Kildekritik

Kildekritik er en nødvendig disciplin, når man skal tilegne sig viden. Kildekritik er også afgørende for at forstå, at beskrivelsen om alt fra historiske begivenheder til aktuelle begivenheder og temaer er en redigeret udlægning af virkeligheden. Og den må man forholde sig kritisk til for at opnå en så nuanceret forståelse som muligt. Gennem historien har der været mange eksempler på, at magthavere eller andre har fordrejet beskrivelser af virkeligheden til deres egen fordel. Men også i dag er der mange eksempler på manipulation af fakta, blandt andet i form af falske nyheder – eller fake news som de også kaldes. Samtidig giver internettet mulighed for, at stort set alle kan udgive deres egen version af virkeligheden, og med udviklingen og udbredelsen af kunstig intelligens, såkaldt AI-teknologi, er det blevet lettere end nogensinde før at skabe alt fra videoer, lydfiler og tekster, der giver sig ud for at være ægte, men som er kunstige fremstillinger af virkeligheden. Så kildekritik er mere nødvendig end nogensinde.

Kildekritik er et centralt begreb i historievidenskaben. De tyske historikere B.G. Niebuhr og Leopold von Ranke anses for at være grundlæggerne af kildekritikken, som de definerede i starten af 1800-tallet. Oprindeligt havde den blot til formål at fastslå, om en historisk kilde var troværdig eller ej. Senere nuancerede blandt andre den danske historiker, professor ved Københavns Universitet og rigsarkivar Kristian Sophus August Erslev begrebet, fremgår det af opslagsværket Den Store Danske

. Som professor udarbejdede Erslev efter tysk forbillede blandt andet en række læresætninger om kildekritik. Denne kildekritiske metode har i høj grad formet dansk historieforskning, fremgår det af Den Store Danske. Kildekritik indebærer ifølge denne tradition og metode at forholde sig kritisk og analytisk til kilderne – det vil sige at vurdere, i hvilket lys deres udsagn skal ses. At foretage kildekritik handler derfor om at stille de rigtige spørgsmål til kilderne for at kunne vurdere deres udsagn. Kildekritik handler blandt andet om at forholde sig til, hvem afsenderen er, kildens troværdighed, hvordan kildens udsagn blev til, forfatterens forudsætninger og den historiske sammenhæng, som kildne er opstået i. Det kan man læse i ”Kildekritikkens Ordbog” på Københavns Universitets hjemmeside

.

Kildekritik er vigtig, fordi de informationer, vi bliver præsenteret for, er med til at skabe vores billede af den verden, vi lever i. Og det er det billede, der danner grundlag for vores handlinger og forestillinger om det samfund, vi er en del af, og den historie, vi er rundet af. Derfor er det altafgørende for vores evne til at kunne agere oplyst i samfundet, at vi udvikler en kritisk sans over for den viden og de oplysninger, vi bliver præsenteret for. I dag indgår det at søge, udvælge og kritisk vurdere information i en lang række fag i folkeskolen og på gymnasiet. Også på bibliotekerne anser man det for meget vigtigt at styrke borgernes kritiske sans. I artiklen ”Til kamp mod fake news” i Politiken

  siger formand i Danmarks Biblioteksforening Steen Bording Andersen: ”Vi kan ikke standse fake news. Men det handler om at sige: Du skal ikke tro på hvad som helst. Du skal have en sund kritisk sans, og du skal være opmærksom på, hvem afsenderen er. Og om der er noget, der tyder på, at det er enten rigtigt eller forkert.”    Ifølge artiklen mener Pierre Collignon, der nu er chefredaktør på Berlingske og nu har forsket  i fake news på SDU, at vi allerede er godt på vej i kampen mod f.eks. de falske nyheder: ”Hvis man anskuer vores sociale medier og vores demokratiske debat som en organisme, har den lært sygdommen at kende og er ved at udvikle en immunitet, hvor man kaster sygdommen væk, og hvor kroppen reagerer af sig selv. Hvis vi kan udvikle de evner alle sammen, kan vi løse rigtig meget.”

