Madspild

Er det spild af mad, hvis man ikke spiser hjernen fra lammet, fødderne på grisen eller skrællen på kartoflerne? Afhængig af øjnene der ser, findes der forskellige opfattelser af, hvornår noget defineres som madspild – et fænomen, der er blevet højaktuelt i forbindelse med bekæmpelsen af klimaforandringer og miljøproblemer. I husholdninger og fødevareproduktioner verden over smider man nemlig dagligt mad ud, som allerede har kostet ressourcer både økonomisk og miljømæssigt. FN estimerer, at en tredjedel af alt produceret mad aldrig bliver spist. NGO’er, forskere og politikere fra hele verden arbejder derfor på at løse problemet. Danmark har markeret sig som foregangsland i bekæmpelsen af madspild. For supermarkedskæder er kampen mod madspild blevet et konkurrenceparameter, og en række nødhjælpsorganisationer har integreret kamp mod madspild i deres mission med stor succes, mens restauranter er begyndt at sælge mad, der ellers ville være endt i skraldespanden. Det får andre lande til at kigge mod Danmark for at hente inspiration til konkrete tiltag til mere bæredygtig brug af fødevarer.

I takt med at klimadebatten er vokset, og at vi bliver flere og flere mennesker på kloden, er der det seneste årti kommet et internationalt fokus på, hvordan man kan blive bedre til at udnytte jordens ressourcer. I den forbindelse er madspild blevet et højaktuelt fænomen. Madspild optræder i hele produktkæden fra jord til bord, hvad enten det er produktion, fremstilling, distribution, tilberedning eller servering af mad. Det fremgår af rapporten “Madspild i fødevaresektoren” fra Aarhus Universitet, der definerer madspild som “madaffald, der kunne være spist af mennesker” (se kilder).

     Som rapporten selv gør opmærksom på, er denne definition snæver, da der for de fleste fødevarer dermed først kan ske et madspild, når fødevaren har forladt producenten og findes hos detailhandelen. F.eks. er fangede fisk, der kastes døde tilbage i havet fra fiskerbåden, såkaldt udsmid, ikke medregnet i denne definition. I faglitteraturen opererer man derfor ofte med en bredere definition af madspild, der ifølge ovennævnte rapport lyder: “mad, der frasorteres og smides væk, selv om det fuldt ud er spiseligt” (se kilder). I ”Madspild i fødevaresektoren” fremgår det desuden, at skjult madspild: “er spild af planter eller dyr, der kunne have været spist af mennesker, hvis de blev behandlet eller udnyttet optimalt gennem hele kæden fra primærproduktion til detailhandel.” (se kilder). Et eksempel på dette skjulte madspild er det tab, der sker i marken, når sygdomme bevirker et mindre udbytte af de såede korn.

I FN’s fødevare- og landbrugsorganisation Food and Agriculture Organization of the United Nation (FAO), skelner man mellem madtab og madspild. I rapporten “Food wastage footprint. Impacts on natural resources” defineres madtab (food loss) som et tab målt i mængde eller næringsværdi af fødevarer beregnet til menneskeligt forbrug f.eks. på grund af manglende afsætningsmuligheder for fødevarerne eller naturkatastrofer, der ødelægger en høst (se kilder). I samme rapport er madspild (food waste) defineret ved fødevarer beregnet til menneskeligt forbrug, der smides ud uagtet, om det har overskredet sidste anvendelsesdato. Det kan f.eks. være den enkelte forbruger, der smider køleskabets sure mælk ud, eller supermarkedet, der ikke kan afsætte deres varer, så de i stedet dumpes i skraldecontaineren. Hvad der på dansk kan oversættes til samlet madspild (food wastage), er en samlebetegnelse begge begreber. Det er typisk det begreb, der bruges i internationale sammenhænge.

Ifølge FN-rapporten “Food wastage footprint. Impacts on natural resources” bliver omtrent en tredjedel af alt mad til mennesker i verden spildt eller går tabt (se kilder). I samme FN-rapport fremgår det også, at det på verdensplan er fødevaregrupperne korn, grøntsager, stivelsesholdige rødder og frugt, der står for det største samlede madspild, mens mælkeprodukter og kød står for en meget lavere del (fisk og skaldyr er ikke medtaget i statistikken) (se kilder).

