Iran

Iran var i oldtiden et af verdens største og mest magtfulde riger. I dag spiller Iran en afgørende rolle på den globale scene. Iran har siden en revolution i 1979 været styret som en blanding af teokrati og demokrati, og landet opfattes internationalt som en problematisk aktør, fordi det har kapacitet til at udvikle atomvåben, og fordi det blander sig militært i en række konflikter i Mellemøsten.

     I 2015 indgik Iran og en række lande en aftale om, at Iran skulle stoppe sin udvikling af kernekraft til gengæld for, at de økonomiske sanktioner mod landet blev ophævet. Aftalen bragte håb om økonomisk vækst, men udviklingen gik ikke så hurtigt, som mange iranere håbede, og det var en del af baggrunden for, at der ved årsskiftet 2017/18 udbrød demonstrationer i en række iranske byer.

     I maj 2018 meldte USA sig ud af atomaftalen, og Iran meddelte til gengæld, at man ville genoptage sit atomprogram. Forholdet mellem USA og Iran blev herefter endnu mere anspændt, og det kulminerede omkring årsskiftet 2019/2020, da en iransk-støttet milits angreb en base i Irak og dræbte en amerikansk soldat, hvorefter USA lavede et droneangreb i Bagdad og dræbte en iransk general. Det fik Iran til at angribe internationale militærbaser i Irak, herunder en base med udstationerede danske soldater, og opsige atomaftalen.

     I september 2022 udløste en ung iransk kvindes død, mens hun var i moralpolitiets varetægt, en bølge af protester i mange iranske byer – både mod moralpolitiet, mod regimets kvindeundertrykkelse og mod regimet generelt. Regimet slog hårdt ned på demonstranterne.

Iran, frem til 1935 kaldet Persien, var et af oldtidens mest magtfulde riger. Fra omkring 1000 f.Kr. befolkede iranske stammer efterhånden det område, der i dag udgør det nuværende Iran, og i løbet a det 6. århundrede f.Kr. underlægger perserne sig Det Mediske Rige, Lilleasien, Babylonien og Egypten. Herefter regeres Persien af mange skiftende dynastier, bl.a. sassaniderne fra 3. århundrede f.Kr. I 600-tallet erobrer de muslimske arabere Persien.   Persiens og Irans historie med de mange skiftende dynastier og magthavere beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

Efter den arabiske erobring foregik der en tiltagende islamisering af Persien, som var underlagt mange skiftende dynastier og bl.a. i 300 år var underlagt mongolsk herredømme.   I 1500-tallet tog safaviderne, et shiitisk dynasti, magten, og under safaviderne oplevede Persien en blomstringstid, som kulminerede under shah Abbas 1. i 1588-1629. Safaviderne gjorde shiaislam til statsreligion og var gentagne gange i krig mod Osmannerriget, hvis magthavere var sunnimuslimer.   Persiens og Irans historie med de mange skiftende dynastier og magthavere beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

Iran erklærede sig neutralt under 1. Verdenskrig, og de sydlige dele af landet blev besat af Storbritannien. Fra 1925, hvor pahlavi-dynastiet kommer til magten, moderniseres Iran. I 1941 styrtes Reza Shah af de allierede, som mistænker ham for at være tyskvenlig, og frem til 1946 er Iran er besat af de allierede. Efter krigen samledes shahens modstandere i Den Nationale Front, ledet af en af Reza Shahs modstandere, Muhammad Mossadeq. Nationalisterne var fortalere for, at iranerne selv skulle overtage produktionen af olie, som et britisk selskab og siden den britiske stat havde siddet på siden begyndelsen af 1900-tallet. I 1951 nationaliserede Mossadeq olieindustrien, hvilket udløste en krise i forholdet til USA og Storbritannien. Da iranerne ikke selv var i stand til at producere og markedsføre olien, faldt statsindtægterne, og Mossadeqs politiske grundlag begyndte at smuldre. Hæren kunne derfor med aktiv støtte fra det amerikanske efterretningsvæsen fjerne ham ved et kup i 1953 og genindsætte shahen, hvorefter amerikanske selskaber fik del i den iranske olieproduktion. USA anså shahen for at være en garant mod kommunistisk magtovertagelse i Iran og støttede ham derfor økonomisk og militært og med opbygning af et hemmeligt politi.   Presset af USA gennemførte shahen en jordreform, som tilgodeså nogle få store jordejere på bekostning af millioner af småbønder og landarbejdere, som søgte ind til byerne, hvor arbejdsløsheden og fattigdommen steg. I samme periode fik kvinderne stemmeret, hvilket fik de religiøse retslærde til at kritisere shahen for at handle i strid med islam og førte til sammenstød mellem politi og demonstranter i den hellige by Qom i 1963.   Irans nyere historie beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

