Mode

Mode kan bruges til at signalere, at man tilhører en bestemt social gruppe, og at man ønsker at udtrykke sin individualitet. Samtidig er moden et spejl af samfundsudviklingen, hvor man f.eks. kan sammenligne kjolernes sømlængde med det 20. århundredes høj- og lavkonjunkturer.

     Siden den moderne mode opstod i begyndelsen af 1800-tallet, har den fået omfattende identitetsmæssig og økonomisk betydning.

     Tøjbranchen er i dag verdens fjerdestørste industri. Ifølge Dansk Mode & Textile omsætter den europæiske modebranche alene for omkring 79,6 milliarder euro årligt og beskæftiger lidt over 1 million mennesker. Tilsvarende er tøj blevet Danmarks fjerdestørste eksportvare. Vores stigende forbrug af tøj har miljømæssige og menneskelige konsekvenser. På verdensplan står tøjproduktion for over 10 % af verdens samlede udledning af CO2, underbetalte arbejdere i fattige lande bliver udsat for alvorlige sundhedsskadelige risici i produktionen, og promovering af modetøj presser modeller til at forfølge ekstremt tynde kropsidealer.

Ordet mode er oprindeligt fransk og kommer af det latinske ord "modus", der betyder "måde". Udtrykket "mode" betyder bogstaveligt, at en genstand eller en adfærd er den måde, der er mest anerkendt af så stor en gruppe som muligt. Hvis man ikke følger denne "måde", følger ens adfærd eller udseende ikke "moden". Modebegrebet anvendes på områder, der har med adfærd, kultur og samfund at gøre. I forhold til påklædning er mode en given måde at klæde sig på, som skaber en tavs dialog mellem mennesker, og samtidig indgår i forskellige sociale sammenhænge. Et af de vigtigste aspekter ved mode er, at den både kan bruges til at signalere, at man ønsker at skille sig ud fra mængden og/eller, at man tilhører en bestemt social gruppe.

     I dag er moden et resultat af forskellige processer mellem for eksempel en designers kreative skaben, den teknologiske produktion, og hvordan den mod- og optages af den almindelige forbruger.

Antimode er ifølge Modeleksikon (se kilder) et oprør mod den fremherskende mode. Den første antimode-bevægelse startede i sidste halvdel af 19. århundrede som modreaktion på periodens strenge krav til påklædningen – primært kvinders brug af korset. Korsettet snørede kvindens talje ind, ofte til halvdelen af det naturlige taljemål, og var særdeles usundt. Brugen af korset kunne medføre skæve ribben, punkterede lunger og beskadigelse af indre organer. Med Reformkjolen, introduceret af den østrigske maler Gustav Klimt i slutningen af 1800-tallet, behøvede man ikke at bære korset. Klimt ønskede en mere naturlig stil, der lige som hans billedkunst tog udgangspunkt i naturens og kroppens former. Reformkjolen krævede ikke, at man bar korset, og den fulgte kroppens naturlige former og frigjorde derfor kvinden til et mere aktivt og smertefrit liv.

     I midten af 20. århundrede afstedkom de mange kulturelle og samfundsmæssige ændringer forskellige antimoder. For eksempel signalerede hippiemoden modstand mod det kapitalistiske, materialistiske og forbrugerbestemte samfund. Tøj fra militærlagre blev brugt ironisk, og genbrugstøj, blomster og billeder af revolutionære ikoner var alt sammen symboler på denne modstand.

     Antimode mister dog ofte sin oprindelige betydning, idet den selv kan blive mode, der optages af en større befolkningsgruppe.

At moden skifter i en mere eller mindre regelmæssig cyklus er ofte det, man opfatter som modens vigtigste karakteristika. Som regel starter modens skiftende cyklus hos designeren, som formgiver tøjet. Dernæst skal tøjet produceres og promoveres for til sidst at ende som færdigt produkt i forretningen.

     Samtidig gentager moden sig selv med forskellige tidsrum, men oftest med et twist. Denne udvikling startede i begyndelsen af 1800-tallet. Opdagelsen og udgravningen af antikke civilisationer i slutningen af 1700-tallet skabte en enorm interesse for den græske og romerske påklædning i antikken. Dermed opstod "empire"-moden, som lignede antikkens med draperede, tynde, hvide stoffer, men blev tilført et moderne twist med pufærmer, stram talje flyttet til under barmen og kysehatte. Disse tilføjelser understregede barmen og bevarede samtidig en vis ærbarhed i forhold til kjolerne. I forhold til den foregående mode var "empire"-stilen noget ’uanstændig’, da man for første gang i flere århundreder kunne se kvindernes ben og oftest mere end ane kroppens konturer.

     Denne form for gentagelse kaldes retro eller nostalgi og er et gennemgående tema i moden. I starten af 00’erne var det 1930’ernes engelske landadel-stil, 50’ernes vide skørter og smalle talje samt 60’ernes miniskørt og grafiske A-linje, der igen blev moderne. Mode udtrykker derfor både, at historien gentager sig, og at samfundskulturen ændrer sig.

