Menneskets forhold til naturen

I 2017 er emnet for gymnasiernes AT-opgave ’Menneskets forhold til naturen’, og netop det forhold har de seneste årtier ændret sig markant. Klimaforandringer udfordrer vores forhold til naturen og stiller spørgsmål til vores ansvar for naturens tilstand, mens den teknologiske udvikling ændrer vores syn på, hvad der er naturligt og unaturligt, og hvad der er rigtigt og forkert.

Også i et lidt længere tidsperspektiv har vores forhold til naturen og vores mulighed for at influere på naturskabte fænomener ændret sig betydeligt. Engang havde vi f.eks. svært ved at forudsige naturkatastrofer, og der fandtes ikke vacciner, som kunne bremse spredningen af en virusepidemi, der bredte sig med stor hast. I dag kan meteorologer forudsige, om vi får storm eller andet voldsomt vejr, seismologer kan sende advarsler ud om eventuelle tsunamier efter jordskælv, og bryder en virusepidemi ud, er vi i langt højere grad rustet til at udvikle en vaccine, som kan bremse epidemien og redde menneskeliv.

I lang tid før den moderne udvikling af videnskab og teknologi fra ca. 1600-tallet og frem var mennesket i høj grad prisgivet naturen. Fra nordisk mytologi kender man fortællingen om, at det var guden Thor, der stod bag lyn og torden, når han kørte hen over himlen i sin vogn og svingede sin hammer (se Faktalink-artiklen "Vikinger"). Også andre kulturer og religioner har forklaret naturens fænomener som et spørgsmål om guddommelige kræfter. De indianske folk i Nordamerika dyrkede eksempelvis vidt forskellige religioner, men havde det fællestræk, at deres tro var dybt forankret i den omgivende natur. Det var såkaldt animistiske religioner, hvor man opfattede naturen som guddommeligt besjælet. I stedet for at tro på én almægtig gud, som man for eksempel gør i jødedom, kristendom og islam, mente man, at alt i naturen var levende – også naturfænomener som regn og torden. Indianernes religiøse praksisser gik derfor ud på at påvirke de forskellige ånder i naturen, for eksempel via den årlige soldans, som er en bøn for frugtbarhed for både mennesker og bisoner, indianernes vigtigste jagtbytte (se Faktalink-artiklen "Indianere i Nordamerika").

I de tre monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam forklares verdens skabelse med en almægtig Gud, og i nogle bibelske tekster bliver naturkatastrofer kædet sammen med 'Guds vilje', for eksempel i historien om de ti plager, Guds straf over Egypten i form af bl.a. sværme af græshopper og pest blandt dyrene, som det beskrives i Det Gamle Testamente, Anden Mosesbog, kapitel 7-12 (se kilder). I dag mener nogle arkæologer og klimatologer, at historien om de ti plager faktisk har rod i egentlige klimatiske ændringer i Egypten i oldtiden, skriver Kristeligt Dagblads online portal Kristendom.dk (se kilder).

Mennesket har altid forsøgt at påvirke og udnytte naturen omkring sig for at overleve, for eksempel ved at tænde ild og lave bål, ved at dyrke og høste jorden, udvikle fangstmetoder og holde kvæg. Romerriget (se Faktalink-artiklen "Romerriget") er et godt eksempel på en højt udviklet civilisation, som benyttede sig af teknologier, der forbedrede livet for mennesker. For eksempel konstruerede man i enhver større romersk by 'akvædukter'; stenbelagte og kunstige vandløb, som bragte vand ind til og rundt i byen.

Men man taler ofte om industrialiseringen som en periode i den vestlige verdens historie, hvor mennesket for alvor begyndte at udnytte naturens ressourcer og energi til at skabe større rigdom og velstand for sig selv. Historisk taler man om en industriel revolution, som startede i England i 1750 og op gennem 1800-tallet bredte sig til resten af Europa og USA. Den industrielle revolution er betegnelsen for en række teknologiske fremskridt – særligt opfindelsen af dampmaskinen – ved hjælp af hvilke, man formåede at effektivisere produktionen og forarbejdningen af varer, og som skabte nye, effektive transportmidler i form af damplokomotivet og dampskibet.

