Køn og identitet

Køn og identitet er knyttet tæt sammen, hvilket blandt andet viser sig i vores sprog, hvor kønnet er definerende for, hvordan vi tiltaler og omtaler hinanden (han, hun, piger, drenge). Nogle mener, at køn og kønsidentitet udelukkende er biologisk bestemt. Men siden 1970ernes opgør med traditionelle kønsroller er der stadig flere, der mener, at det, vi i samfundet forbinder med at være mand og kvinde, i høj grad er kulturelt og socialt betinget og kan ændre sig over tid. Kønsidentitet er det eller de køn, man selv identificerer sig som, og køn er i dag mere flydende end for bare et årti siden.

Køn er en kategori, som vi bruger til at forstå os selv og andre med. Men køn er ikke den eneste kategori, som er afgørende for vores identitet og for, hvordan vi forstår andre mennesker. I bogen ”Køn og kultur i psykologien” (se kilder) beskrives det på følgende måde: ”Hvad en persons kønstilhørsforhold kan betyde for ham eller hende, eller for mennesker, der møder den pågældende, vil altid være påvirket af personens position i relation til andre vigtige sociale kategoriseringer”. Disse kategorier kan for eksempel være klassetilhørsforhold, etnisk identitet eller seksuel orientering. Det diskuteres stadig, hvordan køn og identitet er knyttet til hinanden, og diskussionen kædes ofte sammen med debatter om ligestilling. Det var tidligere alment accepteret, at køn og dertil hørende kønsegenskaber var biologisk bestemt og var det, der afgjorde, om en person definerede sig selv som mand eller kvinde og fandt sig til rette inden for mande- eller kvinderollen. Men sådan er det ikke længere. I 1970erne gjorde mange – især unge og kvinder – oprør mod autoriteter og traditioner, og kvindebevægelsen protesterede imod de traditionelle kønsroller. Siden er det blevet mere almindeligt at forstå køn som et delvist kulturbestemt fænomen, som ændrer sig i takt med, at man i samfundet ændrer opfattelse af, hvad det vil sige at være mand, kvinde eller noget tredje. Dette blik på køn kaldes det socialkonstruktivistiske blik, og idet ligger der, at den enkelte person udvikler sin kønsidentitet i en form for vekselvirkning med kønsnormerne i samfundet. Man er altså ikke født til at blive mand eller kvinde på en helt bestemt måde; i stedet udvikler ens kønsidentitet sig afhængig af det samfund, man lever i. Det er også forskelligt, om mennesker føler, at deres køn og kønsidentitet passer ind i kategorien mand eller kvinde, eller om man føler sig begrænset af den binære opdeling af køn (enten mand eller kvinde). Nogle opfatter sig selv som et tredje køn, intetkøn eller som både mand og kvinde. Andre igen mener, at det er forkert, at der bliver sat spørgsmålstegn ved den traditionelle opdeling i et kvinde- og et mandekøn, fordi de forstår kønnet som noget, der er biologisk bestemt og naturligt afgrænset, og som man ikke bør ændre på.

En kønsrolle er de forventninger, der er til, hvordan en person, der opfattes som for eksempel mand eller kvinde, opfører sig. Organisationen LGBT (Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner) er en international interesseorganisation med fokus på områderne kønsidentitet og seksuel orientering. Den nationale afdeling af LGBT, LGBT Danmark, beskriver i deres online-ordbog en kønsrolle således (se kilder): ”Den almene opfattelse af, hvordan piger/kvinder og drenge/mænd i en given kulturel kontekst skal opføre sig og se ud for at accepteres og forstås som henholdsvis piger/kvinder og drenge/mænd.” Traditionelt set kan det for eksempel handle om, at mænd forventes at være fysisk stærke, handlekraftige og ikke græde, mens kvinder forventes at være omsorgsfulde, interessere sig for mode og udtrykke tristhed eller skuffelse fremfor vrede. Kønsroller kan dog sagtens ændre sig, fordi forventningen til, hvad en ”rigtig” kvinde eller mand er, skifter fra kultur til kultur og over tid. Et eksempel på, hvordan samfundets normer og kønsrollerne har betydning for individets valg, er forventningen om, at mænd skal være hovedforsørger i familien, hvilket kan betyde, at unge mænd forventes at følge en karrierevej med en god indtjening. Kønsroller hænger således også sammen med traditionel arbejds- og magtfordeling. I videns- og udviklingscenteret Kvinfo, der arbejder med kønsrelaterede emner er man kritisk over for, hvordan kønsrollerne kan begrænse menneskers måde at udfolde sig på: ”Det er vigtigt at udfordre maskulinitetsnormerne, for de er jo begrænsende, som de er nu. Når normerne er snævre, føler man sig sjældnere genkendt, og så bliver man klemt. Bredere normer giver flere mulighed for at ’passe ind’, og så bliver færre mennesker klemt.” (se kilder).

