Naturalismen og Det Moderne Gennembrud

Naturalismen er en måde at se verden på, der havde særlig vind i sejlene i den sidste halvdel af 1800-tallet, men som har sat dybe spor i vores forhold til verden omkring os og til os selv. Naturalismens periode var fuld af skelsættende begivenheder, der rystede samtidens mennesker. Naturvidenskabsmanden Charles Darwin forkastede den kristne skabelsesberetning og pegede i stedet på, at hans forskning viste, at mennesket måtte have samme ophav som aberne. Filosoffen Friedrich Nietzsche proklamerede hvæsende, at i den moderne verden var ‘Gud død’! Socialisten Karl Marx pegede på den afgrund af ulighed, som kapitalismen havde skabt mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og han opfordrede arbejderne til at forene sig og omstyrte det uretfærdige samfund.

     Naturalismen er kendetegnet ved en urokkelig tro på videnskaben og på, hvad Fremskridtet vil bringe. Her udvikler de europæiske lande sig bort fra enevælden og hen mod mere demokratiske samfundsformer. Disse strømninger, der satte Europa i brand, ramte også Danmark i 1870’erne. Her trak den unge litteraturmand Georg Brandes landet ud af den tornerosesøvn, som det havde befundet sig i flere årtier, ved at introducere de europæiske idéer til Danmark under overskriften Det Moderne Gennembrud. Dengang - og lige siden - har Gennembruddets tanker været omstridte og Brandes en figur, der har delt vandene.

     Læs også om Det moderne gennembrud på Forfatterweb

Begrebet stammer oprindeligt fra latin og er kommet til Danmark via det franske sprog. I Politikens Retskrivnings og Betydningsordbog (se kilder) står der om ‘naturalisme’: “retning fra slutningen af 1800-tallet inden for kunst og litteratur, som tilstræber en nøje gengivelse af virkeligheden”. I filosofisk forstand fortælles det, at man i Naturalismen lægger vægt på: “at det eneste virkelige er naturen, som den studeres inden for moderne naturvidenskab som for eksempel biologien”.

Naturalismen opstår i Europa i den anden halvdel af 1800-tallet. Den er en særlig gren af Realismen, der er en vældig strømning, der igennem mange hundrede år flyder igennem verdens kunst. Naturalismen er først og fremmest et grundsyn på mennesket og på dets omgivelser. Her lægges vægt på, at alle fænomener og processer i naturen og i menneskets indre forløber efter determinerende naturlove - det vil for eksempel sige love for arv og overlevelse - som det er umuligt at bryde med. 

     Naturalismen er en kulturretning, der har stærke rødder i den generelle samfundsudvikling, som især Frankrig og England gennemløb i hele 1800-tallet. Naturalismens krav om troværdighed og objektivitet, som eksempelvis den naturalistiske billedkunst eller litteratur levede efter, var derfor nært forbundet med den samfundsmæssige udvikling i perioden, særligt med den buldrende industrialisering og den moderne naturvidenskabs etablering.  

     Videnskaben spillede en afgørende rolle i Naturalismen, og især de teorier, som den engelske biolog Charles Darwin fremsatte om menneskets oprindelse, vendte op og ned på, hvad mennesker i mange århundreder havde betragtet som urokkelige sandheder. Darwins teorier - der rystede den kristne kirke i dens grundvold - konkluderede, at mennesket ikke var skabt af Gud, men blot var et særligt højtudviklet led i naturens evige kamp om overlevelse og formering. Darwins teorier var del af det nye videnskabsideal, der dominerede perioden. Det kaldes ‘positivistisk’ og er kendetegnet ved, at alt skulle kunne måles og vejes for at være interessant for videnskaben. På den anden side var Naturalismen også kraftigt farvet af idealer, der kunne føres over 100 år tilbage i tiden til Oplysningstiden. I begge perioder var der nemlig en stærk tro på, at naturvidenskabens glasklare principper ville brede sig til alle dele af menneskets tilværelse og derved civilisere hele menneskeheden.

     I Danmark blev Naturalismen kendt som Det Moderne Gennembrud, der dominerede det danske samfund fra 1870-90. Georg Brandes, der var en nybagt doktor i æstetik, skød bevægelsen i gang ved en række forelæsninger ved Københavns Universitet. Her talte han varmt for en kunst og litteratur, der turde gøre op med den romantiske periodes klæge Biedermeier-idyl med alle dens fortielser, fortrængninger og tyngende, kristne normer. I stedet ønskede Brandes en stærk og ubundet litteratur, der intet stak under stolen, men i stedet trak samfundets problemer frem i lyset og turde sætte dem under debat. Alt for længe havde litteraturen ifølge Brandes handlet om kærlighed, længsler og drømme om tiden, der var engang. Nu skulle den handle om noget vigtigt - den nye tids idéer og spørgsmål, eksempelvis spørgsmål angående religionen, det enkelte menneskes frihed og kvindens stilling i ægteskabet og i samfundet.

Den første halvdel af 1800-tallet var på det industrielle område fuldstændigt domineret af England. England havde i starten af århundredet gennemløbet en rivende industriel udvikling, der blev betegnet som ‘Den Industrielle Revolution’. Denne revolution betød frem for alt, at varer nu blev massefremstillet i den engelske industris fabrikker. Den industrielle produktion foregik med en hastighed og en effektivitet, der var mangedoblet i forhold til tidligere tiders håndværksmæssige produktion. Kendetegnende for denne første bølge af industrialiseringen var dog, at den nye viden om, hvordan varer produceres efter den industrielle metode, blev holdt inden for det engelske imperiums grænser. Ved 1800-tallets midte fremstod England derfor i økonomisk og politisk forstand som et ideal, som verdens andre stormagter stræbte efter. Først efter 1850 begyndte viden og kapital for alvor at strømme ind over det europæiske fastland og til USA. Dermed blev industrialiseringens anden bølge sat i gang.

I Romantikken - der var perioden, der var gået forud - havde stærke nationale strømninger skyllet gennem Europa. Disse nationalistiske forestillinger rummede blandt andet idéen om, at et folk - for eksempel danskere - kun kunne være frie i deres egen nationalstat. Nationalismen peger også på, at nationens indbyggere - folket - skulle have indflydelse på nationens politik. Således er første halvdel af 1800-tallet kendetegnet ved et folkeligt pres for øget politisk indflydelse. 

     Heroverfor stod de traditionelle magthavere - især kongerne og de adelige rundt om i Europa. De huskede med rædsel, hvordan det var gået under Den Franske Revolution i 1789. Her havde folket tiltaget sig magten, og folkets styre var udartet til et yderst blodigt og kaotisk regime, hvor tusindvis af adelige var blevet henrettet. Man ønskede for alt i verden ikke en gentagelse. Det var derfor med største forsigtighed, at magthaverne i Europa gradvist gav efter for det folkelige pres om politisk indflydelse. Disse nænsomme reformer var ifølge undervisningsprogrammet “The Western Tradition” (se kilder) en af hovedårsagerne til, at perioden 1815-1914 er den længste i Europas historie uden en storkrig, der satte hele kontinentet i brand.

Den franske ingeniør Auguste Comte (1798-1857) formulerede i 1830’erne en række videnskabelige betragtninger - kaldet positivisme - der fik stor indflydelse på Naturalismen. Kerneidéen for Comte var, at enhver oplyst videnskab bør holde sig til det positivt givne - altså til, hvad der foreligger til observation og på den måde er positivt, empirisk og objektivt til stede i verden. Comte fandt forbilledet for sin filosofi i laboratoriet, hvor den naturvidenskabelige forsker målte, iagttog og drog slutninger på baggrund af dette eksakte grundlag. Han mente, at en positivistisk synsmåde skulle udvides fra at omfatte matematikken og naturvidenskaberne til også at omhandle samfundets økonomiske og sociale aspekter. Således blev positivismen udgangspunkt for en række af 1800-tallets mest betydningsfulde studier og teorier.

