Romantikken

‘Det gode, det sande og det skønne’. Sådan lød idealerne for Romantikken – den periode, der groft sagt dækkede første halvdel af 1800-tallet. Dermed var den en oprørsbevægelse mod epoken, der netop var gået forud. Oplysningstiden havde haft den kølige fornuft og den håndgribelige verden som omdrejningspunkt. I stedet dyrkede man nu hede følelser og fjerne idealer. Men Romantikken var også tiden, hvor ‘den industrielle revolution’ rystede verden og berørte hverdagen for alle mennesker. Og det var tiden, hvor kærligheden til fædrelandet blev skabt. Den moderne nationalisme – der i tiden efter Romantikken har haft enorm betydning – fandt sin form. Sproget, kulturen og historien gjorde nu enhver nation til noget ganske unikt. Den romantiske nationalisme har lige siden været afsæt for både voldsomme krige og glødende kærlighed. Patriotisme er for mange moderne mennesker gledet ind i det ubevidste, hvor det kun hentes frem i en forkølet udgave til landskampe. Men Romantikkens begreber og idealer er afgørende – hvad enten vi er klar over det eller ej – for dem, vi er i dag.

"Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) fortæller, at ordet ’romantisk’ oprindeligt blev brugt i Oplysningstiden for at betegne noget mærkeligt og fremmedartet, noget ‘der var som i romanerne’ og altså ikke i virkeligheden. Siden er ordet ‘romantisk’ blevet brugt om noget, der ikke er umiddelbart håndgribeligt, og som er særligt fuldt af følelse. Her tænkte man ofte på kærlighed, drøm, anelse og længsel. “Verdens Litteratur Historie” (se kilder) peger på, at ordet i dag bruges på to måder. Det kan have en positiv betydning af noget, der er skønt og fuldt af følelser. Og det kan bruges negativt om noget glansbilledagtigt og urealistisk. I begge tilfælde understreges det, at der er en afstand mellem det romantiske og den grå – eller nøgterne – og trivielle – eller fornuftige – dagligdag.

Perioden, der bliver kaldt Romantikken, havde sin blomstringstid i første halvdel af 1800-tallet. Den romantiske strømning udsprang i økonomisk og politisk forstand især fra England, mens den filosofisk og kunstnerisk særligt udsprang fra Tyskland. Perioden bliver ofte underinddelt i Universalromantikken, Nationalromantikken samt en række andre udløbere og understrømme. Universalromantikken hylder den geniale ener og den almægtige natur, og den henter en del af sit kunstneriske brændstof i den græske mytologi. Nationalromantikken er Romantikkens meget livskraftige politiske gren, der er kendetegnet ved at dyrke idealer om den stolte nation. Gennem sit fokus på den enkelte nations sprog, kultur og historie smedede den det enkelte lands borgere sammen i et folkeligt fællesskab, der grundlæggende var anderledes end alle andre nationers. Her var Oplysningstidens ideal om ‘verdensborgeren’ – det kosmopolitiske menneske, der havde blik for internationale sammenhænge – blevet afløst af en langt mere snæversynet dyrkelse af den nation, hvor individet havde rod. Nationen udgjorde her en afgrænset og unik størrelse – helt forskellig fra de omgivende nationer. Perioden var på en lang række fronter præget af et oprør mod tankerne i Oplysningstiden. Hvor de centrale begreber tidligere havde været den menneskelige fornuft og forstand, var det nu forestillinger om menneskets følelser og fantasi, der satte dagsordenen. Centralt i Romantikken stod især to kernebegreber:

• · Individualisme: En sans for individets særegenhed. Man dyrkede det kunstneriske geni og den guddommelige ener. 
• · Historisk bevidsthed: En sans for, at alle fænomener er historisk forankrede og dermed indgår i historiens og traditionens ubrydelige kæde.

     Disse to grundforestillinger bliver et vigtigt brændstof for den romantiske kunstner. Han – det var næsten altid en mand – tiltog sig en ‘guddommelig’ ret til at skabe nye kunstværker og kunstformer, der gik på tværs af traditionelle skel og normer for, hvordan kunst skulle være. Blandt kunstformerne er det lyrikken, der først var på banen som de romantiske kunstneres foretrukne udtryksform, men kort efter fulgte mange andre. Det er et afgørende kendetegn for Romantikken, at epokens ideer får betydning for hele samfundet. Hvor tidlige kulturelle strømninger – eksempelvis Oplysningstiden – først og fremmest var en elitekultur, så berørte Romantikken samfundet fra top til bund.

Den sidste halvdel af 1700-tallet var generelt præget af økonomisk vækst i Europa, og her var især England spydspids. Årsagerne til Englands førerposition på området var:

•  Et stort befolkningsoverskud, der sikrede rigelig med arbejdskraft i industrien. 
•  En effektivisering af landbrugsproduktionen, så byernes voksende befolkninger kunne brødfødes. 
•  Rigelig tilførsel af de råstoffer, der skulle bruges i industriens produktion. 
•  Opfindelse af nye produktionsteknologier og kapital til at investere i disse. 
•  Stor efterspørgsel – i England og i de engelske kolonier – efter de varer, som den engelske industri kunne producere. 
•  Det, at transportnettet blev afgørende udbygget. 
•  Det, at den engelske lovgivning var meget gunstig for industri og handel.

     Disse punkter blev i 1780’ernes England tilsammen startskuddet til, hvad man betegnede som ‘Den industrielle revolution’. ’Revolutionen’ betød en grundlæggende ændring af alle forhold i forbindelse med, hvordan man fremstiller ting, og denne ændring forplantede sig med tiden til alle hjørner af samfundet.

I tiden op til Romantikken sad England på den økonomiske og politiske førsteplads. Landet var det ideal, som de andre lande stræbte efter:

• Udad til omfattede det engelske imperium en lang række kolonier spredt over hele kloden. Imperiet nåede således hele vejen rundt om Jorden, og man sagde derfor, at Solen aldrig gik ned over de engelske besiddelser. Imperiets enorme udstrækning betød, at den engelske industri på den ene side var sikret rigeligt med råstoffer til produktionen og på den anden side, at den var sikret et stort marked, hvor industrivarerne kunne afsættes. Den engelske flåde – der militært var verdens største – sørgede for udvekslingen af varer og råstoffer. 
• Indad til havde man i England indført en styreform, der var domineret af et parlament – og dermed en vis folkelig indflydelse – hvorimod den engelske konge besad en relativt begrænset magt. Denne styreform – kaldet ‘parlamentarisme’ – kom for borgerlige kredse overalt i Europa til at fremstå som et politisk ideal, man kunne stræbe efter.

     På det europæiske kontinent hørte man kun svage ekkoer af Den Franske Revolution, der rystede landene her i 1789 med markante krav om, at alle borgere skulle have demokratisk indflydelse på, hvilken retning deres land skulle bevæge sig. Tiden op til – og ind i – Romantikken er således præget af, at de enevældige konger rundt om i Europa med stor bekymring har set på, hvad der skete i Frankrig i revolutionsdagene, hvor borgerskabet tog magten, og den franske konge blev henrettet. Derfor søgte mange af regenterne i Europa med al kraft at holde på den totale magt og forhindre, at der på nogen måde skete en gentagelse af hændelserne i Paris.

