Tørklædedebatten

Skal kvinder have lov at bære tørklæde, når de arbejder som kassedamer, dagplejemødre eller dommere? Skal piger i folkeskolen have lov at dække håret med henvisning til deres religiøse overbevisning? Er kvinder, der bærer tørklæde, dårligt integrerede og undertrykte? Eller er det tværtimod et tegn på vellykket integration, at tørklædeklædte kvinder færdes i alle dele af det offentlige rum? Udgør burkaer et sikkerhedsproblem? Spørgsmål som disse har i mange år været en del af en ofte meget følelsesladet debat om muslimske kvinders tørklæde – og andre former for tildækning af kroppen. Debatten er præget af forskellige syn på islam, på religionens rolle i samfundet og på sammenhængen mellem påklædning, kønsroller og politisk ideologi. Den dukker op med jævne mellemrum – som regel med udgangspunkt i konkrete sager eller lovforslag. Også i mange andre vestlige lande diskuteres brugen af tørklæde, men med andre udgangspunkter end i Danmark, fordi reglerne omkring religiøse symboler i det offentlige rum og forholdet mellem religion og politik varierer fra land til land.   En ny dom fra EU-Domstolen fra juli 2021 slår fast, at arbejdsgivere – under visse omstændigheder – godt må forbyde deres medarbejdere at bære tørklæde.

Debatten om brug af tørklæder handler dels om praktiske problemer og dels om, hvilke signaler beklædningen udsender. Praktiske problemer kan opstå i skolen, når muslimske piger ønsker at have tørklæde på i gymnastik- og svømmeundervisningen. Det kan også volde problemer på arbejdsmarkedet, hvis kvinder ønsker at bære tørklæde ved maskiner, hvor tørklædet kan komme i klemme. Desuden mener nogle arbejdsgivere, at det kan være et problem for deres økonomi, hvis virksomhedens kunder ikke bryder sig om tørklædeklædte medarbejdere og derfor vælger at handle andre steder.

     En anden del af debatten handler om, hvorvidt piger og kvinder, der bærer tørklæde, gør det, fordi de bliver tvunget til det af deres forældre, mænd eller af religiøse overhoveder – eller fordi de på anden måde er underlagt social kontrol eller pres. Det diskuteres også, hvorvidt tørklædet skal ses som et tegn på støtte til et samfund, hvor politik og religion blandes, eller som et udtryk for antidemokratiske holdninger. Ligeledes diskuteres det, om tørklædet i sig selv signalerer et undertrykkende syn på kvinden eller en negativ holdning til ikkemuslimer.

Nogle muslimske kvinder mener, at det er en religiøs pligt eller i hvert fald anbefalet i Koranen at bære tørklæde. Ofte forklarer de den religiøse anbefaling med, at håret er en del af kvindens skønhed, som hun ikke bør dele med hvem som helst, men reservere til sin ægtefælle. De går altså med tørklæde, fordi de ønsker at leve op til religionens forskrifter. Andre opfatter det som en vigtig del af deres identitet som muslimer. Det gælder bl.a. en del unge kvinder, hvis forældre ikke går så meget op i islam, som de selv gør.

Nogle ønsker at udsende et signal om, at de går ind for sharia, dvs. islamisk lov, mens andre forsøger at udvise loyalitet over for muslimer, der lider undertrykkelse – fx palæstinensere. Endnu andre bruger tørklædet som et oprør mod det, de opfatter som samfundets fjendtlighed over for muslimer og islam. Tørklædet kan også være en protest mod kvinden som sexsymbol. Beklædningen kan ses som en frigørelse, da kvinden er fri for at tiltrække sig mænds opmærksomhed med sit udseende.

