Den amerikanske borgerretsbevægelse

Borgerretsbevægelsen er en af de mest gennemgribende bevægelser i det 20. århundredes USA. Med karismatiske ledere som blandt andre Martin Luther King tog den kampen op med flere hundrede års diskrimination og vold mod landets afroamerikanske borgere. I 1950'erne og 60'erne havde afroamerikanerne for alvor fået nok. Med massedemonstrationer, boykots og andre primært ikkevoldelige protester krævede de lige rettigheder og muligheder for alle.

     I dag har afroamerikanerne formelt opnået samme borgerrettigheder som hvide, og i 2009 fik landet sin første sorte præsident, Barack Obama. Men der er stadig lang vej, før afroamerikanerne har lige så gode levevilkår som den hvide majoritetsbefolkning.

     I 2013 opstod bevægelsen Black Lives Matter med en SoMe-kampagne drevet af hashtagget #BlackLivesMatter som en protest mod frifindelsen af George Zimmerman, som skød og dræbte den afroamerikanske teenager Trayvon Martin. Black Lives Matter er siden blevet en omfattende aktivistisk bevægelse, der kæmper mod systematisk diskrimination og undertrykkelse. Da en amerikansk politimand i slutningen af maj 2020 under en voldsom anholdelse dræbte George Floyd, skabte det omfattende demonstrationer i USA, som siden spredte sig til andre lande. Drabet på George Floyd har for alvor sat ild i racismedebatten og skabt et massivt globalt fokus på sortes rettigheder.

Der lød klappen og hujen fra mere end 200.000 mennesker, da ordene fra den afroamerikanske baptistpræst gjaldede: ”I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character. I have a dream today”. Det var i sensommeren 1963, at Martin Luther King holdt sin berømte tale foran det gigantiske Lincoln monument i Washington DC. Et år, der skulle blive et af de afgørende for den amerikanske borgerretsbevægelse.    Det er derfor ikke tilfældigt, at de fleste forbinder den amerikanske borgerretsbevægelse med perioden 1955-1968, da Martin Luther King var en hovedfigur i bevægelsen. Men allerede i starten af 1900-tallet blev de første frø sået, da nogle af de mest indflydelsesrige borgerretsorganisationer blev dannet, og nogle af de mest betydningsfulde afroamerikanske intellektuelle og politiske ledere trådte ind på den historiske scene.   Borgerretsbevægelsen er en fællesbetegnelse for de mange organisationer og enkeltpersoner, der arbejdede for de sorte amerikaneres rettigheder. Målet for bevægelsen var at få de samme borgerrettigheder for afroamerikanere, som hvide amerikanere havde. For eksempel mulighed for at stemme, adgang til uddannelse, lige adgang til arbejdsmarkedet og retten til ikke at blive diskrimineret. Samtidig ville de gøre op med den raceadskillelse, som var indført ved lov i sydstaterne og som eksisterede mere uformelt i nordstaterne.

Borgerrettigheder er de rettigheder, man har som borger i en stat, fordi man har en særlig tilknytning til staten, eller som www.encyclopedia.com (se kilder) definerer det ”rights that a nation's inhabitants enjoy by law”.   Borgerrettigheder er nemlig oftest indskrevet i det enkelte lands forfatning eller grundlov. Borgerrettigheder kan for eksempel være stemme- og valgretten og retten til ikke at blive udvist fra eller nægtet indrejse i staten.   Derfor er borgerrettigheder heller ikke nødvendigvis det samme som menneskerettigheder. Hvor ens borgerrettigheder kan ændre sig, hvis man flytter fra ét land til et andet, tilkommer menneskerettigheder alle mennesker, uanset statsborgerskab.   Encyclopædia Britannica Online (se kilder) definerer menneskerettigheder som ”Rights that belong to an individual as a consequence of being human”. Klassiske menneskerettigheder er blandt andet beskyttelsen af den personlige frihed, privatlivets fred, ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed og beskyttelse mod diskrimination. Når vi i dag bruger begrebet ”menneskerettigheder” refererer vi oftest til den ”Menneskerettighedserklæring”, som FN formulerede i 1948.

De første borgerretsforkæmpere og organisationer kom for alvor på banen i starten af 1900-tallet. Allerede her kunne man ane de tre forskellige strategier, som også senere første til uenigheder i bevægelsen: Den tilpassende strategi, den konfronterende strategi og den separatistiske strategi.  

• Booker Washington, som var født som slave, mente, at afroamerikanere skulle fokusere på at få uddannelse og blive en bedre arbejdskraft. Han mente, at de derved ville få en mere ligeværdig behandling og blive bedre integreret. 
• Sociologen W.E. B. Du Bois var uenig i strategien og mente, at afroamerikanere skulle være langt mere konfronterende og kræve deres ret med stolthed. I 1910 var W.E.B. Du Bois med til at grundlægge The National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) (se kilder), som eksisterer den dag i dag. 
• Marcus Garvey, som kom til USA fra Jamaica i 1916 med organisationen The Universal Negro Improvement Association (UNIA), mente, at det var omsonst at få de hvide til at gøre op med deres racisme. Derfor skulle racerne holdes adskilte, afroamerikanerne skulle opbygge indbyrdes solidaritet og være stolte af deres afrikanske arv.

Med Jim Crow-lovene i syden, vold mod sorte i både nord og syd og en videnskab, der mente, at afroamerikanere tilhørte en laverestående race, var det utroligt vanskeligt at skabe politisk dialog om sortes rettigheder i første halvdel af 1900-tallet. I stedet konfronterede NAACP systemet ved domstolene, og op gennem 1920'erne, 1930'erne og 40'erne førte organisationen sager om blandt andet spørgsmålet om stemmeret og de sortes ret til at bo i hvide områder. Mange sager blev vundet, men det var vanskeligt at få den formelle ret omsat i praksis.

     I 1942 blev Congress of Racial Equality (CORE) grundlagt, en organisation der foranstaltede fredelige protestaktioner, og i løbet af 1940erne vandt NAACP stadig vigtigere sejre. I 1944 fik man Højesterets ord for, at det var forfatningsstridigt at forhindre sorte i at deltage i partiernes primærvalg, hvor kandidaterne til de egentlige valg vælges. Og i 1947 faldt der dom for, at raceadskillelse i busser, der passerede en statsgrænse, var forfatningsstridigt.

     Det helt store gennembrud for borgerretsbevægelsen kom i 1954, da NAACP vandt en sag mod det offentlige skolesystem i byen Topeka i Kansas. Sagen er kendt som Brown versus Topeka Board of Education.

Da NAACP's topjurist, Thurgood Marshall, på vegne af en sort skolepige, Linda Brown, lagde sag an mod det offentlige skolevæsen i Topeka, kunne ingen vide, at denne sag ikke bare skulle blive en murbrækker i kampen for de sortes borgerrettigheder. Den skulle også blive spiren til de mange voldelige sammenstød, der fandt sted de næste mange år. Marshall argumenterede for, at raceadskillelsen i skolerne var en krænkelse af den 14. forfatningsændring, fordi adskillelsen skabte en følelse af mindreværd blandt de sorte. I 1954 vandt han sagen i Højesteret.

     Højesteret insisterede ikke på, at raceadskillelse i skoler generelt skulle ophæves med det samme. Et år efter dommen udtalte Højesteret, at adskilte faciliteter skulle integreres så hurtigt som muligt. Men 10 år efter var 75% af skoledistrikterne i syden stadig raceopdelte. Alligevel betød dommen utroligt meget for borgerretsbevægelsen. I 1954 hed det sig ude i verden, at USA havde forbudt raceadskillelse. Og også for amerikanerne varslede det nye tider.

Der havde altid været vold mod sorte i syden, men i 1955 skete et mord, der var så bestialsk og meningsløst, at det gav genlyd i hele landet. I august tog en teenager fra Chicago til Mississippi for at besøge sin familie. Han vendte aldrig hjem igen. Man fandt hans lig i Tallahatchie floden, hvor han var blevet dumpet, efter at han var blevet banket og skudt af to hvide mænd. Grunden var, at han efter sigende havde fløjtet efter en hvid pige i en butik. På trods af Emmett Tills forslåede ansigt, besluttede hans mor alligevel at have kisten åben til hans begravelse, som mange har i USA. Omkring 50.000 mennesker kom og så hans lig, og mange flere fik syn for sagen, da et billede af liget blev offentliggjort i Jet Magazine.

     Drabsmændene blev hurtigt fanget, men blev frikendt i retten. Mordet og frikendelserne fik åbnet flere øjne for de uretfærdigheder, sorte blev udsat for, og det fik sat sindene yderligere i kog hos alle, der i forvejen kæmpede for at forbedre afroamerikanernes rettigheder.

Den 1. december 1955 steg en 43-årig afroamerikansk kvinde på bussen i Montgomery, hovedstaden i Alabama, indtog en plads og nægtede at give den fra sig, da buschaufføren bad hende overdrage den til en hvid passager. Rosa Parks' stædighed førte til, at hun blev arresteret, men hendes arrestation skulle ikke være forgæves.