I 1700-tallet blev en ny mennesketype i filosofisk forstand født: idealet var her et religiøst, politisk og filosofisk selvbevidst menneske. Fortalerne for dette menneskeideal – der var rundet af 1600-tallets naturvidenskabelige stormskridt, som samlet blev betegnet ‘den naturvidenskabelige revolution’ – var blandt andet den engelske filosof John Locke (1632-1704) og den franske politiske filosof Charles de Montesquieu (1689-1755).

     Begreber som ‘ejendomsret’ og ‘individets friheder og rettigheder’ var afgørende for Locke, ligesom han med sine skrifter var med til at forme de moderne menneskerettigheder og det moderne menneskebillede. Hans betydning for sin samtid og eftertid kan derfor vanskeligt overvurderes. Montesquieu kritiserede de enevældige konger for at suge al magt til sig: Både den lovgivende, udøvende og dømmende magt var koncentreret i en enevældig person. Herved kunne kongen lovgive, dømme og straffe efter sit eget humør og forgodtbefindende. Montesquieu argumenterede for en tredeling af magten, hvilket ville beskytte individet mod lunefulde regenters magt. Principperne for denne tredeling af magten slog igennem ved afskaffelsen af de enevældige konger og indførelsen af demokratiet i de vesteuropæiske lande i 1800-tallet.

     I tiden før Romantikken var Tyskland præget af en kort, men heftig åndelig bølge, kaldet ‘Sturm und Drang’. I denne bølge, der primært var synlig i litteratur, dyrkedes begreber som ‘frihed’ og ‘natur’. Bevægelsen befandt sig på flere måder på grænsen mellem Oplysningstiden og Romantikken. Den gik ikke på tværs af Oplysningstidens tænkning, men radikaliserede flere af denne periodes nøglebegreber i en form, der pegede frem mod Romantikkens kompromisløse dyrkelse af den frie og uafrettede individ.

Under den Franske Revolution havde mange filosoffer oplevet, hvordan gode, fornuftige og ædle principper – eksempelvis om frihed, lighed og broderskab – var endt i paranoia, mistillid og barbari. Her var fornuft og virkelighed kørt i hver sin retning, og man var endt med en situation, der var lige modsat af, hvad de revolutionære oprindeligt havde villet opnå. Romantikkens filosoffer var på jagt efter en ny, bedre sammenhæng mellem fornuften og virkeligheden. De ville undersøge, om virkeligheden overhovedet havde noget med fornuften at gøre, eller om der var tale om to – grundlæggende uforenelige – verdener. De fornemmede, at der herskede en afgrund mellem menneskets fornuft og den virkelighed, der omgav det. Her brugte de betegnelsen ‘fremmedgørelse’ for at betegne denne situation. Begrebet om fremmedgørelse har siden spillet en vigtig rolle i vestlig tankegang – ikke mindst i de ideologiske strømninger marxisme og eksistentialisme.

I tiden op til Romantikken var den officielle religion – altså kristendommen – blevet udsat for heftig beskydning fra mange sider. Især fra den franske filosof og forfatter François Voltaire (1694-1778). Han propaganderede voldsomt mod selve kristendommen, som han gennem radikal kritik og skarp satire søgte at komme til livs. Voltaires motto var “Ècrasez l’infâme”, der oversat til dansk betyder “knus den skændige”, og den skændige, der skulle udryddes, var selve kristendommen og ikke mindst kirkens stive og støvede regler og normer. Voltaire kæmpede energisk for en fordomsfri religiøs tolerance. Man skulle have lov til at tro på, hvad man ville, eller helt lade være med at tro på noget som helst. Når man nærmer sig Romantikken, får den bibelske Gud generelt en mere tilbagetrukket rolle. I stedet sætter man eksempelvis – dette gælder særligt for Tyskland – idealistiske forestillinger om folkets ånd, der dyrkes som en guddom.

En væsentlig forudsætning for ‘den industrielle revolution’, der var et afgørende element i den romantiske periode, var den voldsomme befolkningstilvækst. I bogen “Fra revolution til verdenskrig” (se kilder) fortælles det, at man i Storbritannien over en periode på hundrede år oplevede en tredobling af befolkningstallet – fra 7,4 millioner i 1750 til 21 millioner i 1850. Denne eksplosive vækst foregik primært i de engelske byer, mens befolkningen på landet kun voksede langsomt. Årsagen til det stærkt stigende befolkningstal var en markant nedgang i dødeligheden i den engelske befolkning, altså i antallet af dødsfald pr. 1000 nyfødte.

‘Den industrielle revolution’ er betegnelsen for en proces, der i løbet af et relativt kort spand af tid – årene 1780-1850 – udløste en total forandring af de berørte befolkningers tilværelse. Den industrielle produktion er en massefremstilling af ensartede varer til et ukendt marked – det vil sig til et marked, hvor den, der producerer, ikke kender den, der efterspørger varen. Der epokegørende nye lå især i, at det industrialiserede samfund, takket være opfindelsen af eksempelvis dampmaskinen, fik meget mere energi og kraft til sin rådighed. Med den industrielle revolution kan man sige, at der kom en masse mekaniske hestekræfter ind på arbejdsmarkedet. Der skulle otte mand til at udføre en hests arbejde, mens en mekanisk hestekraft fra en dampmaskine svarer til det arbejde, tre naturlige heste kunne udføre. Det skyldes, at maskinerne kunne arbejde langt mere stabilt end dyr af kød og blod. Resultatet blev, at man på én gang sparede arbejdskraft og opnåede en overvældende produktionsfremgang.

Den opfindelse, der vel nok fik størst betydning for Romantikken, blev ikke opfundet i denne periode, men i århundredet forinden. Dampmaskinen blev nemlig i 1769 udviklet af englænderen James Watt, således at det var muligt at anvende den i industrien, eksempelvis i de engelske miner og i de engelske tekstilfabrikker. På denne måde fik opfindelsen og videreudviklingen af dampmaskinen en afgørende betydning for ‘den industrielle revolution’. Dels spillede den en central rolle i den industrielle produktion, dels havde dampteknologien en afgørende rolle i periodens transportmæssige revolution, der også var afgørende for industriens gennemslagskraft. Tidligere blev varer transporteret med hestekraft, men nu kunne dampmaskinen spændes på en vogn og erstatte hesten. Dermed var jernbanen født. Lokomotivet ‘The Rocket’, der kørte på en af de første jernbaner mellem den engelske tekstilby Manchester og havnebyen Liverpool, opnåede en imponerende fart af 26 kilometer i timen.

Under Romantikken oplevede det engelske samfund generelt en økonomisk velstandsstigning. I bogen “Fra revolution til verdenskrig” (se kilder) anslås det således, at den engelske nationalformue voksede med godt 80 procent fra 1812 til 1845. Men den nationaløkonomiske fremgang var ulige fordelt. ‘Den industrielle revolutions’ mest markante sociale konsekvens for det engelske samfund var skabelsen af en enorm arbejderklasse i byerne. Denne nye klasse, der var grundlaget for industrien, levede under forhold, der tit var elendige. Problemerne var:

• Risiko for arbejdsløshed, fordi maskiner overtog menneskets arbejde i visse arbejdsled. 
• Meget hårde, farlige og beskidte arbejdsforhold. 
• Mentalitetsændring hos industriejere, der ikke længere drog omsorg for de arbejdere, der var ansat på deres fabrik. 
• Manglende organisation i fagforeninger. 
• Stigende priser på fødevarer. 
• Børnearbejde, hvor børn ned til seksårsalderen måtte arbejde 12 timer i træk i de engelske kulminer og andre steder i industrien.