Ifølge den psykoanalytiske modeteoretiker John C. Flügel i bogen ”The Psychology of Clothes” (se kilder) skyldes modens opståen menneskets behov for at dekorere sig. Ifølge Flügel er seksualiteten den vigtigste grund til, at mennesker dekorerer sig. For i ønsket om at gøre sig attraktiv over for en potentiel partner ligger også menneskets basale instinkt for at avle børn og dermed sikre artens overlevelse. I begyndelsen dekorerede mennesker kroppen, for eksempel ved tatoveringer, gennemboringer og skamfering af huden. Det vil sige, at man brugte ben og metaller som smykker og skar et dekorativt mønster i huden. På den måde signalerede man en vis status og ønske om at gøre sig attraktiv over for andre.

     Det køligere klima skabte et behov for at beskytte sig mod kulde, og derfor begyndte man at iklæde sig dyrepels og -skind. Her var der endnu ikke tale om mode, men blot om en praktisk måde at undgå at fryse ihjel på.

     Efterhånden som påklædning blev en naturlig del af udseendet og en norm i menneskers måde at omgås hinanden, fik tøjet også større dekorativ betydning. Dermed voksede behovet for at udtrykke sig gennem påklædningen. Ifølge modesociologen Christopher Breward i bogen ”Fashion” (se kilder) reflekterer mode en kulturs eller et samfunds økonomiske, politiske og kulturelle ændringer. For eksempel var der i 1960’erne en stærk optimisme omkring rumkapløbet mellem Sovjetunionen og USA. I 1964 skabte den franske designer André Courrèges derfor nogle "rumtøjs"-kollektioner, der havde et enkelt, geometrisk snit, var ensfarvede i sølv, og som havde tilbehør som rumhjelme og flade sølvstøvler. Det blev straks udråbt som indbegrebet af både 1960’ernes og fremtidens mode, men virkeligheden var, at tøjet aldrig blev populært i den brede befolkning og derfor aldrig dannede mode. Dette skyldes, at Courrèges tøj lå alt for langt fra den eksisterende mode, og dets stil for ekstrem. Ifølge modeteoretikeren Fred Davis i bogen ”Fashion, Culture and Identity” (se kilder) bliver en mode aldrig populær, hvis den ligger for langt fra den foregående mode eller er for ekstrem.

Indtil midten af 1800-tallet var mode primært bestemt af de europæiske regenter og deres hoffer. Regenten fastsatte love og bestemmelser for, hvordan hver samfundsklasse måtte klæde sig, idet tøjet skulle afspejle personens position i samfundshierarkiet. De dele af befolkningen, som forsøgte at aspirere mod en samfundsklasse, der var højere end deres egen, forsøgte at klæde sig i den pågældende klasses modesymboler. Men ved overtrædelse af kodekserne blev den pågældende ofte pålagt bøder og udsat for social ringeagtelse. Moden startede derfor ved landenes overhoveder og sivede videre ned gennem hierarkiet til adelen, borgeren og arbejderen. De lavere samfundsklasser påvirkede overhovedet ikke de højere klassers måde at klæde sig på.

     Mode, som vi kender den i dag, udviklede sig i sammenhænge med de store samfundsændringer, Den Franske Revolution skabte i Europa. Indtil da havde mænds påklædning været lige så pyntet som kvindernes. For eksempel ved den franske solkonges hof, hvor mænd bar enorme parykker, sko med store sløjfer og høje hæle og et hav af broderier på tøjet. Efter revolutionen blev den mandlige tøjstil inspireret af militæruniformens enkle elementer: sorte bukser og jakke og en hvid skjorte. I dag er mænds påklædning stadig påvirket af denne 'uniform', især ses det hos mænd med funktionær- eller lederstillinger og til festlige, gerne lidt formelle begivenheder, som konfirmation eller bryllup.

Englænderen Charles Frederick Worths grundlagde i 1858 det første haute couture-hus i Paris, hvis opbygning og image ifølge Modeleksikon (se kilder) var inspiration for senere modehuse og -designere. Worth iscenesatte sig som det kunstneriske geni, som kunne diktere moden ud fra sit ophøjede talent, og var den første designer, som fik dette image. Hans enorme internationale succes skyldtes i høj grad, at hans tøj var særdeles populært hos datidens forbilleder som kejserinderne Eugénie af Frankrig og Elizabeth af Østrig og skuespillerinder som Sarah Bernhardt.

     Hvor designeren før var underlagt sin kundes ønsker, var billedet nu vendt. Nu opstod den sæsonbestemte mode, som designeren og modehuset dikterede. Herfra begyndte moden at forløbe som en cyklus med halvårlige shows, der bestemte, hvordan næste halve års mode skulle se ud. Moden blev nøje fulgt af såvel kunder, der købte de dyre haute couture-kreationer, som personer, der ikke havde de økonomiske midler til at anskaffe sig originalproduktet, men kun billigere kopier.

