Wall Street-krakket 1929

Børskrakket i Wall Street i 1929 er gået over i historien som symbol på den dybeste krise, verdensøkonomien nogensinde har oplevet. Bedst som alt på overfladen så ud til at gå fantastisk for det amerikanske samfund, vågnede aktieejere på verdens største børsmarked i New York op til en dag, der ville give dem et samlet tab på mange millarder dollars. Dagen fik navnet sorte torsdag, den 24. oktober 1929. Panikken bredte sig som en steppebrand, da alle ville sælge deres aktier. Telefonerne brød sammen, handelssystemet kollapsede. Hundredevis af vantro, vrede og sønderknuste aktieejere samledes foran den statelige børsbygning på Manhattans sydspids. Men kun få reddede deres opsparing. Mange mistede alt.

Alt så ud som det plejede, da New York Stock Exchange åbnede torsdag morgen, den 24. oktober 1929. Men da dagen var omme, var intet mere som før. Hverken for de kapitalistiske trendsættere på børsen i Wall Street, for resten af USA eller den øvrige vestlige verden. Der er en vis sandhed i det berømte ordsprog om, at når de nyser på fondsbørsen i New York, får alle andre lungebetændelse - om end det ikke er hele historien.  

Flere års himmelflugt i aktiekurserne nåede denne efterårsmorgen sin grænse, kurserne begyndte dagen med at sive for siden at styrtdykke. Da klokken var 11 om formiddagen havde aktierne mistet 9 mia. dollar i værdi - hvilket selv i dag er et stort beløb, dengang var det astronomisk.

Rygtet om krakket bredte sig med lynets hast rundt i finansdistriktets snævre gader på Manhattan. Snart samledes vrede, frustrerede og vantro aktiehandlere og investorer foran børspaladset og den massive hvide bygning, House of Morgan, hvor seks store banker holdt krisemøde bag lukkede døre. Imens ventede den stadig voksende menneskemængde nervøst udenfor. 

De seks banker besluttede at slå deres værdier sammen for at redde markedet, så da en munter Charles Mitchell, chef for landets største bank, The National City Bank, trådte ud fra mødet, var det med bemærkningen: "Alt skal nok blive all right." Derefter gik han en runde på det berømte handelsgulv på fondsbørsen og spenderede 20 mio. dollar på køb af 200.000 aktier. Det genoprettede til en vis grad tilliden til aktiemarkedet, og ved dagens slutning havde aktionærerne 'kun' mistet 3 mia. dollar. Men det skulle blive endnu værre de følgende dage.

Selv om "Sorte Torsdag" den 24. oktober er blevet den dato, de fleste forbinder med det store krak i Wall Street, blev tirsdag den 29. oktober i virkeligheden endnu sortere. Efter storbankernes redningsaktion, gik markedet hurtigt den anden vej igen, hvilket én gang for alle demonstrerede den styrke, som alle i dag anerkender, at aktiemarkedet har. Ingen enkelt instans kan styre markedet, der domineres af tre primære aktører: aktiehandlere, analytikere og aktionærer. 

Allerede den følgende mandag faldt aktierne til nye lavpunkter, General Electric faldt 48 point, Eastman Kodak 42 point, Westinghouse og AT&T hver 34 point og U.S. Steel 18 point. På "Sorte Tirsdag" mistede aktieejerne 14 mia. dollar, og som forfatteren John Kenneth Galbraith beskriver det i bogen "The Great Crash" har dagen fået status som "historiens mest sønderknusende dag for New Yorks aktiemarked og formentlig den mest sønderknusende dag for alle markeder."  

Aktiefaldet afslørede, at en stor del af den forudgående stigning i aktiekurserne var uden hold i virkeligheden, de byggede ikke på reelle værdier, og derfor mistede mange alt, da aktiekurserne styrtdykkede. Det gjaldt også nogle af de selv samme bankdirektører, der havde forsøgt at berolige de oprørte investorer. Blandt andre National City Banks Charles Mitchell, der siden blev retsforfulgt for på ulovlig vis at have drevet kursen på bankens aktier op. Han afviste beskyldningerne, men indvilgede i at betale 1 mio. dollar tilbage i skat. 

Dobbeltspil blandt de seks store banker blev også afsløret. Mens de udadtil indgød andre tillid til markedet ved at købe aktier op, solgte de i al stilhed ud og scorede en profit ved det. Ikke uden overdrivelse er aktørerne i Wall Street i oktoberdagene i 1929 blevet sammenlignet med rotter på en synkende skude. Alle forsøgte at redde sig selv på bedst mulig vis. Men meget gik tabt. En måned efter viste status, at aktierne havde tabt 40 procent af deres værdi.  