Frem mod Naturalismens periode i anden halvdel af 1800-tallet var Europa i ideologisk forstand domineret af tre hovedstrømninger:

• Liberalismen: En økonomisk og politisk ideologi, der hylder den frie handel og den uhindrede konkurrence. I politisk forstand rettes fokus mod det enkelte individ, der gennem en række grundlæggende frihedsrettigheder - eksempelvis ytringsfrihed og forsamlingsfrihed - sikres en demokratisk stemme. Ideologien var dominerende blandt den store bølge af nyrige industriejere, som var blevet skabt med ‘Den Industrielle Revolution’. Liberalismen var meget populær i denne gruppe, blandt andet fordi den forklarede de enorme sociale skævheder, som industrialiseringen skabte i den brede befolkning, som et naturligt fænomen - som noget, man ikke kunne gøre noget ved. 
• Konservatismen: Som grundlag er man i konservatismen tilhænger af en rolig, skridtvis udvikling, hvor samfundets kurs ændres lidt efter lidt. Konservatismen ser samfundet som en levende organisme og mennesket som et socialt væsen, der ved sin fødsel anbringes et særligt sted i samfundet. Samfundet skal indeholde stærke institutioner, der skal sikre samfundets fortsatte beståen, mens forskellige generationer af individer fødes og dør. 
• Socialismen: Denne ideologi havde i første halvdel af 1800-tallet mange retninger med ret forskelligt indhold. Fælles var, at man nægtede at acceptere den nød og elendighed, som en slavisk overholdelse af liberalismens grundsætninger skabte. Socialismen var heller ikke enig i liberalismens entydige fokusering på individet. I stedet mente man, at mennesket var et socialt væsen, hvilket her vil sige, at det ønskede at udrette noget i fællesskab med sine medmennesker. 

     De nævnte hovedstrømninger har alle rødder i tiden omkring Den Franske Revolution, men de fandt deres moderne udformning i den første halvdel af 1800-tallet. Her tog de form som svar på de enorme omvæltninger, som ‘Den Industrielle Revolution’ kastede samfundet - først det engelske - ud i.

Op til Naturalismens periode hvilede kristendommen tungt over mange lag i samfundet. Kristendommens dominerende stilling i den brede befolkning er et faktum trods de heftige angreb, som tidligere perioder havde ført mod den kristne virkelighedsforståelse. Op til den naturalistiske periode udsættes kristendommen for heftig beskydning fra naturvidenskaben, filosofien og fra de politiske ideologier. Der fandtes en række kristendom-kritiske strømninger i tiden op til den naturalistiske periode. Disse strømninger fik gennem en række afgørende nybrud - især lanceringen af Charles Darwins banebrydende teorier om menneskets oprindelse - afgørende vind i sejlene i anden halvdel af 1800-tallet.

Naturalismen er præget af stor tiltro til videnskaben og til Fremskridtet som en kraft, der i fremtiden ville løse de problemer, som samtidens mennesker oplevede. Der var en udbredt tro på, at mennesket gennem teknologiens nyskabelser kunne underlægge sig naturens kræfter til gavn for menneskeheden. Blandt de væsentligste videnskabelige landvindinger var Charles Darwins (1809-1882) “Arterne oprindelse”, der udkom i 1859. Bogen ændrede den måde, hvorpå mennesket betragtede sig selv og sin omverden. 

     Bogens teorier om ‘den naturlige selektion’ blev til på baggrund af Darwins årelange studier af natur- og dyrelivet, blandt andet på Galapagos-øerne nær Ækvator. I korte træk går teorien ud på at forklare, hvorfor nogle arter overlever og spreder sig, mens andre uddør. Den unge Darwin undrede sig over, at han på en af rejserne til øerne oplevede, at mens fuglene på én ø havde et kort, skarpt næb, så havde den samme fugleart på en ø nær ved et næb, der nærmest var formet som en hakke. Mens den første type fugle levede af koglefrø, som de gravede frem med deres næb, der var korte og skarpe, så levede naboøens fugle derimod af insekter, som de gravede ud af træernes stammer, med deres næb, det nærmest havde form som en hakke.  

     Darwin pegede på, at grunden til, at denne variation opstod, var en udviklingsmekanisme, han betegnede som ‘naturlig selektion’. Denne udvikling - der foregik over mange generationer - beskrev han som ‘survival of the fittest’. Det kan oversættes til, at den art, der er bedst egnet til sine omgivelser, vil kunne overleve og formere sig, mens de, der er dårligere egnede, ofte vil dø, inden de når at formere sig. I eksemplet med fuglene vil det altså sige, at grunden til, at arten med det hakke-formede næb har overlevet på den ene ø, er dens evne til hakke sig ind til de nærende insekter. De andre af øens fugle har ikke haft denne næbform og har derfor ikke været så effektive til at samle føde. Over generationer er de derfor forsvundet fra øen.

Befolkningsudviklingen i den anden halvdel af 1900-tallet er præget af en næsten eksplosiv vækst. I bogen “Europas historie” (se kilder) fortælles det, at Europas befolkningstal i perioden fra 1850 til 1910 voksede fra 265 millioner mennesker til 450 millioner. Årsagen til det stærkt stigende befolkningstal var en markant nedgang i dødeligheden i den europæiske befolkning, altså i antallet af dødsfald pr. 1000 nyfødte. Det betød, at langt flere spædbørn overlevede deres første møde med verden. Årsagerne til dette fald var først og fremmest bedre hygiejne og bedre ernæring. Faldet var markant i forhold til industrialiseringens tidlige periode i starten af 1800-tallet. 

     Befolkningstilvæksten skete hovedsageligt i byerne, mens befolkningstallet på landet i perioden lå relativt stabilt på 200 millioner mennesker. Det skyldtes, at folk ikke kunne finde arbejde i landbrugserhvervene - der i forvejen var præget af stagnation - og derfor søgte mod byernes fabrikker. I bogen “Fra revolution til verdenskrig” (se kilder) beskrives det, hvad der skete med befolkningstilvæksten i Europas i denne periode: 

• 1/7 blev ude på landet 
• 5/7 drog til byerne 
• 1/7 udvandrede, primært til Nordamerika

1800-tallet blev kaldt ‘opfindelsernes århundrede’. Kendetegnende for den industrialiseringsbølge, der skyllede hen over verden i 1880’erne, var, at den var drevet af teknologiske nybrud. Disse opfindelser skabte nye produktionsområder eller pustede nyt liv i de hendøende industrier. Det gjaldt eksempelvis nyskabelser inden for skibsbygningen og i den kemiske industri. Blandt de øvrige opfindelser, der havde afgørende indflydelse på udviklingen, var:

• Dynamoen 
• Morse-teknologien 
• Telefonen 
• Radiosenderen

I økonomisk forstand kan perioden, der strækker sig over den anden halvdel af 1800-tallet, groft sagt deles i to: perioden før og efter den langvarige krise i 1870’erne og 1880’erne.

• Den første af disse perioder var præget af et solidt økonomisk opsving. Industrialiseringens vugge havde stået i England i starten af 1800-tallet, og herfra strømmede nu til resten af Europa viden om, hvordan man producerede industrielt. Samtidig blev tidligere tiders toldmure mellem de europæiske lande nedbrudt, så penge og varer frit kunne strømme over grænserne. De førende lande i denne periode var derfor England, fulgt af Tyskland og U.S.A. 
• Derefter fulgte en årrække, der fremstod som én lang økonomisk krise. Man havde jævnligt oplevet økonomiske kriser, men denne var usædvanlig sejlivet. Her oplevede man en årrække med konstant dalende priser - det samlede prisfald blev på cirka en tredjedel. 
• I århundredets sidste år kæmpede de industrialiserede lande sig ud af krisen, og en ny periode med eksplosiv vækst begyndte. Englands førerposition på dette område var i denne periode blevet overtaget af Tyskland og USA.

