Reformationen

Reformationen er betegnelsen for det historiske forløb i begyndelsen af 1500-tallet, som førte til splittelsen af den vestlige kirke i en katolsk kirke og en række protestantiske kirkesamfund. Reformationens hovedmand var den tyske munk Martin Luther, og han gav navn til den retning inden for kristendommen, den evangelisk-lutherske, som blev dominerende i Danmark og andre steder i Nordeuropa. Danmark blev i 1537 det første kongerige, der samlet gik over til den lutherske tro, og endnu i dag er Folkekirken i Danmark styret af en rækker regler, som blev udarbejdet i forbindelse med reformationen.   Reformationen medførte store, vedvarende forandringer i Europa, både religiøst, politisk, kulturelt, økonomisk og socialt. Forskere og historikere er dog ikke enige om, præcis hvad reformationen kom til at betyde. I Danmark diskuteres det f.eks., om reformationen og Luthers tanker er en væsentlig del af baggrunden for nutidens velfærdssamfund, og det debatteres, om den almindelige opfattelse af Luther er for positiv og unuanceret.   Debatten om reformationen og Luther er ekstra intens i 2017, som er 500-året for reformationens begyndelse. Den 31. oktober 1517 var formodentlig den dato, hvor Luther satte reformationen i gang ved at slå 95 teser op på en kirkedør i den tyske by Wittenberg, og jubilæet markeres i Danmark og andre lande med foredrag, teater, gudstjenester, debatmøder og meget andet.

Ordet reformation kommer oprindeligt af latin som en afledning af ’reformare’, dannet af ordet ’formare’, der betyder at ’danne’ eller ’forme’. Forstavelsen re- betyder ’igen’ eller ’tilbage’. At reformere vil altså sige at om- eller genskabe. I dag bruges ordet reformation dog typisk som en fornyelse, og det forbindes som regel med den reformation eller genskabelse af den vestlige kirke, som blev sat i gang i 1517 af den tyske munk Martin Luther, og som resulterede i en splittelse af kirken og dannelsen af en række nye, såkaldte protestantiske, kirkesamfund, hvoraf en del kendes som reformerte, andre som evangelisk-lutherske. Begrebet reformation bruges, fordi det er en almindelig opfattelse i den protestantisk dominerede del af verden, at Luther med sin reformation genskabte forholdet til Gud og til kirken ved at vende tilbage til kernen i den oprindelige kristendom.   Når man i dag taler om reformationen, henviser det som regel til denne proces i 1500-tallet, som blev sat i gang af Martin Luther. Men faktisk var der allerede før Luthers tid flere reformationer i kirken. I 1000-tallet brugte man ordet til at beskrive reformer og omstruktureringer af kirken, der fandt sted for at frigøre den for indblanding udefra og sikre, at konger og andre herskere ikke kunne købe embeder til deres slægtninge og på den måde købe sig magt over kirken.

Reformationen begyndte for alvor den 31. oktober 1517, da augustinermunken Martin Luther slog 95 teser op på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg. Teserne, der handlede om aflad og kirkens praksis omkring afladshandel, var en invitation til en teologisk, akademisk diskussion, og formålet var altså ikke at splitte kirken. Men begivenhederne tog hurtigt fart, og i løbet af de næste årtier spredte der sig en reformbevægelse fra Wittenberg til store dele af Europa. Bevægelsen omfattede både kirken og samfundet i det hele taget, og konsekvenserne blev bl.a., at kirken blev splittet, at der opstod en række nye kirkesamfund, og at de politiske magtforhold i en række områder og riger ændrede sig. Der opstod konflikter mellem de nye kristne grupper, som også involverede magtpolitiske forhold, men i 1555 blev der indgået en såkaldt religionsfred i byen Augsburg, hvor lutherdommen blev anerkendt som tilladt religion for første gang, og dermed kunne Reformationen siges at være gennemført. I Kristeligt Dagblads tematillæg ”Reformationen 500 år” (se kilder) findes en tidslinje over begivenhederne op til og i løbet af reformationen. En tilsvarende tidslinje findes på hjemmesiden for Reformationsjubilæet i Danmark (se kilder).

