Hekse

Der har eksisteret hekse i form af kloge mænd og koner helt tilbage til den yngre Stenalder. Heksefiguren tager udgangspunkt i naturreligionernes mytologi og er blevet videreudviklet gennem folkeeventyr og religiøse skræmmebilleder. De mennesker, der blev anklaget for at være hekse under kristendommens udbredelse, måtte lade livet på bålet i tusindvis. Denne artikel kigger på de samfundsforhold, som førte til hekseprocesserne under Inkvisitionen og Reformationen. Derudover undersøges kvindebevægelsens forhold til heksefiguren, hvorfor hekse fascinerer, og hvorvidt der stadig findes hekse.

Der har eksisteret hekse i form af kloge mænd og koner helt tilbage til den yngre Stenalder. Heksefiguren tager udgangspunkt i naturreligionernes mytologi og er blevet videreudviklet gennem folkeeventyr og religiøse skræmmebilleder. De mennesker, der blev anklaget for at være hekse under kristendommens udbredelse, måtte lade livet på bålet i tusindvis.

     Denne artikel kigger på de samfundsforhold, som førte til hekseprocesserne under Inkvisitionen og Reformationen. Derudover undersøges kvindebevægelsens forhold til heksefiguren, hvorfor hekse fascinerer, og hvorvidt der stadig findes hekse.

Der hersker forskellige forestillinger om, hvad hekse er, og hvad de udretter. Denne tvetydighed afspejles i oprindelseshistorien for ordet heks:

• Hargadisse: Germansk betegnelse for kloge mænd og koner, der levede i pagt med naturen. 
• Hægtesse: Oldengelsk ord, der stammer fra det tyske ord hag (at gærde) og det norske ord tysja (underjordisk væsen). 
• Hag: Oldengelsk for en hæslig gammel kælling.

     Gennem tiderne er en heks blevet set som et menneske, der lever i pagt med naturen og dyrker dennes guder og gudinder. Hekse er derfor først og fremmest udøvere af en tradition for gamle medicinske principper, hvor mennesket ses som tæt knyttet til jordens cyklus. Senere blev hekse forfulgt af den kristne kirke, og ordet heks blev et skældsord for dem, som tilbad de gamle naturguder.

De fleste primitive samfund havde deres troldmænd og koner, der blandt andet mentes at kunne forårsage regn samt forebygge sygdomme og barnløshed gennem forskellige ritualer.

     Hekse i dag er hovedsageligt en gruppe spirituelle, ikke-missionerende mennesker, der arbejder med selvudvikling, intuition, magi, tarokkort, drømmetydning, healing, urter og krystaller. På hjemmesiden www.wiccadk.dk er heksens 13 overordnede mål opstillet, hvoraf kan nævnes: at leve i harmoni med jordens cyklus, at bruge viden og visdom og at prise livet.

     Artiklen "På den flyvende kost" fra 2002 (se kilder) indeholder interviews med to moderne hekse midt i tyverne. Rebekka Kinimand udtaler:'Vi går ikke rundt og forvandler mennesker til frøer og den slags magi. Hekseriet handler snarere om den måde, vi opfatter verden på. Ifølge vores tro har den enkelte et meget stort ansvar for sit eget liv.'

Når man beskæftiger sig med hekse, er det nødvendigt at skelne mellem myte og virkelighed. Der er mange myter knyttet til hekse, som intet har at gøre med historiens virkelige hekse. Der hersker fantasifulde fortællinger om, hvad heksene foretager sig, når de er sammen, og heksesabbatten, heksenes årlige fest, er en af disse myter.

     På Sankt Valpurgis nat, den 1. maj, eller Sankt Hans-nat, den 23. juni, mener man, at danske og tyske hekse farer til Bloksbjerg, mens de svenske foretrækker Blåkulla på Øland, og de norske tager til Lyderholm ved Bergen. Ved at salve sig med en smørelse kogt af nyfødte børns fedt, flyver heksene på koste, ilddragere eller høtyve. For at kunne deltage skal heksen slutte en pagt med djævelen ved først at kysse ham bagi og så deltage i et seksuelt orgie, hvorpå djævelen kvitterer med at sætte sit mærke på kroppen.

Sankt Hans-aften den 23. juni afspejler den ældgamle skik at fejre midsommer, hvilket danskerne har gjort, siden de tilbad Odin og Thor. Sankt Hans refererer til Johannes Døberen, som delte året med Jesus - Johannes blev født ved sommersolhverv og Jesus ved vintersolhverv.

     Når danskere brænder heksedukker af på bålet, er det en forholdsvis ny skik. Ifølge artiklen "Sankt Hans - Hekse og bål" fra 2004 (se kilder) blev ritualet indført fra Tyskland i 1920'erne og 30'erne. Det kan virke lidt morbidt at brænde en heks af, når man tænker på alle de mennesker, der mistede livet på bålet, men midsommerilden har en anden historie end henrettelsesbålet. Ilden som renselse og den symbolske afbrænding af noget ondt er nemlig en gammel tradition fra bondesamfundet ifølge Dansk Historisk Fællesråd (se kilder).