I 1776 – i perioden, der betegnes Oplysningstiden og ligger umiddelbart inden Romantikken – havde den skotske filosof Adam Smith lanceret en række økonomiske teorier, der blev grundlæggende for ‘den industrielle revolution’. Smiths tanker om økonomi og produktion blev udgivet i bogen “Om nationernes velstand” (se kilder). Bogens afgørende begreber var:

• Arbejdsdeling: Enhver skulle fremstille det, han kunne gøre bedst og billigst. 
• Frihandel: Statens regulerende og begrænsende rolle skulle brydes ned, så økonomien kunne blomstre uhindret. 
• Markedets usynlige hånd: Gennem udbud og efterspørgsel ville markedet finde en naturlig balance til alles bedste.

‘Den industrielle revolution’ slog først og voldsomst igennem i England fra 1780’erne, og 70 år senere var landet ubestridt verdens førende industrimagt. Fra England spredte industrialiseringen sig til de øvrige europæiske lande og til USA. Denne udvikling slog for alvor igennem i 1840’erne. Den industrielle revolutions teknologi og tanker strømmede ud fra England, og det banede vej for en massiv engelsk påvirkning, der også omfattede politiske og ideologiske tanker. Denne udvikling betød en nedbrydning af skranker og barrierer, så ideer og kapital, der før var blevet inddæmmet af landegrænser og toldmure, i midten af 1800-tallet kunne flyde frit. Resultatet af denne udveksling mellem de industrialiserede lande blev en international arbejdsdeling, hvor pengestrømmene kunne flyde hen, hvor udbyttet ville være størst. I midten af 1800-tallet fremstod England som den økonomiske og politiske stormagt, som de andre industrialiserede lande gerne ville ligne.

Det politiske system i England blev omorganiseret ved en reform af landets parlamentssystem i 1834. I takt med ‘den industrielle revolutions’ grundlæggende økonomiske forandring af det engelske samfund, var presset mod det politiske systems traditionelle magthavere vokset. En stor befolkningsgruppe af nyrige kapitalister havde fået et solidt økonomisk rygstød af ‘den industrielle revolution’, men var reelt uden for politisk indflydelse. Derfor blev valglovene ved denne reform udvidet, så de nu gav indflydelse til denne gruppe. Gruppen af engelske småborgere og den enorme gruppe af arbejdere måtte stadig se sig afskåret fra det politiske system. I England foregik denne politiske forandringsproces gennem reformer. På det europæiske fastland gik det langt voldsommere til, når den politiske magt skulle deles mellem de traditionelle magthavere og samfundets nye stærke klasser af kapitalejere. Således måtte både Tyskland og Frankrig gennem blodige revolutioner, og heller ikke Danmark gik helt fri. Her blev demokratiet dog indført i 1849, uden at det kom til egentlige blodsudgydelser.

Industrialiseringens forandringer affødte en række politiske og ideologiske strømninger, der dominerede den første halvdel af 1800-tallet, og som har været til stede lige siden. Ud over moderne ideologier som konservatismen, liberalismen og socialismen, har også nazismen og fascismen rødder i denne periode. Disse ideologier har forløbere længere tilbage i den politiske historie, men i Romantikken finder de deres helstøbte og fuldstændige form.

• Liberalismen: kan ses som den ældste af de moderne ideologier. Den bygger i høj grad sine ideer på Oplysningstidens filosoffer – herunder John Locke – og økonomiske teoretikere – eksempelvis Adam Smith. Liberalismen er en økonomisk og politisk ideologi. Her hyldes den frie handel og konkurrence, der sker med mindst mulig indblanding fra statens side. I politisk forstand rettes fokus mod det enkelte individ, der gennem en række grundlæggende frihedsrettigheder – eksempelvis ytringsfrihed og forsamlingsfrihed – sikres en demokratiske stemme. Liberalismens forestillinger kom til udtryk i Den Franske Revolutions Menneskerettighedserklæring fra 1789. 
• Konservatismen: har som hjørnesten mistillid til store, forkromede teorier om samfundet; teorier, der påstås at have absolut gyldighed – det vil sige, at de vil gælde til alle tider og alle steder. Mens disse altomfattende tanker typisk søges gennemført ved en revolution, hvor alt laves om fra grunden, er konservatismen tilhænger af en rolig, skridtvis udvikling, hvor samfundets kurs ændres lidt efter lidt. Konservatismen ser samfundet som en levende organisme og mennesket som et socialt væsen, der ved sin fødsel anbringes et særligt sted i samfundsorganismen. Samfundet skal indeholde stærke institutioner, der skal sikre samfundets fortsatte beståen, mens forskellige generationer af individer fødes og dør. De konservative tanker fik for alvor vind i sejlene efter Den Franske Revolution, der trods smukke hensigter om frihed, lighed og broderskab løb helt af sporet og udartede sig til et gigantisk blodbad og en stemning gennemsyret af mistillid mellem mennesker. Her så de konservative tænkere med afsky på, hvad revolutioner kan udvikle sig til. 
• Socialismen: havde i Romantikken mange retninger med ret forskelligt indhold, men fælles var, at man nægtede at acceptere den nød og elendighed, som en slavisk overholdelse af liberalismens grundsætninger skabte. Socialismen var heller ikke enig i liberalismens entydige fokusering på individet. I stedet mente man, at mennesket var et socialt væsen, hvilket her vil sige, at det ønskede at udrette noget i fællesskab med sine medmennesker. Fik mennesket de rette muligheder, ville produktionen blive endnu større, end selv den mest superoptimistiske liberalist havde troet mulig. Samtidig ville samfundets rigdomme blive fordelt på en mere rimelig måde. Socialismen havde – især senere i 1800-tallet – en fast tro på, at de nødvendige samfundsforandringer kun kunne ske gennem en revolution. Derfor kom Den Franske Revolution til at udgøre et mønster for den kommende socialistiske revolution, som man håbede på. 

     Det er karakteristisk, at alle de nævnte ideologier har ét fælles samlingspunkt: Den Franske Revolution. De udvikler sig parallelt i perioden. Derfor kan den ene ideologi ses som et svar på en anden, og de forskellige ideologier har således været med til at forme og farve hinanden. For eksempel står konservatismens lære om den stærke stat direkte over for liberalismens hyldest til individualismen, og over for liberalismens krav om økonomisk effektivitet står den konservative velfærdspolitik. Og over for socialismens teori om klassernes kamp står konservatismens forestilling om klassernes harmoni under en stærk stat.

Romantikken var tiden, hvor nationalistiske strømninger skyllede gennem Europa, og forestillinger om landegrænser og nationale særpræg – hvoraf en del oprindeligt udsprang fra Oplysningstiden – fik en stærkt stigende betydning. I daglig tale bruges ordene ‘stat’ og ‘nation’ ofte om det samme. Men faktisk betyder ordene noget forskelligt:

• Stat: er systemet eller måden, som et land styres efter. 
• Nation: er derimod et folk, der har fælles oprindelse og kultur.