Kønsidentitet er den (eller de) kønsidentitet(-er), som man selv identificerer sig med. Det svarer til det engelske ”gender identity” og har i udgangspunktet intet at gøre med, hvilken seksuel orientering man har. Ens kønsidentitet er en indre oplevelse af ens identitet og derfor heller ikke nødvendigvis identisk med, hvilket køn andre aflæser, at man er. I artiklen ”Læge kritiserer kollega der opererer på raske børn for at give dem et køn”, bragt i Information i 2017 (se kilder), forklarer psykolog Karina Lins: “Kønsidentiteten har, ved vi, både biologiske, psykologiske og sociologiske faktorer, så vi kan ikke bare bestemme en persons kønsidentitet på basis af de ydre kønsorganer”.

Forståelsen af identiteten er påvirket af, om man ser køn som binært eller ikke. I en binær kønsforståelse ser man to former for køn (mandligt og kvindeligt), der er modsatrettede. Den non-binære kønsforståelse ser derimod køn som en stor variation af kønsidentiteter og kønsudtryk uden en skarp opdeling af mandligt og kvindeligt. Inden for den non-binære kønsforståelse kan en person identificere sig som både mand og kvinde, hverken-eller eller noget imellem de to. Organisationen LGBT har lavet en oversigt over forskellige kønsidentiteter (se kilder). LGBT definerer eksempelvis en kønsidentitet som cis-kønnet som følger: ”Person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen. Mange vil samtidig leve op til de sociale forventninger knyttet til deres køn, mens nogle vil forholde sig kritisk til disse forventninger. Det modsatte af transkønnet”. Det at forstå sig selv som kvinde betyder altså ikke, at man nødvendigvis passer ind i en bestemt forståelse af, hvad en kvinde er. At være transkønnet betyder, at man ikke identificerer sig som det køn, man er blevet tildelt ved fødslen. At være transvestit betyder, at man har en kønsidentitet, der adskiller sig i større eller mindre grad fra det køn, man er blevet tildelt ved fødslen, samt at man i påklædning, adfærd m.m. udtrykker sig som det modsatte køn af det ved fødslen tildelte. Se LGBTs oversigt for flere kønsidentiteter.

Indtil 1970erne interesserede forskerne sig stort set ikke for det kulturelle køn. Meget få studier forholdt sig til køn, og de, der gjorde, blev lavet med en forståelse af kønsforskelle, som noget, der var biologisk bestemt, og forholdt sig ikke kritisk til de traditionelle forestillinger om køn. I historiefaget blev kvinders liv i høj grad usynliggjort, fordi der ikke var tradition for at tilskrive hverdags- og hjemmelivet betydning, men i stedet fokusere på politisk og økonomisk historie, hvor mændene var naturligt omdrejningspunkt. I kølvandet på 1968-generationens oprør mod autoriteter og gældende normer kom den ellers fasttømrede forståelse af kønsroller til debat. Dette fik i løbet af 1970erne betydning for den danske forsknings tilgang til køn. Kvindelige studerende og nogle af de få kvindelige forskere startede den såkaldte kvindeforskning, der forholdt sig til køn som kulturelt betinget kategori. I 1975 skrev psykiatrioverlægen Thorkild Vanggaard to kronikker i Politiken, hvor han med en forståelse af kønsroller som naturgivne advarede mod kønnenes ligestilling i samfundet, fordi han mente, dette var en trussel mod kvinders mentale sundhed (se kilder). Vanggaards synspunkt skabte heftig debat, og som modsvar udgav en række kvindelige feminister, hvoraf nogle var psykiatere og psykologer, i 1977 bogen ”Er I rigtig kloge?” under pseudonymet ”K. Vinde” (se kilder). I bogen kritiserede de den manglende forståelse for kulturens betydning for kønsforskelle og pegede bl.a. på, at dette betød, at kvinders problemer blev fortolket som værende individuelle i stedet for strukturelle. Dette blev startskuddet på kvinde- og kønsforskningen.