I begyndelsen af denne periode sad England stadig tungt på tronen som verdens førende industrimagt. Over halvdelen af verdens produktion af væsentlige råstoffer som kul, jern og tekstiler stammede fra England, og landet fik tilnavnet ‘verdens værksted’. Senere i denne periode blev England dog overhalet af USA og til dels Tyskland. Industrierne i disse lande kunne nemlig lære af de fejltagelser, som de engelske industrier allerede havde gjort, og dermed forløb industrialiseringen hurtigere i disse lande. Symbolsk for periodens industrielle udvikling er det tyske jernstøberi Krupp. I bogen “Fra revolution til verdenskrig” (se kilder) fortælles det, at virksomheden i 1846 havde 122 ansatte, mens den i 1880’erne var vokset til et kæmpeforetagende, der beskæftigede over 20.000 mennesker.

De nye industrier krævede enorme investeringer, og her slog det ikke længere til med private investeringer. To nye måder at rejse kapital på slog derfor igennem efter 1850:

• Der blev grundlagt private banker, der investerede indlånernes penge i erhvervslivet. 
• Det blev almindeligt, at store selskaber blev omdannet til aktieselskaber. Det vil sige, at virksomheden blev ejet af et antal aktionærer, der ikke havde noget med selve produktionen at gøre, og som alene hæftede for den indskudte kapital ved et eventuelt tab.

Anden halvdel af 1800-tallet bliver ofte kaldt for ‘imperialismens tidsalder’. ‘Imperialisme’ er betegnelsen for en udenrigspolitik, der stræber efter politisk og/eller økonomisk kontrol over et andet land eller landområde. Der var tale om et reelt kapløb mellem flere af tidens største industrilande, hvor det gjaldt om at underlægge sig så meget land, som det var muligt. Det var lande som Spanien, England, Frankrig, Holland, Belgien, Portugal, Tyskland og Italien, der kæmpede om at dele mange af Jordens lande imellem sig og dermed udvide deres imperier. Dette blev kaldt ‘kolonisering’, og industrilandenes motiver var først og fremmest økonomiske. De var interesserede i at skaffe sig så mange kolonier som muligt rundt omkring på kloden, så disse kolonier kunne:

• udgøre et marked for de varer, der blev produceret i industrilandet 
• levere råstoffer til industrilandets fabrikker 
• være mål for industrilandenes investeringer

Ud over økonomiske grunde havde industriens lande også andre motiver for at ville underlægge sig kolonier i verdens fjerne egne. Disse grunde var blandt andet:

• Magtpolitik: Forholdet mellem stormagterne var ofte spændt, og erobringen af en koloni kunne derfor have militærstrategisk betydning eller blot være et ønske om at komme rivalerne i forkøbet. 
• Nationalisme: Denne ideologiske strømning, der skyllede gennem store dele af 1800-tallet, hyldede blandt andet den enkelte nations storhed. Et stort net af kolonier kunne styrke den nationale stolthed og skabe prestige. 
• Den hvide mands byrde: Det var en udbredt opfattelse i tiden, at den hvide menneskerace var Jordens andre racer overlegen. Derfor havde den hvide race en pligt til at skabe kolonier og derved civilisere dem. 
• Survival of the fittest: Charles Darwins teorier blev senere brugt til at forklare, hvorfor den hvide race havde ret til at herske over de andre racer. Ifølge denne opfattelse var det altså et led i naturens orden, at den stærke part triumferede, mens den svage part gik til grunde.

Liberalismen var en af de to toneangivende ideologier i den anden halvdel af 1800-tallet. Den havde en række forskellige udformninger op gennem århundredet, men særligt toneangivende var englænderen John Stuart Mill (1808-1873). Den politiske retning, som Mill anbefalede, fik navnet ‘socialliberalisme’. Her hyldede han en række klassiske liberale kerneværdier, samtidig med at han erkendte, at man ikke kunne overlade alt til markedskræfterne - her skulle staten også på banen. 

     Der er to samfundsvidenskabelige betegnelser, der er kendetegnende for Mills syn på samfundet:

• Han blev kaldt en ‘empirist’, hvilket betyder, at han mente, at den eneste reelle kilde til viden om samfundet gik gennem den enkeltes sanser, og den bundede altså i erfaring. 
• Han blev betegnet som ‘utilitarist’, hvilket vil sige, at han mente, at enhver politisk handling skulle sigte mod at skabe størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Dette betegnes ‘nyttemoral’, og her trækker Mill i vid udstrækning på den positivistiske videnskabs måde at tænke på.

     Mill støttede endvidere indførelsen af almindelig stemmeret for kvinder. Det var hovedbudskabet i skriftet “Kvindernes underkuelse” fra 1869. Denne tekst blev senere oversat af den danske kulturkritiker Georg Brandes (1842-1927), og tankerne i teksten fik en central placering i Brandes’ eget værdigrundlag. Mills teorier kom i høj grad til at præge det 20. århundredes liberalisme. Siden starten af dette århundrede er det blevet mere og mere almindeligt, at staten - i samfund med et parlament og demokrati - spiller en aktiv rolle og griber ind i samfundslivet.

Den klassiske liberalisme - der havde rødder i Oplysningstiden i 1700-tallet hos den engelske erfaringsfilosof John Locke (1632-1704) og den økonomiske filosof, skotten Adam Smith (1723-1790) - slog på grundlæggende værdier som:

• ejendomsret 
• religionsfrihed 
• trykkefrihed 
• ytringsfrihed

     Disse liberale hjørnesten blev i socialliberalismen kombineret med en forestilling om, at staten har et vist ansvar over for borgerne. Det betød, at staten skulle regulere markedets kræfter en smule og dermed sikre en række af arbejdernes fundamentale vilkår. Disse liberale hjørnesten blev i socialliberalismen kombineret med en forestilling om, at staten har et vist ansvar over for borgerne. Det betød, at staten skulle regulere markedets kræfter en smule og dermed sikre en række af arbejdernes fundamentale vilkår.

Ved dette krav om statslig regulering afveg ‘socialliberalismen’ fra den ‘rene’ udgave af liberalismen, der havde domineret den økonomiske udvikling under ‘Den Industrielle Revolution’ tidligere i århundredet. Her havde de vilde markedskræfter hersket uindskrænket. En gren af denne ‘klassiske’ liberalisme var socialdarwinismen, der fik stor betydning senere i 1800-tallet. En af socialdarwinismens varmeste fortalere var englænderen Herbert Spencer (1820-1903). Spencer er den oprindelige ophavsmand til begrebet ‘survival of the fittest’, der senere er blevet overtaget af biologen Charles Darwin. Markedskræfterne havde været med til at skabe enorme sociale problemer blandt industriens arbejdere i Europas storbyer. Den ‘rene’, uregulerede udgave af liberalismen blev betegnet ‘socialdarwinisme’, fordi man i denne ideologi mente, at samfundsudviklingen bedst og mest naturligt forløb på samme måde, som det - ifølge Charles Darwin - foregik i naturen. Nemlig at den stærkeste overlever, og den svagere går til grunde. Denne samfundsmæssige udlægning af Darwins evolutionslære - der altså ikke stammer fra biologen - blev senere en integreret del af nazismens ideologi.

