Imperialisme

Imperialisme er et begreb, et system, en strategi. Begrebet kommer af det latinske ord for at befale, og som system er imperialisme – i den klassiske imperialismeteori – en verdensorden, hvor stater med politisk, økonomisk og ikke mindst militær magt underlægger sig andre stater/områder og befolkninger og evt. konkret udvider sit territorium. Historisk er det særligt perioden fra 1880-1918, der forbindes med de store imperialistiske ekspansioner.

Begreberne imperialisme og kolonialisme bruges ofte synonymt, men betegner forskellige niveauer af samme fænomen. Mens imperialisme er bestræbelsen eller politikken, der i bred forstand går ud på ekspansion, dominans og udbytning, er kolonialisme mere konkret: etablering af kolonier. Man kan også sige, at kolonialisme er imperialismens redskab. Kolonialisme er en praksis, og kolonisering er den proces, hvorigennem nogen eller noget underkastes en ”fremmed” magt. Det sker ofte gennem etablering af bosættelser, omlægning af den lokale produktion, opbygning af administrative udposter og voldelig undertrykkelse af den lokale befolkning – en undertrykkelse, der ofte foregår, ved at kolonimagten allierer sig med lokale eliter, som tilbydes politisk indflydelse og økonomisk gevinst til gengæld for loyalitet over for kolonimagten frem for lokalbefolkningen. Ofte indrullerer kolonimagten også bestemte etniske grupper i den hær, der skal opretholde orden i kolonien. Det skete f.eks. i forbindelse med de britiske kolonier på det indiske subkontinent i anden halvdel af det 19. århundrede, hvor sikh-krigere efter at være blevet besejret af kolonimagten i 1849 kom til at udgøre en slags eliteenhed i den britisk-indiske hær.

     Ifølge Stanford Encyclopedia of Philosophy kommer begrebet koloni fra det latinske ord colonus, som betyder bonde, og begrebets sproglige rødder ”minder os om, at den kolonialistiske praksis som regel indebærer udflytning af en befolkning til et nyt territorium, hvor de nyankomne lever som permanente bosættere og fastholder loyaliteten overfor deres hjemland.” Den form for bosættelser kendes f.eks. fra Sydafrika, som blev koloniseret af to omgange. Begge gange foregik dette ved udbredt brug af bosættelser – de første på foranledning af hollandsk Østindisk Kompagni (Vereenigde Oostindische Compagnie, VOC) i slutningen af det 17. århundrede, og de næste i forbindelse med det britiske imperiums overtagelse af kolonien i slutningen af det 18. århundrede. De hvide bosættere blev senere magthavere i Sydafrika under apartheid.

Begreberne imperialisme og kolonialisme bruges ofte synonymt, men betegner forskellige niveauer af samme fænomen. Mens imperialisme er bestræbelsen eller politikken, der i bred forstand går ud på ekspansion, dominans og udbytning, er kolonialisme mere konkret: etablering af kolonier. Man kan også sige, at kolonialisme er imperialismens redskab. Kolonialisme er en praksis, og kolonisering er den proces, hvorigennem nogen eller noget underkastes en ”fremmed” magt. Det sker ofte gennem etablering af bosættelser, omlægning af den lokale produktion, opbygning af administrative udposter og voldelig undertrykkelse af den lokale befolkning – en undertrykkelse, der ofte foregår, ved at kolonimagten allierer sig med lokale eliter, som tilbydes politisk indflydelse og økonomisk gevinst til gengæld for loyalitet over for kolonimagten frem for lokalbefolkningen. Ofte indrullerer kolonimagten også bestemte etniske grupper i den hær, der skal opretholde orden i kolonien. Det skete f.eks. i forbindelse med de britiske kolonier på det indiske subkontinent i anden halvdel af det 19. århundrede, hvor sikh-krigere efter at være blevet besejret af kolonimagten i 1849 kom til at udgøre en slags eliteenhed i den britisk-indiske hær.