     Alt i alt løber det samlede danske madspild op i cirka 715.000 ton årligt, fremgår det af Miljøstyrelsens rapport ”Food waste prevention in Denmark – Identification of hotspots and potentials with Life Cycle Assessment” fra 2017. Størstedelen af madspildet er frugt og grønt, som udgør 41%. Kød og kødprodukter tegner sig for 24%, brød og kager for 20%, tørvarer (som for eksempel mel, gryn, pasta og te) 10% og endelig mejeriprodukter, som udgør 5% i regnestykket. Det er forbrugerne og de private husholdninger, der står for størstedelen af det danske madspild. 260.000 ton svarende til cirka 36% af det samlede madspild ryger i skraldespandene i private hjem. Næstmest madspild står detailhandlen for. Fødevarebutikkerne smider hvert år 163.000 ton mad ud svarende til 23% af det samlede madspild. Sammenlagt svarer det til, at forbrugere og detailhandlen hvert år smider 9.730 indkøbsvogne fyldt med mad ud, viser tal fra Miljø- og Fødevareministeriet ifølge organisationen Stop Spild af Mad (se kilder).

     Ifølge rapporten ”Kortlægning af sammensætningen af dagrenovation og kildesorteret organisk affald fra husholdninger” – tal fra 2018 har danskerne reduceret deres madspild med 14.000 ton fra 2011 til 2017 (se kilder).

Problemet er størst i den vestlige verden, når det kommer til madspild, mens udviklingslande står for det største fødevaretab (se definitionerne i afsnittet ”Hvad er forskellen på madspild og madtab?”). På EU-kommissionens hjemmeside om madspild fremgår det, at over 40% af madspildet i i-lande sker i detailhandlen og i de private husholdninger. I u-lande sker over 40% af madtabet derimod efter høsten, og mens fødevarerne forarbejdes (se kilder). Ifølge notatet ”Food price watch” fra Verdensbanken, smider Nordamerika mest mad ud pr. indbygger i husholdninger (115 kilo pr. år) efterfulgt af Europa (95 kilo pr. år), mens lande i Afrika syd for Sahara smider mindst ud (6 kilo pr. år) (se kilder). Hvert år ender omkring 88 millioner ton mad som madspild i EU. Det svarer til 20% af al den mad, der bliver fremstillet, og det er forbundet med omkostninger på cirka 143 milliarder Euro, fremgår det på EU-Kommissionens hjemmeside (se kilder).

Madspild forekommer i alle led af fra jord til bord. Det handler altså både om den enkelte forbruger, der køber og tilbereder mere mad, end man når at få spist og om forskellige uhensigtsmæssige praksisser i fødevareproduktionen.

     I ifølge notatet “Madspild i Danmark” fra Fødevareministeriet sker en stor del af madspildet herhjemme i landbruget og især inden for frugt og grønt (se kilder). Det er der flere årsager til. Mest berømt er nok historien om den krumme agurk, som EU i en periode havde bandlyst fra det europæiske marked. I stedet blev de krumme agurker fodret til husdyrene eller fik lov til at rådne på markerne. Siden 2009 har EU dog ophævet regler om størrelse og form på 26 forskellige frugter og grøntsager, så det ikke er EU, men snarere forbrugerens præferencer der gør, at ellers spiselige grøntsager sorteres fra.

     En anden årsag til madspild er, at producenter af varer, der kun kan afsættes på produktionsdagen, har svært ved at beregne præcis, hvor meget de sælger. Dette gælder f.eks. bagere, der dagligt må smide brød og flødekager ud, fordi forbrugerne ikke vil købe den slags daggammelt.

     I notatet ”Madspild i Danmark” forklares det desuden, at detailhandlen smider spiselige fødevarer ud blandt andet pga. fejlmærkning og overskridelse af sidste salgsdato, selvom varen sagtens kan holde sig længere. Et ekstremt tilfælde er salt, der kan være millioner af år gammelt, men som alligevel har en holdbarhedsdato.