Nedturen bed sig fast. Eksempelvis var et af børsens allerstørste selskaber, General Electric, i 1933 kun 8 procent værd i forhold til før krakket.

Foretagsomme forretningsmænd havde opbygget finansielle dominospil med rækker af selskaber, der var indbyrdes forbundne via stadig mere luftige ejerandele. Når aktiehandlen pludselig dykkede, blev de enkelte selskabers aktier afsløret som værdiløse. Det var for eksempel tilfældet for Goldman Sachs, der i dag er kendt som en af verdens største investeringsbanker. Harold Evans beskriver i "The American Century" hvordan den spekulative konstruktion blev anvendt: Goldman Sachs gik i 1929 gik ind i Shenandoah Corporation. En tredjedel af Shenandoahs værdier var aktier i et andet af gruppens investeringsselskaber, Goldman Sachs Trading Corporation. For at forøge den samlede værdi af selskaberne etablerede Goldman Sachs et endnu større investeringsselskab, Blue Ridge Corporation. 80 procent af dette selskabs kapital var aktier i Shenandoah Corporation. På den måde fik krydsejerskaberne pustet værdierne kunstigt op.

Euforisk, kort og godt. I 1923 var den amerikanske økonomi så småt begyndt at finde fodfæste igen efter 1. verdenskrig, hvilket førte til et langsomt boom på aktiemarkedet, som kulminerede seks år senere. Aktiekurserne sprang fra det ene højdepunkt til det andet, helt parallelt med forløbet omkring internet-boblen, der brast i år 2000. 

Som i tiden op til dette nutidige kollaps var stemningen i 1929 også præget af voldsom spekulation i aktier og som følge deraf en meget intens stemning, hvor enhver aktiehandler og aktionær ventede og håbede på at blive forgyldt. Mange formåede også at skabe sig en formue i dette nye Bonanza, men desværre for de fleste blev det kun på papiret.  

At dømme ud fra udviklingen mange steder i erhvervslivet var udsigterne ellers gode. Fra 1923 til 1929 øgede erhvervslivet sin samlede produktion med 40 procent, alt imens virksomhedernes udbytte steg 80 procent. Det bar ved til euforien, virksomhederne investerede endnu mere - ofte for lånte penge - og ansatte flere folk. Men som nogle historikere har argumenteret, var det en cyklus, der var dømt til at få en ende.

Allerede i 1928 begyndte økonomien at miste tempo. Ude på landet bredte krisen sig. Under 1. verdenskrig var landbruget blevet ansporet til at producere stadig større mængder for at dække behovet i det krigshærgede Europa. Men da krigen sluttede i 1919, og de europæiske bønder kom i gang igen, skruede de amerikanske farmere ikke ned for deres produktion. Tværtimod. Det resulterede i store lagre af især korn, kaffe, te og bomuld, og det kostede USA's landbrug dyrt. Priserne raslede ned, og mens andre dele af det amerikanske samfund oplevede fremgang i 1920erne, var situationen modsat ude på landet. 

Dette var med til at øge den skæve fordeling mellem fattige og rige, som var et varsel om, at alt ikke gik som smurt. I 1929 ejede de 24.000 rigeste familier i USA 34 procent af den samlede opsparing, mens 21 millioner mennesker ikke havde nogen opsparing overhovedet.  

Også i andre sektorer end landbruget gik det skidt som optakt til børskrakket og den store depression. Det knagede i entreprenør-branchen, i første kvartal af 1929 lå dette marked stort set stille. Ligeledes i bilindustrien, der også i dag bliver brugt som målestok for et lands økonomiske tilstand. Allerede i 1927 lukkede bilkongen Henry Ford helt uhørt produktionen ned i seks måneder i forbindelse med skiftet fra en model til en anden. 

Nationalbanken, The Federal Reserve, begyndte også at blive bekymret over udviklingen. Den gjorde det dyrere for bankerne at låne penge ud til de hundredtusindvis af amerikanere, der troede de snart ville kunne tilbagebetale lånene med de penge, de tjente i Wall Street. Desuden havde et minikrak så tidligt som i 1925 vist, at børseventyret ikke var uden risiko.

Først og fremmest de 1,5 millioner amerikanere, der ejede aktier. Særlig slemt var det for det store antal, der havde købt aktier for lånte penge. Det var tilfældet for en betydelig del af New York-børsens daværende 600.000 aktive investorer, hvoraf mange var spekulanter, der yndede at købe aktier 10 procent kontant og 90 procent på lån. 

I modsætning til den gængse forestilling førte børskrakket ikke umiddelbart til lukning af nogle større virksomheder i USA, først året efter begyndte de finansielle dønninger at ramme virksomhederne. Tilsvarende var situationen for bankerne, der dog ikke var uden andel i krisen. Med favorable lån lokkede de mange amerikanere til Wall Street eller ydede lån til virksomheder, der siden kom i klemme.  

