Historiekanon 26: Energikrisen 1973

Energikrisen opstod i kølvandet på 1960ernes økonomiske opsving. I oktober 1973 satte de arabiske olieproducerende stater priserne på olie markant i vejret og besluttede at stoppe for olieeksport til bestemte lande. Det gjorde de for at presse Vesten til at stoppe støtten til Israel, der var i krig med Syrien og Egypten. De økonomiske effekter i Europa og USA var store. I Danmark udgjorde olie 90% af energiforbruget i 1973. Der blev indført bilfri søndag, olien til industri og transport blev begrænset, vinduesbelysning i butikker blev forbudt, og folk nedsatte energiforbruget i hjemmene. Selvom de fleste restriktioner blev hævet i februar 1974, var energikrisen med til at sætte gang i en økonomisk nedtur, der varede til ind i 1980erne.

Energikrisen 1973 kaldes også oliekrisen. Den dateres ofte til oktober 1973, hvor de arabiske olieproducerende stater besluttede at nedsætte olieproduktionen og indføre olieeksportforbud mod bl.a. USA og Holland. Dette blev koordineret gennem OPEC – Organization of Petroleum Exporting Countries (der også inkluderer enkelte latinamerikanske og afrikanske lande). Aktionen var rettet mod de vestlige lande, der støttede Israel i landets såkaldte Oktoberkrig mod Syrien og Egypten.

     Mellem 1973 og 1974 steg oliepriserne fra under to til næsten 12 dollar per tønde. Oliekrisen havde langsigtede effekter for verdensøkonomien. Ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) havde olieudbuddet siden Anden Verdenskrig været rigeligt og priserne lave, men fra 1973 blev det pludselig omvendt, særligt i Europa og USA: der opstod råstofmangel, og priserne steg.

Ifølge Den Store Danske (se kilder) var oliens andel af verdensenergiforbruget steget fra 29% i 1950 til 45% i 1970. I 1972 foregik næsten to tredjedele af verdensproduktionen af råolie uden for USA, Sovjetunionen og Europa – heriblandt i de arabiske lande. De olieproducerende lande havde dermed gode muligheder for at påvirke økonomien ved at skrue ned for produktionen og op for priserne.

     Ifølge DRs tidslinje om energikrisen (se kilder) havde EF (nu EU) allerede i foråret 1973 advaret om en kommende energikrise på grund af det høje olieforbrug. På det tidspunkt var olie blevet den primære energikilde i de fleste dele af verden. I Danmark kom hele 90% af energien fra olie i 1973 ifølge Rigsarkivets opslag (se kilder).

     Transportsektoren stod ifølge databasen GlobalPetrolPrices (se kilder) for 45,4% af verdens olieforbrug i 1973, mens industrien stod for 19,9%. Siden er industriens andel af olieforbruget faldet til 8,5%, mens transportsektorens er steget til 63,7% i 2012.

Energikrisen førte til prisstigninger på en lang række services og varer, der var enten direkte eller indirekte afhængige af energi fra olie. I Danmark forsøgte både politikere, erhvervsliv og privatpersoner at tage højde for de stigende oliepriser. F.eks. hævede DSB billetpriserne med 15% i december 1973, og der blev indført lavere fartgrænser på vejene for at spare på benzinen. Der blev også indført bilfrie søndage, hvilket betød, at man kun måtte køre i bil om søndagen, hvis man havde en særlig vigtig grund til det. Vinduesbelysning i butikker blev også forbudt. Ifølge DRs tidslinje (se kilder) oprettede Handelsministeriet 6. december 1973 et såkaldt oliefordelingsnævn, der skulle fordele olie, benzin, petroleum m.m. til befolkning og virksomheder.

     Folk sænkede også energiforbruget i husholdningerne, der dog (ligesom i dag) kun stod for en relativt lille del af samfundets samlede energiforbrug. At folk sparede på energien i hjemmet, kan man bl.a. aflæse ud fra el-producenternes tal i de år, som er bevaret i Rigsarkivets samlinger (se kilder). At der skulle spares på varmen midt om vinteren fik 31. december 1973 Dronning Margrethe til at sige de berømte ord i sin nytårstale: ”Det er en kold tid for danskerne”.

     Ifølge energibrancheorganisationen Drivkraft Danmark (se kilder) var det især husholdninger og industri, der satte olieforbruget ned i 1970erne. Transportsektoren har derimod øget sit olieforbrug kraftigt lige siden 1970erne, kun meget midlertidigt påvirket af oliekrisen.

     Selvom de fleste umiddelbare restriktioner på olieforbruget blev hævet i februar 1974, var energikrisen med til at sætte gang i en økonomisk nedtur i Vesten, der varede til langt ind i 1980erne. I de olieproducerende arabiske stater var der til gengæld høj vækst i 1970erne.