Mad er menneskekroppens brændstof, og ligesom alt andet forbrug har det en effekt på miljøet og klimaet. Ifølge FN-rapporten “Food wastage footprint. Impacts on natural resources” fra 2013 bliver 1.3 milliarder ton mad hvert år spildt. Ressourcerne, der bliver brugt på at dyrke, forarbejde, sælge og transportere maden, går således tabt (se kilder). Rapporten fastslår, at ferskvandet, der bruges til at producere den uspiste mad, svarer til den årlige vandmængde i Europas længste flod, Volga, ligesom der forgæves udledes 3.3 milliarder ton drivhusgasser i jordens atmosfære. Yderligere bruges 28% af verdens samlede landbrugsareal til at producere mad til skraldespanden (se kilder).

     Ifølge rapporten “Madspild i fødevaresektoren” fra Aarhus Universitet viser beregninger fra EU-kommissionen fra 2006, at forbruget af fødevarer og drikkevarer det år var ansvarlig for 20-30% af den samlede miljøbelastning fra det private og offentlige forbrug i EU. Derfor er det ifølge rapportens forfattere ekstra vigtigt, at fødevarer udnyttes optimalt (se kilder).

Den rynkede halve agurk, der ryger i skraldespanden, eller partiet af dåsemajs hos supermarkedet, der har fået en bule og ender i containeren, løber op i enorme summer af penge. Ifølge FN-rapporten “Food wastage footprint. Impacts on natural resources” svarer det samlede madspild i landbruget (2007) til direkte økonomiske tab på ca. 4472 milliarder kroner, eller hvad der svarer til Tyrkiets BNP (2011) (se kilder). De indirekte økonomiske konsekvenser er dog meget større. Medregner man blandt andet også de miljømæssige og sociale omkostninger, estimerer FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO i rapporten “Food wastage footprint. Full-cost accounting”, at regningen for madspild årligt løber op i 15,5 billioner kroner (se kilder).

     De økonomiske og miljømæssige konsekvenser af madspild og madtab bliver i fremtiden forstærket af, at fødevareproduktionen inden 2050 skal være 60% højere på grund af verdens befolkningsvækst. Det er særligt grøntsager, der står for det største økonomiske tab pga. madspild og madtab efterfulgt af kød, frugt og korn. Det fremgår af FN-rapporten, der også viser, at Asien står for næsten halvdelen af verdens samlede økonomiske tab (se kilder).

Det er et stort paradoks, at mens hvert ottende menneske på kloden sulter, så spilder man en tredjedel af verdens producerede mad. Selvom det er en nærliggende tanke, at mindre madspild ville kunne ende alt sult i verden, er sammenhængen mellem madspild og adgangen til tilstrækkelig næringsrig mad ikke helt så enkel. Det konkluderer The Food and Business Knowledge Platform, et initiativ under Hollands udenrigsministerium (se kilder). Verdensbanken konstaterer mere kontant i et notat om de globale fødevareprisers udvikling, “Food price watch”, at foruden at have miljømæssige konsekvenser, kan madspild og madtab også gå ud over adgangen til mad i udviklingslande. Madtab i produktionen reducerer nemlig landbrugets indkomst og skruer prisen op for forbrugerne pga. af dårligt udbytte (se kilder). Ifølge EU-Kommissionens rapport “Roadmap to a Resource Efficient Europe” kan en samlet indsats mod madtab og madspild være med til at optimere adgangen til mad på globalt plan (se kilder).

Ifølge FN’s Fødevare- og landbrugsorganisations (FAO) kampagne “Think, Eat, Save”, kan man som forbruger være kraftigt medvirkende til at reducere de 1.3 milliarder ton mad, der årligt smides ud, hvis man følger nogle enkle råd (se kilder). Et par af disse lyder f.eks.: spis, hvad du har i fryseren, før du køber nye frostvarer, og tag kun det mad op på tallerkenen, du kan spise.

