Hvad leder du efter?

Affaldssortering

Affaldssortering i en baggård på Østerbro.

Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix

Affaldssortering i en baggård på Østerbro. Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix

Genbrug og genanvendelse

Seneste bidrag

  • Anne Anthon Andersen, journalist, maj 2022

Hovedforfatter

  • Sune Gudmundsson, journalist, okt. 2014

Læsetid: 15 min

Indhold

Indledning

Moderne forbrugerkultur bliver ofte stemplet som en køb-og-smid-væk-kultur, men faktisk har danskerne – og mennesker over hele verden – aldrig haft mere fokus på genbrug og genanvendelse. Og det skyldes ikke kun hensyn til miljø og klima. Stigende priser på ressourcer gør det i dag mere attraktivt at genanvende og genbruge allerede forarbejdede materialer. Virksomheder, forskere og politikere taler ligefrem om at fremme en cirkulær økonomi, hvor alle ting, der smides ud, genopstår som noget nyt, så man i sidste ende kan skabe et samfund uden affald. Nye regler for affaldssortering betyder, at alle virksomheder, skoler og husstande senest ved udgangen af 2022 skal sortere affald i minimum ni fraktioner, og på sigt er det planen, at kommunerne skal afhente tøj til genanvendelse direkte fra danskernes boliger. Genbrug og affaldssortering er også kommet på skoleskemaet. Alt i alt vil de nye tiltag inden for affaldssortering føre til en reduktion på cirka 0,7 millioner ton af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030.

2. Affaldets Vej - Genbrug af plastic

Beskrivelse af hvordan plastik genbruges, og hvad der sker, hvis du ikke genbruger det.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Baggrund om genbrug

Hvad er genbrug og genanvendelse?

I daglig tale bruges begreberne genbrug og genanvendelse ofte synonymt, men der er en klar forskel. Genbrug er, når et kasseret produkt, materiale eller stof benyttes i samme form og til samme formål, som da det blev kasseret. Dette omfatter bl.a. såkaldt second hand-tøj, møbler fra loppemarkedet, brugte mobiltelefoner eller glasflasker med pant. En ølflaske i Danmark fyldes og tømmes fx 35 gange, før flasken er så slidt, at den skal smeltes om. Når eksempelvis glasset fra denne flaske bliver til nye glasflasker eller vinduer, taler man om genanvendelse. Papir, der genopstår som genbrugspapir, er et andet typisk eksempel på genanvendelse, men ofte er genanvendelsestransformationen mere overraskende. Eksempelvis kan plastflasker- og dunke blive til soveposefyld, fleecetrøjer, legetøj, isolering og meget andet. Gamle cykler, pander, stoleben og andet metal kan omsmeltes til dåser, knive, alufolie og mange andre metalprodukter, mens madrester og andet bioaffald kan bruges til biogas og gødning.

Hvorfor genbruger og genanvender vi?

Der er både økonomiske, miljø- og klimamæssige årsager til, at man genbruger og genanvender. Set fra et privatøkonomisk synspunkt kan man fx sælge sine brugte ting for at få en økonomisk gevinst. Ligesom den, der køber de aflagte ting, sparer penge på ikke at købe nyt. Set fra et virksomhedssynspunkt kan man spare penge ved at genanvende sine materialer eller købe materialer billigere, fordi de er genbrugt eller genanvendt. Det er fx billigere at omsmelte allerede udvundne metaller til nye produkter, frem for at metallet først skal udvindes i dyrt anlagte miner.

     Genanvendelse og genbrug kan også være en ren og skær nødvendighed i tider, hvor nye forsyninger af varer er knappe. Sidst men ikke mindst er genbrug og genanvendelse gavnligt for miljøet og klimaet. Jo mere der genbruges og genanvendes, desto mindre CO2 udledes der – og jo mindre luftforurening, skade på vandmiljøet og forsuring af miljøet forekommer der. Når vi fx frasorterer elektriske og elektroniske produkter i vores affald, er det for at undgå, at de brændes på forbrændingsanlæggene og bliver til farlige gasser.

Hvad og hvor meget genanvender vi i Danmark?