     Ifølge Stanford Encyclopedia of Philosophy kommer begrebet koloni fra det latinske ord colonus, som betyder bonde, og begrebets sproglige rødder ”minder os om, at den kolonialistiske praksis som regel indebærer udflytning af en befolkning til et nyt territorium, hvor de nyankomne lever som permanente bosættere og fastholder loyaliteten overfor deres hjemland.” Den form for bosættelser kendes f.eks. fra Sydafrika, som blev koloniseret af to omgange. Begge gange foregik dette ved udbredt brug af bosættelser – de første på foranledning af hollandsk Østindisk Kompagni (Vereenigde Oostindische Compagnie, VOC) i slutningen af det 17. århundrede, og de næste i forbindelse med det britiske imperiums overtagelse af kolonien i slutningen af det 18. århundrede. De hvide bosættere blev senere magthavere i Sydafrika under apartheid.

De klassiske imperialismeteorier blev udviklet i starten af det 20. århundrede i forsøget på at forstå, hvordan og hvorfor især de europæiske stater særligt fra slutningen af det 19. århundrede frem til starten af det 20. havde underlagt sig store dele af Afrika og Asien. Blandt de vigtigste teoriudviklere var de russiske revolutionære Vladimir Lenin og Nikolaj Bukharin og den polsk-tyske revolutionære Rosa Luxemburg samt bl.a. den liberale J.A. Hobson. Både Hobson og marxisterne knyttede imperialisme til kapitalisme, men på forskellige måder.

     J.A. Hobson så imperialisme som en slags fejl; en ødelæggende politik båret frem af særgrupper inden for kapitalistklassen som f.eks. finanskapitalister og spekulanter samt våbenhandlere og militær, der havde særlige interesser i det økonomiske og infrastrukturelle system, der blev skabt gennem imperialismen. I værket ”Imperialism: A Study” fremlagde Hobson i 1902 sin teori om, at en udjævning af den skæve indkomstfordeling i de imperialistiske centre ville fjerne grundlaget for imperialismen, hvilket han anså for ønskværdigt (se kilder).

     Ifølge marxistisk teori var imperialisme derimod en uundgåelig og indbygget fase i kapitalismen. I teksten ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” beskrev Vladimir Lenin imperialisme som ”den højeste fase” i kapitalismen (se kilder). Og som det fremgår af ”Klassisk og moderne politisk teoris” opslag om marxistisk imperialismeteori, var Rosa Luxemburg af den opfattelse, at erobringen af nye markeder: ”ikke bare er et naturligt ønske for kapitalen; det var et nødvendigt led i kapitalismens overlevelse” (se kilder). Det kapitalistiske systems indbyggede konkurrence mellem forskellige producenter førte nemlig til lønnedgang og dermed lavere købekraft i befolkningen. For at undgå økonomisk kollaps måtte der derfor skaffes adgang til nye markeder og/eller billigere arbejdskraft samt tilgang til råstoffer gennem imperialistisk ekspansion. Ifølge de marxistiske teoretikere var imperialisme desuden en måde, hvorpå de europæiske lande (og senere USA) kunne udskyde revolutionære opstande inden for egne grænser ved at eksportere de økonomiske byrder til svagere stater.

Den norske økonom Arve Ofstad og den norske historiker Tore Linné Eriksen opdeler i ”Leksikon for det 21. århundrede” imperialismen i fire faser:

1. Den handelskapitalistiske (pirat-imperialistiske) periode fra opdagelsesrejserne omkring år 1500 til den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet – en periode præget af udplyndring og slaveri.

     2) Den første industrielle ekspansion frem til slutningen af det 19. århundrede. En periode hvor Storbritannien var den globalt dominerende industrimagt, og hvor enorme mængder råstoffer blev trukket ud af de koloniserede områder for at understøtte produktionen i Europa.

     3) Den klassiske kolonialismes (imperialismens) periode fra omkring 1880 til årene omkring Anden Verdenskrig. Her blev store dele af Asien og størstedelen af Afrika koloniseret og økonomien var præget af store monopoler.