     Den 5. december boykottede 90% af Montgomery's sorte indbyggere de offentlige busser. Umiddelbart efter mødtes en række politiske organisationer - blandt andet NAACP - med byens sorte præster for at diskutere, om boykotten skulle forlænges. Det var på dette møde, at den unge baptistpræst Martin Luther King for første gang trådte ind på den historiske scene. Her blev Montgomery Improvement Association (MIA) nemlig dannet, og Martin Luther King blev valgt til præsident for organisationen, som vedtog, at boykotten skulle fortsætte. Boykotten fortsatte i elleve måneder, og den 13. november 1956 blev raceadskillelsen i offentlige busser erklæret forfatningsstridigt i Højesteret.

Montgomery-boykotten blev for alvor starten på den protestbevægelse og de begivenheder, der skulle indtage syden de næste ti år: Masseprotester, følelsesladede gudstjenester, aktioner baseret på kristne principper, referencer til glemte, amerikanske idealer samt viljen til kamp og til at ofre, hvad der skulle til for at udfordre det hvide overherredømme.

     Hvor NAACP primært havde udfordret systemet ved domstolene, tog borgerretsbevægelsens taktik nu en ny drejning. I 1957 stiftede Martin Luther King organisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC), i 1960 stiftedes Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC). Og med organisationer som CORE, SCLC og SNCC i spidsen gik man nu over til at benytte sig af direkte aktioner, civil ulydighed, demonstrationer og de såkaldte sit-ins, hvor sorte satte sig ved for eksempel borde i restauranter, der var forbeholdt hvide.

     Alle aktioner var ikkevoldelige, og King prædikede kærlighed og sympati for de hvide undertrykkere. Et budskab, der senere blev kritiseret for at være for vagt, men som var med til at skabe sympati for afroamerikanernes sag i andre dele af USA's befolkning. Den vold, der fulgte i kølvandet på aktioner og demonstrationer, blev primært begået af hvide borgerretsmodstandere. Men den blev til gengæld også mere og mere voldsom, i takt med at aktionerne blev optrappet.

Selvom Højesteret allerede i 1947 havde erklæret raceopdeling for forfatningsstridig i de busser, der kørte fra stat til stat, var raceopdelingen ikke ophævet i praksis i starten af 1960'erne. Derfor tog borgerretsaktivister på "Freedom Rides", som blev iværksat af borgerretsbevægelser som CORE, SNCC og organisationen SCLC, som Martin Luther King stod i spidsen for.

     Aktivisterne tog busserne rundt på kryds og tværs i syden, hvor de blandt andet nægtede at benytte de adskilte ventesale og restauranter i terminalerne. Men overalt hvor de kom frem, blev de mødt med vold. Efter den første Freedom Ride, hvor aktivister blev banket, arresteret af politiet og intimideret af blandt andre Ku Klux Klan, blev de involverede organisationer i tvivl om, hvorvidt aktionerne var for risikable. Men aktivisterne ville ikke lade sig intimidere, så busturene fortsatte. I Alabamas hovedstad Montgomery blev aktivister banket sønder og sammen, nogle med varige mén til følge.

     The Freedom Rides fik stor mediedækning og den voldelige modtagelse af fredelige aktivister virkede meget provokerende på den amerikanske befolkning. Den 29. maj 1961 meddelte Kennedy-regeringen, at den havde pålagt The Interstate Commerce Commission, styrelsen for trafik mellem staterne, at forbyde al raceadskillelse på busser og toge mellem staterne.

Borgerretsbevægelsen fortsatte med de ikkevoldelige aktioner, som havde vist sig effektive til blandt andet at tiltrække medierne. I 1963 fik en aktion i Birmingham, Alabama, særlig stor opmærksomhed.

     Birmingham-aktionen var en protest mod raceadskillelse i byens offentlige rum og bestod af organiserede demonstrationer og 'sit-ins'. Da SCLC opfordrede gymnasieelever til at slutte sig til aktionerne, og cirka 1.000 gymnasieelever tog organisationen på ordet, pudsede Birminghams politichef, Eugene "Bull" Connor, politihundene på dem og åbnede for brandslangerne.

     Hele nationen fulgte med på tv, da skoleelever blev overfaldt af hundene og mejet ned af vandmasserne. Ifølge "De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse", s. 42 (se kilder), blev Martin Luther King arresteret sammen med over 3.000 demonstranter. Fra fængslet skrev han sit berømte "Letter from Birmingham Jail", hvor han reflekterede over en række moralske spørgsmål i forbindelse med borgerretsprotesterne.

     Kennedy-regeringen greb ind i forhandlingerne mellem SCLC og de hvide forretningsdrivende, og den 10. maj 1963 offentliggjorde parterne en aftale om at ophæve raceadskillelsen i Birminghams offentlige rum.

Den 28. august 1963 deltog mere end 200.000 mennesker i den store march for frihed og arbejde, ifølge "The Martin Luther King, Jr. Papers Project at Stanford University" (se kilder). Målet for marchen var blandt andet at få lige borgerrettigheder til alle og lige adgang til arbejdsmarkedet. Arrangørerne var nogle af de mest betydningsfulde borgerretsorganisationer, blandt andre NAACP, National Urban League, CORE, SNCC og SCLC. Marchen endte foran det enorme Lincoln Memorial i Washington DC. Det var her, Martin Luther King holdt sin berømte tale, "I Have a Dream", som begejstrede de fremmødte, men som ifølge "A People's History of the United States", s. 457 (se kilder), nok ikke udtrykte den vrede, mange sorte i virkeligheden følte.

     Marchen var en kæmpe succes og tiltrak både aktivister, kendte musikere og performere. Samtidig blotlagde den dog også nogle af de uenigheder, der eksisterede i bevægelsen og blandt dem, der støttede den. Præsident Kennedy var umiddelbart imod marchen, da han mente den ville skade snarere end gavne. Malcolm X (se selvstændigt Faktalink-artikel) og var også imod og kaldte den "en farce", blandt andet fordi det lykkedes at få borgerretsbevægelsen til at få Kennedys opbakning, hvorved den i Malcolm X's optik blev ufarlig. Og da John Lewis, en kompromisløs SNCC-leder, forsøgte at appellere til mere grundlæggende følelser af uretfærdighed og vrede, end King gjorde, blev han dysset ned af marchens ledere.

     Men marchen efterlod varige spor i det amerikanske samfund. Umiddelbart efter tog præsident Kennedy initiativ til the Civil Rights Act, som blandt andet gjorde op med institutionaliseret raceadskillelse. Loven blev endeligt vedtaget den 2. juli 1964, efter John F. Kennedy's død.

Selvom afroamerikanere ifølge den 15. forfatningsændring i princippet havde stemmeret, blev de i syden forhindret i at bruge den. De blev intimideret, nægtet adgang til stemmelokalerne eller nægtet muligheden for at tage den læsetest, de skulle bestå for overhovedet at få lov til at stemme. En læsetest, der var udviklet for at holde afroamerikanerne ude af stemmelokalerne.

     I sommeren 1964 kørte borgerretsaktivister fra blandt andet organisationer som CORE og SNCC en kampagne i Missisippi for reel stemmeret for afroamerikanere. Kampagnen blev kaldt Freedom Summer. Den bestod af Freedom Days, hvor store grupper af afroamerikanere mødte op foran den lokale retsbygning for at registrere sig som vælgere. Den bestod af Freedom Schools, hvor den sorte befolkning blev undervist i afroamerikansk historie og racerelationer i USA. Og den mundede ud i oprettelsen af et nyt raceblandet parti, Mississippi Freedom Democratic Party.

     Der var stor uenighed i bevægelsen om, hvorvidt man skulle invitere hvide studerende fra nordstaterne med, men da man blandt andet vidste, at det ville være nemmere at få mediedækning med hvide middelklassestuderende blandt sig, besluttede man sig til at gøre det. Ifølge den amerikanske historiker John Dittmer i "Local People: The Struggle for Civil Rights in Mississippi", s. 244 (se kilder), kom omkring 1.000 aktivister ned fra nordstaterne, flertallet var hvide universitetsstuderende, andre var præster, advokater og læger.

     På nogle måder havde kampagnen opnået positive resultater. I slutningen af sommeren var der etableret 50 Freedom Schools med i alt 2.500 elever i hele staten. Og samtidig blev flere sorte organiseret i bevægelsen. Men det var også en af de blodigste somre i den nyere borgerretsbevægelses historie. Ku Klux Klan intimiderede den lokale befolkning og myrdede aktivister med koldt blod. Allerede i sommerens begyndelse blev de unge aktivister, Andrew Goodman, James Chaney og Michael Schwerner arresteret for at køre for stærkt, og da de blev løsladt om aftenen, blev de brutalt myrdet af Ku Klux Klan. Først i sommeren 1965 blev sagen afsluttet og det hvide eks-klanmedlem, Edgar Ray Killen, blev dømt for de tre mord.