     Den 21. eller 22. juni er det sommer-solhverv med årets længste dag, som hekse regner for den rigtige Sankt Hans. Artiklen "Heksen lever" fra 1995 (se kilder) beskriver, hvordan kloge mænd og koner badede i skovens kilder, samlede dug og helbredende urter ind på denne dag for at fremme sundhed og forebygge barnløshed.

Hekse er blevet brugt i fortællinger om kampen mellem det gode og onde i alt fra oldtidens legender og folkeeventyr til moderne gysere og computerspil.

     Forestillingen om den gamle dame med kost, spids hage og krum bevortet næse eksisterer stadig i dag. Hun er ofte ledsaget af en sort kat, iklædt sorte pjalter, hun kan flyve på en kost og har kloagtige negle. Brødrene Grimms eventyr "Hans og Grete" (se kilder) beskriver en ond heks, der ved hjælp af sit kagehus lokker søskendeparret Hans og Grete i en fælde. I eventyret lyder det: 'Heksene har røde øjne og er temmelig nærsynede, men de har en fin næse ligesom dyrene og kan lugte, så snart der er mennesker i nærheden.

     I filmen "The Witches" fra 1990 bærer heksene forklædninger og masker, er skaldede på hovedet og behårede på kroppen. De har kæmpe, krogede næser, så de bedre kan lugte børn - som er deres livret. Men Hollywood har også produceret film som "Heksene fra Eastwick" fra 1987 og "I Married a Witch" fra 1942, hvor heksene er smukke og unge. I sidstnævnte film genopstår en forførende blond heks efter at være blevet brændt i 1692. Med magi forsøger hun at få sin helt til at forlade sin forlovede.

     I Bogen "Hekse" fra 1982 (se kilder) konkluderer om heksen:'Hun er enten umådelig skøn eller afskyelig grim; enten fortryllende af udseende eller forfærdende styg. I begge tilfælde truer hun manden, for hendes skønhed blænder og fængsler og hendes hæslighed angriber og lammer hans sanser.'

Heksetro udspringer af de hedenske folkeslags naturreligioner, hvor præsterne var magikere, indviede medicinmænd og åndemanere.

     I oldtidens Europa - 10.000 før vor tidsregning til år 793 - var naturreligioner eller frugtbarhedskulte udbredt. Modergudinden (også kaldt Isis, Astarte, Venus og Afrodite) blev, ifølge bogen "Hekse og heksetro" fra 1992 (se kilder), dyrket i det udviklede agerbrugssamfund i det 5. årtusinde før vor tidsregning. Bogen beskriver, hvordan kvinderne i det foregående århundredes jægerkultur havde rollen som hjemmegående husmødre, mens mændene skaffede mad på bordet. Men efter mennesket lærte at så hvede og byg, fik kvinderne også ansvar for såning og høst. Modergudinden blev en form for frugtbarhedsgud. Hun beskrives i bogen "Hekse" fra 1982 (se kilder) som en skøn og smækker kvinde med krum næse, ligblegt ansigt, rønnebærrøde læber, strålende blå øjne og et langt blond hår. Hun kan forvandle sig fra en hunulv til en afskyelig gammel kælling og repræsenterer skabelse, fødsel, føde og sommer.

     Mange myter om hekse tager udspring i fortællingerne om Modergudinden, hvis mandlige modstykke er Den Hornede Gud, Pan. Han stod for jagtlykke og vinter og blev senere brugt af kirken som Satan-figur.

Ifølge kronikken "Kan hekse flyve" fra 1998 (se kilder) er de myter, der er blevet brugt til at godtgøre hekseforfølgelse ikke nogen kirkelig opfindelse, men kan dokumenteres tilbage til oldtiden - 10.000 før vor tidsregning til år 793.

     Oldtidens gudinder var således karakteriseret ved en frygtindgydende adfærd. Et eksempel er gudinden Medusa, der dræbte og spiste sine børn, eller legenden om den skrækkelige Lilith, der første gang nævnes i et digt om jordens tilblivelse år 1600 før vor tidsregning.

      Ifølge specialet "Onde kællinger og forfulgte heltinder" fra 1983 (se kilder) var Lilith verdens første heks, og hun nævnes i Bibelen (se kilder) som 'Natteheksen'. Hun var i det hele taget den første kvinde i verden og Adams samlever før Eva. Ifølge bogen "Overtro og trolddom" fra 1999 (se kilder) blev Lilith udledt af Modergudinden og var skabt af jordens snavs og ler. Men hun nægtede samkvem med Adam og blev i stedet herskerinde over underverdens dæmoner, som forførte mænd under søvnen. Udover de seksuelle implikationer havde Lilith også smag for spædbørn.