     Nogle ønsker at signalere dydighed, dvs. at de ikke flirter eller dyrker sex med forskellige mænd. Andre bærer tørklæde, fordi det er en tradition i deres familie. De føler det naturligt, men tænker måske ikke så meget over, hvad det mere præcist betyder. Andre går med tørklæde, fordi de synes, at det er pænt og feminint. Der findes desuden forskellige typer af tørklæder og forskellige måder at binde det på, og ens valg af tørklæde og måden, man binder det på, kan signalere tilhørsforhold til en bestemt religiøs eller etnisk gruppering.

Nogle bærer tørklæde, fordi de mener, at det gør dem mere frie. De kan bevæge sig mere frit, fordi de føler, at tørklædet beskytter dem mod mænds blikke, og at de bliver bedømt på deres intelligens og ikke på deres udseende. I Frankrig er der desuden eksempler på, at unge kvinder fra indvandrerfamilier går med tørklæde for at beskytte sig mod voldtægter og chikane i forstadsghettoerne.

     Nogle muslimske kvinder fremhæver, at tørklædet er en praktisk foranstaltning, der beskytter deres hår mod støv og snavs. Denne grund er dog nok mere udbredt i muslimsk dominerede lande, hvor det at bruge tørklæde er almindeligt udbredt, end i fx Danmark, hvor især yngre muslimske kvinder ofte forklarer, at deres beslutning om at gå med tørklæde er et bevidst valg foretaget efter længere overvejelser af både teologisk, identitetsmæssig, politisk og social karakter. Den hygiejnemæssige fordel ved at bære tørklæde fremhæves af sundhedspersonale og ansatte på fabrikker, hvor der forarbejdes fødevarer, ligesom det nævnes i kultursociolog Birgitte Rahbeks kronik “Et slør, flere slør” i Politiken (se kilder).

Nogle kvinder og piger bliver af deres mænd eller forældre tvunget til at bære tørklæde eller føler sig presset, fordi deres familie eller omgangskreds mener, at man skal bære tørklæde for at være ‘en god pige’, ‘en dydig kvinde’ eller ‘en ordentlig muslim’. Den iranskfødte forfatter Chahdortt Djavann beskriver i bogen Kast sløret! (se kilder) tørklædet som et kvindeundertrykkende symbol, der gør selv små piger til seksualobjekter, ligesom hun hævder, at “hele den mandlige kønskonstruktion i islam hviler på kvindens blufærdighed og skam”.

     I en kronik i Politiken (se kilder) drager filminstruktør Pernille Rübner-Petersen en parallel mellem bh og tørklæde og hævder, at begge beklædningsgenstande er udtryk for “en grundlæggende sexobjektgørelse gennem en bestemt dresscode”, og at tørklædet ligesom bh’en som funktion synes “at gøre hende anstændig samtidig med, bag om denne påførte anstændighed, at definere hende som seksualobjekt”.

Flertallet af muslimske mænd i Danmark tillægger det ikke ret stor betydning, om deres hustruer bærer tørklæde. Det viste interviewundersøgelsen IntegrationsStatus, der omhandler integration i Danmark 2007 (se kilder). I undersøgelsen svarede 66 procent af mændene, at det ikke eller slet ikke er vigtigt for dem, at deres kone bærer tørklæde, mens 29 procent svarede, at det er meget vigtigt eller vigtigt. Blandt de interviewede svarede 22 procent af mændene og 29 procent af kvinderne, at det er vigtigt eller meget vigtigt for dem, at deres datter bærer tørklæde.  

     Også en undersøgelse foretaget blandt muslimske kvinder med tyrkisk baggrund i Tyskland viste, at et flertal af de tørklædebærende kvinder havde taget det på af egen fri vilje. Dog svarede 40 procent af kvinderne i den tyske undersøgelse, at pres fra deres mor også har haft indflydelse på deres beslutning. Undersøgelsen blev foretaget af Konrad Adenauer-stiftelsen og refereres i rapporten Das Kopftuch – Entschleierung eines Symbols? (se kilder).

