Tatoveringer

Mennesker har siden tidernes morgen dekoreret kroppen med farver og mønstre, men aldrig har tatoveringer været mere populære, end de er i dag. I 1951 kunne det amerikanske magasin LIFE fremvise en billedserie af den danske konge Frederik d. 9 tatoverede torso, og siden er mange kinesiske skrifttegn og carpe diem’er blevet graveret ind i folks hud. I disse år går tatoveringen sin triumferende gang hen over menneskekroppen i det meste af den vestlige verden, fra Rihanna og Nicklas Bendtner til sognepræster og slipsetyper. Tatoveringerne er bredt socialt accepterede i mange samfund, men deres funktion er ikke blot at pryde og forskønne: de skal også fremhæve personlighed og signalere gruppetilhørsforhold.

Ordet tatovering har den vestlige verden fået af James Cook, der i sin beretning om en ekspedition til Tahiti i årene 1768-71 beskrev den lokale befolknings anvendelse af denne form for kropsudsmykning, som de kaldte tattow.

     Senere forskere har gengivet det tahitiske ord som ‘tatau’, men har ikke kunnet enes om, hvorvidt ordet kommer af ’tatata’, der betegner hammerens slag på tatoveringsredskabet, eller af ’tatatu’, der kommer af malaysisk eller javanesisk ’tatu’, og betyder sår.

Tatovering er en betegnelse for den skik at frembringe kunstige mærker eller mønstre på huden. De fleste tatoveringsfarver består af en opløsning af farvekorn, som prikkes ind i huden. Farvekornene er så store, at huden ikke selv kan skille sig af med dem.

     En tatovering kan overordnet set udføres på tre forskellige måder:

• Artatovering: Kendes fra stenalderkunsten fra hele verden. Den udføres ved at der skæres et dybt snit i huden, således at der fremkommer et åbent sår. Heri indgnides forskellige ingredienser som for eksempel aske, der skal fremme ardannelsen og som også kan give arrene farve. Artatovering udføres stadig mange steder på Jorden især i Afrika og Australien, men er de fleste steder blevet fortrængt af farvetatovering. Når det især er meget mørkhudede mennesker, der anvender artatovering, hænger det sammen med, at ar er lettere at se end farver. 
• Sytatovering: Udføres ved at trække en farvet tråd gennem huden ved hjælp af en nål. Denne form for tatovering anvendes ikke i den vestlige verden men optræder hos eskimoer og visse indianere 
• Farvetatovering: Er den form for tatovering, som alle kender i dag og som udføres ved at et farvestof indprikkes i huden. Også denne metode har dybe rødder i menneskets historie, og har gennem tiderne været praktiseret side om side med artatovering. På 4.000 år gamle egyptiske mumier har man således fundet begge former.

I vor tids vestlige tatoveringskunst inddeler man tatoveringerne i tre hovedstilarter, hvoraf alle andre stilarter er afledt:

• Den traditionelle kristne stil: Karakteriseret ved kristne symboler i en simpel udformning som i et glasmaleri. Simpelheden skal understrege, at der ikke er tale om kunst efter naturen men efter troen. 
• Den orientalske stil: Stammer fra Japan og er karakteriseret af helhedsudsmykning af kroppen begyndende på ryggen. Motiverne kan være religiøse eller filosofiske men er altid båret af en kunstnerisk udtrykt glæde. 
• New tribalism: Denne stil er en tilbagevenden til de nonfigurative motiver, som gennem tiderne er praktiseret af naturfolk.

Tatovering er en ældgammel skik, og mange kulturer har haft egne tatoveringsskikke, fra at gnide aske ind i åbne sår til at prikke tegn og mønstre med nåle. Den ældste kendte, mumificerede menneskekrop, ismanden Ötzi, var også tatoveret med mønstre af simple prikker og streger. Han blev fundet i Alperne, ved grænsen mellem Italien og Østrig, og levede for over 5.000 år siden.