Industrialiseringen skabte ikke kun økonomisk vækst i samfundet, men ændrede også fundamentalt de sociale forhold. En af de mest markante forandringer var den enorme bevægelse fra land til by, også kaldet 'urbanisering'. I takt med industrialiseringen flyttede folk i stigende grad til byerne for at arbejde på fabrikker, hvilket desuden skabte tilsvarende behov for andre erhverv (se Faktalink-artiklen "Industrialiseringen").

De romantiske digtere fra sidst i 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet dyrkede først og fremmest individet og de store følelser, men en gren af romantikken – kaldet universalromantikken – dyrkede i høj grad også naturen som et nærmest helligt sted. Det var i naturen, at digtergeniet hentede inspiration og blev ét med verdensaltet. Ifølge den romantiske tænkning hang alle verdens fænomener sammen som én stor organisme, og kunstneren kunne fornemme denne sammenhæng. Den tyske filosof Friedrich von Schelling (1775-1854) formulerede det i en berømt sætning: “Ånden i naturen slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig selv bevidst i mennesket og når sin højeste udfoldelse i kunstneren” (se Faktalink-artiklen "Romantikken"). Et ikonisk billede på den romantiske forestilling om eneren, der kan gennemskue og fornemme verdens sammenhæng, er den tyske maler Caspar David Friedrichs maleri "Vandreren over tågehavet" (1818) (se kilder), hvor en nobel herre står på en bjergtinde og skuer ud over en tågedis. Han går ikke forvildet rundt i tågen; hans blik er tværtimod hævet op over den.

Blandt yngre danske forfattere har der desuden de seneste årtier været en optagethed af mennesket som krop, menneskets seksualitet og kroppens processer og forgængelighed. Denne tematik slås an allerede i mange af titlerne som i Olga Ravns digtsamling "Jeg æder mig selv som lyng" (2012), Bjørn Rasmussens roman "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet" (2011) og Kristina Stoltz' novellesamling "Et kød – erotiske fortællinger" (2012) (se Forfatterweb-temaet "Kroppen i litteraturen").

En del ny litteratur beskæftiger sig også med klimaforandringer og de udfordringer, som vi står over for som samfund på grund af disse forandringer. Det gælder blandt andet Theis Ørntofts digtsamling "Digte 2014" (2014), hvor digterjeget giver en dyster samfundskarakteristik: Vi har misbrugt naturen, og nu er vores samfund ikke på vej mod udvikling, men afvikling. Lignende samfundskritik finder man hos digteren Lars Skinnebach. Menneskets destruktive forhold til naturen danner også kulissen i Kristina Stoltz' roman "På ryggen af en tyr" (2014), hvor døde dyr skyller op på stranden efter et kæmpe olieudslip fra en supertanker. En nær fremtid med klimaforandringer er også udgangspunktet for handlingen i Charlotte Weitzes roman "Den afskyelige" (2016). Læs om forfatterne på Forfatterweb.dk (se kilder).

I det seneste årti er menneskets forhold til naturen i højere og højere grad blevet et omdrejningspunkt for 'det gode liv' (se Faktalink-artiklen "Kampen om det gode liv"). Bæredygtighed og økologi har i mange år været en naturlig del af livsstilen hos særligt den veluddannede og den kreative klasse i storbyen, men vækker mere og mere genklang over alt i den danske befolkning (se Faktalink-artiklen "Økologi"). Man oplever blandt andet økologi som et ansvarligt livsstilsvalg i forhold til for eksempel de klimaudfordringer, som verden står over for. I den sammenhæng har dansk madkultur (se Faktalink-artiklen "Madkultur – bæredygtig ny nordisk mad") undergået en mindre revolution og brandes internationalt af Michelin-restauranten Noma i København og Claus Meyers madimperium, som sætter bæredygtighed, økologi og lokale råvarer på menuen. En undersøgelse af danskernes mad- og måltidspraksis i 2017 viste ligeledes, at 43 % af alle danskere i et eller andet omfang dyrker deres egne grøntsager eller krydderurter. En ekspert i forbrugeradfærd, Flemming Birch, forklarer til DR (se kilder), at det er et udtryk for, at vi godt kan lide tanken om, at vi ved, hvor vores mad kommer fra.