Indtil 1910'erne var moden præget af "Belle Epoque"-stilen, som var kendetegnet ved megen dekoration og stor brug af materialer. Før Første Verdenskrig var moden eksotisk, farvesprudlende og i "empire"-snit og var især inspireret af den russiske ballet, der besøgte Paris i 1909. Den vigtigste designer var Paul Poiret, som overførte den russiske ballets orientalske kostumer til europæisk klædningsform. Ifølge Modeleksikon (se kilder) var Poiret en af de designere, som introducerede kvindetøj uden korset; som indtil da den vigtigste faktor i kvinders beklædning. Poirets dalende popularitet var en konsekvens af Første Verdenskrig og skyldes især, at kvinder i højere grad kom ud på arbejdsmarkedet, og at krigen skabte en generel økonomisk krise. Resultatet blev enklere linjer, billigere materialer og større vægt på kvindens nye og mere aktive livsstil.

Moden i 20’erne var en videreførelse af ideerne, der opstod af Første Verdenskrig: et enkelt snit og et aktivt look, der dyrkede det ungdommelige udseende. Korsettet var nu helt ude af billedet, og silhuetten derfor mere naturlig. Den moderne type blev drengepigen, hvis drengede krop skulle modsvares af et tilsvarende snit i tøjet: et firkantet snit med en lav talje på hoften og – for første gang i moderne vestlig historie – utildækkede ben. Den vigtigste designer af 1920’ernes mode var Coco Chanel, der også opfattes som den designer, der startede det 20. århundredes moderne påklædning for kvinder. Selv om Chanels tøj kun var tilgængeligt for velhavende kvinder, var tøjstilen og ideerne bag mulig at kopiere for alle.

Moden i 30’erne var stærkt præget af børskrakket i Wall Street i 1929. Den økonomiske krise afstedkom tøj, der kunne bruges til flere anledninger, og en mere feminin stil. Skørtelængden faldt til foden, silhuetten blev blødere, og tøjet skulle igen understrege kvindens timeglasfigur. Det mest populære snit var bias-skæringen – en skrå skæring, der ligger diagonalt på stoffet og som skaber en flydende og flatterende understregning af figuren. Hollywood var stor inspirationskilde, og pga. filmcensuren, der forbød dybe brystudskæringer, kreerede designerne i stedet meget dybe rygudskæringer.

     Den mest indflydelsesrige designer i 30’erne var Madeleine Vionnet, som opfandt bias-skæringen, og som var unik i sin arbejdsmetode, idet hun draperede stoffet direkte på en gine. Vionnet var inspireret af den græske antiks flydende og løse snit.

Moden i 40’erne var opdelt i to: Under og efter Anden Verdenskrig. Krigen havde en afgørende betydning på moden, fordi man rationerede tekstiler og tøjmaterialer, og fordi det generelt ikke var velset, at man klædte sig overdådigt i trange tider. På grund af påvirkningen fra militæruniformerne og rationeringen var snittet derfor enkelt, stramtsiddende og med maskuline udtryk som brede skuldre og smalle hofter. I Paris lavede man fantasifulde og dekorative hatte af billige materialer og sko med tykke korksåler, som resulterede i en meget lang og lettere grotesk figur. Men parisernes påklædning var både et signal om, at de ville bevare deres image som et modebevidst folk, og at de ikke ville lade sig undertrykke på af de tyske besættelsesstyrker.

     I 1947 skabte Christian Dior en kollektion i Paris, som blev en revolution i modeverdenen. Kollektionen blev døbt "New Look" af modemagasinet Harper’s Bazaars modejournalist Carmel Snow. Stilen regnes som en stærkt feminin og romantisk modreaktion på krigens maskuline stil og som udtryk for et håb om bedre tider. Desuden mindede stilen om Charles Frederick Worths kreationer, dvs. med smalle skuldre, løftet buste, rundet hoftesnit, enorm vidde i skørterne og smal talje, som blev endnu mindre ved genindførslen af korsettet. Selv om "New Look" blev kritiseret for at være en stilmæssig modreaktion på kvindens nyfundne frihed og øgede indflydelse på arbejdsmarkedet, opnåede den international udbredelse og blev den dominerende mode op igennem 1950’erne.

Moden i 1950’erne var både præget af "New Look" og fænomenet, der opstod i kølvandet på USA’s og Europas økonomiske vækst, nemlig ungdomskulturerne og teenagerne. I Europa var det især mod- og beatstilen, som blev dyrket af Paris’ og Londons intellektuelle bohememiljø, der dannede mode blandt de unge. Beatstilen var dels udtryk for ungdommens modreaktion på den meget voksne "New Look"-stil, dels for de intellektuelles og antiautoritæres afstandtagen fra det borgerlige samfund. Snittet var enkelt med smalle bukser og stramme nederdele, farverne var mørke, primært sort, og skoene flade. Skuespilleren Audrey Hepburn var nok det største forbillede for beatstilen.

1960’ernes mode var broget og præget af ungdommens gryende oprør mod autoriteterne og de etablerede samfundsnormer. Den måske mest kendte mode, som symboliserede dette, var miniskørtet, som formodentlig blev opfundet af den engelske designer Mary Quant i 1965. Miniskørtet, som i nogle versioner lige netop dækkede bagdelen, blev først optaget af unge piger og derpå af voksne kvinder i alle aldre. Det at have et ungdommeligt udseende var efterhånden blevet et af 60’ernes vigtigste moder, hvilket især kom til udtryk i Lolita-moden, hvor tøjet var i klare farver, lige-op-og-ned snit og afslørede den magre krop, som nu var et ideal.