De arabiske olieproducerende staters strategiske brug af olieproduktion og -eksport førte – af både politiske og økonomiske årsager – til øgede investeringer i olieudvinding andre steder i verden og til omlægning af energiforbruget til andre kilder end olie. I de første årtier var det især kul, naturgas og atomkraft, der blev satset på. Fornybare og bæredygtige energikilder slog først for alvor igennem senere. Danmark var allerede i 1972 begyndt at udvinde olie i Nordsøen, men dengang blot 107 kubikmeter om året. Allerede i 1977 var den danske udvinding af olie mere end femdoblet ifølge opgørelser fra Energistyrelsen (se kilder). I 2017 blev der udvundet næsten 8.000 kubikmeter olie på oliefelter i Nordsøen.

     I 1979 opstod endnu en olie-/energikrise. Denne gang var årsagen opstanden mod shahens styre i Iran, der på det tidspunkt havde verdens næststørste produktion. Den faldt fra 5,5 mio. tønder pr. dag til mindre end 1 mio., og efter den islamiske leder Ayatollah Khomeinis magtovertagelse gik produktionen helt i stå. Ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) førte forandringerne i Iran til kaos på oliemarkedet, selvom andre OPEC-lande øgede produktionen.

     Priserne på olie faldt ikke siden den første oliekrise startede i 1973, men forblev på det nye høje niveau. I 1979 steg prisen kraftigt igen. Gennemsnitsprisen var i 1980 på 32 dollar pr. tønde, næsten 15 gange så høj som blot otte år før. Da Irak erklærede Iran krig i september 1980, blev situationen forværret, fordi de irakiske olieforsyninger hurtigt derefter blev afskåret fra verdensmarkedet.

     Oliekriserne betød, at de olieproducerende landes økonomier blev styrket, mens arbejdsløshed og inflation prægede de vestlige lande i 1980erne, også Danmark.

Allerede inden energikrisen var arbejdsløsheden i Vesteuropa stigende. Men den steg endnu mere på grund af energikrisen i 1973, og det var en af årsagerne til, at Danmark i november 1973 indførte et såkaldt ”indvandringsstop”. Det betød, at det som udgangspunkt ikke længere var muligt at opnå førstegangs-arbejdstilladelse i Danmark, hvis man var borger i et land uden for EF/EU.

     Der havde i flere år været politisk kamp om migrationspolitikken i Danmark. Under det økonomiske opsving i 1960erne og de første år af 1970erne havde danske arbejdsgivere –ligesom arbejdsgivere i andre vesteuropæiske lande – importeret arbejdskraft til industri og service fra bl.a. Pakistan, Tyrkiet, Sydøstasien, f.eks. Filippinerne, og det daværende Jugoslavien. I praksis fortsatte virksomhederne dog med at rekruttere migrantarbejdskraft, også efter indvandringsstoppet. Det kan du f.eks. læse om i bogen ”Profession: Filippiner” (se kilder).

     Ifølge artiklen ”Arbejdsløshedsundersøgelserne – 70’ernes omsving fra fuld beskæftigelse til høj ledighed” (se kilder) steg arbejdsløsheden hurtigere for kvinder end for mænd gennem 1970erne, særligt inden for fremstillingsvirksomhed (fabriksarbejde). Mange fabrikker især i Københavnsområdet lukkede helt ned, og industrien i Danmark har været i tilbagegang siden energikrisen 1973.

For at mindske afhængigheden af olie blev der sat gang i udbygning af andre energiformer – heriblandt kernekraft. Det blev en af de store politiske kamppladser i Vesten i slutningen af 1970erne og op gennem 1980erne. I Danmark havde energivirksomheden ELSAM i 1971 fået afslag på en ansøgning om at bygge et atomkraftværk i Østjylland. Ifølge Den Store Danske (se kilder) trak ELSAM planerne frem igen i kølvandet på energikrisen 1973. Det fik atommodstandere til at danne bevægelsen Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA, i 1974. OOA og andre atomkraftmodstandsgrupper samlede mange mennesker, og flere af tidens populære politiske bands lavede sange mod atomkraft, f.eks. Jomfru Ane Band med sangen ”Plutonium”.

     På grund af bred politisk og folkelig modstand blev der aldrig bygget atomkraftværker i Danmark, men forsøgsstationen Risø (i dag Risø DTU) har i perioden 1957-2001 drevet tre forsøgsreaktorer. Den 29. marts 1985 vedtog Folketinget en beslutning, der lød: ”Folketinget pålægger regeringen at tilrettelægge den offentlige energiplanlægning ud fra den forudsætning, at atomkraft ikke vil blive anvendt” (se kilder).

     Søger man på atomkraft i Danmark, kan man imidlertid støde på hjemmesiden jydskatomkraft.dk, der hævder at tilhøre et energiselskab med tre atomkraftværker i Jylland. Det er imidlertid en morsomhed, og bliver bl.a. brugt til at undervise elever i at være kildekritisk på nettet.

     OOA lukkede i 2000, ifølge deres egen historieskrivning (se kilder), fordi de havde opnået deres hovedmål: bred politisk afvisning af atomkraft i Danmark og delvis lukning af det svenske atomkraftværk i Barsebäck.

     I stedet for atomkraft satsede Danmark på udvikling af bl.a. vindenergi – og på at udvinde olie i Nordsøen. I løbet af 1970erne var også Norge begyndt at gøre sig gældende som olieproducent, og Norge er i dag et af verdens rigeste lande på grund af netop olieproduktionen.