Konfirmation

I 7.-8. klasse får danske unge mulighed for at blive konfirmeret. Med det protestantiske konfirmationsritual bekræfter konfirmanden sin dåb og siger ja til at forblive medlem af folkekirken. Men konfirmationen forstås også som Guds bekræftelse af sit løfte om at være med konfirmanden. Konfirmationen har rødder i den katolske kirke og har ændret sig markant de seneste 500 år fra at være en udelukkende religiøs handling til at blive en fest med stadigt større fokus på dyrt tøj, penge og gaver. De seneste årtier har konfirmationen fået konkurrence af overgangsritualer, som ikke knytter sig til kirken. Det nyeste alternative ritual kaldes humanistisk konfirmation og er et ikke-religiøst tilbud til unge, der ønsker at markere overgangen fra barndom til ungdom med et kursus i livssyn og etik på et humanistisk grundlag. Langt de fleste unge i Danmark vælger dog stadig at blive konfirmeret.

Ordet konfirmation er afledt af det latinske confirmatio, som betyder bekræftelse. Konfirmation betyder, at Gud bekræfter det løfte, han gav ved dåben – om at være med det menneske, der allerede én gang – ved dåben – har sagt ja til at være Guds barn.

Mange danskere misforstår konfirmationsritualet og tror, at det er de unge, der med konfirmationen bekræfter, at de fortsat tror på Gud. Men konfirmationen er kun i stærkt dogmatisk troende kredse en bekræftelse af den døbtes tro på Gud. I den almindelige folkekirke betyder konfirmation det modsatte; nemlig at Gud bekræfter dåben.   ”Mange opfatter konfirmationen som en bekræftelse af ens dåb. Men det er faktisk ikke det, som sker. Konfirmation betyder bekræftelse. Men det er dig, den enkelte, der bliver bekræftet af Gud. I kristen forstand er konfirmationen derfor lidt overflødig, for Gud har allerede taget en til sig som Guds barn, når man bliver døbt,” siger Leise Christensen, der har forsket i unge og konfirmation og er lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, i artiklen ”Danskere misforstår konfirmationen” på Videnskab.dk (se kilder). Derfor giver det ifølge Leise Christensen ikke mening, når unge fortryder, at de blev konfirmeret, fordi de ikke er sikre på, at de tror nok, sådan som undersøgelser har vist, at nogle unge gør. For man kan ikke snyde sig til at blive konfirmeret – konfirmationen er ikke en præstation, men en modtagelse af Guds fortsatte velsignelse, argumenterer hun i artiklen.

Konfirmationen, som vi kender den i den danske folkekirke, har rødder i den katolske kirke. Siden den første pinse er Helligånden blevet opfattet som den, der fører Jesu opgave til ende. Den bibelske forklaring på Helligåndens betydning er fortællingen om, at Jesu disciple 50 dage efter hans genopståen fortsat var så bange, at de gemte sig for omverdenen. Jesus gjorde dem trygge ved at sende sin Hellige Ånd til dem og dermed forvandlede dem til ”nye mennesker”, som turde gå ud i verden og prædike, at den korsfæstede Jesus var Guds søn og genopstået fra de døde. Katolikkerne kalder også deres konfirmation for firmelse. Firmelsen genaktualiserer dåbens pagt om, at den unge (firmanden) står i et forhold til Gud og skal virkeliggøre Guds vilje på jorden. Ved firmelsen modtager mennesket i katolsk forståelse, ligesom disciplene, Helligånden og bliver herved i stand til at være vidne for Jesus. Selve firmelsesritualet indebærer, at den unge bliver salvet med en velduftende olie kaldet krisam, som betyder ’den salvede’ og symboliserer, at Helligånden er kommet til den firmede og genskaber ham eller hende på ny. Det kan man læse under overskriften Firmelsen på Katolsk.dk (se kilder). I den katolske kirke er firmelsen et af i alt syv sakramenter. I den luthersk-evangeliske kirke, som folkekirken tilhører, har man kun to sakramenter, dåb og nadver, og her er konfirmationen altså ikke et sakramente.