Men nogle vælger også at gå mere radikalt til værks og søger tilbage til en mere primitiv livsstil, hvor forholdet til naturen opleves som endnu tættere og dermed mere rigtigt. I 2011 forlod forfatter og foredragsholder Andrea Hejlskov sammen med sin familie et trygt hverdagsliv i Danmark for at flytte ud i de svenske skove og leve et mere simpelt liv uden stress og jag. Her byggede familien deres eget bjælkehus helt fra bunden, uden rindende vand og varme og i første omgang helt uden internet eller anden teknologisk forbindelse til omverdenen. Andrea Hejlskov er en del af det, som er blevet kaldt 'autenticitetsbevægelsen', blandt andet beskrevet i artiklen "Kapitalisme-kritik helt ude i skoven" i Information (se kilder). Her udtaler Andrea Hejlskov, at vi i dag er slavebundet til en syg forbrugskultur: "Måske genopfinder kapitalismen sig selv og finder nye, smarte måder at bevare folket slavebundet – jo, jeg taler virkelig sådan – det kan jeg ikke udelukke. Men jeg håber det ikke. Jeg håber, vi river slørene væk fra øjnene, vågner op og skifter kurs."

Denne autenticitetsbølge og ønsket om at 'vende tilbage til naturen' er på sin vis også repræsenteret af et DR-program som "Bonderøven", hvis mantra er, at hans simple landliv ikke repræsenterer et ønske om "at vende tilbage til stenalderen, men blot gøre det mere enkelt", eller af DR-programmet sendt i 2016 om bondefamilien på Sydfyn, "Far, Mor og Børn", der går i bare tæer, hjemmeskoler deres børn og henter vand i en brønd i skoven. Andre underholdningsprogrammer er også en del af dette fænomen, f.eks. det nye program "Alene i vildmarken", hvor deltagerne – dedikerede friluftsmennesker – skal konkurrere om, hvem der kan overleve længst tid i den norske vildmark.

Vores udnyttelse af naturen har givet os komfortable liv, men skaber også problemer. I Danmark har det for eksempel i mange år været et problem, at gødning fra markerne løber ud i åer og vandløb og videre ud i fjorde. Forureningen af vandet er i varme sommerperioder med stille vejr en medvirkende årsag til, at der skabes iltsvind, og mange fisk dør. En anden miljøbelastning kan være olieudslip. Regelmæssigt hører man om en supertanker, der støder på grund og forurener omkringliggende kyststrækninger, hvilket går hårdt udover fugle- og havliv. Og i millionbyer, for eksempel i Kina, er forureningen af luften med farlige partikler direkte sundhedsskadelig, og mange mennesker går derfor rundt med masker for munden. Os fra fabrikker og biler lægger sig som en tæt dis over nogle byer, særligt på dage med skyer, som gør det ekstra svært for den farlige luft at trænge videre op i atmosfæren.

På globalt plan er et af de helt store miljøproblemer i dag udledningen af plastik i havene. En rapport fra World Economic Forum konkluderede i 2016 ifølge DR (se kilder), at hvis udviklingen fortsætter, vil der i 2025 være større mængder plastik i verdenshavene end fisk. Allerede i dag findes gigantiske øer af plastikemballage i både Stillehavet og Atlanterhavet, men lige så stort et problem er mikroplast, som man ikke kan se med det blotte øje. Problemet med plastikforureningen er, at fisk, fiskelarver og andre mindre organismer optager plastikken i deres føde, når det nedbrydes til nanoskopiske størrelser. Ifølge en artikel på Ingeniøren.dk (se kilder) mener forskere, at det kan have en negativ konsekvens for fiskenes reproduktionsevne og således påvirke hele fødekæden i havet. I forhold til, hvilke konsekvenser det har for menneskekroppen, hvis vi spiser fisk forurenet med mikroplast, mangler der stadig forskning. Man ved dog, at en række miljøgifte binder sig til plastikken og dermed udgør en potentiel risiko for vores helbred, hvis ikke giftene nedbrydes inden optagelse.