     Inden studenteroprørene i 1968 var "Mod"-stilen populær. Stilen var især inspireret af Beatles’ lange hår og stramme jakkesæt med rullekraver i mørke farver. Fra midten af 60’erne opstod hippiemoden, der udtrykte oprør mod et samfund, hvor ungdommen og minoriteter ikke havde indflydelse. Hippierne klædte sig i batiktøj, genbrug, trompetbukser, plateausko og etnisk inspireret, løst flagrende tøj.

Hippiemoden fortsatte ind i 70’erne, og derudover var moden præget af forskellige retninger som disko, nostalgi og punk. I begyndelsen af årtiet var der stigende fokus på økologi og ”tilbage til naturen”-mentalitet, hvilket også kom til udtryk i den nostalgiske mode. Med neutrale farver, etnisk og landligt inspireret tøj kunne man signalere, at man var miljøbevidst. I kontrast til den nostalgiske mode var diskomoden, som blev dyrket i diskoteksmiljøerne. Ifølge Seeling i bogen ”Mode” (se kilder) var diskomodens motto: Dårlig smag er den bedste smag. Med festen og dansen som udgangspunkt klædte man sig i kropsnært tøj i kunstige stoffer og stærke farver.

     Punkmoden opstod i punkbevægelsen, som både var en modbevægelse mod hippierne og en antiautoritær gruppe, der ønskede at provokere omverdenen. Dette gjorde punkerne ved at farve og forme håret på ekstreme måder, pierce og tatovere kroppen og ansigtet og gå i alt, hvad der blev opfattet som grimt: sort, iturevet tøj, affaldsposer, tøj fra militære overskudslagre og slidte militærstøvler. Designere som engelske Vivienne Westwood, franske Jean Paul Gaultier og italienske Gianni Versace brugte punkens symboler og gjorde dermed en ikkekommerciel mode kommerciel.

Moden i 80’erne var stærkt præget af samfundets positive økonomiske udvikling, og det blev vigtigt at signalere, at man havde eller ønskede økonomisk succes. Dette var især vigtigt for yuppierne, de unge erhvervsfolk i byerne, og deres tøj afspejlede 80’ernes motto ”dressed for succes” – at klæde sig til succes. Som kvinde gjorde man det bedst ved at optage mandens tøjsymboler som for eksempel jakkesæt med skulderpuder. Derudover var en kort, stram nederdel og bluse eller en buksedragt fra et luksusmærke også vigtige arbejdsuniformer. Inden for mandemoden var jakkesæt med skulderpuder i et meget maskulint snit moderne. Det var vigtigt for begge køn at klæde sig i mærketøj, da man med mærkerne kunne vise sin økonomiske succes. En anden måde at vise sin succes på var gennem en veltrænet krop, og moden i 80’erne var derfor også kropsnær og inspireret af fitness-tøj.

     I kontrast til yuppiemoden og kropsdyrkelsen var der de japanske designere, som gjorde en mere skulpturel og individualistisk stil moderne. Hiphopkulturen opstod også i 80’erne og gjorde baggy-pants, kondisko, baseballkasketter og store guldkæder om halsen moderne for andre end hiphoppere og hiphop-fans. Det var også vigtigt inden for hiphop-moden, at man gik i luksusmærker og mærker, som signalerede den gruppe i subkulturen, man var med i eller gerne ville tilhøre.

Moden i 90’erne var præget af en ”slutningen af århundredet”-stemning. Det kom til udtryk i en tilbageskuende mode – retrobølgen – som var stærkt inspireret af århundredets mange moder, men tilført et nyt twist. Som eksempel kan nævnes nyhippiemoden, Pradas 60ermode i midten af 90’erne og Guccis diskostil. Seattle grungerocken – med gruppen Nirvana i spidsen – inspirerede fra 1990 til antipoden grunge. Her gik man i Dr. Marten’s støvler, ternede skovmandsskjorter og slidte jeans til mændene og underkjoler til kvinderne. Grungemoden afspejlede også starthalvfemsernes økonomiske krise. En anden populær mode var ”babydoll”-moden, som bestod af miniskørt, strømper til knæene og stramme T-shirts – en stil, nogen har tolket som et opgør med den aldersbestemte mode. Den måske vigtigste mode var dog minimalismen, der opstod som reaktion på en hurtigere skiftende modecyklus, en større fokus på økologi og den økonomiske krise i starten af 90’erne. Den bestod af diskret ”basis”-tøj, neutrale farver og var uden dekorative elementer som for eksempel smykker. Fælles for modestrømningerne i 90’erne var, at de opstod på alle niveauer – fra haute couture til gaden.

Mode skabes groft sagt af alle. Traditionelt opfattes skabere af mode som designere, der med halvårlige mellemrum præsenterer deres tøjkollektioner på shows, og som påvirker såvel store tøjvirksomheder som forbrugere. I dag påvirkes moden især af, hvordan storbymennesket – og særligt de unge – går klædt i det offentlige rum. Mode skabes i et komplekst samspil af påvirkninger fra følgende områder og grupper:

• Modehuse og -designere i modemetropoler som Paris, London, Milano og New York. 
• Trendforskningsbureauer. 
• Berømtheder inden for film-, musik- og medieverdenen. 
• Modemagasiner og mediers dækning af modens udvikling og designernes opvisninger. 
• Gade- og undergrundskultur i større byer og enkeltpersoners kreative påfund.