En af shahens hårdeste kritikere, ayatollah Ruhollah Khomeini, blev arresteret under demonstrationerne i Qom i 1963 og sendt i eksil i Irak. Herfra fortsatte han med at kritisere shahens styre og krævede, at Iran skulle styres efter en shiitisk ideologi, som satte islam og Koranen over de verdslige love og havde en religiøs autoritet som øverste instans. Hans popularitet i Iran voksede, både blandt småhandlende og håndværkere og blandt de fattige i slumkvartererne. Ikke-religiøse oppositionsgrupper begyndte desuden at se Khomeini som en mulig allieret i kampen mod shahstyret.   I 1978 var der sammenstød mellem demonstrerende studenter og politi i Qom, og protesterne mod shahen spredte sig til en række byer. USA pressede shahen til at komme demonstranterne i møde, men shahen tøvede og måtte efterhånden – da også arbejdere i olieindustrien og offentligt ansatte gik i strejke – indse, at han manglede opbakning i befolkningen. Shahen flygtede ud af landet i 1979, og Khomeini vendte hjem fra eksilet i Irak og indsatte sig selv som Irans nye leder. Monarkiet blev afskaffet, og en ny forfatning, der gjorde Iran til en islamisk republik, blev vedtaget.

I årene lige efter revolutionen var der voldsomme magtkampe mellem de grupper, der havde stået i opposition til shahen. De ikke-religiøse grupper og deres tilhængere var chokerede over islamiseringen af samfundet og af Khomeinis effektive monopolisering af magten.   I 1980 gik Irak under Saddam Hussein i krig mod Iran. Krigen, som varede otte år, kostede ifølge vestlige kilder ca. 400.000 mennesker livet og var med til at forarme begge lande.   Protest- og oppositionsbevægelser i Iran blev forfulgt, og mange blev fængslet og henrettet. Selv om der siden har været reformkræfter valgt ind i parlamentet, og der under flere præsidenter har været tilnærmelser til Vesten, har de konservative kræfter i Iran – også efter Khomeinis død i 1989 og Ali Khameneis overtagelse af embedet som den øverste religiøse leder – formået at bevare magten, bl.a. ved hjælp af Revolutionsgarden, efterretningstjenester og hemmeligt politi.   Opstande og protester i 1999 og 2009 førte ikke til det regimeskifte, som mange iranere håbede på, og heller ikke mange år med sanktioner fra det internationale samfund samt kritik fra bl.a. FN for brud på menneskerettighederne har ført til, at det iranske regime for alvor har været truet. Det politiske liv er præget af magtkampe mellem konservative kræfter og mere reformvenlige kræfter, mens den egentlige opposition, der ønsker præstestyret afskaffet, ikke får mulighed for at deltage i det officielle politiske liv.

Iran er en blanding af islamisk teokrati og demokrati. Iran blev erklæret som islamisk republik i 1979 efter en folkeafstemning om styreformen. Forfatningen fra 1979, der også var til folkeafstemning, og som stadig gælder i dag – med visse ændringer tilføjet i 1989 – er skabt med forbillede i den demokratiske franske forfatning fra 1958. Forfatningen indeholder desuden en række bestemmelser om økonomi, som er inspireret af en socialistisk revolutionær statsmodel baseret på en stærk national økonomi med kooperativer og arbejderråd. Endelig indeholder forfatningen bestemmelser, som baserer sig på revolutionens sejrherre ayatollah Khomeinis statsmodel, som bygger på islamisk sharia-lov. Disse bestemmelser slår fast, at præsteskabet og den øverste religiøse leder skal sørge for, at al lovgivning og administration er i overensstemmelse med præsteskabets fortolkning af islamisk lov. Det byder i praksis, at alle de demokratiske procedurer og aktører, bl.a. parlament, præsident, retsvæsen og offentlig administration, er underlagt det såkaldte Vogternes Råd samt den øverste religiøse leder. Den øverste religiøse leder kan blandt andet ophæve beslutninger, som er truffet af præsidenten og parlamentet. Desuden kontrollerer den øverste religiøse leder medierne. Forfatningens karakter og det iranske styres særlige kombination af teokrati og demokrati beskrives i artiklen ”Det betyder noget hvem iranerne vælger som præsident” i Kristeligt Dagblad 19. maj 2017 (se kilder).

Den særlige blanding af teokrati og demokrati betyder, at der er en del forskellige aktører, som har indflydelse på den politiske udvikling i Iran. Blandt de vigtigste er:

• Den øverste religiøse leder, kaldet rahbar. Den nuværende rahbar er ayatollah Ali Khamenei, der har siddet på posten siden 1989, da den daværende rahbar, ayatollah Ruhollah Khomeini, hovedarkitekten bag den islamiske revolution i 1979, døde. 
• Vogternes Råd: Den iranske grundlov fra 1979 slår fast, at islamisk lov, sharia, står over alle andre love i samfundet. Det er Vogternes Råd, der består af seks præster udpeget af den åndelige leder og seks jurister udpeget af parlamentet, som har ansvaret for at overvåge dette. Parlament, præsident, retsvæsen m.m. er underlagt Vogternes Råd, som f.eks. skal godkende alle kandidater til parlaments- og præsidentvalg og typisk kun godkender ganske få af de mange, der ønsker at stille op. Udover Vogternes Råd findes flere religiøse råd, herunder Ekspertforsamlingen. 
• Præsidenten har mindre magt end i mange andre republikker, idet han er underlagt den øverste åndelige leder og Vogternes Råd. Præsidenten vælges for fire år ad gangen ved demokratiske valg. Den forrige præsident, Hassan Rouhani, var kendt som moderat. Han blev valgt første gang i 2013 og genopstillede i 2017, hvor han vandt en jordskredssejr. Vogternes Råd, efterretningstjenesterne og Revolutionsgarden modarbejdede imidlertid mange af Rouhanis reformforslag, og de vælgere, der ønskede reformer, blev for en stor dels vedkommende hjemme, da der var præsidentvalg i 2021. Her blev den ultrakonservative Ebrahim Raisi valgt til præsident. Ved valget kunne Hassan Rouhani ikke stille op, og 600 andre kandidater havde også fået forbud mod at stille op. Kun 49 procent af de stemmeberettigede iranere afgav deres stemme.

• Parlamentet vælges for fire år ad gangen ved demokratiske valg. Ved valget til parlamentet i 2016 fik parlamentet en majoritet af moderate kræfter. Parlamentet er dog underlagt Vogternes Råd og den øverste åndelige leder og har derfor begrænset magt. Og ved et seneste valg til parlamentet i februar 2020 genvandt præstestyrets kandidater flertallet i parlamentet – og fik tilmed alle pladser, der var på valg i hovedstaden Teheran. Den store sejr skyldtes i høj grad, at mange reformivrige vælgere blev hjemme – kun 42 procent af de stemmeberettigede afgav deres stemme. 
• Revolutionsgarden er Irans mest magtfulde militære enhed og refererer direkte til Irans øverste leder. Den blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret og har siden fået tiltagende magt. Bl.a. er revolutionsgarden dybt involveret i den iranske økonomi og driver mange store virksomheder og fonde. Garden menes at tælle 125.000 mand, som primært løser sikkerhedsopgaver i Iran. En del af garden, al-Quds, opererer dog i udlandet. 
• Revolutionsgardens stigende magt har fået den danske Iran-forsker Ali Alfoneh til at konkludere, at Iran har udviklet sig fra et præstestyre til et militærdiktatur, idet det er revolutionsgarden – hverken præsidenten eller den åndelige leder – der fører Irans politik i Mellemøsten. Det fremgår af artiklen ”Irans valg handler om magt” i Kristeligt Dagblad 19. maj 2017 (se kilder).

Shiaislam er statsreligion i Iran, og præstestyrets fortolkning af shiaislam er udgangspunktet for lovgivning og samfundsliv. Ayatollah Khomeini udviklede en særlig shiitisk ideologi kaldet Wilayat al-Faqih (de retslærdes styre), som handler om, at det iranske præsteskab har en pligt til at lede den iranske stat, indtil islams frelserskikkelse, al-Mahdi, kommer tilbage ved dommedag.   Præsteskabets tolkning af shiaislam har bl.a. medført, at der er strenge regler for borgernes påklædning og adfærd i det offentlige rum, så det f.eks. er lovpligtigt for kvinder at dække håret, og et særligt religiøst politi har til opgave at holde øje med, at påklædningsreglerne bliver overholdt. Det er også forbudt at drikke alkohol, og under den muslimske fastemåned er det forbudt at spise, drikke og ryge i det offentlige rum.   Irans udenrigspolitik har i stigende grad fokus på at styrke shiaislam i Mellemøsten og udbrede en transnational shiitisk ideologi. Det ses bl.a. ved, at militser, som bevæbnes eller udsendes fra Iran, kæmper mod sunnimuslimske oprørsgrupper og hære i bl.a. Libanon, Yemen, Syrien og Irak. Denne udvikling beskrives i en artikel i Information 18. oktober 2017 (se kilder).   Omkring 89 procent af befolkningen tilhører ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) shiaislam, mens ni procent er sunnimuslimer, og kristne, jøder, zarathurstriere og bahaier udgør tilsammen cirka to procent.   Blandt det shiitiske flertal er der meget stor variation. Mens nogle iranere identificerer sig med præstestyrets tolkning af shiaislam, er mange meget uenige med regimets udlægning og fortolker selv religionen på en anden måde.   Både religiøse og etniske minoriteter undertrykkes og forfølges, selv om jøder, kristne og zarathustriere formelt er anerkendte minoriteter, og mange iranere, der tilhører minoritetsgrupper, er derfor flygtet til udlandet siden revolutionen i 1979.   En oversigt over de etniske og religiøse minoriteter i Iran og deres vilkår findes på hjemmesiden for organisationen Minority Rights Group (se kilder).