Tusindvis af banker kom senere til at betale prisen med konkurs, og antallet af lukkede banker, spredt ud over hele landet, blev derved endnu et symbol på 1930'ernes dybe depression. 

Den alvorlige krise fik 1300 banker til at dreje nøglen om i alene i 1930, året efter fulgte yderligere 2300. Og når banken lukkede, var der intet sikkerhedsnet til at redde de penge, folk havde sat ind. Bankkunderne så derfor deres opsparing forsvinde ud i det blå.

Flere prominente personer tabte penge på børskrakket. Blandt dem var:

• Vanderbilt-familien tabte 40 mio. dollar alene på jernbaner.
• J.P. Morgan, Jr., tabte 20-60 mio. dollar
• Rockefeller-familien mistede fire femtedele af sin formue
• New York Worlds redaktør Herbert Bayard Swope tabte 16 mio. dollar
• Winston Churchill tabte 100.000-500.000 pund
• Flo Ziegfeld: 2 mio. dollar
• Eddie Cantor: 2 mio. dollar
• Fanny Brice: 500.000 dollar
• Marx-brødrene, Groucho og Harpo: 500.000 dollar
• Alexander Woollcott: 200.000 dollar
• Theodore Dreiser: 75.000 dollar
• Clarence Darrow, Jerome Kern og Rex Stout mistede næsten alt.

Tendensen til at låne i stedet for som hidtil at spare op og dernæst købe blev stadig mere udbredt op gennem "de brølende tyvere", som årtiet blev kaldt. Gældsætningen steg voldsomt. I 1921 var den personlige gæld i USA 3,1 mia. dollar - i 1929 rundede den 6,9 mia. dollar. Altså godt en fordobling. Men arbejdernes lønninger var også svagt stigende - og det fik mange til at kaste sig ud i dyre, ofte lånefinansierede indkøb af moderne materielle goder som biler, radioer eller køleskabe. Den amerikanske forbruger gældsatte sig. Men den efterfølgende nedtur i amerikansk økonomi og det spektakulære krak i Wall Street fangede millioner af amerikanere i en gældsfælde, hvor de fik stadig sværere ved at betale afdragene på deres lån. For nogle resulterede det i personlig fallit, for andre en betydelig lavere levestandard.

Tusindvis af landbrug gik ned. De blev forladt med maskiner og bygninger stående tomme tilbage og opdyrket land overladt til prærien igen. Det var en udvikling, der var i gang allerede før krakket, men som nu blev forstærket. Titusindvis af familier gik på landevejen på jagt efter nye job. Men mange fandt intet og var overladt til arbejdsløshed og dyb fattigdom. 

I 1930 levede 40 millioner amerikanerne under fattigdomsgrænsen, både sorte og hvide. Et betydeligt antal ud af en befolkning på ca. 120 millioner mennesker. Arbejdsløsheden steg støt i årene efter det skelsættende 1929. En ud af hver fjerde i arbejdsstyrken, i alt 13 millioner mennesker, stod uden arbejde i 1933.

Den psykologiske betydning af aktiekrakket kan ikke undervurderes. Kombineret med den usunde tendens, der allerede var begyndt at vise sig i amerikansk økonomi, fik krakket i Wall Street enorm betydning. Ikke mindst fordi det kom med overraskende stor styrke. Eksperter diskuterer endnu i dag, hvilken reel betydning krakket havde for den ti år lange depression, der fulgte. 

I hvert fald ser der nu ud til at være enighed om, at krakket ikke var den eneste udløsende faktor for depressionen. Men selvsagt påvirkede det nationaløkonomien, når et stort antal mennesker mistede deres job, deres opsparing og dermed deres købekraft.  

I 1933 var bruttonationalproduktet i USA halveret målt i forhold til 1929, hvilket var lavere end ved starten af 1. verdenskrig.

Tre amerikanske præsidenter spillede en central rolle omkring børskrakket og 'Den store Depression', der fulgte.

#### Præsident Calvin Coolidge 1923-1929 (republikaner) - hvilke kim til krisen lagde han?

Beslutningen var hans egen, da Calvin Coolidge besluttede ikke at stille op til en ny præsidentperiode i 1929. Han havde ikke sat sig store spor som præsident men mest holdt status quo. Hans politik var mindst mulig indblanding fra statens side i det private initiativ. Skidt for den voksende fattige befolkning, men godt for erhvervslivet. Coolidges motto var, at "the business of America is business". Underforstået, at virksomhederne skulle tillades et betydeligt råderum - og det fik de. Coolidge og hans rådgivere sagde, at såvel erhvervsliv som de rige skulle have lov til at gøre som de ville - til glæde for initiativet og væksten i samfundet. Han havde derfor intet at udsætte på udviklingen i aktiemarkedet, der i 1928-29 blev stadig mere overophedet. 