Som modspil til liberalismen, der især blev dyrket af industriens ejere, stod marxismen, der særligt var populær blandt den store gruppe af arbejdere i byernes fabrikker. Marxismen er en særlig gren af den politiske ideologi, der hedder socialisme, og den har taget navn efter sin grundlægger, den økonomiske filosof Karl Marx (1818-1883). Han udgav i 1849 det lille skrift “Det Kommunistiske Manifest”. Marx’ teorier byggede her på indgående studier af den engelske arbejderklasse. I teksten kaster Marx lys over, hvad der - i hans øjne - er kapitalismens uretfærdige og umenneskelige virkemåde. Marx var en glimrende - nærmest videnskabelig - analytiker og havde talent for at formidle sine resultater i et fængende og flammende sprog. Den danske idéhistoriker Peter Thielst vurdere i bogen “Man skal tvivle om alt - og tro på meget” (se kilder), at “Det Kommunistiske Manifest” sammen med Bibelen og Koranen sandsynligvis er det mest udbredte og historisk betydningsfulde skrift i verden. 

     Nogle af de væsentligste tanker i “Det Kommunistiske Manifest” uddybede han i “Kapitalen”, der ses som hans hovedværk, og som kom i tre bind i perioden 1867 til 1894. Marx så her på historien med positivistiske briller og mente, at man - på samme måde som en naturvidenskabsmand - kunne finde frem til nogle eviggyldige regler og principper for den måde, hvorpå historien ville forløbe. En af hjørnestenene i den marxistiske tankegang var således den forestilling, at historien blev drevet frem af modsætninger mellem klasser i samfundet

     Tidligere havde den grundlæggende klassemodsætning i samfundet bestået mellem godsejere og fæstebønder. Med ‘Den Industrielle Revolution’ var Middelalderens feudalsamfund blevet erstattet af en kapitalistisk samfundsorden. Her bestod den primære klassemodsætning, ifølge Karl Marx, i mellem følgende to klasser:

• bourgeoisiet: klassen af borgere, der ejede produktionsmidlerne (virksomheder, landbrugsjord, industrimaskiner etc.). 
• proletariatet: den enorme klasse af arbejdere, der reelt ikke ejede andet end deres egen arbejdskraft. Denne kunne de sælge til virksomhedsejeren til gengæld for løn.

     Spændingen mellem disse to klasser var stor, mente Marx, og den ville kun vokse yderligere i det kapitalistiske samfund. Her konkurrerede virksomhederne nemlig mod hinanden på et marked, der var fri for regulerende begrænsninger. For at overleve i konkurrencen med andre virksomheder måtte den enkelte virksomhedsejer gøre alt, hvad der var muligt, for at holde produktionsomkostningerne nede, så varerne kunne sælges billigt. Her var det oplagt at skrue arbejdslønnen så langt ned som muligt. Dette fænomen betegnede Marx som ‘udbytning’. I denne stadigt stigende udbytning af arbejderklassen så Marx en konflikt, der ville vokse til enorme dimensioner. Arbejderklassen ville - med naturnødvendighed - til sidst overtage magten og lave revolution. Det kapitalistiske samfund ville smuldre og blive erstattet af et socialistisk.

Politikere, der var tilhængere af den marxistiske strømning, var overbeviste om, at samfundet fungerede efter nogle bagvedliggende lovmæssigheder. På samme måde som en naturvidenskabsmand skulle samfundets ledere søge at få indsigt i de overordnede principper, der styrede det menneskeskabte samfund. Kun derved ville det blive muligt at skabe et mere retfærdigt samfund. Disse principper ville i marxismens verden føre til en stadigt stigende spænding mellem arbejdsgivere og -tagere, hvilket til sidst ville føre til revolution og det kapitalistiske samfunds sammenbrud. 

     Et andet væsentligt kendetegn ved det næsten naturvidenskabelige samfundssyn, som anlægges i marxismen, er, at der her ikke er plads til en traditionel Gud. Faktisk så udlægges religionen som direkte skadelig, idet religiøse forestillinger vil sløre arbejderklassens syn og dermed forhindre, at denne klasse gør oprør mod den uretfærdige, kapitalistiske samfundsstruktur. Religion blev således af Marx kaldt for ‘opium for folket’ - det vil sige, at religionen blev sammenlignet med et sløvende og bedøvende narkotisk stof, der gjorde, at arbejderklassen fandt sig i de smerter, som kapitalismens evige jagt på profit påførte den.

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) mente, på samme måde som Charles Darwin, at mennesket var styret af sine naturlige instinkter. Men hvor Darwin lagde stor vægt på arternes tilpasning til deres omgivelser, satte Nietzsche især fokus på den enkeltes evne til at forme sin egen tilværelse. Kernebegrebet var ‘viljen til magt’, hvilket for tyskeren er en betegnelse for individets grundlæggende vilje til selvudfoldelse. I Nietzsches øjne er det afgørende, om mennesket udlever ‘viljen til magt’. Denne indre kamp kan falde ud på to måder og afføde to forskellige forestillinger om værdier:

• herremoral: dette er Nietzsches betegnelse for den selvudfoldelsesdrift, der udleves. Her er det gode alt, hvad der fremmer dette menneskes selvudfoldelse. 
• slavemoral: dette er betegnelsen for den selvudfoldelse, der ikke udleves. Her er det gode alt, hvad der kan give beskyttelse og tryghed.

     ‘Gud er død!’ blev et motto for Nietzsche, og mottoet vandt genklang i mange lande i perioden. Hans filosofi rummer et voldsomt opgør med den kristne moral. Den, mener Nietzsche, er hæmmende for den enkeltes livsudfoldelse - og udtryk for ren slavemoral. Mennesket skaber - ifølge Nietzsche - sin verden på egen hånd, gennem sin fortolkning af den. Derfor er der i Nietzsches filosofi ikke plads til en Gud, der på kristen vis har skabt verden på syv dage.

Som det fremgår af de ovenstående afsnit, var kristendommen - der var altdominerende i de industrialiserede lande - under voldsomt pres i Naturalismens periode. Presset kom især fra to fronter:

• Fra naturvidenskaben: her søgte man at forklare alt mellem himmel og jord - inklusiv menneskets oprindelse - ud fra naturvidenskabelige love og årsagskæder. 
• Fra filosofien: her prøvede man blandt andet at ryste kristendommens tunge åg af skyld og moral af sig, så der blev mere plads for den enkeltes selvudfoldelse.

     Generelt er denne periode præget af en stadigt stigende ‘sekularisering’, det vil sige, kirken og den traditionelle religiøsitet mistede gradvist sit greb om samfundets institutioner og om menneskers liv og bevidsthed. Kirken havde mindre indflydelse på politik, undervisning og socialforsorg. Symbolsk for denne udvikling står den tyske bibelkritik - der blandt andet havde Ludvig Feuerbach (1804-72) i spidsen - der pegede på, at Jesus ‘blot’ var et oprørsk menneske blandt andre oprørere, og at Bibelen ‘blot’ var en samling fortællinger, der havde fået en særstilling i den vestlige kultur.

I stedet for en traditionel forestilling om en Gud, der havde skabt og havde kontrol med verden, var tiden præget af en række religionserstatninger. Mennesker, der havde mistet troen på Kirken og dens mænd, kunne vælge mellem følgende erstatninger:

• Nationalstaten: for nogle blev det nationale fællesskab en guddommelig orden, der kunne dyrkes som en religion. 
• Politiske utopier: her var det især socialismens/marxismens skønne billeder af en revolutioneret samfundsorden, der blev dyrket som en religiøs forestilling. 
• Positivistisk videnskab: De fleste mennesker, der havde mistet den kristne tro, dyrkede i stedet den positivistiske videnskab - altså forestillingen om, at verden alene består af målelige fænomener og årsagssammenhænge mellem disse - som en religiøs forestilling. 
• Fremskridtet: Udviklingen buldrede frem, og det skabte en stor portion optimisme og fremskridtstro hos datidens mennesker. Mange var overbeviste om, at Fremskridtet nok skulle levere løsninger på de aktuelle problemer.