Irans økonomi er i høj grad baseret på indtægter fra olie, gas, landbrug og serviceydelser, og det gør økonomien sårbar over for udsving i olie- og gaspriser. Desuden har landet i en årrække været underlagt FN-sanktioner, som betød, at Iran ikke måtte eksportere olie og gas. Da der blev indført FN-sanktioner i 2011, faldt bruttonationalproduktet formodentlig med op til 20 procent, og inflationen nåede op på 40 procent. Det fremgår af en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om atomaftalen mellem Iran på den ene side og bl.a. USA på den anden.   Efter FN-sanktionerne blev fjernet i 2015, forbedredes økonomien, fremgår det af en kronik i Politiken 26. maj 2017 (se kilder): Inflationen blev bragt ned fra 35 procent i 2013 til 7,5 procent i 2017, og mens bruttonationalproduktet havde en negativ vækst på 7 procent i 2012, var væksten i 2016 på 4,5 procent.

     Verdensmarkedets lave priser på olie og gas har dog begrænset den økonomiske vækst, som iranerne forudså ville blive et resultat af ophævelsen af sanktionerne, og især på landet oplever den fattige del af befolkningen ikke den fremgang, de havde håbet på. De seneste par år er inflationen dog steget igen, og i august 2022 var den på omkring 52 procent.

Iran er ikke en velfærdsstat med et stærkt offentligt socialt sikkerhedsnet. Iranerne er generelt afhængige af familiens hjælp, og det er almindeligt, at man understøtter mange familiemedlemmer med sin indtægt.   Sundhedssystemet er dog i løbet af de seneste år blev forbedret betydeligt, levealderen er stigende, analfabetismen stort set udtrykket, og et stigende antal unge studerer på universitetet. Samtidig er arbejdsløsheden imidlertid ifølge en kronik i i Politiken 26. maj 2017 (se kilder) steget de seneste år – fra 10,1 procent i 2013 til 12,1 procent i 2017, og blandt de unge er andelen af arbejdsløse omkring det dobbelte. Andelen af fattige er også steget, og uligheden er stigende, fordi den økonomiske vækst især kommer middelklassen i byerne til gode, mens den fattige landbefolkning ikke mærker de store forbedringer.   De sociale forhold i Iran er desuden præget af styrets fortolkning af shiaislam, som sætter skarpe grænser for især kvinders udfoldelsesmuligheder i det offentlige rum og begrænser omgangen mellem mænd og kvinder. Siden den islamiske revolution i 1979 har der været strenge regler for, hvordan piger og kvinder over ni år skal klæde sig, og kvinder, der bryder reglerne, risikerer anholdelser og forskellige former for straffe. Ifølge en nyhedsartikel fra Ritzau 28. december 2017 (se kilder) bliver der dog lempet en smule på forholdene, så politiet ikke længere vil anholde kvinder, som overtræder påklædningsreglerne. I stedet skal kvinder, der bryder reglerne, gå til en slags undervisning, som politiet forestår, og hvor kvinderne skal lære korrekt påklædning.   De yngre iranske kvinder har længe forsøgt at flytte grænserne for de officielle regler for påklædning. Blandt andet har mange ladet deres tørklæder hænge løst, så ikke alt hår dækkes, eller de har taget frakker på, som kun går til lige under knæene. Men de senere år har regimet strammet grebet om kvindernes rettigheder, og det særlige moralpoliti, der skal sikre, at bl.a. reglerne om korrekt påklædning bliver overholdt, er begyndt at slå hårdere ned på kvinder, som ifølge deres vurdering bryder reglerne.

Iran har en rig kultur, som går langt tilbage. Persisk musik satte efter arabernes erobring af Persien sit præg på store dele af den arabiske verden, men på grund af shiitiske herskeres negative holdning til musik blev den persiske musik og musikteori i en periode fra 1500-tallet ikke udviklet ret meget.

I 1900-tallet opstod der i Iran en stærk interesse for vestlig musik. Litteraturen har også en lang historie i Persien, som især er kendt for sin poesi. Efter islamiseringen satte sufier (islamiske mystikere) i høj grad deres præg på digtekunsten, og mange iranere kan i dag recitere mange persiske digte. I nyere tid er der også udviklet en moderne litteratur i Iran, som helt har brudt med de traditionelle former. Den mest kendte er nok den kvindelige poet Forough Farrokhzad (1935-1967), der forargede et konservativt Iran med sin sanselige poesi, hvor kvinden blev fremstillet med en aktiv seksualitet og et stærkt begær. I hele 1900-tallet har iranske forfattere været underlagt censur, hvilket har betydet, at mange har udviklet et kreativt formsprog, hvorigennem de indirekte kan udtrykke kritik af de eksisterende samfundsforhold.

     Også iranske filminstruktører har været udsat for censur og forfølgelse, og en del af de mest internationalt anerkendte iranske filmskabere i nyere tid får sjældent deres film vist i Iran.

     Generelt er udenlandske film stadig forbudt.   Uddybende beskrivelser af den historiske udvikling inden for iransk billedkunst, arkitektur, musik, litteratur og film findes på Gyldendals Den Store Danske under opslaget ’Iran’ (se kilder).

