Ytringsfrihed

Ytringsfrihed betyder, at man har frihed til at ytre sig – dvs. at sige, skrive, tegne og på andre måder udtrykke, hvad man tænker, mener og tror.

     I Danmark er ytringsfrihed en rettighed, som vi kan tage for givet takket været vores demokratiske samfundsmodel: Ifølge grundlovens § 77 kan vi ytre os frit inden for lovens rammer.

     Sådan har det ikke altid været. Før demokratiet blev indført her i Europa, risikerede man at blive dømt til døden, hvis man kritiserede kongen eller den vedtagne religion. Men i 16-1700tallet banede oplysningsfilosofferne vej for, at en række lande indførte ytringsfrihed. Blandt andet Danmark, hvor den nye grundlov i 1849 sikrede alle ret til at ytre sig frit.

     Danmark er i dag det land i verden, hvor ytringsfriheden trives bedst, ifølge den internationale menneskerettighedsorganisation ARTICLE 19

.

     I de senere år er vores ytringsfrihed dog blevet testet i en række sager om retten til at kritisere andres religion, blandt andet i forbindelse med de satiriske Muhammed-tegninger i 2005 og koranafbrændingerne i 2023. Det har affødt lovændringer og debat om, hvor grænserne for ytringsfriheden skal gå.

     I USA har den såkaldte cancel-kultur også sat gang i diskussionen om, hvem der skal have ytringsfrihed i den offentlige debat, og globalt giver de sociale medier nye udfordringer med desinformation, hadtale og diskrimination.

     Samtidig styrer algoritmer informationsstrømmen på de sociale medier, så nogle typer opslag nedprioriteres og andre opprioriteres. Om det spænder ben for nogle gruppers ytringsfrihed, er uigennemskueligt. Derfor stiller dele af det politiske miljøkrav om, at tech-giganterne skal tage mere ansvar. Det har blandt andet resulteret i en ny EU-lovgivning i 2024.

Ytringsfrihed er en grundlæggende rettighed i demokratiske samfund, som giver os alle ret til at deltage i demokratiet på lige vilkår ved frit at give udtryk for, hvad vi tænker, mener og tror.

     I følge Danmarks Riges Grundlovs § 77 er: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingenlunde på ny indføres.”

     Vores ytringsfrihed er dog ikke absolut: Vi skal overholde Straffelovens paragraffer om, hvordan vi må udtrykke os offentligt. Det er f.eks. forbudt at true, håne, bagvaske/krænke andres ære eller opfordre til vold og terror.    

     Danmark har tilsluttet sig de internationale aftaler om ytringsfrihed som en menneskerettighed:

     På globalt plan bliver ytringsfrihed en universel rettighed i 1949 med FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder

, og i 1950 med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

.

• Ifølge FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder Artikel 19 har ”Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.”  
• Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, stk. 1 har ”enhver ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.”

     Begrebet ytringsfrihed har rødder tilbage til det antikke Grækenland 500-300 fvt. og blev udbredt i den vestlige verden med bogtrykkerkunstens opfindelse i 1450’erne og blandt andre de franske oplysningsfilosoffer i 1700-tallet. Siden har ytringsfriheden spillet en central rolle i de nye demokratier, som afløste enevælden op gennem 18-1900-tallet.

I følge Grundlovens § 77 kan alle borgere kan udtrykke sig, som de vil. Man kan sige, skrive eller på anden måde udtrykke sine tanker og holdninger offentligt.

     Mens Grundloven sikrer vores ytringsfrihed, sætter Straffeloven rammerne for, hvad vi reelt må sige, skrive, tegne og give udtryk for offentligt, uden for hjemmets fire vægge: Vi kan i princippet sige alt, men vi skal stå til ansvar, hvis vi f.eks. skader andre

.

     Hvis man f.eks. skriver noget groft og fornærmende om et andet menneske på Facebook, kan man risikere at blive stævnet i en såkaldt injuriesag. Og hvis man skriver noget, der kan opildne til terror, kan man blive tiltalt ved domstolene og idømt straf for at true landets og befolkningens sikkerhed.

