Slaveriet i USA

Slaveri – køb og salg af samt råderet over mennesker som 'ejendom' – var en institution i de britiske kolonier i Nordamerika fra starten af 1600-tallet og blev videreført i en række stater i det uafhængige United States of America. De mennesker, der blev brugt som slavegjort arbejdskraft, var importeret fra det afrikanske kontinent, men også andre befolkningsgrupper - heriblandt oprindelige folk i Nordamerika - blev slavegjort. I løbet af 1800-tallet afskaffede flere nordstater institutionen, mens sydstaterne udvidede slaveriet, som spillede en central rolle i bl.a. bomuldsproduktion. Nordstaternes økonomi var derimod lagt an på fremstillingsindustri og lønarbejde. De økonomiske modsætninger førte til den amerikanske borgerkrig i 1861, og da krigen i 1865 faldt ud til nordstaternes fordel, blev slaveriet afskaffet på føderalt niveau. I dag bliver begrebet ’moderne slaveri’ brugt som betegnelse for levevilkår og arbejdsforhold, hvor mennesker er underlagt forskellige former for tvang, ofte i tilknytning til begrebet ’menneskehandel’. Desuden bliver arven efter slaveriet som institution fortsat diskuteret, ikke mindst i USA

Der er ikke enighed om definitionen af slaveri, men ifølge Encyclopædia Britannica

  er de fleste forskere enige om følgende kendetegn ved slaveri som institution:   A) en person, der er gjort til slave, anses ikke for at være menneske i egen ret, men derimod ejendom eller 'løsøre'. En slavegjort person er dermed:   B) objekt for loven, underlagt ejendomsret og ikke et subjekt med egne rettigheder. I de fleste samfund med slaveinstitution har slavegjorte dog haft visse rettigheder som 'levende' ejendom i stil med dyr; f.eks. i form af grænser for, hvilken grad af vanrøgt der var tilladt.   Slaveri som institution, som det blev praktiseret i f.eks. USA gennem 17.-19. århundrede, var altså en lovlig og integreret del af samfundsøkonomien, hvor nogle mennesker var frataget deres status af juridiske subjekter med egne rettigheder, og i stedet tilhørte andre mennesker. Ifølge lex.dk

  kan man opdele slaveri i to typer: ”Domestisk eller patriarkalsk slaveri omfatter personer, der tjener ejerne i deres hjem eller er tilknyttet offentlige institutioner; produktionsslaveri blev bl.a. brugt i plantagedriften i Amerika og er måske derfor den bedst kendte slaveriform, selvom den igennem tiderne har været sjælden.”    I daglig tale er det mest almindeligt at bruge ordet ’slave’ om personer, der lever i slaveri, men det bliver stadig mere udbredt i stedet at tale om ’slavegjorte’. Det er for at understrege, at der er tale om mennesker, som et socialt og juridisk system har gjort til slaver.

I nordstaterne arbejdede slavegjorte typisk som tjenestefolk, håndværkere og industriarbejdere og var ofte koncentreret i byområderne. I sydstaterne blev slavearbejdskraften derimod primært brugt i landdistrikterne. Slaveri var centralt for den arbejdskraftintensive produktion af sukker, ris, tobak og bomuld, og antallet af mennesker i slaveri var derfor proportionelt og antalsmæssigt langt højere i Syd end i Nord. Særligt fra slutningen af 1700-tallet boomede bomuldsproduktionen – bl.a. som følge af opfindelsen af egreneringsmaskinen til bomuld (cotton gin), patenteret i 1794, der gjorde det muligt at udskille bomuldsfibre maskinelt – og det samme gjorde slaveriet i sydstaterne. En stor del af den bomuld, som blev dyrket af slaver i USA, blev eksporteret til England.   Ifølge bl.a. historikeren Eric Williams