Ifølge rapporten Affaldsstatistik 2019 udarbejdet af Miljø- og Fødevareministeriet (se kilder) bliver 47 procent af den samlede affaldsmængde genanvendt. Den samlede genanvendelse af affald fra husholdninger er steget fra 48 procent i 2018 til 50 procent i 2019.  Genanvendelsen af affald fra servicesektoren har været stabil på 60 procent i 2018 og 2019. Industrisektorens affaldsmængde bliver ligeledes i stigende grad genanvendt: 69 procent af industriens samlede affaldsmængde blev i 2018 genanvendt, mens det gjaldt 74 procent i 2019. 

     Vi bevæger os altså i den rigtige retning i forhold til genanvendelse og affaldssortering, men vi kan stadig blive bedre, bl.a. ved i højere grad at genbruge og købe brugt i stedet for nyt – og ved at købe kvalitetsprodukter, der holder i længere tid. I dag er det op til den enkelte kommune at fastsætte regler for omfanget af affaldssortering, og der er derfor stor forskel på, hvor meget danskerne forskellige steder i landet sorterer deres husholdningsaffald til genanvendelse. Det har fået regeringen og oppositionspartierne til at foreslå en række initiativer i en klimaplan for en grøn affaldssektor. Den har til formål at ensarte affaldssorteringen i hele landet – både i private hjem og virksomheder. Den nye aftale skal træde i kraft i juli 2021. Målet med den nye aftale er, at alle danske husstande og arbejdspladser skal sortere affald i de samme 10 kategorier: madaffald, papir, pap, metal, glas, plast, tekstiler, restaffald, farligt affald og mad- og drikkekartoner.

     I dag (2020) forbrændes næsten en tredjedel af alt dansk affald, og særligt plastaffald er en udfordring – her forbrændes op mod 90 procent. Det belaster klimaet, fordi affaldsforbrænding udleder store mængder CO2. Hovedformålet i aftalen mellem S-regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er, at mere affald skal sorteres, så mindre affald skal forbrændes, og at der bliver investeret i nye genanvendelsesanlæg. Visionerne for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi er, at affaldssektoren skal være klimaneutral i 2030, at 80 procent af dansk plast skal sorteres ud af forbrændingen, og at affaldskurven skal knækkes, så mere genbruges og mindre smides ud. Det kan man læse i aftalen ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” fra 2020 (se kilder).

Med ny opfindelse kan al plastik genanvendes

Videoen beskriver, hvordan Andreas og Thomas med deres plastsorterings-opfindelse TREBO vil gøre industrien mere bæredygtig. 15. januar 2019.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvor ender det skrald, vi ikke kan genbruge eller genanvende?

Affald er ikke en ressource, før det finder en egnet anvendelse, og der er stadig mange typer affald, der ikke anvendes, herunder forskellige asker fra forbrænding af spildevandsslam, halm, træ eller affald. Forurenet jord og andre materialer indeholder giftige elementer som tungmetaller, der gør det svært at genanvende dem. Danmark eksporterer af samme grund en del affald, som vi ikke selv kan behandle. Ifølge mediet ING/WASTETECH eksporterer Danmark hvert år lidt over to millioner ton affald til andre lande. Helt grundlæggende er håndtering af affald en grænseoverskridende opgave, som landene hjælpes ad med. Derfor er det også vigtigt, at der på europæisk niveau udarbejdes fælles regler for genanvendelse, kan man læse i artiklen ”Affald og genanvendelse er en international opgave” på Pro.ing.dk (se kilder). Ifølge Miljøstyrelsen eksporterede Danmark fx i 2017 mere end 48.000 tons sorteret plastaffald ud af landet, fordi vi ikke har teknologien til at håndtere det, og fordi behandlingen af det er for dyr. Samtidig modtager vi i Danmark også affald fra udlandet, som afsenderlandene ikke selv kan håndtere, og som de danske forbrændingsanlæg tjener penge på at forbrænde. Import af affald er en god forretning for Danmark, da de udenlandske kunder betaler ca. 500 kroner per ton affald, Danmark tager imod. Danske forbrændingsanlæg modtog således 268.000 tons affald fra udlandet i 2017, kan man læse i artiklen ”Danmark modtager 268.000 ton affald fra udlandet – mens dansk affald ender i Asien” på TV2.dk (se kilder). Den danske import af affald har rejst kritik – bl.a. fra organisationen Danmarks Naturfredningsforening, der mener, at politikerne bør sikre en udfasningsplan for forbrændingsanlæg i Danmark, så forbrænding bliver erstattet af vedvarende energi.