Paragrafferne i Straffeloven

, der sætter grænser for ytringsfriheden, er:

• Racismeparagraffen § 266b: Man må ikke diskriminere andre ved at komme med grove udtalelser om fx deres hudfarve, race, tro, etniske baggrund, seksualitet eller handicap. Overtræder man loven, straffes man med bøde eller fængsel i op til 2 år. 
• Injurieparagraffen § 267: Man må ikke krænke andres ære, og kan straffes med bøde eller fængsel i op til 1 år. Forsøger man at skade andre ved fx. på Facebook eller i avisen at beskylde dem for forbrydelser, de ikke har begået, er straffen ifølge § 268 op til 2 års fængsel. 
• § 263 og § 264 d: Det er forbudt at krænke andres privatliv. Straffen er op til 1,5 års fængsel for at skaffe sig adgang til deres computer eller data, uden gyldig grund, og op til 6 måneder hvis man aflytter andre eller åbne deres breve og deler deres private billeder, beskeder, breve og personlige informationer med andre. 
• § 133: Det er strafbart at opfordre til vold og kriminalitet samt ifølge § 114 og § 136 udtrykke støtte til/billige terror, som kan straffes med bøde eller op til 3 års fængsel. Ifølge (§ 114 og § 136). 
• § 110 e: Det er forbudt at afbrænde og behandle andre nationers flag og trossamfunds hellige skrifter som Biblen og Koranen utilbørligt.

     Et stort flertal i Folketinget besluttede i 2017 at afskaffe blasfemiparagraffen § 140, som sagde, at man ikke må spotte og forhåne religioner, som er anerkendt i Danmark. Afskaffelsen blev gennemført, fordi man ønskede friere rammer til at diskutere religion.

Censur er, når en myndighed griber kontrollerende ind og fratager en person eller et medie muligheden for at ytre sig frit. Det kan ske ved at forbyde bestemte bøger og aviser, blokere hjemmesider osv., fordi indholdet opfattes som skadeligt eller krænkende.

     I Danmark blev alle nye bøger og tidsskrifter indtil 1849 læst igennem af kongens embedsmænd, før de blev udgivet, og det indhold, kongen ikke brød sig om, blev fjernet. Med Grundloven i 1849 blev censuren afskaffet, og i dag er censur også afskaffet i mange andre lande.

     Afskaffelsen af censur sikrer dog kun en formel ytringsfrihed til at sige sin mening: Bliver man bagefter straffet hårdt, fordi man har udtrykt holdninger, som er uønskede af magthaverne, findes der ikke reel ytringsfrihed.

     Den reelle ytringsfrihed afhænger derfor af, at man ikke bagefter kan retsforfølges for sine holdninger

. Reel ytringsfrihed er der i dag i høj grad i Vesteuropa, Nordamerika, Australien og dele af Sydamerika

.

     Historisk blev censur indført af den katolske kirke i 1486, da bogtrykkerkunsten blev opfundet, og fra 1564 blev der lavet en liste med bøger, det var forbudt at læse

. Også kongen, protestanter og andre trosretninger indførte censur: Kritiserede man dem, eller ejede man forbudte skrifter, blev det fx straffet med brændemærkning, afhugning af lemmer, anklager om kætteri og dødsstraf

.

’Blasfemi’ og ’hate speech/hadtale’ er begge udtryk for sprogbrug, der krænker.

     Hvor blasfemi typisk er kritik af religionen som institution og magtfaktor, er hadtale rettet mod minoriteter, som ofte er svage/marginaliserede.

     Blasfemi er en offentlig krænkelse, spot eller forhånelse af en lovlig trosretning og dens gudsdyrkelse, ifølge den såkaldte blasfemiparagraf, § 140, som Folketinget valgte at afskaffe i 2017.

     Ved at afskaffe loven, følger Danmark nu FN og Europarådets anbefalinger, ligesom de fleste andre lande i Europa. Ifølge anbefalingerne bør det ikke være kriminelt at krænke religiøse følelser eller vise disrespekt for en religion

.