     Ligeledes fremgik det af den såkaldte ‘burka-rapport’ fra Københavns Universitet (se kilder), at de få kvinder i Danmark, der bærer burka eller anden form for heldækkende beklædning ifølge en række interview med kvinderne selv, har valgt en så konsekvent form for tildækning, fordi de ønsker at efterligne profeten Muhammeds hustruer og udføre gode gerninger, som giver belønning i det hinsides, og for at undgå at blive betragtet som sexobjekter. Flere af kvinderne fremhævede, at de havde valgt at bære burka, selv om deres ægtefælle eller øvrige familie var imod det, og selv om det gav dem problemer, bl.a. i form af manglende adgang til uddannelsesinstitutioner og chikane i det offentlige rum.

Der er kun få vers i Koranen – muslimernes hellige bog – der direkte omhandler kvindens klædedragt. Disse vers er blevet fortolket som religiøse begrundelser for, at muslimske kvinder skal gå med tørklæde. De mest kendte vers er sura 24, vers 31 i den nye danske oversættelse af Koranen (se kilder). Her står: “Sig til de troende kvinder, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring. De må kun fremvise deres pryd for deres ægtemænd, deres fædre og deres svigerfædre, deres sønner og deres ægtemænds sønner, deres brødre og deres brødres og søstres sønner, deres kvinder, deres slavinder, deres mandlige tjenere uden kønsdrift og børn, der intet ved om kvinders private kropsdele.”

     Desuden henvises der ofte til sura 33, vers 59: “Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettest blive genkendt og ikke blive forulempet.”

     Desuden er der i nogle af fortællingerne om profeten Muhammed anvisninger om kvindens klædedragt. De fleste muslimer mener, at disse beretninger skal læses som en forklaring eller uddybning af Koranens forskrifter, men der er ikke enighed om, hvilke af beretningerne der er troværdige.

Det er meget forskelligt, hvordan muslimer tolker Koranen og beretningerne om profeten Muhammed. Nogle muslimer mener, at kvinder bør dække deres hår. Andre mener, at de bør dække hele deres krop, andre igen er af den overbevisning, at de også bør dække ansigtet. Men der er også muslimer, der mener, at kvinder blot skal gå tækkeligt klædt, hvilket ikke behøver at betyde, at de skal dække håret. Denne holdning giver den danske konvertit Aminah Tønnsen Echammari udtryk for i bogen Islam i europæisk klædedragt (se kilder).

     I de fleste muslimske lande er der ingen regler, der kræver, at kvinder skal gå med tørklæde. Men i bl.a. Iran og Saudi-Arabien er der meget strenge regler for kvinders påklædning. Nogle af de forskellige tolkninger af kvindens rolle i islam og af kravet om tildækning gennemgås i bogen Muslim (se kilder).

     Blandt muslimske kvinder i Danmark er det ifølge interviewundersøgelsen IntegrationsStatus foretaget i 2007 (se kilder) især kvinder fra Libanon, Palæstina, Somalia og Irak, der bærer tørklæde. Af alle de adspurgte muslimske kvinder i undersøgelsen svarede 42 procent, at det er meget vigtigt eller vigtigt for dem at bære tørklæde, mens 48 procent svarede, at det ikke eller slet ikke er vigtigt for dem.

Der findes ingen love, der specifikt handler om tørklæder. På arbejdsmarkedet generelt er der ingen regler om tørklæder, men der er forbud mod at diskriminere på baggrund af religiøse tilhørsforhold, hvilket fremgår af Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (se kilder).

     På offentlige arbejdspladser er det generelt op til de enkelte institutioner at tage stilling til konkrete sager om påklædning. Der er fx ingen nationale regler om, hvordan elever og lærere skal være klædt i folkeskolen, gymnasiet eller andre skoler. Det er op til den enkelte skoles ledelse. Det fremgår af Bekendtgørelse om foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen (se kilder).