De enkelte elementer i Martin Luthers kritik af kirken var ikke noget nyt, men havde allerede været fremført i lidt andre former. I det hele taget havde der i århundrederne før den lutherske reformation været en række reformbevægelser og -forsøg internt i kirken. Forskellige bevægelser havde f.eks. forsøgt at gøre op med de gejstliges indblanding i magtpolitiske forhold, der havde været stærk kritik af kirkens hierarkiske struktur og den rigdom, som prægede dele af kirken. I begyndelsen af 1200-tallet var der f.eks. opstået en række tiggermunkeordener, som fokuserede på fattigdomsidealet. Andre havde skrevet kritisk om pavedømmet og fremhævet, at et liv i kærlighed, ydmyghed og fattigdom burde være det afgørende for, om man fik autoritet i kirkelig sammenhæng, og der var også teologer, der ønskede at afskaffe aflad og cølibat, ligesom Martin Luther ønskede. I 1400-tallet blev der holdt flere konciler, kirkemøder, med det mål at reformere kirken, men uden held.

     Samtidig førte voksende befolkningstal og samfundsøkonomiske forandringer i Europa til uro og krav om sociale forbedringer fra byernes borgere og fra bønderne.

Martin Luther (1483-1546) var reformationens igangsætter og hovedperson. Han blev født i Sachsen i Midttyskland som søn af en mineejer. Efter sin fars ønske begyndte Martin Luther som ung at studere jura, men afbrød studiet for at blive munk i en af datidens strengeste munkeordener, augustinerordenen. Han blev optaget i et Augustinerkloster i byen Erfurt, blev præsteviet og gik i gang med grundige teologiske studier. Han opnåede doktorgraden og blev professor i bibelfortolkning ved universitetet i Wittenberg. Han fik også administrative opgaver for sit kloster og var bl.a. på en rejse til Rom, hvor han fik et meget negativt indtryk af livet ved pavehoffet. Sideløbende med sine studier brugte han som alle munke i ordenen mange timer på bøn og fromhedsøvelser. Som det var almindeligt på den tid, frygtede Luther at ende i helvede, og han ønskede via sine bønner og fromhedsøvelser at opnå sikkerhed for, at Gud ville frelse ham. Han nåede efterhånden frem til den afgørende erkendelse, at Gud simpelthen giver sin kærlighed til mennesket, og at mennesket ikke kan eller skal gøre bestemte gerninger for at opnå frelsen. Frelsen er en gave fra Gud, som mennesket blot kan tage imod i tro og tillid. Denne erkendelse førte til, at Luther blev meget kritisk over for både en del af kirkens teologi og tradition og ønskede at ændre på kirkens praksis og på den teologi, der blev prædiket. I sidste ende betød erkendelsen også, at Luther opgav livet som munk. Han giftede sig med en tidligere nonne, og sammen fik de seks børn.

De 95 teser var en tekst, som Martin Luther skrev og fik hængt op på kirkedøren i universitetsbyen Wittenberg 31. oktober 1517 som en invitation til en teologisk diskussion om aflad og bod. Teserne bestod af Martin Luthers teologiske overvejelser over og kritik af kirkens teologi om aflad og dens praksis omkring afladshandel. Tesernes offentliggørelse blev begyndelsen på reformationen. De var forfattet på latin, men blev hurtigt oversat til tysk og spredt på kort tid, så de ikke kun affødte stor uro og debat blandt teologer og kirkefolk, men også i bredere lag af befolkningen.   Af teserne fremgik det, at Luther mente, at kirkens lære og praksis omkring aflad var i strid med Bibelen. Kirken solgte nemlig aflad, hvilket betød, at man kunne give penge til kirken, som så garanterede, at man ville blive udsat for mindre pine, når man døde og kom i skærsilden. Skærsilden blev i samtiden opfattet som et sted, hvor mennesket blev straffet for sine forkerte handlinger, inden det blev lukket ind i paradis. Luther mente, at denne afladspraksis var uden belæg i Bibelen, og at kun Gud kunne frelse og mennesket tage imod frelsen. I teserne lå også en social kritik, både af kirkens praksis med at tjene penge på afladshandlen og af den forskel, det skabte på mennesker i deres relation til Gud. I praksis havde rige, der havde råd til at købe aflad til sig selv og deres slægtninge, jo ifølge kirkens lære lettere ved at opnå frelse og aflad end fattige.   Luthers 95 teser er tilgængelige i dansk oversættelse på hjemmesiden for Reformationsjubilæet i Danmark (se kilder).