Genbrug og genanvendelse som klimaløsning og eksport til udviklingslande

Hvad gør EU for at sikre mere genbrug og genanvendelse?

EU arbejder på at vedtage en ny såkaldt ecodesign-forordning, som skal gøre produkter mere holdbare, pålidelige, genbrugelige og lettere at opgradere, reparere og vedligeholde. Forordningen er et regelsæt, der omfatter alle produkter, der markedsføres i EU’s medlemslande, undtagen fødevarer, foder og medicinalvarer. Forslaget lægger op til, at alle produkter fremover skal have et digitalt produktpas, der skal hjælpe forbrugerne med at vælge de bedste produkter. Det vil også blive sværere for virksomheder at destruere ikke-solgte varer, ligesom virksomhederne skal oplyse, hvor mange produkter de har leveret til forberedelse til genbrug, genfremstilling, genanvendelse, energiudnyttelse og bortskaffelse, og informationen skal gøres offentligt tilgængelig. EU-Kommissionen vil i slutningen af 2022 holde en offentlig høring om, hvilke produkter der skal inkluderes i den nye ordning. Foreløbig er det planen, at følgende produkter skal indgå: tekstiler, møbler, madrasser, dæk, rengøringsartikler, maling, smøremidler og jern, stål og aluminium. Det fremgår af artiklen ”Nyhed: Bæredygtige produkter skal være normen” på hjemmesiden for DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer) (se kilder).

Hvad anbefaler FN om genbrug?

Bedre genanvendelse af verdens ressourcer bliver også fremhævet af FN’s Miljøprogram, United Nations Environment Programme (UNEP), som et område med stort potentiale i arbejdet med at mindske udledning af de menneskeskabte drivhusgasser, der forårsager klimaforandringer. UNEP understreger, at selvom der bruges energi og udledes drivhusgasser i forbindelse med genanvendelse af affald, er reduktionen af drivhusgasser ved ikke at skulle udvinde eller producere nye materialer større. UNEP anbefaler derfor i rapporten ”Waste and Climate Change – Global Trends and Strategy Framework” (se kilder), at nationalstater og virksomheder skal have en helhedsorienteret tilgang til forbrug, hvor genanvendelse er tænkt ind i alle skridt af produktion og affaldssortering. 

     Bl.a. på grund af manglende data over de enkelte staters affaldshåndtering er det ikke til at sige, hvor stort det samlede potentiale for mindre udledning af CO2 egentlig er. I Danmarks tilfælde har Miljøministeriet i forbindelse med kampagnen kendditaffald.dk (se kilder) lavet nogle udregninger, der viser, at hvis alle danskere sorterer deres husholdningsaffald frem for at sende det til forbrænding, sparer man miljøet for, hvad der svarer til 70.000 danskeres CO2-udledning årligt. 

     I nogle tilfælde er det bedre for klimaet at brænde affaldet frem for at genanvende det, hvis kvaliteten af genanvendelsen ikke er høj nok. Det kan afklares gennem en opgørelse af affaldets såkaldte livscyklus, som er en sammentælling af alle de faser, der udleder CO2, tungmetaller osv. i hele kæden af affaldshåndtering.

Hvad gør man i Danmark for at fremme genbrug og genanvendelse?

I takt med at klima- og miljødebatten har udviklet sig, og priserne er steget på råvarer, er politikerne blevet mere ambitiøse omkring genanvendelse. Af samme grund har skiftende regeringer, siden Folketinget vedtog Genanvendelsesloven i 1978, forsøgt at gøre Danmarks håndtering af affald mere hensigtsmæssig. SRSF-regeringen (2011-2014) lancerede i 2013 en strategi for bedre genanvendelse af klodens ressourcer. 

