Uledsagede flygtningebørn

De ankommer til Europa med fly, skjult i lastbiler eller ombord på synkefærdige fiskerbåde. De er flygtet fra krig, fattigdom, vold og overgreb. Ofte har deres familie sat sig i gæld for at sende dem ud på en farefuld rejse, eller de bliver tvunget ud i prostitution, tiggeri eller farligt fabriksarbejde for at betale menneskesmuglere eller kriminelle bander for rejsen til Europa. Antallet af uledsagede flygtningebørn er steget de senere år i takt med, at antallet af flygtninge på globalt plan er højere end nogensinde siden Anden Verdenskrig. De fleste børn, der ankommer alene til Europa som flygtninge, er teenagedrenge fra krigshærgede lande som Syrien, Afghanistan, Irak, Eritrea og Somalia. De har krav på at blive behandlet som børn med behov for særlig beskyttelse, men ofte bliver de i stedet ofte betragtet som illegale migranter eller udsættes for vold, overgreb og udnyttelse af menneskesmuglere og kriminelle netværk. I Danmark findes der særlige asylcentre for asylsøgende børn, der kommer alene til landet, og særlige bosteder for de flygtningebørn, der får asyl. Men forholdene på børneasylcentrene har vist sig ikke altid at leve op til de standarder, som internationale konventioner og danske regler sætter.

Et uledsaget flygtningebarn er en flygtning under 18 år, som er flygtet uden sine forældre eller andre voksne ledsagere, eller som undervejs på flugten er blevet skilt fra sine voksne ledsagere. Begrebet flygtningebarn bruges desuden ofte om alle børn på flugt, uanset om de lever op til definitionen af en flygtning i FN’s konvention om flygtninges retsstilling. Man bruger ofte også begrebet uledsagede mindreårige om asylsøgende børn under 18 år.

Uledsagede flygtningebørn har ingen voksne med sig på flugten og er derfor overladt til selv at klare de mange udfordringer, som andre børn typisk har voksne til at klare for sig. Det gælder for eksempel forhandlinger med menneskesmuglere, kontakt med myndigheder, udfordringen med at skaffe mad, penge og tøj og med at beskytte sig selv mod overfald, røveri og udnyttelse. De uledsagede flygtningebørn er derfor i en særlig sårbar position, og de har ifølge internationale konventioner krav på særlig opmærksomhed og beskyttelse. Undersøgelser viser da også, at mange af de uledsagede mindreårige, der kommer til Danmark, har traumer efter voldsomme oplevelser. Samtidig oplever en række fagfolk, som arbejder med de uledsagede rundt om i danske kommuner dog, at de uledsagede flygtningebørn ofte er blevet meget modne, handlekraftige og målrettede og f.eks. er gode til at komme i uddannelse og arbejde. Det fremgår af artiklen "Uledsagede flygtningebørn har stærk vilje til integration" i Kristeligt Dagblad (se kilder)

I behandlingen af uledsagede asylsøgende børn kan en lang række internationale konventioner og regler være relevante. Det gælder både FN-dokumenter, dokumenter udarbejdet af EU og andre internationale aktører – og både dokumenter, der handler om menneskerettigheder generelt, om mennesker på flugt eller mere specifikt om børn og deres rettigheder. Nogle af de centrale dokumenter og regler er:

• EU’s charter om fundamentale rettigheder 
• FN’s konvention om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen) 
• FN’s Konvention om flygtninges retsstilling (Flygtningekonventionen) 
• FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

     Desuden har internationale netværk og organisationer, der arbejder med flygtningebørn, bl.a. SCEP – Separated Children in Europe Programme, udarbejdet beskrivelser af ’best practice’, som de opfordrer til, at aktører i alle de lande, der modtager uledsagede mindreårige flygtningebørn, følger.

Børnekonventionen blev vedtaget i 1989 og skal sikre, at alle børn har rettigheder på lige fod med voksne. Næsten alle lande i verden har underskrevet og ratificeret konventionen. Blandt de artikler i konventionen, som især er relevante i forhold til asylsøgende børn og uledsagede flygtningebørn, er:

• Artikel 3: ”I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.” 
• Artikel 22: ”Såfremt ingen af forældrene eller andre familiemedlemmer kan findes, skal barnet nyde samme beskyttelse som ethvert andet barn, der permanent eller midlertidigt er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser uanset årsag i forbindelse med denne konvention.” 
• Artikel 24: “deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højst opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje”. 
• Artikel 39: ”Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at fremme fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering af et barn, der er offer for enhver form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i omgivelser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og værdighed”.

Hvis myndighederne vurderer, at en asylansøger, der hævder at være under 18 år, reelt er ældre, kan de foretage en alderstest. Testen består af tre forskellige undersøgelser: røntgenbilleder af tandudviklingen, hvor meget håndleddet er udviklet, og en vurdering af barnets generelle fysiske udvikling. Vurderes det, at en asylansøger lyver om sin alder, kan det have indflydelse på sagens udfald, fordi det underminerer asylsøgerens troværdighed, og fordi de særlige hensyn, der kan tages til mindreårige så ikke længere er aktuelle. Alderstest er dog langtfra sikre, og FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, mener derfor ikke, at en sådan test må være afgørende for udfaldet i en sag om asyl eller familiesammenføring. Det har også være nævnt i debatten, at mange asylsøgende børn og unge kommer fra lande, hvor det ikke er almindeligt at kende sit fødselsår, og at en del børn og unge derfor ikke kan angive deres alder korrekt. Nogle eksperter mener, at man bør vurdere asylansøgernes psykologiske eller mentale alder frem for den biologiske, da det vil give et bedre billede af, om asylansøgeren bør behandles som et barn under 18 år eller ej. Diskussionen om brug af alderstest refereres i artiklen "Balladen om de skæggede børn" i Information (se kilder).  I Danmark foretages fortsat alderstest af en del af de børn, der ved indgåelse af asylansøgning, opgiver deres alder til under 18 år. I 2015 blev der foretaget alderstekst af 844 ansøgere, og heraf blev 66% vurderet at være over 18 år. I 2016 blev 932 testet, og ca. 75% blev vurderet til at være over 18 år. Det fremgår af tal fra Udlændingestyrelsen.

Det er Udlændingeloven, der gælder, når et barn under 18 år søger asyl. Som udgangspunkt skal børn og unge leve op til samme krav for at få asyl som voksne, og langt de fleste uledsagede asylansøgerbørn går igennem en almindelig asylprocedure, fordi man vurderer, at de er modne nok til det. Ved afslag på asyl venter man dog typisk med at sende de unge under 18 år ud af Danmark, mens voksne asylansøgere sendes ud, så snart det er muligt.