Irans økonomi er efter nogle års bedring igen i problemer med bl.a. en meget høj inflation, og det skaber frustration i en stor del af befolkningen.   Desuden er der fortsat store problemer med undertrykkelse af kritikere af regimet, religiøse og etniske minoriteter samt kritiske journalister.   Iran har også problemer med høj ungdomsarbejdsløshed, med narkomisbrug og med forurening af forskellig slags, bl.a. er hovedstaden Teheran en af verdens mest forurenede, og i sommermånederne kan smoggen blive så slem, at børnehaver og skoler må lukke på grund af luftforeningen. Den voldsomme forurening hænger bl.a. sammen med den ringe offentlige transport, som betyder, at mange af de omkring ni millioner indbyggere i hovedstaden ikke har noget reelt alternativ til privatbilisme.

Protesterne begyndte torsdag den 28. december 2017. Her gik indbyggere i Irans næststørste by, Mashhad, på gaden i protest over de dårlige økonomiske forhold. Demonstrationerne var en direkte reaktion på, at regeringen havde meldt ud, at man ville fjerne den uddeling af gratis fødevarer, som mange fattige husholdninger havde klaret sig på. I de næste dage spredte protesterne sig til andre dele af landet, dog kun i mindre omfang til hovedstaden.   Baggrunden for protesterne var, at priserne på fødevarer i de sidste tre måneder op til protesternes start var steget med cirka 15 procent, og at store grupper af pensionister desuden ikke havde fået udbetalt folkepension.   De første protester var primært rettet mod landets regering og den daværende præsident Hassan Rouhani, fordi han i sine valgløfter havde sagt, at de penge, der ville komme til landet som følge af de ophævede sanktioner efter atomaftalen, ville komme almindelige iranere til gode. Efterhånden blev nogle af demonstrationerne rettet mod styret som helhed. Demonstranterne var ikke organiseret, sådan som de var det under f.eks. den såkaldt grønne revolution i 2009, og blandt dem var både unge, arbejdsløse, fattige og pensionister. Demonstranternes baggrund og deres krav beskrives i en leder i Kristeligt Dagblad 7. januar 2018 (se kilder), og en oversigt over protesternes udvikling og primære årsager findes i et Ritzau-telegram fra 3. januar 2018 (se kilder).

Regimet satte store politistyrker ind mod demonstranterne, og på sociale medier blev der delt videoer af politivold. Mindst 21 personer blev dræbt under sammenstød mellem demonstranter og politi, og over 1.000 blev anholdt. De iranske myndigheder forbød adgang til to sociale medier, som demonstranterne benyttede sig af.   Den øverste åndelige leder, Ali Khamenei, udtalte, at urolighederne var iværksat af udenlandske kræfter. Præsident Rouhani derimod reagerede ved at slå fast, at borgene har ret til at demonstrere, men bør gøre det fredeligt. Han tog desuden initiativ til, at restriktionerne mod sociale medier blev ophævet igen, ligesom han samlede parlamentet for at søge svar på, hvad der var sket med de over 1.000 anholdte.

Fredag den 15. september døde en 22-årige iransk-kurdisk kvinde, Mahsa Amini, af et hjerteanfald, efter at hun havde været i det iranske moralpolitis varetægt i tre dage. Hun blev anholdt i Teheran for ikke at have dækket alt sit år med sit hovedtørklæde, og ifølge øjenvidner blev hun pryglet af moralpolitiet, så hun gik i koma og døde tre dage senere. De iranske myndigheder hævdede, at Mahsa Amini døde på grund forudgående hjerteproblemer, men det har hendes familie afvist. Mahsa Aminis død forårsagede demonstrationer og protester, der i løbet af få dage spredte sig til omkring 80 iranske byer – og siden også til bl.a. Syrien. Under demonstrationerne klippede kvinder deres hår af og brændte deres tørklæder, mens både kvinder og mænd råbte slagord mod moralpolitiet og siden også mod det iranske regime generelt.

Ifølge lektor og Iran-ekspert ved Københavns Universitet Rasmus Elling har man ikke set så store og udbredte demonstrationer for kvinders rettigheder i Iran siden den islamiske revolution i 1979: ”Sidste gang, man så noget lignende, var i marts 1979, hvor tusindvis af kvinder gik på gaden i Teheran i forbindelse med kvindernes internationale kampdag, fordi der gik rygter om, at der var regler på vej om lovpåbudt hijab i det offentlige rum,” siger han ifølge DR-artiklen ”Protester i Iran spreder sig: Kvinder smider tørklædet og brænder det på åben gade” (se kilder). I artiklen påpeger han desuden, at de nuværende protester også adskiller sig ved, at mange mænd denne gang viser deres støtte: ”Det er spektakulært at se store grupper af mænd, der bifalder og hjælper kvinderne med protesterne. Det viser en forandring i den politiske protestkultur i Iran og beviser, at der er en bred utilfredshed i befolkningen over tingenes tilstand,” siger Rasmus Elling.