Kampen for stemmeret kulminerede med marchen fra Selma til Montogomery i Alabama på initiativ af Martin Luther King og SCLC. Den 7. marts 1965 drog omkring 600 borgerretsaktivister af sted fra Selma, men de var knap kommet ud af byen, før de blev mødt med politiets køller og tåregas og tvunget tilbage. Dagen blev senere døbt "Bloody Sunday". To dage efter foretog aktivisterne en kort og symbolsk march. Og den 21. marts drog nu cirka 3.000 ud på den 80 km lange tur til Montgomery, denne gang med domstolens ord for, at de havde lov til at afholde en fredelig protestmarch. Da de nåede frem til Montgomery var de cirka 3.000 deltagere vokset til 25.000, som sammen sang "We have overcome".

     I august 1965 blev stemmeretsloven vedtaget i Kongressen og myndighederne kunne ikke længere kræve, at borgere skulle kunne læse og skrive for at kunne stemme. Og effekten var til at tage og føle på. Fra at kun 1 million afroamerikanere havde registeret sig som vælgere i syden i 1952, steg antallet til 2 millioner i 1964. Og i 1968 var 3 millioner sorte registrerede som vælgere, hvilket svarede til 60% af de sorte stemmeberettigede, lige så stor en procentdel som blandt de hvide stemmeberettigede. Tallene anføres af Howard Zinn i "A People's History of the United States", s. 456 (se kilder).

Nogle af de vigtigste organisationer i borgerretsbevægelsen var:

• National Association for the Advancement of Colored People (NAACP):   Den første organisation af national betydning. Grundlagt i 1909 af sorte og hvide borgerretsforkæmpere. W.E. B. Du Bois var fra starten redaktør for deres blad "The Crisis". NAACP er stadig aktiv og var blandt andet involveret i hjælpearbejdet i forbindelse med orkanen Katrina og oversvømmelsen i New Orleans i august 2005. 
• National Urban League:   Grundlagt i 1910 af hvide og sorte med det formål at støtte den afroamerikanske befolknings økonomiske muligheder i byerne. Stadig aktiv med fokus på især uddannelse og økonomi. 
• Nation of Islam (NOI):   Grundlagt i 1930 af Wallace D. Fard. Fra 1934 var Elijah Muhammad organisationens leder, men Malcolm X blev den mest kendte repræsentant for bevægelsen. 
• Congress of Racial Equality (CORE):   Grundlagt i 1942 i Chicago af hvide og sorte studerende, der var inspireret af Mahatma Gandhi's ikkevoldelige modstand. Stadig aktiv. 
• Southern Christian Leadership Conference (SCLC):   Grundlagt 1957 af blandt andet Martin Luther King som en ikkevoldelig organisation. Stadig aktiv og arbejder blandt andet med ikkevoldelig konfliktløsning både i USA og internationalt. 
• Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC):   Grundlagt 1960 som en ikkevoldelig organisation, men ændrede senere kurs. Nogle af de mest kendte navne fra bevægelsen er Ella Baker og Stokely Carmichael. Ophørte i begyndelsen af 1970erne. 
• Black Panther Party (BPP):   Stiftet 1966 af Huey P. Newton og Bobby Seale som et militant politisk parti og senere ledet af Stokely Carmichael. Spillede en stor rolle for mange afroamerikaneres selvbevidsthed. Blev nedkæmpet og infiltreret af Nixon-administrationen og FBI i slutningen af 1960'erne og ophørte i begyndelsen af 1980'erne.

Ifølge den amerikanske historiker John W. Cell benyttede afroamerikanere ofte en eller flere af tre strategier for at forbedre deres position:

• Nogle tilpassede sig systemet og forsøgte at forbedre deres position indenfor de rammer, systemet stillede til rådighed. 
• Andre konfronterede systemet for at ændre det, så afroamerikanere kunne få samme vilkår som andre i systemet. 
• Og andre igen valgte en separatistisk strategi, hvor man undsagde det gældende system, og hvor målet var at skabe en adskilt sort kultur eller en nation for sorte, enten i USA eller på et andet kontinent.

     John W. Cells definition af de tre strategier refereres af Adam Fairclough i "Better Day Coming: Blacks and Equality 1890-2000", s. xii (se kilder).

     Man kan ikke identificere de enkelte borgerretsorganisationer eller individer alene med den ene strategi eller den anden, da de ofte trak på forskellige strategier og udviklede deres mål og middel over tid. Men lidt unuanceret kan man sige, at den mest fremtrædende sorte leder i starten af 1900-tallet, Booker T. Washington, benyttede den første strategi; sociologen W.E.B. Du Bois og NAACP samt Martin Luther King og SCLC benyttede den anden strategi; og Marcus Garvey, Malcolm X og The Nation of Islam samt Black Panthers Party (BPP) - de sorte pantere - benyttede den tredje strategi.

De tre strategier og ideologiske strømninger i borgerretsbevægelsen kunne anes allerede fra starten af 1900-tallet, og blev mere tydelige i 1960'erne. Den tilpassende og den konfronterende strategi var begge ikkevoldelige strategier, hvor målet var, at afroamerikanere skulle integreres i det amerikanske samfund og leve i ligeværdig sameksistens med det hvide Amerika.

     Booker Washington mente i starten af 1900-tallet, at midlet var mere uddannelse til afroamerikanere. Det ville føre til en mere ligeværdig behandling. Han blev udfordret af blandt andre sociologen W.E.B. Du Bois, som mente, at afroamerikanerne skulle kræve deres ret med stolthed og have samme rettigheder som deres hvide medborgere. Han støttede den mere konfronterende strategi i organisationen NAACP, som førte sager ved domstolene. Og for Martin Luther King og SCLC i 1960erne var målet også, at afroamerikanerne skulle ligestilles, og midlet var civil ulydighed og ikkevoldelige, direkte aktioner som demonstrationer, sit-ins og Freedom Rides. King var stærkt præget af sin kristne tro og samtidig inspireret af den indiske borgerretsforkæmper Mahatma Gandhi.

     Den ikkevoldelige strategi dominerede borgerretsbevægelsen i 1960'erne, men blev udfordret af blandt andre Malcolm X og Stokely Carmichael, der repræsenterede den mere radikale del af bevægelsen og i større eller mindre udstrækning bekendte sig til separatisme.

Også den anden, mere radikale og til tider separatistiske del af bevægelsen kæmpede for, at afroamerikanere skulle have de samme rettigheder som deres hvide medborgere. Men hvor Kings mål var, at afroamerikanerne skulle integreres i det hvide Amerika, lagde denne del af bevægelsen vægt på de sortes uafhængighed, særlige identitet og indbyrdes solidaritet. Nogle mente ganske enkelt, for eksempel den sorte leder Marcus Garvey i begyndelsen af 1900-tallet, at racerne skulle holdes adskilte. Det samme gjorde Nation of Islam (NOI) i 1960'erne. Ifølge den amerikanske historiker Jeffrey O.G. Ogbar i "Black Power: Radical Politics and African American Identity", s. 19 (se kilder), mente NOI, at Kings ønsker om integration måtte være et symptom på de sortes internaliserede slavementalitet. Disse ideer er også blevet betegnet som "sort nationalisme".

     Også valg af middel var anderledes for denne del af bevægelsen. Hvor King bekendte sig til den ikkevoldelige konfrontation, mente Nation of Islam og De Sorte Pantere, at man måtte gå mere militant til værks. Og da Stokely Carmichael blev leder af SNCC, studenterorganisationen der i begyndelsen blev støttet af Kings SCLC, blev der råbt "Black Power", og Kings strategi blev kritiseret for at være ineffektiv. Efter den blodige Freedom Summer i Mississippi sagde CORE-aktivisten Dave Dennis om den ikkevoldelige strategi, at den var "a waste of good lives. You have to put some injury on your enemy to get respect". Citatet findes i "Local People: The Struggle for Civil Rights in Mississippi", s. 249 (se kilder).

For flere af borgerretsbevægelsens ledere var der en tæt sammenhæng mellem afroamerikanernes kamp for rettigheder og de afrikanske landes kamp for selvstændighed i 1900-tallet.

     W.E.B. Du Bois var en af de første amerikanske fortalere for "pan-afrikanisme", som dels refererer til ideen om en samlet afrikansk republik, dels til ideen om, at alle sorte har rødder i den afrikanske kultur og kæmper en fælles kamp for at blive uafhængige af hvidt herredømme.

     Efter Første Verdenskrig arrangerede Du Bois en pan-afrikansk kongres, hvor han argumenterede for, at der skulle etableres en samlet centralafrikansk republik, der skulle bestå af blandt andet belgisk Congo, det tysk kolonialiserede østafrika, Uganda, Angola og Mozambique. Hans kamp i borgerretsbevægelsen handlede ikke kun om at forbedre afroamerikanernes vilkår, men at forbedre vilkårene for alle sorte i verden.

     En anden fortaler for "pan-afrikanismen" var Marcus Garvey, som også kritiserede kolonialismen i Afrika og forlangte et Afrika for afrikanere. Ifølge "Better Day Coming: Blacks and Equality, 1890-2000", s. 119 (se kilder), mente Garvey, at et selvstændigt og forenet Afrika kunne være med til at forbedre vilkårene for afroamerikanere, som i Afrika så ville have en stærk allieret.