At vurdere en kildes ægthed handler om at vurderer, om kilden er udtryk for, hvad den giver sig ud for at være. Er den ikke, kaldes den en forfalskning eller en uægte kilde. En uægte kilde er som regel fremstillet med et bestemt formål for øje – ønsket om at ville narre eller bedrage nogen, fordi det vil gavne forfalskerens sag eller dagsorden. Selv om en kilde er uægte, kan den dog ofte bruges til at sige noget om den tid, den er opstået i, og om den person eller de personerne, der står bag. F.eks. blev den franske præst Grandier i 1632 anklaget for at have solgt sin sjæl til djævelen. Beviset blev fremlagt ved en retssag i form af et dokument; kontrakten med Djævelen. Grandier blev dømt til døden og brændt. På den måde siger denne uægte kilde meget om denne tids tro. Det kan man læse på Gyldendals hjemmeside med viden om blandt andet kildekritik henvendt til elever fra 7.-9. klasse

.

I historievidenskabens kildekritik arbejder man med begreberne levn og beretning. Alle kilder er levn fra den bestemte historiske situation, de er opstået i. En dagbog er f.eks. et levn om, hvilken håndskrift, skriveredskab og papirtype man anvendte på en bestemt tid. En beretning er en kilde, som er menneskeskabt, har et meddelende element og rummer en beskrivelse af fortiden. F.eks. vil en historisk genstand udstillet på et museum være et levn om, hvad man mente, var vigtigt, da udstillingen blev forberedt. En brochure, der beskriver de udstillede genstande, er derimod en beretning om, hvor genstandene stammer fra, hvem der har fremstillet dem og hvorfor. Det kan man læse i ”Kildekritikkens ordbog” på Københavns Universitets hjemmeside

.

Med internettet er information og viden blevet meget lettere tilgængelig. Det er blevet almindeligt at ”spørge Google”, når man søger viden. Men samtidig er risikoen for at blive fejlinformeret blevet større. For alle har adgang til at lægge oplysninger ud på internettet, og det er langt fra alle oplysninger, der faktatjekkes, før de lægges ud.   Som det beskrives i den journalistiske lærebog ”Journalistik med omtanke”

, gør den digitale teknik det muligt, ”at man med få tastetryk og uden store økonomiske omkostninger kan forfalske originale kildematerialer og lynhurtigt transmittere dem ud til en potentiel modtagerskare, der tæller millioner af mennesker”. Derfor opfordres journalister i bogen til at være ekstra kritiske i deres vurdering af oplysninger, de indsamler på nettet. I artiklen ”Elever skal rustes bedre til kildekritik”

  kan man læse, at mens 60% af al informationssøgning i folkeskolen for 30-40 år siden blev foretaget af professionelle bibliotekarer, så foretages hele 98% af informationssøgningen i undervisningen i dag af eleverne selv, primært via Google. Derfor forsøger man allerede i folkeskolens indskoling at klæde eleverne på til at forholde sig kildekritisk til den information, de finder på nettet. I folkeskolen er faget Digital Dannelse begyndt at komme på skemaet, og på gymnasierne trænes eleverne i at udøve kildekritik, undgå plagiat, altså at snyde ved at kopiere andres tekster og angive, at de er ens egne og citere korrekt.   ”Evnen til at skelne skidt fra kanel rent akademisk vil være afgørende for, om mange unge overhovedet kan gebærde sig i den akademiske verden. Vi mener, der er et stort udviklingspotentiale på dette område i gymnasiet, præcis som i resten af uddannelsessystemet”, siger Thomas Kaarsted, formidlings- og kommunikationschef ved Syddansk Universitetsbibliotek og medlem af tænketanken for digital dannelses styregruppe, i artiklen.

Et eksempel på forsøg på manipulation med virkeligheden ved omskrivning af kilder er den såkaldte holocaustbenægtelse, altså benægtelsen af jødeudryddelsen under det nazistiske styre i Tyskland før og under 2. Verdenskrig. Holocaustbenægtelsen er bygget op om tre centrale påstande:

1. Der blev ikke slået seks millioner jøder ihjel 
2. Der blev ikke brugt gaskamre til drabene 
3. Hitler ville ikke udrydde jøderne og vidste ikke noget om drabene.

     Det kan man læse mere om på hjemmesiden Folkedrab.dk udarbejdet af DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier netop for at gøre skoleelever i stand til at forholde sig kildekritisk til historien

.

