Den amerikanske drøm

Det er et gammelt ideal, men det lever i bedste velgående i USA: drømmen om at starte som gadefejer og ende som millionær. ’Den amerikanske drøm’ omfatter et sæt af værdier og idealer bygget på forestillingen om, at enhver amerikaner ved flid og arbejdsomhed kan opnå velstand og kravle op ad den sociale rangstige. Men drømmen er ikke en uforanderlig størrelse, den udvikler sig hele tiden, ligesom den heller ikke er lovfæstet nogen steder. Alligevel opleves den for mange amerikanere som et konkret løfte om succes, der kitter samfundet sammen og vedvarende bruges af politikere, kunstnere og intellektuelle til at forklare amerikansk særpræg over for resten af verden.

På Frihedsgudinden i New York er indskrevet den berømte sonet, der rummer drømmen om Amerika:

     ”Giv mig jeres trætte, jeres fattige, jeres sammenstuvede masser, der længes efter at trække vejret i frihed.”

     Det rummer denne amerikanske drøm om et samfund med udstrakte frihedsrettigheder, hvor mulighederne er uanede, og hvor enhver uanset herkomst kan opnå velstand og lykke ved flid og idérigdom.

     Helt centralt i den amerikanske drøm står ideen om, at velstand er en forudsætning for uafhængighed og frihed. Friheden kommer ved at være selvhjulpen, og den amerikanske drøm lægger derfor vægt på personlig rigdom, arbejdsomhed og optimisme.

     Men den amerikanske drøm er netop også en drøm – og rummer derfor særskilte værdier for forskellige mennesker. Mens den for nogle betegner en frihed fra statslig våbenkontrol, kan den for andre skærpe tolerancen i et USA, der historisk har og fortsat er præget af diskrimination og religiøs konservatisme.

Det var den amerikanske historiker og forfatter James Truslow Adams, der i 1931 første gang omtalte den amerikanske drøm i sin bog ”Amerikas Saga”, som er gengivet på sitet Historienet (se kilder):

     “Den amerikanske drøm er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde uanset herkomst at opnå det fulde udbytte af sine evner”.

     Begrebet om den amerikanske drøm bygger dog ovenpå en meget ældre længsel efter ’det store ubenyttede land’ på den anden side af Atlanten. Lige siden engelske medlemmer af en streng religiøs sekt fra begyndelsen af 1600-tallet slog sig ned i New England, har denne idé dannet grobund for utopier om det perfekte samfund. Denne puritanske koloni brød med den engelske kirke og så i Amerika muligheden for at oprette et nyt samfund uden religiøs forfølgelse, korruption, monarki og andre former for tyranni, som var velkendte i Den Gamle Verden, Europa. De opfattede deres mission som et ærinde i vildnisset, hvor flid og religiøs renhed både ville bringe frelse til dem selv og til den verden, de var flygtet fra.    Den amerikanske drøm var altså i første omgang knyttet til religion. Men efter løsrivelsen fra Storbritannien i 1776 kom Amerika som verdens første demokrati også til at fungere som politisk forbillede – et frihedens værksted. De første puritaneres billede af Amer­­ika har lige siden levet i den amerikanske selvforståelse: nemlig at Amerika både er et unikt sted og samtidig tjener en historisk mission om at præge resten af verden. På den måde kobler den amerikanske drøm både en sekulær og en religiøs forståelse: lykke i denne verden og frelse i den næste.

USA var fra sin fødsel et kulturelt blandet samfund. Her havde man ikke igennem generationer kunnet opdyrke en tilknytning til et sted, og derfor fandtes et stærkt behov for at skabe en ny national fortælling og identitet. Siden de nytilflyttede amerikanere kom fra vidt forskellige dele af Europa, kom modstillingen til ’den gamle verden’ til at betyde meget. Hvor Europa var aristokratisk og bundet til fortiden, havde USA en demokratisk forfatning og repræsenterede fremtiden. Netop denne modsætning er berømt beskrevet i den adelige J. Hector St John de Crèvecoeurs ”Letters From an American Farmer” fra 1782, der er trykt i bogen ”Den amerikanske revolution” (se kilder), og som tidligt forsøger at besvare spørgsmålet om, hvad den amerikanske drøm er?:   ”Landet udgøres ikke som Europa af store adelsfolk, der ejer alt, og af en flok af folk, der intet har. Her er ingen aristokratiske familier, intet hof, ingen konger, ingen biskopper, intet kirkeligt overherredømme, ingen usynlig magt, der giver en meget synlig magt til de få, ingen store producenter, der beskæftiger tusinder, ingen forfinelse og luksus. De rige og de fattige er ikke så langt fra hinanden, som de er i Europa.”