     Moden udvikler sig derfor inden for forskellige grupperinger:

• Modens skabere, for eksempel modedesignere og modehuse, samt trendforskere, berømtheder og stilikoner, der ofte optræder i medierne. 
• Modens brugere, det vil sige forbrugerne, der køber det, som er på mode. 
• Formidlere og kritikere af mode, for eksempel modemagasiner og modejournalister.

En modedesigner er en person, som udvikler tøj ud fra egen inspiration. I moderne tid har modedesigneren ofte været meget imagebevidst og er blevet opfattet på lige fod med kunstnere inden for andre kreative udtryksmåder.

     Den mest kendte modedesigner er måske Gabrielle "Coco" Chanel, som ifølge modehusets hjemmeside www.chanel.com (se kilder) etablerede sit eget modehus Chanel i Paris i 1921. Chanel blev et modeikon og den designer, som gjorde det muligt for andre end de mest velhavende kvinder at kopiere hendes enkle, skødesløse, sporty stil og miks af billige med dyre smykker. Chanel introducerede det billige flannelstof, "den lille sorte" kjole og et maskulint snit samt Chanel-sættet bestående af skræddersyet, taljeret jakke og tilhørende nederdel til midt på knæet. Hendes tøj opfattes som klassikere, brugbare på tværs af tid, sted og anledning.

     Modedesigneren kan designe i eget navn eller for andre og som regel større modefirmaer. Ved at skabe et image om sig selv og sin kreative skaben kan designeren tilføre sit tøj samme image. Som eksempel kan nævnes Tom Ford, fra 1994-2004 chefdesigner for Gucci og for Yves Saint Laurent efter dennes afgang i 1999 til 2004. Fra at have været et modehus i dyb økonomisk krise blev Gucci efter et par banebrydende kollektioner i 1995 et af de mest populære og eftertragtede mærker i verden. Tom Ford designede også kollektioner i eget navn, men opnåede sin ikonstatus på grund af den økonomiske succeshistorie med Gucci og sin evne til at fortolke begge modehuses stil og kulturelle arv på sin egen måde.

Et modehus er et firma, der skaber tøj, og som oftest – ud over fabrikationen – varetager de fleste aspekter ved denne proces. Fabrikationen foregår på internationalt plan på fabrikker, ofte i lande med lave produktionsomkostninger, for at opnå større overskud og kunne sælge tøjet til lavere pris. Oftest er modehuset startet af en modedesigner i eget navn og videreføres i dette, uanset hvem der siden hen designer tøjet. Dette skaber kontinuitet og mulighed for, at forbrugeren opretholder kendskab til modehuset. Hvor modehuset tidligere primært bestod af modedesigneren og dennes assistenter, en systue og lokaler til fremvisning af tøjet, drives vor tids modehuse som moderne virksomheder. Der er for eksempel afdelinger for idéudvikling, afsætning, ledelse og marketing. Det er især inden for haute couture-traditionen, at man nu kombinerer en moderne virksomhedsførelse med opfattelsen af designeren som kunstnerisk geni.

Haute couture betyder på fransk ”finere skrædderkunst” og knyttes til de få modehuse, der kan opfylde de kriterier, som Chambre Syndicale de la Couture Parisienne, handelskammeret for Paris’ Haute Couture-huse, sætter: Modehusene skal have minimum 20 fuldtidsansatte og skal kunne fremvise to kollektioner per år med 50 forskellige stykker tøj, som skal vises af minimum tre modeller. Charles Frederick Worth var den designer, som satte standarden for haute couture, men ifølge Modeleksikon (se kilder) opstod traditionen allerede i 1600-tallet. Årsagerne var dels Frankrigs begrænsninger på tekstilimport og påbud om bestemt påklædning, dels håndværkslaugenes krav til syerne (couturiers) om tøjfremstillingens kvalitetsniveau. Den Franske Revolution skabte en velhavende forbrugergruppe, det ny borgerskab, som ønskede høj håndværksmæssig kvalitet og udførlig dekoration af tøjet.

     Herudfra opstod haute couture-traditionen, som havde sin storhedstid fra 1870 til 1940. I 1946 var der ifølge Modeleksikon (se kilder) 106 haute couture-modehuse, i 2002 var der kun 12. Dette skyldes især, at et haute couture-klædningsstykke let kan koste mellem 100.000 og 400.000 kr. Op til 1960’erne var der flere kvinder, som var villige til at betale en skyhøj pris for skræddersyet tøj, men efterhånden som det gamle aristokrati mistede sin økonomiske styrke, og kvinderne kom på arbejdsmarkedet, ville kvinder hellere betale mindre for færdiglavet tøj. Derfor er der i dag på globalt niveau kun omkring 2.000 haute couture-kunder. Nu fungerer haute couturen primært som en yderst kostbar markedsføring af modehusets billigere tøjlinjer, og som opretholder af drømmen om mode som en ophøjet, kreativ kunstart.

