Kapitalisme

"Jeg er ikke modstander af kapitalismen, men den er verdens mest elendige økonomiske system – bortset fra alle andre!" Sådan skriver den sydkoreanske stjerneøkonom Ha-Joon Chang i sin bog "23 ting man fortier om kapitalismen". Han udtrykker dermed den skepsis over for kapitalismen, som findes i brede kredse, og som ikke mindst er blevet forstærket siden den globale finanskrise, der opstod i 2007. Kritikken af kapitalismen kommer fra mange forskellige sider, og nogle af kritikerne argumenterer for, at der findes gode alternativer til kapitalismen. Mange eksperter er dog enige om, at kapitalismen, som Chang også giver udtryk for, er det mindst ringe økonomiske system blandt andre muligheder.

     Ikke mindst siden Murens fald i 1989 og systemskiftet i de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa har kapitalisme i forskellige former bredt sig til større og større dele af verden. Finanskrisen har dog samtidig svækket mange menneskers tillid til kapitalismen som system og har inspireret til diskussioner om, hvorvidt politikerne kan og bør gøre mere for at kontrollere kapitalismens potentielt negative konsekvenser i form af f.eks. økonomisk ulighed, udnyttelse af arbejdskraft og rovdrift på natur og miljø. Man kan altså sige, at vi i store dele af verden tager kapitalismen for givet som grundlaget for vores velstand, mens det samtidig diskuteres, hvordan vi kan forhindre, at kapitalismen løber løbsk med negative konsekvenser for mennesker og miljø til følge.

Kapitalisme er et samfundsøkonomisk system og et hyppigt brugt begreb i samfundsdebatten. Brugen af begrebet afhænger meget af det ideologiske ståsted hos personen, der bruger det. Selv om kapitalisme som system – eller anlæg til det – kan spores langt tilbage i historien, blev begrebet først rigtigt udbredt i 1800-tallet af den tyske samfundstænker Karl Marx og andre socialister, som var stærkt kritiske over for kapitalismen.

Med baggrund i Den Store Danske Encyclopædis opslag "Kapitalisme" (se kilder) kan der opstilles to grundlæggende elementer i en kapitalistisk økonomi:

• Privat ejendomsret 
• Markedsøkonomi   (se uddybende forklaringer nedenfor)

     Produktionen af varer og tjenesteydelser (det kan være rengøring, kontorarbejde eller hårklipning) er kendetegnet ved, at produktionsmidlerne (kapitalen) sammen med det færdige produkt ejes af kapitalejeren, også kaldet kapitalisten eller arbejdsgiveren. Produktionsmidler kan for eksempel være jord, råvarer og maskiner.

     I produktionen indgår også arbejde, som udføres af lønnet arbejdskraft, det vi i dag kalder medarbejdere. Medarbejderen får løn for sit arbejde, men er ikke medejer af virksomheden.

Privat ejendomsret indebærer, at personer og virksomheder må eje produktionsmidler og bruge dem, som de vil, så længe de ikke bryder loven. Den private ejendom bliver beskyttet af staten. For at kunne klare sig i konkurrencen, skal der hele tiden investeres i produktionsmidlerne. Derfor er vækst en nødvendighed for at have midler til at foretage investeringer.

     Ovenstående kan ses som en modsætning til samfundssystemer som kommunisme og socialisme, hvor produktionsmidlerne er ejet i fællesskab eller af staten.

     Kapitalisten har også ret til at beholde den eventuelle profit fra produktionen. Profitten er fortjenesten fra produktet, det vil sige salgsprisen fratrukket produktionsomkostningerne. I et kapitalistisk system er det denne profit, der er hovedformålet med at drive virksomhed.

Markedsøkonomi betyder ifølge Den Store Danske Encyclopædis opslag "Markedsøkonomi" (se kilder), at virksomheder og personer selv bestemmer, hvad, hvor meget og hvordan de vil producere. Priserne bliver afgjort af markedet på baggrund af udbud og efterspørgsel på produktet.

     Dette står i modsætning til planøkonomi, hvor produktion og priser er fastlagt af staten. I et kapitalistisk samfund fungerer markedet i fri konkurrence eller noget, der minder herom. Det vil sige, at der ikke er monopoler (altdominerende virksomheder), og alle konkurrerer på lige vilkår. Ren markedsøkonomi findes dog stort set ikke i praksis.

I vore dage handler den væsentligste samfundsøkonomiske diskussion ikke om, hvorvidt man er for eller imod kapitalisme, men om hvilken og hvor stor en rolle staten skal spille i forhold til at regulere kapitalismen.

     Den skotske økonom og filosof Adam Smith (1723-1790) anses som ophavsmanden til teorien om økonomisk liberalisme. Han lagde vægt på frihed som grundlag for økonomisk velstand i et samfund. Markederne skulle fungere frit med minimal indblanding fra staten, mente Smith. Han var af den overbevisning, at markederne ville regulere sig selv ved hjælp af en 'usynlig hånd' og statslig indblanding ville ofte gøre mere skade end gavn. Når den enkelte forfølger sin egeninteresse, kommer det samfundet til gavn, var hans hypotese: "Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse." (Adam Smith i "Wealth of Nations" citeret i "Finanskrisen" af Daniel Hedelund og Lasse Vøge (se kilder)).