Luthers 95 teser om afladshandel var kernen i hans kritik af kirken. Men hans kritik og hans ønske om reformer omfattede mere end blot afskaffelse af afladshandlen. Luther ønskede, at kirken skulle forenkles, så der var mindre hierarki, og så det var tydeligt, at den enkelte stod i direkte relation til Gud uden at være afhængig af præster eller pave. Han ønskede at reducere antallet af sakramenter (hellige handlinger) i kirken fra syv til to, nemlig dåb og nadver, da han mente, at det var de eneste sakramenter, der direkte var belæg for i Bibelen.   Desuden mente han, at cølibatet var unødvendigt og stred mod den naturlige orden, hvor familien var samfundets vigtigste enhed. Han gjorde altså også op med ideen om cølibat blandt præster.   Selv om det var radikale ønsker om en reformering af kirken, var det dog ikke Luthers hensigt at starte en ny kirke. Først med tiden blev han klar over, at det næppe var muligt at fastholde sine teser og ønsker uden at blive ekskommunikeret (udelukket af kirken) og uden at risikere at splitte kirken.

Det skyldtes et sammentræf af begivenheder og strømninger, som tilsammen betød, at Luthers reformoplæg ikke blot blev en enkelt mands kritiske udfald mod kirken, men spredte sig til en bred bevægelse, som fik store konsekvenser for kirken og hele samfundet.   En afgørende faktor var, at bogtrykkerkunsten var blevet opfundet kort forinden. Den nye teknologi gjorde det muligt at sprede Luthers og andre reformtilhængeres tekster til flere mennesker på kort tid, f.eks. blev Luthers 95 teser, der var tænkt som et oplæg til en teologisk debat, oversat fra latin til tysk og spredt rundt i landet på kort tid.   Desuden var der udover Luther en række teologer i samtiden, der allerede støttede folkelige krav om reformer inden for kirken, som de opfattede som moralsk forfaldet, bl.a. fordi de gejstlige opførte sig mere som verdslige fyrster end som Guds mænd.   De mange strømninger betød, at Luthers teologiske reformation udløste en bred bevægelse, hvori humanisme, tysk nationalisme og rigsstædernes selvstændighedsbestræbelser indgik, og som i modsætning til tidligere formåede at samle mange samfundsgrupper (fyrster, adel, borgere, riddere og bønder) i kampen mod romerkirken.

Reformationen begyndte med offentliggørelsen af Luthers 95 teser om aflad og bod i Wittenberg 31. oktober 1517. Offentliggørelsen og den hurtige spredning af teserne fik kirken til at reagere hurtigt med forhør og teologiske debatter med Luther og med afvisning af hans påstande. Kirken truede med en kætterproces mod Luther, og paven erklærede, at Luther inden 60 dage skulle tilbagekalde sin lære. Luther gik imidlertid til modangreb med en række skrifter, der fastholdt hans synspunkter, og som blev spredt over det tyske område på kort tid.

Afgørende blev det, at Luther ikke bøjede sig for pavens trusler om en kætterproces. I stedet for at bøje sig erklærede Luther, at han ikke kunne tilbagekalde sine teser, medmindre hans opfattelse stred mod Bibelen, og da de pavelige udsendinge ikke kunne fremkomme med argumenter, der overbeviste ham, fastholdt han sine synspunkter.   Den 10. december 1520 brændte Luther den kanoniske rets lovbøger og pavens bandtrusselsbulle og forkastede dermed gældende kirkeret. Det førte til, at han i januar 1521 blev bandlyst, og senere samme år gjorde Rigsdagen i Worms ham fredløs ved at stadfæste bandbullen som rigslov.   Luther havde imidlertid i mellemtiden fået så megen opbakning hos de tyske fyrster, at kejseren og kirkens ledelse ikke turde røre ham, og Luther og hans ligesindede fortsatte med at skrive tekster, hvor de argumenterede for deres udlægning af kristendommen.