Tiden omkring hekseforfølgelserne var præget af store kirkelige konflikter. I 1054 var den kristne kirke splittet i en græskortodoks og en romerskkatolsk del. Den romerskkatolske kirke herskede i Vesteuropa og bredte sig blandt andet til Holland, Tyskland og Frankrig fra årtusindskiftet frem til 1500-tallet. Danmark blev katolsk år 948, og i 1231 blev Inkvisitionen oprettet som en pavelig domstol til at forfølge folk, der ikke bekendte sig til Gud og pavestyret i Rom.

     I 1302 udsendte pave Bonifacius en lov, som tildelte kirken absolut suverænitet i jordiske og himmelske spørgsmål. I loven hed det, at det var absolut nødvendigt for menneskets frelse at være undergivet den romerske pave. Han blev set som Guds vikar på jorden med ret til at udsende love og gribe ind i forskellige fyrstedømmers interne anliggender.

     Der blev oprettet to parallelle retssystemer: et gejstligt (religiøst) og et verdsligt (materielt). Det gejstlige system var styret af den romerskkatolske kirke og i princippet overnationalt. Alle almindelige forbrydelser hørte under det verdslige retssystem. Dommerne var alle udvalgt blandt præster, bisper og andre af kirkens folk.

Kirken forbød folk at tro på hekse frem til 1200-tallet, hvor præsteskabet noget overraskende erklærede, at der alligevel fandtes hekse. Ifølge kirken kunne hekse nu udøve sort magi og forårsage spædbørnsdødelighed, sygdom og dårlig høst.

      Bogen "Hekse og overtro" (se kilder) mener, at truslen om sort magi blev brugt til at dæmonisere kættere og udvide kirkens magt. Beskyldninger om hekseri og kætteri med henrettelse til følge skræmte udfordrere af Roms centralistiske lederskab. Der var nu behov for en teologisk forklaring på hekses eksistens, og den italienske dominikanermunk Thomas Aquinas (1225-1274) fremsatte i 1225 hekseteorien, "Summa Theologica". Teorien beskriver, hvordan Satan leder et dæmonrige og kan forvandle sig til alle skikkelser. Ifølge Thomas Aquinas kan dæmonerne forvandle sig til en kvindeskikkelse og ride manden som en mare om natten. Dæmonen indtager således manden, som overfører sæden til sin hustru. Det barn, der bliver resultatet af denne proces, vil altid være en heks.

I 1300-tallet fik katolicismen så stor magt i Europa, at en systematisk forfølgelse af kættere og anderledes tænkende blev gjort mulig. En kætter var enhver døbt person, som benægtede eller betvivlede en guddommelig sandhed defineret af paven.

     I 1484 udsendte paven Innocens den Ottende en lov mod dæmoniske trolddomskunster og kønslig omgang med djævle. Paven fik de tyske dominikanermunke Jakob Sprenger og Heinrich Institor til at skrive et værk om hekse. "Heksehammeren" udkom i 1486 og blev et af heksehistoriens hovedværker og middelalderens autoritative skrift til retsforfølgelse, domfældelse og henrettelse af hekse. Selv om Inkvisitionen aldrig kom til Danmark, så fik bogen også stor betydning herhjemme og påvirkede den danske lovgivning under Reformationen.

     "Heksehammeren" anbefalede, at en anklaget person skulle stilles for en domstol og dømmes, selvom der ikke forelå egentlige beviser. Eftersom djævelen herskede over krop og sjæl, kunne man kun nå frem til tilståelse gennem totur. Bekendte 'heksen' ikke, trods de fysiske pinsler, blev det blot set som et tegn på, at forholdet til djævelen var stærkt. Jakob Sprenger og Heinrich Institor konstaterede også, ifølge bogen "Kønnet, kroppen og selvet" fra 1990, at hekse for det meste var kvinder, eftersom kvindesjælen var mere tilbøjelig til at lade sig forføre af djævelen.

     "Heksehammeren" er af eftertiden blevet set som et af de mest markante forsøg på at knuse kvindekønnet ved at nedværdige og forfølge kvinden.

Romerrigets magt og den romerskkatolske kirke blev svækket i det 14. og 15. århundrede. Der var, ifølge bogen "Europæisk idehistorie" fra 2002 (se kilder), forskellige grunde til, at folk begyndte at stille sig kritiske:

• De europæiske konger afviste i stigende grad at underkaste sig pavedømmet. 
• En række tænkere begyndte at stille spørgsmål ved den pavelige institutions ret til at spille autoritet i politiske, moralske og religiøse spørgsmål. 
• Kirken blev for grådig og lavede afladshandler, hvor folk skulle betale formuer for at sikre sig en plads i paradis.

     Presset mod pavemagten i det 14., 15. og 16. århundrede var stort. I 1309 rykkede pavedømmet til Avignon og var under fransk indflydelse, hvilket skabte problemer i forhold til Europas øvrige stater. Helt galt gik det i starten af det 15. århundrede, hvor tre forskellige paver i henholdsvis Rom, Pisa og Avignon kæmpede om at være Guds stedfortræder på jorden. En reformationsbevægelse blev derfor startet i Tyskland i 1517 som en protest mod den katolske kirkes dominans og pavens ret til at blande sig i andre landes politik.