Ved slutningen af hans periode, udtalte Coolidge offentligt, at aktierne efter hans mening var "billige til prisen". Kritikere har beskyldt ham for at vende det døve øre til de alarmsignaler, der begyndte at lyde i de sidste år af hans periode, som ellers rummede betydelig fremgang på mange områder. Han kunne have grebet ind og taget trykket af den sydende økonomiske udvikling, lød kritikken - men det var ham inderligt imod. At hans fornemmelse for tingenes udvikling ikke var imponerende, fremgik af hans sidste årlige status-tale til kongressen. Her sagde han blandt andet, at fremtidsudsigterne aldrig havde været bedre for USA og at den amerikanske levestandard var gået fra det jævne til luksus-niveau. "Dette land kan se på nutiden med tilfredshed og på fremtiden med optimisme," sagde han. 

#### Præsident Herbert Hoover 1929-1932 (republikaner) - hvordan håndterede han depressionen?

Ligesom sin forgænger var det Herbert Hoovers faste overbevisning, at det frie initiativ skulle løse landets problemer. Statens indblanding i økonomien skulle være mindst mulig. Frivilligt arbejde og velgørenhed derimod skulle tage hånd om de fattige og arbejdsløse. Hoovers politik var ikke nogen direkte hjælp til disse grupper. Herbert Hoover blev præsident på det værst tænkelige tidspunkt, krakket i Wall Street skete få måneder efter hans tiltrædelse og den depression, der længe var lagt op til, kom til fuld udfoldelse i hans præsidentperiode. Hans største fejl, mener mange, var, at det skulle tage ham tre år, før han overhovedet erkendte, at USA var i en depression. 

Hans optimisme var ukuelig. Hoovers overbevisning var, at hvis blot erhvervslivet og dernæst befolkningen genvandt tilliden til fremtiden, så ville hjulene begynde at rulle af sig selv igen. I et forsøg på at hjælpe udviklingen på gled indkaldte han en måned efter krakket i Wall Street en kreds af storindustriens og forretningslivets ledere til et møde i Det Hvide Hus. De blev bedt om ikke at sætte lønningerne ned eller at fyre folk, tilsvarende bad han fagforeningerne om ikke at strejke. Det gik alle ind på, men i takt med at depressionen blev dybere, løb parterne fra løftet. 

Et andet initiativ var en skat på udenlandske varer med den hensigt, at få amerikanerne til at købe nationalt - men planen gav bagslag, for europæiske lande svarede igen med at lægge ekstra skat på US-varer. Desuden havde amerikanerne kun få penge at spendere, så endnu et forsøg på at øge forbruget ved at bede Nationalbanken nedsætte lånerenten, førte heller ingen vegne. Alligevel forblev Herbert Hoover optimist - i den grad at han blev lagt for had af store dele af befolkningen. Legendarisk er beretningen om hans reaktion, da han i juni 1930 fik besøg af en delegation af præster, der bad ham øge et program for offentlige arbejder. Hoover svarede: "Mine herrer, I er kommet 60 dage for sent. Depressionen er ovre." I virkeligheden var den kun lige begyndt. Alle efterfølgende politiske forsøg på at etablere statslige hjælpe-programmer nedlagde han veto imod.  

I det sidste år af hans embedsperiode indså Herbert Hoover endelig, at landet befandt sig i en dyb depression og at der var brug for statslig indgriben. Han afviste dog til det sidste, at den verdensomspændende depression var startet i USA. Tværtimod mente han, at udlandet havde skylden. Før hans præsidenttid vandt Hoover anerkendelse for at sikre fødevarehjælp til millioner af belgiere, franskmænd og russere, der befandt sig på sultegrænsen.

Med samme energi kastede han sig i 1932 over en fuldkommen omdannelse af statens rolle. På fire måneder tog han henved 20 forskellige initiativer, der til sammen skulle afbøde krisens værste følger. Nødlidende banker og virksomheder fik tilført ny kapital og landbrug fik eftergivet lån. Men planen virkede halvhjertet på befolkningen, og da Herbert Hoover opdagede det store underskud på statsbudgettet, drejede han da også om på en tallerken og hævede skatterne. Hoover startede med Coolidges beskrivelse som en "vidunderdreng", men da han fire år senere trådte tilbage som præsident, havde folket afskrevet ham som følelseskold. 