Ved en rigsdag i byen Augsburg i 1530 fremlagde Luthers medarbejdere en sammenfatning af Luthers lære, som man nu betegnede som den evangeliske kristendom, fordi den insisterede på alene at bruge evangelierne som afsæt for sin lære, og forkastede de dele af kirkens tradition, som tilhængerne ikke mente at kunne finde belæg for i evangelierne. Den augsburgske Bekendelse, som man kaldte skriftet, var et forsøg på at vise, at Luthers lære var i overensstemmelse med kirkens oprindelige. Kejseren tilsluttede sig ikke skriftet, men han kunne ikke standse det kirkelige oprør, og den augsburgske Bekendelse blev siden det forpligtende skrift for alle, der ville tilslutte sig den lutherske reformation. Den er bl.a. forpligtende skrift for den danske folkekirke.

Bevægelsens kraftcenter var universitetet i den tyske by Wittenberg, hvor Luther boede og underviste. Herfra spredte den sig til det øvrige Nordeuropa, herunder Danmark. Flere af Luthers nærmeste medarbejdere rejste til andre byer og lande for at hjælpe med at gennemføre kirkereformer der. Samtidig fortsatte Luther sit store forfatterskab, som fik afgørende betydning for den evangeliske kristendoms udbredelser. Blandt Luthers vigtigste skrifter var den tyske oversættelse af Det Nye Testamente (1522), de tyske salmer, den tyske gudstjenesteordning (1526) og katekismerne (1529). Disse tekster blev brugt til at udbrede og indlære den reformatoriske kristendom. Luthers tekster, bl.a. ”Den lille Katekismus” (en lærebog, hvor han gennemgik den apostoliske trosbekendelse og de ti bud), blev også oversat til andre sprog, og blev brugt til oplæsning i hjemmene. ”Den lille Katekismus” blev brugt i skole- og konfirmandundervisning i bl.a. Danmark til langt op i 1900-tallet.   Mange præster og munke tilsluttede sig bevægelsen, forlod klostrene og giftede sig og dannede nye menigheder, hvor de læste hele messen på tysk. Der var generelt stor folkelig opbakning til de nye tiltag, og blandt andet på grund af pres nedefra valgte en række fyrster og byråd i tyske territorier og rigsstæder at indføre reformationen.

Reformationen var en bred bevægelse, som forgrenede sig, og hvor der også var intern strid mellem forskellige fraktioner:

• Reformerte: Reformationen fik en venstrefløj eller radikal fløj, den reformerte kirke, som både var inspireret af Luther og af renæssancens humanisme. Anførerne af denne gren hed Zwingli og Calvin. De lagde mere vægt på det etiske liv end Luther, og mente, at samfundet i stort og småt skulle afspejle den kristne tro, og at den enkelte skulle efterleve Jesu bud meget bogstaveligt. Desuden mente de, at kirken skulle renses for billeder og anden udsmykning, og de anså nadveren for alene at være et mindemåltid. Calvin forsøgte at etablere en evangelisk mønsterby i Geneve i Schweiz, og den reformerte kristendom bredte sig herfra til Sydtyskland, Frankrig og især Holland – trods modstand fra både evangelisk og katolsk hold. 
• Anglikanere: I England blev der som følge af reformationen og katolske bestræbelser på reformation dannet en ny kirke, den anglikanske. Det skete, under kong Henrik d. 8, der i 1534 frigjorde den engelske kirke fra paven og gjorde sig selv til kirkens overhoved, og under hans efterfølger, Edvard d. 6., gennemførtes reformationen. Den anglikanske kirke holder gudstjeneste efter katolsk mønster, men troslæren er præget af Luther og reformeret kristendom. 
• Døberne: Som følge af reformationen opstod også baptismen/døberne. Døberne hævdede, at der ikke i Ny Testamente var belæg for, at børn kunne døbes. Den kristne menighed skulle kun bestå af mennesker, der selv havde valgt troen. Man indførte derfor voksendåb. Døberne anså Bibelen – ligesom de reformerte – for at være sandhed, der skulle efterleves i stort og småt. Døberne ville ikke blande sig med det verdslige samfund og afviste bl.a. krigstjeneste og kæmpede for adskillelse mellem stat og kirke.

