanskrisen.

     I 2015 var den økonomiske situation så slem, at Verdensbanken advarede om, at inflationen var på sit højeste siden 2008, mens valutaen tabte værdi mod dollaren og den økonomiske vækst var negativ, skriver Politiken (se kilder). Andet kvartal skrumpede den russiske økonomi med over 4 %, og regeringen forventer, at minusvæksten vil ligge på omkring 3 % ved årets udgang, skriver Wall Street Journal. Den alvorlige økonomiske situation skyldes udover de faldende olieprisen de sanktioner, Rusland er blevet pålagt som følge af Ruslands støtte til separatistiske oprørere i Ukraine.

     I 2017 havde Rusland igen en moderat økonomisk vækst på 1,5 %, mens der også forventes en beskeden vækst i 2018. Dette skyldes primært stigende oliepriser, men økonomien er stadig sårbar over for svingninger i oliepriserne og økonomiske sanktioner mod landet.

Afrika blev umiddelbart ikke så hårdt ramt af finanskrisen som de andre verdensdele. Aktieindekserne i de afrikanske lande steg i andet kvartal af 2008, og årsagen var ifølge artiklen ”Afrika skærmet fra finanskrisen” (se kilder), at kontinentet drager økonomiske fordele af at være isoleret fra det vestlige finanssystem. Ifølge artiklen “Finanskrisen koster liv i Afrika” (se kilder) kan kontinentet dog blive ramt af krisen på anden vis. Mange vestlige lande skærer således i ulandsbistanden til Afrika som resultat af krisen, og det kan betyde sult og død for en lang række afrikanere.

     Mens finanskrisen ikke ramte Afrika hårdt i sine første år, har den senere fået konsekvenser for kontinentet. Udover den reducerede ulandsbistand er de afrikanske lande også blevet ramt af svingende priser på råvarer som bomuld, mineraler og palmeolie som følge af mindre efterspørgsel fra de vestlige lande, hvilket har ført til større arbejdsløshed i flere afrikanske lande.

     I 2009 sagde den tanzaniske præsident Jakaya Kikwete på et møde organiseret af IMF, at finanskrisen var den største trussel mod den økonomiske udvikling i Afrika i nyere historie. Sammen med en række andre afrikanske præsidenter og finansministre præsenterede han en undersøgelse af finanskrisens konsekvenser for Afrika, som blev forelagt verdens største økonomier på G20-mødet senere på året. Undersøgelsen konkluderer, at finanskrisen var lang tid om at nå til Afrika, men at den nu har ramt kontinentet hårdt. Ifølge undersøgelsen har finanskrisen ført til, at der for første gang i løbet af de sidste 10 år ikke vil være vækst, at firmaer bukker under, og at arbejdsløsheden og fattigdommen stiger. Det er især mindre eksport, færre udenlandske investeringer og forsinkelser eller aflysninger af private businessprojekter i afrikanske lande, der har ramt de afrikanske økonomier.

     I 2018 havde en del af de afrikanske økonomier igen rejst sig og havde fuld damp på økonomien. Fire ud af verdens ti hurtigst voksende økonomier ligger i Afrika ifølge DI’s markedsanalyse ”Afrikas løver: nogle brøler, andre tier” (se kilder). Samtidig har politisk ustabilitet også fået væksten til at gå i stå, særligt i Nordafrika.

Finansminister Kristian Jensen ser i debatindlægget ”Kristian Jensen: ”Jeg kan ikke garantere, at vi aldrig kommer til at se en finanskrise igen. Men vi har lært af de værste fejl”” (se kilder) tilbage på finanskrisen. Han mener, at krisen har sat sig dybe spor i samfundet, og har gjort os fattigere, end vi ellers ville have været. Til gengæld har krisen lært os, at vi skal holde styr på offentlige udgifter, regulere finanssektoren på en fornuftig måde og sikre, at lønningerne ikke stiger for hurtigt. Derfor er Kristian Jensen optimistisk for fremtiden: ”Jeg ser grund til fortrøstning. Både civilisationerne og markederne udvikler sig gennem afprøvninger og fejltagelser – vel at mærke fejltagelser, som man lærer af.

     Professor i økonomisk historie, Per H. Hansen, anlægger en mere dyster vinkel og advarer i avisessayet ”Den perfekte storm” (se kilder) mod at tro, at krisen er vel overstået. Populisme, nationalisme og modstand mod migration er i virkeligheden fortsættelsen af det, der blev sat i gang med krisen i 2008. Donald Trump i USA, Brexit i Storbritannien, højrenationalisme i Europa og krisen i den liberale verdensorden minder ifølge ham meget om det, der fulgte i kølvandet på 1930’ernes økonomiske krise og sendte verden ud i en ødelæggende verdenskrig i 1939. Per H. Hansen mener derfor ikke, at krisen er overstået, men blot er gået ind i en ny fase: ”Mens vi bekymrer os om økonomisk overophedning og om, hvorvidt festen på aktiemarkederne er ved at slutte, folder finanskrisens tredje fase sig ud. Den er ikke slut. De finansielle konsekvenser var bare første fase. Anden fase var den økonomiske recession. Nu ser vi de politiske konsekvenser.”