     Også EU-Kommissionen har i forbindelse med kampagnen “Stop food waste” udarbejdet en række anbefalinger til at begrænse madspild, der beskrives i notatet “Hvad kan jeg gøre i dagligdagen for at begrænse madspild?” (se kilder). Et af tipsene går på at planlægge måltider og madindkøb, så man bruger, hvad der står i køleskabet og ikke kommer til at købe varer, man allerede har. Et andet væsentligt råd er, at man skal skelne mellem mærket “sidste anvendelsesdato” og ”mindst holdbar til”-datoen. ”Sidste anvendelsesdato” benyttes til let fordærvelige varer som f.eks. fisk og kød, hvor det kan være forbundet med en helbredsrisiko at spise maden efter en bestemt periode. “Mindst holdbar til”-datoen bruges derimod til ikke-letfordærvelige varer som f.eks. brød, gryn og pasta og fortæller, hvorvidt man kan forvente samme kvalitet af maden efter overskridelse af den angivne dato. I rigtig mange tilfælde vil varer med overskredet ”mindst holdbar til”-dato altså være helt sikre at spise, pointerer EU-notatet (se kilder). Er man i tvivl om en vare stadig er frisk, kan det som regel være en hjælp at lugte til eller smage på maden.

     Som reaktion på udsmidningen af spiselige fødevarer og den moderne forbrugskultur er der opstået en international skraldekultur, hvor de såkaldte skraldere finder og spiser kasserede madvarer fra fødevarebutikkernes containere.

De seneste par år er der opstået forbrugerbevægelser som Stop Spild af Mad og non-profit foreninger som fødevareBanken i Danmark, der forsøger at forhindre madspild på græsrodsniveau. Stop Spild af Mad har for eksempel samarbejdet med Unilever Food Solutions om at implementere gratis såkaldte doggybags på danske restauranter, cafeer og storkøkkener, der gør det muligt for spisende gæster at tage resterne fra deres måltid med hjem til senere i stedet for, at det ryger i skraldespanden. På samme har foreningen fødevareBanken gjort det muligt for fødevarebutikker og producenter at donere de madvarer, som de ikke kan sælge, til organisationer, der hjælper socialt udsatte.

     Også Fødevareministeriet har i igangsat en række initiativer. For eksempel ændrede man fra d. 13. december 2014 lovgivningen således, at supermarkeder godt må sælge varer, der har overskredet ”mindst holdbar til”-datoen. Desuden begynder man over de kommende år at erstatte ”mindst holdbar til”-mærkaterne med ”bedst før”-mærkater, så det tydeligere fremgår, at varen stadig er spiselig. Dertil vil Fødevareministeriet udvide listen over de fødevarer (som f.eks. tyggegummi og eddike), der ikke kræver en ”bedst før”-dato, så færre varer ender unødigt i skraldespanden. Det skal desuden gøres lettere og mere attraktivt for supermarkeder og fødevareproducenter at rette fejl på etiketterne, så fødevarerne ikke smides ud pga. af en formalitet, fremgår det af Fødevareministeriets hjemmeside (se kilder).

     Generelt har politikerne på Christiansborg også fået øjnene op for madspildet. Som det bliver beskrevet i oplægget “Danmark uden affald” har SR-regeringen fremsagt det mål, at en større del af madaffaldet fra husholdningerne fremover skal sorteres, så det kan anvendes til biogas (se kilder). Dertil er støttepartiet SF ifølge artiklen ”SF vil have madspild på finansloven” fra Politiken kommet med et forslag om at afsætte 3 millioner årligt til et videnscenter om madspild, hvor man samler den akkumulerede viden og erfaring på området og udvikler nye løsningsmodeller (se kilder). I 2016 gik organisationen Stop Spild af Mad, Landbrug&Fødevarer, Unilever Food Solutions, Daka Refoods og Agro Business Park sammen om at lancere mærkningsordningen Refood. Refood er en ordning for virksomheder, der gør en indsats for at bekæmpe madspild. For at gøre sig fortjent til mærket, skal en virksomhed vælge tre af ordningens madspildsreducerende initiativer. 999 virksomheder er tilmeldt ordningen.

