Martin Luther King

Martin Luther King var med til at ændre den amerikanske historie og betalte for det med sit liv. I over ti år stod han i spidsen for den folkebevægelse, der kæmpede for borgerrettigheder og stemmeret til USA's afroamerikanske borgere. Han udfordrede den raceadskillelse, som havde defineret det amerikanske samfund siden slavetiden. Og han trodsede både dødstrusler, smædekampagner og fængselsstraffe i kampen for at opnå lige rettigheder for sig selv, sine børn og sine afroamerikanske medborgere.

     Martin Luther King var i sin samtid en yderst kontroversiel person og både elsket og hadet for sit revolutionerende arbejde. Efter sin død er han blevet set som et stærkt ikon på frihed og ligeværd, og han har sågar fået sin egen helligdag. Det glansbillede fik dog nogle pletter i 2019, da det i kølvandet på det verdensomspændende #MeToo-fænomen kom frem i amerikanske medier, at Martin Luther King Jr. havde været vidne til og endda opildnet til voldtægt af en ung kvinde. Anklagerne har i den amerikanske offentlighed givet anledning til også at tegne et mere kritisk billede af borgerretsbevægelsen, der ifølge historikere var præget af patriarkalisme.

Martin Luther King, Jr. blev født i 1929 i Atlanta, Georgia, som søn af baptistpræsten Michael King og Alberta Williams King. Han fik navnet Michael King, efter sin far. Men efter faren i 1934 havde været på en baptistkonference i Berlin, ændrede han både sit eget og sønnens navn til Martin Luther King – henholdsvis Senior og Junior. Inden for familien gik Junior dog mest under navnet ”Mike” eller ”ML”.

Martin Luther King blev født ind i et kristent, baptistisk miljø. Både hans morfar og far havde været og var præster i den baptistiske kirke. I sin barndom og teenageår var Martin Luther King dog ambivalent i forhold til kirken. Ifølge professor Peter Lings biografi ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) stillede han på den ene side spørgsmålstegn ved centrale dele af den kristne tro og tog til en vis grad afstand fra det meget følelsesladede aspekt af den traditionelle evangeliske kristendom. Til gengæld var han fascineret af, hvor stærkt netop disse følelsesladede gudstjenester med sang og interaktiv prædiken påvirkede folk. Hvor gode de var til at opmuntre almindelige mennesker til at gøre ting ud over det sædvanlige, og hvor stor indflydelse kirken og dens præster havde i lokalmiljøet. Martin Luther King skulle senere vise sig at have arvet og udviklet de oratoriske evner, hans morfar og far gjorde brug af i deres prædikener, og som virkede stærkt inspirerende på deres menigheder. Desuden tog han farens ”Social Gospel” til sig, som pålagde præsterne at engagere sig i menighedens sociale problemer.

Den baptistiske kirke er en kristen, evangelisk kirke, som ikke praktiserer barnedåb, men som mener, at kun voksne skal kunne døbes, og at dåben skal ske ved fuldstændig neddykning. Ifølge baptismen er Bibelen den eneste autoritative kilde til Guds sandhed, og det enkelte menneske har direkte adgang til denne sandhed. Ingen andre, heller ikke præsterne, kan bestemme ens tro. I første omgang bygger troen på den enkeltes læsning og tolkning af de bibelske skrifter. I anden omgang bygger den på menighedens samlede læsning og tolkning og diskussion med præsten.

     Den baptistiske kirke er ”kongregationalistisk”, dvs. at den enkelte menighed har fuld autonomi i forhold til den daglige praksis og ikke er underlagt en central autoritet – i modsætning til f.eks. de katolske kirker, som refererer til Paven og Vatikanet. Baptistiske gudstjenester består blandt andet af improviseret bøn og sang, ofte akkompagneret af et kor eller et band.

Flere år før Martin Luther King blev født, havde hans morfar været præsident for Atlanta-filialen i en af de første borgerretsorganisationer, National Association of the Advancement of Colored People (NAACP), som senere skulle blive en af de mest indflydelsesrige borgerretsorganisationer i USA. I 1930erne var faren lokal leder af NAACP, hvor han blandt andet organiserede masseregistreringer af sorte vælgere.