     Der er desuden en lang og ubrudt tradition for tatovering i Stillehavet. Hvor maorier i New Zealand traditionelt har lavet ansigtstatoveringer, har samoanere traditionelt lavet ’bukser’ fra knæet og op over hoften med tæt besatte mønstre af bølger, fisk og dyr. Også hos ainoerne, et oprindeligt folk i Japan, og hos inuitterne, har man fra gammel tid lavet tatoveringer.  Det store stilistiske gennembrud i tatoveringskunsten kom efter 1868, da Japan efter over 250 års isolation atter blev åbnet for udlændinge. Mens den vestlige verdens tatoveringskunst var kristent betonet med statiske motiver, var de japanske tatoveringer dynamiske. I Vesten arbejdede man stadig med sorte og røde tatoveringer, mens japanerne mestrede et rigt farvespektrum og en sart skyggevirkning, hvor farver og konturer gled over i hinanden.  Med Japans åbning mod verden kom sømænd til landet, og tatoveringerne greb søens folk som en løbeild. I kraft af den elektriske tatoveringsmaskines fremkomst i 1890'erne kom disse motiver til at dominere det meste af det 20. århundrede, ligesom tatoveringer i en stor del af de to sidste århundreder var forbundet med søens folk.

Helt frem til 1970’erne var der en udbredt opfattelse af, at tatoveringer hovedsageligt var noget, der sad på armene af kriminelle og sømænd. Det var derfor oplagt, at danske tatovører etablerede sig i området omkring Nyhavn, hvor stort set alle sømænd, der anløb Københavns Havn slog forbi, når deres skib lå til kaj.  Fra slutningen af 1800-tallet til 1970’erne udviklede Nyhavn sig derfor til Nordens uofficielle tatoveringscentral. Sømænd strømmede til for at få graveret sejlskibe, kvindenavne eller ’tro, håb og kærlighed’-motiver ind i huden af folk med kunstneraliasser som Tato-Jack og Tusch-Hans.

     Tatovør-erhvervet var dog endnu ikke indbringende nok til, at tatovørerne kunne betale en decideret husleje, så de slog sig sammen med områdets frie erhvervsliv. Fra hjørner og kroge af Nyhavns værtshuse, bordeller, tobaksforretninger og barbersaloner kunne tatovørerne herfra udvikle erhvervet. En af dem var Tusch-Hans, der fik lov til at tatovere i værtshuset Nyhavn 17, som åbnede i 1901 og i dag har status som verdens formentlig ældste fungerende tatovørbutik.  Det var også Tusch-Hans, der endte med at tatovere kong Frederik den 9., der om nogen var med til at udbrede den almindelige accept af denne kropsudsmykning. I 1951 stillede den danske konge op til at blive fotograferet til det amerikanske magasin LIFE, som bragte en billedserie, hvor kongen posere med fremskudt brystkasse og flot dekorerede arme.

     Før og efter Tusch-Hans huserede i Nyhavn har mange historiske personligheder ladet sig tatovere – Napoleon, Churchill, Roosevelt og Stalin. John F. Kennedy lod angiveligt sine tatoveringer fjerne, fordi Jacqueline Kennedy ikke brød sig om dem.

I dag er tatoveringer – eller ’tusser’, som de også kaldes – for længst blevet populære i alle samfundslag i den vestlige verden.