     I maj 2009 blev der vedtaget en ændring af Retsplejeloven (Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Dommeres fremtræden i retsmøder)) (se kilder), som betyder, at det blev forbudt for juridiske dommere at bære religiøse eller politiske symboler i retten. Nævninge og domsmænd er dog ikke underlagt reglen, og der har været eksempler på muslimske kvindelige lægdommere med tørklæde i retssager ved landsretterne.

     Det er heller ikke tilladt at bære tørklæde som en del af uniformen i det danske forsvar, ligesom det heller ikke er tilladt at bære tørklæde som tjenestegørende i politiet.   Efter flere års intens debat for og imod indførte regeringen den 1. august 2018 et såkaldt tildækningsforbud, populært kaldet ‘burkaforbuddet’. Loven var en udvidelse af det såkaldte maskeringsforbud fra 2000, som kom i kølvandet på en række demonstrationer med maskerede besættere. I 2018 blev dette forbud udvidet til at gælde al tildækning af ansigtet, som ikke tjener et “anerkendelsesværdigt formål”. Formålet var at forhindre, at muslimske kvinder kunne bære niqab eller burka i det offentlige rum.

     Dansk Folkeparti har flere gange stillet forslag om lovgivning, der skal forbyde det muslimske tørklæde i offentlige institutioner i Danmark, senest i oktober 2020, fremgår det af artiklen “Ekspert: Dansk Folkeparti rammer ved siden af med nyt forslag om tørklædeforbud” i Kristeligt Dagblad (se kilder). Der har dog hidtil ikke været flertal for forslagene.

Der findes ingen generelle regler, der forbyder offentligt ansatte at bære tørklæde, bortset fra reglen fra 2008 om juridiske dommere ved danske domstole. Justitsministerens begrundelse for forbuddet var, at dommerne skal fremstå neutrale og upartiske, så borgerne kan have fuld tillid til, at de dømmer efter lovene.

     Daværende velfærdsminister Karen Jespersen (V) udtalte efterfølgende, at hun ønsker, at forbuddet skal udvides til ikke kun at gælde juridiske dommere, men også nævninge og domsmænd. Statsministeren afviste forslaget med det argument, at lægdommere og nævninge skal afspejle befolkningen, og det vil et forbud mod tørklæder forhindre. Også Dansk Folkepartis forslag om et tørklædeforbud for alle offentligt ansatte afvises af regeringen, ligesom et forslag fra partiet om, at sundhedspersonale skal forbydes at bære religiøse symboler, er blevet afvist. Det afvises også af Institut for Menneskerettigheder, hvor juridiske eksperter har vurderet, at begge forslag vil være i strid med internationale konventioner og med den danske lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Dansk Supermarked indførte i 2000 særlige ‘uniformsregler’, der bl.a. betyder, at alle ansatte, der har direkte kontakt med kunderne, ikke må bære tørklæde. Det skete kort efter, at Magasin du Nord var blevet dømt for diskrimination, fordi de nægtede at have en erhvervspraktikant med tørklæde. Men Dansk Supermarkeds informationschef, Poul Guldborg, siger, at det ikke er et forbud direkte rettet mod tørklæder: “Det har at gøre med, at vi som virksomhed ønsker at fremstå som politisk, religiøst og kulturelt neutrale,” siger han i artiklen “Håret frit” i Weekendavisen i 2003 (se kilder).

     En del virksomheder har valgt at lave en særlig uniform, hvor der indgår et tørklæde med virksomhedens logo. De kvinder, der ønsker at bære tørklæde, kan så bruge uniformstørklædet, når de er på arbejde. Det gælder fx Coop Danmark. Flere offentlige arbejdspladser, blandt andre en række hospitaler, har også lavet særlige tørklæder, der passer til sygehusets arbejdstøj.

Der står intet om tørklæder i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men opfatter man det at bære tørklæde som religiøst betinget, er det relevant at kigge på konventionens artikel 9 (se kilder). Her står der:   “Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.”   “Stk. 2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædelighed eller for at beskytte andres ret og frihed.”