     “I Danmark brænder vi meget affald af. Affald, som vi kunne få mere ud af ved at genanvende mere og genanvende bedre. Vi skal frem til i langt højere grad at se affald også som en ressource, der kan genbruges og genanvendes, og væk fra at betragte affaldet som et spildprodukt,” skrev daværende miljøminister Ida Auken (SF) i oplægget “Danmark uden affald” (se kilder). Heri opstilles bl.a. målet om, at halvdelen af danskernes husholdningsaffald i 2022 skal genanvendes. Ude i kommunerne er man i fuld gang med at udbrede genanvendelse. I 2012 fik borgerne i Københavns kommune fx nye skraldespande til henholdsvis metal, hård plast og elektronik. Men de danske politikeres målsætning for genanvendelse er måske snart forældet. Ifølge Ingeniørens artikel ”Slut med at brænde affaldet af: 70 procent skal genanvendes” (se kilder) har man nemlig fra EU-Kommissionens side foreslået, at 70 procent af det kommunale affald i EU skal genanvendes i 2030.

Hvordan placerer Danmark sig i forhold til andre EU-lande, når det gælder genanvendelse?

Normalt omtales Danmark af politikerne som EU’s miljøduks, men når det kommer til genanvendelse, bliver vi overhalet indenom. Danmark er faktisk det land i EU, der producerer mest affald pr. indbygger, og en række EU-lande som fx Østrig og Sverige er bedre til at genanvende affaldet. Den 18. december 2017 vedtog politikerne i Europa-Parlamentet en række aftaler, der forpligter medlemslandene til at genbruge mere, bl.a. ved at lave regler om affaldssortering af husholdningsaffald. De nye målsætninger lyder, at medlemsstaterne i 2025 skal genanvende 55 procent af alt husholdningsaffald og i 2035 skal genanvende 65 procent. Det kan man læse på DAKOFA Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcers hjemmeside (se kilder). I foråret 2022 vurderede DAKOFA, at det er usandsynligt, at vi når målet om en halvering af mængden af restaffald. Hvis vi skal indfri målene, kræver det investeringer i nye metoder til genanvendelse og såkaldt affaldsforebyggelse som fx at forlænge forbrugsvarers levetid, kan man læse i artiklen ”Nyhed: Næppe sandsynligt, at vi når målet om en halvering af mængden af kommunalt restaffald” på DAKOFA’s hjemmeside (se kilder).

Hvilken betydning har genbrug og genanvendelse for udviklingslande?

Verdens mængder af affald øges i takt med, at særligt udviklingslandene bliver rigere. Ifølge UNEP-rapporten ”Waste and Climate Change – Global Trends and Strategy Framework” (se kilder) skaber en borger i et udviklingsland nemlig i gennemsnit kun 10-20 procent af den mængde affald, som en borger i et industrialiseret land producerer. Og selvom om man skulle tro, at udviklingslande med dårlig formel affaldssortering også har en dårligere tradition for genanvendelse, er det i nogle tilfælde snarere omvendt. I lande, hvor affaldssortering ikke er formelt organiseret af myndighederne, fungerer affaldssortering ofte som en uformel økonomi. I megabyen Delhi i Indien sikrer affaldssamleres samlebåndslignende håndsortering af affaldet fx, at 15-20 procent af byens affald bliver genanvendt, fremgår det af samme UNEP-rapport (se kilder). 

     Pga. den manglende regulering af affaldssortering har udviklingslande også længe været losseplads for den vestlige verdens farlige affald. Fx brændes computere og tv-apparater fra bl.a. Vesten af på lossepladser i Ghana, hvilket fører til kemikalietung røg, der forgifter både mennesker og natur. 

     EU har regler, der skal forhindre eksport af farligt affald til ulande, men ifølge EU-Kommissionen er 25 procent af alt det affald, EU årligt sender til ulande i Afrika og Asien, alligevel ulovligt i henhold til internationale regler. Fx har mediet Danwatch afsløret, hvordan europæiske lande dumper elektronikaffald i udviklingslande i strid med EU’s direktiv om ordentlig håndtering af affald, som man kan læse i artiklen ”Europæiske lande dumper stadig elektronikaffald i udviklingslande” (se kilder). Også plastaffald fra Danmark dumpes i stor stil i Asien. Minidokumentaren ”På sporet af dansk plastaffald” på TV2 afslører, hvordan bunker af dansk plastikaffald tårner sig op i malaysiske industriområder, hvor forbrændingen af det gør befolkningen i de omkringliggende landsbyer syge. Det kan man læse i artiklen ”TV2 finder dansk plastaffald på dumpingsite i Malaysia” (se kilder).

