Pædofili

Seksuelle forhold og kønslig omgang mellem voksne og børn under 15 år har siden 1683 med indførelsen af Danske Lov under Christian den 5. været forbudt. En række pædofilisager gennem de seneste årtier har fået de danske politikere til at intensivere kampen mod pædofiles overgreb mod børn ved at kræve en såkaldt børneattest af voksne, som arbejder med børn eller steder, hvor der kommer mange børn. Det er vanskeligt at komme overgreb fra pædofile til livs. Dels fordi de foregår i det skjulte i et ulige magtforhold, hvor ofrene ofte først senere i livet forstår og mærker konsekvenser af de pædofiles overgreb og måske samler mod til at gå til politiet. Dels fordi pædofile med internettet har fået lettere adgang til kontakt med børn via forskellige online fora. Mens forskere forsøger at blive klogere på de pædofiles bevæggrunde, arbejder virksomheder på at skabe effektiv overvågning af pædofile på nettet med kunstig intelligens og robotter.

Ordet pædofili er af græsk oprindelse. Det er sammensat af de to ord: paidos, som betyder barn, og phili, som betyder kærlighed og venskab. Tilsammen betegner pædofili således en person, som begærer børn og har lyst til at have seksuel omgang med børn og unge under den seksuelle lavalder. Derfor benyttedes tidligere betegnelsen “børnelokkere” om pædofile.

     Seksuelle forhold mellem voksne og børn/unge er et kendt fænomen i historien. I antikkens Grækenland var pæderasti, som betyder drengeelsker eller ynglingekærlighed, almindeligt accepteret og udbredt. Der findes en del litteratur fra dengang, som fremhæver vigtigheden af et forhold mellem den unge dreng og den modne ældre mand. Den ældre opdrog så at sige den unge og indviede ham i voksenlivets dyder, dels gennem belærende samtaler, dels ved seksuel kontakt.

Både mænd og kvinder kan være pædofile, men mænd er langt i overtal. Ofrene kan være både drenge og piger, men ifølge rapporten ”Seksuelle overgreb mod børn i Danmark” (se kilder) er der flest piger. Det fremgår af forskellige forskningsresultater, at de pædofile ikke skiller sig ud fra normalbefolkningen med hensyn til intelligens og social status. De kan være gift eller have været gift, men forholdet til ægtefællen er sjældent tilfredsstillende, og ægteskabet bryder oftest sammen, hvis de pædofile tilbøjeligheder afsløres. Det er usædvanligt, at den pædofile har seksuelle forhold til sine egne børn, men interessen for børn er stor, og den pædofile kan bruge dage, måneder og år på at opbygge et forhold til et bestemt barn. I en norsk undersøgelse af seksuelle overgreb mod børn var gennemsnitsalderen for de pædofile 32 år, 50 % af mændene var ugifte, 40 % havde et alkohol og/eller stofmisbrug 1/3 var tidligere straffede og i alt 1/5 var straffet for tidligere seksualforbrydelser.

     Mange pædofile er velfungerende samfundsborgere, men ifølge artiklen ”Børnemisbrugere har ofte haft en ussel opvækst” (se kilder) er der dog en overvægt af mennesker fra et socialt belastet miljø blandt de pædofile, der afsoner dom for seksualforbrydelser.

Forskeren A. Nicholas Groth fremhæver i bogen ”Män som våldtar: vilka är de?: varför begår de våldtäkt?” (se kilder) at der er to hovedgrupper af pædofile:

     · De fikserede pædofile: Har en tidlig skade i deres personlighedsudvikling således, at de ikke tør knytte sig til voksne. I perioder af deres liv kan de dog være seksuelt involveret med jævnaldrende og gifte sig, men årsagen til, at de gifter sig, er ofte et socialt pres eller et middel til at få adgang til børn. Forholdet til ægtefællen har oftest et platonisk, det vil sige ikkeseksuelt, skær.

     · De regredierede pædofile: Har et normalt samliv med en anden voksen, men de er konfliktsky i perioder og reagerer ved at misbruge børn seksuelt.

     Ifølge ”Paedophiles and sexual offences against children” (se kilder) er denne karakterisering af de pædofile anvendelig, men dog for snæver til at kunne rumme alle pædofile.

Ifølge bogen ”Klassifikation af sygdomme” (se kilder) angiver det internationale psykiatriske klassifikationssystem ICD-10 pædofili som:

     · Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser (inklusiv psykiske udviklingsforstyrrelser)

     · Forstyrrelser i personlighedsstruktur og i adfærd i voksenalderen

     · Seksuelle afvigelser (perversioner)

     Det betyder altså, at pædofili af behandlingssystemet betragtes som en psykisk sygdom, der giver sit udslag i en seksuel orientering mod børn.

Ifølge undersøgelsen ”Seksuelle overgreb mod børn i Danmark” (se kilder) defineres pædofili ud fra følgende kriterier:

     · Over en periode på mere end 6 måneder at have tilbagevendende, intense, seksuelt ophidsende fantasier, seksuel tiltrækning eller seksuelle handlinger med børn, som regel 13-årige eller yngre børn.

     · Fantasierne, den seksuelle tiltrækning eller opførsel fremkalder betydningsfulde psykiske problemer hos personen eller vanskeliggør sociale, erhvervsmæssige og/eller andre vigtige funktioner.

     · Personen er ældre end 15 år, og der er mindst en aldersforskel på 5 år mellem ‘krænkeren’ og barnet.