     Man kan dog stadig blive straffet efter Straffelovens § 266 b, hvis man groft forhåner og latterliggør andre mennesker på grund af deres tro. 

     Hadtale kan fx komme til udtryk, ved at man håner/umenneskeliggør/stigmatiserer en gruppe mennesker på grund af deres etnicitet/religion/seksualitet/politiske holdning. I en politisk debat kan hadtale bruges til at lægge bestemte grupper i samfundet for had

.

     Historisk har politisk hadtale blandt andet ført til, at sårbare mindretal er blevet dæmoniseret, diskrimineret og udsat for vold – og i de værste tilfælde til etnisk udrensning, politiske mord, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Fx folkedrabet på seks millioner jøder under 2. verdenskrig, og folkedrabet på 800.000 tutsier i Rwanda i 1994

.

     Der findes ikke en direkte lov mod hadtale i Danmark, men § 266 b beskytter mindretal mod diskriminerende hadtale.

Ytringsfrihed er en menneskeret ifølge FN og EU, men loven i de enkelte medlemslande sætter forskellige rammer for ytringsfriheden. Det hænger blandt andet sammen med landenes historiske erfaringer med forfølgelse af mindretal, censur og demokratiske udfordringer, ifølge artiklen ”Taler vi om det samme, når vi taler om ytringsfrihed?” i Dagbladet Information

:

• I Tyskland er det ulovligt at forherlige nazismen; at nægte, at folkemordet på jøderne under 2. verdenskrig fandt sted, og at opfordre til had mod religiøse, etniske eller nationale grupper

. 

• I Storbritannien er det tilladt at påstå, at folkemordet mod jøderne ikke fandt sted. Man har også ret til at kritisere, krænke, fornærme, latterliggøre og udtrykke modvilje/ubehag over religiøse trosretninger, men det er strafbart at opfordre til religiøst had og terrorisme. Det er også tilladt at fornærme kongen

. 

• I Frankrig er det strafbart at fornærme præsidenten, og man må ikke hylde krigsforbrydelser, benægte folkemordet på jøderne og opfordre til terrorisme. Til gengæld må man frit kritisere tanker, religioner, overbevisninger og politiske holdninger

. 

• 84 stater i verden har lovgivning mod blasfemiske ytringer (2020). Især i Nordafrika, Mellemøsten og Asien. Straffen varierer fra bøde til fx piskning og mange års fængsel i Egypten og Saudi Arabien, eller dødsstraf i Iran og Pakistan

. 

• I flere muslimske stater er der stadig dødsstraf eller piskning, tortur og lange fængselsstraffe for at håne islam

. 

• I Rusland kan man blive idømt lange fængselsstraffe efter loven om ekstremisme, hvis man f.eks. på de sociale medier kritiserer Ruslands krig mod Ukraine, og ifølge Amnesty International begrænser de russiske myndigheder i ’alvorlig grad’ befolkningen og de få frie mediers ret til at ytre holdninger, der kolliderer ned den officielle ’sandhed’

. 

• I Kina er hensynet til nationens sikkerhed et af argumenterne for at udøve streng censur af medierne og internettet samt overvåge befolkningen og medierne og idømme lange fængselsstraffe for overtrædelser, ifølge Amnesty International

.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er ytringsfriheden en grundlæggende forudsætning for et sundt demokrati, hvor alle borgere har frihed til at udtrykke deres synspunkter, kritisere magthaverne, tage aktiv del i den offentlige debat og påvirke politiske beslutninger om, hvordan samfundet skal formes

.

     ”Uden ytringsfrihed ville det ikke være muligt for den enkelte borger frit at danne sin egne meninger og få reel medbestemmelse. Retten til ytringsfrihed er derfor udgangspunktet for de såkaldte politiske rettigheder og fundamentet for forsamlingsfriheden, foreningsfriheden, politisk og offentlig deltagelse, uddannelse og oplysning,” pointerer instituttet

.