  var det ikke mindst egreneringsmaskinen, som flyttede det handelsmæssige tyngdepunkt fra de gamle kolonier i Caribien til det nye uafhængige Amerika. Fra 1792 til 1801 steg den britiske import af bomuld fra Amerika fra ni til næsten 31 millioner dollar. ”Opkomsten af negerslaveri kan udtrykkes med tre ord: I Caribien, Sukker; på fastlandet, Tobak og Bomuld. (…) Sukker, tobak og bomuld krævede store plantager og horder af billig arbejdskraft”.   Historikeren David Brion Davis

  udtrykker det således: ”Vi må erkende den ultimative selvmodsigelse, at vores frie og demokratiske samfund blev muliggjort af omfattende slavearbejdskraft”.

Slaveri som institution var først og fremmest et økonomisk system. Det hvilede på en verdensorden, hvor dele af verden blev koloniseret, og ressourcerne – herunder menneskelig arbejdskraft – plyndret. Men slaveriet (og kolonialisme som sådan) blev legitimeret kulturelt gennem forestillinger om, at nogle mennesker var af laverestående race eller befandt sig på et lavere civilisationstrin og derfor ikke havde samme rettigheder som hvide. Den slags kulturelle forestillinger var også udbredte blandt nogle af dem, som blev kendt for at have bidraget til at afskaffe systemet. For eksempel præsident Thomas Jefferson, der i 1808 gjorde det ulovligt at fragte flere slavegjorte mennesker til Nordamerika – men lod selve slaveriet forblive lovligt. Jefferson selv brugte slavearbejdskraft, og den frie sorte revolutionære abolitionist (slaverimodstander) David Walker fastholdt, at Jefferson hørte til blandt fjenderne pga. hans holdninger til sorte som værende ”uheldige mennesker”, der tilhører en ”laverestående” race. Den slags holdninger havde Jefferson bl.a. redegjort for i sin bog ”Notes on the state of Virginia” fra 1785

.   ”Det er i sandhed forbavsende, at en så dannet mand (…) kan tale således om mænd i lænker,” skrev Walker om Jefferson: ”Jeg ved ikke, med hvad jeg skal sammenligne det, andet end med at sætte en vild hjort ind i et jernbur (…) og placere ved dens side en anden hjort, derpå lade den løbe, og forvente, at hjorten i buret kan løbe lige så hurtigt som den i frihed”, skrev Walker

.

Slaveriet som institution var mest udbredt i de nordamerikanske stater, men udsprang af de europæiske kolonimagters opfattelse af lokale befolkninger som en form for undermennesker. Selvom slaveri f.eks. aldrig har været tilladt i Storbritannien og blev eksplicit forbudt i 1772, gjaldt det ikke for kolonierne.   Historikere som bl.a. Eric Williams peger på modsætningen mellem en fortælling om et gradvist mere oplyst og moralsk progressivt Europa, hvor slaveri var forbudt inden for staternes grænser, og det forhold, at den europæiske økonomi trak sin styrke fra netop slaveriet i såvel USA som i de andre europæiske kolonier – for Danmarks vedkommende de Vestindiske øer. Her var slaveri tilladt og bredt praktiseret frem til 1792. Ifølge Nationalmuseets opslag om slaveri i Dansk Vestindien skønner man, at 120.000 mennesker blev fragtet til Caribien som slavegjorte

.   Slaveri var afgørende for opkomsten af den ”moderne” verden, skriver Williams

: ”det skaffede sukkeret til den vestlige verdens te og kaffekopper. Det producerede den bomuld, som udgjorde fundamentet for moderne kapitalisme. Det skabte det Amerikanske Syd og de Caribiske øer”. Modstanden mod slaveri var heller ikke udbredt i Storbritannien, før den amerikanske revolution havde løsrevet de britiske kolonier i Nordamerika fra den britiske krone og dermed svækket de direkte økonomiske fordele af slaveri.