Den tyske munk Martin Luther (1483-1546) underviste i filosofi og bibelstudier i Wittenberg. I 1517 opstillede han 95 teser mod den katolske afladshandel, der blandt andet krævede penge for en plads i himmelen. Luther hæftede sine kritikpunkter op på en kirkedør, og i løbet af få uger var teserne kendt over hele Europa.

     Luther blev et talerør for frustrationen og vreden mod kirkens hierarki. Blandt Luthers tilhængere på Københavns Universitet var Hans Tausen (1494-1561), der blev hovedkræften bag Reformationen i Danmark. Ifølge Luther var enhver, der var døbt, en del af den kristne menighed. Alle var grundlæggende lige, og præster havde ikke nogen særlig myndighed. Luther havde to dagsordener: Han var imod pavedømmet og fortaler for staten som en ordning skabt af Gud for opretholdelse af ro og orden. Derudover ønskede han at forny den evangeliske tro og begrebet skyld blev meget centralt. Med hensyn til hekseri mente Luther, at trolddom kunne ødelægge synet, forårsage sygdom og spædbørnsdødelighed, og han satte hårdt ind mod dem, der blev anklaget for at være hekse.

Med Reformationen mistede den romerskkatolske kirke en stor del af sin magt, mens den tyskromerske ret, 'Kejserretten', fik øget indflydelse i Nordeuropa. Reformationen medførte, at adskillige lande gik fra den romerskkatolske trosretning til den lutheranske. Udover Tyskland blev Sverige, Norge, Finland og Island omvendt. Den lutheranske trosretning fik sit indtog i Danmark i 1536, hvor også hekseprocesserne kom til landet.

Hekseforfølgelserne fandt som sagt sted i hele Europa på forskudte tidspunkter. Allerede år 1264 fandt den første hekseproces sted i Frankrig, og i løbet af det næste århundrede spredtes de angstfyldte forestillinger om den sorte magi, som kom til at hærge Europa helt op til begyndelsen af det 18. århundrede.

     De første hekseprocesser skete under Inkvisitionen i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. århundrede, mens de skandinaviske lande først fulgte med efter Reformationen i det 14. og 15. århundrede.

Det er svært at vurdere, hvor mange hekseprocesser, der har fundet sted. Nogle mener, at der skete omkring otte millioner henrettelser. Dette er stærkt overdrevet ifølge bogen "Da djævelen var ude" fra 1989 (se kilder). Problemet er, at gamle arkiver er blevet ødelagt. Tilbage står et vidnesbyrd om cirka 40.000 henrettelser ud af 100.000 førte sager i Europa. Heraf menes Danmark at have gennemført omkring tusinde heksebrændinger ifølge en statistik over heksesager ved landstinget i Viborg. Tyskland udførte cirka 25.000 henrettelser og var det land, som var hårdest overfor dem, der blev anklaget for at være hekse.

Når en person blev anklaget for at være heks, lod kirken sagen gå videre til domstolen, hvor retssagen ofte varede flere dage. For at sikre, at den dømte virkelig var en heks, lavede man forskellige prøver:

• Vandprøven: Den anklagede blev bundet og smidt i vandet. Flød man, var man skyldig, sank man, var man uskyldig. 
• Tåreprøven: Opfattelsen var, at hekse ikke var i stand til at græde. Hvis den anklagede derfor ikke fældede en eneste tåre under tortur, var vedkommende en heks. 
• Vægtprøven: Her blev kvinden vejet, og vejede hun mindre end gennemsnittet, antog man, at hun var en heks. Man mente, at hekse måtte være lette for at kunne flyve. 
• Stikprøven: Man antog, at det sted på kroppen, hvor djævlen havde sat sit mærke, var følelsesløst. Toturen gik derfor ud på at finde en sådan plet.

     Det var næsten umuligt at blive frikendt. Hvis vægtprøven for eksempel beviste, at den anklagede var tungere end 'gennemsnittet' for en heks, forklarede man det med, at hun havde øvet trolddom. Bogen "Overtro og trolddom" fra 1991 (se kilder) beskriver også en hekseproces i Lindheim, hvor seks kvinder blev underkastet tortur for at de skulle tilstå, at de havde opgravet et lig af et spædbarn for at bruge det til deres heksesalver. De tilstod, men den ene kvindes ægtefælle fik dog gennemtrumfet, at spædbarnets grav skulle åbnes. Her fandt man liget urørt, men det hjalp ikke kvindernes sag. Inkvisitoren holdt nemlig på, at det urørte lig var et djævelens værk, og de blev alle henrettet.

På det europæiske kontinent blev heksene brændt på bålet, da kirken mente, at det onde herved gik op i røg. Den anklagede blev bundet til en pæl, hvorom et bål var bygget. Det blev derpå antændt, og den dømte brændte langsomt op. Det var en smertefuld død. En anden metode gik ud på, at den dømte blev bundet til toppen af en stige og væltet ind i et allerede fuldt flammende bål. Kun særligt fornemme folk blev hængt eller halshugget, inden de blev brændt.

