Historiekanon 27: Berlinmurens fald

Berlinmuren var en 45 kilometer lang fysisk adskillelse mellem det daværende Øst- og Vesttyskland. Den stod i 28 år som et tilsyneladende varigt symbol på Den Kolde Krig. Muren faldt imidlertid den 9. november 1989 i en kæmpestor, spontan folkefest. Murens fald markerede formelt afslutningen på Den Kolde Krig og indledningen på en ny æra i verdenshistorien.

     Verden var nu ikke længere symbolsk delt i to blokke, der truede hinanden med enorme våbenarsenaler, heriblandt atomvåben. Men nye skillelinjer og konflikter er siden trådt i stedet.

Søndag den 13. august 1961 begyndte østtyske arbejdere, bevogtet af soldater fra DDR (Deutsche Demokratische Republik, Østtyskland), at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med betonklodser og pigtråd. Herefter opførte de en betonmur, som i de følgende år blev udbygget til en omfattende grænsesikring, Berlinmuren. Den 45 kilometer lange mur kom til at stå i 28 år som det ultimative symbol på Den Kolde Krig.

     Fra 1971 havde grænsevagterne ordre til at skyde på personer, der forsøgte at forcere muren for at komme fra Øst- til Vestberlin. Ifølge Denstoredanske.dk (se kilder) skønner man, at 244 personer blev dræbt ved muren. Det sidste drab fandt sted så sent som i 1989, hvor grænsevagter skød og dræbte den 20-årige Chris Gueffroy.

     Ud over Berlinmuren gennem midten af Berlin indhegnede DDR hele Vestberlin med en 155 km lang mur og byggede grænseanlæg langs den 1.378 km lange grænse mellem Øst- og Vesttyskland.

Efter 2. Verdenskrig opstod der hurtigt spændinger mellem krigens to store sejrherrer, USA og dets allierede på den ene side og Sovjetunionen på den anden. Begge forsøgte at indtage en dominerende position i Europa. Den centrale skueplads for denne strid var Tyskland, der var besat af sejrherrerne, USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig. Frem til Berlinmurens fald i 1989 var hele verden præget af Den Kolde Krig med USA og Sovjetunionen som de vigtigste aktører.   Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) blev stiftet den 23. maj 1949 og omfattede vestmagternes tidligere besættelseszoner. Sovjetunionens modtræk var at proklamere oprettelsen af Den Tyske Demokratiske Republik, DDR (Østtyskland).

     Resten af Europa blev i disse år også opdelt i to blokke, der stod truende over for hinanden. NATO (North Atlantic Treaty Organisation) blev oprettet i 1949 og omfattede fra begyndelsen langt de fleste vesteuropæiske lande samt Canada og USA, der havde en dominerende position. I løbet af 1950erne blev også Vesttyskland medlem af alliancen. Som et modsvar på Vesttysklands optagelse i NATO dannede Sovjetunionens i 1955 Warzsawa-pagten, der var en kommunistisk militæralliance mellem Sovjetunionen og en række østeuropæiske lande.

Berlinmuren blev i DDR betegnet som den ”antifascistiske beskyttelsesmur”. Fra vestlig side mente man imidlertid, at den egentlige årsag til Murens opførelse var, at et stort antal østtyskere på det tidspunkt flygtede til Vesten, og at det østtyske styre ønskede at bremse denne flugt.

     Historikeren Michael Klos skriver i bogen ”Tyskland 1871-1996” (se kilder), at 2,7 millioner mennesker flygtede fra øst til vest fra 1949 frem til Murens opførelse i 1961, hvilket økonomien i DDR ikke kunne holde til i længden. Mange af de flygtende var nemlig godt uddannede, og halvdelen var unge mennesker under 25 år. Alene i juli 1961 flygtede over 30.000 mennesker.

I 1989 bredte folkelige protester sig i det kommunistiske Østeuropa. Befolkningerne var blevet trætte af undertrykkelse, og samtidig var Sovjetunionen både svækket og åben for politiske forandringer. Polen var det første land, hvor befolkningen væltede det kommunistiske styre. Siden fulgte revolutioner i Ungarn, DDR og Tjekkoslovakiet. De forløb fredeligt, folkeligt og mange gange også ganske festligt. Berlinmurens fald i 1989 står som det ikoniske billede på sovjetkommunismens fald i Østeuropa. Kun i Rumænien udviklede revolutionen sig voldeligt, og flere tusinde døde under den korte opstand.

