Kommunikation

Kommunikation er en uundgåelig og uundværlig del af vores liv som mennesker. Uden at kommunikere med hinanden, kan vi ikke danne relationer og heller ikke danne os som individer. Spædbørn kommunikerer med deres forældre og lærer derigennem sprog, som igen er en forudsætning for verbal kommunikation. Siden kommer skriftsproget til. Men det talte og skrevne sprog er blot nogle af mange former for kommunikationsredskaber, for vi kommunikerer mere, end de fleste af os er bevidste om. Kommunikation foregår dog også meget bevidst og strategisk, når f.eks. politiske partier, virksomheder og organisationer laver reklamer, kampagner og andre former for markedsføring for at påvirke andre til at forbruge, stemme, tænke eller handle på bestemte måder. Vi deltager således dagligt i mange former for kommunikation, både bevidst og ubevidst.

Ordet kommunikation kommer af latin communicatio (’meddelelse’) og af communicare (’udveksle meddelelser, gøre fælles, dele med nogen’), som er afledt af ordet communis (’fælles’). Det fremgår af Den Store Danske’s opslag om kommunikation (se kilder).  Den danske psykolog Lars von der Lieth, som er blandt de førende danske forskere inden for kommunikation på psykologiens felt, skriver i artiklen ”At være er at være i kommunikation” (se kilder): ””At kommunikere” betyder ’at gøre noget fælles’. I dag anvendes udtrykket først og fremmest til at beskrive, hvordan en person delagtiggør en anden person i sine tanker, følelser, oplevelser og erfaringer. Denne brug af ordet har som forudsætning, at der findes en afsender, en modtager og et kommunikationsmiddel. Dette kommunikationsmiddel har traditionelt været det talte sprog, men samtidig har mennesket altid brugt gestik, mimik og andre former for supplerende kommunikationsmidler. ”  Denne definition på kommunikation er bredt anerkendt, men faktisk er der ikke enighed om en bestemt definition. Der er også forskere, der mener, at kommunikation kan foregå inden i den enkelte person ved, at en person taler med sig selv eller reagerer over for egne tanker. Det mente også den græske filosof Platon. Men de fleste moderne kommunikationsteoretikere tager afsæt i, at kommunikation er en dynamisk proces, der foregår mellem to eller flere individer. Det fremgår af Den Store Danske (se kilder).

Kommunikation som begreb bruges inden for meget forskellige fagområder – fra teknologi, politologi, etnologi, litteraturvidenskab og medievidenskab til psykiatri, filosofi, lingvistik, biologi, sociologi og i meget høj grad i psykologi. Inden for hvert af fagområderne har forskere og teoretikere forsøgt at lave deres egne definitioner af, hvad kommunikation er, og modeller for, hvordan kommunikation foregår, og hvilke elementer der indgår i kommunikationen. Det er især siden 2. Verdenskrig, at kommunikation er blevet så populært et forskningsfelt og begreb inden for en lang række fag. På universiteter mange steder i verden, især i Europa og USA; er der oprettet institutter og forskningscentre, som beskæftiger sig med kommunikationsteori og forsker i for eksempel familier, massemedier, ungdomskultur og internationale konflikter med kommunikation som det overordnede begreb.

De fleste kommunikationsforskere er enige om, at de grundlæggende elementer i kommunikation er:

• afsender 
• budskab 
• kanal/medium 
• modtager

     Disse elementer indgår i de fleste teorier om og modeller for kommunikation, hvor afsenderen er en aktør, der koder og sender et budskab, via et medium eller en kanal. Gennem denne kanal / dette medium overføres budskabt til en modtager, der afkoder og modtager budskabet. Udover disse elementer kan der også indgå andre, f.eks. den sammenhæng, som kommunikationen foregår i – det kan være den historiske periode, kulturen, de menneskelige relationer og magtforhold m.m.

Antallet af kommunikationsformer er meget stort og kan f.eks. listes efter:

• antallet af aktører og modtagere (intra-personel eller interpersonel kommunikation, personlig kommunikation eller massekommunikation) 
• typen af medie/kanal, der kommunikeres igennem (skriftlig eller verbal kommunikation, visuel, auditiv osv.) 
• relationen mellem afsender og modtager (envejs eller tovejs eller flervejs kommunikation, asymmetrisk eller symmetrisk kommunikation) 
• forskelle på afsender og modtager (interkulturel kommunikation) 
• formålet med kommunikationen (propaganda, politiske kommunikation, oplysning, interview, skabelse af sociale relationer osv.)