     Hvis nationen – det vil sige folket – har sin egen stat, kaldes den en nationalstat. Danmark er en af de få ægte nationalstater. Her er nationens og statens område stort set det samme. Et meget markant eksempel på det modsatte er den jødiske nation, der i mange århundreder har eksisteret uden en egentlig stat. Først med Israels oprettelse i 1948 fik jøderne deres egen stat. Endnu i dag findes der nationer, som ikke har deres egen stat, f.eks. palæstinensere og kurdere.

Den romantiske periode rummede den såkaldte Nationalromantik, der ligeledes kan betragtes som en ideologi – altså en samling af tanker, der kan blive redskaber i menneskets møde med verden. Her forenedes Universalromantikkens indfølende dyrkelse af naturen og af svundne tider med de nationale strømninger, der prægede tiden. Nationalromantikken, der således var Romantikkens politiske side, hyldede grundlæggende begreber som folket, den nationale historie, det nationale særpræg og det nationale sprog. Efter Den Franske Revolution og Napoleonskrigene, der fulgte i dens kølvand, udvikledes den patriotisme og hjemstavnskærlighed, der havde boblet under Oplysningstiden, sig til egentlig nationalisme. I nationalismen kunne modstandere af den enevældige kongemagt og de internationalt forgrenede fyrstefamilier samles.

     Efterhånden blev nationalismen dog ikke så meget brugt til at kritisere magthaverne. I stedet blev den vendt mod fremmede folkeslag, ikke mindst mod nationens umiddelbare naboer. Her blev forestillingen om det folkelige fællesskab skabt. Romantikken rummede en klar fokusering på det enkelte individs følelser og fantasi. Men på samme tid havde mange romantikere et idealistisk syn på det enkelte menneske som en lillebitte del af et mægtigt og ældgammelt nationalt fællesskab. I den nationalromantiske forestillingsverden bliver den afgørende, politiske enhed således ikke klassen som i socialismen – eller individet som i liberalismen – men nationen. Dele af det nationalromantiske tankegods fik en central placering i flere af 1900-tallets totalitære ideologier – først og fremmest nazismen og fascismen.

I filosofisk forstand var især to skikkelser toneangivende i Romantikken; nemlig de tyske tænkere Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) og Friedrich Schelling (1775-1854). I filosofien kalder man derfor også Romantikken for ‘tysk idealisme’. De romantiske filosoffer tog deres udgangspunkt i en tidligere tysk filosof Immanuel Kants (1724-1804) tanker. I Oplysningstiden fremsatte han ideer om individets fornuft og fornuftens evne til at tænke i almene principper. Således argumenterer han i sin berømte bog “Kritik af dømmekraften” for det principielt uangribelige i det enkelte individs smagsdomme. Hvis et menneske for eksempel hævder, at han eller hun synes, at en leverpostejmad smager godt, så er det ikke muligt for et andet menneske logisk at argumentere for, at denne smagsdom er forkert. (For mere om Oplysningstidens filosofi: se Faktalink-artiklen “Oplysningstiden” og “Den Franske Revolution”).

• Hegel: Romantikkens tænkere brugte megen flid og energi på at slå bro over den oplevede afgrund mellem fornuften og virkeligheden, og denne bestræbelse blev opsummeret af denne tyske filosof Hegel i sætningen: “Det, som er fornuftigt, det er virkeligt, og det, som er virkeligt, det er fornuftigt”. Med dette udsagn mente han, at virkelighed og fornuft var identiske, hvis bare fornuften fordybede sig ordentligt i virkeligheden. Det var ikke sket under Den Franske Revolution, og resultatet var umenneskeligt barbari. Omvendt pegede han på naturvidenskaben som et område, der bekræftede en sammenhæng mellem fornuft og virkelighed. Ved at fordybe sig i den fysiske virkelighed kunne naturvidenskaben påvise, at naturen følger en række simple lovmæssigheder, der var indlysende for fornuften. Hegel havde også afgørende betydning for Romantikkens historiesyn. I hans øjne forløber historien nemlig efter sin egen indre, dynamiske logik frem mod en tilstand, hvor alle modsætninger er ophævet, og hvor fornuften – altså ånden – har gennemtrængt verden. 
• Schelling: Romantikerne ledte efter en kraft, som kunne binde den fysiske virkelighed og den menneskelige fornuft sammen. Her blev begrebet ‘ånd’ set som det kosmiske element, der sørgede for sammenhæng mellem alle verdens fænomener. Denne tanke om altomfattende sammenhæng – kaldet ‘panteisme’ – fik sin mest berømte formulering af Schelling: “Ånden i naturen slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig selv bevidst i mennesket og når sin højeste udfoldelse i kunstneren”. Ånden er altså i hans øjne til stede overalt og holder sammen på det hele. Men altså i forskellige grader, fra slummer til egentlig bevidsthed.

Schellings tanker om ånden, der er alle steder, kan beskrives som ‘organisme-tanken. Det var en måde at se på verden, som de fleste romantikere dyrkede, hvor man så alt i verden som del af en organisme. Ligesom alle organer hos mennesket, lige fra hovedet til fødderne, spiller sammen og indgår i en organisme, indgår alt i verden – ikke mindst menneskets samfund – i en organisk helhed af forskellige enkeltelementer. I denne forståelse af verden bliver ‘organisme-tanken’ således dynamisk, mens den traditionelle varetager af åndelige spørgsmål – den kristne kirke – virkede stiv og statisk.

Med især de tyske romantikere fik den antikke, græske filosof Platon en renæssance, idet dele af hans tankegods blev genbrugt omkring 1800 under betegnelsen ‘nyplatonisme’. Platon forestiller sig en dualistisk opdeling af tilværelsen i to poler:

• Ideernes verden: den højere, åndelige verden 
• Fænomenernes verden: den materielle verden

     Alt eksisterer allerede i ideernes verden, men denne verden er skjult for det blotte øje, der kun ser den uperfekte, materielle verden. Det kan være en forestilling om et perfekt kunstværk eller en genial matematisk ligning. Fænomenernes verden – den fysiske virkelighed, vi kan se og føle – er en uperfekt afglans af ideernes verden. Men mennesket – her især den romantiske kunstner – kan med sin sjæl kommunikere med ideernes verden. Ting som eksempelvis kunst eller matematik skabes altså ikke. De findes allerede i ideernes verden og opdages af den beåndede person, der så at sige kan indstille sin radiomodtager på at opfange indtryk fra ideernes verden.

Den kristne kirke var i den romantiske periode under pres fra flere sider. Liberale, socialistiske og naturvidenskabelige ideer satte spørgsmålstegn ved kirkens grundlag og legitimitet. Mens de fornuftsdyrkende tænkere i Oplysningstiden havde forsøgt at adskille fornuft og følelse, så dyrkede mange romantikere ‘ånden i naturen.’ Den romantiske religionsdyrkelse havde især to former:

• Universalromantikkens guddom er over alt, den guddommelige kraft gennemstrømmer alt. Med inspiration fra den tyske filosof Friedrich Schelling ses alle verdens fænomener som udsprunget af et guddommeligt ophav. Denne overbevisning om, at alting er gennemstrømmet af guddommelig ånd, får her betegnelsen ‘panteisme’. Især naturen og historien ses som en port til et smugkig ind i den guddommelige verden og disse bliver genstand for romantikernes heftige dyrkelse. 
• I Nationalromantikkens åndelige strømning finder man eksperimenterende sammenblandinger af religioner, idet kristendom, forskellige naturreligioner og tro på de nordiske guder blandes sammen i en heftig dyrkelse af nationen og folket som en guddom. Dette kommer særligt godt til udtryk i den danske digter Adam Oehlenschlägers (1779-1850) nationalromantiske digt “Guldhornene”, hvor dele af den kristne tro blandes med nordisk mytologi og rystes til en heftig poetisk cocktail fuld af længsel og anelse.