     Atlanta var en stærkt raceopdelt by, der byggede på en række apartheid-lignende love, de såkaldt Jim Crow-love, der adskilte sorte og hvide i det offentlige rum i alt fra skoler og busser til restauranter og kirkegårde (se også Faktalink-artiklen ”Den amerikanske borgerretsbevægelse”). Det var en by, hvor sorte tiltalte hvide med ”Sir” og ”Ma’am” og hvide tiltalte sorte med ”boy” og ”girl”. Martins far var en stolt og politisk bevidst mand, der nægtede at lade sig knægte af den hvide racisme. En dag blev han og sønnen stoppet af en hvid politibetjent, som sagde: ”Boy, show me your license”. Den gamle King svarede: ”Do you see this child here?” og pegede på Martin – ”That’s a boy there. I’m a man. I’m Reverend King”. Bagefter sagde han til sin søn: ”I don’t care how long I have to live with this system, I am never going to accept it. I’ll fight it until I die”. Citaterne kan findes i biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder).

Som søn af en præst tilhørte Martin Luther King den afroamerikanske elite i Atlanta. Det var hans fars store ønske, at han skulle få sig en god uddannelse, og derfor sendte han tidligt Martin i privatskole. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) skyldtes det muligvis også, at den gamle Kings engagement i den tidlige borgerretsbevægelse havde ført til adskillige racistiske trusler, hvorfor han ikke ønskede at sende sine børn i den overfyldte offentlige skole. Martin klarede sig godt. Som 15-årig holdt han sin første store tale i en landsdækkende talekonkurrence over temaet ”The Negro and the Constitution” og blev tildelt en andenplads. Hans talegaver var en kilde til stolthed hos faren.

     Som 15-årig blev Martin Luther King optaget på Morehouse College i Atlanta, hvor både hans far og morfar havde gået før ham. Det var her, han første gang hørte om Mahatma Gandhi (1869-1948), den indiske frihedskæmper som kæmpede for Indiens uafhængighed fra Storbritannien. Gandhis tanker skulle få stor indflydelse på Kings ikkevoldelige tilgang til borgerretskampen. Men ellers stod det hverken skrevet i sol eller måne, at den unge Martin skulle blive en stor borgerretsaktivist eller fortsætte den akademiske løbebane. Som så mange andre unge brugte han mere tid på det sociale liv på Morehouse end på politik og studier. Men i 1947 blev han Bachelor of Arts med hovedfag i sociologi.

     På trods af hans hang til piger og god mad snarere end til disciplin og akademiske studier, besluttede han sig til at læse videre og blev optaget på det baptistiske college Crozer, sydvest for Philadelphia, hvor han studerede teologi. Her blev han en mere seriøs studerende, og i 1951, da King var 19 år gammel, sagde rektor om ham, at han var en af de bedste studerende, Crozer nogensinde havde haft, fremgår det af biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder).

     I 1948 blev King præsteviet og virkede som assistent for sin far i kirken. Tre år efter tog han afgang fra Crozer og fortsatte sin uddannelse på Boston University, hvor han færdiggjorde sin Ph.D. i systematisk teologi i 1955.

Den unge Martin Luther King var udadvendt, havde et aktivt socialt liv og var populær blandt venner og kvinder. Men selvom han nød livet som ungkarl, hvilede der et vist pres på ham i forhold til at blive gift. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) var det forventet, at man som præst var gift, og Martin var bange for, at hvis han ikke selv fandt sig en udkåren, ville hans forældre presse ham ind i et arrangeret ægteskab.

     Da den unge King i 1952 mødte Coretta Scott, som studerede opera på New England Conservatory Music i Boston, blev han hurtigt overbevist om, at hun var den rette for ham. Coretta var mere skeptisk. Hun bekendte sig til metodismen, en protestantisk kirkelære, der lægger vægt på en from levevis, og hun havde visse forudindtagede meninger om sorte, egocentriske baptistpræster. Og da hun hørte, at Martin havde planer om at nedsætte sig som præst i syden, vidste hun, at hun ville være nødt til at ofre sin drøm om at blive operasangerinde. Med tiden vandt han dog hendes hjerte, og i 1953 viede den gamle King dem på familien Scotts familiested i Alabama. Parret tog tilbage til Boston, hvor de begge gjorde deres studier færdige.

     Corettas liv skulle for fremtiden blive defineret af sin mands engagement som præst og borgerretsforkæmper. I 1954 flyttede parret til Montgomery, hovedstaden i Alabama, hvor King fik job som præst. Tidligere på året havde NAACP vundet sagen Brown vs. Topeka, hvor Højesteret havde erklæret raceopdelte skoler i strid med forfatningen (se Faktalink-artiklen ”Den amerikanske borgerretsbevægelse”). Da Martin indtog sit nye embede, opfordrede han sin menighed til at melde sig ind i NAACP og registrere sig som vælgere.