#### Præsident Franklin D. Roosevelt (demokrat) 1932-1945 - hvordan guidede han USA gennem depressionen?

Som den første og hidtil eneste præsident holdt Franklin D. Roosevelt embedet i over otte år, som den længst siddende præsident nogensinde i USA kom han også til at sætte sig tydelige spor i historien. Det var ingen sag for Roosevelt at vinde over Hoover, hans valgbudskab til folket var "the new deal" - et løfte om at hjælpe de fattige og arbejdsløse og på den måde trække USA ud af depressionen. 

FDR, som han også blev kaldt, sad i rullestol og mange mente, at det gav ham en særlig indlevelse i andres lidelse. Under alle omstændigheder blev det konkrete indhold i new deal først formuleret siden hen, men resultatet af de i alt to genopretningsplaner virkede både umiddelbart og sporene af det ses endnu i dag over alt i USA. 

Den første New deal blev søsat umiddelbart efter Roosevelts tiltrædelse i marts 1933 som USA's 32. præsident, perioden er i dag kendt som "de hundrede dage". Forud var stribevis af eksperter blevet spurgt til råds, ligesom Roosevelt rådførte sig indgående med sin kone, Eleanor. I løbet af de hundrede dage oprettede regeringen en stribe offentlige hjælpeprogrammer og nye institutioner, i alt 15 historiske initiativer skrev Roosevelt under. Forandringerne var markante, Roosevelt var parat til at gå langt for at afslutte depressionen og sagde gang på gang: "Det eneste, der er at frygte, er frygten selv." 

For at bremse det massive stormløb på bankerne deklarerede Roosevelt en uvarslet fire dages national bank-ferie. Derved kunne kunderne ikke trække flere penge ud af bankerne, samtidig blev en ny garantifond oprettet, Federal Deposit Insurance Corporation, som sikrede opsparerne deres penge i tilfælde af bankkrak. Det virkede efter hensigten, stormløbet tog af. Efter fleres mening reddede det kapitalismen i USA. Senere fulgte nye regler for børshandlen i Wall Street.  

New deal-planen ydede også store millionbeløb til de enkelte stater, men mest i øjenfaldende var en række store anlægsprojekter, der både satte millioner af amerikanere i arbejde og lagde bunden for en betydelig del af det moderne USA. Der blev anlagt hundredvis af parker og etableret nationalskove, som offentligheden fik adgang til. Enorme anlægsværker som dæmninger og broer var andre projekter - for eksempel Grand Coulee og Hoover dæmningerne samt de store broer i San Francisco og Florida Keys. Det skabte ny fremgang i de berørte stater, der med dæmningernes hjælp nu undgik oversvømmelse og derfor kunne dyrke eller bebygge jorden. Hjælp var der også til de hårdt prøvede landmænd, der fik refinansieret lån og fik penge for kun at producere en vis kvote. Efter tre år havde det bedret forholdene for omkring halvdelen af landbrugene. 

Selv om livet blev bedre for millioner af amerikanere, var køen af arbejdsløse stadig lang, da Roosevelt i 1935 iværksatte en ny stribe programmer. De fik siden navnet det anden new deal, og fik efter nogens mening endnu større betydning end det første program. En ny job-administration satte over en årrække mere end otte millioner amerikanerne i arbejde. De byggede svømmehaller, atletikbaner, posthuse, fængsler, vand- og elværker samt offentlige kontorer og motorveje. Kunstnere blev ansat til at udsmykke offentlige bygninger og spille teater. Et andet element var sikringsprogrammet Social Security, der som en hjælp til fattige også var et radikalt brud med den hidtidige politik. Det sociale sikkerhedsnet for arbejdsløse, ældre, handicappede og andre trængende grupper eksisterer stadig, men i en nutidig form.  

Roosevelt begik dog også sine fejl. Hans forsøg på at øge antallet af medlemmer af højesteretten, U.S. Supreme Court, for på den måde at sikre opbakning til hans new deal-politik anses for at være en af hans største bommerter. Forslaget gik selv hans egne støtter imod. New deal løste heller ikke alle USA's problemer. I 1937 tolkede Roosevelt udviklingen forkert, han mente, at der nu var plads til at indskrænke de offentlige udgifter - men det var der ikke, og resultatet kom prompte. Fire millioner amerikanere nåede at miste deres arbejde, før kongressen greb ind mod den recession, der var sat i gang. Der skulle en verdenskrig til at bremse den store depression. I 1939 var ni millioner arbejdsløse, og på trods af øgede forsvarsudgifter som forberedelse til krig, vendte billedet først i 1941, da USA, efter angrebet på Pearl Harbor, gik ind i Anden Verdenskrig.

Verdens største fondsbørs, The New York Stock Exchange, blev grundlagt helt tilbage i 1792. I 1938 fik Fondsbørsen, eller NYSE som den også kaldes, sin første formelle ledelse, da der blev ansat en overordnet leder og oprettet en bestyrelse med 31 medlemmer.