Siden industrialiseringens begyndelse i midten af 1700-tallet, er CO2-niveauet i atmosfæren steget drastisk som følge af massiv afbrænding af kul og olie til produktion af energi. I 1990'erne diskuterede man, hvorvidt den globale opvarmning skyldtes menneskets påvirkning, eller blot var en naturlig proces, men især efter årtusindeskiftet er forskere blevet enige om, at det er den menneskelige forurening, som er med til at skabe drivhuseffekten i atmosfæren, der opvarmer planeten (se Faktalink-artiklerne "Klimadebatten" og "Drivhusgasser"). Global opvarmning er heller ikke længere et fænomen, som kun videnskabsmænd observerer, men noget, som verdens befolkning i stigende grad bliver opmærksom på, på grund af stadigt voldsommere forandringer i klimaet: ekstremt vejr, oversvømmelser, tørker, svigtende høst og dyrearters uddøen. Mennesket har i løbet af de sidste par hundrede år udnyttet naturen så voldsomt, at der simpelthen er blevet skabt ubalance i vejrforholdene og i økosystemer på vores planet (se Faktalink-artiklen "Klimaforandringer").

Forskere taler om, at vi er indtrådt i en ny geologisk epoke, den antropocæne tidsalder, som er defineret af, at menneskelig aktivitet har enorm indflydelse på hele kloden og ikke blot vores nærmiljø. Den amerikanske rumfartsadministration NASA offentliggjorde for nylig en række satellitfotos af Jordens overflade og sammenlignede dem med fotos taget i 1985, hvilket viste markante ændringer i landskabet på grund af blandt andet voksende storbyer og skovrydning. Se billederne på DR's hjemmeside (se kilder).

Det er især det øgede befolkningstal i verden, der er med til at belaste klimaet, for når der er flere munde at mætte, skal der ryddes mere skov, produceres mere mad og andre forbrugsgoder. På Globalis.dk (se kilder) findes et søjlediagram over befolkningstallet i verdens lande i dag sammenlignet med tidligere år. Heraf fremgår det, at mens mange europæiske lande oplever befolkningsnedgang, er befolkningen i folkerige lande som Kina og Indien vokset eksplosivt de sidste 30 år.

Det er særligt afbrændingen af fossile brændsler som kul og olie, der belaster klimaet. Samtidig bruger vi mere og mere energi, blandt andet fordi forbruget af varer på verdensplan hele tiden stiger. Men der er måder, hvorpå man kan begrænse klimabelastningen. Som enkeltperson kan man f.eks. spare på energien ved at tage kortere varme bade eller man kan tage toget i stedet for at flyve. Fra politisk hold kan man lovgivningsmæssigt forsøge at påvirke folks adfærd ved for eksempel at gøre det billigere at benytte offentlige transportmidler eller ved at lægge afgifter på energi fremstillet ved hjælp af fossile brændstoffer.

Desuden kan man støtte produktionen af og bruge alternative energikilder som sol-, vind-, vand- og bølgekraft og jordvarme. I Danmark har vi i mange år benyttet os af vindenergi, men også solenergi bliver mere udbredt, særligt i Sydeuropa, hvor der årligt er rigtig mange soltimer. Også Kina er i gang med massivt at udbygge deres energisektor med alternative energiformer, blandt med gigantiske solcelleparker. I dag er Kina på verdensplan en af de helt store syndere i udledningen af CO2, fordi både deres befolkningstal og industrisektor de seneste år er vokset eksplosivt, men i 2020 planlægger kineserne at få 20 % af deres energi fra fornybare kilder. Det fremgår af artiklen "Kina bygger verdens største solcellepark" i Information (se kilder).

Endelig er også atomkraft en ren energikilde. Atomkraftværker leverer energi i mange lande som f.eks. England, Tyskland og Sverige, men atomkraft som energikilden vækker stor debat, fordi der er risici forbundet med radioaktivt materiale, blandt andet fordi det er svært at bortskaffe det radioaktive restaffald på sikker vis.