De iranske myndigheder har slået hårdt ned på demonstranter, og i løbet af den første uges protester var mindst 50 personer blevet dræbt. Myndighederne slukkede desuden for en stor del af internettet i landet og for de populære sociale medieplatforme Instagram og WhatsApp. Flere menneskeretseksperter har advaret om, at da internettet blev lukket ned under protester i Iran i november 2019, blev et stort antal mennesker dræbt.

I 2015 indgik Iran en aftale med USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Kina, Rusland og EU. Aftalen gik ud på, at Iran skulle afvikle centrale dele af sit atomprogram, og til gengæld skulle en del af omverdenens sanktioner mod landet ophæves. Formålet med aftalen var at undgå, at iranerne udvikler atomvåben, og samtidig sikre, at Iran kunne træde ind i den internationale økonomi.

Atomaftalen blev forhandlet på plads af blandt andre USA’s daværende præsident Barack Obama og trådte i kraft i januar 2016. Den daværende præsident Rouhani var fortaler for atomaftalen og argumenterede over for den iranske befolkning med, at en aftale ville betyde en klar forbedring af Irans økonomi, fordi Iran ville blive integreret i den globale økonomi ved igen at kunne eksportere gas og olie og ved at kunne tiltrække udenlandske investeringer. Det er lykkedes dog ikke Rouhani at skabe så store økonomiske og sociale forbedringer, som mange iranere mente, at de blev stillet i udsigt, og det betyder, at Rouhanis popularitet dalede i hans præsidentperiode frem til juni 2021, hvor Ebrahim Raisi overtog præsidentposten.

Iran er præget af et problematisk forhold til bl.a. USA, Israel og Saudi-Arabien. Forholdet til disse lande er blevet forværret gennem de senere år, fordi de tre lande opfatter Irans aktive deltagelse i en række konflikter i Mellemøsten som meget problematisk. Med Donald Trump som amerikansk præsident blev forholdet til USA igen forringet.

Indtil den islamiske revolution i 1979 var Iran sammen med Israel USAs vigtigste allierede i Mellemøsten. Men siden revolutionen i Iran i 1979 har forholdet mellem Iran og USA været meget anspændt, ikke mindst siden iranske studerende i 1979 besatte den amerikanske ambassade i Teheran og tog en gruppe mennesker på ambassaden som gidsler, som først blev frigivet efter 444 dage.

Iranske ledere har brugt meget tid og mange kræfter på at tegne et billede af amerikansk livsstil som en trussel mod iransk moral og kultur. Senest har regimet – i forbindelse med demonstrationer i landet ved årsskiftet 2017/18 – besluttet at forbyde engelskundervisning i iranske grundskoler for at forhindre en ”kulturel invasion”.   Siden 1980erne har samtlige amerikanske præsidenter vurderet, at et atombevæbnet Iran ville udgøre en trussel mod USAs og dets allieredes sikkerhedsinteresser. Desuden har USA i en årrække klassificeret Iran som en stat, der yder støtte til terroraktioner uden for dets grænser – bl.a. via Hizbollah i Libanon og Hamas i de palæstinensiske områder.   USAs tidligere præsident Barack Obama var en af hovedaktørerne i forhandlingsforløbet, som i 2015 førte til en atomaftale mellem Iran og en række vestlige lande. Obamas ønske om at få denne aftale forhandlet på plads var ifølge politiske iagttagere baggrunden for, at Obama ikke udtalte støtte til den iranske oppositionsbevægelse, Den grønne bevægelse, da der var voldsomme protester mod regimet i Iran i 2009.   Forholdet mellem USA og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder).

De senere år har USA opbygget en ny anti-iransk front med Saudi-Arabien og Israel, og efter at truslen mod Islamisk Stat blev mindre, udpegede USA Iran som sin nye hovedfjende. Allerede i efteråret 2016 indførte USA sanktioner mod Revolutionsgarden på grund af de aktioner, som den udfører og støtter via shiitiske militser i bl.a. Syrien, Yemen og Irak. I april 2019 annoncerede den daværende amerikanske præsident, Donald Trump, at USA opfattede Revolutionsgarden som en terrororganisation.   Trump truede fra begyndelsen af sin præsidentperiode med at opsige atomaftalen, da han – modsat Det Internationale Atomenergiagentur – ikke mente, at Iran overholdt betingelserne i aftalen, og han har kaldt Iran ”en terroristnation som få andre”. Irans øverste åndelige leder, Ali Khamenei, gentog til gengæld, som reaktion på Trumps trusler om at opsige atomaftalen, at USA er Irans fjende nummer et.   I maj 2018 bekendtgjorde Trump, at USA trak sig ud af atomaftalen, og et års tid efter meddelte Iran, at landet ville øge produktionen af beriget uran – i strid med atomaftalen. Få dage efter bekendtgjorde USA, at man havde sendt bombefly til Mellemøsten, og at et hangarskib var på vej på grund af truslerne fra Iran. Herefter kom en periode med flere sammenstød. Flere skibe blev angrebet i Den Persiske Golf, og Iran mistænktes for at stå bag. Både USA og Iran nedskød droner, der tilhørte modparten.   Det anspændte forhold mellem Iran og USA fra 1953 til januar 2020 beskrives i en tidslinje på Kristeligt Dagblads hjemmeside den 8. januar 2020 (se kilder).