Politiken udgav i sommeren 2019 artiklen ”Overraskende tal: Kønsrollerne er i opløsning – og det er vi glade for” (se kilder). Heri refereres til en Megafonmåling, der viste, at 61 % af danskerne mente, at kønsrollerne er i opløsning. 15 % af de adspurgte oplevede dette som frustrerende, men 55 % opfattede opløsningen af kønsroller som frigørende. Det tyder på, at et flertal af danskerne er tilfredse med, at samfundet bevæger sig væk fra de traditionelle kønsroller. Samtidig beskrives det dog i artiklen, at et mindretal, især blandt mænd, føler sig hægtet af udvikling og protesterer mod de nye tanker og ideer om køn. Hertil kommer, at der er en tendens til, at visse traditionelle kønsrollemønstre er svære at slippe af med, hvilket antyder, at kønsrollerne måske ikke er så meget i opløsning, som man kunne tro. Cand.pæd. Jette Eriksen og cand.scient. Sisse Oreskov peger i bogen ”Køn, Seksualitet og Mangfoldighed” (se kilder) på, at køn og seksualitet i stigende grad bliver anset for at være noget, man gør, i stedet for noget, man er/har – men det afhænger i nogen grad af, hvilket miljø man færdes i: ”Dette ses afspejlet særligt blandt unge i storbymiljøer, hvor der synes at være en genopfundet interesse for åbenhed, nysgerrighed og bidrag til større mangfoldighed, når det gælder krop, seksualitet og køn. En større mangfoldighed kan muligvis være udtryk for en generel tendens, men vil dog nok stadig opleves som noget, der særligt kommer til udtryk i bestemte sociale miljøer, hvor andre miljøer stadig synes at være karakteriseret fortrinsvis ved mere traditionelle forestillinger om seksualitet og kropslighed.” Sundhedsstyrelsen konstaterede i rapporten ”Danske LGBT-personers møde med almen praksis” udgivet i 2019 (se kilder), ligeledes, at kønslige og seksuelle identiteter igennem de sidste årtier er blevet tiltagende komplekse og dynamiske størrelser.

Hvordan voksne tolker et barns køn, har indflydelse på, hvordan de voksne kommunikerer med barnet og forholder sig til det, og det er igen med til at påvirke barnets forståelse af sig selv og sin omverden. I antologien ”lige muligheder” (se kilder) refererer cand.pæd. Tine Dalgaard en række studier, der har undersøgt, hvilken rolle barnets køn spiller for, hvordan voksne interagerer med det. Et af disse studier er de såkaldte ”Baby X-eksperimenterne”, der blev lavet allerede i 1970erne. Her blev deltagerne præsenteret for en video af en baby klædt i kønsneutralt tøj, der græder. Deltagerne fik at vide, at det var henholdsvis en dreng eller en pige. De, der troede, at det var en dreng, tolkede gråden som vrede, mens de, der troede, det var en pige, mente, at babyen græd af frygt. Konklusionen på studiet var, at bevidstheden om børns køn påvirker voksnes adfærd over for barnet (se kilder). Dalgaard nævner også den danske køns- og kulturforsker Charlotte Kroløkke, der i et studie af ultralydsskanninger fra 2008, har vist, at fostrets bevægelser og udseende bliver tolket ud fra dets køn allerede inden fødslen; hvis det er en dreng, bliver spark eksempelvis italesat som et potentiale inden for fodbold. Disse oplevelser af barnet som dreng eller pige har også betydning for forældrenes plan for, hvad der skal købes af udstyr og legetøj. Og Dalgaard peger på, at det har stor betydning for barnets udvikling, hvilket tøj og legetøj forældre og andre køber til barnet: ”tøj og ting har forskellig udformning, pasform, brugervenlighed og udfoldelsesmulighed afhængigt af, hvilket køn produktet henvender sig til. Materialitet og forbrug er på den måde medvirkende faktorer i kønssocialiseringen”. Hun giver som eksempel, at den fysiske udfoldelse bliver begrænset ved, at cykler til piger ofte bliver lavet med færre gear end de, der i farver og former er såkaldte drengecykler. Dette viser en forventning om, at drengene skal køre stærkt, mens pigerne kan trille stille og roligt, hvilket gør det svært for piger at vælge de ”pigede” cykler og samtidig være et barn, der elsker at køre stærkt. På samme måde kan tøjet være med til at skabe en bestemt identitet og skabe forventninger til traditionelle kønsroller; gennem kønsdifferentieret tøj med henholdsvis farlige/nuttede dyr bliver drengen sat ind i en ramme som sej og modig, mens pigens udtryk bliver afgrænset til at være yndig og sød. Alt dette er med til at påvirke udviklingen af det enkelte barns identitet i forhold til køn.