Som konsekvens af klimaforandringerne er der en øget bevidsthed om, at naturen ikke blot af et ubegrænset lager af ressourcer, som vi kan kontrollere og tage fra, men at naturen er et komplekst system af økosystemer og vejrsystemer, og at det kan udgøre en trussel for menneskets eksistens, hvis det bringes i tilstrækkelig ubalance. I forlængelse heraf peger nogle klimadebattører på, at omstillingen til et mere bæredygtigt samfund kræver et andet værdisæt, hvor vi ikke primært tænker i økonomisk vækst, men også i hvad der er miljømæssigt bæredygtigt. I stedet for et lineært produktionssystem, hvor varer produceres, forbruges og i sidste ende smides ud og ender på lossepladsen, bør vi ifølge disse debattører tænke i et cirkulært system, hvor ressourcer genanvendes i nye produkter (se Faktalink-artiklerne "Bæredygtighed og grøn omstilling" og "Genbrug og genanvendelse").

I et forsøg på at regulere menneskets forhold til naturens ressourcer og bremse klimaforandringerne har der især inden for de seneste årtier været en del politiske initiativer, blandt andet en række internationale klimakonferencer på initiativ fra FN. Den første internationale klimaaftale, Kyoto-aftalen fra 1992, udløber i 2020, og derfor var målet på klimatopmødet i Paris i 2015, COP21, at det internationale samfund skulle nå til enighed om en ny aftale. Det mundede ud i en aftale om at holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til niveauet ved industrialiseringens begyndelse sidst i 1700-tallet. Aftalen er dog blevet kritiseret for at være for ukonkret og indeholder for eksempel ikke specifikationer på, hvor mange procent de enkelte lande skal begrænse udledningen med (se Faktalink-artiklerne "COP21 i Paris" og "Klimapolitik").

Men at vedtage klimapolitiske målsætninger – særligt på internationalt plan – er vanskeligt, fordi omstillingen til en mere bæredygtig energiproduktion kræver økonomiske investeringer – f.eks. udvikling af alternativ energi som sol- eller vindenergi. Derfor har et af debatpunkterne på klimatopmøderne været, hvordan de rige vestlige lande kan kompensere de fattigere lande økonomisk. Ulandenes argument har været, at det er den vestlige verden, der siden industrialiseringens begyndelse er blevet rige på afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie, og at det derfor er Vesten, der solidarisk må betale den største pris for omstilling til mere bæredygtig energiproduktion på internationalt plan.

En række lægevidenskabelige landvindinger har ændret afgørende på menneskets forhold til naturen. Det gælder blandt andet opfindelsen af vaccinen. Opdagelsen af det moderne vaccinationsprincip i Europa skete ifølge en artikel på Videnskab.dk (se kilder) i England i 1774, hvor man observerede, at folk, der havde været udsat for smitte fra køer med kopper, ikke blev smittet, når epidemien rasede blandt mennesker. Den engelske læge Edvard Jenner lavede i de følgende år systematiske undersøgelser, og i Danmark nedsatte myndighederne i begyndelsen af 1800-tallet en vaccinekommission, som skulle sørge for, at befolkningen blev vaccineret, og siden har man blandt andet udviklet et stort børnevaccinationsprogram mod mæslinger og mange andre smitsomme sygdomme (se Faktalink-artiklen "Vaccinationer"). På verdensplan har man desuden udviklet vacciner til mange andre sygdomme, senest i forlængelse af ebola-epidemien i Afrika i 2014 (se Faktalink-artiklen "Ebola"). I december 2016 kunne Verdenssundhedsorganisationen (WHO) melde ud, at man nu havde en vaccine mod ebola, som virker med næsten 100 % sikkerhed – det skriver Ritzau i et telegram trykt i Politiken (se kilder). Til gengæld arbejder man stadig på at udvikle en vaccine mod hiv-virus (se Faktalink-artiklen "Hiv og aids").