Reformationen blev officielt indført i Danmark den 30. oktober 1536 efter længere tids politisk og kirkelig uro. Reformationen medførte et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk, luthersk-evangelisk kirke.   Lutherdommens indførelse i Danmark skete dels fra neden, ved at folk tilsluttede sig de nye prædikanter, dels fra oven, da kongen, Christian d. 3, gjorde lutherdommen til den eneste tilladte religion i landet. Den lutherske bevægelse var allerede kommet til Danmark sydfra i 1520’erne og fik yderligere kraft, da den danske konge og rigsrådet i 1526 vedtog, at der kunne vælges biskopper i Danmark, uden at paven skulle bekræfte valget. Det var i realiteten et brud med paven i Rom, som dog først blev formelt i 1536.   Når reformationen fik så tidligt fat i Danmark, skyldtes det bl.a., at kongen tidligt blev overbevist lutheraner. Derfor kunne evangeliske prædikanter udbrede den nye lære under hans beskyttelse, og allerede i 1520’erne blev der oprettet evangeliske præsteskoler i Haderslev og Viborg. Kongen var også initiativtager til, at der i 1529-30 blev revet en række katolske sognekirker ned i Viborg, mens lutheranere overtog to klosterkirker, og der blev indført luthersk gudstjeneste i byen.   I 1527 gennemførte bystyret i Malmø reformationen.   Medvirkende til reformationens gennemførelse var også borgerkrigen Grevens Fejde (1534-36), som primært var et opgør mellem borgere og bønder på den ene side og adelen på den anden. Opgøret blev vundet af den militære og økonomiske overklasse, som støttede hertug Christian af Slesvig og Holsten, den senere Christian den 3., der allerede havde indført reformationen i bl.a. Haderslev. Hans sejr banede vejen for reformationen i Danmark. De katolske bisper blev fængslet i august 1536, og i oktober samme år gennemførtes reformationen.

Hertug Christian af Slesvig og Holsten, den senere kong Christian 3., spillede en afgørende rolle. Som hertug indførte han reformationen i Haderslev, hvor han allerede i 1526 oprettede evangeliske præsteskoler, og efter borgerkrigen Grevens Fejde blev han i 1536 indsat som konge og gennemførte reformationen i Danmark.   En anden afgørende person var munken Hans Tausen, der efter at have studeret hos reformkatolikken og munken Poul Helgesen på universitetet i København, tilsluttede sig den lutherske bevægelse og begyndte at prædike ud fra den luthersk-evangeliske teologi i Viborg i 1525. Hans Tausen var blandt de evangeliske prædikanter, der i 1530 fremlagde en luthersk bekendelse på det årlige møde mellem kongen og rigsrådet i København.   Johannes Bugenhagen, en del af inderkredsen omkring Luther, kom i 1537 fra Wittenberg til Danmark for at hjælpe kongen med at indføre en ny luthersk kirkeordning. Samme år kronede han Christian den 3. til luthersk konge, og dermed blev Danmark det første kongerige, der samlet gik over til den lutherske tro.   I september 1537 blev de syv første lutherske biskopper (kaldet superintendenter) indviet, blandt dem Peder Palladius, der blev biskop over Sjælland og professor ved det reorganiserede Københavns Universitet. Sammen med Christian den 3. spillede han en hovedrolle i opbygningen af den evangelisk-lutherske kirke i Danmark.

