Industrialiseringen

Industrialiseringen er den periode i verdenshistorien, hvor de vestlige samfund med baggrund i hastige teknologiske fremskridt begyndte den proces, der har skabt fundamentet for den moderne verden. Opfindelsen af ny teknologi som dampmaskiner, elektricitet og jernbaner ændrede vilkårene for produktion, handel og transport og skabte e afsættet for det moderne industrisamfund. Men også forandringer i befolkningssammensætningen spillede en afgørende rolle for udviklingen.

     Industrialiseringen var dog meget mere end en effektivisering af samfundet – den var også en af forudsætningerne for den demokratiseringsproces i den vestlige verden, der blandt andet førte til den danske velfærdsstat.

Historisk er industrialiseringen blevet synonym med en lang række samfundsændringer, der begyndte i Storbritannien fra omkring midten af 1700-tallet, hvorefter de langsomt spredte sig til resten af den vestlige verden.

     Som begreb dækker industrialisering bredere over en proces, hvor industriens rolle i samfundet vokser på baggrund af afgørende teknologiske fremskridt, der leder væk fra traditionelle håndværksmæssige produktionsformer og frem mod masseproduktion. Industrialiseringsprocessen indebærer desuden typisk økonomisk vækst og store strukturelle og sociale forandringer i samfundet.

     Almindeligvis taler man om industrialiseringen som betingelsen for moderniteten og som en udvikling, der transformerer et samfund fra landbrugssamfund til industrisamfund. Industrialiseringen i det 18. århundred er derfor også tæt knyttet til demokratiseringen af de vestlige samfund.

Historisk bruger man betegnelsen den industrielle revolution om den udvikling, der tog fart i Storbritannien fra ca. 1750-1850, mens den anden industrielle revolution refererer til den tilsvarende udvikling, der først fra midten af 1800-tallet spredte sig til andre vestlige lande, i første omgang USA og Tyskland, siden en række andre lande, bl.a. Danmark.   

     Begrebet industriel revolution dækker over de markante teknologiske landvindinger, der medførte en næsten total ændring af produktionsmetoderne. Det gælder for eksempel opfindelsen af dampmaskinen, som muliggjorde en hidtil uset effektivisering af både transport, produktion og forarbejdning af varer.    Maskiniseringen af vareproduktionen gjorde, at det blev muligt at producere med højere hastighed og med større volumen, ligesom man nu kunne fremstille mere ensartede produkter. Tilsvarende betød opfindelsen af damplokomotivet og dampskibene, at man kunne fragte varer i et langt højere tempo end med tidligere tiders sejlskibe og hestevogne. Dette øgede afsætningsmulighederne for produkter drastisk og skabte derfor også økonomisk vækst i de lande, hvor den industrielle revolution voksede frem først – dette især i England.

     Den industrielle revolution indebar desuden en række enorme samfundsmæssige forandringer, der opstod i kølvandet på den teknologiske udvikling: Der blev skabt en helt ny økonomisk struktur, hvor fremkomsten af en ny arbejderklasse og en stigende urbanisering inden længe kom til at ændre de politiske vilkår i hele den vestlige verden (læs mere i kapitlet ”Industrialiseringens betydning”).

Industrialiseringen begyndte i Storbritannien i midten af 1700-tallet. Baggrunden var en markant befolkningstilvækst, som blandt andet fandt sted, fordi udbyttet i landbruget var stigende. Befolkningstilvæksten blev blandt andet beskrevet af præsten og videnskabsmanden Thomas Robert Malthus, der blev både berømt og berygtet for sin forudsigelse i ”An essay on the principle of population” fra 1798 om, at befolkningen ville vokse hurtigere end muligheden for at producere fødevarer, hvilket ville føre til hungersnød (se kilder).