Fremtidens genbrug

Hvordan kan vi genbruge og genanvende mere fremover?

Der forskes hele tiden i nye teknikker til, hvordan man kan genanvende mere. I forskningsgruppen ZeroWaste Byg ved DTU Byg har man sat sig for at undersøge, hvordan biprodukterne af affald – såkaldt sekundære ressourcer som fx asker efter forbrænding – kan genanvendes, så man helt kan undgå spild. Man har allerede brugt flyveaske fra kulforbrænding som en af ingredienserne til at lave beton, hvilket faktisk giver en stærkere beton. Siden byggeindustrien på globalt plan står for 40–50 procent af verdens ressourceforbrug, spiller denne derfor en vigtig rolle for at komme spild af ressourcer til livs. Det forklarer DTU-forskerne i artiklen ”Affald er fremtidens byggemateriale” fra videnskab.dk (se kilder).

     Fintkornede affaldsprodukter som asker kan også indeholde værdifulde grundstoffer, som kan udvindes og bruges til andre formål end byggematerialer. Der er fx kobber i flyveaske fra affaldsforbrænding. 

     Affald kan således populært sagt udgøre “miner”, som vi har tilgængelige lige uden for døren. Man kalder derfor denne form for genanvendelse af knappe ressourcer for urban mining. Der eksperimenteres også med at udvikle forbrændingsanlæg, der kan suge CO2 ud af luften. Verdens første af slagsen eksisterer allerede i udkanten af Hinwil, små 30 kilometer fra Zürich i Schweiz. Over 2.300 tons CO2 har anlægget trukket ud af atmosfæren siden starten af maj 2017. Ambitionen er, at man i 2025 bliver i stand til at opsuge, hvad der svarer til én procent af klodens aktuelle årlige CO2-udledning. Det kan man læse i bogen ”Hvis vi vil – Den absolut realistiske guide til at bremse klimakrisen, før det er for sent” (se kilder).

     Hvad kommer nye regler for affaldssortering til at betyde for genbrug i Danmark?   En bred vifte af Folketingets partier vedtog med aftalen ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” 16. juni 2020 (se kilder) en plan for, at alle danske kommuner skal indføre langt mere omfattende sortering af affald fra private husstande fra juli 2021 og senest inden udgangen af 2022. Konkret betyder det, at alle landets kommuner skal have opstillet affaldsbeholdere, så hver enkelt husstand skal sortere affald i først ni, dernæst 10, fraktioner frem for de mellem seks og ni fraktioner, de fleste af landets husstande allerede sorterer i. Fra udgangen af 2022 skal alle sortere affald i følgende kategorier:

    

  • mad 
  • papir 
  • pap 
  • metal 
  • glas 
  • plastik 
  • fødevarekartoner 
  • restaffald og 
  • farligt affald

     Den nye aftale lægger også op til, at der vil blive indført sortering af tekstiler, så man fremover kan lægge tøj og andre tekstiler i en affaldsbeholder, som afhentes af kommunens renovationsmedarbejdere ved alle husstande.

     Ifølge et EU-direktiv fra 2018 skal vi genanvende 60 procent af vores affald i 2030. Ifølge den seneste opgørelse fra 2019 genanvendes halvdelen af danskernes husholdningsaffald. Den nye affaldssortering vil føre til en reduktion på cirka 0,7 millioner ton af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030, svarende til, at vi fjerner 280.000 diesel- og benzinbiler fra vejene. Det kan man læse i artiklen ”Nu gælder nye regler for affaldssortering. Ni typer affald skal sorteres” på Videncentret Bolius’ hjemmeside (se kilder).

Hvilke regler gælder for affaldssortering på landets skoler?