I løbet af 1500-tallet gjorde præsten og reformisten Martin Luther op med en del af den katolske kirkes skikke, heriblandt firmelsen, som blev afskaffet og gjort forbudt i 1539 ifølge den protestantiske kirkens første grundlov. Det var en ny reformatorisk strømning, pietismen, der senere genindførte konfirmationsritualet. Pietisme kommer af det latinske pietas, der betyder hjerte, følelser og inderlighed. Pietisterne mente, at unge mennesker havde brug for en genopfriskning af dåbens ord for at kunne gå ud i verden og virke for Gud. Det er denne genindførelse af konfirmationsritualet, vi kender som den konfirmation, den danske folkekirke står for i dag. I 1736 blev dåb og konfirmation lovpligtigt, og man skulle bestå en prøve for at blive konfirmeret. Havde man ikke bestået prøven og var blevet konfirmeret som 19-årig, kunne man hverken få lov til at gifte sig, at vidne i retssager eller at stå fadder ved barnedåb. At modsætte sig konfirmationen kunne tilmed straffes med fængsel. Bestod man konfirmationstesten, kunne man til gengæld få en såkaldt skudsmålsbog, som fungerede som pas, straffeattest og CV eller adgang til at søge arbejde. Helt indtil Grundloven af 1849 var konfirmationen således en forudsætning for at opnå borgerlige rettigheder i Danmark. Skudsmålsbogen blev først afskaffet ved lov i 1921, kan man læse i artiklen ”Sådan har konfirmationen udviklet sig i historien” (se kilder).

Efter at præsten har holdt tale for konfirmanderne, og konfirmanderne i fællesskab har sagt trosbekendelsen, foregår den egentlige konfirmation oppe ved alteret, hvor konfirmanderne knæler én for én, mens konfirmandens familie typisk rejser sig. Der er to muligheder for selve velsignelsen. Enten spørger præsten, og konfirmanden bekræfter herefter trosbekendelsen med sit ja og bliver velsignet. Eller konfirmanden modtager med det samme velsignelsen uden at skulle svare, ved at præsten lægger hånden på konfirmandens hoved. I begge tilfælde fuldender præsten ritualet ved at læse et bibelvers op; konfirmandens eget konfirmationsord. Konfirmationen slutter med, at konfirmanderne og præsten i fællesskab beder fadervor, hvorefter konfirmanderne går tilbage til deres pladser. Sådan er ritualet beskrevet på folkekirken.dk (se kilder).

I generationer har de nyslåede konfirmander markeret dagen efter konfirmationen ved at tage på såkaldt Blå Mandag. Denne festdag markerer som en art overgangsritual, at de nu er trådt ind i de voksnes rækker. Derfor er det en vigtig del af traditionen, at de unge køber og iklæder sig nyt tøj denne dag, hvor de tager på udflugt for at have det sjovt med deres konfirmerede venner – enten i byen eller biografen, på Dyrehavsbakken eller i Tivoli. Der er flere forklaringer på traditionen Blå Mandag. Den kirkelige er, at navnet stammer fra middelalderen og den katolske praksis med at lægge et blåt klæde på alteret dagen efter fastelavn for at markere, at nu satte fasten ind – altså en markør af, at nu startede noget nyt. En anden forklaring på traditionen Blå Mandag er den tyske baggrund det tilsvarende Blauer Montag. I Tyskland var det før i tiden almindeligt, at de såkaldte farversvende havde lov til at holde fri om mandagen, hvis de havde brugt søndagen på at farve arbejdstøjet blåt og vaske det. For da skulle tøjet hænge til tørre hele mandagen. En anden forklaring på navnet Blå Mandag er, at det kommer af det tyske udtryk for at være fuld; Blau sein. Det kan man læse i artiklen ”Hvad er blå mandag” på Kristendom.dk (se kilder).

Konfirmationen er det mest stabile ritual i folkekirken, og langt de fleste unge vælger at blive konfirmeret. De seneste år har antallet af konfirmander ligget ret stabilt på mellem 70 og 73% af en ungdomsårgang på landsplan – lavest i Københavns Stift, hvor 40% bliver konfirmeret, højest i Viborg Stift, hvor knap 81% vælger konfirmationen.