     I bogen ’Men: ytringsfrihedens historie i Danmark’ vurderer Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt, at ytringsfriheden måske er den vigtigste af de frihedsrettigheder, der udgør kernen i moderne, demokratiske samfund. ”Ytringsfriheden er manifestationen af det enkelte menneskes tanke- og samvittighedsfrihed, der igen er forudsætningen for menneskelig autonomi, som udgør grundlaget for borgernes politiske styre af samfundet,” påpeger de

.

Jacob Mchangama beskriver ytringsfrihedens historie i bogen ’Ytringsfrihed fra Sokrates til sociale medier’

:

• I det antikke Athen i 5-300 fvt. definerer man demokratiet som en styreform, der bygger på princippet om, at alle borgere er lige og frie til at tænke, tale og tro

. 

• I 14-1600tallet er Europa præget af feudale samfund, hvor konge, adel og kirke sidder på magten og kan straffe alle, der kritiserer dem. Men med opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1450’erne opstår mulighed for at massekommunikere nye, kritiske tanker, trods censur og forbud, og fx i 1582 skriver den hollandske filosof Dirck Coornhert, at det er tyrannisk, at man forsøger at kvæle sandheden ved at forbyde gode bøger. 
• I 1689 vedtages i England Bill of Rights, som giver borgerne ytringsfrihed, da kongen efter flere borgerkrige går med til at dele magten med et parlament. Og i 1720’erne skriver to britiske politikere, John Trenchard og Thomas Gordan, at ”ytringsfriheden er frihedens store bolværk” – en sætning, der bliver central i den amerikanske forfatning i 1791. 
• Udviklingen baner også vej for de franske oplysningsfilosoffer (blandt andre Spinoza, Locke, Hume, Diderot, Kant og Voltaire). Voltaire hævder, at mennesket har ret til frihed til at tænke, tale og tro, og Diderot udgiver i 1751-65 en fransk encyklopædi på 17 bind. Via den spredes oplysningsfilosofiens kritiske holdning til censur, religion og enevælde ud over hele Europa, hvor princippet om ytringsfrihed vinder mere og mere terræn.

     Deres budskab er, at en kritisk og fordomsfri debat er til gavn for samfundet, fordi den vil give mennesket nye muligheder for at bruge sine evner og erfaring til at skabe udvikling

. 

     Flere og flere vestlige lande indfører derefter ytringsfrihed, i takt med af enevælden afskaffes og nye spirende demokratier vinder frem.

     I kølvandet på den amerikanske og franske revolution i 1775 og 1789 indføres ytringsfrihed i USA og Frankrig

.

     De øvrige vestlige lande følger efter i 18-1900-tallet: Danmark er det første land i verden, hvor al censur afskaffes, da førsteminister Struense i 1770 kommer til magten. Han bliver dog henrettet kort efter, og censuren genindføres 1773. Med Grundloven i 1849 indføres ytringsfriheden

.

Ifølge oplysningsfilosofferne skaber man udvikling i samfundet, ved at man bruger sin sunde fornuft og rationelle argumenter, fremfor blindt at følge kirkens og kongens sandheder. Derfor kommer der i oplysningstiden for første gang offentlig debat i aviser, tidsskrifter, klubber og saloner, hvor man diskuterer samfundets indretning, styreformer og normer.

     Den voksende kritik af magtforholdene er en af de faktorer, som fører til den amerikanske og den franske revolution i 1775 og 1789, og til at enevælden afskaffes i de øvrige europæiske lande og afløses af spirende demokratier. 

     Oplysningstiden skaber også rum til, at naturvidenskabsmænd kan ytre sig mere frit: I 17-1800tallet grundlægges mange nye videnskaber, som ikke baserer sig på religion, men på hvad man kan observere med egne øjne – en tilgang, som tidligere kunne føre til dødsstraf. I 1600-tallet blev Galilei Galileo fx anklaget for kætteri, da han hævdede, at solen er universets centrum

.

     Ytringsfriheden har desuden bidraget til, at kunstnere har kunnet udtrykke sig frit og kritisk – fx under Det moderne gennembrud i Danmark i 1870-90, hvor deres kritiske fokus på religion, kønsulighed og klasseforhold var med til at skabe en ny politisk og social bevidsthed i befolkningen.