     I England 'nøjedes' man med at hænge de anklagede. Her blev heksene nemlig straffet for onde gerninger, ikke for kætteri og djævelskab.

Den første danske heks blev brændt på bålet i Stege i 1540. Dansk Historisk Fællesråd (se kilder) oplyser, at 90 procent af de anklagede var kvinder, hvoraf to tredjedele var over 50 år og 59 procent var gift. Christian den Fjerde (1588-1648) udsendte i 1617 forordningen "Om troldfolk og deres medvidere". Loven skelnede mellem 'rigtige troldfolk' og de 'gale' eller 'indbildte':

• De troldfolk, der havde sluttet en pagt med djævelen og bedrev sort magi, skulle brændes på bålet efter den mindre pinefulde stigemetode. 
• De gale troldfolk bedrev blot 'hvid magi'. De samlede blandt andet urter til helbredelse og udførte ritualer baseret på gammel folketro. De blev straffet med landsforvisning og fratagelse af deres ejendom.

     I Danmark blev de anklagede stillet til ansvar i deres eget område. Efter Valdemar Sejrs Jyske Lov skulle mindst én af dem, der havde fremført hekseanklagen, lægge sin hånd på den anklagedes hoved og beskylde hende for at være en troldkvinde.

Befolkningen bar selv en stor del af skylden for hekseprocesserne, da de ikke holdt sig tilbage for at udpege hekse. Blev husdyr syge, mælken sur, eller slog høsten fejl, fik landsbyens særling eller en forhadt nabokone skylden herfor. Heksetroen fungerede derfor som en slags syndebuk i et samfund, hvor hverdagen ofte var hård og fattig. Bogen "The Witchcraft Reader" fra 2002 (se kilder) beskriver, hvordan det faktisk ofte var kvinder, der udpegede hinanden som hekse. Hvis man var med til at dømme andre, håbede man selv på at gå fri.

     Den lutheranske trosretning holdt på, at alt var et udslag af Guds vilje. Man mente derfor, at personlige ulykker som sygdom og nød var Guds straf. Folk, der var ramt af ulykke, skyldte skylden på trolddom for at forsikre sig om deres egen uskyld. Hvis nogle klarede sig særlig godt, stod de også for skud, da det blev antaget, at de havde brugt magi til at nå velstand eller skønhed.

     De anklagede var også med til at holde processerne i gang. De blev nemlig tortureret til at angive medskyldige heksesøstre.

Forbudet mod hekseprocesserne kom ikke på samme tidspunkt i alle lande, men blev udstedt indenfor en periode på knap tohundrede år:

• 1610: Den spanske inkvisition stopper med at forfølge hekse. 
• 1682: Hekseprocesser forbydes i Frankrig. 
• 1693: Danmarks sidste retslige heksebrænding finder sted. 
• 1714: Hekseprocesser forbydes i Preussen. 
• 1736: Hekseprocesser forbydes i England. 
• 1782: Den sidste heksebrænding finder sted i Schweiz.

Der er forskellige forklaringer på, hvorfor hekseforfølgelserne, der havde hærget Europa og kostet mange liv, aftog gradvist på tværs af landegrænser. Ifølge bogen "The Witchcraft Reader" fra 2002 (se kilder) skyldes det særligt forandringer på fire områder:

• Den europæiske lovgivning. 
• De uddannede klasser. 
• Det religiøse miljø. 
• De generelle livsvilkår.

     Én af konsekvenserne af Reformationen var adskillelsen af kirke og stat. Der var en tendens til en spirende sekularisering, hvilket betød, at samfundsanliggender nu skulle bestemmes ud fra ikke-religiøse anskuelser. Der opstod gradvist en ny naturopfattelse, hvor naturen var en mekanisme, som kunne måles og derfor erkendes og beherskes. Dette indebar, at man var mindre tilbøjelig til at pege på hekse som skyldige i alverdens ulykker. Kritiske røster bredte sig også blandt den uddannede elite, og sygdomme, der før blev set som et udslag af sort magi, blev nu forklaret videnskabeligt. Fra 1660 gik Europa ind i en periode med social, politisk, økonomisk og religiøs stabilitet, og i takt med at livsvilkårene blev bedre for de lavere klasser i 1700- og 1800- tallet, faldt antallet af hekseanklager.

Mens hekseprocesserne i Europa aftog, nåede hekseskrækken til de amerikanske kolonier i 1692 til Salem, en landsby i Massachusets.

     Nybyggerne havde hårde kår og var anspændte på grund af konflikter med franskmændene og indianerne. Panikken bredte sig derfor, da en gruppe piger for spændingens skyld beskyldte andre landsbyfolk for at være hekse. De viste tegn på sære sygdomme, og byen blev grebet af rædsel.