En undersøgelse af de unges motivation for at blive konfirmeret foretaget af religionssociolog Henrik Reintoft Christensen og teolog Leise Christensen i 2015 viste, at de unge var meget tilfredse med både den konfirmationsforberedende undervisning (66%) og kontakten til præsten (77%). I analysen ”Konfirmation er gået fra pligt til individuelt valg” på Kristendom.dk (se kilder) vurderer teolog og ph.d.-studerende Karen Marie Leth-Nissen, at de unge tager konfirmationen meget alvorligt og finder mening i det kristne overgangsritual i modsætning til opfattelsen af, at de unge først og fremmest vælger konfirmationen for festen og gavernes skyld, og fordi deres kammerater bliver konfirmeret. I undersøgelsen svarede 83% af de unge da også, at de har valgt konfirmationen, fordi de selv ønskede at blive konfirmeret, mens bare 8% svarede, at de blev konfirmeret, fordi vennerne gjorde det. 21% svarede, at de følte, at konfirmationen var en pligt, som familien forventede af dem (se kilder). Også undersøgelsen ”Millennium-konfirmander” (se kilder) understreger, at de unges primære grund til at lade sig konfirmere ikke er festen og gaverne. I stedet svarer langt størstedelen af de unge i undersøgelsen, at det er traditionen og troen på Gud, der har fået dem til at vælge at blive konfirmeret, mens festen, gaver og vennerne først kommer ind på en 2., 3. og 4. plads.   ”Der er klart mere på spil for de unge konfirmander, end forældrene går og tror. Det er ikke bare forbrug. Det skal vi passe på at trække ned over hovedet på dem. Vi har at gøre med en ny generation, der ikke bare forbereder sig på en fest”, siger Suzette Munksgaard, projektleder fra CUR, Center for Ungdomsstudier, tilknyttet Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, der står bag undersøgelsen, i artiklen ”Unge siger ja til Gud: Konfirmation er kirkens store hit”, i Politiken (se kilder).

For at blive konfirmeret skal man deltage i konfirmationsforberedelse. Almindeligvis begynder denne allerede i efteråret året før konfirmationen og består af mellem 48 og 56 timers undervisning, som typisk finder sted i sognegården eller et andet lokale ved kirken. Her præsenteres de unge konfirmander for salmer, bibeltekster og ritualer, kristendommens fortællinger og historie, som styrker deres kendskab til kristendommens trosgrundlag. En del af den religiøst dannende forberedelse er, at konfirmanderne skal gå til et antal gudstjenester, som den enkelte præst fastsætter. I 1736 blev det indskrevet i Folkeskoleloven, at konfirmationsforberedelsen skal ligge i skoletiden. Folkeskolereformen fra 2014 har udfordret denne model og tvunget en del præster til at lægge konfirmationsforberedelsen sent på dagen og undervise meget store hold, fordi skoledagene er blevet forlænget som en konsekvens af skolereformen. Det har fået mange præster til at gentænke undervisningen og samle den i færre sammenhængende forløb, kan man læse i artiklen ”Fundamentet under konfirmationsforberedelsen har slået revner på” Kristendom.dk (se kilder).   I Danmark ligger konfirmationen for de fleste i slutningen af 7. klasse, men der er også unge, der bliver konfirmeret i 8. klasse. Der har været en del debat af om, hvorvidt 7.-klasses elever er for unge og umodne til at tage stilling til konfirmationen, og om konfirmationsalderen derfor bør sættes op. I 2017 viste en undersøgelse foretaget af YouGov for MetroXpress, at 2 ud af 10 danskere mener, at de unge bør være mellem 15 og 18 år, når de bliver konfirmeret, mens seks procent svarer, at man bør vente med konfirmationen, til man er 18 år. Det fremgår af artiklen ”Hver fjerde dansker mener, at du er for ung, når du bliver konfirmeret” på BT.dk (se kilder). I midtby-kirkerne i Horsens har man valgt at flytte konfirmationen fra 7. til 8. klasse netop ud fra en betragtning om, at de unge så er mere modne og bedre i stand til at forholde sig til konfirmationen. Og det har virket godt, forklarer sognepræst i Vor Frelsers Kirke Anja Elm i artiklen ”Præst om skift til 8. klassetrin: Det løser ikke alt, men de unge har lettere ved at koble tingene” (se kilder).