Medierne spiller en nøglerolle i den offentlige, demokratiske debat. Derfor er pressefrihed uden censur og med kildebeskyttelse en del af ytringsfriheden, ifølge Grundlovens § 77 og FN’s menneskerettigheder.

     ”Stærke og frie medier er en forudsætning for et sundt demokrati,” understreger regeringen i sit udspil til en ny medieaftale i 2022

: ”I Danmark har vi en lang tradition for uafhængige medier, der udfylder deres rolle som demokratiets vagthund. Medierne er også afgørende for, at vi som borgere kan tage aktivt del i demokratiet på et oplyst grundlag. Den frie presse spiller en helt central rolle i at kontrollere magtudøvelsen i samfundet og understøtte borgernes mulighed for at danne deres egne meninger ved at stille kritisk og troværdig journalistik til rådighed for alle.”

Sammenstød mellem ytringsfrihed og krænkelse af islam har skabt flere store konflikter i Danmark de senere år. Blandt andet i 2005 forbindelse med Muhammedtegningerne og i 2023, hvor afbrænding af koraner i Danmark og Sverige blev fordømt af Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC, som krævede, at de to lande forbyder den slags handlinger.

     I bogen ’Kampen om ytringsfriheden’ peger ph.d. i international politik Heini í Skorini på, at den aktuelle diskussion om blasfemi i de europæiske samfund handler om, hvad der er vigtigst for samfundet: at tage særligt hensyn til de behov, som religiøse islamiske minoriteter, der er emigreret til de vestlige lande, har, eller at holde fast i friheden til at kunne forholde sig kritisk til magtfaktorer som fx en verdensreligion med over 1,5 milliarder følgere

.

Med internettet og de sociale medier er det de senere år blevet nemmere for os at dele vores meninger med et bredere publikum. Det har styrket den demokratiske debat, men det har også skabt større risiko for spredning af hadtale, desinformation og konspirationsteorier. Det kan fx ske i form af ’trolling’ – dvs. fjendtlig propaganda, hvor man fx i Rusland bruger opslag på at Facebook til at søge at underminere borgernes tillid til det vestlige demokrati.

     ”De mange fordele, vi oplever i den digitale tidsalder, fordi vi har fået lige og ubegrænset adgang til at udtrykke os, medfører uundgåeligt også misbrug, misinformation og overdrivelse, som vi ikke effektivt kan stoppe, uden at vi samtidig bringer ytringsfriheden i fare,” pointerer Jacob Mchangama

.

Det er i høj grad private virksomheder som ejerne af Facebook og Instagram, Google, Amazon, Microsoft og Apple, der sætter rammerne for ytringsfriheden på internettet og de sociale medier, da de som private firmaer kan lave strammere regler for, hvornår et indlæg skal fjernes, fordi det er stødende eller krænkende. Derfor kontrollerer tech-giganterne den globale samtale på nettet efter deres egne regler, som ikke nødvendigvis følger de internationale menneskerettigheder om ytringsfrihed, vurderer Heini í Skorini i bogen ’Kampen om ytringsfriheden’

.

     Tech-giganter bruger også tit uigennemskuelige algoritmer til at styre indholdet på de sociale medier, påpeger Jacob Mchangama (kilde 19). Det betyder, at algoritmerne får lov at sætte grænserne for ytringsfriheden i vores fælles debat på de sociale medier på en måde, som det er svært at drage nogen til ansvar for. 

     I en del år har der været kritik af, at vi ikke har offentlig kontrol med, hvilke lovlige opslag, kommentarer og billeder de sociale medier fjerner, og hvilket ulovligt indhold de ikke fjerner. Det skader ytrings- og informationsfriheden, mener fx Institut for Menneskerettigheder

.