     Det, der begyndte som en spøg, endte med 141 arrestationer og henrettelse af 20 personer, skriver bogen "Hekse og troldmænd" fra 1999 (se kilder). Begivenhederne er blevet genfortalt i teaterstykket "The Crucible" (se kilder) af Arthur Miller fra 1953.

År 1200-1500 lå det vesteuropæiske politiske centrum mellem kongerigerne England og Frankrig. De to lande var konstant i konflikt med hinanden. Jeanne d'Arc (1412-1431) levede i senmiddelalderen under Hundredeårskrigen (1337-1453). Hun var en fransk bondepige, der kom fra egnen Lorraine. Jeanne d'Arc mente at have kontakt til diverse helgener og erklærede, at hun var udsendt af Gud til at hjælpe Frankrig med at bekæmpe den engelske besættelse af landet.

     Hun henvendte sig til den franske kronprins, Charles den Syvende, som besluttede sig for at overdrage hende en hær. Efter nogle blodige slag vendte krigslykken til fordel for franskmændene, men Jeanne d'Arc og hendes hær blev overmodig og tabte slaget i Compiégne. Byen blev belejret, og hun blev taget til fange i 1430 og sendt til biskoppen Pierre Couchen. Fra 1419-1435 var burgunderne allierede med englænderne, og det var deres styrker, der i 1430 tog Jeanne d'Arc til fange og udleverede hende til englænderne. Hun blev stillet for retten omkring år 1431, og som 19-årig blev hun dømt skyldig i kætteri og brændt på bålet i Rouen. Eftertidens Frankrig har gjort Jeanne d'Arc til en nationalheltinde, og den 19. maj 1920 blev hun udråbt til Helgen.

Danmarks sidste retslige heksebrænding fandt sted den 4. april 1693, hvor den 74-årige bondekone Anne Palle (1618-1693) fra Nykøbing Falster blev henrettet.

     Ifølge Dansk Historisk Fællesråd (se kilder) kom hun i vanskeligheder da en kvinde, Ingeborg Olufsdatter, blev dømt for at have forgiftet sin mand. Ingeborg blev tvunget til at angive fem medskyldige heksesøstre og pegede blandt andet på Anne. Ifølge Karen havde Anne brugt sort magi mod en herredsfogeds kvæg, som styrtede døde om. Hun havde også et motiv. Anne og hendes mand havde nemlig boet på en gård i Øverup, som nu tilhørte herredsfogeden. De var blevet forflyttet til en ringere gård i Tåderup. På selve flyttedagen påstod Karen, at hun havde set Anne sætte sig på hug i gården og tisse for at bringe stedet ulykke. Andre anklager gik ud på, at Anne havde tænkt ondt om nabokonen Maren Jacobsdatter, fordi hendes mand havde været betaget af hende. Nogle år efter denne 'forbandelse' blev Maren syg og døde, og man mente derfor, at Anne var skyldig i trolddomskunster. Kong Christian den femte benådede Anne, så hun slap for at blive brændt levende, men blev halshugget først.

Dannie Druehyld var den mest markante – og eneste registrerede – heks i Danmark frem til sin død i 2021. Hun blev født på Amager og som ung tog hun en uddannelse som pædagog. I artiklen "En heks er en krumrygget gammel kælling" (se kilder) beskriver hun en begivenhed, da hun var under uddannelse. Her lejede hun en bus, samlede 12 forsømte børn fra København i alderen fra 3-12 år op og kørte dem ud i skoven for at give dem en god oplevelse i naturen. Hun beskriver i artiklen, at hun følte, at det var hendes ansvar at give disse børn mindst én dejlig dag væk fra storbyen.

     Som 23-årig blev hun Danmarks yngste børnehaveleder. Hun var aktiv kritiker af Vietnamkrigen og deltog også i kvindebevægelsen, hvor hun var med til at grundlægge den feministiske Femø-lejr.

     Dannie Druehyld boede i sit voksne liv som heks i Rold Skov, hvor hun blandt andet skrev "Heksens Håndbog" fra 1987. Ifølge ovenstående artikel fortæller hun, at hvis hun skulle tilhøre et politisk parti, så skulle det hedde Tilbageskridtspartiet: "Alt foregår på gammeldags maner hos mig, men jeg har dog måttet indrette et rum med al moderne teknik. Med min foredrags- og skribentvirksomhed bliver jeg nødt til at have telefon, telefonsvarer, fjernsyn, video med mere."

     I de mange årtier som aktiv heks var Druehyld flere gange i medierne for at dele ud af sit særlige syn på tilværelsen, og hun tog ofte rundt på skoler for at give foredrag om dét at være heks. Hun gav udtryk for, at det moderne menneske på mange måder har mistet kontakten med naturen, og hun så det som heksens opgave at føre dem sammen igen. 

     De seneste år var hun også aktiv i Klimabevægelsen.

Hekse fascinerer, fordi de besidder magiske evner, og fordi der er så mange myter knyttet til deres virke. Børn kender dem fra eventyr og film og klæder sig ud som hekse og troldmænd til fastelavn.