     Disse forskellige kommunikationsformer nævnes og beskrives i opslaget "kommunikation" i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

En klassisk og meget anvendt kommunikationsmodel er udarbejdet af amerikaneren Harold D. Laswell i tiden lige efter 2. Verdenskrig og kendes som Laswells kommunikationsmodel eller Laswells formel. Laswell formulerede den i forbindelse med sine undersøgelser af fremmede landes propaganda under 2. Verdenskrig, og han tager udgangspunkt i det grundlæggende spørgsmål: Hvem siger hvad gennem hvilken kanal til hvem og med hvilken effekt?   Elementerne i modellen er:

• Hvem: Afsenderen, den der sender et budskab ud. 
• Hvad: Det afsenderne ønsker at kommunikere ud (det kan være indholdet i en reklamefilm, en sms-besked eller en politisk tale). 
• Hvilken kanal: Det medie, som budskabet kommunikeres ud igennem. Det kan være sms, tv-interview, youtube, tale. 
• Til hvem: Modtageren, som budskabet rettes imod. 
• Med hvilken effekt: Den effekt, som afsenderen ønsker og håber, at budskabet har på modtageren.

     Ifølge denne model har afsenderen altså en bestemt intention med sit budskab, og den gode kommunikation er derfor en kommunikation, hvor afsenderen får modtageren til at tænke, handle eller føle sådan, som afsenderen ønsker.   Modellen gennemgås bl.a. i bogen ”Metoder i dansk” (se kilder) samt i en artikel på hjemmesiden ”Dansk i gymnasiet” (se kilder).

Der findes mange andre modeller for kommunikation, som er mere komplekse end Laswells formel, og som alle har til formål at forstå, hvordan de forskellige dele i kommunikationsprocessen spiller sammen. En del af disse modeller har fokus på, at afsenderen af et budskab kan have et andet formål med sin ’tekst’, end afsenderen giver udtryk for, og at det også kan være meget forskelligt, hvordan forskellige modtagere opfatter det, som bliver sendt ud. Laswells model er især brugbar til at beskrive og analysere en-vejs-kommunikation som politiske taler, kronikker, reklamer og lignende, hvor kommunikationen kun går en vej, og der altså ikke er en dialog eller interaktion. Andre modeller har fokus på den feedback, som en afsender får fra modtageren, på den ’støj’, der kan opstå, når en afsender forsøger at få sit budskab ud, og på den type af relation, der er mellem afsender og modtager – om der er tale om en symmetrisk relation (hvor afsender og modtager er lige magtfulde) eller en asymmetrisk relation (hvor afsender og modtager er i et ulige magtforhold).

Forskellige fagområder har udviklet forskellige kommunikationsmodeller, som afspejler, hvad man inden for det enkelte fag især har interesseret sig for. Nogle eksempler findes i Den Store Danskes opslag om kommunikation (se kilder), bl.a.:

• Claude E- Shannon og Warren Weavers matematiske kommunikationsmodel, udviklet i slutningen af 1940’erne. En envejskommunikationsmodel, der især var beregnet til at forstå overførsel af budskaber inden for radio- og telekommunikation. Har haft stor betydning udvikling af telekommunikation og computerteknologi. 
• Laswells formel (se ovenfor), som blev udviklet til at forstå politisk kommunikation og propaganda. Har haft stor betydning for udvikling af andre kommunikationsmodeller især inden for politisk kommunikation. 
• Charles E. Osgood og Wilbur Schramm model fra 1954 beskriver kommunikation mellem flere personer som en cirkulær tovejsproces, der i princippet kan være i gang hele tiden. Modellen lægger stor vægt på, hvordan aktørerne, person A, afsender et budskab, som modtagers, tolkes og besvares af person B, hvorved person A får feedback på sin afsendelse og reagerer herpå. Det var især feedback- eller tilbagemeldingsprincippet i denne model, der var banebrydende – altså ideen om, at person A får oplysning om, hvordan modtageren har opfattet budskabet. 
• Frank E.X. Dance’s spiralmodel byggede videre på Osgood-Schramm-modellen og understregede, at kommunikativt samspil udvikler sig over tid.

En række danske psykologer har udviklet kommunikationsmodeller, som bygger videre på de udenlandske modeller fra tiden efter 2. Verdenskrig. Det gælder bl.a. de danske psykologer Lars von der Lieth, Rolf Kuschel og Arne Friemuth Petersen, der i 1993 udviklede en model, som viser, hvordan kommunikation kan forstås som et forhold mellem afsender og modtager, der løbende udvikler sig, og hvor en person kan sende et budskab ud uden egentlig at ville det, f.eks. via sit kropssprog.  Den danske psykolog Edgar Rubin var en af de første, der påviste, at budskaber fra afsenderens side ’kodes’ via både tonefald, ordenes indhold, ordstilling og ved kombineret brug af tale- og kropssprog. Han viste, at op mod halvdelen af talen kan skæres væk, uden at det for alvor går ud over forståelsen, fordi de øvrige elementer i kommunikationen tilsammen formår at viderebringe det ønskede budskab.  De danske psykologers teorier nævnes i Den Store Danskes opslag om kommunikation (se kilder).