Den 27. december 2019 blev en amerikansk militærbase i Irak angrebet af en iransk-støttet milits, Kataib Hizbollah. En amerikansk militærmand blev dræbt, og adskillige amerikanske og irakiske militærfolk blev såret. USA vurderede, at den iranske general Qassem Soleimani havde planlagt angrebet og var i gang med at planlægge flere angreb på amerikanske militærfolk og diplomater i Mellemøsten. USA svarede igen ved at angribe Kataib Hizbollah-militsen i Irak og Syrien fra luften og dræbe mindst 25 af gruppens krigere, og den 3. januar 2020 bombede en amerikansk drone to biler ved Bagdads internationale lufthavn og dræbte ved angrebet den Qassem Soleimani, den øverstkommanderende i Quds-styrken, en specialenhed i Irans Revolutionsgarde. Quds-styrken har bl.a. støttet præsident Assad i Syrien og haft stor betydning for det syriske regimes sejre i krigen i Syrien, ligesom Soleimani menes at være manden bag den iransk-støttede Hizbollah-milits’ voksende magt i Libanon og flere shiitiske militsers øgede styrke i Irak. Det var med andre ord en meget vigtig mand, USA dræbte. Mellemøstkendere vurderede, at det svarede til, at en fremmed magt havde dræbt USAs vicepræsident.   Iran svarede efter et par dage igen ved affyre missiler mod en luftbase i det vestlige Irak, hvor der var både amerikanske og danske soldater udstationeret, og mod en base i den nordlige, kurdiske del af landet. Angrebet fik den danske regering til at beslutte midlertidigt at flytte sine soldater ud af Irak. Iran meddelte, at man ikke ville leve op til alle dele af atomaftalen, så længe de øvrige parter ikke gør det.   Natten til den 8. januar styrtede et ukrainsk passagerfly ned blot syv minutter efter, at det var lettet fra Irans hovedstad, Teheran, og alle 176 ombordværende blev dræbt. Efterfølgende viste det sig, at flyet var blevet skudt ned af et iransk jord-til-luft-missil. Den iranske regering indrømmede efter først at have nægtet det, at flyet var blevet skudt ned, men forklarede, at det var sket ved en menneskelig fejl.

     Udviklingen omkring årsskiftet 2019/2020 beskrives i en tidslinje på Kristeligt Dagblads hjemmeside den 8. januar 2020 (se kilder).

Præsident Joe Biden har forsøgt at genoplive dialogen med det iranske styre og har haft samtaler med præsident Ebrahim Raisi. Joe Biden har fra begyndelsen af sin præsidentperiode erklæret, at en fornyet atomaftale med Iran er højt på hans liste, og i juni 2022 forsøgte forhandlere fra USA og Iran at møde hinanden i en ny atomaftale. Parterne måtte dog forlade forhandlingerne i Doha i Qatar uden en aftale, bl.a. fordi amerikanerne nægter at fjerne Irans Revolutionsgardes Sikkerhedsstyrke fra sin liste over internationale terrororganisationer. Under et besøg i Mellemøsten i juli lagde både Israel og USA op til, at man vil arbejde på at få en fornyet atomaftale i stand med Israel.   USA fastholder sine økonomiske sanktioner mod Iran, og Joe Biden håber, at sanktionerne – og det deraf store pres på Irans økonomi – vil kunne motivere det iranske regime til at indgå en ny atomaftale.   Det fremgår af en artikel på TV 2’s hjemmeside den 14. juli 2022 (se kilder).

Israel anser Iran for at være sin hovedfjende, fordi Iran nægter at anerkende Israel som en stat, og fordi styret i Iran støtter oprørsbevægelserne Hizbollah i Libanon og Hamas i Gazastriben, som begge retter angreb mod Israel. På grund af risikoen for, at Iran udvikler atomvåben, anser Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, Iran for at være den alvorligste trussel mod den israelske stat, og i Netanyahus tid som leder i Israel har israelsk militær bombet iranske militærbaser i Syrien. Israel ønsker desuden, at Iran helt skal tilintetgøre sine atomanlæg og ikke blot bremse udviklingen af sit atomprogram.   Forholdet mellem Israel og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om baggrunden for atomaftalen mellem Iran og en række vestlige lande, der trådte i kraft 1. januar 2016.