Den kan umiddelbart opfattes, som om muslimske kvinder har ret til at bære tørklæde, hvis de gør det af religiøse årsager, men man skal lægge mærke til, at der i stk. 2 står, at ens frihed til at udøve sin religion kan begrænses for at “beskytte andres ret og frihed”. Flere sager ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg viser, at dette er en vigtig begrænsning. Den svenske uddannelsesstyrelse, Skolverket, valgte at lægge vægt på denne begrænsning i religionsfriheden, da de i 2003 vurderede, at skoler har ret til at forbyde elever at bære hovedklæde, der forhindrer lærerne i at se deres ansigtsudtryk.

     I juli 2021 kom der en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som betød, at arbejdsgivere i alle EU-medlemslande har ret til at fyre deres medarbejdere, hvis de bærer symboler, der viser deres politiske, ideologiske eller religiøse overbevisning. Begrundelsen for dommen var, at forbuddet “kan være berettiget af arbejdsgivernes behov for at præsentere sig på en neutral måde over for kunderne og forhindre sociale konflikter”.

     Samtidig understregede domstolen, at der kan være forbehold i de enkelte medlemslande, der alligevel gør det ulovligt for arbejdsgivere at diktere medarbejderes beklædning. Det fremgår af artiklen “EU-domstol: Virksomheder må godt fyre ansatte for at bære tørklæde – på én betingelse” i Politiken (se kilder). Af samme artikel fremgår det, at virksomheder, der ikke vil tillade kvinder med tørklæde – eller andre ansatte, hvis påklædning afspejler deres religiøse, politiske eller ideologiske ståsted – at arbejde i kunderelaterede funktioner, skal tilbyde disse ansatte et andet job, hvis virksomheden ikke får yderligere omkostninger ved at tilbyde jobbet.

Mange lande i Europa har indført regler, der helt eller delvist forbyder brug af tørklæde eller ansigtsslør, og endnu flere lande har diskuteret forslag om at indføre sådanne forbud. En rapport fra 2018 bestilt af Open Society Foundations viste, at kun seks lande i EU – Kroatien, Cypern, Grækenland, Polen, Portugal og Rumænien – har undladt at forbyde hovedtørklæder eller ansigtsslør i en eller anden form eller at diskutere et forslag om at gøre det. Det fremgår af debatindlægget “Vi kvinder vil selv bestemme, hvad vi vil have på” i Politiken (se kilder).

Der er ingen faste regler for, hvornår det er tilladt kvinder og piger på arbejdsmarkedet og skoler at bære tørklæde. Men den svenske uddannelsesstyrelse, Skolverket, lavede i 2003 en regel om, at de enkelte skoler kan forbyde elever at gå tildækket, hvis det er til gene for undervisningen. Der har også været forslag fremme om at forbyde tørklæder i børnehaver og skoler, men der har hidtil ikke været politisk flertal for at lovgive på området. I 2012 kom de svenske uddannelsesmyndigheder frem til, at et tørklædeforbud i skolen strider mod den svenske religionsfrihed og lov mod diskrimination.

     Dog har flere kommuner i Skåne siden lavet regler, som forbyder elever og/eller lærere i folkeskolerne at bære tørklæde. Det fremgår af artiklen “Svensk tørklædeforbud fører til demonstrationer” i Kristeligt Dagblad (se kilder). I Sverige har det siden 2006 været tilladt at bære tørklæde i hæren.

I februar 2009 meddelte den norske justitsminister, at han ville lave en ny forordning for politiets arbejde, som tillod muslimske kvinder at bære hijab – tørklæde, som dækker hår og hals, men ikke ansigt – i tjenesten. Men efter modstand fra baglandet i ministerens Arbejderpartiet besluttede ministeren få uger senere at trække forslaget til en ny forordning tilbage.