Selv om der er forsket en del i pædofiles adfærd, ved man ikke nøjagtig, hvad der er årsag til, at nogle mennesker tiltrækkes seksuelt af børn. Psykiateren A. Bentovim karakteriserer i artiklen ”Why do adults sexually abuse children” (se kilder) de pædofile, der krænker børn, som mænd med ringe selvagtelse og stor ængstelse omkring sex. Som personlighedsmæssigt umodne med kontaktvanskeligheder over for jævnaldrende voksne og med mangelfuld impulsstyring. De kontakter børn, fordi de er mindre truende og lettere at have et forhold til, og fordi der er mindre risiko for afvisning og gentagelse af tidligere nedværdigende oplevelser.

     Ifølge artiklen ”Hvordan kan vi forstå pædofili” (se kilder) afslører forskning baseret på interviews med pædofile i terapi, at pædofile har følgende fællestræk:

     · Mange har været udsat for grove omsorgssvigt i deres barndom

     · Omkring en tredjedel har selv været udsat for seksuelle overgreb i barndommen

     · Mange har en meget stærk binding til deres mor

     · Mange er angste for voksne og deres seksualitet og tiltrækkes af børn, fordi de er ufarlige

     Pædofile bliver som regel klar over, at deres seksualitet er afvigende fra normen i teenageårene, og de lærer at undertrykke deres virkelige følelser, fordi de ikke er socialt accepterede. Eksempelvis forsøger mange at leve et såkaldt normalt liv ved at gifte sig og prøve at få et normalt familieliv til at fungere.

Både incest og pædofili handler om voksnes seksuelle forhold til børn, og begge dele er strafbare i Danmark, men incest adskiller sig ved at være seksuelle forbindelser mellem personer, der er nært beslægtede – for eksempel mellem far og søn, far og datter, mor og søn eller onkel og niece. Som regel er den voksne ikke pædofil i forhold til andre børn men viser sig at misbruge det blodsbeslægtede barn af andre årsager. Her vil det ofte være en omsorgssituation, der gradvis udvikler sig til at blive mere seksualiseret. Ifølge fagbogen ”Sex og psyke” (se kilder) kan der eksempelvis være tale om en stedfar, der er arbejdsløs, og som har et dårligt forhold til den arbejdende ægtefælle. Måske føler han sig tiltagende mindreværdig, men da han har et godt forhold til sit stedbarn, og da de to er meget overladt til hinandens selskab, så kan kontakten mellem dem blive stadig mere seksualiseret, og det kan ende med, at han tilfredsstiller sig selv med barnet.

Der er stor forskel på, hvor aktivt udøvende pædofile er. Nogle pædofile forgriber sig aldrig konkret på børn men holder sig til at fantasere, onanere til billeder og film af børn og lignende. Nogle sørger for at være meget i nærheden af børn, eller af det specifikke barn vedkommende knytter sit begær og sin kærlighed til. Andre kommer i seksuel kontakt med børn via befamling, onani og eventuelt seksuelle overgreb. Mens andre igen begår mere voldelige overgreb, hvor et barn forføres eller bortføres, voldtages og eventuelt dræbes efter den fuldbyrdede seksuelle akt. De pædofile, der decideret forgriber sig på børn, betegnes ‘krænkere'.

Pædofile forgriber sig sjældent på førskolebørn. Omvendt er det karakteristisk, at i og med at den unge bliver fuldt udviklet kropsligt, så forringes den pædofiles interesse for ham/hende. Undersøgelser viser, at pædofile oftest foretrækker drenge i alderen mellem 12 og 15 og piger i alderen 6 til 11. Men overgreb mod helt små børn forekommer også.

     Ifølge "Seksuelle overgreb mod børn i institutioner som kriminologisk fænomen" (se kilder) viser en gennemgang af 29 forskellige undersøgelser, at børnenes gennemsnitsalder, når de udsættes for en pædofils overgreb, er mellem 9 og 15 år, og at det kun er et mindretal, der er under 7 år.

Den pædofile kan for eksempel skabe kontakt til børnene via et arbejde i en daginstitution eller lignende eller ved at opsøge børn på gaden. Men de seneste år er især Internettet blevet en jagtmark for de pædofile. Internettet har stor betydning dels fordi, det muliggør, at der kan skabes internationale netværk, dels som et middel til handel med børnepornografi og dels som en mulighed til at finde frem til mulige ofre. Børn er store internetforbrugere, og især de mange forskellige diskussionsgrupper og chatrooms, hvor mange kommunikerer dagligt, er vigtige mødesteder og kommunikationssteder for pædofile til at opnå kontakt med børn og unge.

De pædofile, der indleder intime forhold til børn og unge, har i terapi oplyst, at de nyder jagten på et barn lige så meget som selve fangsten. Ifølge "Paedophiles and sexual offences against children" (se kilder) har forførelsesprocessen tre faser, som går i gang, når den pædofile har udset sig et bestemt barn:

• Første fase indebærer at der opbygges tillid til barnets forældre, i praksis ofte en enlig forælder 
• Dernæst undersøges det, om barnet har eventuelle personlige problemer i skolen eller hjemmet, som den pædofile kan tilbyde at hjælpe med 
• Tredje fase har fokus på at være alene med barnet. At få lov at passe det, give det en særlig opmærksomhed i form af leg, snak, belønninger og uskyldig fysisk kontakt, der langsomt ændres til egentlige seksuelle aktiviteter med henholdsvis overtalelser og trusler om at holde det hemmeligt.

I 2000 udkom bogen "Seksuelle overgreb mod børn i Danmark" (se kilder), som blandt andet indeholder en gennemgang af 372 sager fra 1998 om seksuelle overgreb på unge under 15 år. Her var relationen mellem gerningsmand/kvinde og barn som følger:

• Kæreste: 5 tilfælde 
• Kammerat: 23 tilfælde 
• Dagplejer: 1 tilfælde 
• Pædagog: 4 tilfælde 
• Pædagogmedhjælper: 8 tilfælde 
• Skolelærer: 6 tilfælde 
• Træner, spejderleder: 3 tilfælde 
• Kontaktannonce: 7 tilfælde 
• Bekendt: 90 tilfælde 
• Ingen relation: 89 tilfælde 
• Ukendt gerningsmand: 136 tilfælde.