For den katolske kirke betød reformationen, at den blev stort set udslettet i Danmark og først for alvor kunne etablere sig igen efter indførelsen af Grundloven i 1849, hvor der blev indført religionsfrihed. Ved reformationen blev kirkens gods og ejendom konfiskeret, klostrene lukket, og munke og nonner fordrevet. Det var i perioden frem til 1849 forbudt for den danske konges undersåtter at konvertere til den katolske tro; straffen herfor var landsforvisning og tab af arveret.   Det fremgår af en baggrundsartikel om perioden fra reformationen til 1849 på hjemmesiden for Den Katolske Kirke i Danmark (se kilder).   Med reformationen blev den eneste tilladte kirke i Danmark altså den evangelisk-lutherske, og der blev lavet en kirkeordning, som stadig – med visse ændringer – gælder for Folkekirken i dag. Der blev indført ny gudstjenesteordning og salmebøger, og i 1550 udkom Christian den 3.’s bibel, som var den første oversættelse af hele Bibelen til dansk.   Kirken blev frataget enhver juridisk myndighed, bl.a. skulle den ikke længere dømme i sager om ægteskab og seksualitet.

Med Reformationen blev det i Danmark kongens opgave at sikre, at folk levede som gode kristne. Derfor blev de ti bud retningsgivende for lovgivningen. Det betød blandt andet, at alle former for sex uden for ægteskab blev en kriminel handling, som blev straffet hårdt. Allerede året efter reformationen, i 1537, blev der indført dødsstraf for hor – en ægtemand, der begik hor, skulle halshugges, og en ægtekvinde, der begik hor, skulle druknes i en sæk. Straffen blev dog siden mildnet. Det fremgår af en artikel i Videnskab.dk’s tema om Reformationen (se kilder).   Reformationen betød også, at opgaven med at tage sig af syge og svage nu overgik fra klostrene til staten, og det er siden blevet diskuteret, om dette var et fremskridt eller et tilbageskridt for de dårligst stillede i samfundet. Denne diskussion refereres i Kristeligt Dagblads tillæg ”Reformationen 500 år” (se kilder).   På det uddannelsesmæssige område betød reformationen, at store dele af den danske befolkning lærte at læse i løbet af 1600-tallet, idet kirken påtog sig at lære både børn og voksne at læse i forbindelse med deres opdragelse i den kristne tro, især via Luthers ”Den lille Katekismus”. Baggrunden var Luthers dagsorden om, at alle – høj som lav – skulle høre og forstå Guds ord, og dette udviklede sig til en vision om læsefærdigheder for hele befolkningen, fremgår det af en artikel i Kristeligt Dagblads tillæg ”Reformationen 500 år” (se kilder).

Reformationen betød, at kirken blev splittet i den romersk-katolske og de reformerte, evangeliske og protestantiske kirkesamfund. 500 år efter reformationen tilhører 800 millioner mennesker, ca. en tredjedel af verdens omkring 2,2 mia. kristne, et kristent trossamfund med rod i reformationen. Det fremgår af Kristeligt Dagblads tillæg ”Reformationen 500 år” (se kilder). Ifølge magasinet er antallet af protestantiske kirker, opgjort af den britisk religionssociolog, næsten 8200. Luthers reformation kom altså til at betyde en stor vækst i antallet af nye kirkesamfund, hvoraf mange først er opstået inden for de seneste par århundreder.