     Udover muligheden for at få asyl efter de almindelige bestemmelser om asyl i Udlændingeloven har  de uledsagede mindreårige en ekstra chance for at få opholdstilladelse efter en anden paragraf (§9c stk 3,2). Mindreårige, der får afslag på asyl, kan få deres sag vurderet efter denne paragraf. Især børn og unge, der kan dokumentere, at de ikke har netværk eller familie i deres oprindelsesland, kan få en opholdstilladelse, der varer et år. Det er dog meget få, der får sådan en opholdstilladelse, i 2014 gjaldt det to ansøgere, i 2015 fem personer.  Tilladelsen udløber, når den unge fylder 18 år, og den bliver typisk kun forlænget, hvis ansøgeren var meget ung ved ankomsten til Danmark og under sit ophold her har opnået en stærk tilknytning til Danmark.  Uledsagede mindreårige har ret til at søge om familiesammenføring for deres forældre og søskende under 18 år med det samme – modsat voksne, der får asyl efter en forholdsvis ny paragraf i Udlændingeloven, som først kan søge familiesammenføring efter tre års ventetid.

     Sagsbehandlingen om familiesammenføring er dog ikke hurtigere for børn end for voksne, så børnene kan komme til at vente et år eller mere på at se deres forældre igen.

Der er kommet en lang række ændringer i Udlændingeloven, hvoraf nogle har særlige konsekvenser for uledsagede flygtningebørn, bl.a. vedtog et flertal i Folketinget (bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne) i december 2010 en ændring af udlændingeloven, som betyder, at børn, som har fået en særlig opholdstilladelse efter paragraf 9c i Udlændingeloven (se ovenfor) i udgangspunktet i får inddraget denne opholdstilladelse, når de fylder 18 år. Herefter bliver de sendt tilbage til det land, de flygtede fra, medmindre der er helt særlige grunde, der taler for, at de kan få lov at blive. Desuden giver loven nu mulighed for, at de danske myndigheder i flere tilfælde kan sende børn, der ikke får asyl, tilbage til oprindelseslandet, til særlige modtagecentre, som Danmark har oprettet eller støttet i f.eks. Kabul i Afghanistan. Et eksempel på konsekvenserne af de gældende regler beskrives i artiklen "19-årige Zabi Amiri skal udvises til landsby, der er kontrolleret af Taleban" i Information (se kilder). Her fortælles om en afghansk ung mand, der efter fem år i Danmark mister sin opholdstilladelse, og som skal sendes tilbage til Afghanistan, selv om han ikke har familie der, og selv om han har uddannet sig og fået venner i Danmark.  Et andet eksempel beskrives detaljeret i dokumentarfilmen "Drømmen om Danmark" (se kilder), der følger afghanske Wasiullah, der ankom til Danmark som uledsaget flygtning fra Afghanistan som 15-årig og har boet tre år på et børneasylcenter i Danmark, hvor han har skabt sig et netværk, et hjem og en identitet, men som 18 årig modtager endeligt afslag på asyl og tvinges til at forlade landet. Han frygter for sit liv i Afghanistan og beslutter sig for at gå under jorden og flygte videre til Italien for at forsøge at få asyl der og siden vende tilbage til Danmark.

Det kan være af afgørende betydning for de uledsagede børn, om de primært opfattes som børn med særlige behov for beskyttelse eller som migranter, der skal retsforfølges, hvis de f.eks. er rejst illegalt ind i landet på falske papirer.

     I en del lande er det almindelig praksis at fængsle mindreårige, som kommer illegalt ind i landet, mens de i andre lande, f.eks. Tyskland og Norge, opfattes og behandles som børn med særlige behov for beskyttelse – bl.a. får børnene typisk udpeget en værge og bliver indkvarteret et sted, som er indrettet til mindreårige, ligesom de har lettere adgang til at opnå asyl end voksne. Det fremgår af rapporten "Unaccompanied Minors in the Migration Process", udgivet af EU’s grænseagentur FRONTEX i december 2010 (se kilder).

Antallet af uledsagede flygtningebørn i både Europa og Danmark har generelt været stigende de seneste ti år. I 2009 kom der således 529 asylansøgere under 18 år til Danmark, mens antallet i 2008 og 2007 var henholdsvis 302 og 93. I 2015 kom i alt 2068 uledsagede mindreårige asylansøgere til Danmark.  Antallet af voksne asylansøgere har også generelt været stigende i samme periode. Men andelen af mindreårige asylansøger har været stigende.  I 1999 udgjorde andelen af uledsagede mindreårige omkring 1% af alle asylansøgere, mens andelen i 2009 var omkring en syvendedel, og i årene 2010-2015 var andelen 6-10%, mens den i første kvartal af 2016 var hele 18%

     Hvor mange børn, der præcist kommer til Danmark som uledsagede, er imidlertid svært at afgøre. En del børn henvender sig formodentlig ikke til myndighederne, og nogle holdes måske skjult af menneskehandlere og kriminelle, der udnytter børnene til prostitution og andre former for tvangsarbejde. Desuden forsvinder en del af de asylsøgende børn, inden deres sag er blevet afgjort af de danske myndigheder, og det er svært at afgøre, om de alle har forladt landet. Det vurderes, at de fleste rejser videre til andre lande, ofte for at søge asyl eller opsøge slægtninge der, mens andre formodentlig lever under jorden i Danmark.

Under 2. Verdenskrig kom 4.000 uledsagede finske børn til Danmark efter at være blevet sendt med tog alene af sted, væk fra de russiske bombardementer, krigens sult og deres forældre. Da krigen sluttede, var det meningen, at finnebørnene skulle hjem til Finland. Men ikke alle vendte hjem. Finnebørnenes skæbne beskrives i tv-dokumentaren "Krigens børn" sendt på DR2 den 9. september 2007 (se kilder).

     I slutningen af 2. Verdenskrig - i perioden fra marts til maj 1945 - ankom der 10.000 tyske flygtningebørn til Danmark uden deres forældre. I to år blev de holdt isoleret i flygtningelejre, hvor der var mangel på mad, medicin og tøj. Børnene var på flugt efter russernes invasion af det østlige Tyskland, og fordi de var tyskere, blev de i Danmark behandlet som fjender snarere end som børn med behov for beskyttelse. Blandt andet blev det forbudt for lokalbefolkningen at donere mad, tøj og legetøj til børnene, og deres madrationer blev skåret ned til et minimum. Børnene fik heller ingen psykologisk behandling, og man gjorde intet for at finde ud af, om børnenes forældre var i live. Som resultat af de usle forhold døde flere tusinde børn af sygdomme, de kunne være behandlet og helbredt for. Det fremgår af bogen "Barn eller fjende? Uledsagede flygtningebørn i Danmark 1945-1949" (se kilder), som er skrevet af læge Kirsten Lylloff, der har lavet en ph.d.-afhandling om de uledsagede tyske flygtningebørn og deres skæbne i Danmark. Forfatteren og hendes forskning er desuden emnet for artiklerne "Danmark svigtede 10.000 tyske flygtningebørn efter krigen" og "Børnene, der var fjender af Danmark" i Politiken (se kilder).