Borgerlig konfirmation er en ikke-kirkelig markering af overgangen fra barndom til ungdom. Allerede i 1915 arrangerede Foreningen mod kirkelig konfirmation såkaldte ”borgerlige konfirmationer” uden for kirken i Folkets Hus på Vesterbro i den bygning, der nu huser spillestedet Vega. Fire unge kvinder holdt dengang fest med i alt 100 gæster. De kommende år blev mange københavnerunge, særligt fra arbejderfamilier, borgerligt konfirmeret. Højtideligheden foregik ved, at en lokalpolitiker holdt tale, og derefter var der fest. I 1970erne overtog den socialdemokratiske ungdomsorganisation DUI Leg & Virke ansvaret for at afholde de borgerlige konfirmationer. Senere har de ikke religiøse fester som alternativ til konfirmationen fået betegnelsen nonfirmation Der er ikke længere en organisation, der står bag disse nonfirmationsfester, som i dag typisk bliver holdt i privat regi.

Humanistisk konfirmation er et ikke-religiøst alternativ til konfirmationen, som organisationen Humanistisk Samfund står bag. Danske unge har siden 2010 kunne blive såkaldt humanistisk konfirmeret med en fejring og højtideligholdelse af overgangen fra barn til voksen. Den humanistiske konfirmation kræver som konfirmationen forberedende undervisning. Her bliver de unge udfordret på holdninger og spørgsmål om etik, moral, normer og værdier på et kursus, der strækker sig over to weekender. Det kan f.eks. være samtaler og gruppearbejde om seksualitet eller menneskerettigheder, forklarer forkvinde for Humanistisk Samfund, Lone Ree Milkær, i artiklen ”Flere unge vælger konfirmation uden Gud”. I 2010 valgte 10 danske unge at blive humanistisk konfirmeret, i 2016 var det 92. Ikke alle er begejstrede for de humanistiske konfirmationer. Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole og medlem af Etisk Råd, kalder ceremonien latterlig. ”Man er nødt til at have et sted at hente betydningen fra, og da de ikke tror på noget højere, så er alt det ceremonielle og ritualet ingenting. Det er en dækningsløs check”, siger han i ovenfor nævnte artikel (se kilder).

Kritikere af konfirmationen kalder det religiøse ritual utidssvarende, fordi de ikke mener, at konfirmationen i dag markerer en egentlig overgang mellem barndom og ungdoms-/voksenliv. Før i tiden fulgte der pligter og rettigheder med konfirmationen, argumenterer for eksempel Lars Andreassen, cand.mag., højskolelærer og medlem af Humanistisk Samfund, i debatindlægget ”Vi har brug for en tidssvarende konfirmation” i dagbladet Information (se kilder).   ”Konfirmationen er et overgangsritual og skulle gerne markere et skift fra barn til voksen samt understrege det ansvar, der følger af ikke længere at være barn. Man træder ind i reproduktionssfæren og er nu belastet af den byrde, det er at skulle videreføre sin familie, sin slægt, sin kultur og sit samfund. Vi har glemt denne alvor, og derfor kan vi ikke finde ud af at fejre den behørigt, men fastholder et traditionelt, men meningstomt ritual”, skriver han som argument for i stedet at indføre et bredere dannende overgangsritual som f.eks. den humanistiske konfirmation.

Teolog og ph.d.-studerende Karen Marie Leth-Nissen er blandt de, der mener, at konfirmationen netop har formået at forandre karakter, så den passer ind i moderne unges behov for at definere deres identitet og de værdier og normer, der kommer til at danne grundlag for deres personlighed. Som hun skriver i analysen ”Konfirmation er gået fra pligt til individuelt valg” på Kristendom.dk (se kilder): ”Konfirmationen er den første gang, de unge bliver præsenteret for et religiøst valg, og alt tyder på, at de tager det alvorligt. Det tyder på, at konfirmationen har formået at forandre karakter, så den passer ind i det moderne menneskes behov. Hvor den tidligere var en pligt, er den nu præget af at være et ritual, som i høj grad passer til det moderne menneskes valg af identitet og søgen efter en personlig livshistorie”.