     Også SNCC-lederen Stokely Carmichael var fortaler for "pan-afrikanismen" og for, at sorte havde en fælles kamp og en fælles identitet på tværs af både klasser og kontinenter. Han besøgte blandt andet Kwame Nkrumah, Ghanas første leder, som han anså for sin pan-afrikanske mentor og ændrede senere sit navn til Kwame Touré (efter Nkrumah og Guineas leder Sékou Touré).

Selvom borgerretsbevægelsen ofte bliver forbundet med mandlige ledere som Martin Luther King og Malcolm X, var der dog også masser af kvinder i bevægelsen. Kendte kvindelige nøglefigurer i borgerretsbevægelsen var blandt andre Rosa Parks, der udløste boykotten af busserne i Montgomery; Ella Baker, som var med til at starte SNCC, og Fannie Lou Hamer, der var med til at grundlægge The Mississippi Freedom Democratic Party.

     Ifølge den amerikanske sociolog Belinda Robnett byggede de kvindelige ledere i bevægelsen ofte bro mellem de nationale borgerretsorganisationer, som NAACP, SCLC, SNCC og CORE, og de lokale græsrodsbevægelser. Der var også mange kvindeorganisationer i bevægelsen, blandt andet spillede Women's Political Council (WPD) en stor rolle i Montgomery-boykotten. Belinda Robnetts analyse af kvindernes rolle i bevægelsen findes i antologien "Sisters in the Struggle: African-American Women in the Civil Rights & Black Power Movements" (se kilder).

     Men kvinderne kæmpede en dobbelt kamp: kampen for lige rettigheder for afroamerikanere generelt, og kampen for de afroamerikanske kvinder, både i og uden for bevægelsen. Ifølge "A People's History of the United States", s. 506 (se kilder), gik en gruppe kvinder blandt andet i strejke, da de i løbet af Freedom Summer i Mississippi blev trætte af altid at skulle lave mad, mens mændene var ude og organisere. Kvindernes erfaringer i borgerretsbevægelsen var med til at udvikle deres politiske bevidsthed og danne grundlag for den senere kvindebevægelse.

Ligesom kvinderne ofte er blevet overset i historieskrivningen om borgerretsbevægelserne, er græsrodsaktivisterne og de lokalt forankrede borgerretsforkæmpere det også. Ifølge den amerikanske Stanford-historiker Clayborne Carson i artiklen "Expert's Picks: Civil Rights" (se kilder) har nyere forskning vist, at lokale græsrødder havde langt større indflydelse på bevægelsen end de tidligere er blevet krediteret for, og at nationale ledere som for eksempel Martin Luther King langt fra styrede slagets gang så detaljeret, som det hidtil har fremstået.

     I den akademiske forskning har der de senere år således været en tendens til at vende fokus fra bevægelsens nationale ledere til de lokale græsrødders engagement og indflydelse, en tendens der betegnes som "bottom-up studies".

De to vigtigste resultater af afroamerikanernes årelange kamp var The Civil Rights Act og The Voting Right Act – eller borgerretsloven og stemmeretsloven.

     Borgerretsloven blev, som Martin Luther King udtrykte det, ”written in the streets”. Det var efter de voldelige sammenstød i forbindelse med blandt andet Birmingham-aktionen i 1963, at præsident Kennedy den 11. juni 1963 på tv talte til nationen om behovet for en bedre borgerretslovgivning. Senere samme år blev Kennedy skudt, men loven blev endeligt vedtaget 2. juli 1964 under præsident Lyndon Johnsons ledelse.

     Borgerretsloven gjorde for det første en ende på raceadskillelse og diskrimination i det offentlige rum: ”All persons shall be entitled to the full and equal enjoyment of the goods, services, facilities, and privileges, advantages, and accommodations of any place of public accommodation, as defined in this section, without discrimination or segregation on the ground of race, color, religion, or national origin.” Citatet er fra The Civil Rights Act, Title II, Sec. 201, som kan findes på www.pbs.org (se kilder).

     Loven forbød diskrimination i det offentlige uddannelsessystem og på arbejdsmarkedet. Og den gav administrationen i Washington flere muligheder for at regulere forholdene i de enkelte stater.

Stemmeretsloven blev vedtaget i 1965 i kølvandet på stemmeretskampagnen Freedom Summer året før. Ligesom borgerretsloven blev stemmeretsloven underskrevet af præsident Lyndon Johnson. Med stemmeretsloven kunne lokale myndigheder i syden ikke længere kræve, at man skulle kunne læse og skrive eller opfylde andre særregler for at kunne stemme:

     "No voting qualification or prerequisite to voting or standard, practice, or procedure shall be imposed or applied by any State or political subdivision in a manner which results to deny or abridge the right of any citizen of the United States to vote on account of race or color."

     Citatet er fra The Voting Right Act, Section 2, som kan findes på www.usdoj.org (se kilder).

Selvom både borgerretsloven og stemmeretsloven på nogle punkter gentog, hvad der allerede stod i de 14. og 15. forfatningsændringer, havde de enorm stor betydning. De højnede både afroamerikaneres, andre minoriteters og kvinders status i USA. De gav afroamerikanere adgang til samme uddannelsesinstitutioner som hvide. Og de gav dem konkret politisk indflydelse: hvor der i Mississippi var 22.000 sorte registrerede som vælgere i 1960, var tallet i 1966 175.000.

På trods af at afroamerikanere både havde fået stemmeret og formelt set havde fået samme rettigheder som hvide, stod det stadig skidt til for den sorte befolkning. Og i sommeren 1965 brød voldsomme uroligheder løs i mange sorte områder i de amerikanske storbyer.

     Mange afroamerikanere var flyttet fra syden til storbyer i norden, men kun for at blive stuvet sammen i overbefolkede ghettoområder med nedslidte skoler, høj kriminalitet og ingen jobs. De hvide forskansede sig i egne bydele og gjorde, hvad de kunne, for at holde de sorte ude. Fra 1965 og flere somre frem kom det til voldelige sammenstød mellem desillusionerede afroamerikanere og de lokale politistyrker. Samtidig fik den mere radikale del af borgerretsbevægelsen større indflydelse, og både Malcolm X fra Nation of Islam, de sorte pantere og Den nye leder af SNCC, Stokely Carmichael, blev især de unges nye ledestjerner. "Black Power", råbte Stokely Carmichael til en aktion i 1966, og de unge aktivister tog den sorte nationalisme og ideen om vold som legitim forandringskatalysator til sig.

     Et andet sted i borgerretsbevægelsen arbejdede Martin Luther King stadig for integration, og i 1967 forsøgte han at sætte politisk fokus på fattigdommen i USA, både blandt sorte og hvide: Men inden hans kampagne "Poor People's Campaign" overhovedet var sat i gang, blev King skudt på et hotel i Memphis i 1968 af James Earl Ray, professionel kriminel og overbevist racist. Martin Luther King blev 39 år.

Borgerretsbevægelsen var ikke bare med til at ændre lovgivningen i USA. Den var også med til at ændre afroamerikanernes selvforståelse. Men hvor den ikkevoldelige, integrationssøgende og ofte middelklassebaserede del af bevægelsen primært gik efter at ændre selve lovgivningen, var det ifølge "Black Power: Radical Politics and African American Identity" (se kilder) primært Black Power-bevægelsen, der adresserede de psykologiske og kulturelle konsekvenser af racismen og undertrykkelsen. Black Power-bevægelsen var forbundet til den sorte nationalisme. De to mest indflydelsesrige organisationer var Nation of Islam og De Sorte Pantere, og deres tilhængere fandtes primært blandt "folket": de fattige og uuddannede.

     Hele vejen op i første del af 1900-tallet var sorte amerikanere genstand for de hvides latterliggørelse - film, radio, postkort og tegneserier portrætterede afroamerikanere som både dovne, dumme og til at grine af. De herskende skønhedsidealer var kaukasiske, og reklamer opfordrede sorte til at blege deres hud og glatte deres hår. Men i 1960'erne skulle piben have en anden lyd. Black Power-bevægelsen gik til angreb på de negative billeder af afroamerikanerne, den internaliserede racisme, det sorte selvhad og begyndte at genopbygge den afroamerikanske identitet. Nation of Islam vendte billederne på hovedet og fremstillede hvide som et resultat af et fejlslagent genetisk eksperiment og sammenlignede dem med hunde.

     Organisationen gjorde op med begrebet "Negro", som viste alle de underlegne karakteristika, det hvide samfund forbandt med afroamerikanere. I stedet tog de ordet "black" til sig, og slogans som "Black Power" og "Black is Beautiful" blev tidens mest populære. Soulmusikken blomstrede, James Brown sang "Say it Loud (I'm Black and I'm Proud)", afrofrisurerne stod højt, og afrikansk tøj blev hotteste mode.

     Black Power-bevægelsen tog den afroamerikanske identitet tilbage og redefinerede den som en positiv, distinkt og særlig identitet. Den øvelse lagde grunden til andre minoriteters identitetsarbejde, for eksempel indianernes, latinoernes og asiaternes.