     I Danmark er partier som Venstre og Liberal Alliance inspireret af Adam Smiths teori om økonomisk liberalisme. Adam Smiths tanker er blandt andet videreudviklet inden for den økonomiske skole 'monetarismen', der lægger vægt på at kontrollere pengemængden, men i øvrigt taler for minimal statslig indblanding.

Keynesianisme er en økonomisk teori udviklet under den store depression i 1930'erne af den britiske økonom John Maynard Keynes. Han mente, at kapitalisme var gavnlig, men prøvede at finde måder at undgå de tilbagevendende økonomiske kriser i kapitalistiske samfund. Han mente, at staten, i modsætning til tidligere, skulle spille en aktiv rolle for at sikre, at der ikke kom massearbejdsløshed, og at så mange som muligt fik råd til at købe virksomhedernes varer og tjenesteydelser. Det kunne gøres gennem en forøgelse af det offentlige forbrug i krisetider, så der blev holdt liv i økonomien. På den måde ville der altid være efterspørgsel efter virksomhedernes produkter, og de store kriser kunne undgås, mente han. Socialdemokratier verden over er kraftigt inspireret af Keynes og hans teori.

Den tyske historiker Jürgen Kocka mener ifølge bogen "Capitalism – A Short History" (se kilder), at man kan spore de tidligste tegn på handelskapitalisme (se spørgsmålet nedenfor) i årene omkring Kristi fødsel i statsdannelser langs store handelsveje, f.eks. i det kinesiske Han-dynasti og Romerriget. Her blev der skabt ordnede forhold for handelen ved f.eks. at opbygge pengevæsen, transportruter og juridiske rammer for handlen.

     Ifølge Kocka fortsatte udviklingen af forløberne for kapitalismen i Kina og på Den Arabiske Halvø og dukkede op igen i Europa i middelalderen. Herefter gennemgik kapitalismen en udvikling i tre faser frem mod vore dage, fremgår det af Kockas bog.

• Handelskapitalisme   En ny klasse, byborgerskabet centreret omkring købmænd, kom nogle steder til at indtage en fremtrædende position i samfundene på bekostning af den gamle adel og fyrsterne. Tidlige eksempler herpå er italienske bystater som Firenze og Venedig, der voksede sig til betydelige handelsmagter fra 1200-tallet og frem. Mod afslutningen af middelalderen rykkede Europas handelscentrum mod nordvest til byer i Belgien, Holland og senere Storbritannien. Banker begyndte at spille en central rolle i økonomierne, for her kunne man låne penge til at investere i handel og produktion. Særligt fra 1700-tallet tjente man i mange lande, herunder Danmark, store summer på verdensomspændende handel med slaver, sukker, krydderier og meget andet.   
• Industrikapitalisme   Det næste store udviklingsspring i kapitalismens historie, industrikapitalismen, tog sin begyndelse i 1700-tallets Storbritannien. Her startede industrialiseringen, som spredte sig til resten af Europa, USA og siden det meste af verden. Industrikapitalismen etablerede klassesystemet med modsætningen mellem kapitalisterne (borgerskabet), der ejede produktionsmidlerne, på den ene side og arbejderne på den anden. Det var denne version af kapitalismen med rygende skorstene og undertrykte arbejdermasser, som den tyske filosof Karl Marx analyserede og kritiserede. I denne fase indtog kapitalismen en dominerende position i de industrialiserede samfund.   
• Finanskapitalisme   Med finanskapitalismen fra 1970erne og frem er fokus ifølge den tyske historiker Jürgen Kockas "Capitalism – A Short History" (se kilder) skiftet fra produktion og handel med varer til handel med penge og værdipapirer. Den finansielle sektor (banker mv.) eksisterer ikke længere som et middel til at understøtte produktion og handel, men er i sig selv blevet hovedaktøren, som 'spiller' med penge på de globale finansmarkeder. Der tjenes enorme formuer på at cirkulere penge ved at handle med aktier og andre værdipapirer, lån og forsikringer. De fleste større virksomheder er ikke længere ejet af enkeltpersoner, men er aktieselskaber, hvor ejerskabet er fordelt på mange hænder. Den finansielle sektor kritiseres af mange for at være ansvarlig for finanskrisen i 2007.

Ifølge Den Store Danske Encyclopædis opslag "Kapitalisme" (se kilder) har det kapitalistiske system og markedsøkonomien siden 2. Verdenskrig bredt sig til alle dele af kloden. Kapitalismen er nu det globalt dominerende samfunds- og produktionssystem.

     En nøglebegivenhed i denne sammenhæng er den socialistiske bloks sammenbrud ved Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps kort efter. Dermed bortfaldt den største konkurrent til den kapitalistiske verdensorden. Kina er stadig styret af det kinesiske kommunistparti, men har udviklet en særlig form for statskapitalisme, der på mange måder har åbnet op for en kapitalistisk økonomi, som har betydet høje vækstrater de seneste årtier.