     Et andet eksempel er den tidligere kommunistiske leder af Sovjetunionen Josef Stalins manipulation og kontrol med befolkningen i bestræbelserne på at opdrage dem til loyale socialistiske borgere. For at bevare magten forsøgte Kommunistpartiet at skrive en række grusomme begivenheder som eksempelvis en omfattende hungersnødskatastrofe 1932-1933, hvor millioner af mennesker døde af sult, ud af historien og således benægte dem. Det kan man læse nærmere om under overskriften ”Et andet eksempel er den tidligere kommunistiske leder af Sovjetunionen Josef Stalins manipulation og kontrol med befolkningen i bestræbelserne på at opdrage dem til loyale socialistiske borgere. For at bevare magten forsøgte Kommunistpartiet at skrive en række grusomme begivenheder som eksempelvis en omfattende hungersnødskatastrofe 1932-1933, hvor millioner af mennesker døde af sult, ud af historien og således benægte dem. Det kan man læse nærmere om under overskriften ”Propaganda under Stalin” på Folkedrab.dk

.

Den omfattende historieforfalskning under Josef Stalin i det stalinistiske Sovjetunionen foregik ved, at historien blev nedskrevet under kontrol af styret, så den kom til at beskrive virkeligheden, som bolsjevikkerne, tilhængerne af Ruslands socialistiske arbejderparti, ønskede at fremstille den. Det var således en meget nøje udvalgt og kommunistisk orkestreret udlægning af både Sovjetunionens og resten af verdens historie, borgerne blev præsenteret for. F.eks. blev Nikolai Jezjov, chef for det hemmelige politi 1936-1938, skrevet helt ud af den officielle sovjetiske historie, efter at han blev ansat som chef og senere henrettet. Man manipulerede også med billeder. F.eks. blev Nikolai Jezjov klippet ud af et fotografi, hvor han står ved siden af Stalin. Billedet eksisterer i to versioner, som kan ses på Folkedrab.dk

.

Før internettets udbredelse, da man først og fremmest hentede information i bøger og trykte tekster, gennemgik de tekster og fakta, man som læser blev præsenteret for, et stærkere redigerende led, før de blev offentliggjort. Der var i højere grad end i dag en redaktør, der kontrollerede tekster og fakta. Omvendt kunne dette redigerende led også gøre det lettere at forføre læserne, hvis det redigerende led for eksempel var underlagt censur eller havde en manipulerende dagsorden, som ønskede at fremme en bestemt politik, sag eller andet. Da kunne bogtrykken være en afgørende faktor i udbredelsen af propaganda.

Falske nyheder er et aktuelt eksempel på manipulation med virkeligheden. Falske nyheder er historier, der giver sig ud for at være nyheder, men i virkeligheden er usande og opdigtede. Ofte bliver de udgivet på et site, der ligner det medie, de giver sig ud for at være produceret af, og spredt på de sociale medier, når brugere deler dem med deres venner og følgere. Falske nyheder spredt via sociale medier fyldte en del i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016, og der har under og efter valgkampen været debat om, hvorvidt falske nyheder spillede en afgørende rolle for valgets udfald.    Falske nyheder kan også få omfattende økonomiske konsekvenser. Som det skete, i januar 2013, da nyheden om, at Jens Weidmann, Deutsche Bundesbanks øverste chefs, højst overraskende ville forlade sin stilling spredte sig på de sociale medier. Fra en twitter-konto spredte den sig på få minutter til et sekscifret antal personer, og efter 18 minutter var euroen faldet i værdi med 0,55 procent over for dollaren. Både sociale medier og etablerede aviser delte nyheden, og først da en talsmand fra Deutsche Bundesbank dementerede rygtet, stabiliserede euroen sig. Det kan man læse i artiklen ”Falske historier, der gik viralt” på Berlingske.dk

.

Også herhjemme har vi set eksempler på falske nyheder, der har haft til formål at påvirke begivenheder, hvor stærke kræfter kæmper om magten som fx politiske valg og krige. Falske nyheder er blevet så alvorlig en trussel mod valghandlinger og demokratiet, at PET forud for og FE forud for folketingsvalget i Danmark 1. november 2022 for første gang nogensinde offentliggjorde en fælles trusselsvurdering af fremmede staters, særligt Ruslands, interesse i og kapacitet til at påvirke valget og konkrete råd til at undgå desinformation, som man kan læse i pressemeddelelsen ”Truslen fra russisk påvirkning af det kommende folketingsvalg i Danmark”