     For DDRs vedkommende blev tæppet revet væk under styret, da den ungarske regering åbnede grænsen mod Østrig for østtyskerne. Via Ungarn kunne østtyske flygtninge komme til Østrig og dermed videre til andre vestlige lande.   Grænseåbningen udløste en masseflugt fra Østtyskland. Det fik andre østtyskere til at demonstrere for større frihed og bedre leveforhold.

På et møde den 9. november 1989 vedtog den østtyske ledelse, at de fra den følgende dag ville tillade østtyske borgere at passere Berlinmuren. Det var imidlertid kun borgere med pas, der kunne komme igennem, og de fleste DDR-borgere ejede ikke et pas og skulle derfor ansøge om et.   Regeringens talsmand, Günter Schabowski, skulle orientere pressen, men han havde ikke selv deltaget i mødet, hvor beslutningen var blevet truffet. Pressekonferencen er beskrevet i Jan Bo Hansens bog ”Muren” (se kilder). På pressekonferencen sagde Schabowski ifølge bogen, at regeringen ”gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDR's grænseovergange”. Da journalisterne råbende spurgte, hvornår den nye åbning ville træde i kraft, svarede den uforberedte Schabowski: ”Det træder så vidt jeg ved ... det er straks, ufortøvet.”   Nyheden bredte sig med lynets hast blandt den østberlinske befolkning. Folk strømmede til grænseovergangene og krævede fri passage. Trods manglende instrukser valgte vagterne ved næsten alle overgange at lade folk passere, og den første nat besøgte cirka 70.000 østtyskere Vestberlin, hvor de blev modtaget med jubel og fest. Folk begyndte at pille muren ned, og små stykker af muren blev snart en populær souvenir.

I kølvandet på Murens fald gik Europa fra at være delt op i to blokke til en højere grad af integration. Dette var mest tydeligt ved Tysklands genforening. Senere kom det andet store integrationsprojekt med EUs udvidelser mod øst fra 2004. Kommunismens fald gav medvind til nationale bevægelser i de tidligere østbloklande og de tidligere sovjetrepublikker. Jugoslavien blev opløst i en stribe nye lande, men først efter blodige og langvarige borgerkrige, der stadig trækker spor i regionen.

     Efter Sovjetunionens opløsning stod USA tilbage som den eneste supermagt med global indflydelse. Det blev ideologisk fortolket som en global sejr for repræsentativt demokrati og markedsøkonomi. Den Kolde Krigs afslutning blev af den amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama kaldt for ”historiens afslutning” (se kilder). Ideen om historiens afslutning faldt dog endeligt til jorden ved terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Angrebet viste, at der fortsat var kamp om verdensordenen. Siden er Folkerepublikken Kina blevet en økonomisk supermagt, mens Rusland under Vladimir Putins autoritære lederskab truer med at genoplive Den Kolde Krig mellem øst og vest.

Den 3. oktober 1990 blev Tyskland officielt genforenet. Genforeningen har ifølge beregninger citeret i artiklen ”Muren trækker stadig sine spor gennem Tyskland” (se kilder) kostet 1.500 milliarder euro, som svarer til 11.250 milliarder danske kroner. Pengene er især gået til at bygge og forbedre infrastruktur og renovere offentlige bygninger og anlæg.

     Selv om de økonomiske forskelle mellem øst og vest er blevet mindre siden 1990, er der dog stadig tydelige skel. I august 2017 var arbejdsløsheden ifølge artiklen ”Fremstormende tysk økonomi har fået vælgerne til at glemme deres østtyske hængeparti” (se kilder) på 7,4% i de østtyske delstater, mens den lå på 5,3% i det tidligere Vesttyskland. I artiklen ”25 år efter: Færre i ’Øst’, hvor de stadig ryger mere end i ’Vest’” (se kilder) fortælles det, at den gennemsnitlige månedsløn i 2013 lå på henholdsvis 2.300 euro (cirka 17.175 kr.) i øst og 3.700 euro (27.635 kr.) i vest.