Kloning

I dag har man klonet mere end 20 forskellige dyrearter med henblik på medicinsk forskning, fødevareproduktion og andre formål. Hverken aber eller mennesker er blevet klonet endnu, men forskere har klonet stamceller med voksne menneskers dna for at skabe nye behandlinger af sygdomme.

     I fremtiden bliver det måske muligt at klone hele mennesker, men spørgsmålet er, om det overhovedet er noget, menneskeheden har interesse i. For med de mange nye muligheder giver kloning af både mennesker og dyr også komplekse etiske udfordringer, der vækker skepsis og frygt blandt både forskere, dyrevelfærdsorganisationer og i religiøse kredse.

En klon betyder en stort set identisk kopi af noget, og ordet bruges primært i biologiens verden. Der findes der overordnet to former for kloning: den kloning, der foregår i naturen, og den kloning, som foretages kunstigt af mennesker. Naturlig kloning af celler og dna har fundet sted i alle organismer lige så længe, der har været liv på kloden. En menneskekrop er for eksempel fyldt med identiske celler. Desuden findes der mange organismer, der formerer sig naturligt via kloning. Dette gælder for eksempel bakterier og nogle planter, svampe, enkelte insekter og andre dyr. Enæggede tvillinger er endnu et eksempel på kloning, der forekommer i naturen.

     I denne artikel vil fokus være på kunstig kloning af celler og levende væsener. Inden for den kunstige kloning skelner man mellem reproduktiv kloning og terapeutisk kloning. Reproduktiv kloning er kloning af hele organismer, mens terapeutisk kloning dækker over kloning af dna og stamceller til medicinske formål.

Mennesker har foretaget reproduktiv kloning af planter – altså kopieret hele planter – i flere tusinde år via lavteknologiske metoder. Mange planter kan for eksempel klones ved at klippe stiklinger af dem, som placeres i muldjord. Og mange af de frugter og grøntsager, vi køber i supermarkedet, er klonet ved hjælp af sådanne metoder. Siden slutningen af 1800-tallet har mennesker også arbejdet på reproduktiv kloning af dyr. Og i dag er det lykkedes at klone hunde, mus, dromedarer og meget mere.

     Man bruger i dag primært to metoder til kloning af dyr: embryonal kloning og somatisk kloning. Embryonal kloning vil sige, at et fosteranlæg splittes op, så der kan komme flere identiske individer ud af ét fosteranlæg. Det vil sige, at man kloner væsener, som endnu ikke er udviklet. Somatisk kloning er derimod kloning af voksne individer. Dette foregår via såkaldt somatisk kernetransplantation: Man tager celler ud af et voksent dyr, som man gerne vil klone. Det kan for eksempel være hudceller. Derefter dyrker man disse i et laboratorium, hvorefter man tager cellekernerne ud af dem. Til sidste sættes cellekernerne via en meget tynd injektionsnål ind i æg fra et andet dyr, hvor cellekernerne først er blevet fjernet. Sådan et æg kan herefter sættes ind i en livmor på et helt tredje dyr.

     Dette er de udbredte måder at klone dyr på i dag. Men nu er en ny teknik blevet udviklet, som måske vil blive brugt til at klone dyr i fremtiden – og måske også mennesker. Det drejer sig om såkaldte inducerede pluripotente stamceller, forkortet iPS-celler, der første gang blev udviklet i 2006 (se næste afsnit for en teknisk forklaring). Formålet med iPS-celler er som udgangspunkt ikke at klone hele individer, men ny forskning viser, at iPS-cellerne kan bruges til at klone et helt individ. Palle Serup, der forsker i stamceller på DanStem i København, siger til Faktalink, at det efter hans vurdering i fremtiden vil være betydeligt lettere at klone ved hjælp af iPS-celle-teknologien end ved hjælp af kernetransplantation (se kilder).

Terapeutisk kloning er kloning af menneskelig dna til medicinske formål. Det foregår ligesom reproduktiv kloning via somatisk kernetransplantation: Man tager cellekerner ud af celler fra et voksent individ og sætter dem ind i ægceller. Herefter udvikler disse ægceller sig til fosteranlæg: bittesmå klumper af såkaldte pluripotente stamceller, der kan udvikle sig til alle typer af væv i det individ, som cellekernerne blev taget fra: nerveceller, knoglevæv, muskelvæv og så videre. Ideen er, at man høster disse stamceller og derefter bruger dem til at kurere sygdomme og reparere væv, der er ødelagt.