     I 1980’erne og 1990’erne, da der var en generel stigning i antallet af flygtninge til Europa, kom en del uledsagede flygtningebørn til Danmark fra bl.a. Vietnam, Sri Lanka, Jugoslavien, Iran, Irak og især Somalia. Blandt de somaliske børn var mange sendt af sted som såkaldte ’ankerbørn’ med det formål at skaffe asyl eller familiesammenføring til deres forældre og slægtninge. Andre var forældreløse og håbede at blive forenet med slægtninge, der havde fået asyl i Danmark, og en del af de somaliske børn fortalte usande historier om deres slægtskab for at opnå asyl. De somaliske børns baggrund og modtagelsen af dem i Danmark beskrives bl.a. i artiklerne "Somalia smugler fortsat børn" i Politiken (se kilder) og "De skal ikke være dårlige kopier af danskere" i Information (se kilder), mens modtagelsen af somaliske og jugoslaviske flygtningebørn beskrives i artiklen "På flugt uden far og mor" i Weekendavisen (se kilder).

Generelt kommer de uledsagede børn fra samme lande som de øvrige asylansøgere, der søger til Europa. Børnenes oprindelseslande har dermed meget at gøre med, hvor i verden der især er optrapning af krige og konflikter, og hvor menneskesmuglernes netværk udvides. De seneste år er der især kommet mange uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan, Syrien og Eritrea samt en del fra Irak og Somalia.   I 2015 kom i alt 2144 uledsagede mindreårige til Danmark, heraf 844 fra Afghanistan, 584 fra Syrien og 168 fra Eritrea.

     Desuden er der kommet uledsagede børn fra Nordafrika, især Marokko, som ofte er gadebørn, der fortsætter med at leve på gaden i Danmark og er svære at fastholde på børneasylcentrene og få til at indgå i f.eks. skolegang.   De fleste uledsagede mindreårige, der kommer til Danmark, er store teenagere, typisk 15-17 år, og næsten alle er drenge.

Det er især de ustabile forhold i lande som Afghanistan, Irak, Eritrea, Somalia og Syrien, der får børn til at flygte på egen hånd, eller får børnenes familier til at sende dem af sted - typisk ved hjælp af menneskesmuglere, som familierne betaler for at arrangere børnenes flugt og transportere dem til Europa. Den største gruppe af uledsagede flygtningebørn, der kommer til Danmark nu, er afghanske drenge på 15-17 år. Mange beretter om, at de er blevet truet til at slutte sig til Taleban, at de har set familiemedlemmer blive fængslet eller dræbt, eller at deres forældre er døde, og deres slægtninge ikke har mulighed for at tage sig af dem. En del af de afghanske drenge har opholdt sig mange år som flygtninge i Iran, men her er forholdene de senere år blevet vanskeligere for afghanske flygtninge, som ikke så let kan få arbejde eller opholdstilladelse, og som de iranske myndigheder med jævne mellemrum forsøger at tvinge tilbage til Afghanistan.

     De syriske asylsøgende børn er ofte blevet sendt af sted i håb om, at de kan opnå asyl og herefter få familiesammenføring med resten af familien. På den måde undgår hele familien at tage den livsfarlige og dyre flugtrute.  Mange af de unge mænd fra Eritrea flygter for at undgå den strenge militærtræning, som unge indkaldes til, og som fører til et ubestemt antal års militær tjeneste under slavelignende forhold.

Ofte er det tilfældigheder, der afgør, hvilket land et uledsaget flygtningebarn ender i. Mange børn kommer til Europa ved hjælp af menneskesmuglere, som ikke vil afsløre for børnene eller deres familier, hvilken rute de benytter, eller hvor børnene bliver efterladt og overladt til sig selv. Nogle børn har betalt for at komme til et bestemt land, men bliver i stedet efterladt i Danmark. Andre har slægtninge eller familie i Danmark og har specifikt ønsket at komme hertil. Endnu andre har planlagt at flygte videre til f.eks. Norge eller Sverige, men bliver opdaget af de danske myndigheder undervejs. Rygter om, hvor chancen for at få opholdstilladelse er størst, spiller også en rolle. Ofte har de familier, der ønsker at sende et barn til Europa, hørt rygter om asylsystemet og forholdene i forskellige lande og derudfra valgt en destination for flugten. Det samme gælder de børn, der undervejs på deres flugt opholder sig illegalt i f.eks. Grækenland eller Italien. Ofte vil de rådføre sig med andre flygtningebørn for at finde ud af, hvor chancen for at få asyl er størst. I mange tilfælde er børnene dog primært overladt til menneskesmuglernes forgodtbefindende.

Når et uledsaget flygtningebarn bliver opdaget af myndighederne eller selv melder sig til politiet for at søge om asyl, bliver det ført til et af de særlige centre, som fungerer som modtagecenter for mindreårige asylansøgere. Her bliver de typisk nogle måneder, mens behandlingen af deres sag sættes i gang.

     De uledsagede er i hele perioden, hvor deres sag behandles indkvarteret på særlige børnecentre. De får en personlig repræsentant gennem Røde Kors, som både skal være deres bisidder under møder med myndigheder og en social kontakt i hverdagen.

     Hvis et barn har slægtninge i Danmark, kan barnet også få lov at bo hos dem, mens sagen behandles, dog typisk først efter et halvt år på et asylcenter.

På centrene bor børnene typisk to og to på små værelser. På en del centre har medarbejderne en pædagogisk uddannelse; det gælder f.eks. på alle Røde Kors’ børnecentre, men på andre centre er personalet ikke særligt uddannet til at tage sig af børn og har ikke erfaring med udsatte børn og unge.  Børnene er typisk selv ansvarlige for rengøring af deres værelser, og de største børn skal selv stå for indkøb og madlavning, men kan få hjælp til at lære de praktiske opgaver.

     Børnene går i skole enten på et nærliggende asylcenter eller senere i en lokal folkeskole eller på en ungdomsuddannelse. Desuden har de mulighed for at deltage i sports- og fritidsaktiviteter enten på centret eller i lokalområdet, f.eks. fodbold, svømning og styrketræning.   Ventetiden er dog typisk fyldt med angst og uro, og børnene kan havde svært ved at koncentrere sig om skolegang og fritidsaktiviteter. Afghanske Zaid, der boede på børnecentret Vipperød, beskrev ventetiden således i artiklen "Røde drager over Sjælsmark" i Information (se kilder): ”Får jeg opholdstilladelse? Jeg er helt fokuseret på det, tænker ikke på andet. Hvornår kommer der brev fra Udlændingeservice? Hvornår skal jeg til interview? Det fylder hele min krop, hele mit hoved. Jeg har ikke magt over det.”