Også landets skoler er fra 1. juli 2021, og senest inden udgangen af 2022, forpligtede til at sortere affald i minimum ni fraktioner på lige fod med de private husholdninger. Det er skoleledelsens ansvar at sørge for, at den nye affaldssortering bliver gennemført. På hjemmesiden for Danmarks største affaldsselskab, Vestforbrændingen (se kilder), kan man finde gode råd til, hvordan skolernes ledelse og tekniske personale kan løse opgaven. Men det er også lærere og elevers opgave at være med til at sikre, at affaldet bliver sorteret i dagligdagen. Vestforbrændingen tilbyder foredrag og workshops om affaldssortering og inviterer skolerne til besøg, så eleverne kan opleve, hvad det betyder, at vi sorterer vores affald, så langt mere kan genanvendes.

Hvordan kan skoleelever i hverdagen gøre en forskel for affaldssortering og genanvendelse?

På Vestforbrændingen kan man også finde oplysninger om, hvordan man kan lave den mindst klimabelastende madpakke. Fx kan man undgå at bruge sølvpapir og i stedet pakke madderne ind i enten Svanemærket madpapir eller genbrugeligt indpakningspapir og udskifte plastikposer med genanvendelige plastikbøtter i madpakken. 400 elevers madpakker med sølvpapir laver aluminiumsaffald svarende til en cykel hver uge, svarende til 400 kg aluminium på et skoleår. Produktionen af aluminium er dårlig for miljøet og kræver mere energi. Et kg aluminium skaber over 80 kg affald. Det kan man læse i ”Madpakkefolderen”, som er en del af materialet, der skal guide landets skoleelever til at genbruge og affaldssortere, og som man kan finde på Vestforbrændingens hjemmeside (se kilder).

     Miljøministeriet har også udarbejdet en såkaldt Skraldesafari – en affaldsindsamling for børn og unge, som henvender sig til skoleelever fra 1. til 6. klassetrin. Indsamlingen lægger op til, at eleverne, efter at de har samlet skrald i deres lokalområde, udregner, hvor mange års nedbrydningstid de har sparet naturen for. Guiden til Skraldesafarien findes på Miljøministeriets hjemmeside (se kilder).

Hvordan ser fremtidens genanvendelses- og genbrugsøkonomi ud?

Politisk vinder genanvendelsestanken mere og mere frem. I Tyskland tager det politiske parti De Grønne fx afstand til miljø- og klimaorganisationers mantra om, at vejen til mindre affald er mindre forbrug. I stedet bør man fra starten designe produktet, så det aldrig bliver betragtet som affald, men bliver til biologiske eller tekniske komponenter i et andet produkt. På den måde skaber man fundamentet til et evigt ressourcekredsløb i en cirkulær økonomi. Som professor og doktor i kemi Michael Braungart og medstifter af partiet De Grønne i Tyskland forklarer det: ”Alt skal udtænkes og designes fra start, så det kan nedbrydes og genanvendes, uden at mennesker eller miljøet tager skade. Design skal ikke være sidste del af udviklingsprocessen og kun et spørgsmål om at give et produkt et sidste æstetisk finish. Design skal fra start sørge for, at produktet er skabt, så ressourcerne kan genanvendes i et forhold så tæt på 1:1 som muligt,” siger han i artiklen “Vi overlever kun, hvis alt genanvendes” fra Dagbladet Information (se kilder). 

     Menneskeheden skal med andre ord genopfinde alle eksisterende produkter og indtænke genanvendelse i alle produkter for, at den cirkulære økonomi kan blive en realitet. 

     Og noget tyder på, at bevægelsen mod denne cirkulære økonomi allerede er ved at ske. I hvert fald er ideerne om genbrug og genanvendelse ved at blive en integreret del af de store virksomheders forretningsstrategi. H&M, Nike, Carlsberg og Mærsk er blot nogle af de virksomheder, der enten har eller er i gang med at omstille dele af deres produktion, så der stort set ikke længere er noget spild i produktionen. Ifølge artiklen “Vi overlever kun, hvis alt genanvendes” i Dagbladet Information (se kilder) har Mærsk fx bestilt 10 containerskibe, der er bygget efter vugge til vugge-princippet. Kort sagt betyder dette, at man bygger skibene på en måde, så man let kan genanvende materialerne, når skibet skal ophugges. En del af motivationen er naturligvis økonomisk, da prisen på stål konstant stiger, men produktionsprincippet gavner også miljøet, da skibene fx er fri for giftige materialer.

Citerede kilder