     En vigtig baggrund for industrialiseringen var desuden, at forudsætningerne for vækst var til stede, sådan som det netop var tilfældet i datidens Storbritannien. En vigtig forudsætning for vækst er investeringer, og hvis nogen skal investere, skal de have penge i overskud. Den akkumulering af kapital, der fandt sted på grund af handel i 1700-tallet, gav netop dette overskud. Samtidig blev det muligt at låne penge til at investere. Og dertil skabte den omtalte befolkningstilvækst forbrugere, som gjorde det økonomisk attraktivt at afsætte varer i en meget større volumen end hidtil. Samlet gjorde disse faktorer, at Storbritannien som den første nation kunne begynde transformationen mod industrisamfund. Der skulle gå næsten 100 år, før den industrielle udvikling for alvor spredte sig til resten af Vesten med start i USA og Tyskland. Storbritannien sad derfor i mange år med den absolutte førerposition på verdensmarkedet.

Perioden før industrialiseringen kaldes merkantilismen. Begrebet stammer fra den britiske økonom og filosof Adam Smiths ”Wealth of Nations” (”Nationernes velstand”) fra 1776. Adam Smith kritiserede heri det merkantile system for at have et for snævert blik på handel frem for arbejde og produktion. Hvis man ifølge Adam Smith kun måler et lands velstand på dets handel, måler man nemlig, forenklet set, kun hvor meget guld og sølv nationen har (se kilder). Adam Smiths teorier fik en afgørende betydning for den industrielle udvikling, fordi han som noget nyt rettede fokus mod økonomisk vækst skabt af arbejde og produktion og dermed var med til at skabe et fornyet syn først i hjem- og siden udlandet på økonomi som sådan.

I Danmark taler man rundt regnet om perioden fra cirka 1850-1920 som industrialiseringen. Udviklingen begyndte i det små fra midten af 1800-tallet, men tog først for alvor fart fra slutningen af århundredet.

     Når industrialiseringen først kom til Danmark så længe efter den første industrielle revolution i Storbritannien, har det mange årsager. Blandt andet manglede Danmark de råstoffer og energikilder, som var nødvendige for udviklingen. Dertil kom, at der ikke var forbrugere nok i Danmark til at aftage industriprodukter og derfor heller ikke den store motivation til at producere disse. Landbefolkningen i Danmark var i høj grad selvforsynende, og efterspørgslen på produkter, de man ikke selv kunne producere eller ikke kunne producere nok af var fortsat meget lille og kun svagt stigende, idet befolkningen i de små bysamfund endnu kun havde meget begrænset købekraft.

Først i 1890'erne blev der etableret et større antal store mekaniserede fabrikker med mange, typisk ufaglærte, ansatte, der producerede store mængder varer. Fremvæksten af disse fabrikker fik afgørende betydning for samfundsudviklingen. I den forbindelse taler man om industrialisme og ikke industrialisering. Industrialismen er den periode, hvor de nye store mekaniserede fabrikker havde deres guldalder, mens industrialiseringen dækker over hele den lange periode, hvor landbrugssamfundet gradvist blev skiftet ud med industrisamfundet.

I Danmark støttede statsmagten udviklingen af den tidlige industri – især tekstilproduktionen – gennem det såkaldte kommercekollegie. Staten så muligheder i den nye vækstindustri og ville derfor gerne støtte udvikling af den. Processen var langsom, men med bedre økonomiske tider, befolkningstilvækst og stigende effektivisering af landbruget samt bedre udnyttelse af naturens ressourcer begyndte en udvikling tilsvarende den, der havde fundet sted i Storbritannien­ – om end i mindre målestok.

     Selve de nye teknologier som damp og elektricitet kom i høj grad fra udlandet (med en vigtig undtagelse i H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen), men de afgørende demografiske forhold for den industrielle udvikling var til stede i Danmark. Perioden var således præget af en øget urbanisering (læs mere i kapitlet ”Industrialiseringens betydning”) og en markant befolkningstilvækst på grund af stigende velstand og sundhed på landet – en vækst som kun forstærkedes yderligere med industrialiseringen. Ifølge Den Store Danskes artikel ”Industrialisering og urbanisering” steg befolkningstallet i Danmark fra 1870 til 1916 med godt 64 procent fra 1.785 mio. til 2.921 mio. kr.