.    Også i krigen mellem Israel og Hamas i Gaza er falske videoer og nyheder blevet brugt som våben i de stridende parters kamp om at vinde krigsfortællingen. Således er falske nyheder blevet en del af en form for moderne informationskrig. På de sociale medier kan falske videoer og artikler nå ud til mange brugere og således nå at påvirke folkestemningen, før det bliver opdaget, at der er tale om falsk information. Fx videoen af små børn, indespærret i et bur, som blev spredt på sociale medier og nogle steder hævdede at dokumentere, at israelske børn blev kidnappet af Hamas, andre steder hævdede at dokumentere palæstinensiske børn kidnappet af Israel. Men begge steder blev afsløret som løgn og fake, kan man læse i artiklen ”Falske billeder fra Israel og Gaza spredes på sociale medier – sådan kan du selv være på vagt” kan man

.     Selv på etablerede dagblade, hvor redaktører og redaktionssekretærer læser artikler igennem før udgivelse, kan der opstå manipulation med virkeligheden. Fx da den tyske journalist Claas Relotius fra det tyske medie Der Spiegel opfandt historier, citater og kilder, som det blev afsløret i 2018. Også det danske dagblad Politiken blev ramt af svindelsagen, da de havde bragt en lang featureartikel i søndagssektionen PS – et interview med den sidste overlevende fra Hvide Rose-gruppen, hvor Claus Relotius havde opfundet store dele af citaterne, som det fremgår af artiklen ”Politiken trækker artikel efter Spiegel-skandale på Journalisten.dk

. En anden problemstilling, som kan gøre det vanskeligt at vurdere informationerne i medierne, er den stigende brug af anonyme artikler. I blog-artiklen ”Lisbeth Knudsen: Den farlige anonyme kilde”

  problematiserer direktør og chefredaktør for Mandag Morgen og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Lisbeth Knudsen, at brugen af anonyme kilder særligt i politisk journalistik stiger. Når læserne ikke ved, hvem kilden til informationer er, fordi det f.eks. blot fremgår, at ”det forlyder fra velinformerede anonyme kilder tæt på den socialdemokratiske formand”, bliver det umuligt for læserne at forholde sig kritisk til informationerne, mener Lisbeth Knudsen. De anonyme kilder kan jo have et motiv til at fremlægge sagen i et bestemt lys, og dette motiv kan læserne ikke forholde sig til, når de ikke kender kildens identitet.

Falske nyheder har gjort det vanskeligere for journalister, der dækker krige og konflikter, at undgå at komme til at viderebringe falske oplysninger og misinformation. I artiklen ”Pas på: Sociale medier oversvømmes med fake news om Israel og Palæstina” på Journalisten kan man læse om, hvordan journalist Peter Møller fra Tv2’s udlandsredaktion forklarer, hvordan han oplever, at det er blevet sværere at navigere udenom falske informationer, at han mener, at man som journalist er nødt til at bruge værktøjer som fx geolokalisering til at verificere videoer og billedmateriale. Han nævner et eksempel – et billede,der blev delt på mediet X, som påstået dokumentation på, at Israel affyrede fosforbomber, men hvor det viser sig, at det er billeder fra krigen i Ukraine, kan man læse i artiklen

. Det viser, at falske nyheder kan få omfattende konsekvenser, fordi de er med til at præge mange menneskers holdninger til de sager og begivenheder, de giver sig ud for at beskrive. To ud af tre danskere frygter at blive manipuleret af falske nyheder, misinformation og desinformation, viste undersøgelsen ”Danskernes holdning til den demokratiske samtale på online platforme”, som Center for sociale medier, tech og demokrati under Kulturministeriet står bag

. Falske nyheder kan i et større perspektiv være med til at skabe mistillid til myndigheder og medier, fordi borgerne simpelthen mister troen på sandfærdige nyheder og verificeret information i det hele taget. Og det er et massivt demokratisk problem, argumenterer professor Rolf Hvidtfeldt og postdoc David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet i artiklen ”Fake news får borgerne til at miste troen på sandheden” i dagbladet Information

Kunstig intelligens, såkaldt AI-teknologi, stiller helt nye krav til kildekritik. For de traditionelle kildekriske metoder kan ikke bruges på AI, fordi AI-robotterne producerer tekster ved at koge en masse tekster sammen, men uden at vise, hvorfra enkeltingredienserne i den AI-producerede tekst stammer fra. Man kan også sige, at AI produceret indhold fraskriver sig ansvaret, fordi der ikke er en menneskelig afsender, og der hermed ikke er nogen grundkilde at forholde sig kritisk til eller vurdere troværdigheden af. Almindeligvis accepterer kildekritikken, at afsenderen altid skriver et sted fra med visse værdier, synspunkter, formål osv., som man som læser kan forholde sig kildekritisk til. Men denne metode fratager AI læserne, fordi det er ”ansigtsløs” teknologi, der leverer teksten. For der er ingen mulighed for at spore kilderne: ”Muligheden for kildekritik i ChatGPT standser ved prompten,” som det beskrives i artiklen ”Kildekritikkens metoder kan ikke bruges på AI’s chatbotter”

.