     4) Den nykoloniale periode efter Anden Verdenskrig, hvor der opstår frigørelseskampe i kolonierne i Afrika og Asien, mens transnationale/multinationale selskaber, mange af dem med base i USA, begynder at få større magt, efterhånden som de europæiske stater mister grebet om kolonierne. USA indtager en dominerende stilling og en ny international arbejdsdeling udvikles, hvor arbejdsintensive industrier flyttes ud fra de gamle kapitalistiske centre til periferien (se kilder).

Det er især perioden 1880-1918 og de store vesteuropæiske imperialmagter i denne, der forbindes med imperialisme. Her underlagde de, i marxistisk terminologi, ”kapitalistiske centre” som Storbritannien og Frankrig sig stadigt større områder i oprindeligt ikke-kapitalistiske lande som Afrika og Asien og accelererede udbytningen i form af f.eks. udvinding af råstoffer, der blev fragtet tilbage til de industrialiserede lande for at blive anvendt i produktionen.

Fra 1800-tallet og helt frem til Anden Verdenskrig var Storbritannien den største magt i den imperiale verdensorden både territorialt, økonomisk og militært. Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi var omkring en fjerdedel af verdens territorium og befolkning i 1920 underlagt det britiske imperium (se kilder). Tre afgørende faktorer i denne overlegne imperiale succes var: nationens besiddelse af datidens største flåde, en lang tradition for opdagelse, handel og kolonisering samt et effektivt administrationsapparat med en stærk centralmagt og en række stærke lokale ledere.

     Englands territoriale ekspansion tog fart fra midten af det 16. til starten af det 18. århundrede, hvor Wales, Irland og Skotland blev underlagt den britiske krone. Fra midten af det 16. århundrede begyndte den oversøiske ekspansion med anlæggelse af kolonier i Nordamerika og de Vestindiske Øer. Imperiets videre udvidelse skete ikke mindst gennem handelskompagnier som East India Company, der mellem det 17. og 19. århundrede underlagde sig stadigt større områder af Asien med militær bistand fra den britiske hær. Det indiske subkontinent (herunder både det nuværende Indien og Pakistan) var imperiets største og vigtigste koloni. Området udgjorde både en værdifuld kilde til råvarer og et vigtigt marked for den britiske industriproduktion. I løbet af 1800-tallet anlagde det britiske imperium også kolonier i Afrika, heriblandt Sierra Leone og Guldkysten. Og i Australien oprettede imperiet straffekolonier, hvortil man eksporterede dømte kriminelle som bosættere i stedet for at låse dem væk i engelske fængsler.

     Handel med slaver, inddrivelse af skatter fra de koloniserede befolkninger, udvinding af råstoffer og plantagedrift var ifølge den britiske historiker Kenneth Morgan afgørende for det britiske imperiums globale økonomiske dominans (se kilder). En anden vigtig baggrund for det britiske imperiums succes var den udbredte velvilje over for det imperialistiske projekt blandt både befolkning og politikere i England. Som det beskrives i Gyldendals åbne encyklopædi kan noget af forklaringen på denne findes dels i nationens ønske om at kunne bevare sin magtposition over for de konkurrerende industrilande, dels i en opfattelse af at man havde en slags moralsk forpligtelse til at civilisere de tilbagestående nationer med kristendom samt vestlig ”lov og orden” (se kilder).

I 1914 havde de europæiske stater underlagt sig 85 procent af verden under forskellige juridiske ordninger: som kolonier (f.eks. Kongo som belgisk koloni), som protektorater (f.eks. fransk Marokko), som indlemmet i rigsfællesskab (som Grønland under Danmark) og commonwealth (som Indien under Storbritannien). I det 15. og 16. århundrede havde Spanien og Portugal været de mest succesrige europæiske stater, hvad angik at underlægge sig nye territorier, men fra det 17. århundrede var Holland og Frankrig begyndt at underlægge sig stadigt flere områder. Indonesien var en af de vigtige hollandske kolonier, mens Frankrig især ekspanderede i Nordafrika.