Et modekonglomerat er et større finansselskab, der blandt andet – men ikke nødvendigvis kun – består af en større sammenslutning af modehuse. Eftersom modehuse pga. høje omkostninger ofte har økonomiske problemer, kan det være gunstigt for det at blive opkøbt af store selskaber, som kan bidrage med den nødvendige finansiering. Omvendt kan selskaberne via deres investering opnå et mere humant og populært image, som moden repræsenterer, og et stort økonomisk udbytte, efterhånden som modehusene bliver rentable. Som eksempel kan nævnes verdens største modekonglomerat, LVMH (Louis Vuitton Moët Hennesy), som ud over Louis Vuitton-mærket blandt andet har aktieposter i følgende mærker (chefdesignerne i parentes):

• Christian Dior (John Galliano) 
• John Galliano 
• Christian Lacroix 
• Givenchy 
• Marc Jacobs 
• Fendi (Karl Lagerfeld) 
• Celine (Roberto Menichetti) 
• Donna Karan 
• Kenzo (Antonio Marras) 
• Loewe (José Enrique Ona Selfa) 
• Emilio Pucci (Christian Lacroix)

     Omvendt kan et modekonglomerat være startet fra ét modehus, som igen investerer i andre modehuse for at kunne konkurrere internationalt med andre konglomerater. Som eksempel herpå kan nævnes Gucci Group, som ud over mærket Gucci har aktier i følgende modemærker:

• Yves Saint Laurent (Stefano Pilati) 
• Alexander McQueen 
• Balenciaga (Nicolas Ghesquiere) 
• Stella McCartney 
• Sergio Rossi 
• Bottega Veneta (Tomas Maier) 
• Boucheron

     Modekonglomeraterne har den absolut største økonomiske magt internationalt og påvirker i høj grad modebilledet, idet de blandt andet kontrollerer valget af modehusenes chefdesigner og bestyrelser.

Den vigtigste måde for en designer at promovere sit tøj er modeshow. Et modeshow er en begivenhed, hvor den seneste tøjkollektion præsenteres over for medierne og potentielle kunder. Det er ofte en helhedsorienteret iscenesættelse af designerens ideer vedrørende tøjets stil og kontekst. Ifølge Modeleksikon (se kilder) var Charles Frederick Worth den første designer, som fremviste sit tøj på levende modeller.

     De store modeshows afholdes som regel i modemetropolerne Paris’, Londons, Milanos og New Yorks modeuger, som finder sted to gange årligt – i det tidlige forår og efterår. Showene bidrager til at skabe en forestilling om, at det er modedesigneren, som bestemmer modens udtryk i den kommende sæson. Derudover er mediernes dækning afgørende, idet fremtrædende modejournalisters vurdering og et stort presseopbud sikrer synliggørelse af tøjet i forhold til forbrugerne. Siden 1980’erne har der været øget fokus på modellerne, som i nogle tilfælde har opnået større mediedækning end tøjkollektionen. Dette fokus på modellerne startede fænomenet "supermodeller", som i begyndelsen bestod af Naomi Campbell, Linda Evangelista, Christy Turlington, Cindy Crawford og Tatiana Patitz. Kredsen af supermodeller blev op igennem 90’erne udvidet med blandt andet Helena Christensen, Karen Mulder, Claudia Schiffer, Elle Macpherson og Kate Moss. Ifølge Charlotte Seeling i bogen ”Mode – Designernes Århundrede” (se kilder) var Versace den designer, som med sine spektakulære modeshows startede fænomenet. Versace betalte bestemte modeller høje summer for kun at gå til hans modeshows, hvilket efterhånden dannede præcedens i resten af branchen. Modellernes popularitet skyldtes desuden, at Versaces kropsnære og kropsafslørende design krævede, at modellen havde en perfekt figur.

De enormt strenge krav til modellers kroppe har de seneste år udløst debat om, at modebranchen er med til at promovere urealistiske og usunde kropsidealer for kvinder. Og debat om rimeligheden i at tvinge modeller til at sulte sig selv for at kunne leve som modeller. Blandt andet har det fået en lang række centrale aktører i modebranchen til at oprette det såkaldte Modebranchens Etiske Charter (se kilder). Det består af en række standarder til sundhed, som underskriverne forpligter sig på at sikre deres modeller ordentlige arbejdsforhold. Konkret betyder det, at modellerne f.eks. skal være fyldt 16 år, at de får løn og serveret sund og nærende kost. Herudover er alle underskrivere forpligtet til at promovere et sundt kropsideal. Da det blev revideret i 2015, skrev mere end 350 virksomheder under på, at modellerne også hvert år skulle igennem et obligatorisk sundhedstjek. Det kan man læse om i artiklen ”På vej mod et mere sundt kropsideal” på jp.dk (se kilder).