I 1619 blev de første sorte arbejdere bragt til den britiske koloni Jamestown i Virginia, Nordamerika, af hollandske handelsskibe. Denne gruppe anføres som regel som de første, der levede i slaveri i Nordamerika, men økonomen Robert Evans Jr.

  mener, at de snarere blev solgt som ”indentured servants”, stavnsbundne tjenestefolk på kontrakter, på lige vilkår med hvide ditto. I 1662 indførte Virginia den første lov, i hvilken sorte, kaldet “negroes”, blev omtalt som “slaver”. Det var imidlertid først i løbet af 1700-tallet, at importen af sorte mennesker til slaveri for alvor tog fart i Nordamerika.   Ifølge Encyclopædia Britannicas ”Guide to Black History”

  gjorde slavelovgivningen i Virginia det fra 1705 lovligt at holde enhver person 'importeret' fra et ikke-kristent land som slave. Det var desuden tilladt, at kolonisatorer købte native americans fra andre native americans, blot måtte kolonisatorerne ikke selv gøre native americans til slaver. I årene omkring uafhængighedskrigen voksede modstanden mod slaveri i det, der siden blev til USA. Ikke desto mindre beskyttede den amerikanske forfatning fra 1787 staternes ret til at opretholde slaveriet og udvide det ved at importere flere slavegjorte.

Ifølge historikeren José Luciano Franco

  fragtede briterne over to millioner slavegjorte fra det afrikanske kontinent til kolonierne i Caribien og i Amerika (herunder Sydamerika) mellem 1680-1786. Fra 1776-1800 blev i alt næsten to millioner yderligere slavegjorte fragtet til de amerikanske kolonier af hhv. britiske, franske, hollandske, portugisiske og danske handlende (for Danmarks vedkommende primært til kolonien Dansk Vestindien i Caribien). Fra Caribien blev mange slavegjorte senere fragtet til Nordamerika. Ved folketællingen (Census) i 1860 blev det samlede antal mennesker i slaveri i Nordamerika opgjort til ca. fire millioner. Børn født af slavegjorte blev som udgangspunkt også betragtet som slaver i lovens øjne. Ifølge Encyclopædia Britannica levede omkring 40 procent af befolkningen i sydstaterne i slaveri – i South Carolina var det over 60 procent – i midten af 1800-tallet

.

Modstandere mod slaveri blev kaldt ’abolitionister’. Historikeren James M. McPherson definerer en abolitionist som ”en, der før borgerkrigen havde agiteret for øjeblikkelig, betingelsesløs og total afskaffelse af slaveri i USA”

.   I 1775 blev The Pennsylvania Abolition Society – også kaldet Society for the Relief of Free Negros Unlawfully Held in Bondage – stiftet for at agitere for afskaffelse af slaveri i USA. Blandt stifterne var mange kvækere – officielt kaldet The Society of Friends – og andre kristne grupper, som mente, at slaveri var ukristent. I 1833 blev The American Anti-Slavery Society (AASS), hvor sorte var ledende, stiftet.   Også i den gryende kvindebevægelse arbejdede mange grupper mod slaveri. Blandt de kendte kvindelige abolitionister var bl.a. Anna Julia Cooper (1858-1964), den fjerde sorte kvinde i USA's historie som tog en ph.d.-grad. Hun argumenterede bl.a. for uddannelse af sorte og kvinder som vejen ud af slaveriet. Hun var med til at grundlægge Colored Women's League, der senere blev til National Association of Colored Women (NACWC), som blev en indflydelsesrig bevægelse efter afskaffelsen af slaveriet, og som stadig eksisterer.