     Til gengæld besluttede domstolsadministrationen i Norge i juni 2010, at det – trods planer om et forbud mod tørklæder blandt ansatte ved domstolene – fortsat skal være tilladt at bære hijab i norske domstole. Det betyder, at fagdommere, retsbetjente og andre ansatte fortsat – ligesom lægdommere – kan bære tørklæde i retsbygningerne.

Indtil 2003 var der ikke nogen love i Tyskland, der forbød tørklæder på arbejdsmarkedet. Heller ikke i parlamentet er der nedskrevne regler om de folkevalgtes påklædning, men der er en indbyrdes aftale mellem partierne om, at ingen optræder med religiøse symboler under parlamentsdebatter.

     I 2003 afgjorde forfatningsdomstolen, at de enkelte delstater havde mulighed for at vedtage lokale regler og love, der forbød brug af religiøse symboler i skolerne og på andre offentlige arbejdspladser. Herefter vedtog en række delstater love, der lægger begrænsninger på eller helt forbyder brugen af religiøs påklædning i offentlige skoler. En række delstater har desuden indført lovgivning, der forbyder brug af religiøse symboler blandt dommere.

     I 2015 afgjorde den tyske forfatningsdomstol imidlertid, at det forbud, der blev indført i 2003, strider mod forfatningens bestemmelser om religionsfrihed. Et forbud kan dog opretholdes i særlige tilfælde, hvis et muslimsk tørklæde eksempelvis skaber uro blandt eleverne. Det fremgår af Ritzau-artiklen “Tysk tørklædeforbud for lærere er ophævet” (se kilder).

I Frankrig har der siden 1905 været adskillelse af stat og religion, men der har ikke været klare retningslinjer for brug af tørklæde. Generelt er loven dog blevet tolket som et forbud mod at bære tydelige religiøse symboler i fx parlamentet. En sag i 1989, hvor to elever i 8. klasse blev bortvist fra skolen, førte til, at Forvaltningsrådet – den øverste franske domstol i forvaltningsretlige spørgsmål – afgjorde, at det ikke er tilladt at bære synlige religiøse eller politiske tegn i skolen.

     I 1994 blev der ansat en statslig mægler, som skulle tage sig af konflikter om religiøs påklædning. De fleste sager blev herefter i en årrække løst sådan, at de muslimske piger fik lov at bære tørklæde, men ikke burka eller andre former for tildækning. Også jødiske elever, der ønskede at bære kippa (jødisk kalot), og kristne elever, der ønskede at bære kors, fik typisk tilladelse. I 2004 vedtog det franske parlament imidlertid en lov, som forbyder religiøse kendetegn i offentlige skoler og på universiteter.

     I 2010 vedtog først det franske Underhus og siden Senatet desuden en lov, som forbyder brug af burka eller lignende tilsløring og tildækning i det offentlige rum. Loven definerer det offentlige rum bredt, så det omfatter alle gader og veje, lokaler som butikker, biografer, restauranter og markeder, der er åbne for offentligheden, samt alle offentlige bygninger. En lignende lov blev vedtaget i Belgien i april 2010.

Da den tyrkiske republik blev grundlagt for snart 100 år siden, blev det forbudt at bære tørklæde i offentlige bygninger, fx parlamentet, gymnasier, universiteter og offentlige kontorer, og det var også forbudt for offentligt ansatte såsom dommere, læger på offentlige hospitaler samt politibetjente at bære tørklæde. Det skyldtes, at det moderne Tyrkiet blev skabt på resterne af Osmannerriget, som var et muslimsk imperium, og stifteren af det moderne Tyrkiet, Kemal Atatürk, ønskede at tage afstand fra mange af traditionerne i Osmannerriget. Han anså tørklædet for at være et symbol på kvindens manglende rettigheder og forbød derfor tørklæde i offentlige bygninger.