     I gamle dage gik sømænd bare ind i Nyhavns butikker og valgte en tegning på væggen. Sådan er det ikke i dag, hvor kunderne efterspørger meget specifikke motiver, som de ofte selv har medbragt.  En af dem er sognepræst i Randers, Oral Shaw, som udtaler i artiklen "Danskere smykker sig med religiøse tatoveringer" i Kristeligt Dagblad (se kilder), hvorfor hans underarm er blevet prydet med et kristent martyrsymbol, som forfulgte kristne benyttede i Romerriget: ”Jeg bekender mig til den kristne tro, og det skal mine tatoveringer vise. Jeg ser tatoveringer som udsmykning på linje med huller i ørerne eller en speciel frisure, men der skal være en historie bag. Historien giver noget værdi, som fastholder de idealer, jeg har fået tatoveringerne efter, og netop derfor er de kristne.”  Især er det dog tatoveringernes markante fremstød i populærkulturen, der har været med til at fremme deres popularitet. Hvor det i 1980’erne var almindeligt blandt kendte at være renskurede og glamourøse, har tiderne ændret sig med skuespillere som Angelina Jolie, musikere som Justin Bieber, sportsstjerner som Nicklas Bendtner og topmodeller som Freja Beha Erichsen, der i dag er tatoverede på store dele af kroppen.

     I København afholdes den årlige Copenhagen Ink Festival, Nordens største festival for tatovering, og der findes adskillige internationale magasiner for tatoveringsinteresserede.  Der findes endda reality-tv-serier, der har berømmet tatovører og gjort deres butikker verdenskendte – den såkaldte ’reality ink’-genre. For tatovørerne kan anses som symboler på en ny slags rigdom, fortæller tatovøren Dan Gold i artiklen "Fra gyden og ud i blitzlyset" til Weekendavisen (se kilder):  ”De dyre bildrenge vil gerne sponsorere os, fordi tatovører er ’de nye penge’. De der gamle, dyre biler bliver købt af mennesker med pimpet attitude. Folk fra hiphopgenerationen. Og de mennesker appellerer vi tatovører til.”

Det skønnes, at op mod 600.000 danskere er tatoveret, svarende til godt 15 procent af befolkningen, ifølge en meningsmåling foretaget af YouGov i 2013 (se kilder). I aldersgruppen 15-25 år har hver ottende en tatovering.  Hvor 11 procent af danske kvinder i 2009 havde en tatovering, imod 12 procent af mændene, har billedet skiftet. I 2013 var 13 procent af mændene tatoveret, mens det nu var tilfældet for 17 procent af kvinderne, viser meningsmålingen.

     På ganske få år er der altså sket en kulturændring, fortæller professor Jørgen Serup fra tatoveringsklinikken under hudafdelingen på Bispebjerg Hospital i en artikel i Politiken (se kilder): ”Der er sket et kulturskred fra, at det var rå mandegrupper, der brugte tatoveringer som et maskulint symbol, til at det er blevet en kosmetisk dekoration hos kvinder.”

     Der er dog også mange, der vælger at få deres tatovering fjernet, selvom det er dyrt og tidskrævende. 18 procent af tatoverede er ikke tilfredse med deres tatovering, viser tal fra en kampagne, som Miljøstyrelsen lavede i 2014 (se kilder).

     For nogle hænger det også sammen med, at de får tatoveringen lavet hos en hjemmetatovør med begrænset erfaring. Antallet af mere eller mindre professionelle tatovører er tidoblet siden 1970’erne, og i dag har hver tiende tatoverede fået lavet en hjemmelavet tatovering.

     Der er ingen krav om uddannelse for at blive tatovør, men fra 2014 trådte en ny registreringsordning for tatovører i kraft. Siden har det været muligt at vælge en registreret tatovør med højt fagligt kendskab og god hygiejne, ligesom vedkommende skal kunne give kunderne information om risiciene.