     De moderne hekses livsstil og naturdyrkelse appellerer til forhenværende hippier og folk med hang til det alternative. Men, ifølge artiklen "Wicca - vi er hekse" fra 2004 (se kilder), appellerer de også til unge, som viser stor interesse for hekse, troldmænd og magi i kølvandet på blandt andet Harry Potter-bøgerne. Det er faktisk blevet sejt blandt unge at kalde sig hekse, ifølge førnævnte artikel, der indeholder et interview med den 14-årige Mikkel Bruun og den 16-årige Urd Thejl. De betegner sig selv som hekse og mener, at nutidens hekse kan opdeles i to grupper:'Den ene består af seriøse hekse, hvis tro er baseret på religion. Den anden består af dem, som vi kalder pophekse, fordi det mest er tøser, som går i poptøj. De leger bare, at de er hekse ( ... ) Det virker, som om de er seje. For dem er det mest et udtryk for girlpower.' Rebecca Carlson, der bestyrer heksenetværket www.cyprianus.dk og kalder sig selv heks, udtaler, at mange teenagere ned til 14 års alderen ringer ind med spørgsmål. De får dog ikke lov til selv at være medlemmer, før de er mindst 18 år. Foreningen Cyprianus har 60 aktive medlemmer, hvoraf hovedparten er i midten af tyverne og de ældste i 50'erne.

Ifølge bogen "The Witchcraft Reader" fra 2002 (se kilder) var 75 procent af dem, der blev anklaget for at være hekse kvinder. I Tyskland og Skotland udgjorde kvinder 70 procent af de henrettede, mens Danmark, Ungarn og England var oppe på 90 procent.

     Heksejagternes karakter af kvindeforfølgelse er blevet diskuteret indgående af psykologer, historikere og feminister i de seneste årtier. Teksten "Hekse" fra 1982 (se kilder) tolker henrettelserne og anklagerne som et led i en mandsdomineret hetz:'Fra de allerældste tider og til vore dage har heksekunstens historie være uløseligt forbundet med mandens frygt for kvinden - den maskuline underbevidstheds tilbøjelighed til at sidestille kvinden med det onde.' Bogen ser hekseprocesserne som en måde at undertrykke kvinden på og mener ikke, at denne tendens er forsvundet:'Så længe vi holder et system i ære, der straffer kvinder for deres sanselighed og lægger kontrollen med kvindens krop i hænderne på mandsdominerede offentlige instanser, har vi en verden, hvor hekseforfølgelser når som helst kan blusse op i en ny forklædning.'

     Også artiklen "Man brænder da ikke hekse" i Politiken fra 1995 (se kilder) ser hekseprocesserne som et udtryk for datidens kvindesyn, der stadig kan spores i dag:'Kvinderne afveg fra normen - mændene. Og heller ikke dengang var mænd helt trygge ved kvinders fællesskab og styrke.'

Hekseprocesserne er blevet tolket som et mandsdomineret samfunds undertrykkelse og forfølgelse af stærke, selvstændige kvinder. En væsentlig årsag til, at der har været fornyet interesse omkring hekse de seneste år er, at forskellige bevægelser føler sig beslægtede med de mennesker, der blev forfulgt. Heksen er blevet både heltinde og martyr.

     Bogen "Hekse, slangedamer og rødstrømper" fra 1985 (se kilder) understreger dog, at:'Det er højst tvivlsomt om overhovedet nogen af de kvinder, der blev brændt, kan karakteriseres som specielt kvindebevidste, men de er faldet for en hetz, hvis vigtigste elementer var antifeministiske.' Af samme grund er heksefiguren blevet et forbillede for forskellige feministiske tiltag: Der er blandt andet et kvindeband, der kalder sig Heksehyl og et forlag for kønspolitisk litteratur, der hedder Heksetryk.

     Specialet "Onde kællinger og forfulgte heltinder" fra 1983 (se kilder) vurderer, at heksefiguren udgør et skræmmebillede, som står i kontrast til den traditionelle kvinderolle. Den mytiske heks gør altid det modsatte af, hvad der har været forventet af tidens kvinder: Hun spiser børn, horer og bruger ildstedet til at brygge giftig bryg, i stedet for at tage sig af sin mand og tilpasse sig rollen som hustru, husholderske og moder.

Heksen er et magtfuldt symbol. Heksefiguren kan tryllebinde og uskadeliggøre sine modstandere og besidder samtidig en stærk seksualitet og tiltrækningskraft. Artiklen "Det svage køn slår igen" fra 2003 i Politiken (se kilder) peger på nutidens tv-serier eller film med kvindelige actionhelte som tv-serien "Heksene fra Warren Manor" om tre heksesøstre, der kæmper mod fæle dæmoner og onde kræfter.