Modsat i Sverige og Norge, hvor man i nogle årtier har forsket i, hvordan køn og identitet kommer til udtryk i det pædagogiske arbejde, er dette fokus nyt i Danmark, og kun få danske daginstitutioner tænker køn ind i deres pædagogiske læreplaner.

     På pædagoguddannelsen i Danmark indførte man dog i 2014 modulet ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”. I dette modul præsenteres de studerende for den nyeste kønsforskning og får på den måde mulighed for at tænke kritisk over, hvordan man som pædagog arbejder med køn. Tovholder på modulet, cand.pæd. i pædagogisk sociologi, Anette Erlandson Pedersen, beskriver i antologien ”Køn, seksualitet og mangfoldighed” (se kilder) formålet således: ”de studerende får en forståelse af, at kønsidentitet er komplekst, at det skabes og reproduceres i et socialt samspil, hvor individet positioneres og positionerer sig”. Pedersen påpeger dog, at underviserne i modulet til tider oplever modstand fra de studerende mod at forholde sig kritisk til køn.

Organisationen Mangfold, der arbejder med kønsproblematikker i opdragelsen, udbyder et kursus, der hjælper daginstitutioner med at møde børnene uden at sætte dem i kønsstereotype kasser. Institutioner, der har gennemgået kurset, får et prismecertifikat, der viser, at de arbejder normkritisk med køn. I den prismecertificerede børnehave ”Jordkloden” i København lægger pædagogerne vægt på, at børnene ikke skal begrænses af køn ved f.eks. at blive tildelt rollen som ridder eller prinsesse. I stedet forsøger de at møde barnet uden på forhånd at have en ide om, hvad barnet er interesseret i. De bruger barnets navn eller siger ”ven” og undgår dermed at sætte kønnet forrest. I magasinet Friktion fortæller pædagogerne Signe Bæk og Kirstine Rødvig om betydningen af den normkritiske tilgang, under overskriften: ”Kønsreflekteret praksis er hverdag i børnehaven Jordkloden”(se kilder): ”En forælder nævnte efterfølgende, at det var fantastisk at opleve, i hvor høj grad køn var blevet en usynlig faktor i hverdagen, efter at vi havde sat fokus på køn. Netop dette, at det kønnede bliver usynligt eller bliver mindre væsentligt, er en af de centrale pointer i den kønsreflekterede praksis.” I den integrerede vuggestue og børnehave Martha Hjemmet arbejder personalet ligeledes normkritisk med køn. Pædagogisk leder, Helle Bøgelund Frederiksen, beskriver i hæftet ”Giv alle børn flere muligheder” (se kilder), hvordan dette udfolder sig: ”Under vores projektforløb blev en pædagog opmærksom på, at han havde en tendens til ikke at mene, at det var så alvorligt eller vigtigt, når drengene var kede af det(...) er vi ikke tilstrækkeligt opmærksomme på dette, så lader vi drengene vokse op uden værktøjer til at udtrykke sig emotionelt.”

LGBT definerer i sin ordbog på nettet (se kilder) interkønnet som følger: ”en medfødt variation i fysiske kønskarakteristika. Det vil sige: Fysiske variationer i kromosomer, genetisk udtryk, hormoner og/eller reproduktive organer, så som: Testikler, penis, klitoris, æggestokke mm.” Inden for lægevidenskaben bliver interkønnede ofte benævnt DSD (”Disorders of Sex Developments”). Betegnelsen er blevet kritiseret af interkønnede aktivister, der mener, at den sygeliggør en rask krop. Interkønnede kan ligesom alle andre have en kønsidentitet, som binær eller ikke-binær. Der findes ingen fuldstændig opgørelse over, hvor mange personer der fødes med variationer i kønskarakteristika, hvilket delvis skyldes et stort antal ikke-diagnosticerede tilfælde. Biologen Anne Fausto-Sterling skønnede i 2000 at 1,7 % af en fødselsårgang på verdensplan fødes med variationer i kønskarakteristika (se kilder), mens LGBT i deres online-ordbog under ”Interkøn” angiver hyppigheden af personer med interkønnede variationer til cirka 1 % (se kilder).