Kommunikationsstrategi er den strategi, som en virksomhed eller en organisation kan lave for at forsøge at sikre, at den når sine kommunikationsmæssige mål. Ifølge Den Store Danskes opslag om "massekommunikation" (se kilder) skal kommunikationsstrategien ”ideelt set både lægge de overordnede rammer for virksomheds- og organisationskommunikationen og samtidig udstikke retningslinjer for det praktiske kommunikationsarbejde, f.eks. i forbindelse med kampagner for en virksomheds nye produkter eller en organisations nye tiltag.” Reglerne for en virksomheds eller organisations kommunikation kan opstilles i en kommunikationspolitik.

Massekommunikation er – ifølge opslaget "massekommunikation" i Gyldendals Den Store Danske (se kilder) ”formidling af budskaber via et medie fra én afsender til mange modtagere. ” Af opslaget fremgår det, at massekommunikation adskiller sig fra personlig kommunikation ved fire aspekter:

• den er indirekte, da den formidles via en kanal eller et medie (avis, radio, tv osv.) 
• den er envejs, altså fra én afsender til mange enkelte modtagere 
• den er upersonlig/anonym, fordi den er udformet ens til mange modtagere 
• den er samtidig, fordi den udsendes samtidigt til en stor målgruppe.

     Flere af disse aspekter er dog under forandring. F.eks. inddrager flere og flere massemedier som tv, radio, aviser modtagerne i kommunikationen via websites og muligheden for direkte kommentarer på sociale medier som Facebook. Samtidigheden er heller ikke så karakteristisk som tidligere, da man f.eks. kan se tv-udsendelser via internet, når man ønsker det, eller downloade radioudsendelser og aflytte dem, når man ønsker.

Ifølge artiklen ”Sådan skaber du kommunikation, der engagerer” (se kilder) er der bl.a. sket følgende: ”I takt med konkurrencestatens fremvækst har flere virksomheder, organisationer og myndigheder set sig nødsaget til at opruste og professionalisere deres kommunikationsafdeling. Fra 1999 til 2008 skete der alene i Dansk Journalistforbund mere end en fordobling af organiserede kommunikatører inden for det private og det offentlige. For modtagerne betyder det, at vi udsættes for stadigt flere budskaber. Samtidig er mængden af platforme og medieudbuddet eksploderet.” Ifølge artiklen ”Sociale medier er afgørende for danske politikere” (se kilder) har over tre millioner danskere en Facebook-profil, heriblandt over 90 % af Folketingets medlemmer, som bl.a. er på Facebook for at kommunikere med journalister og vælgere.

Både afsendere og modtagere af massekommunikation bliver mere professionelle. Som det fremgår af opslaget "massekommunikation" i Den Store Danske (se kilder) foregår massekommunikation ”via medier, der i stigende grad professionaliseres”. Det sker bl.a. ved, at afsendere, som ønsker at få et budskab ud via massemedier, benytter sig af specielt uddannede kommunikationseksperter, pressefolk og såkaldte spindoktorer. De kan bl.a. lave pressemeddelelser, men også udvikle særlige strategier for at få deres budskab ud ved at love udvalgte medier eller journalister, at de får eneret på at bringe oplysningerne før alle andre. En sådan strategi kendes bl.a. fra politisk kommunikation. Journalister og redaktører udvælger oplysninger og budskaber efter faglige kriterier, men kan til tider have svært ved at ’hamle op med’ professionelle kommunikationsfolk i interesseorganisationer, virksomheder og lignende.  På modtagersiden vænner mange borgere sig til at sortere i en stor strøm af nyheder og anden massekommunikation og bliver mere selektive og ’kræsne’. I dag undervises børn og unge i skolen i at være kritiske mediebrugere, ligesom de i stigende grad selv bliver afsendere på massekommunikation, når de f.eks. laver egne hjemmesider og blogs og lægger oplysninger ud på Facebook og Twitter.

I løbet af det 20. århundrede og første del af det 21. århundrede er reklame og markedsføring kommet til at fylde meget mere. Mange virksomheder har et stort budget for markedsføring. De kommunikerer med udvalgte målgrupper, ikke kun via traditionelle reklamer, men også ved f.eks. at forsøge at få deres budskaber ud via traditionelle massemedier og via nye sociale medier. De mere traditionelle former for kommunikation i form af markedsføring og reklame beskrives i bogen ”Massekommunikation” (se kilder) og på det tilhørende website (se kilder).