Med borgerretsloven og stemmeretsloven havde borgerretsbevægelsen opnået de lovgivningsmæssige resultater, de havde kæmpet for. I tiden efter blev afroamerikanernes rettigheder yderligere stadfæstede i diverse retssager. Og to metoder til at bekæmpe racediskrimination blev indført: Skolebusordningen og positiv særbehandling.

Skolebusordningen startede i 1971 og handlede om at gøre op med de raceopdelte skoler ved at transportere sorte elever til hvide skoler og vice versa. Der har dog altid været kritik af ordningen, og voldelige overfald på både sorte og hvide elever har fulgt i kølvandet på den. Effekten af skolebusordningen var, at mange hvide forældre flyttede til forstæderne eller sendte deres børn på privatskoler. Allerede i 1974 fastslog Højesteret, at retten kun kunne pålægge skoler at indføre busordningen mellem skoledistrikter, hvis man kunne bevise, at distrikterne bevidst havde skabt raceopdelte distrikter og skoler. Og i 1990'erne blev skolebusordningen mere eller mindre opgivet som en vej til integration. I stedet gik man over til at udvikle såkaldt ’"magnetskoler’", hvor de enkelte skoler bygges op om en særlig faglig profil for at tiltrække elever på basis af faglige interesserer snarere end etnisk baggrund. Det er dog aldrig lykkedes at opnå et fuldt raceintegreret offentligt skolesystem i USA.

Ideen om positiv særbehandling opstod allerede under Præsident Kennedy, og siden midten af 1960'erne har man brugt positiv særbehandling i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. På amerikansk hedder det "”affirmative action" ” hvilket dækker lidt bredere end det danske ”"positiv særbehandling”". Det dækker nemlig alt fra analyser af skjulte karrierebarrierer for afroamerikanere og konkrete målsætninger om, at en vis andel af et universitetsstuderende skal være afroamerikanere og til, at man lader etnicitet spille positivt ind i vurderingen af en jobansøger. ”"Affirmative action”" har altid været kontroversielt, både internt i borgerretsbevægelsen og politisk og debatteres fortsat.

Der er aldrig trådt en ny Martin Luther King eller en ny Malcolm X ind på den amerikanske politiske scene, og i dag findes der ikke en stærk, samlet borgerretsbevægelse på samme måde som tidligere.   Ifølge Adam Fairclough i ”"Better Day Coming: Blacks and Equality, 1890-2000” (se kilder), blev mange af de 'gamle' borgerretsforkæmpere ansat i offentlige embeder, og den sorte middelklasse blev en del af det politiske system. De blev borgmestre, politichefer, valgt til kongressen og til andre politiske poster. I 1980'erne stillede afroamerikaneren og borgerretsforkæmperen Jesse Jackson op til præsidentvalget. Under præsident Clinton var fire ministre afroamerikanere – flere end under nogen anden præsident. Under Bush var der to afroamerikanske udenrigsministre. Og endelig i 2009 rykkede Barack Obama som den første afroamerikansk præsident ind i Det Hvide Hus. Den afroamerikanske middelklasse er således blevet en del af systemet, hvorfor de store borgerretsorganisationer ifølge Fairclough har fået mindre betydning. Alligevel har afroamerikanere i hans analyse stadig svært ved at trænge igennem og få den indflydelse, de ønsker (se kilder).

Borgerretsbevægelsen og Black Power-bevægelsen har haft uvurderlig betydning for afroamerikanernes liv og kultur i særdeleshed og amerikansk kultur i almindelighed. I dag tilbyder de fleste førende universiteter grader i ”"Black Studies”" eller ”"African-American Studies”". Martin Luther King har fået sin egen nationaldag. Malcolm X er kommet på frimærke. Og afrikanske og muslimske navne som Jamal, Jamillah, Kenya og Malik er ikke ualmindelige blandt yngre afroamerikanere, ligesom afrikanskklingende navne som Shaniqua, Lashronda, Sharonda eller Sheleena.    Men selvom afroamerikanere har de- og rekonstrueret deres identitet og formelt set har fået samme rettigheder som deres hvide medborgere, står de stadig langt svagere både økonomisk og socialt. Ifølge U.S. Census Bureaus undersøgelse ”"The Black Population in the United States: March 2012”" (se kilder) viser tallene:

• Arbejdsløshedsprocenten for afroamerikanerne var i 2012 på 9% – blandt hvide amerikanere var den 7%. 
• Kun 14% af afroamerikanere over 25 havde i 2012 taget en bachelorgrad – blandt hvide amerikanere var tallet 22%. 
• I 2012 levede 28 % af amerikas afroafrikanere i fattigdom, mens kun 10 procent af den hvide befolkning levede i fattigdom. 
• 39% af alle afroamerikanske børn under 18 år levede i 2012 i fattigdom – for hvide amerikanske børn var tallet 13%. 
• 47% af afroamerikanere over 15 år havde i 2012 aldrig været gift – for hvide amerikanere var tallet 26%.

I august 2005 ramte orkanen Katrina de amerikanske sydstater og lagde byen New Orleans under vand. Sydstaterne var jo netop de stater, hvor borgerretsbevægelsen kæmpede sine største kampe. Men på trods af bevægelsens store sejre, blotlagde orkanen de radikalt forskellige livsvilkår, der stadig gælder for sorte og hvide i nutidens USA.    Tv og dagblade reporterede om, hvordan ressourcestærke, overvejende hvide indbyggere hurtigt reddede sig ud af byen, og hvordan myndighederne lod de fattige, overvejende sorte, tilbage. På den måde pustede orkanen nyt liv i debatten om forholdet mellem race, ulighed og fattigdom i det amerikanske samfund. I september fortalte økonomen og redaktøren af den borgerlige avis "Wall Street Journal", David Wessel, til dagbladet Dagbladet Information:   "”Jeg kan ikke komme i tanke om nogen begivenhed i løbet af de sidste 10 år, der har gjort mere for at bringe ulighedsdiskussionen frem i offentligheden, end denne, på grund af den gennemgående opfattelse, at de hvide slap fri, og de fattige sorte uden transportmuligheder og forsikringer ikke gjorde. Det, der står tilbage efter New Orleans ( ... ) er de utroligt ubehagelige billeder af fattige, tørstige og sultne sorte, stående på tagene med skilte påmalet 'hjælp os'. Specielt når man sammenholder med, at vi har en forsidehistorie i Wall Street Journal i dag med en hvid mand fra et højtliggende område af New Orleans, der bruger flodvandet i sin swimmingpool til at skylle ud i toilettet og til at lave isterninger til sine drinks, men ellers er blevet helt forskånet. Det er naturligvis ikke sådan, at det kommer som et chok. Alle ved, at samfundet er utroligt ulige, og at der er mange fattige, men nu er de menneskelige omkostninger kommet frem i forreste række”". Citatet kan findes i avisartiklen ”"USA fik vendt vrangen ud”" (se kilder).

Da Barack Obama i 2009 overtog Det Hvide Hus fra George W. Bush, fik USA sin første præsident med afroamerikansk baggrund. Det blev af mange udlagt som et gigantisk fremskridt for USA’s afroamerikanere. Indsættelsen blev ikke mindre historisk af, at en afroamerikaner nu skulle bestride verdens mest magtfulde embede fra Det Hvide Hus, som i sin tid blev bygget ved hjælp af slavekraft.    Dette blev blandt andet bemærket af den afroamerikanske forfatter og journalist Jesse Thomas: ”For afroamerikanere vil det være som at slutte cirklen i vort lands historie. For første gang nogensinde vil vores præsident være af afrikansk afstamning. Og han vil bo i et hus bygget af slaver,” sagde han i artiklen ”USA’s første sorte præsident skal bo i et hus bygget af slaver” trykt i blandt andet Dagbladet Information (se kilder).   Selvom valget af Obama var et historisk skridt fremad i afroamerikaneres lange kamp for lighed og indflydelse, er der dog mange kritiske stemmer, der pointerer, at USA’s sorte befolkning stadig har ulige muligheder og behandles ringere end hvide på en række områder. Eksempelvis bliver særligt unge afroamerikanske mænd behandlet mere hårdhændet end deres hvide jævnaldrende af politiet (se afsnittet nedenfor).

Nogle af de største borgerretsprotester i nyere tid har handlet om politivold mod sorte mænd. En af de mest kendte episoder er sagen om Rodney King, der i 1992 blev gennemtævet af en gruppe hvide politimænd i Los Angeles. Episoden udløste voldsomme protester, der ifølge BBC’s artikel ”Los Angeles riots Figure Rodney King found dead” (se kilder) førte til mere end 50 dødsfald og flere tusinde sårede.   De seneste år har flere episoder, hvor hvide betjente har dræbt ubevæbnede sorte mænd, givet anledning til folkelige protester. En af disse fandt sted i Ferguson i Missouri, hvor en hvid politimand i august 2014 skød og dræbte den ubevæbnede afroamerikanske teenagedreng Michael Brown, som betjenten mistænkte for at være røver. Politimanden slap efterfølgende uden tiltale. Det samme skete, da en gruppe politimænd i New York i kvalte den ubevæbnede afroamerikanske familiefar Eric Garner under en voldsom anholdelse. I Ohio blev en 12-årig dreng skudt af politimænd, fordi han gik på gaden med en luftpistol.   Episoderne har ført til store protester, hvor både sorte og hvide demonstrerer imod, hvad de ser som politimyndighedernes systematiske overtrædelse af sortes borgerrettigheder. Selvom det store flertal af demonstrationerne har været fredelige, har der også været flere eksempler på gadekampe mellem demonstranter og politi. 