Den tyske sociolog, politiske økonom og filosof Karl Marx udviklede i midten af 1800-tallet i samarbejde med den tyske filosof, journalist og forretningsmand Friedrich Engels en omfattende analyse af den kapitalistiske produktionsmåde. Kjeld Mazanti Sørensen skriver i bogen "Ideologier og diskurser" (se kilder), at ifølge marxismen vil den indbyggede klassemodsætning mellem kapitalister og arbejderklasse føre til, at kapitalismen vil bryde sammen.

Marx mente, at der skete en udbytning af arbejderklassen, fordi kapitalejerne hele tiden skulle have et overskud fra produktionen. Dette overskud skabes gennem medarbejdernes arbejde, men merværdien tilfalder kapitalejeren og ikke arbejderen. Den hårde konkurrence mellem virksomhederne betyder, at arbejdernes forhold til stadighed vil blive forringet, og der vil være tilbagevendende kriser med fattigdom og arbejdsløshed. Denne nedadgående spiral vil til sidst medføre revolution, og det kapitalistiske system vil blive afløst af et socialistisk. Der har i de senere år været en fornyet interesse for marxismen og en marxistisk inspireret kapitalismekritik.

Industrikapitalismen medførte ikke kun kritik fra socialister og marxister, men også fra konservative samfundstænkere. Ifølge Kjeld Mazanti Sørensens bog "Ideologier og diskurser" (se kilder) var der fra konservativ side frygt for, at arbejderklassens vilkår ville forringes så meget, at de ville miste følelsen af samhørighed med resten af samfundet. Samtidig ville kapitalismens ensidige fokus på penge nedbryde traditioner, familie, religion og moral og til sidst føre til revolution. Konservative tænkere mente i modsætning til marxisterne, at revolution skulle forhindres, og at det kunne ske ved at afbøde de negative konsekvenser af kapitalismen ved at sørge for de svageste i samfundet.

     En nylig kritik af kapitalismen er kommet fra både den forhenværende pave Benedikt og den nuværende pave Frans, der hævder, at hæmningsløs markedsøkonomi gør selv mennesker til ”varer, som så kastes væk. Det gælder ikke længere blot udbytning og undertrykkelse, men noget nyt”, som pave Frans udtrykker det ifølge artiklen "Paven anklages for marxisme" (se kilder).

     Med tiden er konservatismen dog i høj grad også kommet til at stå som forsvarer for kapitalisme.

Siden den globale finanskrise, der begyndte i 2007, er der kommet nyt liv i kritikken af kapitalismen. Mange ser den løbske finanskapitalisme og bankerne som årsag til krisen. Artiklen "Sådan startede den aktuelle finanskrise" (se kilder) beskriver, hvordan banker og andre finansielle institutioner skabte krisen ved rundhåndet at låne penge ud, mens boligpriserne var på vej op, også til folk med sårbar økonomi. Disse lån blev solgt videre i det finansielle system i komplicerede pakker, der gjorde systemet uigennemskueligt. Da priserne vendte, og det hele gik galt, blev bankerne reddet fra konkurs af staten og dermed skatteyderne.

     Finanskrisen har også sat yderligere fokus på den indbyggede ulighed i kapitalisme. Denne ulighed kan illustreres ved, at de otte rigeste mænd i verden ejer lige så meget som de 3,6 milliarder mennesker, der udgør den fattigste halvdel af Jordens befolkning, som det er beskrevet i artiklen "Rapport: Otte mænd ejer nu lige så meget som halvdelen af jordens befolkning" (se kilder).

     Den socialdemokratiske leder Mette Frederiksen kaldte i januar 2017 i artiklen "Mette Frederiksen: Kapitalismen er blevet syg" (se kilder) ligefrem kapitalismen i sin nuværende form for syg: "Det vigtigste at få sagt er, at kapitalismen er blevet syg, og hvis man skal sammenfatte de bevægelser, der sker, så bunder det grundlæggende i utryghed, som er forårsaget af ulighed."

En markant kritik af kapitalismen retter sig mod dens indbyggede krav om evig vækst, der kan medføre øget udpining af naturressourcer, forurening og udledning af drivhusgasser. Derfor taler mange om, at økonomien skal omdannes til at være bæredygtig.

     En ny rapport "Better Business, Better World" omtalt i artiklen "Grundfos: Virksomheder skal til at opføre sig ordentligt" (se kilder), udarbejdet af en FN-kommission, slår fast, at verden er nødt til at finde en ny økonomisk model, der kan skabe større lighed og social tryghed i verden, samtidig med at den løser verdens store klima- og miljøproblemer. Kan erhvervslivet løse verdens udviklingsproblemer, blandt andet ved hjælp af ny teknologi, er der et potentiale for indtægter på 12.000 mia. dollar og 380 mio. nye arbejdspladser på globalt plan, fremgår det af rapporten.