Modsat tøj, frisurer, smykker og piercinger er tatoveringer svære at fjerne, men som ethvert andet æstetisk udtryk skifter også tatoveringsmode over tid. Tatoveringernes permanente karakter kan derfor gøre kroppen til et museum over, hvilke motiver og farver der igennem tiden er dukket op og blevet populære for dernæst at blive antikverede.  De helt gamle motiver som sejlskibe og hjerter med pile igennem var populære blandt sømænd i verdens havnebyer i første halvdel af det 20. århundrede.  Efter Anden Verdenskrig og de allieredes sejr over Nazityskland skete der en amerikanisering af tatovørernes verden, hvor havfruerne blev til indianske kvinder og Dannebrog blev til Stars and Stripes. Men som tatoveringsekspert Jon Nordstrøm fortæller til Politiken i artiklen "Tusch-Hans, Kusse-Holger, Tato-Jack og alle de andre" (se kilder) var motivverdenen stadig tilbageskuende:

     ”Selv om der selvfølgelig også findes andre motiver, tatoverede de fleste sejlskibe, damer og sydhavsøer med palmer. Det holdt til helt op i tresserne.”

     Gradvist kom der flere farver til, og tatovørerne blev dygtigere.

     I midten af 1980’erne opstod der dog i USA et opgør med de farvestrålende tatoveringer. Den filippinsk-amerikanske tatovør Leo Zulueta blev inspireret fra ø-kulturen i Borneo, hvor motiver på kroppen bekræftede ens status i samfundet. Han importerede motivverden og benævnte den ’tribals’.

     For Zuluetas vedkommende passede de farvestrålende tatoveringer dårligt til hans brune hud, så sort blev den foretrukne farve, og tribal-tatoveringerne med deres dyrkelse af en præmoderne æstetik kom til at dominere 1980’erne og 1990’erne.

     På samme tid blev sejlskibene erstattet af vikingeskibe med drabelige mænd og nøgne kvinder, inspireret af heavy metal-musikkens stilistiske dyrkelse af ’ondskab’. Kinesiske skrifttegn og buddhistiske mønstre vandt også frem, og tatoveringer blev nu også opfattet som udvendige markeringer af indre livsanskuelser.  Desuden skulle tatoveringer ikke længere være simple, men derimod kræve tatovører, der både var dygtige håndværkere og tegnere.

I dag har tatoveringens æstetik bevæget sig i mange retninger, og tatovører forventes både at kunne mestre stilarter som old school, new school, keltisk, orientalsk, emo, fantasy og realisme. Desuden er det mere sjældent, at kunden får de tatoveringer, som tatovøren reklamerer med i sin butik – såkaldt flash design – til gengæld for motiver, som kunder selv medbringer på print – såkaldt custom design.

     Hvor pigtrådsoverarmen og tribal-tatoveringen henover lænden – også kaldt ’røvgeviret’ – taber terræn, vinder andre motiver og stilarter frem i dag. Det uddyber Tatto-Liz i artiklen ”Fra gyden og ud i blitzlyset” i Berlingske (se kilder):

     Blomster og sommerfugle: Særligt kvinder får tatoveret blomster, der fletter sig sammen med mønstre op på siden af kroppen eller på armene. De har overtaget de førhen så populære stjerner, der nu anses for mere gammeldags på kvinder, men til gengæld vinder frem på mænd.

     Skrift: For tiden får mange også lavet citater – eksempelvis bibelske og litterære – navne og datoer på kroppen. Den nordsjællandske tatovør Henning Jørgensen påpeger i artiklen ”Tatoveringens historie” i Jyllands-Posten (se kilder), at ”skrift er det nye tribal”.

     Old school: Den gamle sømandsstil lever stadig i bedste velgående. I forlængelse af en generel dyrkelse af autenticitet har gamle, kulørte motiver med ankre, røde hjerter eller pinup piger stadig en stor tiltrækning.

     Viking: Vikingemotiver vinder frem i disse år, og ifølge tatovører beder kunder om at få Midgårdsormen tatoveret om armen eller indgraveret deres familienavn i runer.

     Japansk: Japanske motiver med karper, tigre og samuraihoveder er en gammel stilart med store motiver. Tatoveringerne dækker ofte en hel arm eller ryg og spiller på kontrasten mellem farverige motiver og mørke mønstre.

     Realisme: En anden populær tendens er realistiske portrætter af kærester og børn.