Når en ung uledsaget flygtning har fået opholdstilladelse, bliver han eller hun sendt til en af landets kommuner og indkvarteret hos en plejefamilie, i et bofællesskab eller i en lejlighed. Nogle kommuner anbringer børnene på børnehjem, andre tager imod flere børn fra samme land og opretter særlige botilbud til dem, hvor tilknyttet personale kan støtte de unge i hverdagen og hjælpe dem med lektier. Rapporten "Uledsagede mindreårige flygtninge - modtagelse og indsats i kommunerne" (se kilder), konkluderer, at opgaven med at integrere de uledsagede flygtningebørn er vanskelig for nogle kommuner, fordi de mangler erfaring med den slags opgaver, og fordi børnene ofte har store psykiske og fysiske problemer på grund af de ting, de har været udsat for. Desuden påpeges det, at det kan være problematisk for de unge flygtninge, når de bliver anbragt på opholdssteder og institutioner tilpasset danske unge med psykiske eller sociale problemer. Et af de uledsagede børn, der er interviewet i rapporten, beskriver problemet således: ”Jeg fik gode venner på institutionen, men de danske unge var meget urolige, og de havde mange problemer. Dengang røg jeg også. Ifølge min kultur, så tager de ældre sig af de yngre og siger for eksempel, at du ikke må ryge. Det gør de danske drenge ikke. De unge på institutionen havde også et meget dårligt sprog. De brugte meget slang, og jeg vil gerne lære at tale pænere.” Flere af børnene giver også udtryk for, at de er blevet mere ensomme, efter at de flyttede fra asylcentret. For nogle er det et vendepunkt at komme på efterskole eller højskole, hvor de møder jævnaldrende danskere og kan knytte tætte venskaber.

De børn, der får afslag på asyl, kan anke sagen til Flygtningenævnet, som i nogle tilfælde ændrer Udlændingestyrelsens’ afgørelse og giver asyl eller opholdstilladelse. Giver Flygtningenævnet også afslag, kan barnet søge om humanitær opholdstilladelse, og sådanne ansøgninger afgøres af integrationsministeren. Får barnet også afslag her, bliver det typisk udvist og kan udrejse frivilligt eller tvinges ud af landet. Søger barnet efter afslag på asyl om opholdstilladelse efter Udlændingelovens §9c, stk. 2 og får afslag, kan afslaget ankes til Udlændingenævnet.  Får barnet eller den unge endeligt afslag på asyl eller opholdstilladelse, skal det i udgangspunktet udsendes til sit oprindelsesland. Typisk udsendes de unge dog først, når de er fyldt 18 år.  En del af de afviste børn går under jorden i Danmark, inden de bliver hentet af politiet.

De fleste uledsagede flygtningebørn er drenge på 15-17 år. Dog er der blandt børnene fra Nigeria og Eritrea mange piger. Desuden er mange af børnene fra Eritrea og Etiopien under 15 år, og børnene fra Sri Lanka er typisk 10-13 år. Desuden kommer der en del marokkanske og algeriske børn til Spanien, som er under 15 år. Det fremgår af rapporten "Unaccompanied Minors in the Migration Process", udgivet af EU’s grænseagentur FRONTEX i december 2010 (se kilder). Siden udgivelsen af denne rapport er andelen af især afghanske teenagedrenge blandt de uledsagede børn steget.

Langt de fleste kommer til Europa ved hjælp af menneskesmuglere, og de er ofte længe undervejs og rejser med forskellige transportmidler - biler, lastbiler, tog, både og færger - ligesom de ofte tilbagelægger strækninger til fods. Et fåtal ’hopper’ af under en studie- eller sportsrejse i et europæisk land og søger derefter asyl.

     Den præcise rejserute afhænger selvfølgelig af, hvor børnene stammer fra. Nogle af de afghanske og iranske børn opholder sig i en periode i Iran, hvor de bliver sat til at tjene penge til den videre rejse. Andre bliver tvunget til at smugle narkotika, cigaretter og våben over grænsen til Tyrkiet som afbetaling til menneskesmuglerne.

     De nigerianske børn kommer ofte med fly, som de er gået ombord på med gyldige rejsedokumenter. Undervejs afleverer de alle deres papirer til menneskesmuglere og ankommer uden papirer og uden voksne ledsagere til grænsekontrollen i et EU-land, hvor de søger asyl. Når de er blevet indkvarteret på et bosted for asylsøgere, forsvinder mange af dem umiddelbart efter, formodentlig ved hjælp af menneskehandlere, som de har kontaktet per telefon.

     Det fremgår af rapporten ’Unaccompanied Minors in the Migration Process’, udgivet af EU’s grænseagentur FRONTEX i december 2010 (se kilder).

Rapporter fra UNHCR, EU og IOM, som baserer sig på interviews med asylsøgende mindreårige, konkluderer samstemmende, at de fleste børn er flygtet fra fattigdom, krig og trusler mod dem selv og/eller deres familie. Af rapporten ’Voices of Afghan Children’ (se kilder), som baserer sig på afghanske uledsagede asylsøgere i Sverige, fremgår det, at de afghanske børn typisk er flygtet på grund af en kombination af fattigdom og trusler. Nogle er blevet kidnappet af Taleban på vej til skole, andre er blevet truet på livet. I nogle tilfælde sendes børnene af sted i håb om, at de kan sikre resten af familien asyl eller kan sende penge tilbage til familien i oprindelseslandet.

     Andre børn flygter, fordi deres familie er blevet dræbt, eller fordi de har mistet kontakt med dem. Nogle børn har slægtninge i Europa, som de håber at blive forenet med. Andre børn kommer til Europa som ofre for menneskehandel og kriminelle netværk, der ønsker at udnytte dem til tvangsarbejde, prostitution eller tiggeri. Det fremgår af rapporten "Unaccompanied Minors in the Migration Process", udgivet af EU’s grænseagentur FRONTEX i december 2010 (se kilder).  De senere år er der også kommet en del børn til bl.a. Italien fra vestafrikanske lande som Gambia, Nigeria eller Guinea samt nordafrikanere fra Algeriet og Marokko, og børnene herfra er sjældnere flygtet fra krig, men oftere fra en kombination af fattigdom og ustabile politiske forhold.