• 2002 Handelsrekord
  24. juli
  På NYSE handles den største mængde aktier nogensinde - 2.81 milliarder aktier på en enkelt dag.
• 2001 Terrorist-angreb på World Trade Center
  11. september
  Terrorister angriber og ødelægger World Trade Center. NYSE lukker I fire dage - den længst lukning siden 1933 - og genåbner 17. September med en handelsrekord på 2.37 milliarder aktier..
• 1997 Handlen runder en milliard
  28. oktober
  Aktie-handlen runder for første gang en milliard aktier. Mere end 1.2 milliarder aktier mens Dow Jones Industri-indekset stiger 337 points.
• 1991 Corporate Governance Symposium
  NYSE holder et symposium for at samle informationer og data om at forbedre virksomhedernes ledelse, corporate governance, særligt mht. direktørers uafhængighed.
• 1990 USA er en nation af aktionærer
  Mere end 51 millioner amerikanere ejer nu aktier, ifølge opgørelser fra NYSE.
• 1987 Største aktiefald på én dag
  Dow Jones Industri-indekset oplever et historisk stort fald, da aktierne falder 508 points eller 22 pct.
• 1963 Kennedy myrdes
  Mordet på præsident Kennedy 22. november tvinger børsen til tidlig lukning for at undgå panik-salg af aktie.
• 1959 Ny politik på NYSE
  Fondsbørsen indfører en politik, der modarbejder handel med værdipapirer mellem noterede selskaber og deres ledere og direktører.
• 1954 "Du kan få en aktie i amerikansk erhvervsliv"
  NYSE lancerer undervisnings- og marketing-programmet "Du kan få en aktie I amerikansk erhvervsliv", med det mål at øge offentlighedens deltagelse i børsmarkedet.
• 1953 Sidste dag med handel under en million aktier
  Med en handel på 900.000 aktier den 10. oktober markeres bruddet med en million-grænsen, når man ser bort fra krakket i 1929.
• 1949 Længstvarende aktieoptur
  Når aktierne stiger, kaldes det et bull-marked med henvisning til den aggressive tyr. Falder aktierne, kaldes det et bear-marked pga. bjørnens sendrægtige bevægelser. I 1949 startede det længste bull-marked nogensinde. Aktierne stiger næsten uafbrudt i de næste otte år.
• 1945 Børsen lukker pga krigens afslutning
  Sejrende amerikanske tropper vender hjem til fest og parader. Børsen lukker den 15-16. august.
• 1934 SEC oprettes
  Børstilsynet Securities and Exchange Commission (SEC) grundlægges med de to grundlæggende formål: at sikre investorerne fuld åbenhed og forhindre bedrageri ved salg af værdipapirer.
• 1933 Bankferie lukker NYSE
  Børsen lukker for al handel den 4. marts som følge af præsident Roosevelts dekreterede bank-ferie.
• 1929 Sorte tirsdag
  Den 29. oktober falder aktiekurserne brat og markedet krakker. Krakket giver rekord-handel med næsten 16 millioner aktier. Dow Jones Industri-indekset falder mere end 11 pct.
• 1929 Sorte torsdag
  Aktiekurserne styrtdykker den 24. oktober under en handel på 13 millioner aktier. Krakket kommer til at markere starten på den store depression.
• 1923 Bedrageri-kontor
  NYSE etablerer et bedrageri-kontor for at komme børsens spillefugle til livs - dem, der sætter penge på fald og stigning i aktiekurserne.
• 1923 Historisk bull-marked
  Et historisk bull-marked starter, hvor aktierne stiger næsten uafbrudt i de næste seks år.
• 1918 Effekten af Første Verdenskrig
  Første verdenskrig bliver et vendepunkt, USA kommer ud af krigen som en kreditor i stedet for et debitor. Wall Street fortrænger London som verdens finansielle centrum. Over de næste ti år vil mere end 1700 udenlandske selskaber udbyde aktier offentligt i USA.
• 1914 Længste lukning på børsen
  Mens krigen raser I Europa lukker børsen verden over for handlen. NYSE lukker den 31. juli og åbner første fire-en-halv måned senere.
• 1907 Panikken i 1907
  Rygter om finansielle problemer i en ledende New York-bank, Knickerbocker Trust, fører til stormløb på banker over hele byen. Dette starter panikken I 1907, som anses for at være den værste finansielle krise I USA nogensinde. Panikken blev afværget næsten egenhændigt af J.P. Morgan.
• 1903 Flytning til nuværende adresse
  Den 22. april flytter NYSE til sin nuværende adresse på Broad Street 18. Det nye handelsgulv, som stadig bruges I dag, er 60 pct. større end det hidtidige.
• 1873 NYSE lukker i 10 dage
  Jay Cooke & Company, a prestigefyldt bankselskab fra Philadelphia, går ned den 19. september pga. spekulationer i jernbane-aktier. En alvorlig finansiel panik breder sig og får NYSE til at lukke i ti dage.
• 1865 NYSE's første adresse
  Fondsbørsen flytter ind i på sin første permanente adresse på Broad Street 10-12, lige syd for Wall Street. Denne flytning sammen med opkøb af flere nabogrunde etablerer Wall Street og Broad Street som centrum for USAs værdipapirhandel.
• 1857 Panikken i 1857
  Ohio Life Insurance & Trust Company går konkurs og igangsætter panikken i 1857. Aktiekurserne falder 8-10 pct. i en enkelt handel session, hvilket er kulminationen på 45 procents fald i markedet siden årets begyndelse.
• 1792 NYSE fødes og handlen starter Fondsbørsen grundlægges formelt og de fem første værdipapirer handles. Tre er statsobligationer, to er bankaktier.