     Ironi og hipster-filosofi: En aktuel tendens er, at fortidens symbolladede tatoveringer erstattes af en bevidst brug af ironi. Uncle Allan, der tatoverer i Indre København, fortæller i artiklen ”Pynt med personlighed: Tatoveringer er blevet allemandseje” i Politiken (se kilder), at ironi begynder at vinde frem: ”Her på det seneste er folk begyndt at få tatoveret kaffemaskiner og den slags, og det er nok en modreaktion på, at det i en periode har skullet være enormt dybt.”

     Også Peter Svarre, der er kommunikationsdirektør, har skrevet en blog på sitet Kommunikationsforum (se kilder) om den ironiske tendens: ”Tatoveringens nye sort er hipster tattoo. Det er tilfældigt, det er kryptisk, det er selvironisk ...()…Når de virkeligt trendy hipstere bliver tatoveret i dag, gøres det med en nonchalance og ligegyldighed, som udtrykker et grundlæggende opgør med den forrige epokes pedantiske dyrkelse af den perfekte og helt rigtige tatovering. Man lader sig tatovere spontant, og man vælger motiver som er dagligdagsagtige og skrigende tomme for nogen form for transcendental mening.”

Før i tiden lød det, at man skal tænke sig grundigt om, før man vælger en tatovering. For moden skifter og som man bliver ældre, vil forståelsen af tatoveringen ændre sig. Sådan lyder rådet stadig, men det vil ikke kunne forklare, hvorfor så mange får foretaget en tatovering.

     Når tatovering er blevet en udbredt og accepteret form for kropsudsmykning i den vestlige verden, hænger det rimeligvis sammen med identitet og ønsket om at lade individualismen komme til udtryk i den kropslige selviscenesættelse.  Kroppen er i dag også en symbolsk ting, som det er acceptabelt at omforme efter individuelle behov, hvilket også kan ses i andre fænomener som bodybuilding og kosmetiske operationer.  Det skyldes blandt andet, at vi lever i en visuel kultur, fortæller lektor i kulturanalyse Dorthe Refslund Christensen i en artikel i Samvirke (se kilder): ”Vi lever i en visuel kultur, hvor det, vi ser, betyder meget. Vi er optaget af at ”fortælle os selv” i det sociale rum. Og her er tatovering en ekstra mulighed.”

     På den måde kan tatoveringer effektivt og hurtigt illustrere et individuelt særpræg, men også medlemskab af et socialt fællesskab.

     Ligesom maratonløb og bjergbestigning kan udbredelsen af tatoveringer også ses som svar på en virkelighed præget af grænseløshed, påpeger sociolog Dominique Bouchet i en artikel i Berlingske (se kilder): ”I dag er det for mange svært at orientere sig og finde sit tilhørsforhold. Fordi vi ikke kan mærke det omkringliggende samfund, bliver vi tatoveret for at føle, at vi er til. Kroppen er det sidste sted, hvor vi rigtigt kan mærke, at vi eksisterer.”

     Desuden kan tatoveringen forklares som en leg med at ændre det, der ellers er givet, pointerer antropolog Anne Line Dalsgård i artiklen ”Sømandstatoveringer for fulde sejl” i Information (se kilder):

     ”Kroppen er givet som et uomgængeligt vilkår i et menneskes liv, men tatoveringer er en måde, hvorpå man selv kan sætte sit individuelle mærke på den (…) Du gør noget ved din krop, som vil blive ved med at være der, selv om du fortryder det. Hvor meget andet i dag er op til diskussion, så er tatoveringer noget, som ikke kan ændres.«

     Endelig er tatoveringer et symbol på ungdom, og det kan forklare deres udbredelse i en tid præget af ungdomsdyrkelse, fortæller modejournalist Chris Pedersen i artiklen ”Pynt med personlighed: Tatoveringer er blevet allemandseje” i Politiken (se kilder):

     ”Vi gider ikke længere blive gamle, som vores forældres generation gjorde det. Tag bare Michael Jackson og Madonna, som fyldte 50 for nogle uger siden. Det bliver mere og mere udtalt, at vi gerne vil beholde energien og nysgerrigheden i os. Tatoveringerne er bare et lille eksempel på den tendens.”