     Den 13. december 2014 samledes tusinde demonstranter – herunder pårørende til de dræbte – foran Det Hvide Hus i en fredelig protest for at kræve politisk handling. I forbindelse med Eric Garner-sagen reagerede daværende Præsident Barack Obama med at sige: ”Når nogen her i landet ikke bliver behandlet lige for loven, er det et problem, og som præsident er det mit job at sørge for at løse det”. Præsidenten nedsatte desuden et specialudvalg, der skulle komme med anbefalinger om, hvordan man kan styrke forholdet mellem ordensmagten og det sorte mindretal. Læs om og se videoklippet med Obamas reaktion i artiklen ”Obama: ikke lighed for loven i USA” på TV2 Nyhedernes hjemmeside (se kilder).

Black Lives Matter er en international aktivistisk bevægelse, der kæmper mod systematisk diskrimination og undertrykkelse af sorte mennesker. Bevægelsen er udsprunget i afroamerikanske miljøer og har særligt fokus på at gøre opmærksom på politibrutalitet og racediskrimination i det amerikanske retssystem. Bevægelsen opstod i 2013 med en SoMe-kampagne drevet af hashtagget #BlackLivesMatter som en protest mod frikendelsen af George Zimmerman, som under en demonstration skød og dræbte den afroamerikanske teenager Trayvon Martin. Yderligere drab på en række afroamerikanere blev anledningen til, at Black Lives Matter-bevægelsen for alvor fik opmærksomhed med store demonstrationer i Ferguson og New York City. I 2014 kårede nonprofit magasinet Yes! Magazine #BlackLivesMatter til et af de 12 hashtags, der ændrede verden i dette år. Under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 førte bevægelsen omfattende kampagner og demonstrationer i kølvandet på, at amerikanske politibetjente skød og dræbte to sorte mænd ved navn Alton Sterling og Philando Castile i henholdsvis Minnesota og Louisiana, og en sort mand skød og dræbte fem politibetjente i Dallas, Texas. Opmærksomheden omkring bevægelsens kampagner blev så stort, at præsidentkandidat Donald Trump var nødt til flere gange at forholde sig til den kritik, bevægelsen rettede mod det amerikanske politi og retssystem. Det kan man læse i artiklen ”Donald Trump: Black Lives Matter-kampagne skaber raceuro” i Jyllands-Posten (se kilder).

Patrisse-Cullors er stifter af Black Lives Matter-bevægelsen. Som 33-årig udgav hun i 2018 en bog om sin livshistorie med titlen ”When They Call You a Terrorist: A Black Lives Matter Memoir”. Hun voksede op i Van Nuys, Los Angeles, med politibrutalitet og fattigdom -  – et sted, hvor crackkokain udfyldte tomrummet for mange i en hverdag uden socialt sikkerhedsnet. Hendes mor, der var skolelærer, fik hende til at interessere sig for bøger, underviste hende i borgerrettighedsbevægelsens historie og fik hende ind på et gymnasium, der kunne stille hendes nysgerrighed på apartheid, kommunisme, anarkisten Emma Goldman og den afroamerikanske digter Audre Lorde. I 2014 stod hun bag organiseringen af masseprotesterne i Ferguson, Missouri, efter politiets nedskydning af den sorte Michael Brown i 2014 og for sin kamp for legalisering af marihuana i Californien. Hun mener, at det er hendes rolle at bære faklen videre fra aktivister som Deacons of Defense, der organiserede modstand mod hvide selvtægtsgrupper i Louisiana i 1964 og -65, og Huey Newton og Bobby Seale, de sorte pantere, der begyndte deres kamp mod brutalitet blandt Oaklands politi i 1966. Det kan man læse i artiklen ”Markant erindringsbog fra stifteren af Black Lives Matter-bevægelsen” i Information (se kilder).

Black Lives Matter-bevægelsen er i den grad lykkedes med at skabe massiv opmærksomhed omkring diskrimination af og vold mod afroamerikanere. I artiklen ”VIDEO: vrede amerikanere i protest mod frifindelse af betjent” kan man læse om, hvordan flere tusinde gik på gaden for at demonstrere mod drabet af Philando Castile. Det var politimanden Jeronimo Yanez, der skød og dræbte Philando Castile i sin bil. Da han ville række ud efter kørekort og registreringsattest, fortalte han, at han havde et skydevåben i bilen, som han havde tilladelse til at bære, hvorefter han blev skudt.   Episoden, der blev filmet af Philando Castiles kæreste på passagersædet, var med til at puste ild til den amerikanske debat om politiets behandling af sorte mænd (se kilder).   Stanford-professor Dog McAdam er en af USA’s førende forskere i sociale bevægelser og deltog selv i anti-Vietnam-demonstrationerne som ung. Han betragter den vrede, han ser i de nuværende sociale bevægelser -  – Black Lives Matter, MeToo og March for Our Lives - , som samler unge i protest mod skoleskyderier og den amerikanske våbenlovgivning - , som historisk og hidtil uset. Også når han sammenligner med borgerretskampene i 1950’erne og 1960’erne og oprøret mod Vietnamkrigen i 1970’erne.:    ”Dengang var der også en stor splittelse i landet, og folk var vrede.    Men Republikanerne og Demokraterne havde dog et fælles grundlag, som de kunne samarbejde ud fra. Washington har ikke tidligere været så splittet, som det er nu,” siger han i artiklen ”Black Lives Matters, Women's March, # MeeToo, March for Our Lives -  – men de unge skal stemme, hvis de vil forandre” i Information (se kilder).

Flere hundrede danskere mødte den 15. juli 2016 op til demonstration på Rådhuspladsen i København for at vise deres medfølelse og protestere mod politidrab af sorte i USA.    ”Vi har arrangeret denne demonstration for at vise solidaritet med de ofre, hvis liv er blevet taget i USA, udtalte arrangør Sade Johnson i artiklen ”VIDEO: Black Lives Matter-demonstration i København: Vi viser solidaritet med amerikanske ofre” (se kilder).    Den 31. marts 2018 demonstrerede den danske afdeling af borgerrettighedsbevægelsen Black Lives Matter i København til minde om vestindiske oprørskvinder. Marchen startede på Christianshavn, hvor de fire afsonede i det daværende kvindefængsel tilbage i 1880’erne. Senere blev en syv meter høj statue af den mest berømte af oprørskvinderne, Mary Thomas -  – kendt som Queen Mary ¬– afsløret ved Vestindisk Pakhus. Den er fremstillet af kunstnerne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle og er den første statue i Danmark, der repræsenterer en sort kvinde. Statuen skal minde om de sorte, der som slavegjorte og undertrykte kæmpede mod det danske koloniale system.   De fire kvinder - , Mary Thomas, Susanne Abrahamson, Agnes Elizabeth Salomon og Mathilde McBean - , spillede en afgørende rolle i arbejderoprøret i Dansk Vestindien i 1878. Et oprør der blev kendt under navnet Fireburn. Kvinderne er i dag folkehelte på De Amerikanske Jomfruøer (det tidligere Dansk Vestindien). Det kan man læse i artiklen ”Marts til minde om vestindiske oprørskvinder” i Arbejderen (se kilder).

George Floyd var en 46-årig afroamerikansk mand, som blev dræbt af politiet under en voldsom arrestation i byen Minneapolis den 25. maj 2020, hvor den hvide politibetjent Derek Chauvin i 8 minutter og 46 sekunder pressede sit knæ mod hans hals. ”I can’t breathe – jeg kan ikke trække vejret” lød det mere end 16 gange på fem minutter fra George Floyd, før han døde – en sætning som protestbevægelsen, der har rejst sig i kølvandet på drabet, bærer med sig på skilte og i råb gennem gaderne. George Floyd voksede op i Houston i Texas, hvor han excellerede i amerikansk fodbold og på grund af sin højde og sit væsen fik tilnavnet ”Gentle Giant, som betyder milde kæmpe.

     ”Han er en mild kæmpe, han skader ikke nogen”, har hans bror Philonise Floyd fortalt til CNN. George Floyd blev ifølge den britiske avis The Guardian tiltalt for væbnet røveri i Housten, og i 2009 idømt fem års fængsel. For at starte på en frisk flyttede han til Minneapolis, hvor han fik job som sikkerhedsvagt på en restaurant. ”Han var venlig mod alle. Han diskriminerede ikke, om du var latinamerikansk, sort eller hvid. Han behandlede alle med respekt, og det var det, jeg elskede ved ham”, har hans tidligere chef Jovanni Thunström forklaret den lokale tv-station WCCO.   Da coronakrisen ramte, og restauranten blev tvunget til at lukke, mistede George Floyd sit job. George Floyd efterlader sig en datter på seks år, som bor med sin mor i Houston. Det kan man læse i artiklen ”Portræt: Strid om cigaretter førte til død og demonstrationer” på Berlingske.dk (se kilder).