     I forhold til de sager, der politianmeldes, er der i over 50% af tilfældene tale om, at gerningsmanden er ukendt eller perifert kendt. Modsat forholder det sig i interviewundersøgelser af unge omkring sexovergreb. I interviewundersøgelsen "Unges trivsel år 2002 - en undersøgelse med fokus på seksuelle overgreb i barndommen" (se kilder), hvor 11% af de danske 9. klasses elever er blevet adspurgt om overgreb, angav knap 3% af de unge at have været udsat for et overgreb, de selv vurderede som strafbart, inden de fyldte 15 år. Af disse overgreb var 13,1% begået af ukendte gerningsmænd - et relativt lavt tal i forhold til de sager, der politianmeldes, hvilket tyder på, at det er svært at angive mennesker, man kender og måske endog holder af.

Det er vanskeligt at opgøre antallet af pædofile i Danmark, da de færreste pædofile står ved deres seksuelle tilbøjeligheder. Kriminalstatistikken medtager kun anmeldte overgreb mod børn, og forskerne taler derfor om, et der er et stort hul i den viden, man har om pædofile. Foreningen Daphne (se kilder) skønner, at der er mere end 20.000 praktiserende pædofile i Danmark, mens bogen ”Mænd i mørket” (se kilder) angiver antallet af danske pædofile til at være over 10.000.

I 1985 organiserede en gruppe danske pædofile sig i foreningen Pædofilgruppen, og de begyndte at udgive tidsskriftet Ny sexualpolitik og arbejdede for at lovliggøre sex med børn. Foreningen stod for at promovere de pædofile og informere offentligheden om dens holdninger gennem medierne og ved hjælp af en internetside. Blandt andet har den fremhævet, at pædofile elsker børn, at de er omsorgsfulde, interesserer sig for børnenes udvikling og aldrig vil gøre dem fortræd. Pædofiliforeningen skelnede mellem overgreb på børn og såkaldt lykkelige pædofiliforhold, hvor det efter deres opfattelse er barnet, der bestemmer forløbet.

Pædofilgruppens argumenter for seksuelle forhold mellem en voksen og et barn lød som følger:

     · Børn har en seksualitet, som de skal have lov at leve ud – også sammen med voksne.

     · Børn er ikke uskyldige. Under tiden er det børnene, der lokker de voksne.

     · Der eksisterer lykkelige og frivillige forhold mellem voksne og børn, som bygger på venskab og kærlighed, og hvor barnet når som helst kan trække sig tilbage.

     · Forholdene afpasses barnets niveau. Det vil sige, at den voksne er deltager i barnets seksualitet.

     · Pædofili er ikke en sygdom, men bør anerkendes som en seksuel orientering i lighed med homoseksualitet, transvestisme og sadomasochisme.

     · Det er forældrenes og myndighedernes negative opfattelse af det pædofile forhold, som er det store problem.

     · De pædofile er udsat for forfølgelse, sådan som homoseksualitet endnu er det flere steder i verden.

     · Den seksuelle lavalder bør nedsættes fra 15 år til 11 år således, at nogle af de pædofile forhold afkriminaliseres.

I 1999 besluttede journalist Jacob Billing at infiltrere det pædofile miljø i Danmark for at give offentligheden en beretning om den pædofile verden. Han blev medlem af Pædofiliforeningen og deltog i foreningens møder igennem et år samt lærte nogle af medlemmerne at kende privat. Med skjult kamera og mikrofon og gemt bag en falsk identitet som pædofil kunne han afsløre den hidtil hemmelige verden, hvor voksne mænd udvekslede børneporno, vekslede fantasier om børn og delte deres seksuelle erfaringer med mindreårige med hinanden. I 2000 resulterede det i TV2 dokumentarprogrammet ”De pædofile danskere” (se kilder) samt i 2003 i bogen ”Mænd i mørket” (se kilder).

Ifølge artiklen ”Pædofilgruppen opløses” i Berlingske Tidende (se kilder) nedlagde Pædofilgruppen sin hjemmeside og standsede alle aktiviteter marts 2004, efter at den konservative justitsminister Lene Espersen havde bedt Rigsadvokaten undersøge foreningen nærmere for at finde ud af, om foreningen kunne forbydes ved hjælp af Grundloven. De pædofile er således ikke længere organiseret i en offentligt kendt gruppe.

Ifølge ”Sex og psyke” (se kilder) får pædofile oftest kontakt med børn, der har problemer. Det kan være børn, som mangler stabil voksenkontakt, og som derfor er søgende og imødekommende overfor voksne, der viser dem opmærksomhed og interesse. Bogen forklarer, hvordan barnet ofte reagerer ved at blive mere glad efter de første møder med den pædofile, og at familien kan opleve en følelse af lettelse over, at barnet virker mere stabilt og glad.

Der er stor forskel på, hvor alvorlige psykiske mén børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, får. Ifølge Helmer Bøving Larsen i ”Seksuelle overgreb mod børn i Danmark” (se kilder) må traumer hos børn hverken bagatelliseres eller dramatiseres ved at opfatte seksuelle overgreb som en diagnose. Bøving Larsen fremhæver, at seksuelle overgreb er en hændelse i barnets liv, som ofte vil blive oplevet negativt, men hvis der har været tale om enkeltstående tilfælde, vil det ikke nødvendigvis ændre barnets psykiske udvikling væsentligt.