     Actionheltinderne er både maskuline og feminine, hvilket tolkes som et udslag af en postfeministisk bevidsthed. De er magtfulde og hårdtslående, men samtidig sexobjekter iklædt stramtsiddende tøj. I 1990'erne søgte man tilbage mod en glamourisering af kvinden som sexobjekt efter 1970'ernes rødstrømpebevægelse, der kæmpede for ligestilling og forsøgte at udligne forskellene mellem kønnene. Ifølge bogen "Drømmen om kvinden" fra 2001 (se kilder) skete der et skred i kvindebilledet:'Parallelt med at kvinderne blev både kontorchefer og børsmæglere, kravlede de op på endnu højere stiletter og malede endnu mere fristende røde munde.'

     Heksefiguren er et effektivt billede på denne dobbelte kvindetype, der både rummer en stærk seksualitet og kan tage vare på sig selv. Ifølge artiklen "Det svage køn slår igen" fra 2003 i Politiken (se kilder) besidder tv-serien "Heksene fra Warren Manor" begge elementer: Heksene er både sexobjekter og uafhængige af manden som forsørger og beskytter.

Dannie Druehyld (1947-2021) var aktiv heks hele sit liv og den mest markante i Danmark frem til sin død. Silverfaery, der selv er heks og står for hjemmesiden www.wiccadk.dk, vurderer, at antallet af hekse ligger på omkring 5.000. På verdensplan mener hun, at der findes op til en million hekse. Men der findes ingen officielle statistikker, og det kan være svært at vurdere, hvem der kan gå under betegnelsen heks. En dansk og en afrikansk heks vil højst sandsynligt ikke kunne genkende noget som helst i hinanden.

     De moderne hekse, som i specialet "Onde kællinger og forfulgte heltinder" fra 1983 (se kilder) kaldes 'spirituelle feminister', er ikke nogen homogen gruppe eller bevægelse. Men essensen i deres sigte synes at være ens: At se mennesket som et hele, at opløse opsplitningen mellem krop og sjæl, følelser og fornuft, og at genopdage en viden om det ikke umiddelbart sanselige, det okkulte.

De fleste trosretninger, som appellerer til nutidens hekse er eklektiske eller polyteistiske, hvilket betyder, at den troende kan sammensætte sin egen religion og have flere guder. Mange moderne hekse bekender sig til Wicca, som er en nyhedensk, ikke-missionerende naturtro, Man kan dog godt være wiccaner uden at være heks og omvendt.

     Wicca kom officielt til verden i 1950'erne, hvor Gerald Gardner offentliggjorde bogen "Witchcraft Today" (se kilder). Her opstillede han regler for en moderne form for heksetro, som blev så populær, at den i 1990'erne blev en statsanerkendt religion i USA. I dag består Wicca af mere end 15 grene. Wicca indeholder groft sagt kun to hovedregler:

• Alt, hvad du selv sender ud, kommer trefoldigt igen. 
• Du må gøre, hvad der passer dig, bare du ikke skader nogen.

     Wiccanere tror på en overordnet kraft, hvor naturen er i centrum. Silverfaery, som står bag den danske hjemmeside www.wiccadk.dk (se kilder), har mellem 1.500 og 2.500 besøgende hver uge i de travleste perioder og har cirka 250 medlemmer.

I moderne heksekredse er der delte meninger om, hvorvidt man bør gennemgå et indvielsesritual for at kunne kalde sig heks. De fleste danske heksekredse forlanger dog ikke, at deres medlemmer skal gennemgå specielle indvielsesritualer. Men mange andre steder i verden bliver man optaget gennem en symbolsk indvielsesproces, som giver gruppen en form for samhørighed. Ved den officielle initiering, der hører til den Gardner-inspirerede gren af Wicca, skal kandidaten for eksempel afklædes og piskes for derefter at lægge sig i en cirkel og have et rituelt eller virkeligt samleje med en præst/præstinde.

     Der er ikke mange danskere, der bekender sig til den gardnerianske form for Wicca. Hjemmesiden wiccadk.dk oplyser, at dem, der gennemgår ritualet, skal være fyldt 18 år, og at det snarere er undtagelsen end reglen, at indvielsen munder ud i et egentligt samleje. Dansk Dialogcenter kritiserer indvielsesinitialet på deres hjemmeside (se kilder): 'Wicca er ikke et tilfældigt ungdomsfænomen, det bliver i høj grad markedsført til teenagere ( ... ) Det er meget betænkeligt, når man tænker på, at der indgår stærke seksuelle elementer.'

I det højteknologiske videnssamfund, hvor vi har rationelle forklaringer på næsten alt, er troen på hekse, spiritualitet, trolddom, mystik og det alternative støt stigende. Dette kan ifølge hjemmesiden www.selvet.dk blandt andet mærkes på, at der er kommet flere populære udsendelser som "Åndernes Magt", "På rejse med sjælen" og "Den 6. Sans", der argumenterer for, at der er mere mellem himmel og jord. Ifølge specialet "Onde kællinger og forfulgte heltinder" fra 1983 (se kilder) kan heksekulter i USA og højskolers heksekurser, også ses som en voksende interesse for okkultisme, spiritisme, religiøsitet og alternative helbredelsesmetoder.