Romantikken er kendetegnet ved en idealisering af barnet og barndommen. Den romantiske bevægelse var en protestbevægelse mod den fornuftige og konforme verden, og man så i barndommen en protest mod de voksnes virkelighed. Barnet skulle ikke formes som ler, eller – som hos oplysningsfilosoffen Rousseau – opdrages ud fra sine egne anlæg. Barnet burde slet ikke blive andet end netop barn. De voksnes virkelighed virkede så fremmedartet og truende, at det var bedre at stå uden for den. Disse idealer om det uspolerede og intuitive barn, der trodser de voksnes barske og kolde virkelighed, blev særligt dyrket af romantiske kunstnere, der i større eller mindre grad havde deres på det tørre. Disse sværmeriske tanker står i skærende kontrast til den virkelighed, der mødte den store klasse af arbejdere i byerne og befolkningen på landet. Her var fattigdommen og elendigheden massiv, og selv småbørn blev tvunget ind i fabrikkerne, ud på marken eller ned i minerne. Her spillede Romantikkens opdragelsesidealer ingen rolle.

Den tyske Romantik havde især udspring i de litterære miljøer i universitetsbyerne Jena og Heidelberg. I disse to byer samledes omkring 1800 en række fremtrædende digtere, teologer og filosoffer. Der var ikke tale om en egentlig bevægelse, men om en kreds af venner, der gensidigt inspirerede hinanden. I dette miljø var også den tysk-dansk-norske filosof Henrich Steffens (1773-1845), der i 1802 bragte de romantiske ideer til Danmark. I England blev den romantiske bevægelse, der er af mindre filosofisk karakter, først og fremmest tegnet af digterne William Blake (1757-1827), William Wordsworth 1770-1850) og Lord Byron (1788-1824).

     Blake lagde en tikkende bombe under Oplysningstidens idealer om klarhed og kølig fornuft og dyrkede i stedet radikale og okkulte frigørelsesvisioner på den enkeltes vegne. Lord Byron tilhørte den engelske Romantiks yngste generation – i modsætning til Blake, der var en af bevægelsens tidligste repræsentanter. Han kom fra en gammel adelsslægt. Med sin livsstil som en ung, stærk og handlekraftig individualist kom Byron på mange måder til at fremstå som selve indbegrebet af Romantikkens dyrkelse af den kompromisløse ener. Som en slags ‘Romantikkens svar på 1950’ernes James Dean’ døde også han ung, og hans dramatiske liv og stålsatte personlighed blev noget mindst ligeså betydningsfuldt som hans værker.

I Romantikken så man et nybrud i kunstnerens forhold til det omgivende samfund: I denne epoke var langt de fleste kunstnere økonomisk afhængige af, at kunsten kunne sælges. Herved blev kunsten et produkt på linje med andre varer, for eksempel fra en fabrik. Til gengæld havde den enkelte kunstner en langt mere fri rolle i forhold til samfundets magthavere. I tidligere tider var langt de fleste kunstnere ansat hos en fyrste, en konge eller Kirken i et mæcenforhold. Det betød reelt, at kunstneren her var en slags håndværker, og hans opgave var at hylde den bestående verdensorden, der jo sikrede hans arbejdsgiver magten. Den romantiske kunstner er løsrevet fra mæcenerne; til gengæld er han afhængig af, at kunsten kan sælges på markedet.

Den romantiske kunstner dyrkede forestillinger om det spontane, det dynamiske, det grænseoverskridende og det naturlige. Hermed blev han – mere eller mindre bevidst – talerør for det kapitalistiske borgerskab, der netop hyldede de samme begreber i forbindelse med frihandlen og ‘den industrielle revolution’. Eksempelvis passede den romantiske kunstners forestilling om ‘naturlighed’ perfekt ind i borgerskabets ønske om, at handlen skulle være ‘naturlig’ – det vil sige fri og ubegrænset handel, som det blev foreslået af Adam Smith.

     I Romantikken så man – som beskrevet ovenfor – barndommen og ungdommen som et ideal, og kunstneren efterstræbte ekstreme og grænseoverskridende oplevelser som kilde til erkendelse og indsigt. Her var kodeordene eneren og geniet, og den litterære helt var ung, stærk, kompromisløs og følelsesmæssigt grænseoverskridende. På hjemmesiden www.da-net.dk (se kilder) foreslås det ligefrem, at den romantiske kunstner måske er repræsentant for historiens første ungdomsoprør. Denne tone slås an i den tyske digter Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832) roman “Den unge Werthers lidelser”, der var et hovedværk inden for den kortvarige, men heftige og indflydelsesrige strømning ‘Sturm und Drang’, der strakte sig fra 1769-86. Den unge Werther begår i bogen selvmord på grund af ulykkelig kærlighed, og det bliver starten på en lavine af selvmord i Tyskland, hvor unge mænd med lignende problemer følger Werthers tragiske eksempel og afslutter deres liv her på Jorden ved egen hjælp. Hjemmesiden afslutter med at trække en parallel til den amerikanske musiker Kurt Cobain. Han var frontfigur i den bølge af ‘grungerock’, der skyllede igennem den rytmiske musik i starten af 1990’erne. Også her slog den ekstreme og ungdommeligt ukontrollable livsførelse over i tragisk selvdestruktion.

Digtere som tyske Schlegel og Novalis (1772-1801) og engelske Wordsworth og Byron havde gjort, at Romantikkens toneangivende litterære genre var lyrikken. Således fik både Novalis og Wordswoths stor anerkendelse blandt såvel kolleger som den læsende offentlighed. Man hyldede dem for deres digtnings poetiske og anelsesfulde skønhed og gribende og betydningsladede naturskildringer.

     1800-tallet blev dog først og fremmest præget af en stor produktion af romaner. I første halvdel af århundredet var det især den såkaldte ‘dannelsesroman’, der satte den litterære dagsorden. Den tyske forfatter Goethe leverede med romanen “Wilhelm Meisters læreår” prototypen til denne genre, der blev særligt toneangivende i Tyskland og i de nordiske lande. I dannelsesromanen gennemgår en ung – typisk mandlig – helt en fysisk rejse, der får stor betydning for hans indre modenhed. Dannelsen bliver en åndelig proces, hvor læseren følger tilblivelsen af et individ, der bliver tilpasset det samfund, som han skal fungere i. Idealet om det veltilpassede individ forudsætter naturligvis, at man tror på, at der overhovedet kan skabes et frugtbart og harmonisk samspil mellem individet og dets omverden. Flere af romantikerne tvivlede alvorligt på, at det var muligt at skabe dette harmoniske samspil, og resultatet ville uundgåeligt blive fremmedgørelse. Det gik galt for hovedpersonen i “Den unge Werthers lidelser” – han kunne ikke få sin indre verden til at hænge sammen med verden omkring sig – og hans selvmord var den tragiske konsekvens af denne splittelse.