Hovedparten af de asylsøgende børn søger til Sverige og Tyskland, hvis det lykkes dem at komme videre fra Tyrkiet, Grækenland og Italien. I 2015 modtog Sverige således over 35.000 uledsagede flygtningebørn, omkring 25 gange så mange som Danmark, mens Tyskland modtog under halvt så mange som Sverige.  Lande som Italien og Grækenland modtager dog fortsat et meget stort antal flygtninge, også mindreårige, da de fleste flygtninge kommer til Europa ad ruter, som fører over Middelhavet til disse lande. I de første 10 måneder af 2016 modtog Italien således 20.000 uledsagede mindreårige asylansøgere, og i hele 2015 modtog landet 12.400 flygtningebørn.

Børnene bliver ofte barsk behandlet af myndighederne, og der er rapporter om vold og overgreb mod asylsøgere. Antallet af asylsøgere i Grækenland er desuden så højt, at de græske myndigheder ikke længere har kapacitet til at indkvartere de nyankomne og behandle deres sager. Derfor er mange overladt til et liv på gaden og kan se frem til en ventetid på mange år, før deres sag bliver taget op. Af samme grund har Danmark ligesom mange andre EU-lande i flere år ikke sendt asylsøgende børn, som er blevet registreret i Grækenland tilbage dertil, sådan som Dublin-forordningen ellers lægger op til. En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i januar 2011 betød, at EU-landene ikke længere kan sende asylsøgere - hverken børn eller voksne - tilbage til Grækenland, fordi landets asylsystem reelt er brudt sammen. Det fremgår af Ritzau-telegrammet "Dom giver Danmark et forklaringsproblem" (se kilder).

Mange af børnene har en lang flugt bag sig. Ofte har de rejst gennem mange lande og har opholdt sig illegalt i f.eks. Tyrkiet eller Grækenland i en periode, inden det er lykkedes dem at komme videre til et land, som de anser for mere sikkert, og hvor sandsynligheden for at få asyl er større.  Mange har været vidner til drukneulykker, og nogle har frygtelige kemiske forbrændinger fra brændstoffet på gummibådene, andre har været udsat for tvangsarbejde eller seksuelle overgreb, hvilket bl.a. kan betyde, at nogle af de piger, der ankommer til Europa, er gravide efter en voldtægt. En del har desuden set kammerater eller familiemedlemmer dø undervejs. Ofte har menneskesmuglere taget børnenes telefoner, så de ikke har kunnet holde kontakten med deres familiemedlemmer.

     Et eksempel på en kompliceret flugthistorie med mange barske oplevelser er afghanske Zaids. I artiklen "Røde drager over Sjælsmark" i Information (se kilder) beskrives hans vej fra Afghanistan til Danmark således: ”Først rejste familien over grænsen til Pakistan, væk fra fattigdom og Talebans forfølgelser af hazaraerne, som modsat Taleban er shiiamuslimer. I Pakistans lovløse Baluchistan- provins levede Zaids familie illegalt. Da faderen pludselig døde, måtte Zaid forsørge familien ved at reparere maskiner til brøndboringer. Men også i Baluchistan var klimaet over for hazaraer fjendtligt. Politiet tæskede dem – og Taleban tæskede politiet. Først rejste Zaids storbror til Iran for at tjene penge, men familien hørte aldrig fra ham igen. Moderen sagde, hun ikke kunne hjælpe Zaid mere. Flygtningen siger i dag, at han hverken kendte pris eller destination på rejsen, blot vidste han, at han skulle til det sikre Europa. Efter aftale med moderen bragte smuglerne de følgende tre måneder Zaid over Iran, Tyrkiet, Grækenland, Italien, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland, inden han nåede København. Flygtningen gik til fods over stejle bjergsider, sneg sig forbi grænsepoliti og forbryderbander, kørte under lastbiler og gemte sig på skibe. Mellem Grækenland og Italien sejlede han tre dage i en lukket container, skjult mellem sammenrullede elkabler, uden mad og med meget lidt ilt.”

     Også rapporten "Voices of Afghan Children" (se kilder), baseret på interviews med asylsøgende afghanske børn i Sverige, tegner et billede af meget voldsomme oplevelser under flugten. I rapporten beskrives, hvordan børn, der ikke kan klare at krydse bjergene mellem den iranske og tyrkiske grænse, bliver efterladt i terrænet, mens andre bliver kidnappet af kurdiske grupper eller får tæsk af politiet. Fra Tyrkiet sejler børnene om natten i gummibåde til græske øer, men selv om flygtningene har ret til at søge asyl i Grækenland, bliver de ofte presset tilbage.

Langt de fleste børn og unge er traumatiserede og lider under symptomer på PTSD (post-traumatisk stress-syndrom), f.eks. flashbacks af de barske oplevelser, mareridt og søvnbesvær, koncentrationsbesvær og depression. Det fremgår af et interview med psykolog Nike Brandt Poulsen i Psykolog Nyt 15/2009 (se kilder). Om baggrunden for de unges psykiske problemer siger hun: ”Først og fremmest er disse unge ikke traumatiseret på grund af en enkeltstående begivenhed, men har levet under livsfarlige forhold under hele opvæksten. De har oplevet krig i hjemlandet, og de har befundet sig i faretruende situationer under flugten. Der er tale om en traumatiserende livssituation.” Samtidig understreger hun, at de unge er ressourcestærke, og konkluderer: ”Generelt oplever jeg trods alt de uledsagede unge som en gruppe meget stærke unge, der hungrer efter mere skolegang og uddannelse. Ikke mindst hungrer de dog efter fred. Det gælder for dem alle sammen. De ønsker et liv i fred.”

Mange lider stærkt under savnet af deres familie. En kurdisk dreng fra Syrien, der er flygtet alene og har søgt asyl i Danmark, fortæller i artiklen "Røde drager over Sjælsmark" i Information (se kilder): ”Før jeg kom til Danmark, kunne jeg sove ved siden af min mor og far, kysse dem og kramme dem. Jeg har fået kammerater her på centret, men jeg føler mig alligevel alene. Uanset om jeg råber eller skriger, kan min familie ikke høre mig. Om natten græder jeg, og så føler jeg mig lidt lettere. Men det ligger inde i mig. Jeg viser det ikke. Det er kun mit problem.”

     Børnene udtrykker ofte også stor bekymring for deres familiemedlemmer. Nogle har mistet kontakten med nær familie eller hører rygter om, at de er blevet taget til fange, dræbt eller mishandlet.

     Ifølge artiklen "På flugt alene" i Psykolog Nyt nr. 15/2009 (se kilder) kan det dog også være en lettelse for de unge at være adskilt fra familien – i det mindste sammenlignet med de børn, der lever i årevis på danske asylcentre sammen med deres traumatiserede forældre. Om det siger psykolog i Røde Kors Nike Brandt Poulsen: ”Situationen for mange børn og unge på de øvrige asylcentre er, at de tilsidesætter sig selv og påtager sig et stort ansvar for deres forældre, der langsomt bliver mere og mere psykisk nedbrudte på grund af den lange ventetid på asyl. Vores unge lider et afsavn, men har ikke dette ekstra ansvar på deres skuldre - og det gør det lidt lettere for dem.”