Kommunikation spiller en meget stor rolle i politik. Mange politikere har tilknyttet både presse- og kommunikationsrådgivere, såkaldte spindoktorer, som hjælper politikerne med at formulere sig på en måde og via medier, som gør, at de kan komme mest effektivt ud med deres budskaber. En undersøgelse fra Dansk Journalistforbund, foretaget blandt Folketingets medlemmer viser, at en stor del af dem bruger Facebook og Twitter, og at 80 % af dem anser de to sociale medier for at være vigtige for deres politiske kommunikation, bl.a. fordi de bruger de sociale medier til at få input til deres politik og kommunikere til vælgerne uden om pressen som kritisk filter. Det fremgår af artiklen ”Sociale medier er afgørende for danske politikere” (se kilder).  Også på EU-plan fylder kommunikation meget, bl.a. fordi EU har problemer med at få borgerne til at interessere sig for og engagere sig i, hvad der foregår i EU. I 2007, da et flertal af franskmændene havde stemt nej til en ny forfatningstraktat i EU, besluttede EU-Kommissionen at sætte ind med endnu flere midler i kommunikationsarbejdet. Kommissionens næstformand arbejde på en hvidbog om Kommissionens fremtidige kommunikationsstrategi, som skulle finansieres af de ca. 600 millioner kroner, som Kommissionen på det tidspunkt hvert år brugte på kommunikation og pressearbejde. Det fremgår af artiklen ”EU skal kommunikere frem for at informere” (se kilder).

Kommunikation opfattes mere og mere som et meget komplekst fænomen, som indeholder mange komponenter. Det udtrykkes f.eks. af daværende formand for Dansk Sprognævn Dorthe Duncker i 2010, hvor hun siger ”Det er et maskinelt kommunikationsbegreb, som har været fuldstændigt enerådende, og som stadig er ret fremherskende. Man møder den der standardkommunikationsmodel i hele undervisningssystemet, hvor der står ”afsender” på en kasse i den ene ende, ”meddelelse” i en kasse i midten og ”modtager” i en kasse i den anden ende. Men flere og flere bliver opmærksomme på, at man ikke kan adskille personer fra deres sprog. Kommunikation afhænger lige så meget af situationen, kropssproget, de personer, der deltager i kommunikationen, deres individuelle sproglige erfaringer og deres arbejde med at forstå hinanden.” Citatet er gengivet i bogen ”Metoder i dansk” (se kilder).

Som nævnt bliver der forsket meget i kommunikation, både i hvad kommunikation er, og hvordan vi kan blive dygtigere og bedre til at kommunikere. Samtidig udvikler kommunikationen sig hele tiden med nye teknologiske muligheder, og mængden af kommunikation stiger. Det kan siges at lægge et pres på os for at blive mere ’professionelle’ til at kommunikere og for at blive mere bevidste om, hvordan vi vælger til og fra i forhold til de mange muligheder for at kommunikere. Det gælder ikke mindst i forhold til ny teknologi form af tablets og nye sociale medier. I en klumme på hjemmesiden Kommunikationsforum.dk (se kilder) skriver ph.d. og adjunkt ved Københavns Universitet Brian Due om mobiltelefonens betydning for kommunikation og identitet: ”Vi lever nemlig i et højmoderne netværkssamfund, hvor alt foregår på kommunikationens betingelser. Vil man være en del af netværket – vil man være et menneske – må man anskaffe sig og bruge den trådløse teknologi. (…) Nogle kan håndtere friheden, andre kan ikke. Med mobilen er vi på godt og ondt dømt til kommunikation.”

Ifølge artiklen ”Sådan skaber du kommunikation, der engagerer” offentliggjort på Kommunikationsforum (se kilder) er det blevet vanskeligere for virksomheder, organisationer og andre at nå ud til bestemte målgrupper med deres budskaber. Det skyldes ifølge artiklen bl.a., at modtagere af kommunikation er blevet mere bevidste om at sortere i de store mængder af kommunikation, de udsættes for, og at de ikke længere blot vil være passive lyttere, men selv vil engagere sig. ”Det kræver en stadig større indsats at trænge igennem ’kommunikationsstøjmuren’”, fremgår det af artiklen. For at nå igennem denne mur mener artiklens forfattere, at kommunikatørerne især skal forsøge at engagere sin målgruppe ved at skabe aktiviteter, som målgruppen kan samles om, ved at være konkrete i sine budskaber og ved at inddrage målgruppen. Det kan f.eks. gøres ved at spørge ”Vil du være med til at holde et loppemarked på søndag?” i stedet for at sige ”Genbrug er vigtigt for at skåne klimaet”. Desuden skal man bruge mange kanaler, der supplerer hinanden, f.eks. sociale medier til at skabe dialog, video til at vække følelser og mere traditionelle kanaler til at informere. Vi vil altså i fremtiden formodentlig blive mødt af mere strategisk og gennemtænkt kommunikation, der forsøger at engagere lige præcis os og få os til at indgå aktivt i kommunikationen – både med politikere, virksomheder, interesseorganisationer m.m.