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International udgav i 2017 rapporten ”First, do no harm” (se kilder) om behandlingen af interkønnede børn i Tyskland og Danmark og konstaterede i den forbindelse på deres hjemmeside, at der i begge lande ”udføres ikke-akutte, invasive og irreversible indgreb på babyer og meget unge interkønnede børn”. Ifølge Amnesty er nogle af operationerne, som bliver udført på små børn altså umulige at gøre om og bliver udført, selvom de ikke er nødvendige og i en alder, hvor de opererede ikke selv kan give samtykke. Rapporten viser yderligere, at de fleste af disse operationer foretages med det formål at ”normalisere” udseendet af barnets kønsorganer, så de lever op til en binær opfattelse af køn. Amnesty International er stærkt kritisk over for disse operationer: ”Denne form for retfærdiggørelse bygger på dybt indgroede kønsstereotyper: At køn er binært, at børn vokser op og bliver heteroseksuelle, og at børn, hvis kroppe ikke er kønskonforme, vil få psykologiske problemer som følge heraf. Disse antagelser er ikke dokumenteret, og i visse tilfælde resulterer de i indgreb, som ikke er i barnets interesse.” (se kilder). Amnesty International citerer på deres hjemmeside, psykolog Karina Lins, der lægger vægt på, hvilken betydning den fremherskende tilgang til interkønnede i samfundet har: ”Fra fødslen får man som interkønnet at vide, at ’du er forkert, og vi bliver nødt til at reparere dig’. Dette har massive psykologiske konsekvenser” (se kilder).

I 2017 offentliggjorde den 28-årige belgiske model Hanne Odiele, at hun var interkøn. Odiele har levet sit liv som kvinde og har det godt med at blive kaldt ”hun”, men identificerer sig i øvrigt ikke som mand eller kvinde. Odiele oplever, at hendes interkøn giver mulighed for at leve uden for kønsnormerne: ”Kvinder føler indimellem, at de er nødt til at klæde sig på bestemte måder eller leve op til bestemte forventninger, og der oplever jeg tingene anderledes.”. Som mange andre interkønnede undergik hun kønsnormaliserende operationer som barn, hvilket vil sige, at hun blev opereret for at kunne passe ind i kategorien kvinde, og ikke fordi en operation var medicinsk nødvendig. Odiele udtaler, at der var en stor skam forbundet med hendes krop, og at hun som 17-årig selv måtte finde svar, da hendes forældre hverken informerede hende om hendes interkønnethed eller operationernes formål. Disse operationer ser hun som en krænkelse af menneskerettighederne og et udtryk for en forældet trang til at rette alt, der ikke passer ind i den binære forståelse af køn (se kilder). Odiele står ikke alene med kritikken, og psykolog Karina Lins, der arbejder med ikke-binære børn, understreger i en artikel i Information (se kilder): “Vi ved faktisk ikke, om det er godt for børn, at de bliver tildelt et køn. Vi ved kun, at kønsidentiteten ikke er fastlagt for nogen af os på basis af de ydre kønsorganer”. Foreningen ”Intersex Danmark”, som blev stiftet i Februar 2017, arbejder for interkønnedes rettigheder. De anser ligesom Odiele kønsnormaliserende operationer for en overtrædelse af menneskerettighederne og kræver, at alle medicinske indgreb sker med informeret samtykke. I Intersex Danmarks vedtægter står også, at en del af foreningens formål er at ”arbejde for en anerkendelse af at sygeliggørelse og stigmatisering af personer af interkøn resulterer i betydelige traumer og psykiske problemer” (se kilder).