Ud over en stor mediebevågenhed fra såvel skrevne som visuelle almene medier er modemagasinet det medie, som primært beskæftiger sig med tøjmode, både i tekst og billeder. Harper’s Bazaar udkom første gang i 1867 og er det første modemagasin, som svarer til dem, vi kender i dag. I 1892 udkom det første amerikanske Vogue, som ifølge Modeleksikon (se kilder) fra 1940’erne til 1960’erne var det mest populære modeblad. Fra magasinets tidligere overvejende fokus på haute couturen gjorde redaktøren Diana Vreeland moden tilgængelig for en større forbrugergruppe ved at sætte billigere tøj på siderne og bidrog dermed til at demokratisere moden. I dag udkommer større modemagasiner som Vogue, Harper’s Bazaar og Elle i flere udgaver i forskellige lande og desuden til mænd. I Danmark kan nævnes Eurowoman, Costume, Woman, In og DANSK.

     Desuden viser tv-kanalen Fashion Channel programmer om mode og direkte udsendelser fra de store modeshows. Modehusene og -designerne er i stærk konkurrence om at få mest mulig mediebevågenhed, hvilket er én af årsagerne til, at modeshowene bliver mere og mere spektakulære.

En modemesse er en messe, der oftest er lukket for offentligheden, og hvor designere og producenter prøver at afsætte deres tøjkollektioner til detailhandlen. Messerne finder som regel sted et halvt år før, kollektionerne skal leveres, og er et vigtigt bindeled mellem designeren og butiksindkøberne. De største messer er Première Vision i Paris og Fur & Fashion i Frankfurt. Danmark er ved at opnå status som vigtigt modemesseland på grund af messerne Copenhagen International Fair i Bella Centret og Copenhagen Vision i Øksnehallen. Ifølge artiklen "København op i modens superliga" i Berlingske Tidende (se kilder) har modemessen i København siden starten i 1993 udviklet sig til at være den næst- eller 3. største i Europa med 2.889 kollektioner, 773 hovedudstillere og 23.000 besøgende.

Den europæiske modebranche omsatte ifølge Dansk Mode & Tekstil (se kilder) i 2016 for 300 milliarder euros. Branchen beskæftiger omkring en millioner mennesker fordelt på cirka 122.000 virksomheder. Store konglomerater som LVMH og Kering Gucci Group har en stærk indflydelse på den globale modebranche. Ifølge finans.dk (se kilder) opnåede Kering et overskud på 11,6 milliarder euro i 2015. Kering har – foruden Gucci – luksusmærker som Bottega Veneta, Alexander McQueen, Balenciaga og Stella McCartney samt sportsmærker som Volcom og Puma. LVMH som er en fusion af Louis Vuitton og Möet Champagne havde i 2016 en årlig omsætning på 37,6 millioner euro og beskæftigede mere end 134.000 ansatte. Det kan man læse på hjemmesiden www.lvmh.com (se kilder).

Holger Blom anses for at være én af de første danske designere i den traditionelle forstand. Ved hans død i 1965 overtog Jørgen Bender hans modesalon. Begge opnåede deres høje status ved blandt andet at skabe tøj til de danske kongelige. Erik Mortensen har nok været den mest kendte danske designer i udlandet. Mortensen startede hos Blom og fortsatte karrieren som højre hånd for Balmain i Paris fra 1948 og efter Balmains død i 1982 som chefdesigner for modehuset. Efter at have været chefdesigner hos modehuset Scherrer i to år trak han sig tilbage i 1994. Roy Krejberg oplever stor succes som designer hos Kenzo i Paris, og Jørgen Simonsen er måske en af de mest lovende danske designere internationalt. Efter blandt andet at have arbejdet som chefdesigner for Versaces haute couture-linje og som assistent for Alexander McQueen, Karl Lagerfeld og Valentino, arbejder Simonsen nu som selvstændig i Paris.

Ifølge Dansk Mode & Tekstil (se kilder) har Danmark økonomisk klaret sig pænt igennem 1990’erne, som var præget af outsourcing – især mod øst – og en nedgang i tøjproduktionen såvel i Europa som internationalt. Igennem 90’erne mistede branchen omkring 10.000 arbejdspladser. Men fra 2002-2004 lykkedes det industrien at fordoble såvel omsætning som eksport. Med finanskrisen oplevede den danske modebranche et fald i årene omkring 2007. Den danske tekstilbranche omsatte for lige over 8 mia. kr. i 2010, heraf er ca. 5,6 mia. kr. eksport, kan man læse i pressemeddelelsen Tekstilbranchens 2011 på Dansk Mode & Textils hjemmeside. Men efter 2011 tog salget igen fart. Den samlede omsætning for branchen satte i 2015 rekord med 41,9 milliarder kroner. For første gang siden finanskrisen oplevede modebranchen en stigning i salget i Danmark, men det var fortsat eksporten, som bidrog mest markant til væksten, viste en analyse fra brancheorganisationen Dansk Mode & Textil. I 2016 steg modebranchens samlede omsætning yderligere til 44,4 milliarder kroner, og de foreløbige tal fra 2017 tyder på, at stigningen fortsætter yderligere, vurderer Dansk Mode & Textil (se kilder).   Det danske tøjfirma Bestseller, der sidder på en stor del af det danske marked og har cirka 15.000 ansatte, heraf 3300 i Danmark, oplevede i 2016 fremgang i både omsætning og overskud. Omsætningen endte på 22,9 milliarder kroner i regnskabsåret 2015/16 og fordoblede hermed overskuddet sammenlignet med året før. En af de andre store spillere på markedet, BTX Group, som blandt andre ejer mærket Brandtex, omsatte i 2016 for 380 millioner kroner, svarende til 51 millioner euros, kan man læse ud af virksomhedens årsregnskab.