     Ved modsætningen til det hierarkiske Europa har der igennem århundreder formet sig, hvad man kalde en amerikansk identitet. Et værdifællesskab, der bygger på, at amerikaner er noget, man er, når man tilslutter sig ideen om individets og privatejendommens ukrænkelighed, udraderingen af grænser og skranker. Et fællesskab baseret på en forbeholden støtte til centralmagt, der er betinget af, at staten kun lige begrænser individet for den offentlige ordens skyld, og at individet omvendt skal begrænse staten.

USA har siden sin begyndelse haft større social mobilitet end den, der fandtes i de gamle, europæiske stater. Helt centralt i den amerikanske drøm har derfor været ideen om, at Amerika er et unikt sted, og at der her findes en særlig mulighed for at realisere lykken. Den idé kalder man amerikansk exceptionalisme.

     Selvom man i dag ved, at den tidlige, sociale mobilitet især skyldtes fraværet af en feudal fortid samt adgang til frugtbar jord, så hævdes det også, at exceptionalismen har virket selvforstærkende. At troen på amerikansk anderledeshed altså også har skabt et anderledes samfund.

     Exceptionalisme skal dog ikke forstås som, at noget er bedre, men at det er anderledes. Som USA-forsker Niels Bjerre-Poulsen fremhæver i bogen ”USA – Historie og identitet” (se kilder), kan exceptionalismen også forstås som en negativ anderledeshed:   ”At USA modsat de europæiske lande blev ved med at tillade slaveri indtil en blodig borgerkrig, 1861-65, satte punktum for denne beskæmmende praksis, kan også ses som et udtryk for exceptionalisme. Det samme kan den omstændighed, at man i endnu hundrede år fortsatte med at tolerere lovbaseret racediskrimination i sydstaterne”.

I slutningen af 1800-tallet skrev historikeren Frederick Jackson Turner en indflydelsesrig artikel, som stadig diskuteres i dag. Mens amerikansk selvforståelse i mange år forinden handlede om de uskyldsrene indvandrere, der dyrkede de ukultiverede marker, så pointerede Turner i stedet, at den amerikanske identitet var formet af nybyggeren, der udvidede sit territorium vestpå. Altså mente han, at grænsen mellem civilisationen og vildnisset definerer amerikansk identitet. Denne tese kaldte han ”frontier-tesen”. Det er en tese, der fremhæver ekspansionen og de ubegrænsede muligheder, og selvom den flere gange er blevet begravet af forskere og historikere, så har den styrket exceptionalismen og været med til at overvinde det oprindelige mindreværd, som amerikanere følte over for europæere.

     På samme måde fremhæves pionerlivet af og til stadig som definerende for amerikanske værdier og USA’s demokrati, selvom man i dag ved, at den vestlige fremrykning skete på baggrund af et folkedrab på hele oprindelige befolkninger.

Den amerikanske drøm repræsenterer et håb om rigdom og social opstigen, både i og uden for USA. Skønt USA er langt fra at være en komplet realisering af den amerikanske drøm, så minder fortalerne os om, at i landets korte historie har det enkelte individ nok haft flere muligheder for at realisere sine drømme end i noget andet samfund i historien.    Vi genkalder os den amerikanske drøm, når vi hører om succeshistorierne – hvad enten det er Apple-grundlæggeren Steve Jobs, der droppede ud af universitetet for at udvikle computere, en Hollywood-stjerne som Tom Cruise, hvis forældres fattigdom gjorde, at han flyttede 15 gange som barn, eller hiphopperen Jay-Z, der startede sin karriere med at sælge stoffer i et socialt boligbyggeri i New York og nu er en af verdens rigeste musikere. Den amerikanske drøm er fortsat en fælles referenceramme blandt amerikanere, men også blandt ikke-amerikanere til at forstå USA. Drømmen bliver brugt af både republikanere og demokrater i det politiske system til at definere, hvad der er godt og skidt ved USA. Den nuværende præsident, Barack Obama, gør det f.eks. meget direkte i sin biografi ”Mod til at håbe – tanker om generobringen af den amerikanske drøm” (se kilder):

     ”Snarere end at dæmonisere de rige holder vi dem op for os selv som forbilleder, og vores mytologi er gennemsyret af historier om mænd, der har arbejdet sig op ved egen hjælp – indvandreren, der kommer til landet uden en krone og tjener en formue eller den unge mand, der søger vestpå for at finde lykken.”