     Forskningen inden for terapeutisk kloning er dog ikke nået særligt lang. Og i dag betragter mange stamcelleforskere terapeutisk kloning som forældet. I stedet har den førnævnte iPS-celle-teknologi, der minder meget om terapeutisk kloning, taget fart.

     iPS-celler bliver skabt på følgende måde: Man tager celler – f.eks. hudceller – ud af et voksent individ, såsom en mus eller et menneske. Derefter spoler man dem – via en særlig form for programmering – tilbage i deres udvikling, så de bliver til pluripotente stamceller. Disse stamceller svarer stort set til de stamceller, man skaber ved hjælp af terapeutisk kloning, og de kan udvikle sig til alle de typer af celler, et voksent individ består af.

Ligesom i mange andre lande er det forbudt at forsøge af klone hele mennesker i Danmark. Det er også forbudt at udføre terapeutisk kloning til forskningsformål, mens iPS-celle-teknologien er tilladt.

     Kloning af dyr har været tilladt siden 2005, men kun til grundforskning, forskning, der skal forbedre sundhed og miljø eller i forbindelse med undervisning og uddannelse på højere læreanstalter.

     Alle kloninger af dyr skal dog altid først godkendes af Dyreforsøgstilsynet.

     Fødevareproducenter må ikke klone dyr i Danmark, som de indtil videre må det i nogle andre europæiske lande. EU-Kommissionen fremsatte dog i december 2013 et forslag om at forbyde kloning i fødevareproduktionen i hele EU. Dette er imidlertid endnu ikke blevet vedtaget, da politikerne i Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet er uenige om en række punkter – blandt andet om, hvorvidt det bør være tilladt at sælge kød, mælk og æg fra klonede dyrs afkom.

Den danske veterinærforsker Steen Willadsen var i 1984 den første, der klonede et pattedyr, nærmere betegnet et får. Det skete via embryonal kloning – altså via dna fra et får, der ikke var født endnu. I 1996 tog teknologien endnu et stort skridt, da det verdensberømte får Dolly blev født i Storbritannien via kloning af cellekerner fra et seks år gammelt får.

     Til dato er der klonet mere end 20 dyrearter. For eksempel grise, hunde og katte.

     Ifølge forsker i kloning på Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet Henrik Callesen, som Faktalink har talt med, findes der ikke nogen verdensomspændende optælling af klonede dyr. Ud fra sit kendskab til forskningslitteraturen på området skønner han dog, at der er født mindst 16.000 klonede dyr på verdensplan siden Dolly (se kilder).

     Det er endnu ikke lykkedes at klone primater, det vil sige aber og mennesker.

Reproduktiv kloning er en meget usikker teknik. I frembringelsen af det klonede får Dolly blev der brugt 277 æg til at skabe 29 fostre. Det kom der tre fødsler ud af, men kun ét af lammene overlevede. Og selv med nutidens teknikker lykkes kun en lille procentdel af alle kloningsforsøg. Dette skyldes blandt andet, at selve kernetransplantationen ofte mislykkes, men også at mødre til klonede dyr ofte gennemgår spontane aborter eller dør under drægtighedsperioden. Dertil kommer, at mange af de klonede dyr, der faktisk kommer til verden, lider af betydelige helbredsproblemer, som for eksempel deformiteter, hjerte- og lungeskader og dårligt immunforsvar. Blandt andet derfor er dødeligheden blandt klonerne høj.

     I øvrigt er kloner af dyr aldrig 100 procent ens. Det skyldes blandt andet, at forskerne ikke fuldt ud har lært at kontrollere kloningen, og at omgivelserne påvirker, hvilke gener i cellerne, der er aktive og inaktive.

Dyr bliver klonet til mange forskellige formål. Et af formålene er at sammensætte deres gener – med en teknik man kalder gensplejsning – så de udvikler menneskelige sygdomme, som man kan studere. Fordelen ved klonede cellekerner er, at de er nemmere at gensplejse end cellekerner, der skabes via befrugtning. Forskere kan blandt andet indsætte sygdomsfremkaldende gener fra mennesker i klonet grise-dna. På den måde kan de få grisene til at udvikle bestemte menneskelige sygdomme såsom Alzheimers, og forskere kan så studere sygdommenes udvikling i løbet af dyrenes liv. Ifølge forsker i kloning af husdyr Henrik Callesen fra Aarhus Universitet er der klonet omkring 500 grise med sygdomsfremkaldende menneskegener i Danmark (se kilder).