I pavekirken, som Luther og de øvrige protestanter brød med – fra nu af kaldet den katolske kirke – var der allerede gjort forsøg på reformer angående flere af de kritikpunkter, som Luther og hans ligesindede fremførte. En del af denne kritik blev fastholdt af kritikere internt i den katolske kirke efter reformationen, og der skete en del ændringer i kirken, som kan siges at være en konsekvens af den lutherske reformation. Om det siger den katolske biskop i Danmark, Czelaw Kozon, i et interview i Kristeligt Dagblads tillæg ”Reformationen 500 år” (se kilder): ”Vi har jo klart taget mange af Luthers pointer til os. Hvis ikke den katolske kirke dengang havde stået så stejlt over for Luther, men i stedet havde lyttet åbent og indgået i en dialog, så tror jeg slet ikke, der havde været en Reformation. For der var mange ting, der trængte til at blive reformeret. For eksempel hans blik for almindelige menneskers mulighed for opdragelse i den kristne tro, hans kritik af præsternes uddannelse og den dårlige ledelse, han oplevede mange steder.”   I 1545-1563 afholdtes et kirkemøde i den katolske kirke, Tridentinerkoncilet, over tre sessioner. Kirkemødet førte til udarbejdelse af en katekismus for den katolske kirke og formulerede grundlaget for den såkaldte katolske modreformation.

Modreformationen er betegnelsen for de bestræbelser, som den romersk-katolske kirke gjorde fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet for at befæste katolicismen og føre protestanter tilbage til den. Udtrykket bruges især af protestanter, mens katolikker typisk taler om den katolske reformation.   Modreformationen havde både en ikkevoldelig og en voldelig side. Den ikkevoldelige side fokuserede på uddannelse og åndelighed. Jesuiterordenen, der blev stiftet i 1500-tallet, sendte missionærer til Amerika, Afrika og Asien og var aktive i Europa, hvor de grundlagde et væld af skoler. Samtidig fik mysticismen det religiøse liv til at blomstre blandt lægfolk. Mystikere som nonnen Teresa af Avila (1515-1582) og munken Johannes af Korset (1542-1591) skrev værker, der inspirerede lægfolket til at indgå i et personligt forhold til Gud og søge ham i bøn på måder, som ellers kun havde været praktiseret i klostermiljøer.   Den voldelige side af modreformationen var især tydelig i Nederlandene, hvor der var mange inkvisitionsprocesser.

Da religion på Luthers tid gennemstrømmede alle dele af samfundet, fik hans tanker afgørende betydning for ændringer i samfundet. Reformationen medførte blandt andet et nyt forhold mellem kirke og verdslige magthavere mange steder. Luther mente, at kirken skulle tage sig af forkyndelse, mens fyrsterne skulle fylde det magttomrum, paven tidligere havde udfyldt. Det skulle de bl.a. gøre ved at lovgive efter kristne forskrifter og sørge for, at borgerne blev opdraget i kristendom. Desuden mente Luther, at familien var samfundets vigtigste enhed.   Lukningen af klostre mange steder betød, at det nu blev bystyret og staten, der skulle tage sig af de fattige og syge. I store dele af Europa fastholdt eller genvandt katolicismen dog sin position både kirkeligt og samfundsmæssigt. I Spanien og Norditalien udryddedes de spredte evangeliske menigheder, og i Polen, Østrig og Sydtyskland genvandt den katolske kirke sin tidligere dominans. I Frankrig blev katolicismen statsreligion. Så de samfundsmæssige konsekvenser af reformationen blev størst i Nordeuropa, bl.a. Nordtyskland og Danmark.   De religiøse og politiske modsætninger mellem de europæiske protestanter og katolikker fik desuden voldelige konsekvenser i tiden efter reformationen, kulminerende i Trediveårskrigen (flere indbyrdes sammenhængende krige i Det Tysk-Romerske Rige 1618-48).

Jubilæet markeres med en lang række arrangementer, som for en stor dels vedkommende er organiseret under den fælles titel Reformationsjubilæet 2017, og som finder sted fra 31. oktober 2016 og et år frem. Markeringen afsluttes på den officielle reformationsdag den 31. oktober 2017, som er valgt, fordi det sandsynligvis var på den dato i 1517, at Martin Luther satte reformationen i gang ved at slå sine 95 teser om aflad op på døren til slotskirken i Wittenberg. På hjemmesiden for Præsidiet for Reformationsjubilæet i Danmark (se kilder) kan man læse, at ideen med markeringen af reformationsjubilæet er ”at fremme forståelsen af reformationens betydning for det danske samfund, dansk identitet og bevidsthed”. Her kan man også se en oversigt over de mange forskellige arrangementer og initiativer, som indgår i jubilæumsåret.