Danmark er i blandt andet National Geographic og BBC blevet udråbt som et af de europæiske lande, der går forrest og er længst fremme i kampen mod madspild. Blandt andet fordi det er lykkedes at skabe et massivt fokus på madspild ved hjælpe af en række kampagner og konkrete initiativer, som forbrugere, forretninger og restauranter har taget til sig. Der er ligefrem opstået et marked for salg af mad, der er tæt på udløbsdatoen. Langt de fleste supermarkeder sælger varer, der nærmer sig udløbsdatoen til nedsat pris mærket ”stop madspild” og bruger det som en del af deres markedsføringsstrategi, som virker, fordi stadigt flere forbrugere ønsker at forbruge mere bæredygtigt og køber ind med tanke på klima, dyrevelfærd og madspild, kan man læse i artiklen ”Denmark Capitalizes on Culture to Stop Food Waste” på NationalGeographic.com (se kilder), mens artiklen ”The country where unwanted food is selling out” på bbc.com udpeger Danmark som det land i verden, som har igangsat flest initiativer i kampen mod madspild (se kilder).

To Good To Go er en APP, der gør det muligt at bestille og købe mad, som restauranter, der er tilknyttet APP’en ellers ville have smidt i skraldespanden, fordi det er blevet til overs fra buffeten eller køkkenet. Folkene bag APP’en præsenterer tjenesten som verdens største sammenslutning af ”Waste Warriors”, kan man læse på hjemmesiden togoogdtogo.com/uk. Mere end en million brugere har downloadet og brugt APP’en til at købe mad, der ellers ville være blevet smidt ud, og mere end 2.240 forretninger er tilmeldt. Også den danske APP Your Local gør det muligt for både forbrugere og fødevareproducenter at bekæmpe madspild. På YourLocal-appen kan butikker lave tilbud på mad, der skal sælges her og nu og underrette brugere i nærheden, der ønsker at gøre en handel lige inden lukketid, kan man læse på den sociale virksomheds hjemmeside yourlocal.org (se kilder).

Folkekirkens Nødhjælp er en af de organisationer, der har haft succes med at tænke kampen mod madspild ind i deres arbejde. I 2016 åbnede organisationen forretningen Wefood på Amagerbrogade – en forretning der sælger varer, der har passeret udløbsdatoen, men som stadig kan spises. Forretningen blev hurtigt en stor succes, bare ni måneder senere åbnede Folkekirkens Nødhjælp endnu en Wefood forretning på Nørrebro, og i 2018 åbnede også en Wefood i Aarhus. Det er frivillige, der driver Wefood forretningerne, som på de første to år havde en omsætning på 3,2 millioner kroner og langede mere end 250 ton overskudsmad over disken, så alle pengene går til nødhjælpsarbejde.   ”Mange danskere ved allerede, at der er et problem med madspild, og det har uden tvivl givet os en fordel,” fortæller leder af genbrug og Wefood, Thomas Mølgaard Andersen i artiklen ”Tre forretninger på to år: Fokus på madspild har givet Wefood medvind” på Altinget.dk (se kilder).   Der er også eksempler på, at virksomheder og organisationer indgår samarbejder, der på én gang bekæmper madspild og henter penge til et sociale formål. F.eks. har organisationerne Stop Spild af Mad, Dansk Folkehjælp og dagligvarebutikken KIWI lavet en kampagne, der opfordrer forbrugerne til at købe varer tæt på udløbsdatoen mærket SPAR&HJÆLP og samtidig støtte socialt udsatte familier i Danmark. Hver gang en kunde køber en vare mærket SPAR&HJÆLP, donerer KIWI en krone til Dansk Folkehjælp, kan man læse i artiklen ”KIWI stopper madspild og hjælper udsatte danskere” (se kilder). Allerede i løbet af en måned havde kampagnen skaffet 200.000 kroner til Dansk Folkehjælp, kan man læse i artiklen ”The Fight Against Food Waste is Becoming Big Business” på Huffington Post (se kilder).

Også i de store internationale organisationer er der stort fokus på madspild særligt i et klima-, miljø- eller bæredygtighedsperspektiv. F.eks. har EU-Kommissonen ifølge rapporten “Roadmap to a Resource Efficient Europe” sat sig som mål at halvere fødevarespildet i EU inden 2020 (se kilder). Det skal bl.a. ske ved at forske i, hvordan man spilder mindre mad gennem hele fødevarekæden.