I Danmark er der de seneste år opstået stigende mistillid til børnevaccinationsprogrammet, særligt den såkaldte MFR-vaccine, som beskytter mod blandt andet mæslinger og fåresyge, samt HPV-vaccinen, der beskytter mod livmoderhalskræft. Et af kritikpunkterne har været, at der i MFR-vaccinen er små mængder af aluminium og andre skadelige stoffer, og vaccinen har desuden været mistænkt for at være skyld i autisme – en mistanke, der dog har vist sig ikke at være berettiget. Den nye HPV-vaccine mod livmoderhalskræft til unge piger er blevet kritiseret for at have bivirkninger i form af bl.a. trætheds- og svimmelhedssyndromer (se Faktalink-artikel "Vaccinationer").

Et andet aspekt af menneskets forhold til natur, som lægevidenskaben har forandret, er reproduktion. I 1978 var det en sensation, da det første reagensglasbarn blev født, men i dag er kunstig befrugtning en implementeret og almindelig behandling i sundhedssystemet (se FaktaLink-artiklen "Kunstig befrugtning").

En tredje form for manipulation af naturen, som lægevidenskaben har udviklet, er organtransplantation på mennesker. Blandt andet lunger og hjerter kan transplanteres og fungere i en ny krop (se Faktalink-artiklen "Organdonation").

Siden forskerne i midten af 1900-tallet opdagede dna-molekylets sammensætning, har forskere i bioteknologi forsket i, hvordan man kan kopiere og omarrangere dna fra én organisme til en anden. Dette kaldes gensplejsning eller kloning (se Faktalink-artiklerne "Genteknologi" og "Kloning") og skaber hidtil usete muligheder for at omforme naturen ved at udvikle og forandre bakterier, planter, dyr og endda potentielt menneskekroppe. I USA har en virksomhed ved navn Glowing Plant for eksempel udviklet en selvlysende rose ved at blande dna fra ildfluer og roser. Og i forhold til kloning har man indtil nu klonet mindre dyr som mus og endda et får. Mens man endnu ikke har forsøgt at klone mennesker, eksperimenterer man dog i USA med at udvikle svin med menneskelunger, med henblik på, at disse lunger kan ’høstes’ og transplanteres til menneskelige patienter.

Genteknologi bruges også i fødevareproduktionen. Ved hjælp af genmodificering kan man avle kartofler, majs og andre afgrøder, som er mere modstandsdygtige over for insekter eller svamp, og på den måde i højere grad sikre, at en høst ikke slår fejl. De fleste genmodificerede afgrøder, som produceres og sælges som fødevarer, sælges dog uden for EU, fordi EU har nogle særligt strenge regler på området, som kræver risikovurdering af produkterne og efterfølgende overvågning. De skrappe EU-regler er et resultat af politisk og folkelig skepsis, idet der ikke findes tilstrækkelig viden om, hvad de gensplejsede afgrøder gør ved naturen eller vores helbred. I værste tilfælde kan genmodificerede planter udkonkurrere andre plantearter i et område og dermed skabe en utilsigtet ubalance i økosystemet.

I dag er forskere ved hjælp af genteknologi også i stand til at lave medicin, for eksempel insulin til sukkersygepatienter, ved at lave om på dna'et i bakterier og få dem til at producere insulin. I fremtiden håber forskere at kunne kurere alvorlige sygdomme ved at fjerne sygdomsanlæg fra kønsceller eller befugtede æg – også kaldet genterapi. Selvom lægevidenskaben altid har søgt at manipulere naturen i forhold til at forhindre sygdomme hos mennesker, er genterapien et endnu større og mere grænseoverskridende indgreb i naturens processer, fordi man med genterapi påvirker liv, der endnu ikke er blevet født samt de generationer, der kommer efter. Det vil sige, at genterapi er et irreversibelt indgreb – ikke blot i enkelte menneskers liv, men i hele generationer af mennesker.

Kunstig intelligens betegner det forhold, at man kan skabe så intelligente robotter eller maskiner, at de kan overtage nogle af menneskets mere avancerede arbejdsopgaver (se Faktalink-artiklen "Kunstig intelligens"). Man har endnu ikke skabt kunstig intelligens, der ligner menneskets måde at tænke på, men svage former for kunstig intelligens er allerede implementeret i vores hverdag. For eksempel har vi biler, som på nogle strækninger kan køre selv, og helt selvkørende biler er ved at blive udviklet. Et andet eksempel er installationer i huse, hvor man blot skal klappe med hænderne for at tænde lyset, musikken eller lignende. Og der findes softwaresystemer til computere, som kan forstå og reagere på, hvad mennesker siger, eksempelvis Apple’s Siri.