Ifølge Bøving Larsen udviser seksuelt misbrugte børn ofte flere tegn på psykisk forstyrrelse end ikkemisbrugte børn, men der er få tegn, der ses specifikt som følge af seksuelle overgreb. Følgende symptomer kan indikere, at barnet har været udsat for et seksuelt overgreb:

     · Seksualiseret adfærd

     · Ængstelighed

     · Frygtsomhed

     · Posttraumatisk stress

     · Selvdestruktiv adfærd

     · Antisocial adfærd

     · Lav selvværdsfølelse

     · Depression

     Der er dog mange forhold, der gør sig gældende, når man skal vurdere skadevirkningerne af seksuelle overgreb, og undersøgelser viser, at det kun er omkring halvdelen af børn, der har været udsat for misbrug, som udviser disse specifikke symptomer. Det nævnes, at skadevirkningen af et seksuelt misbrug må vurderes i relation til følgende faktorer:

     · Eventuelle samtidigt tilstedeværende psykosociale faktorer som omsorgssvigt – især fordi pædofile vurderes ofte at opsøge børn, der ser ud til at være ensomme eller sårbare.

     · Individuelle forskelle i den tankemæssige bearbejdning af hændelserne. Skadevirkningerne vurderes at være større, hvis barnet udvikler en følelse af at være mindreværdig og stigmatiseret.

     · Traumatiske oplevelser virker værst på de børn, der i forvejen er disponeret for psykopati.

     · Om barnet kan hente støtte i sit sociale netværk. Hvis det er tilfældet vurderes de traumatiske hændelser at virke mindre skadeligt.

Ifølge Helmer Bøving Larsen kan der være flere årsager til, at mange af børnene, der har været udsat for seksuelle overgreb, er symptomfri. Han nævner følgende muligheder:

     · At man ikke har undersøgt alle de mulige skadevirkninger af seksuelle overgreb, og/eller at man ikke anvender tilstrækkelige undersøgelsesmetoder.

     · At symptomerne blot ikke kommer til udtryk endnu, enten fordi børnene undertrykker dem, fordi de endnu ikke har bearbejdet deres oplevelser, eller fordi traumatiseringsprocessen opstår senere i barnets udvikling.

     · At barnet ikke har taget skade af overgrebet, måske fordi overgrebet har været af mindre alvorlig karakter eller kun har været kortvarigt, eller fordi de symptomfrie børn er mere modstandsdygtige overfor stress og negative oplevelser.

Ifølge Bøving Larsen kan voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb, da de var børn, have følgende symptomer:

     · Manglende seksuel funktion

     · Ængstelighed

     · Posttraumatisk stressforstyrrelse

     · Lav selvværdsfølelse

     · Depression

     · Selvmordsforsøg

     · Stofmisbrug

     · Borderline personlighedsforstyrrelse

     · Homoseksuelle tilbøjeligheder

     · Øget risiko for selv at begå seksuelle overgreb på børn

     Undersøgelser af voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, viser, at stigmatiseringen fra omgivelserne og barnets selvbebrejdelser – især hvis det har oplevet lystfølelse ved at deltage i den forbudte aktivitet – har stor betydning for ofrene på langt sigt.

Ifølge psykolog Lena Hellblom Sjögren er det nødvendigt at undersøge følgende forhold, når en mistanke om seksuelt misbrug opstår:

     · Se på, hvordan barnet havde det før mistanken opstod og holde det sammen med, hvorledes barnet har det nu.

     · Se på, hvem der er kilde til, at mistanken om misbrug er opstået. Der må fokuseres på, hvem, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor vedkommende har fået mistanke.

     · Se på hvad indholdet af mistanken/anklagerne er.

     · Foretage en analyse af barnets udsagn omkring misbruget.

     · Se på, om mistanken eller anklagerne ændrer sig efterhånden.

     · Vurdere på om nogen kan have påvirket barnets udsagn.

     · Se på, om mistanken understøttes eller bekræftes af tidligere observationer, dokumenter eller lignende.

     · Tage stilling til om de påståede overgreb kan have fundet sted på det sted, som barnet siger.

     · Finde ud af, om der er en genkendelig virkelighed i det, barnet fortæller – kan det eksempelvis være en reference til et fjernsynsprogram.

     · Tage stilling til hvilken hypotese, der mest understøttes af det totale materiale, overgrebshypotesen eller modhypotesen.

Ifølge psykolog Dorthe Berntsen i artiklen ”Børn kan godt digte” i ”På den anden side” (se kilder), er problemet, at det i de fleste tilfælde er uhyre vanskeligt at afgøre, om et barn er blevet misbrugt eller ikke. Hun nævner følgende forklaringer:

     · Der gives næsten ingen sikre tegn på seksuelt misbrug, hverken lægelige eller psykologiske.

     · Uklarheder ved børns udtalelser forhindrer som regel en systematisk efterforskning.

     · Små børn skal gerne have voksenhjælp for at strukturere og genfortælle konkrete hændelser, og en hjælp præget af en bestemt mistanke kan derfor påvirke barnet til at bekræfte noget, som ikke er sket.

     · Børn kan påvirkes af voksnes direkte eller indirekte udtrykte fordomme mod bestemte personer.

     · Gentagne interviews, der kredser om en bestemt mistanke eller forestilling, kan efterhånden få børnene til at bekræfte og endda brodere videre på hele det opdigtede hændelsesforløb.

     Dorthe Berntsen fortæller endvidere om en amerikansk undersøgelse, hvor 119 kliniske børnepsykologer blev sat til at vurdere en videooptagelse af 10 børns udsagn. De fem af børnene fortalte om en virkelig hændelse, mens de andre fem fortalte en opdigtet historie, og psykologernes opgave var nu at vurdere, hvilke børn der talte henholdsvis sandt eller usandt. Deres samlede resultat var bekymrende, idet de tog fejl i omkring halvdelen af tilfældene, hvilket peger på, at det ikke i sig selv øger retssikkerheden at optage et barns vidneudsagn på video, da det er vanskeligt at afgøre, om et barn taler sandt eller ej.