Generelt mangler der viden om interkønnede. For at imødekomme dette, blev det EU-finansierede internationale research projekt ”dsd-LIFE” startet i 2012 for at indsamle information, der kan føre til bedre sundhedsfaglig behandling af interkønnede. I undersøgelsen deltog 1.040 interkønnede personer, hvilket gør det til den største undersøgelse om personer med interkøn. Konklusionen var blandt andet, at interkønnede har dårligere selvværd og et mere negativt kropsbillede end majoriteten, men også, at den generelle livskvalitet overordnet ikke opleves som dårligere (se kilder). Resultaterne viste, at interkønnedes udfordringer handlede mere om deres generelle helbred end om deres diagnose. En stor del af de adspurgte døjede altså med helbredsproblemer, der ikke var direkte relateret til variationerne i kønskarakteristika, men som måtte ses som følgesygdomme. En del af anbefalingen fra dsd-LIFE var derfor, at den sundhedsfaglige pleje af interkønnede personer bør fokusere mere på kroniske fysiske og psykiske helbredsproblemer, herunder både de, der er relateret til dsd-diagnosen og de, der ikke er. Endvidere opfordrede dsd-LIFE til, at professionelle burde fokusere mindre på medicinske behandlinger og mere på blandt andet åbenhed om interkøn og psykologiske problematikker (se kilder). Sundhedsstyrelsen undersøgte i 2019 LGBT-personers oplevelser med læger og offentliggjorde resultatet i rapporten ”LGBT-personers møde med almen praksis” (se kilder). Der indgår ikke interkønnede i undersøgelsen, da der ikke kunne rekrutteres nok interkønnede deltagere. Undersøgelsen pegede på, at LGBT-personer som gruppe statistisk set har større risiko for fysiske og psykiske problemer, hvilket bliver knyttet til stress afledt af eksklusion, hadforbrydelser eller en mere subtil fornemmelse af at være forkert i “en altoverskyggende cis- og heteronormativ kultur”. Sagt på en anden måde, kan det være en udfordring at være en del af et samfund, hvor det tages for givet, at alle er heteroseksuelle og cis-kønnede, når man ikke passer i de kategorier.

I juni 2018 fremlagde den daværende regeringen (bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance) en handlingsplan med titlen ”Handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer” (se kilder). Her beskrev regeringen sin vision: “Alle skal have lige muligheder for at deltage i samfundet og udfolde deres potentialer og talenter. Alles ressourcer skal i spil, og ingen skal opleve diskrimination på grund af køn, seksuel orientering eller kønsidentitet”. På den kristne højrefløj anses forståelsen af køn som mere flydende som en trussel mod det eksisterende samfund og kristne værdier. Handlingsplanen blev kritiseret af formænd fra fire kirkelige organisationer (Kirkelig forening for Indremission i Danmark, Evangelisk Luthersk Netværk, Luthersk Mission samt Kristeligt Forbund for Studerende) i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad med overskriften: ”Anerkend, at køn og samliv har rammer – lad ikke afsporet kønsideologi sætte dagsorden” (se kilder). I debatindlægget udtrykte forfatterne stor bekymring over det, de kaldte queer-ideologien. Queer er engelsk og kan oversættes til mærkværdig eller underlig, men bliver anvendt internationalt og i Danmark af LGBT+-personer som en måde at tage ejerskab over (eller protestere imod) at blive set på som anderledes. LGBT beskriver i deres online-ordbog queer-teori som en videnskabsteori, der forholder sig kritisk til, hvordan køn og seksuel identitet bliver udformet, og at man inden for queer-teori ser køn som noget, man gør, i stedet for noget, man ”er” (se kilder). Forfatterne til debatindlægget advarede mod normopløsende ideologiske strømninger og afsluttede med følgende udsagn: “Vi forudser, at queer-ideologiens kønspolitiske projekt vil kamme over i det, man selv mener at bekæmpe, nemlig undertrykkelse, intolerance og magtmisbrug”.

     I forsommeren 2018 udgav Indre Mission i samarbejde med en række andre konservativt-kristne organisationer et omdiskuteret undervisningsmateriale om køn og seksualitet. Materialet var lavet til brug i seksualundervisningen på indskolings- og mellemtrins niveau og blev udgivet på hjemmesiden www.jegerkøn.dk. På siden indledes med en konstatering af, at der kun er to køn, men mange måder at være dreng og pige på (se kilder).

     Organisationen Sex & Samfund beskæftiger sig med køn, krop og seksualitet og arbejder for rettigheden til at bestemme over egen krop og seksualitet. I Danmark udarbejder de blandt andet materiale til seksualundervisning. I artiklen “Sex og Samfund kritiserer Indre Missions nye materiale til seksualundervisning” (se kilder) pointerer Sex og Samfunds nationale chef, Lene Stavngaard, at materialet fra de kristne organisationer indirekte giver indtryk af, at der er noget forkert ved ikke at være heteroseksuel og cis-kønnet. Stavngaard understreger: “Hvis man skal skabe et trygt rum for børn og unge mennesker i undervisningen, går det ikke, at man taler om rigtigt og forkert i forhold til transkønnethed og homoseksualitet og i øvrigt behændigt undgår at nævne intersex, som udfordrer den biologiske mand/kvinde-dikotomi”.