For at købe og sælge værdipapirer på NYSE skal man være medlem. Et medlem kan være et selskab eller en person, der ejer et "sæde" på handelsgulvet. For at blive medlem skal selskabet opfylde en række strenge, professionelle krav, som børsen opstiller. Antallet af "sæder" har konstant været 1366 siden 1953. 

En voksende del af børsens medlemmer er institutionelle investorer - især investerings- og pensionsfonde. I 2003 ejede private og offentlige pensionsfonde tilsammen 2,4 billioner dollar, svarende til godt 21 procent, af de udestående værdipapirer. Totalt set ejer amerikanske institutionelle investorer i alt 5,7 billioner dollar, eller 50 procent, af udestående værdipapirer. I 1950 var andelen kun 7,2 procent.

Som den største fondsbørs i verden er godt 2800 selskaber noteret på New York Stock Exchange. Disse selskaber, der tilsammen var en global markedsværdi på næsten 15 billioner dollar, rummer et tværsnit af førende amerikanske selskaber, mellemstore og mindre. Ikke-amerikanske selskaber spiller en voksende rolle på børsen. De 470 udenlandske selskaber har en samlet værdi på 4,6 billioner dollar.

Årsagerne til og virkningerne af krakket i Wall Street er stadig genstand for diskussion. Kun et fåtal er dog enig med præsident Herbert Hoover i, at depressionen ikke startede i USA. De fleste iagttagere i dag hæfter sig ved, at børskrakket ramte ved slutningen af en økonomisk cyklus i amerikansk erhvervsliv. Altså på et tidspunkt, hvor lang tids optur for mange virksomheder var afløst af begyndende nedtur. Samtidig var strømmen af US-valuta ud af landet større end nogensinde, og det fik direkte betydning for de lande, der havde nydt godt af de amerikanske dollar. Det mærkede især Australien, Argentina, Uruguay og Brasilien. 

Da kurserne på værdipapirer styrtdykkede i Wall Street, udløste det massive fald på mange andre børsmarkeder i verden, især i Europa. Men dønningerne nåede også Sydamerika og Canada. Det påførte bankerne store problemer. De tabte penge og strammede derfor udlånspolitikken, hvilket gik udover såvel private kunder som virksomheder. Derfor fik krakket i USAs finansielle centrum enorm betydning for verdensøkonomien, for slet ikke at tale om symbolværdien i, at selve arnestedet for den moderne kapitalisme i den grad kunne rystes. På et tidspunkt hvor mange endnu troede, at de skovlede guld op fra gaden i Wall Street, mistede verdens største børsmarked i løbet af godt en måned næsten halvdelen af sin værdi.

Mange af de samme mistolkninger af situationen, som fandt sted i USA i begyndelse af 1930'erne, skete også flere steder i Europa, blandt andet i Frankrig og Tyskland. Fordi politikerne var så sene til at reagere på de økonomiske nødsignaler, bed depressionen sig fast - det satte sine spor fra Italien og Spanien i syd til Danmark og Sverige i nord. Storbritannien, som var Europas finansielle centrum, var først til at devaluere Sterling-pundet i 1931, USA fulgte efter med en devaluering af dollaren i 1933. 

Særlig interesse har der gennem årene naturligvis været om situationen i Tyskland, hvor depressionen var med til at bane vejen for nazismen og endnu en verdenskrig. Wall Street-krakket var tæt på at få det tyske banksystem til at bryde sammen, fordi Tyskland efter Første Verdenskrig havde optaget store lån i udlandet, især USA, til genopbygning. Efter krakket afviste mange amerikanske banker at forny kortsigtede lån til Tyskland. Det ramte den tyske økonomi hårdt. Nationalbudgettet kørte allerede med underskud i Tyskland. Den tyske nationalbank, Reichsbank, blev udsat for et stormløb helt analog til, hvad der var sket i USA - på to uger mistede Reichsbank halvdelen af sine guldreserver. Køen af arbejdsløse voksede på kort tid fra to til seks millioner, og i 1932 nåede arbejdsløshedsprocenten 40 i Tyskland.  