Anholdelsen af George Floyd fandt sted ved en dagligvarebutik i byen Minneapolis, hvor han var gået ind for at købe cigaretter. Angiveligt skulle han have forsøgt at købe cigaretterne med en falsk tyvedollarseddel. Det fik to af medarbejderne fra butikken til først at gå ud til ham i bilen, som stadig holdt parkeret tæt ved forretningen, for at bede ham give cigaretterne tilbage og kort efter tilkalde politiet. Først ankom to betjente til stedet. De tilkaldte yderligere to betjente, som foretog den voldsomme anholdelse, hvor den ene af betjentene pressede knæet mod halsen på George Floyd, et ulovligt overgreb som kostede ham livet. George Floyd døde kort efter anholdelsen, en time senere, på et nærliggende hospital. Anholdelsen blev fanget på en video, der siden er gået verden rundt og har sat ild i oprøret mod racediskrimination og politivold mod sorte. Flere forbipasserende stoppede op og filmede overgrebet, mens de indtrængende bad betjentene om at slippe ham, fordi de kunne se, at han ikke kunne trække vejret. ”I kvæler ham jo” – ” så mærk dog hans puls” ”mærk hans puls”, siger de på de private optagelser, som The New York Times har brugt i en rekonstruktion, der viser og forklarer hele anholdelsen, og hvordan George Floyd blev kvalt (se Youtube-klippet nedenfor).

George Floyds død blev hurtigt et symbol på dem kamp mod racediskrimination og politivold, som Black Lives Matter bekæmpelsen kæmper. Da han blev begravet den 9. juni 2020 var flere hundrede mennesker samlet uden for kirken i Houston for at deltage i begravelsen på afstand pga. coronakrisens restriktioner for større forsamlinger. Han blev begravet i en kiste af guld – en såkaldt ”Promethean Golden Casket, som normalt er forbehold statsmænd og verdenskendte berømtheder. Michael Jackson, Aretha Franklin og James Brown er blandt de stjerner, som er blevet begravet i den specialbyggede, guldbelagte fløjlsforede kiste, der koster omkring 150.000 kroner. Pengene til kisten er donnoret af den tidligere bokseverdensmester Floyd Mayweather, der har betalt alle familiens begravelsesomkostninger.

     Der er også blevet samlet 13 millioner dollars – mere end 100 millioner kroner ind til en fond i George Floyds navn – penge der skal gå til George Floyds efterladte, fem børn fra et tidligere ægteskab i alderen 6 til 27 år, kan man læse i artiklen ”George Floyd begravet som en statsmand – i en kiste af guld” på Tv2 Nyheder.dk (se kilder).

Drabet af George Floyd blæste ild i oprør og demonstrationer i byer i hele USA, hvor flere hundrede tusinder demonstranter gik på gaden i protest. Flere steder eskalerede demonstrationerne, og i seks stater, herunder Minnesota, hvor Floyd døde, satte myndighederne tropper fra Nationalgarden ind og erklærede udgangsforbud i forsøg på at stoppe urolighederne. Demonstrationerne spredte sig hurtigt også ud i mindre byer, og over hele USA blev der meldt om sammenstød mellem politi og demonstranter. For at stoppe en protestmarch i Minneapolis forfulgte politiet flere grupper og beskød dem med gummikugler, hvorefter flere amerikanske medier, heriblandt CNN og MSNBC, rapporterede om, at deres journalister og fotografer var blevet ramt af gummikugler, da de forsøgte at dække optøjerne. Der var også journalister, der fortalte om at være blevet udsat for angreb med tåregas, peberspray og elektrochokvåben, mens adskillige journalister blev arresteret, kan man læse i artiklen ”Oprør i USA: ”Det her er en ny borgerrettighedsbevægelse, og vi er i 2020” på Information.dk (se kilder). En af de mange journalister, der mærkede den hårdhændede behandling af pressen, var den amerikanske freelancefotograf, Linda Tirando, der blev ramt af en af politiets gummikuler i venstre øje og blev blind af det, da hun forsøgte at dække begivenheden, kan man læse i artiklen ”Fordømmelse af angreb på journalister: ”Vi plejer at se det i slyngelstater” på Dr.dk. Den hårdhændede behandling af pressen har vakt massiv kritik fra Reporters Without Borders, det internationale journalistforbund og Dansk Journalistforbund, kan man læse i artiklen (se kilder).  Demonstrationerne spredte sig hurtigt til resten af verden. I artiklen ”20 arresteret i Berlin – Se Black Lives Matter demonstrationer over hele verden” på Dr.dk, kan man læse om, hvordan hundrede tusindvis af mennesker over hele verden er gået på gaden for at markere protest mod politivold og racisme. I artiklen er billeder fra demonstrationer i Tyskland, Frankrig, Polen, Danmark, Tunesien, Holland, England og Bulgarien (se kilder).

Den antiracistiske bevægelse er gået på gaden med flere krav til reel politisk handling i kølvandet på den brutale anholdelse, der kostede George Floyd livet. Blandt dem er færre penge til det amerikanske politi, for i stedet at tilføre flere midler til socialt arbejde, der skal forhindre kriminalitet og sikre bedre kontakt mellem politi og borgere. Det forslag er blevet hørt af myndighederne i Washington og byrådspolitikere flere steder i landet. Blandt andet i Minneapolis i delstaten Minnesota, byen hvor George Floyds blev dræbt. Her har byrådet besluttet at reformere politiet. Også i Los Angeles og New York har man planer om at omprioritere ressourcerne og ændre måden, politistyrken fungerer på.  I Los Angeles har borgmester Eric Garcetti meddelt, at man dropper en ellers planlagt udvidelse af politiets budget på cirka 150 millioner dollar, svarende til næsten en milliard danske kroner. I New York har byrådet meddelt, at bevillingerne til politiet vil blive beskåret med seks milliarder dollar. Og byer som San Francisco, Baltimore og Philadelphia overvejer lignende tiltag. Således har den opblussende racismedebat bragt diskussionerne om en reform af det amerikanske politi højt op på den politiske dagsorden. I et nyt lovforslag fra Demokraterne lægges op til, at halsgreb forbydes, at der skal laves nye kriterier for, hvad der er rimelig magtanvendelse og større tilsyn med politiet, ligesom at det fremover skal være lettere at retsforfølge betjente og påtale racisme. Lovforslaget lægger også op til, at der oprettes en national database, hvor tilfælde af overdreven magtanvendelse registreres.

     ”Man ser blandt andet på, om det skaber konflikter i sig selv, at politiet har modtaget udstyr fra militæret og har fået arbejdsopgaver, der tangerer bekæmpelse af terror og bandekriminalitet”, forklarer lektor ved Amerikanske Studier på Syddansk Universitet Niels Bjerre Poulsen i artiklen ”Amerikanerne vil smække politiets pengekasser i: Det lyder mere rabiat, end det i virkeligheden er” på Dr.dk (se kilder).

Flere amerikanske politikere og embedsmænd har desuden foreslået at omdøbe militærbaser og monumenter i USA, der er forbundet med racisme. Demonstranter og kritikere argumenterer for, at de pågældende steder minder om kolonisering og slaveri i USA, og at det derfor er en hån mod afroamerikanske borgere at repræsenterer en række omstridte generaler og soldater fra borgerkrigen i 1860’erne. Mens en række embedsmænd, herunder forsvarsminister Mark Esper og hærminister Ryan McCarthy, har vist vilje og åbenhed overfor forslaget om at omdøbe hærens baser, har Donald Trump blankt afvist forslaget ved i en række opslag på Twitter at skrive, at baserne og deres navne udgør en del af den nationale arv. ”Derfor vil min administration ikke engang overveje at omdøbe disse storslåede og fabelagtige militære installationer”, skriver Donald Trump. Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har i et brev opfordret Kongressen til at fjerne alle statuer i Washington D.C., der repræsenterer ledere og soldater fra borgerkrigen i 1860’erne. Det kan man læse i artiklen ”Trump afviser at omdøbe militærbaser efter racediskussion” (se kilder).

     Også danske politikere har brugt det fornyede fokus på at komme racediskrimination til livs til at stille forslag, der skal vise, at myndighederne lægger afstand til racisme og ønsker at lære af historiens fejl. For eksempel har teknik og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen (EL) forslået, at adresser og vejnavne i hovedstaden skal opkaldes efter helteskikkelser og oprørsledere fra Danmarks fortid som kolonimagt og slavehandler nation. I artiklen ”Borgmester vil hylde danske slaveoprørere med nye vejnavne” nævner Nina Hedeager Olsen eksempelvis den kommende etape i bydelen Nordhavn som en mulighed for de nye adresser. Den melding kom efter en weekend, hvor mere end 15.000 danske demonstranter gik på gaden for at vise deres sympati med George Floyd (se kilder).

Donald Trump har beskyldt demonstranterne for at være anarkister og anklaget dem for bevidst at opflamme urolighederne. Han har også tilskyndet borgmesteren i Minneapolis til at bruge skrappere midler for at få bugt med demonstranterne. Efter flere dages demonstrationer meddelte Donald Trump, at det amerikanske justitsministerium nu vil indlede sin egen borgerretlige undersøgelse af George Floyds død.