Ifølge psykolog Lena Hellblom Sjögren i artiklen ”Når mistanken opstår” i ”På den anden side” (se kilder) viser flere undersøgelser, at børn som regel forsøger at svare i overensstemmelse med det, de opfatter som de voksnes forventninger snarere end med deres viden om, hvad der faktisk er sket. Hun forklarer, at børn også forsøger at tilpasse sig, selv om de voksne stiller underlige spørgsmål, fordi de forventer, at voksne stiller ærlige og logiske spørgsmål, som kræver et svar. Endvidere fremhæver hun, at børn påvirkes af spørgerens tone og pågåenhed i måden at spørge på, og at gentagende ja/nej spørgsmål for eksempel kan påvirke barnet til at fortælle om begivenheder, som det slet ikke har nogen erindring om.

Ifølge Dorthe Berntsen synes den bedste udvej at være tiltag, der prøver at imødegå svaghederne ved børnenes vidneudsagn. Hun skriver:

     · Det er vigtigt, at den, der udspørger barnet, ikke kun stiller spørgsmål, der kredser om deres mistanke, men også stiller spørgsmål, som søger at få mistanken afkræftet.

     · Det er vigtigt i forbindelse med en eventuel retssag at forsøge at kortlægge hvordan, barnets vidneudsagn er blevet til. At finde ud af, hvor lang tid der gik fra den første mistanke blev rejst, til videooptagelsen af barnets udsagn blev foretaget. Hvor ofte barnet er blevet udspurgt, og af hvem og hvordan.

     · Man kan vælge rutinemæssigt at indkalde forældre som vidner i retssager eller i det mindste forsøge at skabe sig et overblik over hvordan og hvor ofte forældrene har udspurgt barnet.

Ifølge ”Seksuelle overgreb mod børn i Danmark” (se kilder) omfatter seksuelle overgreb i barndommen meget forskellige handlinger. Lige fra udfordrende blikke og beluring over blufærdighedskrænkende handlinger såsom blotteri, opfordring til seksuel aktivitet, berøring, befamling af bryster og kønsdele til gennemført, eventuelt gennemtvunget, samleje.

Det er de voksne, der definerer, hvad der er et seksuelt overgreb. Definitionen varierer fra land til land og afspejler det pågældende samfunds sociale og kulturelle normer for, hvad voksne bør og ikke bør gøre med børn. Seksuelle overgreb defineres overordnet set af det pågældende lands behandlings- og retssystem. Ifølge ”Mænd i mørket” (se kilder) er seksuelle relationer mellem voksne og børn tilladt i Indien for eksempel, blot der ikke er tale om penetration. I Danmark er alle former for seksuelt samkvem med unge under 15 år strafbart, uanset om den unge selv mener sig parat og villig til at indgå i et seksuelt forhold.

Ifølge den danske straffelov er det strafbart at have kønslig omgang med et barn under 15 år. Dog er aldersgrænsen 18 år, hvis den unge er betroet i ens varetægt, eksempelvis som elev, stedbarn eller lignende. Tidligere var det alene samleje, der var i fokus, men ved lov af maj 1981 blev der straffemæssig ligestilling mellem samleje og anden kønslig omgang, der eksempelvis kan være indføring af genstand i mund, skede eller endetarm, beføling af blottede kønsdele, bryster eller endetarmsåbning og onani med berøring af ofrets krop. Straffen vurderes individuelt i hvert enkelt tilfælde men kan være op til 8 år. Hvis barnet er under 12 år, eller hvis gerningsmanden har tvunget sig ret til samleje, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.

     Blufærdighedskrænkelser er også forbudt ifølge straffeloven og kan give op til 4 års fængsel. For eksempel handlinger som beføling, blotteri, beluring, mundtlig uterlighed som telefonsexchikane, forevisning af pornografi eller medvirken til videooptagelse med pornografisk indhold.

     Straffene var tidligere mildere, men i 1997 trådte en lovændring af straffeloven i kraft, som indebar en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, navnlig seksualforbrydelser begået mod børn.

I tilknytning til lovændringen af 1997 blev det besluttet at etablere to forsøgsordninger af tre års varighed med behandling af personer, der har begået seksualforbrydelse. I 2000 blev der foretaget en midtvejsevaluering af ordningen, som førte til, at den blev gjort permanent. Ordningen har følgende elementer:

     · Kriminelle med en dom på op til 4 års fængsel for seksuelt misbrug får tilbudt psykiatrisk behandling under afsoning via en visitationsordning i Anstalten ved Herstedvester.

     · Kriminelle med domme under halvandet års fængsel tilbydes behandling af mindst to års varighed i stedet for frihedsstraf. Behandlingen foregår på Rigshospitalets sexologiske klinik, Psykiatrisk Hospital i Aarhus og Odense Universitetshospital/Psykiatrisk Hospital Middelfart.

     Ifølge artiklen ”Pædofile uden for rækkevidde” i Berlingske Tidende (se kilder) kan en dømt ikkevoldelig pædofil, der vælger at modtage en behandlingsdom, tage hjem til sig selv efter et tre til seks måneders ophold på et af Kriminalforsorgens pensionater mod at møde op en gang ugentligt til en samtale med en psykolog på en af landets tre sexologiske afdelinger i en toårig periode. Herefter er vedkommende fri.

Meningen med at tilbyde krænkerne behandlingsdomme frem for udelukkende fængselsstraffe er et håb om, at behandlingsmiljøet kan give de seksualkriminelle tryghed og tillid, som får dem til at åbne op omkring de psykiske problemer, som man formoder ligger til grund for begåede overgreb. Formålet med den psykiatriske behandling er at ændre den pædofiles adfærd, og behandlingen er således en kombination af psykoterapi og social træning. Ifølge ”Sex og psyke” (se kilder) forsøger terapeuten at indgyde personen et bedre selvværd og resocialisere ham/hende og frem for alt forsøger terapeuten at hjælpe personen til at få et normalt voksent forhold til en alderssvarende partner.