Martin Luther King levede i en tid, hvor racismen stortrivedes i USA og hvor sorte ikke nød de samme fundamentale borgerrettigheder som deres hvide medborgere. Borgerretsbevægelsen – og Martin Luther King – skulle især komme til at kæmpe for to ting: Ophævelse af raceadskillelsen og stemmeret til alle.

• Raceadskillelse   Siden slavetiden havde sorte og hvide levet meget adskilt, og fra slutningen af 1800-tallet blev der især i syden indført en række love, der cementerede adskillelsen af sorte og hvide i det offentlige rum i alt fra skoler og busser til restauranter og kirkegårde. Nogle af lovene spredte sig også til stater i norden, men selvom lovene ikke var lige så udbredte i nordstaterne, eksisterede den uformelle racisme også her i bedste velgående. Ifølge de såkaldte Jim Crow-love kunne en sort for eksempel ikke sidde ved siden af en hvid i busser og i mange restauranter. Og samtidig var de faciliteter, der blev stillet til rådighed for de sorte, altid af ringere kvalitet end dem, der var beregnet for hvide. Adskillelsen gjaldt også på uddannelsesområdet, hvor sorte ofte blev nægtet adgang til de samme skoler og institutioner som hvide børn og unge. 
• Stemmeret   På trods af at den 15. forfatningsændring i 1870 havde sikret stemmeret til alle amerikanske statsborgere, blev afroamerikanere forhindret i at bruge den i praksis. Især i syden blev de truet, nægtet adgang til stemmelokalerne eller nægtet muligheden for at tage den læsetest, de skulle bestå for overhovedet at få lov til at stemme. En læsetest, der var udviklet for at holde afroamerikanerne ude af stemmelokalerne. De skulle betale valgskat, hvilket de ofte ikke havde råd til, de skulle bevise, at de kunne læse og de skulle bevise, at de havde ejendom.

     Det var de to ting, King og borgerretsbevægelsen var oppe imod. Og det var de to kampe, de skulle vinde med indførelsen af borgerretsloven i 1964 og stemmeretsloven i 1965.

I 1954 ankom Martin Luther King med sin kone Coretta til Montgomery, Alabama, for at indtræde i sit nye embede som præst. Montgomery var byen, hvor han allerede i en tidlig alder var blevet konfronteret med den hvide racisme, da en buschauffør kaldte ham ”a black son-of-a-bitch” og tvang ham til at overdrage sin plads til en hvid passager. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) skulle King senere fremhæve hændelsen som ”the angriest I’ve ever been in my life”.

     Montgomery’s busser skulle blive Kings skæbne. Året efter han og Coretta var flyttet til byen, steg en 43-årige afroamerikansk kvinde på en af byens busser, indtog en plads og nægtede at give den fra sig, da buschaufføren bad hende overdrage den til en hvid passager. Rosa Parks' stædighed førte til, at hun blev arresteret, men hendes arrestation skulle ikke være forgæves. Borgerretsorganisationer som Women’s Political Council (WPC) og National Association for the Advancement of Coloured People (NAACP) fulgte op med en større aktion, og den 5. december 1955 boykottede 90 procent af Montgomery's sorte indbyggere de offentlige busser. Umiddelbart efter mødtes en række politiske organisationer – blandt andet NAACP – med byens sorte præster for at diskutere, om boykotten skulle forlænges. Det var på dette møde, at Martin Luther King for første gang trådte ind på den historiske scene. Her blev Montgomery Improvement Association (MIA) nemlig dannet, og Martin Luther King blev valgt til præsident for organisationen, som vedtog, at boykotten skulle fortsætte og stod i spidsen for at koordinere den.

     Allerede under denne første masseprotest i borgerretsbevægelsens historie viste King to sider af sig selv, som skulle blive hans varemærker: Han var en gudsbenådet taler, som ikke bare mestrede retorikkens gyldne regler til fingerspidserne; han havde også en karisma og en stemme, der i den grad rørte ved tilhørerne. Og med sin solide forankring i den kristne tro og sin store inspiration fra Gandhi opfordrede han samtidig fra dag ét i sit liv som borgerretsaktivist sit folk til at møde deres modstandere med kærlighed og bruge ikkevoldelige protestmetoder. På trods af at han under den 11 måneder lange boykot både blev fængslet, blev truet på livet og blev udsat for et bombeangreb i sit hjem, fastholdt han sit ikkevoldelige budskab.

     Den 13. november 1956 blev raceadskillelsen i offentlige busser erklæret forfatningsstridigt i Højesteret.