EUs forhold til USA har været præget af både tilnærmelser og afstandtagen. I omkring ti år frem til indgåelsen af atomaftalen i 2015 fulgte EU ifølge en kronik i Politiken 26. maj 2017 (se kilder) USAs politik om at ”presse, isolere og sanktionere Iran”, men er herefter gået over til en såkaldt ”kritisk dialog” med Iran. EU brugte mange kræfter på at få forhandlet atomaftalen på plads, og det skyldes ifølge en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) især, at EU-landene ønskede at få ophævet det forbud mod import af olie fra Iran, som blev indført i 2012. Inden da havde Iran nemlig været den syvendestørste olieeksportør til EU.   EUs skiftende udenrigschefer flere gange understreget, at man ønsker at fastholde og genetablere atomaftalen, fordi den holder styr på det iranske atomprogram og dermed er med til at gøre verden mere sikker ved at forhindre yderligere spredning af atomvåben. EU støttede den forrige præsident Rouhini, som var med til at forhandle atomaftalen på plads, og bl.a. Amnesty International kritiserede EU for ikke at være kritisk nok over for de menneskerettighedskrænkelser, som fandt sted i Iran under Rouhinis præsidentskab.   Iran truede på sin side i november 2017 med at ville øge rækkevidden på sine langtrækkende missiler, så de kunne nå Europa, hvis Europa truede Iran.

Inden forhandlingerne om atomaftalen begyndte i 2014, støttede Ruslands præsident Vladimir Putin FN-sanktionerne mod Iran og bidrog også til at få aftalen i stand samt var medunderskriver på den. Putins støtte til aftalen skyldtes primært, at Rusland ikke ønskede at få flere atommagter i sit nærområde, og det opvejer det faktum, at Rusland blev økonomisk udfordret af, at Iran efter aftalens indgåelse kunne træde ind på det globale oliemarked igen, da de to lande konkurrerer om salg af olie.   Rusland og Iran har de senere år desuden været allierede i kampen for at bevare Syriens diktator præsident Assad på posten og har sammen støttet det syriske regimes styrker.   Forholdet mellem EU, Rusland og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om baggrunden for atomaftalen mellem Iran og en række vestlige lande.

Iran har siden revolutionen i 1979 udført aktioner i udlandet for at ramme sine fjender. En særlig afdeling af den iranske revolutionsgarde opererer i udlandet ved at støtte, træne og oprette militser, som kæmper på shiitisk side, og i de senere år er denne praksis blevet betydeligt styrket.   Revolutionsgarden rekrutterer og træner ikke blot iranere, men også titusinder af unge mænd fra lande som Irak, Libanon, Pakistan, Afghanistan, Usbekistan og Yemen, som efter militær træning og religiøs skoling bliver sendt i krig i lande som Irak og Syrien. Desuden er der forlydender om, at afghanske flygtninge – herunder børn og unge – i Iran presses til at gå ind i disse militser mod til gengæld at få opholdstilladelse i Iran.   Iran, der har stået på Syriens præsident Bashar al-Assads side i den syriske borgerkrig samt støtter den irakiske regering, var et af de første lande, der gik ind i kampen mod Islamisk Stat, og iransk finansierede shiamilitser har generobret byer fra Islamisk Stat i både Syrien og Irak. Desuden har Revolutionsgarden støttet shiitiske houthi-krigere i Yemen med våben og militærrådgivning i deres kamp mod Saudi-Arabien. Den tiltagende konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien om herredømmet i Mellemøsten har også givet sig udslag i, at iranerne støtter et shiitisk mindretal i den østlige del af Saudi-Arabien, der modarbejder den sunnimuslimske regering i Riyadh.   Ifølge militæranalytikere, som refereres i en artikel i Information 18. oktober 2017 (se kilder) fandtes der på daværende tidspunkt mindst 200.000 iransk rekrutterede og trænede shikrigere i forskellige militser i Mellemøsten. Desuden støtter Iran de palæstinensiske guerillaorganisationer Hamas og Islamisk Jihad, der bekæmper Israel fra Gaza.

Det er vanskeligt at forudse, hvordan Iran vil udvikle sig. For selv om en stor del af den iranske befolkning tydeligvis er utilfredse med den økonomiske og sociale udvikling og med regimet generelt, er der ikke udsigt til, at regimet vil blive væltet. Protesterne, som udviklede sig omkring årsskiftet 2017/18, døde ud igen efter et par uger, og i en analyse af situationen i Politiken 2. januar 2018 (se kilder) refereredes BBCs mellemøstredaktør, Jeremy Bowen, for, at der næppe var en ny iransk revolution i gang, men at ”protesterne viser, hvor utilfredse iranere er med deres liv, stigende fattigdom og regimets undertrykkelse”.   Protesterne, som er brudt ud i kølvandet på en 22-årige kvindes død i moralpolitiets varetægt i september 2022 er på tilsvarende vis ifølge eksperter et klart bevis på, at store dele af befolkningen er utilfredse med regimet. Men eksperterne har svært ved at vurdere, hvor stor en del af befolkningen, der reelt bakker op om protesterne – og tør at vise deres utilfredshed. Da regimet tilsyneladende er parat til at bruge meget hårde metoder for at slå demonstrationerne og protesterne ned, er sandsynligheden for, at det vil lykkes at vælte regimet, svært at vurdere, siger Iran-ekspert ved Københavns Universitet Rasmus Elling i DR-artiklen ”Protester i Iran spreder sig: Kvinder smider tørklædet og brænder det på åben gade” (se kilder).