Ifølge sociologen Angela Jones (se kilde 6) blev David Walker (1785-1831) med sin pamflet 'Appeal' – kendt som Walkers Appeal – fra 1830 en af hovedfigurerne i slaverimodstanden. Walkers mor var fri og hans far slavegjort, og selv var han født fri i staten North Carolina i 1785. I 1826 slog han sig ned i Boston, Massachusetts, der var blevet et epicenter i modstanden mod slaveri. Han åbnede en butik med brugt tøj og distribuerede sin pamflet ved at lægge den i lommerne på tøjet, som bl.a. blev solgt til sømænd. Således blev hans kampskrift mod slaveri hurtigt spredt over store afstande. Walker skrev også for flere abolitionist-aviser, og i en af dem blev Walker's Appeal trykt i fire dele i 1830.   Walker opfordrede i sin pamflet hvide til at komme til fornuft og leve i fredelig sameksistens med sorte. Hvis hvide fortsat insisterede på brutal undertrykkelse af sorte gennem slaveri, opfordrede Walker til væbnet modstand.   ”Tro dette, der er på ingen måde mere ondt i at dræbe en mand, som forsøger at dræbe dig, end i at tage et glas vand, når du er tørstig”, skrev Walker i appellen

.   Det var for skrap kost for andre abolitionister, bl.a. Frederick Douglass (1817-1895), der var født i slaveri i Maryland, men flygtede, blev fængslet og siden slap fri, hvorefter han tilsluttede sig abolitionistbevægelsen i New England og grundlagde en abolitionist-avis og et magasin. Også Douglass krævede fuldstændig afskaffelse af slaveri, men mente, at det skulle foregå gennem demokratisk og moralsk reform. Han var en kirkens mand, men kritiserede den del af kirken, som undlod at støtte abolitionisterne eller direkte støttede slaveriet.

Under den Haitianske revolution 1791-1804 gjorde 500.000 slavegjorte oprør i den franske koloni Saint-Dominque. De omstyrtede kolonimagten og oprettede en fri stat. Denne revolution inspirerede særligt sorte abolitionister i USA, og bl.a. David Walker opfordrede sorte i USA til at studere den haitianske historie og lade sig inspirere af den. Det har bl.a. historikeren Patrick Bellegarde-Smith skrevet om

. Også på de dansk vestindiske øer gjorde sorte oprør. Efter slaveriets ophør arbejdede de mennesker, der tidligere havde været slavegjort, under nærmest samme vilkår som før, og i 1878 rejste plantagearbejdere sig i det, der siden blev kendt som The Fireburn. På hjemmesiden The Fireburn Files findes en række dokumenter om opstanden

.   I 1850 blev The Fugitive Slave Act

  vedtaget i USA. Den pålagde enhver myndighedsperson at returnere bortløbne slaver til ejeren, også på tværs af stater. Det var en kontroversiel lov, som styrkede abolitionisterne. Deres indflydelse var vokset de foregående årtier i takt med, at nordstaterne blev stadigt mere økonomisk magtfulde i forhold til Syden. I 1861 udbrød Den amerikanske borgerkrig med spørgsmålet om slaveri som centralt omdrejningspunkt: Nord ville afskaffe det, Syd ville bevare det. Nogle historikere har karakteriseret krigen som en kamp mellem to eliter – industrieliten i Nord og ”plantagearistokratiet” i Syd (se Faktalink om Den amerikanske borgerkrig).

Slaveriet blev formelt afskaffet på føderalt niveau efter borgerkrigens afslutning i 1865, hvor Nordstaterne og hermed fortalerne for et samlet United States of America uden slaveri, vandt. Det medførte dog ikke ligestilling af sorte og hvide. I stedet trådte en række love til opretholdelse af raceadskillelse og et hierarki, hvor sorte var nederst. Lynchninger – hængninger uden rettergang – foregik desuden i stort omfang i særligt sydstaterne. Bl.a. den højreradikale bevægelse Ku Klux Klan, oprettet i 1865, stod bag mange lynchninger, overfald og mordbrande mod sorte.   I løbet af 1880'erne og 1890'erne blev 50-250 sorte hvert år lynchet efter anklager om alt fra voldskriminalitet over tyveri til skænderi med hvide, ifølge tal fra Chicago Tribune, optrykt i Ida B. Wells-Barnetts artikel ”Lynching Record 1890”

. Wells-Barnett (1862-1931) var sort rettighedsaktivist og blev berømt, da hun i en alder af 22 år nægtede at følge påbuddet om at rejse sig for en hvid i toget, og da togkonduktøren forsøgte at fjerne hende med magt, bed hun ham i armen.   Den institutionelle og juridisk sanktionerede raceadskillelse i USA blev først gradvist afviklet i løbet af 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne efter pres fra såvel militante som pacifistiske borgerrettighedsbevægelser.