Gennem hele sit aktivistliv praktiserede og argumenterede King for, at den bedste og mest effektive måde at opnå social og politisk forandring på var ved ikkevoldelige aktioner. Da King første gang stiftede bekendtskab med den ikkevoldelige proteststrategi var, da han på Morehouse College læste Henry David Thoreau’s ”Essay on Civil Disobedience”. King blev dybt fascineret, men det skulle tage ham mange år at forstå, at den ikkevoldelige strategi kunne bruges til at belyse og løse ikke bare individuelle konflikter men også større sociale konflikter. Det var først, da han stiftede bekendtskab med Gandhi, at han fik øjnene op for den ikkevoldelige strategis og filosofis samfundsforandrende potentiale.

     I 1959 rejste King til Indien for at lære mere om Gandhis ikkevoldelige filosofi og strategier i sin kamp mod det britiske herredømme i Indien. For King selv blev ikkevolden ikke bare et strategisk valg men ”a commitment to a way of life”, som man kan læse mere om på The King Centers hjemmeside (se kilder). Den ikkevoldelige strategi viste sig dog også at være effektiv til at få opmærksomhed i medierne og sympati i den bredere amerikanske befolkning. Billeder af politihunde og betjente, der gik løs på fredelige demonstranter, forargede mange og skabte opbakning til sagen.

     King var ”no radical”, som Time Magazine skrev om ham. Men han var stærk i troen – ikke bare i forhold til det kristne budskab, men også i forhold til grundlæggende amerikanske idealer om lighed og frihed for alle. Denne ”old American doctrine would be King’s star and compass” hedder det i artiklen ”The Martin Luther King we remember” (se kilder).

     Men de voldelige trusler og handlinger, der blev rettet mod ham selv, udfordrede ved flere lejligheder hans overbevisning. Da boykotten af busserne i Montgomery stod på, fik han en nat et anonymt telefonopkald. Samtalen endte med en dødstrussel: ”Nigger, we’re tired of you and your mess now. And if you aren’t out of this town in three days, we’re going to blow your brains out, and blow up your house”, fremgår det af artiklen ”The Martin Luther King we remember” (se kilder). King blev rystet. Men hvad derefter skete skulle få afgørende indflydelse på hans liv og kamp. Han gik ud i køkkenet og gav sig til at bede: ”Lord, I’m down here trying to do what’s right. I think I’m right. I think the cause that we represent is right. But Lord, I must confess that I’m weak now. I’m faltering. I’m losing my courage. And I can’t let the people see me like this because if they see me weak and losing my courage, they will begin to get weak”. I det øjeblik hørte han en stemme indeni, Jesu stemme: ”Martin Luther, stand up for righteousness. Stand up for justice. Stand up for truth. And Lo I will be with you, even until the end of the world”. Citaterne fremgår af artiklen ”The King we remember” (se kilder).