I undervisningsprogrammet “The Western Tradition” (se kilder), der findes på hjemmesiden www.learner.org (se kilder), fortælles det, at børn i anden halvdel af 1800-tallet generelt fik en smule bedre vilkår end under ‘Den Industrielle Revolution’. I første halvdel af 1800-tallet var børn helt ned til 5-6 år blevet tvunget til at arbejde helt op til 16 timer i træk i industriens fabrikker. Samtidig med, at udbredelsen af børnearbejde faldt i perioden, så blev den tvungne skolegang indført i flere og flere lande. Omkring år 1900 var antallet af analfabeter derfor faldet kraftigt.

Den naturalistiske strømning udsprang i særdeleshed fra Frankrig. Her fremstod den franske hovedstad Paris som Europas kulturelle hovedstad. Som kulturstrømning blev Naturalismen især tegnet af landets forfattere og billedkunstnere. Her var hovedpersonerne romanforfatterne Gustave Flaubert, brødrene Goncourt og Émile Zola.  

     Malerne Léon Bonnat, Jules Bastien-Lepage og Ernest Meissonier var ligeledes toneangivende.  

     I “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) bliver der peget på, at man ofte ser en sammenblanding af betegnelsen Realisme og Naturalisme. Her slås det imidlertid fast, at Naturalismen - især som den fremstod i litteraturen - kan ses som en særlig del af Realismen, der er en mægtig kunstnerisk strømning, der flyder gennem en bred vifte af kunstarter i de sidste mange hundrede år. Hvor Realismen er et lidt uldent begreb, der frem for alt beskriver et kunstværks virkelighedsgengivelse, så er Naturalismen en anderledes skarpt afgrænset retning, der beskriver virkeligheden gennem en streng videnskabelig objektivitet. Groft sagt tog Realismen en drejning efter cirka 1850, og blev til Naturalismen. I Danmark var Naturalismen i høj grad kendetegnet ved Det Moderne Gennembrud.

Inspireret af den rivende udvikling på det naturvidenskabelige område forsøgte kunstneren at arbejde som en form for videnskabsmand. Kunsten blev talerør for Naturalismens videnskabelige idealer. Kravet om troværdighed og objektivitet i kunsten er således i forlængelse af periodens samfundsudvikling - hvilket indbefattede en stadigt accelererende industrialisering og en fokusering på positivismen. I det foregående århundrede - det vil sige 1700-tallet - var kunsten i høj grad bundet til magthaverne i samfundet. Kunstneren lavede altså den type kunst, som Kongen, Adelen eller Kirken forlangte. Fra 1800-tallets start var kunstnerne begyndt selv at bestemme, hvad kunsten skulle handle om, og hvordan den skulle udformes. Kunsten blev typisk vist frem på en udstilling og solgt på et åbent marked ligesom industriens produkter. Siden Romantikken i starten af 1800-tallet opfattede mange mennesker kunstneren som en person, der havde et særligt følsomt gemyt, og derfor - bedre end almindelige mennesker - var i stand til at tage tidens puls.

Det lykkedes for Naturalismens forfattere - bedre end for nogle andre forfattere før dem - at få hul igennem til den brede, læsende offentlighed. Baggrunden for dette folkelige gennembrud var en effektiv udnyttelse af tidens mest udbredte massemedie: avisen. Således blev mange af de naturalistiske romaner trykt som føljetoner i aviser og nåede derigennem ud til millioner af læsere.  

     Den mest markante af Naturalismens forfattere var franskmanden Émile Zola (1840-1902). Han lancerede Naturalismen i sine romaner ved at henvise til naturvidenskabelige forbilleder og ved at kalde bøgerne ‘eksperimenter’. Han mente således, at romaner kunne virke som en form for videnskabelige instrumenter, der kunne bruges i Fremskridtets tjeneste. I “Verdens Litteratur Historie” (se kilder) fortælles der opsummerende om hans store betydning: “Zolas mange og begejstrede læsere accepterede efter alt at dømme hans romaner som umiddelbart sande virkelighedsskildringer, og Naturalismen blev snart i hele Europa et effektivt slagord og stridsråb mod traditionel realisme - og først og fremmest mod al forsonende fiktion”.  

     En af Romantikkens mest populære litterære genrer var ‘dannelsesromanen’. Denne genre blev udsat for et heftigt angreb i Naturalismen. I dannelsesromanen gennemgår en ung - typisk mandlig - helt en fysisk rejse, der får stor betydning for hans indre modenhed. Således former omgivelserne det enkelte individ, så han ved romanens slutning fremstår som veltilpasset samfundsborger, der kan skelne mellem rigtigt og forkert. Naturalismen mente, at denne tanke var forældet og meningsløs i en moderne verden. De naturalistiske forfattere ser først og fremmest mennesket som et biologisk væsen. Personerne skildres som produkter af arvelige og miljømæssige love. De var bundet af disse love og kunne derfor ikke - som i dannelsesromanen - nå til en større grad af modenhed og bryde disse love ved at handle anderledes. Derfor er den naturalistiske digtning oftest præget af en pessimisme, en svigtende tro på, at det er muligt for mennesket at bevæge sig. Denne determinisme skyldtes således den manglende tro på den menneskelige vilje og denne viljes evne til at forme den enkeltes livsbane. Dette kaldes derfor ‘forfaldsromaner’.

I 1874 blev der i Paris afholdt en kunstudstilling, der skulle få afgørende betydning for Naturalismen og især for det følgende århundredes malerkunst. De udstillende kunstnere stræbte efter at fastholde et enkelt øjebliks synsindtryk og blev derfor kaldt impressionister (da ‘impression’ betyder ‘indtryk’). Blandt dem var franskmanden Claude Monet (1840-1926), der blev berømt for sine skildringer af åkander i en havedam, men som også malede grænseoverskridende skildringer af lokomotiver i røg og damp. Det helt særlige ved disse billeder er Monets optagethed af og evne til at skildre, hvordan sollyset bryder igennem røg og damp, og dermed skaber en flimrende, fascinerende palet af farver. Denne impressionistiske kunst er derfor ren æstetik og indeholder ingen politisk stillingtagen.

Periodens arkitektur var først og fremmest præget af en høj grad af stilforvirring. Til og med Romantikken var de fleste byggeopgaver blevet bestemt af Konge, Adel eller Kirken. Efter 1850 blev de fleste byggeopgaver efterhånden overtaget af samfundets nye gruppe af rige industriejere. Samtidig dukkede en række nye byggeopgaver op: fabrikker, banegårde, boligkarréer og så videre. Denne gruppes aktiviteter var præget af uhæmmet individualisme, og derfor var der ingen fælles stilorientering. Kravene var, at bygningen skulle fungere efter sit formål, men også virke imponerende og festlig. Dette bevirkede, at tidens arkitekter gik på jagt efter forbilleder i alle tidligere tidsaldre. Derfor betegnes perioden i anden halvdel af 1800-tallet som ‘historicismen’.