Tech-giganterne har indtil nu ikke villet give offentligheden indsigt i algoritmernes samfundsmæssige effekter, selvom flere læk tyder på, at de kender til deres skadelige effekter. Derfor ønsker den danske regering en højere grad af demokratisk kontrol med de globale tech-giganter, som ejer en stor del af vores demokratiske infrastruktur. Det fremgår af regeringens udspil til en medieaftale i 2022

     I EU har man i 2024 vedtaget Forordning om digitale tjenester

, som alle platforme skal leve op til. Målet er, at EU-borgere beskyttes bedre mod ulovligt indhold og samtidig bevarer deres ytrings- og informationsfrihed, når de bruger Google, Instagram, TikTok osv.

     Men skal beskyttelsen være effektiv, er det afgørende, at tech-giganterne selv aktivt søger at finde den rette balance på platformene i forhold til at sikre borgernes ytringsfrihed, pointerer Institut for Menneskerettigheder

.

Af frygt for chikane, trusler, overvågning eller misbrug af data undgår et stigende antal danskere at udtrykke deres holdninger offentligt på fx de sociale medier. Det viser undersøgelsen Ytringsfrihed og selvcensur fra 2024, som Institut for Menneskerettigheder står bag

.  

     Her viser tallene, at hver 3. dansker har valgt ikke at deltage i en offentlig debat på de sociale medier, og hver 10. dansker har valgt ikke at deltage i demonstrationer, borgermøder mm. Især emner som religion, flygtninge, udlændinge, ligestilling og diskrimination fravælger mange at kommentere på.

     Baggrunden for undersøgelsen er, at instituttet vurderer, at selvcensur underminerer ytringsfrihedens rolle som garant for den frie offentlige debat, et demokratisk retssamfund hviler på. Selvom ytringsfriheden har gode rammer i Danmark, sætter den stigende tendens til selvcensur ytringsfriheden under pres, fordi færre synspunkter kommer til orde. Det kan i værste fald skade demokratiet, konkluderer undersøgelsen.

”Den digitale tidsalder har vist, at man ikke skal tage let på det, når hadtale spredes via sociale medier, og at hadtale kan bidrage til både fysiske og psykiske skadevirkninger, som har en tendens til at ramme udsatte minoriteter uforholdsmæssigt hårdt,” påpeger Jacob Mchangama

.

     Men han ser ikke censur som et effektivt redskab til at beskytte dem bedre: ”Ytringsfrihedens historie viser os, at den er et uundværligt våben i kampen mod undertrykkelse. Beskyttelse af sårbare grupper mod diskrimination samtidig med man bevarer frihed og lighed til at ytre sig kan og bør forstærke hinanden,” understreger han.

     Hvidt overherredømme har været stærkt afhængig af censur og underkuelse, fx under det amerikanske slaveri og raceadskillelsen, den britisk kolonialisme og den sydafrikanske apartheid. Og fx i Indien bruger man stadig love mod hadtale, som har rødder tilbage til den britiske kolonitid, til at bringe systemkritikere og minoriteter til tavshed, som disse love egentlig er skabt til at beskytte

.

Formålet med at afskaffe blasfemiparagraffen er at sikre, at ytringsfriheden er en rettighed, der ikke underlægges religiøse følelser. Blasfemi er desuden rettet mod selve religionen, ikke mod de personer, der dyrker den. Derfor overtræder den ikke deres menneskerettigheder, mener Heini I Skorini

.

     Han peger også på den engelske blasfemiforsker Yvonne Sherwood, der skelner mellem religiøs blasfemi, hvor man som troende angriber andre religioners guder, doktriner og hellige religiøse symboler, og politisk/social blasfemi, hvor man angriber religionen som en samfundsinstitution og magtudøver.

     I praksis opfatter man i religiøse samfund dog ofte politisk/social blasfemi som religiøs blasfemi

.

     Et moderne eksempel er Pussy Riots aktion i den russiske Frelserkirke i Moskva, hvor fire medlemmer løb op til alteret og sang og dansede, mens de bad Jomfru Maria om at befri Rusland for Vladimir Putin. Aktionen var ment som en politisk, systemkritisk aktion rettet mod Vladimir Putin, men efter deres fængsling blev der indført en ny lov mod religionskrænkende ytringer, og de blev dømt op til 2 års fængsel for hooliganisme motiveret af religiøst had. Læs mere om Pussy Riot på Faktalink.