• Udover boycotten af busserne i Montgomery i 1955-56 huskes King nok mest for sin rolle som frontfigur under den store march for frihed og arbejde i Washington i 1963, hvor han foran det enorme Lincoln Memorial holdt sin legendariske tale ”I have a dream”. Målet for marchen var blandt andet at få lige borgerrettigheder til alle og lige adgang til arbejdsmarkedet. Mere end 200.000 mennesker deltog, inklusive kendte musikere og performere, og marchen var en kæmpe succes. Umiddelbart efter tog præsident Kennedy initiativ til the Civil Rights Act, som blandt andet gjorde op med institutionaliseret raceadskillelse_._ Loven blev endeligt vedtaget den 2. juli 1964, efter Kennedy’s død. 
• King spillede også en væsentlig rolle i Albany-bevægelsens kampagne for at gøre op med raceadskillelse og diskrimination i Albany i 1961-62. Kampagnen var startet af blandt andre SNCC og NAACP, som senere inviterede King og SCLC med. Bevægelsen organiserede sit-ins, demonstrationer og andre protestaktioner. Med King som trækplaster fik de godt med medieomtale. Ikke mindst da han røg i fængsel. Desværre kom der ikke mange konkrete forandringer ud af aktionerne, og King udtalte senere, at ”the mistake I made there was to protest against segregation rather than against a single and distinct facet of it. Our protest was so vague that we got nothing, and the people were left very depressed and in despair.” 
• Et lille år efter Albany indledtes en tilsvarende kampagne i Birmingham, hovedstaden i Alabama, med King som en af frontfigurerne. Denne gang med betydelig større succes end i Albany, men også med mere vold. Aktivisterne protesterede mod raceadskillelse i byens offentlige rum, men blev blandt andet mødt af Birminghams politichef, Eugene ”Bull” Connor, som pudsede politihundene på dem og åbnede for brandhanerne. Hele nationen så med på tv, da aktivisterne blev majet ned for åben skærm. Martin Luther King blev arresteret og fra fængslet skrev han sit berømte ”Letter from Birmingham Jail”, hvor han reflekterede over en række moralske spørgsmål i forbindelse med borgerretsprotesterne. Birmingham-kampagnen var sammen med den store march til Washington med til at bane vejen for the Civil Rights Act i 1964. 
• Udover kampen mod raceadskillelse kæmpede borgerretsbevægelsen og Martin Luther King også for, at afroamerikanere kunne få stemmeret. Den kamp kulminerede med marchen fra Selma til Montgomery i Alabama på initiativ af Martin Luther King og SCLC. Den 7. marts 1965 drog omkring 600 borgerretsaktivister afsted fra Selma, men de var knap kommet ud af byen, før de blev mødt med politiets køller og tåregas og tvunget tilbage. Dagen blev senere døbt ”Bloody Sunday”. Den 21. marts drog cirka 3.000 aktivister igen ud på den 80 km lange tur til Montgomery, denne gang med domstolens ord for, at de havde lov til at afholde en fredelig protestmarch. Da de nåede frem til Montgomery var de cirka 3.000 deltagere vokset til 25.000, som sammen sang ”We have overcome”. I august 1965 blev stemmeretsloven vedtaget i Kongressen, og myndighederne kunne ikke længere kræve, at borgere skulle kunne læse og skrive for at kunne stemme.

Martin Luther King spillede en kæmpe rolle for den amerikanske borgerretsbevægelse. I 1950'erne og 60'erne holdt han hundredvis af taler, han mødtes med de amerikanske præsidenter og var med til at arrangere adskillige demonstrationer og aktioner. I de fleste organisationer findes der stjerner og vandbærere, og King var en stjerne. Gennem sine taler mobiliserede han sit undertrykte folk til at gå på gaden og kæmpe for deres rettigheder, og han nød opbakning blandt mange progressive hvide.

     Men han blev også udsat for stor kritik internt i bevægelsen, blandt andet for ikke at være en særlig god organisator og for ikke at være til stede ved afgørende aktioner. I 1957 stiftede Martin Luther King organisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC), og i 1960 stiftedes Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC), blandt andet med hjælp fra den tidligere SCLC-aktivist Miss Ella Baker. Hun skulle senere sige at ”the Movement made Martin, not Martin the Movement” – dermed mindede hun om, som flere historikere har gjort siden, at borgerretsbevægelsen også bestod af tusindvis af vandbærere, som ikke kom i medierne eller fik stjernestatus, men lavede det hårde græsrodsarbejde, satte livet på spil, blev overfaldet, dræbt, organiserede og protesterede. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) blomstrede Kings karriere i takt med, at borgerretsbevægelsen voksede i årene frem til 1965. Og da luften gik ud af bevægelsen i årene efter 1965, gik luften også ud af Kings karriere.

     Ifølge professor Peter J. Ling, som er forfatter til biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder), var King ikke en god organisator, men primært en mobilisator. Med sine taler og store karisma kunne han opildne sine tilhørere og mobilisere entusiasme for en sag her og nu. Men han var ikke god til at organisere langsigtede indsatser. Af samme grund blev hans forhold til blandt andet borgerretsorganisationerne SNCC og CORE anstrengt. Organisationerne var med til at organisere de såkaldte sit-ins og Freedom Rides, hvor aktivister udfordrede raceadskillelsen i busser, restauranter og barer ved at sætte sig på de pladser, der var forbeholdt hvide. King deltog i en sit-in i Atlanta, hvor han og de andre aktivister blev arresteret. Men under the Freedom Rides var han tilbageholdende. Aktivisterne blev undervejs udsat for utroligt meget vold undervejs fra politi, Ku Klux Klan og andre hvide modstandere. De ville gerne have King med. Men selvom King støttede dem ved at tage imod dem i Atlanta og senere i Montgomery, afslog han at tage med på selve busturene. Ifølge bogen ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) var begrundelsen, at han stadig var under en 12 måneders betinget fængselsdom efter at have kørt i Georgia uden en ”state permit”. Da aktivisterne insisterede, sagde han: ”I think I should choose the time and place for my Golgotha”. Golgatha var den høj udenfor Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet, og det faldt de studerende for brystet, at han på den måde sammenlignede sig selv med Guds søn. Derfor gav de ham øgenavnet ”de Lawd” (the Lord).