Lighed har aldrig har været så vigtig i den amerikanske drøm, der i stedet lægger vægt på chancelighed; at alle skal have lige muligheder. Det er dog blevet udfordret de sidste årtier, hvor udviklingen har medført en forøget chanceulighed, et fald i beskæftigelsen og i den gennemsnitlige realløn. Der er opstået begrebet working poor om mennesker med fuldtidsarbejde, der alligevel lever under fattigdomsgrænsen og ikke kan forsørge deres familier.

     I 2011 opstod bevægelsen Occupy Wall Street med en kritik af, at den ene procent rigeste amerikanere ejer mere, end hvad de 90 procent fattigste har tilsammen. Helt konkret betyder det f.eks., at de seks arvinger af Walmart-detailhandelsimperiet har værdier for mere end 41 procent af alle i den laveste indkomstgruppe.

     Den amerikanske samfundsforsker Robert Putnam har beskæftiget sig indgående med det amerikanske samfund og dets klasseskel. Han er samtidig en af de argeste kritikere af den amerikanske drøm i dag. Mens den amerikanske drøm fremhæver, at alle uanset opvækst og baggrund skal kunne blive til noget, så er der ifølge Putnam over de sidste 30 år sket en udvidelse af kløften mellem børn fra den rigeste tredjedel og børn fra den fattigste tredjedel af det amerikanske samfund. Ifølge hans analyser er USA ikke længere det samfund af uanede muligheder, som det (måske) var engang.   Forældrenes uddannelse er i dag måske den vigtigste skillelinje i det amerikanske samfund, siger han i interviewet ”Den amerikanske drøm er i forfald” i Kristeligt Dagblad (se kilder): ”Der er én omstændighed, som i stigende grad afgør amerikanske børns fremtid, og det er, hvilke forældre de får. Hvis de fødes af veluddannede forældre, har de alle muligheder. Hvis de fødes af dårligt uddannede forældre, er klokken slået, allerede inden de kommer til verden (…) Vi er i alt væsentligt sikre på, at den amerikanske drøm vil smuldre inden for 5-10 år. Det har taget os lang tid at nå hertil. Selvom europæere tænker på USA som et meget ulige samfund, var der for 30 år siden faktisk en høj grad af opadgående social mobilitet. Det er ved at ophøre. Vi oplever lige nu den amerikanske drøms svanesang.”

     Hans analyser bakkes op af en omfattende undersøgelse fra University of Ottawa, der har sammenlignet indkomsten for 50 mio. amerikanere, der er født siden 1971. Konklusionen er, at en amerikaner, der er født i den fattigste femtedel af befolkningen, kun har 8,4 procent chance for at bevæge sig fra en indkomstgruppe til en anden. Undersøgelsen placerer USA blandt de laveste vestlige lande, når det kommer til netop denne sociale mobilitet, som er den amerikanske drøms væsentligste bestanddel.

     Selv den amerikanske præsident, Barack Obama, erkender, at chanceuligheden er forøget og truer den amerikanske drøm, som det er refereret i artiklen ”Obama: Lave lønninger ødelægger den amerikanske drøm” (se kilder): ”Det er hjerteskærende nok, at så mange børn fødes i fattigdom i det rigeste land i verden. Men at børnene måske aldrig får mulighed for at slippe ud af fattigdommen, fordi de mangler en ordentlig uddannelse eller sygeforsikring, og at det omgivende samfund kan se, at den samme fremtid venter dem, det burde oprøre os alle.”

     Ironisk nok, hvis man skal tro på den amerikanske drøm, så kan noget tyde på, at den er migreret tilbage til ’den gamle verden’, som den for flere århundreder siden forlod. Som Niels Bjerre-Poulsen forklarer det i artiklen ”Lønhop i USA” (se kilder): ”Den sociale mobilitet er blevet så lav, at den amerikanske drøm har langt bedre vilkår i for eksempel Skandinavien end i USA.”