Efter terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001 vedtog et stort flertal i Folketinget en terrorpakke, som gør det kriminelt at tilskynde til/billige terrorisme ifølge § 136.

     Men i artiklen ’Smiley-terrorister i ytringsfrihedens grænseland’ bragt på mandagmorgen.dk 26. januar 2015 peger strafferets-professor Jørn Vestergaard på, at det er gigantisk gråzone, når man skal definere, om en ytring billiger/tilskynder til terrorisme, og hvad terrorisme egentlig er

.

     I Tyrkiet forfølges journalister fx for ’terrorpropaganda’, som ofte blot ville kaldes kritisk journalistik i Danmark, og i fx Rusland, Saudi-Arabien, Pakistan og Egypten bruges lovgivning om ekstremisme til at bringe kritikere til tavshed ved at spille på befolkningens frygt for terror, påpeger Jacob Mchangama i analysen ’Ytringsfrihed – hvad skal det nytte’ fra Tænketanken Justitia

.

     Terrorlove, øget overvågning og kontrol kan også føre til selvcensur, så man som borger eller medie afstår fra at bruge sin ytringsfrihed, fordi magthaverne i et land kan definere en ytring som en opfordring til terrorisme, selvom man ikke selv definerer sig som terrorist.

Cancel-kultur og woke er begreber, som bredte sig på universiteter og sociale medier i USA i kølvandet på MeToo og Black Lives Matter-bevægelserne. De sætter fokus på, hvordan racisme og diskrimination gennemsyrer samfundsstrukturer, normer og værdier og fx kommer til udtryk i racistiske, sexistiske eller homofobiske ytringer

.

     Woke er et identitetspolitisk og aktivistisk begreb med rødder i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i 1950-60’erne. At være woke er at være social og politisk opmærksom på bestemte samfundsgruppers privilegier, forskelsbehandling og undertrykkelse af andre grupper

.

     Nogle woke-aktivister bruger cancelling som strategi til at bekæmpe diskrimination, ved at de opfordrer til kollektiv boykot af personer, som ifølge aktivisterne kommer med diskriminerende udtalelser. Fx universitetsprofessorer, journalister og kunstnere, som bør fyres, boykottes eller udskammes på nettet

.

     Cancel-kulturen har blandt andet medført, at der på amerikanske universiteter er sket en række fyringer, og på de sociale medier boykottes fx Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling, fordi hun ikke støtter transkønnedes rettigheder

. At historien skal skrives om, er også en del af cancel-strategien. Derfor kræver aktivisterne, at statuer af f.eks. hvide magtfulde politikere, som var involveret i slavehandel i slavetiden, fjernes fra hæderspladser i det offentlige rum

.

Tilhængerne mener, at cancel-kulturen styrker ytringsfriheden for de marginaliserede grupper: Deres holdninger er blevet undertrykt, og de får nu en stemme, som bliver hørt. Kritikken af cancel-kulturen ser de som de magtfuldes forsøg på at lukke munden på minoriteterne og fastholde de diskriminerende strukturer.

     I Kristeligt Dagblads artikel ’Højrefløjen er en større trussel mod ytringsfriheden end cancel-kultur’, bragt 19. august 2022, peger den amerikanske filosof Sigal R. Ben-Porath på, at ytringsfriheden de senere år er blevet brugt af de mest magtfulde som et våben til at diskriminere minoriteterne og forhindre dem i at få del i magten. Derfor er de progressive universitetsstuderende kritiske over for at give taletid til de mest magtfulde, forklarer hun

.

     ”Er det virkelig skidt for den offentlige debat og videnproduktion, at stemmer nedefra, fx studerende eller den brede offentlighed, blander sig i, hvem der skal have lov at tale fra en autoritetsposition? Er det ikke mere demokratisk, når den brede befolkning holder institutioner, medier og intellektuelle autoriteter til ansvar?” spørger antropolog Magnus Pharao Hansen i en kronik i Dagbladet Information 4. august 2020, hvor han kommenterer kritikken af, at akademikere på amerikanske universiteter er blevet fyret, efter studerende har klaget over deres diskriminerende adfærd

.