     Fra slutningen af det 18. århundrede begyndte det britiske imperium at blive langt det største og havde underlagt sig nærområder som Irland, oprettet handelsstationer i f.eks. Hongkong, Singapore og Malacca og etableret adskillige kolonier i såvel Nordamerika som Asien. På trods af sin store udstrækning begyndte det britiske imperium fra starten af det 20. århundrede imidlertid at blive økonomisk udfordret af Tyskland og USA.

     Tyskland havde dog kun ringe held med at underlægge sig nye kolonier og mistede efter nederlaget i Første Verdenskrig de sidste af sine gamle kolonier, der bl.a. lå i dele af de områder, der i dag hører til Cameroun, Ghana, Mauretanien og Benin på det afrikanske kontinent samt en række øer i Stillehavet som f.eks. Tysk Ny Guinea og de tyske Solomonøer. I samme periode ekspanderede USA betragteligt i Stillehavet og Latinamerika.

     Det er en udbredt opfattelse blandt historikere, at imperialisme – eller mere præcist: konflikter mellem de forskellige dominerende staters imperialistiske ambitioner – var en af hoveddrivkræfterne, der satte Første Verdenskrig i gang. Det er f.eks. rammen for Johan Bender og Hans-Kurt Gades lærebog om denne krig (se kilder).

Uenighederne omkring imperialisme i dag handler dels om, hvorvidt imperialisme er et historisk eller også et nutidigt system, dels om synet på staten og dennes betydning i dag. Nogle mener, at staterne har mistet så meget magt, at de ikke længere meningsfuldt kan udgøre imperialistiske magter. Det synspunkt kan imidlertid godt kombineres med en analyse af, at den globale økonomi fortsat er imperialt organiseret. Dette er f.eks. tilfældet hos Michael Hardt og Antonio Negri, der i bogen “Empire i 2000” (oversat til dansk i 2009) argumenterer for, at imperialismen er død, men imperiet lever: “Nationalstatens suverænitet var grundstenen i den imperialisme, de europæiske magter udviklede op gennem moderniteten. Med 'Imperiet' forstår vi imidlertid noget fuldkommen andet end 'imperialisme'. (…) [Imperiet] er et decentreret og deterritorialiserende herredømmeapparat, som gradvist indlemmer hele den globale sfære i sin åbne, ekspanderende grænser” (se kilder).

     Andre mener, at USA fortsat forfølger en klassisk imperialistisk strategi, bl.a. i Mellemøsten, men at USA's imperialistiske magt i stigende grad er udfordret af Kina. I Danmark har bl.a. historikeren Claus Bryld i artiklen “Findes imperialismen?” argumenteret for, at man bør overveje, om de klassiske imperialismeteorier kunne være frugtbare i analysen af den nye økonomiske og politiske verdensorden (se kilder).

Imperialisme behøver ikke nødvendigvis indebære en konkret, fysisk kolonisering af fremmede territorier. I 1993 fremsatte den palæstinensisk-amerikanske intellektuelle Edward Said en analyse af Vestens kulturelle og intellektuelle dominans i forhold til ”Orienten” i bogen Culture and Imperialism, hvor han argumenterer for, at ”det 19. og tidlige 20. århundredes europæiske imperialisme stadig kaster lange skygger ind i vor egen tid” (se kilder). Said introducerer i den forbindelse, hvad han betegner kulturimperialisme – en mere abstrakt og indtil da overset form for imperialisme, der rækker langt ud over den territoriale erobring og ind i kulturen. Som han forklarer, handler det i stedet blandt andet om: ”Magten til at udforme fortællingerne, eller til at forhindre andre fortællinger i at opstå og blive delt.”(se kilder).

     Kulturimperialisme er siden blevet et bredt anvendt begreb, der ofte bruges om den definitionsmagt, USA i manges øjne har udført gennem anden halvdel af det 20. århundrede. Dollarens særstatus som international valuta bliver blandt andet brugt som eksempel på USA's nutidige imperialistiske magt. På samme måde er invasionerne i Irak og Afghanistan blevet fortolket som moderne imperialistiske krige, hvor USA ved at vælte de siddende magthavere og indsætte nye, som havde vist sig villige til – i hvert fald for en tid – at opføre sig loyalt over for amerikanske interesser, kunne udvide sin dominans i regionen.