     En del har svært ved at forstå, hvad deres overgreb har af betydning for ofret, men det forsøger terapeuten at åbne op omkring. Hvis krænkeren ikke viser bedringer i løbet af terapien, kan behandlingen suppleres med kønsdæmpende medicin såsom antihormoner eller antidepressiva, der hæmmer kønsdriften.

Ifølge artiklen ”Pædofile uden for rækkevidde” i Berlingske Tidende (se kilder) har forsøgsordningen dog ikke foreløbig givet synlige resultater. Ud af de 622 personer, der i perioden 1997 til 2004 er blevet idømt straf for seksuelle overgreb, er det kun en tredjedel, der er blevet behandlet, og de viser ikke synlige fremskridt frem for den ubehandlede gruppe. I artiklen udtaler overlæge på Retspsykiatrisk Afdeling i Århus, Trine Arngrim, at der er nogle, der begår seksuelle overgreb, som ikke kan behandles, fordi de hverken kan ændres eller ønsker at blive det. En del pædofile kan ikke helbredes, fordi de ikke betragter sig selv som syge men blot betragter sig som havende et begær, der er uacceptabelt af samfundet. Som en pædofil udtrykker det i ”Mænd i mørket” (se kilder), så “Kan vi jo ikke gøre for det, vel? At vi er som vi er? Man kan jo ikke gøre for, at man godt kan lide salmiaklakrids eller flæskesteg med sprød svær, vel?... Og jeg kan ikke se, at der er en sygdom i det”.

     Ann-Charlotte Bondam, der er psykolog på Anstalten for seksualforbrydelser i Herstedvester siger i artiklen ”Pædofile uden for rækkevidde”, at “de pædofile er ret svære at ændre, mens voldtægtsforbrydere og nogle, der har begået incest, er nemmere at nå.” Et svensk behandlingsprojekt fra 1984 viser dog noget bedre resocialiseringsresultater for pædofile ifølge ”Det seksuelle overgreb – krænkerens profil” (se kilder).

     Pædofili kan tilsyneladende ikke helbredes fuldstændig via de behandlingsmetoder, man har anvendt op til i dag. Det er dog i nogle tilfælde muligt via terapi og medicinsk behandling at ændre den pædofiles adfærd.

Ifølge dansk straffelov er det forbudt at eje og udbrede børnepornografisk materiale. Hvis man anvender børn eller unge til pornomodeller, kan man blive straffet med fængsel op til 6 år. Hvis man selv ejer børnepornografi, kan man straffes med bøde eller med fængsel op til 1 år mens, hvis man sælger børnepornografisk materiale, så kan man straffes med fængsel på op til 2 år.

     Her er den direkte gengivelse af ”Kapitel 23: Straffeloven § 235 – børnepornografi” (se kilder):

     ”Efter straffelovens § 235, stk. 1, straffes den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.

     Efter straffelovens § 235, stk. 2, straffes den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 1 år. Dette gælder dog ifølge § 235, stk. 3, ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.

     Ved ”utugtige” fotografier, film eller lignende forstås billedoptagelser, hvor personen under 18 år har samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, hvor der i forhold til personen under 18 år anvendes genstande på en måde, der svarer til samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, eller hvor personen under 18 år anvendes som model for fotografering af kønsdele eller seksuelt prægede berøringer. Lydoptagelser falder uden for bestemmelsen. Tegninger falder også uden for bestemmelsen. Der er i retspraksis eksempler på, at der ved vurderingen af, om en sammenhængende serie af fotografier er ”utugtige”, anlægges en helhedsvurdering, hvorefter billedserien i sin helhed anses som ”utugtig”, selv om kun et mindre antal af de enkelte fotografier i serien isoleret set er ”utugtige”, jf. TfK 2006.522 Ø og UfR 2008.540 Ø.

     Ved ”andre utugtige visuelle gengivelser” forstås navnlig computergenerede billeder, der ikke afbilder en virkelig person under 18 år, men bortset fra det fiktive har fuld lighed med et fotografi. Den fiktive fremstilling skal således fremtræde på tilnærmelsesvis samme måde som fotografier og lignende.”

Der foregår hele tiden en produktion og en udveksling af nye fotos og videoer i lukkede pædofilnetværk på Internettet. Billederne omfatter alt fra nøgenfotos af børn og teenagere til samlejescener med børn i alle aldre. Den seneste udvikling er længere videooptagelser, der kan modtages med en særlig dekoder. På den måde kan man få liveoptagelser med børnesex leveret lige ind i sin stue via computerskærmen. Der er eksempler på meget makabre optagelser på Internettet fra det tidligere Jugoslavien, hvor kvinder og børn voldtages og dræbes foran kameraet. Efter kommunismens fald er en stor del af pornoindustrien flyttet fra Sydøstasien til Østeuropa, til lande som Rumænien, Baltikum, Polen og Rusland.

Danmarks forskellige politikredse har det primære ansvar for bekæmpelse af it-kriminalitet. Til brug i efterforskningen har Rigskriminalpolitiet oprettet et EU-finansieret digitalt referencebibliotek, der opdeler og kategoriserer billedstoffet på Internettet i genkendelige dele. Nye billeder sammenlignes med tidligere. På den måde kan man finde ud af, om børn optræder flere gange, om baggrunden er den samme, med videre. I de seneste år har rigspolitiet ifølge ”Børnepornografi på Internettet” (se kilder) konstateret en kraftig stigning i antallet af anmeldelser angående børnepornografisk materiale på Internettet.