     King skulle hele tiden balancere mellem mange forskellige interesser. Han mobiliserede sit undertrykte folk til at gå på gaden og kæmpe for deres rettigheder. Han måtte tage hensyn til de progressive hvide og de politikere, der støttede sagen og sørge for, at man ikke stødte dem fra sig. Og han kæmpede med intern kritik fra bevægelsen. SNCC syntes han svigtede dem og var for passiv. NAACP mente, at de mistede økonomisk støtte til fordel for SCLC på grund af Kings popularitet. Og Black Power-bevægelsen mente, at den ikkevoldelige strategi var ineffektiv (se Faktalink-artiklen ”Den amerikanske borgerretsbevægelse” for en uddybning af, hvad de forskellige borgerretsorganisationer stod for).

Martin Luther Kings tro på, at man kunne opnå grundlæggende samfundsændringer ved hjælp af civil ulydighed og ikkevoldelig aktivisme, blev ikke delt af alle. Alligevel var det den strategi, der dominerede i den første halvdel af 1960erne. Men ifølge Howard Zinns ”A People’s History of the United States” (se kilder) udtrykte blandt andet hans tale ”I have a dream” ikke den vrede, mange sorte i virkeligheden følte. Kings ønske var, at afroamerikanere skulle integreres i det amerikanske samfund og opnå samme rettigheder som deres hvide medborgere. Mens andre hellere så, at afroamerikanere opbyggede deres eget samfund, styrkede deres egen identitet og dyrkede deres egen kultur og deres afrikanske rødder. Disse ideer er også blevet betegnet som ”sort nationalisme”, og fortalerne var blandt andet Nation of Islam, repræsenteret af Malcolm X. Da den mere militante borgerretsaktivist Stokely Carmichael blev leder af studenterorganisationen SNCC blev der råbt ”Black Power”, og Kings strategi blev kritiseret for at være for ineffektiv. Organisationer som både De Sorte Pantere, SNCC og Nation of Islam mente, at man skulle gå mere militant til værks og ville ikke afstå fra at bruge vold. De kom til at nyde stor opbakning fra især unge afroamerikanere fra cirka 1965.

     Samtidig med at Black Power-bevægelsen voksede, opstod der voldelige uroligheder i de sorte ghettoer i mange af de amerikanske storbyer i norden, blandt andet i Chicago. Ifølge bogen ”De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse” havde de sorte indbyggere i ghettoerne opgivet håbet om at få en bedre tilværelse, og de reagerede ved at brænde deres bydele af og gå til kamp mod politiet. Deres situation føltes håbløs, og Kings strategi mistede opbakning.

Martin Luther King blev af sine modstandere flere gange anklaget for kommunistiske tilbøjeligheder. Allerede under boykotten af busserne i Montgomery startede anklagerne, da King arbejdede tæt sammen med den homoseksuelle og tidligere medlem af the Young Communist League, Bayard Rustin. Og da han i 1967 holdt en tale i Riverside Church i New York, der blandt andet opfordrede regeringen til at trække de amerikanske tropper ud af Vietnam, skrev FBI’s chef J. Edgar Hoover ifølge bogen ”Bearing the Cross” (se kilder) i en privat korrespondance til præsident Johnson, at King ”is an instrument in the hands of the subversive forces seeking to undermine this nation”.

     I starten af 1960erne begyndte FBI at aflytte King, og J. Edgar Hoover brugte alle kneb til at underminere Kings popularitet. Til journalister udtalte Hoover ifølge bogen ”Martin Luther King, Jr.”(se kilder), at King var ”the most notorious liar in America”. Og han stod i spidsen for en smædekampagne mod King, der blandt andet bestod af afsløringer af Kings aktive seksualliv og udenomsægteskabelige affærer. I 1964 sendte FBI et anonymt brev til King, der indeholdt et bånd med lydoptagelser af King i seksuel aktivitet og et brev, der opfordrede ham til at begå selvmord. Selv om FBI også lækkede båndet og oplysningerne om Kings seksuelle eskapader til pressen og præsidenten, blev sagen ikke blæst op. Men King skulle leve med frygten for offentlig afsløring og presset fra FBI.