     ”George Floyds minde bliver vanæret af uromagere, plyndrede og anarkister” har Donald Trump udtalt til pressen. Han har også truet demonstranter, der samledes ved Det Hvide Hus med ”bidske hunde” og ”ildevarslende våben”. Den udtalelse fik en påtale fra borgmesteren i Washington D.C. Muriel Bowser, som kritiserede Donald Trump for, at udmeldingen havde racistiske undertoner. Det kan man læse i artiklen ”Oprør i USA ”Det her er en ny borgerrettighedsbevægelse og vi er i 2020” på Information.dk (se kilder).

I 1619 lagde et skib til kaj i staten Virginia. Ifølge den amerikanske historiker Howard Zinn i bogen ”A People's History of United States”, s. 23 (se kilder), bestod en del af lasten af 20 afrikanere, de første slaver der skulle sætte deres fod på amerikansk jord. Ifølge bogen ”De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse” (se kilder) blev omkring 600.000 afrikanske slaver transporteret fra Afrika til USA i løbet af de næste 250 år. Her levede de og deres efterkommere under massiv fysisk og psykisk undertrykkelse. Ud over det hårde arbejde i blandt andet bomuldsmarkerne, hørte fysisk afstraffelse til en del af den måde, hvorpå de hvide slaveejere holdt deres slaver nede. Piskning, afskæring af legemsdele og lynchninger var bare nogle af de måder, plantageejerne kunne sikre, at slaverne ikke blev fristet til at gøre oprør.

     Undertrykkelsen havde også en psykologisk komponent. Slaverne lærte, at de var den hvide race underlegen, de lærte at undertrykke deres egne behov og at identificere deres egne ønsker med deres ejers ønsker. Deres sociale netværk blev undergravet, når familier blev splittet op, og de blev spillet ud mod hinanden, når ejeren opdelte slaverne i markslaver og de mere privilegerede husslaver.

Slaverne blev primært importeret til syden, hvor de arbejdede på tobaksfarme, rismarker og bomuldsplantager, og hele samfundsordenen og økonomien var bundet op på slaveri. Ifølge ”A People's History of the United States”, s. 171 (se kilder), blev der i 1790 produceret cirka tusind tons bomuld om året i syden. I 1860 var produktionen steget til en million tons. Og i samme periode var antallet af slaver vokset fra cirka 500.000 til 4 millioner.

     I staten Virginia udgjorde slaverne i 1763 halvdelen af befolkningen, også ifølge samme kilde, s. 32 (se kilder). Især sydstaterne var dybt afhængige af slaverne. Og det politiske establishment bakkede op i form af lovgivning, bevæbnede styrker og med deres egne racefordomme.

Gennem hele slavetiden gjorde slaver oprør, men der blev slået hårdt ned på dem. Det var først med den amerikanske borgerkrig i 1861, at slavespørgsmålet for alvor kom på den politiske dagsorden og splittede selv den hvide befolkning. Der havde længe været uoverensstemmelser mellem syd- og nordstaterne.

     I Nordstaterne ønskede man en helt anden økonomisk struktur, end den man havde sydpå. Nordstaterne var godt i gang med at blive industrialiserede, og eliten ønskede et frit marked med fri arbejdskraft. Det gjorde sydstaterne ikke. Deres økonomi var baseret på slaveri.

     Det Republikanske Parti var blevet dannet i de tidlige 1850'ere for at forhindre, at slaveriet spredte sig, og derfor anså sydstaterne republikanerne for at være en trussel mod deres økonomi og livsstil. Så da republikaneren Abraham Lincoln blev præsident i 1860, rev i alt 11 sydstater sig løs fra Unionen (The United States of America) og dannede Amerikas Konfødererede Stater i 1861. Det blev startskuddet til den amerikanske borgerkrig (1861-1865).

     Ifølge Howard Zinns bog ”A People's History of the United States”, s. 189 (se kilder), var Lincolns primære mål med krigen at genoprette Unionen. Det var først, da krigen blev blodigere, desperationen for at vinde blev større, og der begyndte at lyde mere og mere offentlig kritik af slaveriet fra Lincolns eget bagland, at slaveriets ophævelse for alvor kom på dagsorden.

     I 1863 frigav Lincoln slaverne i de stater, der kæmpede mod Unionen. På den måde lagde han ekstra pres på sydstaterne for at tilslutte sig Unionen, hvor han ikke havde erklæret slaverne frie. Som magasinet The London Spectator skrev: ”The principle is not that a human being cannot justly own another, but that he cannot own him unless he is loyal to the United States” – citatet kan findes i ”A People's History of the United States”, s. 192.

     Men efter lang tids pres fra slavemodstandere blev slaveriet endeligt ophævet i samtlige stater, og alle slaver givet fri med den 13. forfatningsændring i 1865, efter krigens afslutning. Slaverne kunne begynde et liv i frihed.

Frihed på papiret skulle dog ikke komme til at betyde frihed i livet for de tidligere slaver i USA. For de næste mange generationer af afroamerikanere kom tilværelsen ikke til at byde på mere end et liv på tredje klasse. Alt tegnede ellers lovende for afroamerikanerne efter den amerikanske borgerkrig. Med republikanerne ved roret under og efter krigen var der blevet sat fokus på afroamerikanernes rettigheder. Under programmet ”Radical Reconstruction” fik republikanerne gennemtrumfet den 14. forfatningsændring, som gjorde de tidligere slaver til amerikanske statsborgere. Med den 15. forfatningsændring i 1870 fik alle statsborgere stemmeret, uanset race eller farve. Og i 1875 vedtog man en Borgerretserklæring (The Cilvil Rights Act), som gjorde det ulovligt at nægte sorte adgang til hoteller, teatre, togkupeer og andre steder i det offentlige rum.

Afroamerikanere organiserede sig og blev indsat i offentlige embeder. Men i Syden var mange hvide imod afroamerikanernes nyvundne friheder og status, og myter blev skabt om, at de var dovne og inkompetente – myter, der skulle leve videre til langt op i det 20. århundrede. Samtidig indførte syden i midten af 1860'erne de 'sorte love', som i praksis sendte dem tilbage på plantagerne på slavelignende vilkår. Afroamerikanere kunne for eksempel ikke leje land, og de blev tvunget til at arbejde på kontrakter, som de ikke kunne bryde.

     På papiret havde de fået flere rettigheder, men økonomisk var de sårbare og afhængige af at kunne få arbejde hos deres hvide medborgere. Samtidig forsvandt den politiske opbakning til deres sag lige så stille i midten af 1870'erne. Demokraterne i syden havde aldrig interesseret sig for borgerrettighedsspørgsmålet og talte de hvide plantageejeres sag. I norden begyndte republikanerne at veje de mange fordele ved at få stabilitet og politisk accept i syden mod de færre fordele ved at få de sortes opbakning. En opbakning, der alligevel var svær at få ved stemmeurnerne, som den nye organisation, Ku Klux Klan, skræmte afroamerikanerne væk fra.

I 1883 blev The Civil Rights Act annulleret af Højesteret, og især syden udviklede sig efterhånden til et apartheidlignende, raceopdelt samfund. I syden blev en række love indført, der adskilte sorte og hvide i det offentlige rum i alt fra skoler og busser til restauranter og kirkegårde. Nogle af lovene spredte sig også til andre stater. En sort kunne for eksempel ikke sidde ved siden af en hvid. Og samtidig var de faciliteter, der blev stillet til rådighed for de sorte, altid af ringere kvalitet end dem, der var beregnet for hvide. Også de sortes mulighed for at stemme blev begrænset. De skulle betale valgskat, hvilket de ofte ikke havde råd til, de skulle bevise, at de kunne læse, og de skulle bevise, at de havde ejendom. Kun de, der kunne bevise, at deres bedstefar havde stemt, var undtaget for disse regler, og denne bedstefarregel kom ingen til gode. Bedstefaderen havde jo været slave og altså ikke stemmeberettiget.

     Lovene gik under fællesbetegnelsen ”Jim Crow”-love. Ifølge www.jimcrowhistory.org (se kilder) stammer betegnelsen fra et teatershow omkring 1830, hvor en hvid skuespiller agerede karakteren ”Jim Crow”, som var en lidt patetisk, gammel sort mand. Med tiden blev ”Jim Crow”-figuren en standardkarakter i de folkelige teatershows, hvor afroamerikanerne blev karikeret og fremstillet som latterlige, uuddannede og fattige personager. Og i hvide folkemunde blev betegnelsen ”Jim Crow” ganske enkelt synonym for en afroamerikaner.

     I Jim Crow-perioden tog volden samtidig til, og lynchninger blev mere og mere almindelige. Ifølge bogen ”De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse”, s. 22 (se kilder), blev flere end 7.500 afroamerikanere lynchet i perioden 1884-1914, og i cirka samme periode flyttede 750.000 sorte nordpå. Her var Jim Crow-lovene langt mindre udbredte, men den uformelle racisme eksisterede i bedste velgående.