     Der samarbejdes internationalt om bekæmpelse af børnepornografi på Internettet, Arbejdet foregår i de internationale organisationer Red Barnet, Unesco, UNICEF, ECPAT. Politimyndighederne i de forskellige lande samarbejder via Interpol og Europol om at bekæmpe børneporno på nettet. Både EU, Europarådet og FN er engageret i bekæmpelsen af børnepornografi.

I Sverige indførtes i maj 2005 et antipornofilter. Alle, der falder over en mistænkelig hjemmeside, kan henvende sig til en hotline-service eller direkte til politiet. Er siden hjemmehørende i Sverige, kan den umiddelbart lukkes, mens hvis den ligger på en udenlandsk server, så må politiet bede de ni tilknyttede internetudbydere om centralt at blokere adgangen til netop den side. Hvis en person forsøger at åbne en sådan side på sin computer, får vedkommende en meddelelse om, at han/hun er ved at overtræde loven. I oktober 2005 indførte Rigspolitiet i samarbejde med Red Barnet og TDC et tilsvarende filter i Danmark. Efter en måned oplyste Rigspolitiet, at cirka 1.200 personer hver dag ryger i filtret, kan man læse i artiklen ”Børnepornofilter stopper 1.200 dagligt” på dr.dk (se kilder).

I 1989 blev der i FN-regi vedtaget en Konvention om Barnets Rettigheder, også kaldet Børnekonventionen. Den blev godkendt og underskrevet af Danmark i 1991, og den har i dag tilslutning stort set over hele verden.

     FN har en børnefond, der hedder UNICEF, som blandt andet arbejder på og støtter regeringer og frivillige organisationer, der arbejder på at bekæmpe seksuelt misbrug af børn.

EU har taget forskellige initiativer til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn og misbrug af børn:

     · I 1997 vedtog Rådet en fælles aktion, hvor det eksempelvis blev pålagt medlemslandene at sikre, at seksuel udnyttelse af børn er strafbart. Desuden fremhævedes væsentligheden af et øget samarbejde medlemslandene imellem omkring efterforskning af sager om seksuel udnyttelse af børn.

     · I 1998 vedtog Rådet et børneprogram som arbejder for at styrke den juridiske og sociale beskyttelse af børn.

I marts 2000 traf Højesteret i to kendelser bestemmelse om, at den mistænkte i sager om seksuelle krænkelser skal have ret til at overvåge videoafhøringen af barnet i et tilhørende lokale i samvær med en forsvarsadvokat. Via politibetjenten, som afhører barnet, fik forsvareren i samarbejde med mistænkte dermed mulighed for at stille spørgsmål til barnet, for at kunne udrede eventuelle misforståelser. Forsvarsadvokat Thomas Rørdam siger i artiklen ”Stor risiko for justitsmord” i ”På den anden side”, at det var en klar forbedring af retssikkerheden. Modsat mener Børnerådet, at det var et tilbageskridt for børns retssikkerhed, da et misbrugt barn vil ofte være bange for gerningsmanden.

     I 2003 blev lov nummer 228 af 2. april vedtaget. Herved blev det forbudt den mistænkte at overvære afhøringen. Mistænkte får i stedet mulighed for umiddelbart efter at gennemse afhøringen på video med sin forsvarer.

Som en opfølgning på den tværministerielle redegørelse er der siden etableret flere videnscentre og forskningsnetværk, der beskæftiger sig med seksuelle overgreb på børn:

     · SMB, eller Team for Seksuelt Misbrugte Børn, er placeret på Rigshospitalet og modtager børn, hvor der er mistanke om overgreb. Centret forsker i behandlingen af børn og rådgivning af myndigheder og har hovedsageligt fokus på de sundhedsmæssige forhold.

     · SISO, eller Videnscenter for sociale indsatser ved seksuelle overgreb mod børn, er placeret i Åbenrå. Det indsamler og formidler viden om sociale indsatser mod seksuelle overgreb på børn, rådgiver myndigheder samt koordinerer og iværksætter initiativer på det sociale område.

     · Forskningsnetværk om bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn og unge består af fagfolk fra forskellige områder og med forskellig ekspertise. Det er etableret for at opnå en tværfaglig forskningsmæssig og praktisk indsats mod seksuelle overgreb mod børn.

For at forebygge seksuelle overgreb og misbrug i institutioner og organisationer, blev Bekendtgørelse nummer 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister, paragraf 36, vedtaget. Den gør det muligt for såvel offentlige myndigheder og institutioner som private foreninger og organisationer at indhente oplysninger fra Kriminalregistret om, hvorvidt en person, der er ved at blive ansat i en stilling, hvor han/hun har direkte kontakt med børn, er tidligere straffet for et seksuelt overgreb mod et barn under 15 år. Oplysningerne videregives fra Kriminalregistret som særlige Børneattester, der indeholder oplysninger om domme om sædelighedsforbrydelser mod børn.

Den 16. juni 2005 vedtog VK-regeringen et lovforslag sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, som skal sikre, at idrætsforeninger, spejderklubber, daginstitutioner og så videre skal indhente en børneattest, førend de ansætter personale, der skal have med børn under 15 år at gøre. Ifølge Kulturminister Brian Mikkelsen i artiklen ”En milepæl i kampen mod pædofili” på nyhedssitet netpressen (se kilder) er det “et afgørende skridt i kampen mod pædofili… Målet er, at der slet ikke udstedes nogen positive børneattester, fordi de pædofile undlader at forsøge at komme ind i bl.a. idrætsforeninger, når de ved, at børneattesten vil afsløre dem.” Ifølge samme artikel er der udstedt over 169.000 attester fra 2001, hvor den frivillige børneattestordning blev indført, til sommeren 2005. I 26 tilfælde har ordningen afsløret personer, der tidligere har været dømt for pædofile forhold.