Så sent som i 1950’erne overvejede man ligefrem herhjemme et totalforbud mod tatovering af kvinder. Først i 1965 blev det af overlæge Torben Hvam dokumenteret, at tatoveringer ikke var et særligt tegn på forbrydermentalitet. Faktisk var det de mindst farlige kriminelle, tyverigruppen, der havde flest tatoveringer, mens gruppen af seksualkriminelle havde færrest.

     I årtier har tatoveringer hverken signaleret en forbryderisk karakter eller været forbundet med særlige samfundsklasser, kulturelle eller etniske grupperinger, selvom de kan være mere eller mindre synlige for omverdenen. I dag går tatovører op i nålenes sterilitet, og kunder forventes høfligt at lægge depositum og bestille tid længe forinden. Som fotograf og forlægger Jon Nordstrøm siger i en artikel i Weekendavisen (se kilder), så ”ligner de fleste tatobutikker i dag på det nærmeste tandlægeklinikker. ”  Samlet har tatoveringens almindelige præg gjort, at tilhængerne sjældent behøver at forsvare brugen af tatoveringer. En almindelig begrundelse for tatoveringer er dog, at den tilvirkede og permanente ændring af kroppen kan virke berusende, som tatoveringskunde Luna Boldsen udtrykker det i en artikel i Berlingske (se kilder): ”Det er den fedeste følelse at se en færdig tatovering i spejlet. Tegningen på et stykke papir er også flot, men det er noget helt andet, når man ser den på sig selv. Så er det pludselig en del af den, man er. Især når man har brygget på motivet længe. ”

     Også fra et professionelt perspektiv er de tatoveringer, der efterspørges i dag, langt mere fantasifulde end fortidens mere simple motiver, forklarer tatovør Uncle Allan i Politiken (se kilder): ”Folk er blevet mere modige. For nogle år siden var det meget små tatoveringer, som folk fik lavet. Ikke så meget farve, helst mønstre og simple ting. Nu er det mere specielle tatoveringer og gerne mange farver. Det er nu både slipsetypen og folk over 50 år, som får dem lavet.”

Hvor tatoveringens tilhængere benytter æstetiske argumenter, henviser kritikerne især til de sundhedsmæssige farer ved at lade sig tatovere. Særligt er det udbredelsen af hjemmetatovører, der vækker bekymring. Her stikker mange for dybt og efterlader pigmentet i et forkert lag af huden, hvilket kan give kraftig smerte på grund af de fremmedlegemer, der kommer ind i kroppen.

     De farvestoffer, som anvendes til tatovering, er ofte indkøbt på nettet, hvor der ingen kontrol er, og ingen ved, hvilke stoffer der er i. Det kan give anledning til allergiske reaktioner hos nogle mennesker, og man har tidligere set eksempler på overførelse af bakterielle infektioner i forbindelse med tatovering. I uheldige tilfælde kan der opstå blodoverførselssygdomme som hiv og leverbetændelse.

     Læge Jørgen Serup forklarer risici i en artikel i Samvirke (se kilder):  ”Jeg kalder tatoveringer for tikkende bomber i forhold til infektioner. Det kan være infektioner med streptokokker eller stafylokokker. De sidste kan være penicillinresistente. Sådan nogle stammer er meget hyppige i England og USA.”

     Fra Dansk Tatovør Laug har man i en årrække efterspurgt en offentlig autorisationsordning, hvor man skal gennemgå kurser omkring hygiejne, infektioner og allergiske reaktioner samt brug af tatoveringsudstyr og farver. Her mener man ligesom en række læger, at uautoriseret hjemmetatovering skal forbydes.