Skriftlige kilder kan være en erindring, en avisartikel, et brev, en dagbog, lovsstof, skønlitteratur eller faglitteratur.

På Gyldendals hjemmeside ”Historie for 7.-9- klasse”

kan man finde en række analysespørgsmål, som kan være nyttige at stille i vurderingen af skriftlige kilder. De kommer her:

• Hvilken slags tekst er kilden (f.eks. et brev, et uddrag fra en roman, en avisartikel)? 
• Hvem er ophavsmanden (den som skrevet teksten) 
• Hvornår er teksten skrevet? 
• Hvilke oplysninger giver kilden? 
• Var ophavsmanden første- eller andenhåndsvidne? Hvis ophavsmanden skriver om f.eks. en begivenhed, hun selv har set og oplevet, er hun førstehåndsvidne. Hvis hun beskriver noget, hun har fået fortalt af en anden person, er hun andenhåndsvidne. 
• Hvilket forhold har ophavsmanden til begivenheden, hun fortæller om? (f.eks. rolle og mening om begivenheden) 
• Hvor lang tid er der gået, fra begivenheden fandt sted, til ophavsmanden skrev om den. 
• Hvor troværdige er tekstens oplysninger? Er der andre kilder, der fortæller det samme? 
• Hvordan kan tekstkilden bruges til at besvare dine spørgsmål?

Tjekdet.dk er et uafhængigt medie, der har til opgave at faktatjekke påstande og opdage og afsløre misinformation og desinformation. Tjekdet blev lanceret af mediet Ugebrevet Mandag Morgen i 2016, men er siden blevet et selvstændigt medie, ejet af Foreningen TjekDet – National portal for bekæmpelse af fake news. Siden april 2021 har Tjekdet, ud over at faktatjekke, også leveret nyheder, information og viden om misinformation og falske nyheder. Både med henblik på at kvalificere den offentlige demokratiske samtale og debat og for at levere en platform, som kan bruges i undervisningsøjemed. For at involvere læserne i at tjekke fakta, opfordrer mediet læsere til at tippe redaktionen om kilder, nyheder og historier, som de mener, kunne trænge til et faktatjek. Det kan man læse på Tjekdet’s hjemmeside

.

På læringsportalen EMU

  findes en række råd til, hvordan man forholder sig kritisk til kilder på nettet:    · Tjek hjemmesiden og hvem der står bag. Se om der er et navn, en organisation eller en webmaster, som er opgivet på siden. Navne står oftest nederst på siden eller på startsiden. Er der tegnet ~ (tegnet hedder en ”tilde”) i web-adressen, er det oftest en privat computer. Det er altid det forreste i en adresse, som er det vigtigste.   · Vurder om disse personer kan have skumle bagtanker med at have lavet siden. Siden kan være sat op, så det ligner materiale til undervisning, men dækker måske over ekstreme synspunkter, reklame og propaganda.   · Tænk over, hvad formålet med siden er, og hvem den henvender sig til. Hvad er det for noget materiale? Måske kan du selv vurdere materialet ud fra din egen viden om emnet.   · Prøv også altid at finde andet materiale om emnet og se, om de to kilder passer sammen.   · Undersøg hvornår hjemmesiden er oprettet, og hvornår den sidst er blevet opdateret. Ikke fordi ældre sider ikke kan bruges, men fordi oplysningerne måske er forældede.   · Tjek om der er andre, der linker til siden? Gå i Google ”Avanceret søgning” og skriv navnet på den side, du vil undersøge i boksen ”Find sider, der linker til denne side”.

Det er helt afgørende, at man ved, hvem der står bag informationerne. Ellers kan man ikke forholde sig kritisk til, hvilke motiver der kan ligge til grund for oplysningerne. For at kortlægge afsenderens eventuelle motiver må man sætte sig ind i, hvilke holdninger og hvilken dagsorden, han eller hun måtte have – eventuelt i kraft af politisk ståsted, økonomiske interesser eller andet.