Pædofilifrygten sniger sig dybere og dybere ind i vores samfund og regulerer vores omgang med børn – både i daginstitutioner og familierne, vurderer forskningsgruppen Paradox ved Aarhus Universitet. Gruppen forsker i måden, frygt for pædofili og pædofilianklager kommer til udtryk i samfundet på og de konkrete konsekvenser, den får. I den såkaldte retningslinjeundersøgelse fra 2012 konkluderer forskningsgruppen, at frygten for pædofili har resulteret i en række restriktioner i daginstitutioner, der skal forebygge potentielle pædofilisager. Seks ud af 10 institutioner har indført omfattende regelsæt, der skal beskytte personalet mod mistanke og pædofilianklager, men som i påvirker eller begrænser børns naturlige udvikling og basale behov for nærhed og tryghed. Det kan f.eks. være forbud imod, at børnene leger doktorlege med hinanden eller viser sig nøgne overfor hinanden i det hele taget, leger i puderum uden opsyn, ligesom det er blevet almindeligt udbredt, at mandligt personale f.eks. ikke må skifte ble eller assistere ved toiletbesøg uden opsyn og tage et barn på skødet for at trøste det (se kilder).

     I undersøgelsen ”Det kan være pinligt for forældrene” foretaget af Sex & Samfund i 2017 svarer 74 % af de interviewede pædagoger og ledere, at den fysiske indretning af institutionen har betydning for arbejdet med at fremme børns seksuelle udvikling og kropslige udfoldelse.   Alligevel bliver puderummene nedlagt i mange daginstitutioner i forsøg på at forebygge seksuelle krænkelser og potentielle mistanker om overgreb eller såkaldt upassende nøgenhed. Det fortæller Else-Marie Buch Leander, forsker i udviklingen af synet på børns seksualitet ved Aarhus Universitet i artiklen ”Angstens konkrete konsekvens: Farvel til det farlige puderum” på Bupl.dk.

     ”Pædagoger fortæller om mere omfattende overvågning af børnene end tidligere. Der er en tendens til, at det virker ind på den måde, man bruger institutionerne på: Puderum nedlægges, nogle sætter spejle op, andre fjerner tæpper fra huler, så børnene ikke kan lege doktorlege i skjul for pædagogernes blikke”, siger Else- Marie Buch Leander i artiklen (se kilder).

     I spørgeskemaundersøgelsen ”Mistanke om pædofili og frygt for pædofilianklage i daginstitutioner og befolkning” (se kilder) foretaget blandt både pædagoger og almindelige danskere undersøger forskningsgruppen, om interviewpersonerne har ændret adfærd for at undgå at blive mistænkt for pædofili, eller om de selv er blevet mere mistroiske over for andre. Undersøgelserne konkluderer blandt andet, at det ikke alene er mandlige pædagoger, der er bange for at blive mistænkt eller anklaget for at være pædofil eller børnekrænker. Både fædre og bedstefædre rammens i dag helt ind i deres identitet, og det påvirker den måde, de er sammen med deres børn på, ved at de for eksempel afholder sig fra intime situationer med barnet (bad, toiletbesøg osv.), som tidligere var helt naturlige.

     I artiklen ”Pædofili: Den værste anklage af alle” i Kristeligt Dagblad (se kilder) forklarer forsker bag undersøgelserne Else Marie Buch Leander, at forældrenes stigende bekymring for, at deres børn bliver udsat for pædofili også skyldes, at de som forældre er på afstand af deres børn i stadigt flere timer om ugen, mens de er i daginstitution. Men også at mediernes ofte sensationelle beskrivelser af pædofilisager har øget frygten.

Skriftlige kilder indikerer, at der har eksisteret pædofile relationer så langt tilbage i den menneskelige historie, som vi har kendskab til, og det er nok utopisk at tro, at pædofile forhold vil forsvinde fra verden, selv om der i mange lande i dag forsøger at bekæmpe det. En gallupmåling fra maj 2004 viste ifølge ”Vi er åbne for brug af tortur” i Berlingske Tidende (se kilder), at 24 % af danskerne er villige til at godtage brug af tortur over for personer, der mistænkes for at medvirke i pædofili. Det indikerer, at der er meget kraftig modstand mod pædofili i den danske befolkning. Det er ifølge “Seksuelle overgreb mod børn i Danmark” (se kilder) rimeligt at antage, at voksnes reaktioner mod de seksuelt krænkede børns oplevelser er en afgørende faktor for, hvilke konsekvenser overgrebet har for barnet. Det er således væsentligt, at pædofili ikke bliver tabuiseret, da det både vanskeliggør barnets healingsproces og hindrer den væsentlige indsamling af viden om seksuelle overgreb mod børn samt følgerne deraf.

Den hollandske børnerettighedsorganisation Terres Des Hommes forsøgte sig i 2013 med et projekt, der skulle hjælpe dem med at finde frem til pædofile. De skabte en såkaldt virtuel 10-årig filippinsk pige. Bag hendes profil sad fire medarbejdere fra organisationen og chattede med mænd fra hele verden over internettet.   ”På de 10 uger projektet kørte, lykkedes det os at finde identiteten på 1000 mænd fra 71 lande. De ni af dem var danske. Det materiale overdrog vi til de danske myndigheder”, siger projektleder Hans Guijt til i artiklen ”Robotter i krig mod pædofile: De skal findes, skræmmes og stoppes” på TV2.dk (se kilder). Men medarbejderne kunne kun styre et vist antal chats ad gangen. Derfor fik de ideen til at udvikle robotter, der er programmeret til at hive oplysninger ud af de pædofile, som organisationen kan bruge til at identificere dem. Robotterne agerer som børn ved f.eks. at lave slåfejl, bruge slang og skrive med et begrænset engelsk ordforråd. Indtil videre er to danske mænd blevet dømt på baggrund af det hollandske projekt.