Jubilæumsåret har givet anledning til debat mellem både fagfolk, især historikere og teologer, og andre debattører – både om reformationens betydning i Danmark og resten af Europa og om, hvordan reformationen bør mindes og eventuelt fejres. Flere historikere har argumenteret for, at reformationsjubilæet bør bruges til at aflive nogle af de almindeligt udbredte myter om reformationen og den tid, der gik forud. Blandt andet har historiker Brian Patrick McGuire i en artikel på DR.dk (se kilder) påpeget, at det stadig er en udbredt forestilling – som videregives til konfirmander i folkekirken – at der før reformationen blev prædiket på latin i kirken i Danmark, og at det var Luthers og reformationens fortjeneste, at danskerne fik mulighed for at høre prædikener på folkesproget, dansk. Det er imidlertid ikke korrekt, forklarer McGuire: ”Der blev altid talt dansk i kirken i det danske rige, i Harald Blåtands kirke i Jelling i 900-tallet og i de cirka to tusinde stenkirker der blev rejst i landskabet i 1100- og 1200-tallene. Ganske vist foregik gudstjenesten på latin, men præsten forklarede bibellæsningerne til menigheden på dens eget sprog. Præstens prædiken på folkesproget kunne finde sted efter dagens evangelietekst blev læst op på latin. Præsten vendte sig så om til menigheden og prædikede, på dansk.”   Andre debattører har hævdet, at man i Danmark generelt har et alt for rosenrødt billede af reformationens forløb og i forskning og historieskrivning har vendt det blinde øje til den vold og de ødelæggelser, som reformationen også var skyld i, bl.a. nedrivningen af inventar i mange kirker og den til tider voldelige fordrivelse af nonner og munke fra klostrene.

Det debatteres blandt historikere, teologer og andre, hvorvidt reformationen var en afgørende forudsætning for, at der blev udviklet demokrati og velfærdsinstitutioner i Danmark og andre lande i Nordeuropa, eller om kimen til udviklingen i lige så høj grad findes i f.eks. middelalderens og renæssancens ideer. Debatten har bl.a. fundet sted i forbindelse med udgivelsen af en ny samtalebog, ”De dybeste rødder” (se kilder), hvor dronning Margrethe fortæller om sit syn på Danmark og den danske historie, herunder reformationens betydning. I bogen siger hun bl.a., at den evangelisk-lutherske kristendom har sat et afgørende præg på Danmark, og at ”reformationen er rødderne til det moderne Danmark”. Religionshistoriker ved Syddansk Universitet Jens André P. Herbener mener til gengæld, at: ”Dronningens kortfattede fremstilling af forholdet mellem kristendom og Danmark i dag er i bedste fald uhyre selektiv, i værste fald historieforfalskning og under alle vilkår grundlæggende fejlagtig og misvisende.” Han mener bl.a., at dronningen maler et alt for positivt billede af kirke og kristendom generelt og tillægger Luther og reformationen alt for stor betydning. Det fremgår af analysen ”Striden om Luther er allerede i gang” på DR.dk (se kilder).

Det har især været debatteret, om synet på Martin Luther i Danmark generelt er for rosenrødt, idet han af mange anses for at være en helt, der skabte grundlag for positive forandringer, som har ført til udvikling af det danske velfærdssamfund. Flere forskere har påpeget, at Luther også havde sine mørke sider, f.eks. var han imod bøndernes oprør og kamp for bedre vilkår, og han argumenterede for, at det var en hellig pligt at slå dem ihjel, der gjorde oprør. Han legitimerede således til dels brug af vold med henvisning til Bibelen. Desuden kom han med fordomsfulde udtalelser om jøder og tyrkere, og nogle forskere mener, at Luther dermed indirekte spillede en rolle for udviklingen af nazismen i Det Tredje Rige. Denne debat refereres i en artikel på DR.dk i november 2016 (se kilder) og i Kristeligt Dagblads tematillæg ”Reformationen 500 år” (se kilder).