I bogen “Det stadig moderne gennembrud” (se kilder) opridses seks områder, der havde afgørende betydning for perioden - og som også påvirkede den danske kultur i årene 1870-90. En betydning for den måde, som det danske samfund så ud på, og for de fronter, der opstod i denne periode:

• Industrialisering: den industrielle bølge havde i årtierne forinden skyllet ind over Europa fra England, og i denne periode nåede strømningerne for alvor Danmark. Det danske samfund gennemløb her mange af de samme udviklinger som resten af Europa. Mekaniseringen slog således igennem i industrien, i infrastrukturen og i avisproduktionen, hvilket førte til en voldsom vækst i produktionen. Industriejerne tjente store summer, og nogle af pengene brugte de på at støtte det danske kulturliv, der blomstrede i perioden. 
• Urbanisering: Byernes indbyggertal fordobledes i perioden fra 1870-90, fortælles det i “Det stadig moderne gennembrud” (se kilder). Den industrielle udvikling betød en voldsom befolkningstilstrømning til de danske byer, især til hovedstaden København. I Storkøbenhavn voksede antallet af indbyggere fra 205.000 til 375.000 over disse 20 år. 
• Sekularisering: Grundlæggende skete der i perioden - især i byerne - en overgang fra en religiøs forståelse af verden til en såkaldt ‘sekulær’ opfattelse af menneskets omgivelser. Dette skifte betød således, at man gik fra at forklare verdens sammenhæng ud fra Gud og kristendommen, til en tolkning af tilværelsen, der først og fremmest lagde vægt på menneskets rationalitet, på den konkrete, målelige virkelighed - og på naturlovene som styrende for alt liv på Jorden og hele universet. 
• Politisk organisering: I 1886 blev de moderne fagbevægelser dannet, og hurtigt rummede de 4/5 af alle arbejdere. Disse foreninger var hovedansvarlige for at skabe arbejdernes politiske og sociale rettigheder. Industrialiseringen havde skabt en enorm klasse af arbejdere i byen, men de sociale forhold for denne store gruppe var hårde, og den politiske indflydelse var ringe. Fagforeningen stod således bag et krav om at sikre arbejdernes velfærd - eksempelvis gennem stemmeret, sygesikring og alderdomsforsørgelse. 
• Kulturel demokratisering: Perioden er kendetegnet ved, at kulturelle aktiviteter - ligesom det politiske demokrati med udvidelsen af stemmeretten - blev udbredt til næsten alle hjørner af det danske samfund. Gennem et stort kulturelt arbejde - der ofte foregik på græsrodsniveau - fik både hovedstaden og provinsen i denne periode et mylder af blade, teatre, biblioteker, højskoler og foreninger. 
• Internationalisering: Fra omkring 1870 fejede udlandet ind over de danske grænser. I form af en heftigere aktivitet på det handelsmæssige, industrielle og åndelige område. ‘Internationalt’ blev et plusord - undtagen i de allersnævreste, nationalistiske kredse. Men udvekslingen gik begge veje. Brandes forelæste flere steder i Europa og udbredte derved kendskabet til og respekten for skandinavisk litteratur og skuespil.

På det naturvidenskabelige område påvirkede en række opfindelser og tænkemåder udviklingen i Danmark. Industrialiseringen havde blandt andet betydet, at el-motorer og dynamoer blev udviklet. Denne udvikling førte til en eksplosiv vækst i Danmarks infrastruktur, det vil sige en voldsom udbygning af det danske vej- og transportnet og oprettelse af telegraf- og telefonlinjer på tværs af landet. Denne udbygning betød, at mennesker, varer og nyheder kunne rejse fra den ene ende af landet til den anden med en fart som aldrig før. Det Moderne Gennembruds forfattere var levende optaget af tidens naturvidenskabelige landvindinger. Dette gjaldt eksempelvis de positivistiske studier og darwinismen. Charles Darwin hovedværk “Om arternes oprindelse” blev oversat og introduceret til Danmark af en af Gennembruddet toneangivende skikkelser, forfatteren J. P. Jacobsen.

Naturalismens tanker dominerede Danmark i perioden fra cirka 1870 til 1890 under overskriften ‘Det Moderne Gennembrud’. Det Moderne Gennembrud kan betragtes som Naturalisme med en kritisk kant. Den naturalistiske litteraturs kunst, hvor alle elementer blev skildret videnskabeligt, nøgternt og determineret, fik en kritisk brod, der stak til det omgivende samfund. Menneskets handlinger var - som Naturalismen peger på - determineret af arv og naturlove. Men flere af tidens toneangivende, danske forfattere pegede på, at individets miljø ligeledes spillede en rolle for den enkeltes handlinger og liv. Derfor mente nogle af dem, at individets miljø også kunne indvirke på den enkeltes handlinger. 

     Det Moderne Gennembrud hørte tæt sammen med industrialiseringen, de nye naturvidenskaber og de politiske brydninger omkring afviklingen af de sidste rester af Enevælden. Gennembrudstankerne blev formuleret af den danske litteraturkritiker Georg Brandes. Han indførte hermed en række nye europæiske tankestrømme til den danske Guldalder-andedam, der efter en række voldsomme begivenheder (for eksempel statsbankerotten i 1813 og det store militære nederlag til Tyskland i 1864) mere og mere havde lukket sig om sig selv. Med denne stræben mod et mere åbent og internationalt orienteret Danmark trak Brandes på samme hammel som det danske erhvervsliv. Ud skulle den falske Biedermeier-idyldyrkelse, der havde domineret store dele af den danske Romantik. Ud skulle den romantiske forestilling om en særlig guddommelig ånd i naturen. Ligeledes skulle der gøres op med den kirkeligt dominerede moral, der byggede på fortielser og skam, og som hvilede som en tung dyne over det danske samfund. Dette opgør skulle ske, mente Brandes, gennem en litteratur, der ‘satte samfundets problemer under debat’. En litteratur, der forholdt sig nært og kritisk til den verden, den skildrede. De vigtigste kampområder for Gennembruddet var:

• Biologiens forklaring på menneskets oprindelse kontra den kristne skabelsesfortælling 
• Kvindens stilling 
• Ægteskabet 
• Opdragelsen 
• Ejendoms- og magtforholdene i samfundet 
• Fordomsfri seksualmoral 
• Frisind og tolerance

Georg Brandes står i dag som en af de mest betydningsfulde og kontroversielle figurer i den danske kulturhistorie - en næsten mytologisk figur. Men denne status lå ikke i kortene, da han i 1871 som 29-årig indledte en forelæsningsrække, der ruskede op i den københavnske tidslomme og rystede den danske Biedermeier-idyl. Hans baggrund var jødisk, og han var klassisk uddannet i æstetik. Da han besteg talerstolen på Københavns Universitet, var han netop hjemvendt fra en dannelsesrejse, der havde bragt ham til flere af Europas kulturcentre.

• I Frankrig havde han studeret filosofi hos den franske filosof Hippolyte Taine (1828-93) og ladet sig inspirere af den positivistiske måde at tænke på. 
• I England havde han mødt John Stuart Mill og fået lov til at oversætte en af englænderens centrale tekster. På dansk kom den til at hedde “Kvindernes underkuelse”. 
• I Tyskland mødte han den dengang ukendte filosof Friedrich Nietzsche og introducerede hans tænkning til Danmark - og til resten af verden. 
• I Italien oplevede han en måde at leve på, der var anderledes fri end i Danmark. Denne oplevelse fik også stor indflydelse på hans måde at tænke på.

     Brandes’ tanker er altså inspireret af tanker fra andre lande og fra andre perioder. Dem koger han sammen til sin egen særlige ret og serverer den for den danske offentlighed - og ikke mindst for universitetsfolkene i København. Brandes ønskede sig brændende at blive professor ved Københavns Universitet. Derfor er der noget næsten naivt over, at Brandes efter sine forelæsninger ikke kunne begribe, at disse universitetsfolk ikke havde den mindste lyst til at udnævne ham til professor. Det Moderne Gennembrud var nemlig et slag i ansigtet på det etablerede system af magt, som universiteterne var en del af. Her var man ikke interesseret i den provokerende Brandes. Men det var man mange andre steder i verden. Hans bøger blev oversat til de europæiske hovedsprog. Ved århundredskiftet blev han anset for Europas største, nulevende litteraturkritiker, og hans død i 1927 trak forside-overskrifter rundt om i Europa.