Med vedtagelsen af borgerretsloven i 1964 og stemmeretsloven i 1965 opnåede King sine største sejre, og det er arbejdet frem til disse historiske højdepunkter, han primært huskes for den dag i dag. Men flere historikere og biografer, blandt andre David J. Garrow og Peter J. Ling, har påpeget, at King i virkeligheden blev mere radikal og fik mere ’kant’ i tiden efter 1965 og frem til sin død i 1968. I de sidste tre år af sit liv blev han mere pessimistisk med hensyn til ideen om at få afskaffet racisme og diskrimination i USA. Han ændrede sit fokus fra civile rettigheder til det store fattigdomsproblem i USA. Ifølge artiklen ”The Martin Luther King we remember” (se kilder) argumenterede han for positiv særbehandling og en garanteret årsindtægt til alle. Og han stillede sig kritisk an overfor krigen i Vietnam. Hans kritik af Vietnam-krigen gjorde ham særdeles upopulær hos både regeringen og internt i borgerretsbevægelsen. I det hele taget nød hans synspunkter efter 1965 ikke stor opbakning hverken blandt politikere, den brede befolkning eller internt i borgerretsbevægelsen. Derfor skriver professor Peter Ling også i bogen “Martin Luther King, Jr.” (se kilder): ”At the time of his death, King was arguably a falling star”.

I tiden frem til 1965 nød King relativ stor opbakning i den mere progressive del af det hvide Amerika og internationalt. Hans ikkevoldelige strategi skabte stor sympati, især da den blev mødt med vold fra hvide modstandere hos myndigheder, politi og Ku Klux Klan i syden. I 1963 blev han kåret som ”Man of the Year” af Time Magazine og i 1964 modtog han Nobels Fredspris.

     Mens Kings primære fokus var afroamerikanernes rettigheder, forstået som stemmerettighed, retten til uddannelse og retten til at få adgang til samme faciliteter som deres hvide medborgere, kunne han mobilisere en vis opbakning blandt progressive hvide. Men fra 1965, hvor borgerretsloven og stemmeretsloven var kommet på plads, ændrede han fokus fra civile rettigheder til økonomiske rettigheder. Og han mistede opbakning i det omkringliggende samfund.

     Kings nye fokus udviklede sig, da han i 1966 lancerede en kampagne i Chicago, der skulle gøre op med diskriminationen på boligområdet. Ifølge ”De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse” (se kilder) fik afroamerikanere ingen hjælp fra eller muligheder hos hverken ejendomsmæglere, banker eller forsikringsselskaber, hvis de ønskede at flytte ind i et hvidt kvarter. Det var bare en af grundene til, at sorte amerikanere blev isoleret i egne bydele. Men Kings kampagne for at gøre op med denne diskrimination og de facto raceadskillelse fik ingen opbakning fra de hvide borgere, som frygtede, at deres kvarterer ville blive ødelagte, hvis sorte flyttede ind. De hvides modstand blev kendt som ’den hvide reaktion’ og svækkede borgerretsbevægelsen.

King begyndte at indse, at kampen for borgerrettigheder hang tæt sammen med fattigdomsproblemet. I 1967 planlagde han en kampagne, der skulle sætte fokus på de fattige, the Poor People’s Campaign (PPC), som blev sat i gang i Memphis med en protestmarch den 28. marts 1968. Men King havde overladt planlægningen af marchen til lokale græsrødder og var derfor uvidende om, at der i Memphis var en betragtelig gruppe unge, sorte nationalister, der ikke sympatiserede med hans ikkevoldelige strategi. Under marchen gik de unge amok, smadrede butiksruder og stjal varer fra udstillingsvinduerne, og marchen endte i kaos. Et kaos, King blev kritiseret for i både pressen og internt i bevægelsen.

     For at få oprejsning og komme tilbage på banen besluttede King sig til at arrangere en ny march i Memphis den 5. april, som skulle være disciplineret og kontrolleret. Men marchen fandt aldrig sted. King blev nemlig skudt den 4. april 1968 på altanen til sit hotelværelse i Memphis. Han døde på St. Joseph’s Hospital kl. 19.05, 39 år gammel.

     Kings død udløste glæde og triumf blandt især amerikanske hvide racister, men sorg og vrede blandt hans allierede over hele verden. Black Power-aktivist Stokely Carmichael erklærede, at mordet var en krigshandling begået af det hvide Amerika, og i mere end 100 byer landet over opstod der voldsomme optøjer.