Ligesom i Tyskland faldt industriens produktion også i Frankrig, mange virksomheder gik konkurs, da engrospriserne faldt 28 procent på få måneder i 1931. Arbejdsløsheden steg. Det var på samme måde i Storbritannien, men her fandtes dog, i modsætning til specielt USA, allerede et socialt sikkerhedsnet for de fattige og arbejdsløse. Nogle historikere påpeger, at krisen ramte særlig hårdt i USA, fordi levestandarden var højere dér i 1920'erne end i Europa kombineret med det manglende sikkerhedsnet for de dårligst stedte. Ikke desto mindre var depressionen dog også hård ved Europa. Bedre blev det ikke af, at mange franske politikere endnu i 1931 mente, at Frankrig formåede at modstå krisen. Det var på ingen måde tilfældet.

Et af de store emner, som økonomer i de senere år har studeret indgående, er i hvilken grad kriser "smitter". Særligt en række finansielle, økonomiske kriser i 1990'erne har intensiveret denne forskning. Den gennemgående konklusion på analyserne er, at en krise ofte vil skvulpe over og ramme omkringliggende lande - men at graden af smitte afhænger af, hvor velfungerende, og dermed immune, markederne er. 

Ingen kriser har været så dybe og omfattende som den store depression i 1930'erne, men en række lande og regioner har dog siden oplevet alvorlige kriser. Her er et udpluk:

• 1987: Krise på fondsbørsen i New York, hidtil største fald på én dag. Aktier falder 500 points.
• 1994-95: Mexico, Brasilien og Argentina. Landenes valutaer kommer i krise og bliver devalueret, det rammer også børsmarkederne. Krisen får tilnavnet Tequila-krisen.
• 1997: Thailand, Hong Kong og Filippinerne. Den såkaldte "asiatiske influenza" hærger - valutadevalueringer og børspanik til følge. Børsen i Hong Kong oplever et dissideret krak.
• 1998: Rusland. Den russiske rubel bliver næsten værdiløs, aktiemarkedet krakker.
• 2000: Hundredvis af IT- og Internet-aktier overalt i verden kommer i næsten frit fald, da "IT-boblen" brister. Værst er krisen i USA's Silicon Valley, hvor tusindvis af ansatte i computerindustrien bliver sendt på gaden.

Den store depression blev et verdensomspændende problem, hvor det økonomiske uføre bredte sig som ringe i vandet. Selv om mange økonomer og statsmænd dengang offentligt gav udtryk for, at krisen skulle løses i fællesskab, arbejdede de indadtil efter deres egen nationale dagsorden. Det fik ifølge den anerkendte historiker og forfatter, John A. Garraty, krisen til at eskalere. Den risiko vil altid bestå, at stater spiller dobbeltspil, men i lighed med en række andre historikere hælder Garraty mest til den overbevisning, at en krise som den store depression ikke vil gentage sig. Blandt andet fordi verden er blevet klogere af 1930'erne og de økonomiske sammenhænge er blevet tydeligere. Derfor vil en krise blive forsøgt stoppet på et tidligt stadie. 

Hvad specielt amerikanerne lærte af depressionen var, at regeringen har ansvaret for at sikre en stabil økonomisk situation og derudover faktisk kan og skal hjælpe de værst udsatte grupper i befolkningen.  

En almindelig vurdering blandt økonomer, analytikere og historikere i dag er, at depressionen opstod på grund af politiske fejltrin - blandt andet manglende overvågning af handlen med værdipapirer og indgreb til at bremse bankpanikken, ingen social sikring samt begrænset forståelse af de økonomiske sammenhænge og behovet for tæt samarbejde mellem landene. 

Mod en gentagelse taler også, at de økonomiske forbindelser mellem landene er betydelig mere komplekse i dag, både nationaløkonomisk og erhvervsøkonomisk med et voksende antal multinationale virksomheder og en betydelig samhandel landene imellem. Forholdet mellem stat og virksomhed er ligeledes udvidet, ligesom arbejdsløshedsforsikring og bankgarantifonde er blevet almindelig udbredt. Også derfor vil en lignende krise med stor sandsynlighed ikke kunne opstå igen. Dermed være ikke sagt, at der ikke til stadighed vil opstå uønskede udsving i både valutakurser, arbejdsløshed og inflation. Ligeledes vil aktiekurserne både i Wall Street og på alverdens andre børser blive ved med at falde og stige.