     Kloning bliver også brugt til andre medicinske formål. For eksempel arbejder United Therapeutics i USA på at skabe klonede, gensplejsede grise, der udvikler menneskelunger i stedet for griselunger. Formålet er på sigt at kunne høste lungerne og transplantere dem ind i mennesker.

     Et andet område, hvor kloning af dyr er ved at vinde indpas i nogle lande, er i fødevareproduktionen. I lande som England og USA er salget af kød fra dyr, der er født af klonede avlsdyr, så småt begyndt at komme frem. På grund af de store omkostninger ved processen er det ikke økonomisk holdbart at sælge kød, mælk eller æg, der kommer direkte fra de klonede dyr. I stedet bruger man kloningen til at kopiere og dermed frembringe elite avlsdyr, hvis afkom man kan producere fødevarer af.

     Der er også andre og mere opsigtsvækkende grunde til at klone dyr. I Dubai har man klonet særligt hurtige dromedarer til dromedar-væddeløb, og i Korea har man klonet hunde, som var særligt gode til at sniffe efter narkotika. Der findes sågar firmaer, der kloner kæledyr. Forskere arbejder desuden på at anvende kloning til at genoplive uddøde arter. For eksempel lykkedes det i 2009 spanske forskere at genoplive en iberisk stenbuk, ni år efter arten var uddød, takket være kloning. Det klonede kid levede dog kun i få minutter.

Sigtet med terapeutisk kloning er først og fremmest at udvikle nye behandlingsformer. Tanken er, at de stamceller, man producerer, kan bruges til at reparere alle former for væv i en voksen patient.

     Som nævnt under ”Baggrund om kloning” er terapeutisk kloning dog trådt i baggrunden til fordel for iPS-celler, der – ligesom terapeutisk kloning – i teorien også kan bruges til at frembringe og dermed erstatte alt det væv, et voksent individ består af: knoglevæv, ledbånd, hjerneceller og synsceller – ja, måske endda hele organer. Væv fremstillet med denne metode ville være designet specielt til den enkelte patient, hvorfor det ikke ville risikere at blive afstødt efter transplantation.

I de senere år er det lykkedes forskere at sætte dna fra voksne mennesker ind i ægceller og derefter få ægcellerne til at dele sig. Det er det, der kaldes somatisk kernetransplantation. Formålet er medicinsk, men resultaterne er forstadiet til kloning af hele mennesker. Samtidig forskes der meget i den førnævnte iPS-celle-teknologi, hvor der også skabes fosterlignende stamceller med dna fra voksne mennesker. IPS-celler er nu taget i brug i de første forsøg på menneskelige patienter – blandt andet til behandling af synsnedsættelse – mens terapeutisk kloning ikke bruges på menneskelige patienter endnu.

     Der er debat om, hvilken af de to teknologier der vil være mest effektiv på lang sigt.

Det er endnu ikke lykkedes at klone hele mennesker, men muligheden er der, nu hvor det er lykkedes at udføre kernetransplantation på menneskelige stamceller. Den seneste udvikling inden for den tidligere beskrevne iPS-teknologi (se ”Baggrund om stamceller”) åbner endnu en dør på klem i den retning.

     Til Faktalink siger stamcelleforsker Palle Serup: ”IPS-celle-teknologien kan bruges til kloning af dyr. Det har de resultater, der er publiceret med mus, vist. (…) Det samme kan man forestille sig hos mennesker, hvis der er nogle forskere, der er sindssyge nok og villige til at bryde alverdens love og regler." (se kilder).

     Kloningsforsker Henrik Callesen siger til Faktalink, at han ikke er bekendt med nogen forskergrupper, der lige nu arbejder på at skabe kloner af mennesker (se kilder), men der er forskere, der har gjort forsøget. For eksempel hævdede den kontroversielle og stærkt kritiserede fertilitetslæge Panayiotis Zavos i 2009, at han havde klonet 14 menneskefostre og sat 11 af dem op i livmødrene på fire kvinder – dog uden at det resulterede i fødsel. Han har også hævdet at have klonet cellekernerne fra et dødt barn og sat dem ind i æg fra en ko for at studere kloningsprocessen. "Der er slet ikke nogen tvivl, og jeg bliver måske ikke den første, for hvem det lykkes, men klonede børn vil blive en realitet. Det er helt utænkeligt, at dette kan afværges," udtaler Dr. Zavos i artiklen ”Jeg kan klone mennesker” bragt i Dagbladet Information (se kilder). Dokumentationen, der bekræfter både Zavos’ foreløbige succes og fremtidsforudsigelser, foreligger imidlertid ikke endnu.