Den romantiske billedkunst udvikledes under påvirkning af periodens lyrik og filosofi. Billedkunsten var en oprørsbevægelse mod Oplysningstidens dyrkelse af fornuft og intellekt. De romantiske malere havde en særlig forkærlighed for landskabsmalerier, da denne type malerier kunne rumme den dunkle, panteistiske eller kristne følelsesfuldhed, som de søgte. Den romantiske billedkunst stræbte efter et indhold, der kunne bevæge sindene, en mystisk, sværmerisk følelse, der kan ses i Romantikkens foretrukne motiver. Blandt disse var den ensomme vandrer i skoven, landsbystilheden og storslåede bjerge. Malerierne forenkler den natur eller det mytestof, der skildres, og billederne holdes i relativt få, mættede farver. Bevægelsen havde sit udspring i Tyskland, hvor den især blev anført af den naturmystiske kunstner Casper David Friedrich og af den nyreligiøse kunstnergruppe Nazarenerne. Lidt senere nåede den resten af det nordeuropæiske og kom også til England. Her var to fremtrædende romantiske kunstnere landskabsmalerne John Constable (1776-1837) og Joseph Mallord William Turner (1775-1851).

Musikkens begrebsløse sprog kunne – mere end nogen anden af Romantikkens kunstformer – udtrykke det, der ikke kunne siges med ord. Musikken kunne dermed formidle det, der var helt centralt for den romantiske kunstner; nemlig den individuelle sjæls dybeste rørelse og anelse. Tolkningen af den længsel, som individet føler, er et af de helt centrale temaer i den romantiske musik. Blandt Romantikkens betydningsfulde komponister er tyske Ludwig van Beethoven (1770-1827), østrigske Frans Schubert (1797-1828) og polske Frédéric Chopin (1810-1849). Førstnævnte blev kendt for sine store, dramatiske og dynamiske kompositioner, mens de to sidstnævnte blandt andet komponerede en række mindre, stemningsmættede klaverstykker.

I denne periode dyrkede arkitekterne et væld af forskellige stilarter, der alle havde rod i fortiden. Således var arkitekterne eksempelvis optaget af de græske templers monumentale byggestil og den gotiske arkitekturs mystiske, dunkle hvælvinger. Fælles for arkitekturens interesse for fortiden var dog, at der typisk var tale om en overfladisk flirt, en serie af inspirationer, der hurtigt afløste hinanden. Starten af 1800-tallet er generelt præget af, at den sociale og kommercielle udvikling havde gjort det nødvendigt at udvikle nye typer af byggeri, der kunne huse byernes hastigt voksende befolkninger. Her måtte arkitekterne først og fremmest tage hensyn til bygningernes funktionelle egenskaber.

Sidste del af 1700-tallet havde i økonomisk og politisk forstand været ganske gunstige tider for Danmark, men ved indgangen til den romantiske periode begyndte det at gå ned ad bakke. Som følge af Napoleonskrigene, der rasede i Europa i slutningen af 1700-tallet og i starten 1800-tallet, var det danske rige blevet kraftigt reduceret i udstrækning. Tillige var landet udsat for et voldsomt økonomisk pres, der i 1813 førte til, at landet gik fallit. Under Napoleonskrigene – der faldt i tre afdelinger og sluttede endeligt i 1812 – lå de fleste af Europas stormagter i krig med hinanden, ikke mindst England og Frankrig. Den danske stat forsøgte at erklære sig neutral, hvorved man håbede at holde sig uden for stridighederne, men måtte erkende, at man befandt sig som en lus mellem de to stormagter, og en konfrontation kunne ikke udgås. Danmark havde oprindeligt indgået et neutralitetsforbund med Rusland, der stod på god fod med Frankrig. Dette var en torn i øjet på England, og landet lagde et enormt militært pres på Danmark for at få landet til at bryde forbundet. Det førte til ‘Slaget på Reden’ i 1801, hvor englænderne ganske vist ikke vandt en overbevisende militær sejr, men tvang Danmark ud af neutralitetsforbundet.

     I 1807 vendte englænderne tilbage til København. Napoleon var på militær fremmarch, og englænderne frygtede, at den danske flåde – der på dette tidspunkt var Europas næststørste – ville falde i hænderne på franskmændene. Derfor forlangte englænderne at få den danske flåde udleveret, så de kunne beholde de danske skibe, til krigen var overstået. 30.000 engelske soldater belejrede hovedstaden, mens engelske krigsskibe sejlede ind i Øresund og afskar byen fra søsiden. I fem døgn overdængede det engelske militær København med brandbomber og kanonkugler, og efter at 1.600 københavnere var omkommet, overgav byen sig, og englænderne kunne sejle af sted med den danske flåde. Dette var verdens første større terrorbombardement af en bys civilbefolkning. Siden er det blevet en almindelig måde at føre krig på. På trods af, at perioden således kan betegnes som en økonomisk og politisk nedgangstid for det danske rige, er perioden alligevel blevet kaldt ‘en guldalder’ for Danmark, hvilket skyldes en lang række unikke frembringelser på det naturvidenskabelige og kulturelle område.

I 1820 opdagede den danske naturvidenskabsmand og filosof H.C. Ørsted (1777-1851) en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme – en opdagelse, der fik vidtrækkende konsekvenser. Ørsted var kraftigt inspireret af den romantiske naturfilosofi, der ser alle dele af naturen gennemstrømmet af en og samme guddommelige kraft. Denne enhedsskabende kraft findes både i menneskets intellekt, i den levende, organiske natur og i den døde, ikke organiske natur. Derfor kunne Ørsted i sit hovedværk “Ånden i naturen” fra 1850 slå fast at: “Naturlovene udgør et system af love, og da dette er et system af fornuftslove, følger deraf atter, at hele naturen er en fornuftsindretning, og at naturgranskerens forretning er at søge fornuften i naturen.”

     Danmark fik sin første dampmaskine i 1795. Den gik imidlertid i stå efter syv år, da den ikke blev vedligeholdt ordentligt. De katastrofale politiske og økonomiske hændelser, som Danmark var ude for i starten af 1800-tallet, fremprovokerede imidlertid nytænkning og anvendelse af ny teknologi. I 1828 sejlede det første dampskib over Storebælt, og dampmaskinen var forudsætning for udbygningen af jernbanenettet, der i denne periode afløste hestevognen som hovedtransportmiddel i Danmark. Romantikkens kunstnere nærede en brændende interesse for naturvidenskaben og den nye teknologis landvindinger. På hjemmesiden www.da-net.dk (se kilder) citeres H.C. Andersens begejstrede rapport fra en togrejse: “Vor magiske hest spænder vi for, og rummet forsvinder; vi flyver som skyerne i storm, som trækfuglene flyver.”

I en artikel om Adam Oehlenschläger på Forfatterweb, fortælles det, hvordan en enkelt passioneret samtale – på 16 timer! – i 1802 tændte det romantiske bål i Danmark. Samtalens parter var den norsk-dansk-tyske filosofistuderende Henrich Steffens og hans fætter, den unge danske digter Adam Oehlenschläger. Steffens var lige kommet hjem fra en dannelsesrejse i Tyskland, hvor han var blevet revet med af samtaler med de førende tyske romantikere, herunder især bevægelsens ‘chefideolog’ Friedrich Schelling. Efter maratonsamtalen gik Oehlenschläger tilbage til skrivepulten, og på kort tid havde han skrevet Danmarks vel nok mest berømte romantiske digt: “Guldhornene” (se kilder). I dette epokegørende digt kommer den romantiske historie- og naturforståelse fuldt ud til udtryk: Guderne har skænket menneskene guldhornene, for at de skal give dem et glimt af en svunden, glorværdig fortid, en guldalder.