Årene efter borgerkrigen 1861-1865 kaldes Reconstruction. Her blev The Emancipation Proclamation, der løste slavegjorte fra ejerskab og blev vedtaget af Nordstaterne med Abraham Lincoln i spidsen i 1863, implementeret. Den økonomiske hjælp, der var blevet lovet til at etablere et nyt liv i frihed, blev imidlertid ikke indfriet. Nogle valgte at blive hos deres tidligere ejere, nu arbejdsgivere, andre forsøgte at etablere egne landbrug eller søgte mod byerne efter lønarbejde. Udstillingen ”The African American Odyssey: A Quest for Full Citizenship” under Library of Congress, der ligger online, viser gennem mere end 240 historiske dokumenter “det sorte Amerikas stræben efter lighed fra den tidlige nationale æra op gennem det 20. århundrede”

.

Arven efter slaveriet, herunder den økonomisk hårde start på et liv i frihed samt den institutionelle raceadskillelse, har ifølge politiske aktivister og forskere lagt grunden til en fortsat grundlæggende ulighed mellem hvide og sorte. I løbet af det 20. århundrede blev der kæmpet om fortolkningen af samfundets tilstand i post-slaveri USA.   Magasinet Ebony, grundlagt i 1945, blev en populær platform for diskussion af den institutionelle racisme som en fortsættelse af det institutionelle slaveri. I 1965 udgav magasinet temanummeret ”The White Problem in America”, der vendte den gamle diskussion om 'The Negro Problem' på hovedet

.   Blandt vigtige bevægelser, der mente at undertrykkelsen af sorte ikke ophørte med slaveriets formelle afskaffelse, var f.eks. Black Liberation og Black Panther Party.   Angela Davis populariserede i 1997 begrebet The Prison-Industrial Complex i en tale af samme navn, og i den senere artikel "Masked Racism: Reflections on the Prison Industrial Complex" i magasinet ColorLines i 1998 argumenterer hun for, at tvangsarbejde i amerikanske fængsler – hvor sorte er stærkt overrepræsenterede blandt de indsatte – er en fortsættelse af det institutionelle slaveri

. En samling af hendes essays udkom i dansk oversættelse i 2022

.

Arven efter slaveriet i USA bliver fortsat diskuteret i såvel forskningscirkler som i politiske og sociale bevægelser. Projektet Abolition Notes, der udvikler gratis undervisningsmaterialer, er inspireret af borgerrettighedsaktivisten W.E.B. DuBois’ tanker fra essayet ”Black Reconstruction in America”. Her argumenterer han for, at to forestillinger om USA’s fremtid stødte sammen og fungerer parallelt efter borgerkrigens afslutning: Den ene er ideen om et demokrati bygget på frihed, oplysning og magt til folket; den anden er ideen om et profitdrevent produktionssamfund, anført af et autokrati, som er klar til for enhver pris at skaffe sig rigdom og magt.   Historien om slaveriet i USA var i mange år præget af hvides fortælling om, hvordan de ’gode’ hvide i Nord ud fra moralske og etiske hensyn afskaffede systemet med den amerikanske borgerkrigs afslutning. Men Abolition Notes er ét eksempel på en tradition, der får stadigt mere gennemslagskraft. Her bliver sortes egen frigørelseskamp trukket i forgrunden, ligesom slaveriet som institution bliver sat ind i en ramme af kritisk diskussion om økonomi og magt.  