     Også i FN bliver der iværksat konkrete tiltag. Blandt andet har FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) lavet kampagnen “Think, Eat, Save”, der har til hensigt at gøre forbrugere og producenter over hele verden opmærksomme på madspildet, dets konsekvenser og forebyggelse. Ifølge den anerkendte forfatter til bogen “Waste: Uncovering the Global Food Scandal”, Tristram Stuart, skal der netop et grundlæggende holdningsskifte til i samfundet for at forhindre madspildet, der i hans optik først og fremmest skal løses ved at stoppe den systematiske overproduktionen af mad i særligt de vestlige lande (se kilder).

Ifølge artiklen “Teknologiske våben mod spild af fødevarer” trykt i Ingeniøren viser flere studier, at udbredelsen af mobiltelefoner i fattige lande, gør bønderne i stand til at tilrettelægge produktionen af deres landbrug pga. adgang til informationer om markedets behov og prisernes udvikling (se kilder). På den måde har de bedre chancer for at afsætte deres varer. En anden afgørende faktor i dette er dog, at infrastrukturen er i orden, så maden kan nå ufordærvet frem til kunderne. Teknologi, der skaber bedre logistik, er nemlig ifølge samme artikel en løsning, der kan forhindre madspild. F.eks. kan man i dag sætte modningsprocessen på frugt og grøntsager i dvale via nedkølede containere med reduceret iltindhold, så de ikke går til, når de skal transporteres fra fjerne lande til de danske supermarkeder. Endvidere kan man kontrollere modningsprocessen af frugt ved at regulere på tilførslen af det naturlige modningsstof ethyl (se kilder).

     Også emballage kan være en vigtig nøgle til at reducere madspildet. Teknologisk Institut arbejder derfor sammen med blandt andre Coop, Tulip og gartneriet AP Grønt på at udvikle nye emballageformer, der passer bedre til den danske forbrugers behov. Som det beskrives i artiklen ”Ny emballage skal mindske madspild” i Politiken, drejer det sig helt konkret om at udvikle flere og bedre sampak- og genlukløsninger, der gør, at maden ikke, som det ofte er tilfældet i særligt mindre husstande, når at blive fordærvet eller kedelig, inden man får det hele brugt (se kilder).

Selv om de sidste års kamp mod madspild allerede har reduceret mængden betragteligt, er der endnu meget, vi kan gøre for at bruge fødevareressourcerne mere bæredygtigt, argumenterer forkvinden for organisationen Stop Spild af Mad Selina Juul. I artiklen ”Th Fight Against Food Waste is Becoming Big Business” på Huffington Post vurderer hun, at der er et stort uudnyttet marked i at bruge de fødevarer, der aldrig kommer længere end landbruget, hvor de er blevet produceret, fordi de bliver kasseret. Det gælder f.eks. squash eller agurker med en underlig form, tomater der har fået et mærke og lignende – såkaldte ”grimme fødevarer”. De fødevarer er der et stort uudnyttet fødevarepotentiale i, mener Serena Juul. Særligt fordi det har vist sig, at forbrugerne er blevet stærkt interesserede i at bakke op om kampen mod madspild og forbruge mere politisk bevidst. Europæiske fødevarevirksomheder, der markedsfører sig ved at gå ind i kampen mod madspild, er allerede begyndt at producere fødevarer ud af såkaldt ”reddet mad” (Rescued food). Det gælder f.eks. produkterne Snact, Misfit Juice, FoPo Food Powder, Rubies in the Rubble, Wonky, Kromkommer, Barstensvol, OverLekker and Spare Fruit, skriver Serena Juul i artiklen. Masser af grimme fødevarer kan let bruges i fødevareprodukter, hvor de f.eks. er blevet forarbejdet, så det er uden betydning, at de i udgangspunktet var ”grimme”, fødevareproducenterne vil få mulighed for at tjene ekstra penge på ressourcer, der før blev spildt, og forbrugerne er klar til at købe sådanne fødevarer, mener hun (se kilder).