     Hør Adam Oehlenschlägers digt "Guldhornene" læst højt

Guldalderen er i dag en bredt accepteret betegnelse for den danske Romantik i perioden fra cirka 1800 til 1850. Dette er blevet eftertidens betegnelse for en periode i dansk historie, hvor det boblede af kreativitet i næsten alle dele af det kulturelle og videnskabelige liv. Oehlenschlägers digt “Guldhornene” udtrykker et syn på historie, der gennemsyrer den romantiske guldaldertanke: Romantikerne oplevede deres egen samtid som et fald fra tidligere tiders storhed. Således kan romantikernes egen guldalderforestilling beskrives som periodens egen længsel efter en gloriøs fortid. I artiklen om Adam Oehlenschläger, der findes på Forfatterweb (se kilder), fortælles det, at begrebet om en guldalder stammer fra oldtidens Grækenland, hvor det betegner forestillingen om en fortid, der er præget af harmoni og lykke. I romantikernes syn på historien er guldalderen en glorværdig fortid, der kan genindvinde sig, hvis de rette omstændigheder – og ikke mindst den romantiske kunstner – er til stede. Romantikerne mener nemlig, at historien følger en bestemt rytme, og det, der sammenbinder historien, er den ånd, der gennemtrænger og forbinder alting. I “Guldhornenes” nationalromantiske forestillingsverden er Universalromantikkens sværmeri for den græske mytologi skiftet ud med henførte skildringer af den nordiske gudeverden.

     I 1823 skrev Oehlenschläger – på bestilling – teksten “Der er et yndigt land” (se kilder), der siden hen er blevet Danmarks nationalsang. I artiklen om Oehlenschläger på Forfatterweb (se kilder) hedder det: “At vi stadig synger sangen, vidner om Oehlenschlägers uomgængelighed i dansk kultur, men der er langt fra ungdomsdigtningens lidenskab til nationalkvadet […] Den digteriske kamp for frihed bliver erstattet af en æstetik, der kræver besindighed, dyd og harmoni.” I denne sang spiller den stolte, svundne fortid stadig en stor rolle, men meget af Romantikkens oprindelige lidenskab og vildskab er her forsvundet til fordel for en småsentimental hyldest til den stille idyl i en stil, der har fået betegnelse ‘Biedermeier’. Alligevel beholder vi Oehlenschlägers kvad om ‘det yndige land, der i fordums tid var befolket af harniskklædte kæmper’ som vores nationalmelodi og skråler henført og stolt med i Parken.

Præsten Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) spillede en afgørende rolle for den danske Romantik, især som åndeligt pejlemærke for det jævne, danske folk. Han var hele sit liv optaget af nordisk mytologi og verdenshistorie, men efter det danske nederlag i 1807, hvor landets hovedstad af englænderne var blevet bombet sønder og sammen, følte Grundtvig sig kaldet til at hjælpe til med at samle det danske folk, til at genrejse nationen. I Forfatterwebs artikel (se kilder) om den danske digterpræst fortælles det, at det skulle ske ved at fremhæve fortidens store bedrifter og koble dem sammen med kristendommen, som Grundtvig forestillede sig skulle være et levende, folkeligt samlingspunkt. I denne tanke om ‘det levende ord’, der skal dyrkes i fællesskab, findes udgangspunktet for Grundtvigs tanker om en højskole; tanker, som blomstrer i 1830’erne. Det grundlæggende ideal var her ‘folkeoplysning’ – en læring, der skulle nå ud til hele det danske folk, og hvor det levende – talte – ord skulle forbinde danskerne og deres fælles fortid. I Grundtvigs egen levetid spredte højskolerne sig som ringe i vandet. Foruden deciderede skoler blev der heftig foredrags- og fællessangsaktivitet i forsamlingshuse. Højskoleideen har siden bredt sig til det meste af Norden.

Fra omkring 1820 begynder den første fase af Romantikken at klinge af. Herfra kan der spores to modsatrettede strømninger i danske litteratur: poetisk realisme og romantisme. De er med til at definere hinanden gensidigt – uden den ene ville den anden ikke være noget:

• Poetisk realisme: Denne strømning betegnes også ‘Biedermeier-kulturen’ efter den tyske romanfigur Gottlieb Biedermaier, der var en troskyldig spidsborger. Biedermeier-kulturens træk kan genfindes i store dele af den danske digtning i perioden fra cirka 1820. Betegnelsen er derfor knyttet til en borgerlig kultur, der holder den moralske fane højt og dyrker den stille, regelmæssige harmoni. Samtidig søger man at fortrænge det ukontrollable, det umoralske og det farlige. Nøgleord for denne strømning er det trygge, det hyggelige, det velkendte og det harmoniske. Familien og stokroseidyllen er i højsædet i en verden, hvor den senere danske forfatter Morten Korch ville føle sig hjemme. 
• Romantisme: Løber omtrent parallelt med ‘Biedermeier-kulturen’ i dansk litteratur, men betoner det stik modsatte. Romantismen er fascineret af det farlige, det splittede, det erotiske og det dæmoniske i fortællingen. Flere af periodens mest kendte forfattere – eksempelvis H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher – skrev fortællinger, der generelt hyldede de velkendte ‘Biedermeier-værdier’. Ind i mellem lister disse forfattere imidlertid elementer fra Romantismen ind i deres værker – eksempelvis en dragende og farlig kvinde, der lokker den renhjertede hovedperson i fordærv.

I økonomisk forstand havde ‘den industrielle revolution’ en fuldstændig afgørende betydning for 1800-tallets samfundsudvikling. Således er det kun Reformationen (der nåede Danmark i 1536 og udskiftede katolicismen med protestantismen som statsreligion i Danmark), der på lignende vis har haft betydning for alle hjørner af det danske samfund. Den industrielle produktionsmåde har således haft en overvældende betydning for samfundsudviklingen i alle de epoker, der fulgte efter Romantikken.

I politisk forstand har Romantikken – især dens politiske udløber Nationalromantikken – haft stor betydning for eftertiden. Dennes nationalisme blev enten brugt som et ideal, man kunne stræbe imod, eller som et skræmmebillede på en udvikling, man ikke ønskede. I 1864 led Danmark et alvorligt militært nederlag til Tyskland – et nederlag, der omdannede Danmark til en lilleputnation. Dette gjaldt både for landets fysiske udstrækning – der var blevet kraftigt reduceret – og for den nationale identitet – altså for danskernes tanker om og følelser for deres landsmænd og for deres land. I bogen “Romantikken tænder” (se kilder) påpeges det, hvordan nationalismen var en vigtig drivkraft for det nationale genrejsningsprojekt, der var afgørende for landets overlevelse efter det katastrofale nederlag. I nationalismen – kærligheden til fædrelandet – kunne høj og lav mødes. Nationalismen var således med til at smede et folkeligt fællesskab ud af den forrevne og splittede nation.