En vigtig faktor for industrialiseringen i Danmark var landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Med dem kom blandt andet ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Stavnsbåndet havde gjort det ulovligt for mænd og drenge at forlade det gods, hvor de var hjemmehørende. Men da stavnsbåndet blev ophævet, og der samtidig blev gennemført en række reformer af landbruget, skete der store ændringer i de sociale og produktionsmæssige strukturer, der havde eksisteret siden middelalderen, og der blev grundlaget skabt for moderne produktionsforhold.

     Særligt for udviklingen af industrialiseringen i Danmark er også andelsbevægelsens indflydelse på produktionsformerne. Ensretningen og mekaniseringen af eksempelvis mejerier, var i den forbindelse afgørende og gav den enkelte landmand nogle helt nye muligheder i forhold til effektivisering og afsætningsmuligheder.

Vilkårene for både kommunikation, produktion og logistik forandrede sig. I 1881 åbnede den første telefoncentral i Danmark i København – i begyndelsen kun med 16 abonnenter, men allerede få år senere var der telefoncentraler i 16 større provinsbyer og omkring 2300 abonnenter. Dette fremgår blandt andet af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11, ”Det folkelige gennembrud” (se kilder).

     I 1890’ernes København fik man landets første elektriske gadebelysning på Kgs. Nytorv. Og i den nye industri kunne man ved hjælp af maskiner nu – ved hjælp af damp og elektricitet – fremstille porcelæn, glas og tekstiler i en helt anden volumen og hastighed end tidligere. Det samme gælder inden for fødevarer, hvor man på de mange andelsmejerier i moderne centrifuger kunne producere eksempelvis smør til eksport, der så igen kunne nå frem til nye markeder i udlandet på grund af den øgede transporthastighed. Et andet eksempel er den industrialiserede produktion af øl, hvor store bryggerier som Carlsberg skød op.

     Mange af de nye fabrikker producerede redskaber til landbruget, der dermed også gennemgik en effektiviseringsproces. Det var eksempelvis jernskovle, økser, skuffejern og river, men også plovskær og maskinknive.

     I København opstod desuden Danmarks største arbejdsplads, jernstøberiet Burmeister & Wain (B&W), hvor man byggede blandt andet skibe og dampmaskiner. B&W var i øvrigt rammen om nogle af de tidligste kampe for arbejderes rettigheder herunder Danmarkshistoriens første arbejdsnedlæggelse.    I 1855 blev verdens første symaskine præsenteret på verdensudstillingen i Paris. Omkring 20 år senere blev der også produceret symaskiner i København, hvor det nu blev muligt at fremstille beklædning med en helt anden hastighed end tidligere. De ansatte var ofte kvinder, der både kunne arbejde på de nye fabrikker eller arbejde hjemmefra, hvis de havde deres egen symaskine.

Gennem industrialiseringen udviklede de vestlige samfund sig fra at være landbrugssamfund baseret på landbrugsproduktion til bysamfund baseret på industriproduktion i de større byer. Hvor der i 1872 eksisterede 1500 industrivirksomheder i Danmark, som beskæftigede 37.000 arbejdere, var antallet i 1914 ifølge Den Store Danskes artikel ”Industrialisering og urbanisering” steget til 4500 virksomheder og 134.000 arbejdere (se kilder).

     I forlængelse af denne udvikling fulgte en såkaldt urbanisering, hvor en stor del af befolkningen i landområderne begyndte at udvandre til byerne; dels på grund af de nye tillokkende arbejdsmuligheder i industrien, dels fordi effektiviseringen af landbruget reducerede mængden af arbejdspladser her. Under industrialiseringen skete der således en massiv befolkningstilvækst i byerne og en gradvis affolkning af landet. Ifølge Den Store Danskes opslag om ”Industrialisering og urbanisering” boede en fjerdedel af den danske befolkning i byerne i 1870, mens det i 1921 gjaldt næsten halvdelen (se kilder).