Da USA selv er skabt af en række kolonier, der løsrev sig fra sine kolonimagter, har landet aldrig officielt opfattet sig som hverken kolonimagt eller imperium. Så sent som i 2003 sagde daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld ”Vi er ikke i færd med at opbygge et imperium, vi er ikke imperialistiske. Det har vi aldrig været.” Udsagnet blev siden i nyhedsmediet USA Today latterliggjort af militærhistoriker Max Boot, der mener, at USA bør være stolt over sit imperialistiske projekt (se kilder).

     Ph.d. i amerikanske studier, Alyosha Goldstein, mener også, at USA kan betragtes som et imperium. I bogen ”Formations of United States Colonialism” påpeger han, hvordan USA blev grundlagt ved, at bosættere koloniserede Nordamerika, hvorefter det levede videre gennem en imperialistisk strategi, der territorialt, økonomisk og kulturelt rækker ud over hele kloden. Som konkrete eksempler nævner han blandt andet USA’s anlæggelse af militærbaser på en lang række Stillehavsøer siden overgangen mellem det 19. og det 20. århundrede, samt det faktum at Filippinerne har været under amerikansk administration, ligesom Hawaii har hørt under USA siden et kup i slutningen af 1800-tallet. USA hviler ifølge Goldstein: ”på den evigt ekspansive undertrykkelse af oprindelige folk, på globale kredsløb af udbytning og racialisering, og på sit ekspansive netværk af militærbaser, med andre ord hviler USA på at mennesker og steder bliver forvandlet til varer, og derigennem ophobes rigdom og udøves geopolitisk magt.” (se kilder).

     Som imperium anskuer Goldstein USA som et historisk kludetæppe af statslige og lokale regeringer, oprindelige folk, ikke-indlemmede territorier, protektorater, føderalt kontrolleret offentlig jord, militærbaser, export processing zones, kolonier mv. (se kilder). USA er hans optik altid i færd med at lede efter redskaber, der kan opretholde imperiets ”logik om besiddelse” (se kilder).

Udover USA bliver Kina ofte nævnt som en imperialistisk stormagt i det 21. århundrede. Landet fører ikke krig som USA og har heller ikke etableret deciderede kolonier, men er i færd med at ekspandere på det globale marked, blandt andet gennem opkøb af virksomheder i Europa og USA. Desuden sikrer Kina sig adgang til naturressourcer i fattigere lande i Asien og Afrika gennem opkøb af miner, landbrugsjord mm.

     Den østrigske forfatter og aktivist Michael Pröbsting argumenterer i ”China's emergence as an imperialist power” for, at Kina er en moderne imperial stormagt, og er blevet det i forbindelse med sin succesrige overgang til kapitalisme fra 1990’erne. I dag er Kina på tredjepladsen på ”The Forbes Global 2000”, et indeks over de største og mest magtfulde virksomheder i verden. USA er på førstepladsen og Japan på andenpladsen (se kilder).

     Kina har ifølge Pröbsting opnået sin magtposition gennem klassiske imperiale strategier: Dels superudbytning af arbejderklassen – både inden for landets grænser, og i de lande, hvor Kina opkøber virksomheder, miner osv., dels gennem etablering af kvasi-kolonier i bl.a. Nigeria, Indonesien, Grækenland og Venezuala. I de nævnte lande ejer Kina ifølge Pröbsting nu så store dele af den nationale økonomi, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om det fortsat er uafhængige stater (se kilder).  

     Andre peger på internationale organisationer som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond som en slags imperialistiske magter, idet de udøver indflydelse globalt og har magt til at underkaste stater deres politiske dagsorden.

     Institute of Policy Studies i Islamabad kalder nutidens former for global kapitalophobning en ”imperial ekspansionsproces”, hvor verdens ressourcer koncentreres omkring nogle relativt få virksomheder – især virksomheder som f.eks. banker, forsikringsfirmaer, pensionsselskaber, medicinalvirksomheder og agroindustrielle virksomheder (se kilder).