Ideologisk set har Romantikken været under beskydning fra flere sider. Den ideologiske retning kommunismen så Romantikkens borgerlige, kapitalistiske samfund som hovedfjenden; som en uretfærdig samfundsstruktur, der med alle midler – ved en revolution – skulle bekæmpes. Andre ideologier, der så en værdi i at bevare det bestående, fandt også brugbare elementer i Romantikken. Det så man mest radikalt i 1900-tallets nazisme og fascisme. Man kan finde mange ligheder mellem nazismens grundværdier og de fornuftsstridige idealer i Romantikken. Der er store overlap mellem de to strømningers hengivenhed til styrke og lidenskab, til familien og det folkelige fællesskab og til nationens historie, sprog og kultur.

     I tiden omkring det såkaldte ‘ungdomsoprør’ i 1968 var kommunismens ideer højeste mode blandt mange intellektuelle inden for og uden for landets grænser. Det betød blandt andet et stormløb mod skel og landegrænser, der blev anset for at skabe uretfærdige skel mellem mennesker. I ungdomsoprørets højdepunkt i Danmark beskrev den unge konservative politiker Per Stig Møller ‘det nationale’ som en ‘invaliditet’ – altså som en skavank, der skabte unødvendig afstand mellem Jordens befolkninger. Det skrev han i bogen “Utopi og virkelighed” (se kilder), der udkom i 1973. I denne bog forestiller Møller sig derfor, at landegrænser og nationale særpræg ved lov skal udjævnes.

I Europa måtte Romantikkens idealer konkurrere med en lang række andre strømninger og ideer. Disse nåede dog som oftest ikke Danmark, hvor det især var den såkaldte ‘Biedermeier-kultur’, der i tiden, efter den egentlige romantiske bølge var aftaget, var toneangivende.

     I 1871 holdt den danske litteraturkritiker Georg Brandes (1842-1927) en forelæsning på Københavns Universitet, hvis indhold forsøgte at feje ‘Biedermeier-kulturen’ af banen. Forelæsningens titel var 'Indledning til Hovedstrømninger i det 19de Århundredes Litteratur' (se kilder). I eftertiden er denne forelæsning blevet kendt som startskuddet til den kulturelle strømning, der betegnes ‘Det Moderne Gennembrud’. Her kritiserede den internationalt orienterede Brandes den hjemlige kulturs snævre udsyn og lave horisont. Han anerkendte, at Romantikken havde indeholdt nogle væsentlige kulturelle nybrud, men han kritiserede mange danske forfatteres hang til ren idyldigtning og skønmaleri. Allerværst var det, at ‘Biedermeier-kulturen’ havde bidt sig fast i den danske folkesjæl og tilsyneladende bare blev ved og ved og ved – der trængtes til frisk luft i stuerne, mente han.

     Det var heldigvis anderledes i Europa, mente Brandes. Her blev Romantikken ikke blot udvandet til Biedermeier-sødsuppe, men afløst af nye, stærke åndsstrømninger. I bogen “Romantikken tænder” (se kilder) hedder det om den kunst, der blomstrede mange steder i Europa, og som Brandes foretrak: “Den moderne samtidskunst – efter Romantikken – var realistisk, virkelighedsnær og ofte politisk engageret i sin usminkede og uidealiserede skildring af hverdagslivet.”

     En række af eftertidens fremtrædende kulturforskere har givet Brandes ret i, at danskerne aldrig helt har rystet den biedermeier’ske kappe af. De peger på, at strømningens moraliserende, konfliktsky og harmonisøgende elementer har været en fast bestanddel af den danske nationalidentitet lige siden Romantikken.

‘Det Moderne Gennembrud’ – og dermed naturalismen – kan således ses som et forsøg på at lufte ud i de danske stuer, der i tiden op til gennembruddet havde været domineret af lummer Biedermeier-idyl. Denne reaktion afføder senere en modreaktion – Symbolismen – ligesom Romantikken jo selv var en oprørsbevægelse mod Oplysningstidens voldsomme fokusering på det fornuftige og rationelle. Denne konstante vekselvirkning mellem reaktion og modreaktion – altså mellem de høje idealer og den konkrete virkelighed – forekommer at være et fundamentalt træk ved den kulturelle udvikling mellem de forskellige epoker. Det er derfor kendetegnende for 1900-tallets kulturelle strømninger, at de – i større eller mindre grad – forholder sig til de ideer, der var i vælten i Romantikken.

I dag lever vi i slipstrømmen af den industrielle revolution, der rystede Romantikkens samfund. Selv i en flække i en af Klodens fjerneste egne er industriens varer til stede overalt. Den industrielle produktions måde at tænke og tale på gennemstrømmer alle dele af Jordens civilisationer. Dens betydning er så massiv, at alle forsøg på at vende industrisamfundet ryggen – eksempelvis gennem ‘back-to-nature’-bevægelser og andre stærkt industrikritiske grupper – ser ud til at være umulige. Udviklingen fra 1800-tallet kan ikke spoles tilbage. Industrisamfundet med alle dets skævheder og skavanker – i form af for eksempel udbytning af menneskelig arbejdskraft og rygende skorstene, der forurener naturen – er kommet for at blive. Det vil være utopi at tro, at man fra den ene dag til den anden – som ved en revolution – kan kaste et af de mest betydningsfulde arvestykker fra Romantikken over bord.

     Et kig på dagens historieundervisning i skolen afslører, at vi stadig grundlæggende er prægede af Romantikkens tankekategorier. Hele omdrejningspunktet er her nationernes historie. Altså historien om den konstruktion, som Nationalromantikken satte på dagsordnen; som den krævede, at folket elskede. I bogen “Romantikken tænder” (se kilder) fra år 2000 peges der på, at forestillinger af nationalromantisk snit – om værdien af den unikke og suveræne nation – er under pres fra internationale og globale kræfter og samarbejdsformer – eksempelvis som de findes i EU – som kan medføre, at der fjernes magt og suverænitet fra de enkelte nationer. I denne bog understreges det, at hvis et land som Danmark skal overleve kulturelt i en verden, der er præget af stigende internationalt samarbejde, så er et kendskab til landets historie og rødder afgørende. Det samme var budskabet fra Per Stig Møller, som i bogen “Virkelighed og utopi” (se kilder), der udkom i 2005, hævder, at nationalstaten spiller en afgørende rolle i ethvert internationalt samarbejde: “I realiteten er det nationale det basale i det globale. Hvis ikke vi kender vore nationale forudsætninger, har vi intet at bidrage med i verden […] I en globaliseret verden uden nationalt rodfæste vil vi alle blive hinandens kopier og svæve rundt som mælkebøttefrø.”

     I dag har ideen om nationalstaten atter vind i sejlene, hvilket bl.a. ses i det politiske landskab. F.eks. vinder nationalkonservative strømninger frem i Europa i form af flere og større politiske partier på den yderste højrefløj. Fælles for dem er, at de ligesom i Romantikken dyrker nationale symboler, ritualer og historie og værner om nationalstaten. Påvirkninger udefra – det være indvandring eller politisk, økonomisk og kulturelt samarbejde – ses til gengæld ofte som trusler mod nationalstatens overlevelse. Det gælder partier som svenske Sverigedemokraterne, franske Rassemblement National (tidligere Front National), tyske Alternative für Deutchland, Frihedspartiet i Holland, Frihedspartiet i Østrig, Gyldent Daggry i Grækenland og det ungarske parti Fidesz, som pt. sidder på regeringsmagten. Storbritanniens udmelding af EU, det såkaldte Brexit, kan også ses som en del af den nationalistiske strømning i vestlig politik.