Mange af børnene er udsat for et stærkt pres, fordi deres familie har betalt store summer for at sende dem af sted, og der er forventninger til dem om at opnå asyl og efterfølgende sikre resten af familien via familiesammenføring eller ved at sende penge til oprindelseslandet. Desuden har den lange flugt, hvor de har været udsat for farer, overgreb og trusler sat sit tydelige spor hos mange af børnene. Derudover lever mange af børnene med en form for dobbelt identitet, fordi de af menneskesmuglere eller familiemedlemmer er blevet pålagt at tie eller lyve om dele af deres flugthistorie og baggrunden herfor.  Nogle børn er blevet truet af familiemedlemmer og frygter, at de vil blive dræbt, hvis de vender tilbage. I artiklen "Safi risikerer at blive sendt tilbage til krigen" i Information (se kilder) beskriver den forældreløse afghanske dreng Safi, der har søgt asyl i Danmark, hvordan konflikter i hans familie udgør en trussel mod ham, hvis han vender tilbage til Afghanistan: ”Min onkel vil have mine forældres ejendomme. Derfor er det farligt for mig at bo i mit land. (…) Jeg ved, at hvis de sender mig tilbage, så er det farlig for mig. De vil slå mig ihjel. Så hvis de sender mig til Afghanistan, hvor de alligevel slår mig ihjel, så er det bedre at slå mig selv ihjel her i Danmark.”

I behandlingen af uledsagede asylsøgende børn kan en lang række internationale konventioner og regler være relevante. Det gælder både FN-dokumenter, dokumenter udarbejdet af EU og andre internationale aktører - og både dokumenter, der handler om menneskerettigheder generelt, om mennesker på flugt eller mere specifikt om børn og deres rettigheder. Nogle af de centrale dokumenter og regler er:

• Dublin II-forordningen 
• EU’s charter om fundamentale rettigheder 
• Europarådets konvention af 16. maj 2005 om indsatsen mod menneskehandel 
• FN’s konvention om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen): 
• FN’s Konvention om flygtninges retsstilling (Flygtningekonventionen) 
• FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

EU's asylkonvention, Dublin-konventionen fra september 1997, er afløst af Dublin II-forordningen, som bestemmer, hvilket EU-land en asylsøger skal have sin sag behandlet i. Udgangspunktet er, at det land, hvor asylsøgeren først er blevet registreret med fingeraftryk, skal behandle asylsøgerens sag. Dog er der en humanitær klausul i forordningen, som gør det muligt for det enkelte EU-land at behandle en uledsaget mindreårigs asylsag, selv om barnet allerede er registreret i et landet land. Det kan f.eks. ske, hvis barnet har slægtninge i det land, hvor det efterfølgende søger asyl.

Børnekonventionen blev vedtaget i 1989 og skal sikre, at alle børn har rettigheder på lige fod med voksnes. Alle lande i verden - på nær USA og Somalia - har underskrevet og ratificeret Børnekonventionen. Blandt nogle af de artikler i konventionen, som især er relevante i forhold til asylsøgende børn og uledsagede børn, der anerkendes som flygtninge, er:

• Artikel 3: ”I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.” 
• Artikel 22: ”Såfremt ingen af forældrene eller andre familiemedlemmer kan findes, skal barnet nyde samme beskyttelse som ethvert andet barn, der permanent eller midlertidigt er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser uanset årsag i forbindelse med denne konvention.” 
• Artikel 24: “deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højst opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje”. 
• Artikel 39: ”Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at fremme fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering af et barn, der er offer for enhver form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i omgivelser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og værdighed”.

Hvis myndighederne vurderer, at en asylsøger, der hævder at være under 18 år, reelt er ældre, kan de vælge at foretage en alderstest. Testen består af tre forskellige undersøgelser: røntgenbilleder af tandudviklingen, hvor meget håndledet er udviklet, og endelig en vurdering af barnets generelle fysiske udvikling. Vurderes det, at en asylsøger lyver om sin alder, kan det have indflydelse på sagens udfald, både fordi det underminerer asylsøgerens troværdighed, og fordi de særlige hensyn, der kan tages til mindreårige så ikke længere er aktuelle. Alderstest er dog langtfra sikre, og FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, mener derfor ikke, at en sådan test må være afgørende for udfaldet i en sag om asyl eller familiesammenføring.

Det er Udlændingeloven, der gælder, når et barn under 18 år søger asyl. Der er dog i Udlændingeloven en særlig bestemmelser i paragraf 9c, som giver mulighed for at give opholdstilladelse til asylsøgere, som ikke lever op til definitionen af en flygtning. Det kan f.eks. gælde, hvis det er umuligt at opspore slægtninge til barnet i det land, det kommer fra. Dog blev der i december 2010 vedtaget nogle ændringer til Udlændingeloven, som betyder, at de danske myndigheder kan oprette modtagelsescentre i f.eks. Afghanistan og Irak, så man fremover kan sende uledsagede børn tilbage til disse centre, uanset om det er lykkedes at finde frem til deres familie.

I december 2010 vedtog et flertal i Folketinget (bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne) en ændring af udlændingeloven, som betyder, at børn, som har fået en særlig opholdstilladelse efter paragraf 9c i Udlændingeloven (se ovenfor) i udgangspunktet i får inddraget denne opholdstilladelse, når de fylder 18 år. Herefter bliver de sendt tilbage til det land, de flygtede fra, medmindre der er helt særlige grunde, der taler for, at de kan få lov at blive. Desuden giver loven nu mulighed for, at de danske myndigheder i flere tilfælde kan sende børn, der ikke får asyl, tilbage til oprindelseslandet, til særlige modtagecentre, som Danmark har planer om at oprette i f.eks. Kabul i Afghanistan.

Det kan være af afgørende betydning for de uledsagede børn, om de primært opfattes som børn med særlige behov for beskyttelse eller som migranter, der skal retsforfølges, hvis de f.eks. er rejst illegalt ind i landet på falske papirer.

     I en del lande er det almindelig praksis at fængsle mindreårige, som kommer illegalt ind i landet, mens børnene i andre lande primært opfattes og behandles som børn med særlige behov for beskyttelse. Det gælder f.eks. Tyskland og Norge. I disse lande får børnene typisk udpeget en værge og bliver indkvarteret et sted, som er særligt indrettet til mindreårige, ligesom de har lettere adgang til at opnå asyl end voksne asylsøgere. Det fremgår af rapporten “Unaccompanied Minors in the Migration Process”, udgivet af EU’s grænseagentur FRONTEX i december 2010 (se kilder).