Brandes hovedværk udkom i seks bind over en periode på 19 år. Det hed “Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur” (se kilder). I dette enorme værk kombinerer Brandes et tilsyneladende videnskabeligt studie af dansk og udenlandsk litteratur med en gennemgribende og benhård samfundskritik, der frem for alt retter sig mod det danske samfund. Den litterære bevægelse, som Brandes satte i gang, bestod i sin kerne af blot 25 skribenter, spredt over Norden. I Danmark talte gruppen af forfattere - ifølge professor Hans Hertel i bogen “Det stadig moderne gennembrud” (se kilder) - blandt andet:

• J. P. Jacobsen 
• Edvard Brandes 
• Holger Drachmann 
• Herman Bang 
• Henrik Pontoppidan 
• Emma Gad

     Det er vanskeligt at skære Det Moderne Gennembruds forfattere over en kam. De var indbyrdes meget forskellige, og den enkelte forfatters syn på verden ændrede sig ofte gennem forfatterskabet. I bogen “Litterære ismer” (se kilder) slås det dog fast, at hovedparten af Det Moderne Gennembruds forfattere tilhører den naturalistiske verdensopfattelse i større eller mindre dele af deres forfatterskaber. Det betyder ifølge denne bog, at de lægger naturvidenskabelige og psykologiske studier til grund for mange af deres litterære skildringer.

I bogen “Indsigt og Udsyn” (se kilder) peges der på, at Brandes tanker trak store veksler på de kulturstrømninger, der havde skyllet gennem Europa i de to forrige århundreder - især positivismen og tankerne fra Oplysningstiden i århundredet forinden. Som flere tænkere fra 1700-tallet troede Brandes på det enkelte menneskes fornuft og på dets evne til at gennemskue og ændre samfundsnormer, hvis de ikke kan begrundes rationelt. Fra positivismen kommer et krav om, at virkeligheden skal beskrives så direkte og objektivt som muligt og uden forskønnelse eller idealisering. I positivismen og hos visse filosoffer fandt Brandes tillige ammunition til et voldsomt angreb på kristendommens dogmer og normer. 

     I bogen “Det stadig moderne gennembrud” (se kilder) peges der på, at det netop er denne arv fra Oplysningstiden, der er med til at gøre Det Moderne Gennembrud kontroversielt i vores egen tid. Modstandere af Oplysningstidens frigørelsesideer, af den anti-autoritære tolerance-tænkning, der stammede fra denne periode, og af Menneskerettighedserklæringen, må nødvendigvis se Brandes - der jo kæmpede for mange af de samme idéer - som en farlig provokatør; som symbol på de kræfter, der skal bekæmpes.

George Brandes og kulturstrømningen, der blev kaldt Det Moderne Gennembrud stod hårdt på tre kerneområder, der tilsammen udgjorde en voldsom modpol til den etablerede magtblok, der bestod af Kongen og - især - den kristne Kirke. Disse kerneområder var

• Det positivistiske videnskabsideal: Det er kun, hvad der kan måles og vejes, der har værdi. Dermed bliver der vanskeligt plads til kristendommens metafysik. 
• Nietzsches filosofi: Med tankerne om, at det enkelte menneske er totalt frit og ubundet af moralske normer, får kristendommens moralsæt og kærlighedsbud et kæmpe skud for boven. 
• Darwins evolutionslære: Her pegede han på, at menneskene havde samme forfædre som aberne, og dermed ikke var skabt ‘i Guds billede’, som kristendommen ellers lærer.

En række af de opfindelse, der har haft en afgørende betydning for den økonomiske udvikling i 1900-tallet, har rod eller blev udbredt i Naturalismen. I denne periode erstattede el og benzin industriens traditionelle kraftkilder damp og kul. Det skete i fabrikkernes haller og i byernes trængsel. Ikke mindst på det transportmæssige område stod Europa - og resten af verden - over for en veritabel revolution. Til lands, til vands og i luften blev transporten af mennesker og varer stadigt hurtigere og mere gnidningsfri. Samtidig udbyggedes den elektroniske kommunikation - først i form af telegrafen, senere telefonen - så udvekslingen af nyheder og penge kunne ske øjeblikkeligt. Disse to faktorer - den fysiske og den elektroniske mobilitet - var tilsammen fundamentale for den økonomiske udvikling. Fra de europæiske staters merkantilistiske økonomiske politik - hvor hvert enkelt land var beskyttet af høje toldmure - bevægede man sig i høj grad mod den globale økonomiske struktur, som vi kender i dag. De nationaler.

Biologen Charles Darwin satte med sine kontroversielle teorier om dyrearternes oprindelse et altafgørende aftryk på sam- og eftertidens verdensopfattelse. Først godt 20 år efter bogen “Arternes oprindelse” udkom første gang inddrog Darwin menneskearten på linje med andre dyrearter i sin skelsættende udviklingsteori. Da han gjorde det, vakte det et ramaskrig i religiøse kredse. I bogen “Indsigt & Udsyn” (se kilder) påpeges det, at Darwin med sine teorier havde den samme effekt på 1800-tallets tænkning, som Kopernikus’ verdensbillede havde haft for Renæssancen. Dengang mistede Jorden sin særstatus som altings centrum og universets omdrejningspunkt. Med udviklingslæren kunne den hensigtsmæssighed, man så i naturen, ikke længere forsvares som et udtryk for Guds vilje og mægtige skaberplan. Man måtte i stedet opfatte arternes succesfulde tilpasning til deres levevilkår som en udvikling, der på ingen måde var styret af Gud, men alene styret af dyrenes egnethed til at leve og formere sig under tilfældigt givne omstændigheder.

John Stuart Mill og Karl Marx står sammen med henholdsvis socialiberalismen og marxismen som fyrtårne i den moderne verdens politiske historie. Mills fremstilling af liberalisme med en vis grad af statslig kontrol har spillet en væsentlig rolle i eftertidens vestlige samfund. Om Marx fortælles det i bogen “Klassisk og moderne samfundsteori” (se kilder), at mens han mest var kendt i snævre kredse i sin levetid, så blev hans idéers udbredelse enorm i årtierne efter hans død. I det 20. århundrede var Marx en af de mest omdiskuterede personer, og mange politiske revolutioner blev i dette århundrede gennemført i hans navn. I denne bog står afslutningsvis “Før den østeuropæiske kommunismes fald og Sovjetunionens opløsning i 1989-91 levede mere end en tredjedel af jordens befolkning under regimer, der hævdede at ville realisere Marx’ teorier”.

Mens tidligere - og senere - kunstretninger ofte forsøgte at forskønne og idealisere den skildrede virkelighed, så stræbte man i Naturalismen mod en nøgtern og ukritisk affotografering af virkeligheden, som den tog sig ud for menneskets sanser. Det gjorde retningen kontroversiel og udskældt, idet den insisterede på at skildre virkeligheden råt for usødet og uden at tage stilling til det skildrede. I “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) slås det dog afslutningsvis fast, at: “Naturalismens menneskeopfattelse og dens menneske-, natur- og miljøskildring har været en ingrediens i megen senere digtning og debat”.

Brandes’ voldsomme angreb på den danske andedams-mentalitet har fået mange i eftertiden til at beskylde ham for at ville skade Danmark. Mange studier har imidlertid vist det modsatte. Efter en række voldsomme økonomiske og militære nederlag i 1800-tallet havde Danmark lukket sig om sig selv. Brandes åbnede dørene til Europa på vid gab og trak tanker og strømninger indenfor. Både den moderne, positivistiske videnskab og gamle tanker fra Oplysningstiden - eksempelvis om individualisme, tolerance, menneskerettigheder og frisind - indgik i Brandes’ teorier. Selv elementer fra den forkætrede Romantik var der plads til. Men den idémæssige strøm gik begge veje. 