Modstanderne ser cancel-kulturen som en trussel mod ytringsfriheden, der indskrænker den frie debat.

     Forfatteren Noam Chomsky, en venstrefløjsaktivist fra 1968-generationen, påpeger i et interview i Dagbladet Information i oktober 2021

: ”Cancel-kultur er ikke nyt – forskellen er kun, at venstrefløjen nu har overtaget den reaktionære højrefløjs gamle kampmidler og forsøger at lukke munden på politiske modstandere og anderledestænkende. ”Det var forkert før, og det er forkert nu, selvom intentionerne er gode nok: Enten går vi ind for, at der er ytringsfrihed for holdninger, vi foragter, eller vi går slet ikke ind for ytringsfrihed.”  

     150 førende intellektuelle skrev også i debatindlægget ’A Letter of Justice and Open Debate’ i det amerikanske Harper’s Magazine, 7. juli 2020

:

     ”Vejen til at besejre dårlige ideer går gennem eksponering, modargumentation og overtalelse – ikke ved at forsøge på at tie dem ihjel eller ved at ønske dem væk.”  

     Selvcensur af frygt for at blive fordømt eller boykottet er også en risiko ved cancel-kulturen, som skader debatten, påpeger Jacob Mchangama på dr.dk 8. juli 2020

.

Kan ytringsfrihed overleve i en globaliseret verden med forskellige holdninger til vigtigheden af ytringsfrihed?

     ”Vi står midt i en global værdikamp om ytringsfrihed, religion og religionskritikkens vilkår i det 21. århundrede,” vurderer Heini Í Skorini i ’Kampen om ytringsfriheden’

: Retten til at kommunikere frit om religiøse forhold er under pres i FN-systemet, og 2020 kunne man i 84 stater i verden blive straffet for blasfemiske ytringer med bøde, fængsel og i nogle lande tortur eller død.

     Tendensen er på den ene side, at flere lande har indført/genindført lovgivning mod blasfemi – på den anden side har flere vestlige lande afskaffet blasfemiparagraffer, især efter terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i 2015. Blandt andet Danmark i 2017. Denne værdikamp handler dybest set om menneskets evne til at tænke og kommunikere frit om livets store spørgsmål.

     ”Dem, der kontrollerer samtalen og dens grænser, er dem, der sidder på magten. Sådan har det altid været. Men udfaldet af den globale værdikamp har konsekvenser for virkelige mennesker i den virkelige verden,” understreger Heini Í Skorini.

”I dag stiller mange spørgsmål ved, om vi fortsat bør betragte ytringsfrihed som den primære frihedsrettighed,” påpeger Jacob Mchangama i ’Ytringsfrihed fra Sokrates til de sociale medier’

.  

     Magtkritikerne mener, at de magtfulde bruger ytringsfriheden til at undertrykke minoriteter, mens den politiske elite og medierne er optaget af, hvordan ytringsfriheden bruges til at sprede hadtale og desinformation på de sociale medier, og i autoritære regimer knuses ytringsfriheden af religiøse fundamentalister, teknologiske overvågning af nettet og hårde straffe.

     Men det er en fejl at tro, at demokratiets udfordringer kan overvindes ved at rulle grænserne for ytringsfriheden tilbage, vurderer han: ”Ytringsfriheden udgør stadig frihedens store bolværk, og hvis dette bolværk ikke vedligeholdes, vil det med tiden bryde sammen og give os en fremtid med mindre frihed, demokrati og lighed, og mere uvidenhed, autokrati og undertrykkelse.”

     Mchangama peger også på, at nye kommunikationsteknologier altid har medført forandringer i magtforholdene, og at ethvert nyt teknologisk fremskridt – fra trykpressen til internettet – har mødt modstand hos de autoriteter, hvis magt er blevet truet, når marginaliserede grupper får adgang til nye medieteknologier.