I Danmark voksede særligt Aarhus og Aalborg og København som følge af urbaniseringen. I København steg indbyggertallet ifølge førnævnte opslag i Den Store Danske i perioden 1870 til 1914 fra 198.000 til 614.000 – altså med næsten en halv million indbyggere. I 1885 var kun knap halvdelen af københavnerne indfødte bysbørn (se kilder). Udviklingen medførte kolossal byggeaktivitet i København, hvor både små, tæt sammenstuvede arbejderboliger, fabrikker og store ejendomme med moderne lejligheder til den mere velstillede del af befolkningen begyndte at skyde op og udfylde pladsen uden for voldene i de nye brokvarterer.

Selvom arbejdet i byen i sig selv ikke nødvendigvis var hårdere end landarbejdet, gav industrialiseringen og urbaniseringen den nye arbejderklasse nogle nye udfordringer. De mange mennesker, der tog til byerne for at arbejde, kunne nemlig ikke altid finde beskæftigelse på fabrikkerne. For det første svingede behovet for arbejdskraft med de økonomiske konjunkturer, og for det andet kom der ofte nye folk til byerne i en højere hastighed, end der opstod flere arbejdspladser på de fabrikker. Resultatet var store problemer med fattigdom og arbejdsløshed i byerne. Især i de hastigt voksende københavnske brokvarterer opstod der slumkvarterer med særdeles dårlige forhold for beboerne. Ifølge Den Store Danskes opslag om ”Arbejderforhold” var omkring en tredjedel af arbejdsstyrken i København arbejdsløs omkring 1885 (se kilder). Elendigheden i arbejderkvartererne gjaldt også de mange børnearbejdere, hvis hårde vilkår på fabrikker mv. nu blev genstand for debat. Danmark fik sin første arbejderbeskyttelseslov i 1873, ifølge hvilken det fremover blev ulovligt at ansætte børn under ti år. Loven blev dog langtfra konsekvent håndhævet.

Udviklingen af industrien udløste fremvæksten af en arbejderklasse, der fuldstændig ændrede de industrialiserede landes befolkningsmæssige sammensætning og på sigt forandrede de politiske, økonomiske og samfundsmæssige vilkår. I forlængelse af dette begyndte en demokratiseringsproces, der ændrede magtfordelingen i samfundet og førte nye politiske systemer med sig. Hvor de tidligere kampe for demokratisering af samfundene var begyndt som liberalt borgerlige opgør mod magthavere med nedarvede privilegier, opstod protesterne i denne periode som en kamp for borgerrettigheder til den nye arbejderklasse. Særligt de dårlige forhold på såvel arbejdspladser som i boligkvartererne var drivkraften bag den socialistiske arbejderbevægelse. Inspirationen kom fra tyskeren Karl Marx, der talte for proletariatets (arbejderklassens) overtagelse af magten i samfundet ved hjælp af revolution. I Sovjetunionen førte det til et totalitært kommunistisk regime, hvor man ville realisere et ’klasseløst’ samfund, mens protesterne i lande som Danmark og Storbritannien i stedet plantede frøene til en gradvis demokratisering af samfundet.

I Danmark blev kampen for arbejderklassens ordnede forhold og rettigheder samlet i arbejderbevægelsen, der opstod i anden halvdel af 1800-tallet med socialdemokratismen som førende ideologi. Socialdemokratiet blev stiftet i 1871 med det udtalte formål at give den nye gruppe arbejdere ”retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder”. Arbejderbevægelsens kamp førte blandt andet til indførelsen af velfærdstiltag som alderdomsforsørgelse (1891), sygeforsikring (1892), ulykkesforsikring (1898) og arbejdsløshedsforsikring (1907). En skelsættende sejr i arbejdernes kamp var Septemberforliget fra 1899, hvor arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig, og arbejderne tilsvarende anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Forliget udgør på mange måder en hjørnesten i, hvad der senere blev til den danske velfærdsstat, og er desuden afsættet for den arbejdsmarkedsmodel, der i dag kendes som Den danske model.