I 2016 købte danskerne tøj for 31,5 milliarder kroner, svarende til cirka 5.400 kroner pr. indbygger. Det viser beregninger foretaget af Danmarks Statistik og Dansk Mode & Tekstil (se kilder). Fordelt pr. husstand ser tallene på årsbasis sådan ud:

• Enlige danskere under 60 uden børn: 7.068 kr. til beklædning og fodtøj. 
• Enlige danskere med børn: 10.903 kr. 
• Husstande med to voksne uden børn: 13.428 kroner årligt 
• Husstande med to voksne med børn: ca. 21.862 kroner

Hvor mennesker før udviklede deres identitetsforståelse ud fra køn, nationalitet, race og religion, er mode nu et kulturelt billede på, at mennesker i det 21. århundrede indgår i mange forskellige globaliserede kulturelle strømninger. Kondiskoen er et eksempel på dette. Den er et af de mest brugte, solgte og letgenkendelige modesymboler i verden. Man kan derfor finde et fællesskab med andre mennesker på tværs af landegrænser og kulturer ved for eksempel at gå i det samme mærke.

I et økonomisk perspektiv var modebranchen en af de første til at benytte sig af 'outsourcing' af fabrikationen til lande med væsentlig lavere produktionsomkostninger. Siden 1990’erne er modebranchen blevet stærkt kritiseret for denne praksis, idet den – ud over den omfattende forurening af produktionslandene – profiterer af arbejdernes lave lønninger og sågar børnearbejde. Ifølge en oversigten på side 499 i Naomi Kleins "No Logo" (se kilder) fik Nike i 1997 produceret sit tøj i Wellco Factory i Kina, hvor lønnen var 0,16 US dollars i timen, arbejdsugen 74-84 timer med 11-12 timersskift, og der var ingen fridage.

     Fremstillingen af en stor del af det masseproducerede tøj foregår på systuer, ofte kaldet sweatshops, som findes i både i- og ulande, og som opstod i 1800-tallet under den begyndende industrialisering. I Bangladesh, Vietnam og Cambodja er mange sweatshops, hvor sikkerheden er ekstremt dårlig. Det fik blandt andet konsekvenser i 2013, da en ulykke på tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh kostede mere end 1.000 mennesker livet, fordi fabrikkens ni etager faldt sammen omkring arbejderne, der var låst inde i bygningen. Det kan man læse i artiklen ”Nyt tøj: Sådan skader produktionen” på Forbrugerrådets hjemmeside taenk.dk (se kilder). Ifølge undersøgelsen ”Tøjets tragedier” (se kilder) fra april 2014 lavet af DanWatch har mindstelønnen i Bangladesh siden 2013 svaret til 445 kroner om måneden. Den er ifølge rapporten ikke tilstrækkelig til at dække basale udgifter, og ikke alle får minimumlønnen, viser rapporten, som også beretter, at organisering i fagforeninger ofte resulterer i vold og fyringer.

     Generelt har arbejderne på de mange sweatshops ekstremt lave lønninger, lange arbejdstider og udsættes ofte for afstraffelse. Dermed opstår et enormt skel mellem de lande, hvor profitten strømmer til, og landene, hvor produktionen garanterer et minimalt overlevelsesniveau.

Beklædningsindustrien regnes for en af de mest forurenende i verden, kun overgået af olieindustrien, og produktionen af tøj står for over 10 % af verdens samlede udledning af CO2. Hver dansker køber i gennemsnit 16 kg tøj om året, svarende til i alt 89.000 tons. Over halvdelen af det tøj, vi ikke længere bruger, havner i skraldespanden. Det er ikke kun i Danmark, at tøjforbruget i en årrække har været støt stigende. I artiklen ”Vi køber 16 kilo tøj om året – men lader knap fem kilo ligge i skabet” på Politiken.dk (se kilder) kan man læse, at tøjindustriens produktion i perioden 2000-2014 blev fordoblet på verdensplan. Tallene stammer fra en Greenpeace-rapport udgivet i august 2016, som viser, at der på verdensplan i gennemsnit købes 60 % flere beklædningsgenstande i dag end for 15 år siden. Der er mange miljøbelastende led i produktion af tøj. Det mest anvendte materiale er bomuld. I artiklen ”Bæredygtigt design til debat på Trapholt i ny udstilling” på trapholt.dk (se kilder) kan man læse, at dyrkning af 1 kg bomuld i gennemsnit koster 8.000 liter vand, men i nogle tilfælde op til 30.000 liter. Et par jeans kræver cirka 0,6 kg kemikalier og 12.000 liter vand at producere (se kilder). Desuden kræver bomuldsproduktion store mængder sprøjtemidler. Syntetiske materialer kræver mindre vand, men meget kul, råolie og naturgas.   Masseproduktion af billigt tøj har vakt debat og sat emnet tøjspild på dagsordenen de seneste år, mens deletøjfællesskaber og genbrugsmode har fået en revival.