     Sociolog og forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Kathrine Vitus har specialiseret sig i asylbørns rettigheder og vilkår, og hun beskriver i kronikken ”Vi fratager asylbørn deres rettigheder” trykt i Politiken 18. juni 2010 (se kilder) det dilemma, der kan opstå i behandlingen af asylbørnene: ”Den tvetydighed, kategorien asylbarn altså rummer, betyder, at asylbarnet kan tildeles forskellig status i de nationale asylpolitikker: som primært barn eller som primært asylansøger.” På baggrund af sin forskning konkluderer hun, at: ”det står klart, at i Danmark er asylbørn mere asylansøgere, end de er børn, ikke mindst når man sammenligner med asylbørns status i det norske asylsystem.” Hun henviser bl.a. til, at asylbørn i Norge bliver integreret i lokale børnehaver og skoler, mens asylbørn i Danmark typisk passes og undervises i særskilte børnehaver og skoler, hvor de ikke får undervisning af samme kvalitet og omfang som danske børn og ikke kan gå til eksamen. ”Asylskolerne er et eksempel på, at vi i Danmark ikke betragter asylbørn som børn, der i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention har krav på de samme skoleforhold som danske børn. Asylbørns politiske status som asylansøgere - underkastet særlige love og regler og sat uden for de love, som i øvrigt gælder i Danmark - bliver altså vægtet langt højere end det faktum, at de er børn som alle andre”, skriver Kathrine Vitus. Hun påpeger desuden, at det i det norske asylsystem er nemmere for børn end voksne at opnå asyl, fordi man lader børnenes alder få en afgørende indflydelse i vurderingen.

En række organisationer har kritiseret flere af de senere års ændringer i Udlændingeloven og deres konsekvenser for uledsagede flygtningebørn. Bl.a. har organisationer som Red Barnet, Børns Vilkår, Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors kritiseret, at børn og unge i stigende grad sendes tilbage til lande som Afghanistan, hvis myndighederne vurderer, at de der kan huses på børnehjem eller dansk støttede modtagecentre. Organisationerne har kritiseret, at myndighederne ifølge deres vurdering lægger for lidt vægt på barnets tarv og i stedet tænker på at finde besparelser ved at returnere flere børn og unge til krigshærgede lande..

     Bl.a. Røde Kors har også kritiseret at en opholdstilladelse givet efter paragraf 9c i Udlændingeloven i udgangspunktet skal inddrages. Det stiller de unge i en usikker situation og belaster de i forvejen psykisk hårdt pressede unge. Desuden vil det dæmpe de unges incitament til at dygtiggøre sig og deltage i undervisning og uddannelse, mens de opholder sig i Danmark, mener Dansk Røde Kors.  Samme kritik er blevet rejst af den stramning af asylreglerne, som SR-regeringen gennemførte i 2014, og som betød, at asylansøgere, der er flygtet fra krig eller krigslignende situationer, men ikke er personligt forfulgte, kun får ophold i ét år, hvorefter deres sag skal undersøges på ny. Denne midlertidige beskyttelsesstatus stresser børnene og gør det svært for dem at se en fremtid for sig i Danmark, vurderer flere organisationer.  Også en stramning foretaget af VK-regeringen med støtte fra Socialdemokraterne i efteråret 2015, og som betyder, at politiet nu har mulighed for at frihedsberøve mindreårige og uledsagede flygtningebørn, der kommer til Danmark for at søge asyl, er blevet kritiseret af bl.a. Red Barnet og Enhedslisten.  Senest er en såkaldt ’nødbremse’ vedtaget af VLAK-regeringen med støtte fra Socialdemokraterne i foråret 2017 blevet kritiseret af Enhedslisten, Radikale Venstre og SF. ’Nødbremsen’ gør det muligt for danske myndigheder at afvise asylsøgere, heriblandt uledsagede flygtningebørn, ved grænsen til Danmark uden at give dem en konkret asylbehandling. Det skal være muligt i det, regeringen kalder ’krisesituationer’. Dansk Flygtningehjælp har også kritiseret nødbremsen og vurderet, at det ikke kan lade sig gøre for politiet at foretage en forsvarlig vurdering af barnets tarv ved grænsen.

Det er blevet kritiseret af flere partier og organisationer, at uledsagede mindreårige, der har søgt asyl, men viser sig at have forældre eller andre slægtninge, der allerede har fået ophold i Danmark, skal vente op til seks måneder på asylcentre, før de kan flytte ind hos deres familiemedlemmer.  I 2012 fik asylansøgere mulighed for at flytte ud af asylcentrene efter seks måneders ophold, og reglen gælder også for uledsagede mindreårige. Det betyder, at børnene må vente seks måneder, før de kan søge om at flytte ind hos deres slægtninge i Danmark. Debatten om seksmåneders-reglen beskrives i artiklen "Partier raser mod adskillelse af flygtningebørn fra deres forældre" (se kilder).  Det har desuden været kritiseret, at flygtningebørn, som har fået asyl eller opholdstilladelse og er blevet boligplaceret i en kommune, ofte venter i mange måneder på at få tildelt en værge, altså en voksen, som få midlertidig forældremyndighed over barnet og skal varetage flygtningebarnets interesser og sørge for, at der drages den fornødne omsorg for barnet, bl.a. ved at hjælpe barnet i kontakt med skole, kommune og andre myndigheder. Et eksempel på en sag med lang ventetid – og konsekvenserne heraf – beskrives i artiklen "Mette ventede i månedsvis på at blive værge" (se kilder).

I 2016 var der en række sager om overgreb og omsorgssvigt af asylsøgende børn, der befandt sig på nogle af de særlige børneasylcentret, som blev drevet af Langeland Kommune (se også FaktaLink-artiklen "Asylcentre"). Efterfølgende besluttede Udlændingestyrelsen at lukke centrene og fratage Langeland retten til at drive asylcentre for børn. Kritikere mente dog, at ikke kun Langeland Kommune, men også Udlændingestyrelsen havde svigtet, idet styrelsen ifølge kritikerne ikke havde ført tilstrækkeligt tilsyn med driften af centrene. Bl.a. havde Udlændingestyrelsen i en længere periode ikke undersøgt, hvilke kvalifikationer personalet på børneasylcentrene havde.