Mens mange kan se og umiddelbart forstå formålet med terapeutisk kloning af menneskeligt dna, er de mulige fordele ved reproduktiv kloning af mennesker mere diskutable. På sin hjemmeside lister Det Etiske Råd, der selv er imod, de vigtigste mulige anvendelser af kloning af hele mennesker herunder:

• At kloning kan bruges som en nødløsning for barnløse par, der ikke har udbytte at de gængse fertilitetsbehandlinger. 
• At kloning kan være en måde at reproducere sig uden at videregive arvelig sygdom, da man kan fravælge arvematerialet fra den forælder, der bærer sygdomsgenet. 
• At forældre får mulighed for at producere en klon af et afdødt barn. 
• At man kan redde dødeligt syge børn, der f.eks. mangler en knoglemarvsdonor, ved at producere den perfekte donor i form af en klon af det syge barn.

     I artiklen ”Jeg kan klone mennesker” trykt i Dagbladet Information forklarer den kontroversielle Dr. Panayiotis Zavos, der har eksperimenteret med menneskekloning, at han ikke ønsker at klone sportsstjerner, men at hjælpe de infertile par, som ikke har andre muligheder (se kilder).

Kun en meget lille procentdel af kloninger af dyr lykkes, og når det endelig sker, er der stor risiko for, at det klonede dyr lider af betydelige helbredsproblemer. Derfor er snart sagt alle dyrevelfærdsorganisationer imod kloning. For eksempel kræver Eurogroup for Animals – en stor koalition af dyrevelfærdsorganisationer – at EU indfører et totalforbud mod kloning af dyr til fødevareproduktion. På samme måde kræver de, at det skal være forbudt at sælge afkom og importere sæd og fosteranlæg fra klonede dyr (se kilder).

     Og det er langt fra kun dyrevelfærdsorganisationer, der råber vagt i gevær. For eksempel lyder det i en rapport fra 2008 af European Group on Ethics in Science and New Technologies (EGE), der rådgiver Europa-Kommissionen i etiske spørgsmål:

     “I betragtning af det nuværende niveau af lidelse og sundhedsmæssige problemer for mødrene og dyreklonerne, tvivler EGE på, at det kan forsvares etisk at klone dyr til fødevareforsyningen.” (Se kilder.)

     Desuden vil den genetiske mangfoldighed falde, hvis man begynder at klone landbrugsdyr. Dette kan gøre dyrene mere modtagelige over for sygdomme. For hvis ét dyr er modtagelig for en særlig sygdom, så vil de andre dyr måske også være det.

Over hele verden finder man en meget stor modstand mod kloning af hele mennesker. Dette skyldes dels de risici, dette ville indebære for både kloner og de mødre, der skulle bære børnene, men også nogle mere grundlæggende filosofiske overvejelser omkring menneskelivet. I artiklen “Det Etiske Råds synspunkter vedrørende reproduktiv kloning” fastslår Det Etiske Råd i Danmark, at dets medlemmer er imod reproduktiv kloning af mennesker. Blandt andet argumenterer de, at kloning er en krænkelse af menneskets værdighed, og at alle børn har ret til en åben fremtid, hvor de ikke bare er kopier af mennesker, der allerede eksisterer (se kilder).

     Hans Johnsen, der er forskningsleder på et laboratorium på Aalborg Universitetshospital, hvor der forskes i stamceller, er også modstander af reproduktiv kloning af mennesker. Til Faktalink siger han: "Det er ikke umuligt, at man allerede nu kan kernetransplantere fra en hudcelle og konstruere et klonet barn. Forestil dig, at man tager kerneceller fra den klogeste mand på jorden eller den bedste idrætsmand. Og så kan man sælge dem for 1000 dollar per styk i al fremtid. Du kan være helt sikker på, at der er nogen, der arbejder på at udnytte denne mulighed. Men der er ingen, der arbejder med den her problemstilling, som vil gå ud og tage den etiske diskussion. For hvis der kommer en opinion, risikerer de at miste anseelse og deres forskningsmidler. Men vi kan alle se, at potentialet eksisterer. Jeg mener, vi skal diskutere, om det er noget, vi vil tillade. Man skal passe på med at lege Vorherre." (Se kilder.)

     Også religiøse grupper er utrygge ved muligheden for at klone mennesker og på den måde blande sig direkte i det, de mener er Guds skaberværk. Dette gælder for eksempel den katolske kirke, som officielt har fordømt kloning af mennesker – blandt andet i manifestet Dignitas Personae fra 2008, som er godkendt af Pave Benedict den 16 (se kilder).