Black History Month, der finder sted hver februar, er et andet knudepunkt for kampen om historien. Traditionen trækker tråde tilbage til 1915, hvor sorte amerikanere mødtes i Chicago for at markere 50-året for afskaffelsen af slaveri som institution, men begyndte først at blive kendt i sin nuværende form i løbet af 1960erne

. Det er en anledning til at sætte ekstra fokus på ikke bare historien set fra tidligere slavegjortes perspektiv, men også de nutidige konsekvenser af slaveriet i USA. For eksempel bragte mediet Democracy Now i februar 2024 et interview med lægen Uché Blackstock, som netop havde udgivet en bog om, hvordan strukturel racisme former indretningen af – og adgangen til – det amerikanske sundhedssystem

. Blackstock fortæller, at hun har skrevet bogen for at hjælpe læserne med at forstå, hvorfor USA i 2024 har så dybe raciale uligheder i sundhedssystemet, trods teknologiske og forskningsmæssige fremskridt. Her forklarer hun bl.a., hvordan strukturel racisme betinger sorte amerikaneres leve- og arbejdsvilkår på måder, der dramatisk forringer deres sundhed. De har af økonomiske årsager samtidig ringere adgang til sundhedsvæsnet, og når de har, bliver de mødt at ofte hvide læger, som statistisk set tager sortes sundhedsproblemer mindre alvorligt. Dertil sporer Blackstock bl.a. underrepræsentationen af sorte blandt læger i USA direkte til arven fra slaveri, som op gennem det 20. århundrede førte til lukninger af undervisningsinstitutioner domineret af sorte.

I de seneste årtier er begrebet slave i stigende grad blevet kritiseret for at være dehumaniserende i sig selv. Et menneske er ikke slave, men bliver slavegjort – gjort til slave (’enslaved’ på engelsk). Det er fortsat mest almindeligt at bruge begrebet slave frem for slavegjort i hverdagssprog, men inden for forskning og politisk aktivisme tager stadigt flere begrebet slavegjort til sig – netop for at markere et opgør med den mentalitet og det system, som forsøger at fratage nogle deres rettigheder og værdighed som mennesker. At det ikke blot er en akademisk diskussion, hvordan man taler om slaveri og de mennesker, der lever i det, forklarer journalisten Katy Waldman i en artikel i magasinet Slate

. Hun skriver bl.a.: »At reducere de mennesker, det angik, til et ikke-humant substantiv (…) reproducerer slaveriets vold på sprogligt niveau; at gøre sig af med begrebet er en form for frigørelse.«

I de seneste årtier er det blevet stadigt mere almindeligt at tale om ’moderne slaveri’ eller ’nutidens slaveri’. De begreber henviser dog oftest ikke til slaveri som institution, da det var en lovlig og integreret del af samfundsøkonomien. ’Moderne slaveri’ (se også faktalinket Moderne Slaveri) bliver derimod brugt som betegnelse for typisk illegale forhold, hvor individer er frarøvet grundlæggende rettigheder som bevægelsesfrihed og under forskellige former for direkte og indirekte tvang udfører arbejde for andre. Britiske Emily Kenway, der tidligere har arbejdet for The Anti-Slavery Commissioner, argumenterer i bogen The Truth About Modern Slavery

  for, at ’moderne slaveri’ er et juridisk og politisk problematisk begreb. Hun minder om, at det kun var muligheden for lovligt at eje andre mennesker, der blev afskaffet, da slaveri som institution blev ophævet. Det blev aldrig ulovligt at udnytte andres arbejdskraft. Kenway mener, at alle, der arbejder for andre, befinder sig på »et kontinuum af arbejdsvilkår, hvor der ikke er nogen klar skillelinje mellem det, der bliver betegnet som moderne slaveri, og det, der ikke gør«. I artiklen ”Moderne slaveri er ikke moderne, men en udnyttelse, der aldrig holdt op. Heller ikke i Danmark”

  diskuteres Kenways analyse af fænomenet i relation til den danske diskussion om ’menneskehandel’ og ’tvangsarbejde’.