Det afhænger især af udviklingen i de krige og konflikter, hvorfra mange børn sendes på flugt. Udviklingen i Afghanistan kan således blive afgørende for, hvor mange uledsagede afghanske børn, der kommer til Europa. FN’s børnefond, UNICEF, vurderede i foråret 2010, at den optrapning af kampene, der fandt sted som resultat af USA’s nye strategi imod Taleban, vil betyde en fortsat stigning i antallet af uledsagede afghanske børn i Europa. Desuden påpeger EU's grænseagentur FRONTEX i rapporten "Unaccompanied Minors in the Migration Process" fra december 2010 (se kilder), at antallet af uledsagede flygtningebørn i Europa ser ud til at være stigende på trods af, at det samlede antal asylsøgere har været svagt faldende i 2009 og 2010, og at andelen af uledsagede mindreårige udgør en stigende andel af det samlede antal asylsøgere.  Rapporten konkluderer, at antallet af uledsagede flygtningebørn fra især Afghanistan og Somalia, som søger til Europa, herunder især til de skandinaviske lande, formodentlig vil være fortsat stigende.

     Forudsigelsen har vist sig at holde stik, ikke mindst hvad angår de afghanske børn, og migrationsforskere forudser, at udviklingen vil fortsætte i de kommende år.

• Hurtigere opsporing af børnene, når de er ankommet til Europa: Bl.a. Europarådet har påpeget, at mange af børnene bliver udsat for overgreb, også efter at de er ankommet til Europa. Det kan være i form af seksuelle overgreb, tvangsarbejde og udnyttelse til prostitution, og det kan finde sted, mens børnene lever på gaden eller i overfyldte flygtningelejre. En rapport fra Europarådet, som omtales i et Ritzau-telegram i Fyens Stiftstidende (se kilder), forsøger at kortlægge omfanget af overgreb på flygtningebørn i 41 lande. Europarådet opfordrer ifølge artiklen de europæiske landes regeringer til at arbejde sammen med ngo’er, oprette effektiv dataindsamling om børnene og de overgreb, de har været udsat for, samt at etablere rådgivninger, hvor børnene kan henvende sig. 
• Bedre information om rettigheder og muligheder: Myndigheder og organisationer, der kommer i kontakt med børnene, kan informere dem bedre om deres muligheder og rettigheder i henhold til internationale konventioner og de forskellige landes regler for asyl. I Danmark og Norge har asyladvokater og børneorganisationer kritiseret, at børnene ofte ikke kender til reglerne og konsekvenserne heraf. I Danmark har det især været kritiseret, at flygtningebørn ikke har fået ordentlig information om, at de har mulighed for at søge om familiesammenføring, så snart de har fået asyl eller opholdstilladelse, også selv om de har fået ophold efter en ny paragraf i Udlændingeloven, som for voksne asylansøgere betyder, at de først kan søge om familiesammenføring efter tre år. Da ombudsmanden ville gå ind i sagen, blev vejledningen til flygtningebørnene ændret, men den er dog stadig – ifølge bl.a. Dansk Flygtningehjælp – ikke klar nok. Kritikken af den mangelfulde information beskrives i artiklen "Kritikere: Ny vejledning om familiesammenføring er stadig uklar og ukonkret" (se kilder). 
• En bredere definition af nære slægtninge. Dublin-forordningen giver mulighed for, at et barn kan få sin asylsag behandlet i et andet land end det, hvor det i første omgang søgte asyl, hvis særlige humanitære hensyn taler for det. Det kan bl.a. gælde, hvis barnet har nær familie i det pågældende land. Men definitionen af nær familie omfatter kun far, mor eller værge. Flere humanitære organisationer ønsker, at denne definition skal udvides, så børnene kan få behandlet deres asylsag i et land, hvor de har fjernere slægtninge som tanter, onkler, brødre, søstre eller lign. 
• Fokus på børnenes særlige behov hele vejen igennem sagsbehandlingen. Ifølge Separated Children in Europe Programme (SCEP) (se kilder) er det et problem, at børnene under afhøringer og interviews ofte behandles som voksne, og at de ikke behandles som ofre for menneskesmugling eller menneskehandel, men i stedet som kriminelle. Det betyder f.eks., at børnene ofte fængsles sammen med voksne, og at de ikke får den nødvendige psykologiske støtte. I andre tilfælde bliver barnet ikke hørt i afgørende beslutninger om dets fremtid. 
• I Danmark har flere fagpersoner, bl.a. psykologer, foreslået, at kravene til de ansatte på børneasylcentrene skærpes yderligere, og at centrene desuden bliver omfattet af socialt tilsyn på lige fod med det tilsyn, som alle andre institutioner for anbragte børn og unge i Danmark er omfattet af. Desuden har forskere og fagfolk argumenteret for, at flygtningebørnene får bedre mulighed for at omgås jævnaldrende danske unge og får flere tilbud om mesterlære og praktik.

Ifølge rapporten "Trees only move in the wind" (se kilder), som baserer sig på interviews med 150 afghanske asylsøgende drenge i Frankrig, Grækenland, Italien, Holland, Norge og Storbritannien i 2009 og 2010, er mange af børnene sendt af sted af deres familier i håb om, at børnene kan skaffe asyl til hele familien eller sende penge tilbage til deres slægtninge. Ofte er chancerne for, at børnene overlever flugten og opnår asyl og mulighed for familiesammenføring lille, og rapporten anbefaler bl.a. derfor, at EU og andre internationale aktører gør en indsats for at informere befolkningen i lande som Afghanistan om de farer, børnene udsættes for. Desuden anbefaler rapporten, at internationale aktører som FN arbejder på at skabe bedre fremtidsmuligheder i Afghanistan, så det er mindre fristende for familierne at sende deres børn på flugt. Desuden bør EU ifølge rapporten koordinere deres politik over for asylsøgende børn, så børnene ikke fristes til at rejse fra det ene land til det andet for at søge asyl. Derudover anbefaler rapporten, at man i samarbejde med bl.a. de afghanske myndigheder gør en større indsats for at optrevle og retsforfølge kriminelle netværk af menneskesmuglere.  Samme forslag fremgår af artiklen "Smuglere tjener stort på de stadig flere børn på flugt" (se kilder), hvor den amerikanske migrationsforsker Victoria Rietig forudser, at tilstrømningen af asylsøgende børn vil fortsætte, så længe der ikke tænkes i langsigtede løsninger: ”Så længe forholdene i børnenes hjemlande ikke forbedres, vil vi få flere flygtninge. At bygge mure eller skærpe grænsekontrollen er kun kortsigtede løsninger, der kan få flygtningetallet til at falde et stykke tid. Som langsigtede løsninger foreslår hun konfliktløsning og langsigtet bistand, der kan få fattige og krigs- og voldshærgede lande på fode samt genbosættelsesprogrammer med tilbud om uddannelse og arbejde til både voksne og mindreårige asylsøgere, der bliver sendt retur til hjemlandet: ”Hvis vi blot returnerer asylsøgere og børneflygtninge uden nogen form for støtte, så vil mange vende tilbage som asylsøgere igen. Og på den måde fortsætter den onde cirkel,” siger forskeren i artiklen.