Den dag i dag er der stadig mange forskellige teorier om, hvorfor King blev skudt, og hvem der stod bag. Den 8. juni blev James Earl Ray, racist og tidligere straffet, anholdt i London’s Heathrow Airport for mordet. Anklageren sagde, at Ray ville undgå dødsstraffen, hvis han erklærede sig skyldig, og han blev i stedet idømt en fængselsstraf på 90 år. Ray trak herefter sin erklæring tilbage, men kunne ikke få genåbnet sagen. Et år inden han døde i fængslet støttede King-familien op om at få genåbnet sagen, men det blev dem nægtet. Ray holdt fast i sin uskyld til sin død i 1998. I 1993 havde en indehaver af en restaurant i Memphis, Loyd Jowers, på tv erklæret, at han havde været med til at arrangere mordet på King, og at både mafiaen og regeringen havde været involveret. I 1999 sagsøgte Coretta King ham. Juryen dømte Jowers skyldig og fastslog, at King havde været offer for en større sammensværgelse, og at James Earl Ray dermed ikke havde handlet på egen hånd.

     Det amerikanske justitsministerium satte en undersøgelse i gang på baggrund af Loyd Jowers’ udtalelser, og i 2000 blev det konkluderet, at Jowers’ historie om, at han skulle have været involveret i en større sammensværgelse, som inkluderede det officielle Amerika, ikke havde noget på sig.

Martin Luther King er det største og mest betydningsfulde ikon for den amerikanske borgerretsbevægelse. Han er blevet indskrevet i den kollektive amerikanske erindring med en national helligdag den tredje mandag i januar. Han er uomgængelig i fortællingen om den amerikanske historie. Men fordi han primært huskes for sin indsats i kampen for afroamerikanernes borgerrettigheder og stemmeret er han også blevet et ’ufarligt’ symbol. Hans kamp mod fattigdom, som den dag i dag er et kæmpe problem for det amerikanske samfund, er ikke en del af den kollektive erindring om Martin Luther King.

     Men mange af de ’gamle’ borgerretsorganisationer har fortsat, hvor King slap, og de kæmper i dag, hvor de juridiske rettigheder er i hus, for en forbedring af afroamerikanernes levestandard. Som orkanen Katrina blotlagde, da den oversvømmede New Orleans i efteråret 2005, er der stadig en tæt forbindelse mellem klasse og race i nutidens USA. Sorte er oftere fattigere end hvide, de har sværere ved at få banklån, de har ikke adgang til den rigdom, der går i arv og har sværere ved at få jobs. I Martin Luther Kings samtid opnåede afroamerikanerne at få de samme fundamentale borgerrettigheder og stemmeret som deres hvide medborgere. Men hans drøm om at opnå de samme økonomiske rettigheder og muligheder er endnu ikke gået i opfyldelse for afroamerikanerne.

I 2019 kom det frem i frigivne dokumenter fra FBI, at Martin Luther King Jr. i 1964, få dage efter sin berømte tale i Washington, angiveligt var indblandet i voldtægten af en kvinde. Ifølge artiklen ”FBI: Martin Luther King så bare på og grinede, mens hans ven voldtog en kvinde” (se kilder) beskrives sagen i et håndskrevet notat, nedfældet af en FBI-agent på baggrund af en hemmelig lydoptagelse, som vel at mærke stadig er hemmeligholdt. På lydoptagelsen kan man ifølge notatet høre Martin Luther King grine og opmuntre sin ven til at voldtage en kvinde på deres hotelværelse.

     Anklagen mod Martin Luther King kommer i kølvandet på #MeToo-bevægelsen, som satte i gang i en lavine af afsløringer om seksuelle overgreb og krænkelser i den amerikanske offentlighed såvel som andre steder i verden. FBI-dokumenterne har vakt debat, og mens nogle er bestyrtede over, at et så stort ikon for frihed og ligeværd har deltaget i et seksuelt overgreb, sår andre ifølge nævnte artikel tvivl om ægtheden af beviserne. Et af argumenterne lyder på, at FBI gentagne gange i løbet af 1960’erne netop forsøgte at kompromittere Martin Luther King. I 2027 vil optagelserne endelig blive frigivet til offentligheden.

     Sande eller ej, så åbnede beskyldningerne mod Martin Luther King op for debat omkring miljøet og ligestillingen i de amerikanske borgerretsorganisationer i 1960’erne. Professor i historie ved det amerikanske universitet UCLA, Brenda Stevenson, har til Information i tidligere nævnte artikel udtalt, at den amerikanske borgerretsbevægelse var stærkt patriarkalsk, og at der er en grund til, at vi i eftertiden ikke kender navnene på nogle af de mange kvinder, der ellers også udførte et vigtigt og stort arbejde for organisationen (se kilder).