Samtidig med at den nye arbejderklasse voksede frem, voksede borgerskabet sig tilsvarende stærkere i forhold til adelen og monarkiet. Det nye borgerskab af fabriksejere og dem, der handlede med de nye industriprodukter, skabte vækst og velstand, og den økonomiske succes var med til at sikre fabriksejere og industrihandelsfolk borgerskab nye magtpositioner i samfundet. Foretagsomme iværksættere som C.F. Tietgen (bankvæsen, kommunikation og transport), J.C. Jacobsen (grundlagde Carlsberg-bryggeriet), F.L. Smidth (cementproduktion), Otto Mønsted (storkøbmand og producent, etablerede Danmarks første margarinefabrik) og C. F. Rich (producent af kaffeerstatning) kom til at præge landet på hver deres måde. Historien om den foretagsomme mand, der ved hjælp af slid og dygtighed skaber sin egen lykke, er således også knyttet til industrialiseringens tidsalder, som dermed også er forbundet med både liberalismen og Den Amerikanske Drøm.

Man kan sige, at de nye teknologier medførte en form for afmystificering af verden. Fremkomsten af skelsættende opdagelser inden for både naturvidenskab og teknologi gjorde det muligt for mennesket at forstå og kontrollere sine omgivelser på en helt ny måde. Denne nyvundne evne til at undertvinge sig naturen med videnskab og ingeniørkunst bidrog til en forståelse af mennesket som en aktiv medskaber af verden, hvilket øgede sekulariseringen af samfundet og mindskede religionens indflydelse. Dertil spredtes en form for ukuelig optimisme på menneskehedens vegne, som blandt andet gav sig udtryk i litteraturen.

     I Henrik Pontoppidans ”Lykke-Peer” fra 1904 skildres netop menneskets nye syn på sig selv gennem bogens unge optimistiske hovedperson, Peter Andreas Sidenius, der forlader den gamle verden i form af sin præstefamilie i Østjylland for at læse til ingeniør i hovedstaden. Romanen fremskriver gennem Sidenius forestillingen om en ny mennesketype, som selv skaber sine omgivelser med viden og handlekraft – løsrevet fra ideen om en gud: ”Han var som det første formløse udkast til en kommende gigantslægt, den, der endelig skulle tage Jorden i besiddelse som retmæssig herre og omskabe den efter sit behov, – en forløber, vokset op i lummer stueluft under trykket af al slags småborgerlig kleinmodighed og overtro og underkuelse og derfor ubændig, selvrådig og pietetsløs, uden tro på andre lykkebringende magter end sådanne, der kunne få et stålhjul til at snurre.” (se kilder).

     Med industrialiseringen og den deraf følgende urbanisering opstod også en fornemmelse af mere plads til individet, der i storbyen kom på afstand af de små lokalsamfund med deres rigide normer og overvågende blikke. Som det forklares i Den Store Danskes opslag ”Industrialisering og urbanisering”, havde denne storbyfrihed dog også en bagside: Individualiseringen førte til ligegyldighed over for de mange anonyme mennesker, man passerede på gaden, og til oplevelsen af en førhen ukendt ensomhed midt i menneskemylderet.” (se kilder).

Før industrialiseringen var nærmest alt energiforbrug baseret på enten muskelkraft, dyr, vandkraft eller afbrænding af træ. Industrialiseringen markerer derfor også begyndelsen på en intensivering af menneskets forbrug af fossile brændstoffer. Forbrug af kul, gas og olie er tæt forbundet med effektiviseringen af produktionen af varer. På den måde tager nutidens klimaudfordringer også sit udspring i industrialiseringen af samfundet.

     Den effektivisering af produktion og udnyttelse af ressourcer, der ligger til grund for de moderne samfund, er tilsvarende en effektivisering af menneskets muligheder for at forbrænde energiressourcer og for at forurene og (for)bruge naturen. Det var afgørende for udviklingen af industrialiseringen, at der herskede en opfattelse af, at man ved menneskelig dygtighed kunne skabe værdi fra verdens naturlige ressourcer. Først langt senere gik det op for mennesket, at selvsamme dygtighed kan være med til at ødelægge jorden.