En af de nyeste opfindelser ifølge en artikel på DR (se kilder) er robotter med kunstig ’hud’, som kan føle ganske små udsving i temperaturer og dermed spore mennesker i nærheden. De schweiziske og italienske forskere bag projektet håber, at denne form for kunstig intelligens kan bruges i redningsarbejde, når mennesker for eksempel skal reddes ud af sammenstyrtede huse.

Nogle frygter, at vi på et tidspunkt udvikler maskiner, som er klogere end mennesket selv, og vil mennesket så fortsat være i kontrol? Men en langt mere sandsynlig og måske mere samfundsmæssig interessant konsekvens af kunstig intelligens er for eksempel, at mennesker i stigende grad vil blive arbejdsløse, fordi maskinerne vil kunne overtage rigtig mange arbejdsopgaver.

En del etiske spørgsmål melder sig i forhold til udviklingen inden for lægevidenskaben, bioteknologi og kunstig intelligens. I Danmark varetager Det Etiske Råd en vigtig funktion i forhold til at rådgive forskere og politikere samt skabe debat i samfundet om etiske problemstillinger, der opstår i takt med udviklingen inden for bioteknologi. De udtaler sig om alt lige fra fosterdiagnostik og abort til organdonation og genteknologi.

I forhold til kunstig befrugtning har det været diskuteret, hvorvidt det er rimeligt, at folk skal kunne 'designe' deres egen baby. Hvis en enlig kvinde eksempelvis modtager donorsæd, er det så etisk rigtigt at have mulighed for at til- og fravælge bestemte fysiske egenskaber? I dag er det muligt at vælge øjenfarve, men vil man i fremtiden også kunne vælge ud fra donorens intelligens? Desuden har der været debat om, hvorvidt man skal kunne fravælge et barn, hvis lægerne under morens graviditet diagnosticerer det med for eksempel Downs syndrom (se Faktalink-artiklen "Fosterdiagnostik"). Alle gravide tilbydes i dag en scanning, hvor det er muligt for lægerne at angive risikoen for, at barnet har Downs syndrom, og kombineret med andre test, bl.a. en blodprøve, kan man med meget stor sikkerhed afgøre, om barnet har Downs syndrom. Det giver forældrene mulighed for eventuelt at afbryde graviditeten inden abortgrænsen (se Faktalink-artiklen "Abort"). Mens mange er glade for denne mulighed, kritiseres det også, at man kan vælge et liv fra på denne måde. Et argument lyder, at man sagtens kan have et godt liv med et handicap.

I forhold til genteknologi er der også en række etiske dilemmaer. Hvis det på sigt er muligt at udvikle menneskelunger i svin (se Faktalink-artiklen "Genteknologi"), er det så etisk forsvarligt at bruge et dyr til at producere og høste lunger for at redde menneskeliv? Desuden er der en skepsis i forhold til, at man med genteknologi – både i forhold til genterapi og gensplejsning – piller ved naturens og menneskets byggesten. Det Etiske Råd udtalte sig i 2016 om genetisk modifikation af mennesker (se kilder): "Design af kommende mennesker overskrider en grænse, mennesker ikke bør overskride. At gøre det vil være at blande sig i den menneskelige natur på et mere detaljeret og mere præcist niveau, end man hidtil har været i stand til. Det udtrykker en holdning til naturen og det naturlige, som grundlæggende er forkert."

I forhold til f.eks. produktionen af genmodificerede fødevarer er frygten blandt andet, om man kan komme til at skabe ubalance i naturens egne økosystemer, hvis man manipulerer for meget med planterne. Fortalere peger dog på, at gensplejsning og udvikling af nye plantearter kan være med til at sikre menneskets overlevelse på Jorden i fremtiden, hvor vi får et anderledes klima på grund af global opvarmning.