     De europæiske idéer spillede afgørende ind på Det Moderne Gennembrud. Men omvendt udbredte Brandes kendskabet til skandinavisk litteratur i Europa. Han virkede som en katalysator for litterære strømninger og kan tage en betydelig del af æren for tidens skandinaviske kultureksport. Derved gav han den danske nationalkarakter et voldsomt rygstød og markerede Danmarks position på det kulturelle verdenskort.

Morten Thing fortæller på DR’s hjemmeside (se kilder), at Det Moderne Gennembrud godt 50 år senere blev fulgt af en lignende bevægelse i dansk kulturliv, der videreførte arven fra Brandes. Det vil sige, at de talte for en saglighed i kulturen, seksuel frigørelse og en social indsats. Derfor kan denne bevægelse betegnes som ‘det andet moderne gennembrud’. I det andet moderne gennembrud forsøgte en gruppe, der blev kaldt ‘kulturradikale’, at trække idéer, der var moderne ude i Europa og i USA, til Danmark. Det drejede sig om moderne kubistisk og ekspressionistisk maleri, om funktionalistisk arkitektur, om moderne børneopdragelse, om en seksualreform, om kvindefrigørelse og om jazzmusik. I 1930’erne vendte de kulturradikale sig mod den ulmende nazisme og fascisme, der i denne periode strømmede fra eksempelvis Tyskland og Italien. De kulturradikale dannede organisationen Frisindet Kulturkamp og udgav bladet Kulturkampen. De kulturradikale kæmpede ikke alene mod ydre kræfter som nazismen og fascismen, men også mod den højrebølge, der i 1930’erne havde rejst sig inden for landets grænser. Thing peger på, at denne kamp på ord havde motiveret og hærdet mange af de kulturradikale, og at det derfor faldt naturligt for mange af dem at gå ind i den danske modstandsbevægelse, der kæmpede mod tyskerne under deres besættelse af Danmark i 1940 frem til 1945.

Brandes’ idéer gjorde ham til Kirkens fjende nummer ét. Hans tanker stod på et fundament af rationel, positivistisk viden. På dette grundlag kunne han bygge sine forestillinger om det frie og fordomsfrie menneske, der med oprejst pande kunne møde virkeligheden. Med dette frisind - der fundamentalt set indebar en løsrivelse fra religiøse dogmer og normer - tændte han et voldsomt had i religiøse kredse. Dette had har siden Gennembruddet brændt med stor styrke. Hans Hertel fortæller således i radioprogrammet “Georg Brandes og det moderne gennembrud” (se kilder) at en præst, der var modstander af Brandes’ lære, var til stede i kirken ved Brandes’ begravelse. Da begravelsesordene blev læst op, rejste præsten sig og råbte rasende: “Skal Satans navn siges i Guds hus?!”.

I dag er det vanskeligt at forestille sig en verden, der ikke er formet af de nybrud, der skete under Naturalismen. Periodens naturvidenskabelige, politiske, økonomiske og kunstneriske jordrystelser fik den gammelkendte verden til at styrte i grus og formede måden, som mennesket opfatter sine omgivelser på - dengang og i dag. Over en forholdsvis kort årrække gennemløb de industrialiserede lande en proces, der aldrig kan spoles tilbage igen: på godt og ondt blev de moderne. Det kan derfor være vanskeligt for os i Vesten at forestille os en virkelighed, der ligger uden for det modernes rationelle, videnskabelige verdensbillede - en verdensanskuelse, der har rødder i Oplysningstiden. Når vi konfronteres med før-moderne syn på virkeligheden, afføder det derfor næsten altid misforståelser, hvilket ofte fører til konflikt.

Georg Brandes var barn af de europæiske idéer, der handlede om frisind, tolerance og menneskerettigheder. Frem for alt handlede hans oprør derfor om et opgør med den kristendom, der var modstander af disse tanker. Det er derfor ikke overraskende, at de kredse, der advarer mod netop Oplysningstidens idealer, er de samme, som anser Brandes for en farlig mand. Næsten alle typer skumle motiver kan tillægges Brandes, men især hans forhold til fundamentale størrelser som ‘religion’ og ‘nation’ bliver ved med at tiltrække sig kritik. Blandt de skarpeste og mest højrøstede stemmer i den danske debat er her de to teologi-uddannede fætre og Folketingspolitikere Søren Krarup og Jesper Langballe, der begge er valgt i Folketinget for Dansk Folkeparti. I artiklen “Uundværlige Georg Brandes”, der blev bragt i Politiken i 2004 (se kilder), fortæller professor Hans Hertel: “Især for Dansk Folkepartis ypperstepræster gør Brandes stadig tjeneste som Fanden selv. Sloganet fra firmaet Krarup & Langballe lyder, at Brandes ‘hånede alt, hvad der var kristeligt og dansk’”. Dermed er hans tanker en hån mod netop de to mest fundamentale piller i præsternes verdensopfattelse, nemlig nationen og kristendommen.

I bogen “Det stadig moderne gennembrud” (se kilder) fortælles det, at Brandes nærede stor respekt for nationale strømninger. Han brugte i sin levetid enorme mængder af energi på at tale nationale mindretals sag rundt om i Europa, hvor han følte, de nationale følelser blev trådt på. Her greb han altså tilbage til de meget livskraftige, nationalistiske strømninger, der havde domineret tidligere i århundredet. Således talte han for, at en række folkeslag, der var blevet lagt ind under en større stat, fik friheden tilbage. Dette har ført til, at eksempelvis professor Hans Hertel i dag betegner Brandes som yderst national og en person, der om nødvendigt hylder de unikke, danske værdier. Det fører til, at Hertel i radioprogrammet “Georg Brandes og det moderne gennembrud” (se kilder) kalder Georg Brandes for en ‘national kosmopolit’ - altså en tænker, der i sit forsvar af det nationale anser det for absolut nødvendigt at orientere sig internationalt. 

     Om Georg Brandes’ monumentale og evigt aktuelle stilling i det moderne, danske kulturliv skriver professor Hans Hertel opsummerende i artiklen “Uundværlige Georg Brandes”, der blev bragt i Politiken i 2004 (se kilder): “Set med min kikkert er Georg Brandes vores mest højaktuelle klassiker. Som Voltaire sagde: ‘Hvis han ikke fandtes, måtte vi opfinde ham’. Men han findes jo. Han er midt iblandt os. Han kan genbruges. Som rockgruppen Sort Sol synger på deres sidste cd: ‘Here is a friend of mine./ He sits on top of time./ Georg Brandes at the microphone’”.

I artiklen “Syndebukke eller sovetryner, der blev bragt i Berlingske Tidende i 2004 (se kilder) fortælles det, at kulturradikalismen - efter en lang periode ude i kulden - er blevet hentet ind i den danske debat igen. Årsagen er, at landets Statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i 2001 har blæst til kulturkamp. Dermed er der kommet nyt liv i debatten om kulturradikalismen - en debat, der næsten var været uddød i mange år. I den aktuelle kulturkamp er kulturradikalismen på ny blevet en væsentlig spiller. I samme artikel fortæller professor Hans Hertel, at kulturradikalismen i denne debat er blevet gjort til syndebuk for alt mulig: “Det er blevet et operativt skældsord, der er som en giftflaske - folk hælder alt det ned i den, som de ikke kan lide”. I “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) fortælles det opsummerende om den radikale ideologi, som Det Moderne Gennembrud var et symbol på: “Radikalismen er siden Det Moderne Gennembrud blevet et særkende ved dansk kulturelt og politisk liv helt op til i dag”.