     Det tyrkiske regeringsparti, AK, der har siddet på magten siden 2002, har imidlertid ændret afgørende på reglerne. I 2008 vedtog et flertal i parlamentet en lov, der gjorde det tilladt for kvinder at bære bestemte former for tørklæde på universiteterne. Loven medførte stærke protester fra borgere, der frygtede en islamisering, og en gruppe borgere klagede til forfatningsdomstolen. I juni 2008 afgjorde domstolen, at loven stred imod forfatningens regler om adskillelse af politik og religion, og domstolen annullerede den nye lov. Siden valgte et stigende antal universiteter dog at se igennem fingre med, at kvindelige studerende mødte op med tørklæde på, siden 2010 er reglerne om brug af tørklæde i det offentlige rum og offentlige institutioner løbende blevet lempet, så det nu er tilladt at bære tørklæde på uddannelsesinstitutioner, i politik, i politiet – og fra 2017 også i militæret. Det fremgår af Ritzau-artiklen “Tyrkiet ophæver tørklædeforbud for kvinder i militæret” (se kilder).

Der har været en række sager, der involverer brug af tørklæde, både på arbejdsmarkedet og i skolen, og en del af dem har været omtalt i medierne. Nogle af de mest omdiskuterede sager beskrives herunder.

• Tørklædet er undertrykkende, fordi det signalerer, at kvinden skal dække sig til for mandens skyld. Det argument er bl.a. blevet fremført af flere politikere fra Dansk Folkeparti, men også af politikere fra andre partier på både højre- og venstrefløjen. 
• Tørklædet er en provokation og protest mod det danske samfund og det danske demokrati. Den holdning har blandt andre socialdemokraten Karen Jespersen givet udtryk for samt forfatter Helle Merete Brix, hvilket beskrives i artiklen “Håret frit” i Weekendavisen den 24. oktober 2003 (se kilder).

• At klæde sig, som man ønsker, bør være en del af den visuelle ytringsfrihed. Det er derfor udemokratisk at ville forbyde bestemte former for påklædning. Det argument fremfører ph.d.-studerende ved Akademiet for Migrationsstudier Camilla Elg i en kronik i Politiken (se kilder). 
• Undertrykkelsen af piger og kvinder kan bedst bekæmpes ved, at piger og kvinder får ret til at deltage i samfundslivet, uanset om de går med tørklæde eller ej. Det argument er bl.a. blevet fremført af ph.d.-studerende ved Akademiet for Migrationsstudier Camilla Elg i en kronik i Politiken (se kilder): “Piger og kvinder bliver ikke ligestillede af, at det danske samfund diskriminerer dem, når de har tørklæde på. Det er derimod uundgåeligt, at undertrykkelsen af piger og kvinder taber styrke, når de får mulighed for at deltage i, bidrage til og bruge mulighederne i et demokratisk samfund – bl.a. gennem uddannelse og arbejde – uanset hvordan de går klædt.” 
• Muslimske kvinder bør have frihed til at klæde sig, som de vil, og på den måde får de også frihed til at udvikle individuelle og nye måder at bære tørklæde på, ligesom tørklædet kan tillægges nye betydninger. Det fremhæver designskole-studerende Yasamin Zafar i et interview i Information i 2008 under overskriften “Tørklædet som tjekket hybrid” (se kilder). I interviewet beskriver hun, hvordan hun som designer arbejder med at skabe tørklæder inspireret af “på den ene side den traditionelt tildækkede kvinde og på den anden side den trendy bybo”. 
• Tørklæder eller burka er undertrykkende, men et alt for stærkt fokus på muslimske klædedragter risikerer at fjerne opmærksomheden fra andre former for kvindeundertrykkende beklædning og normer, fx de vestlige samfunds skønhedsidealer for selv ganske unge kvinder, som i stigende grad giver teenagepiger problemer med lavt selvværd, spiseproblemer og lign. Det synspunkt fremføres fx i kronikken “Vore piger i skønhedsburka” i Politiken (se kilder).

• Et tørklædeforbud på arbejdsmarkedet vil hjælpe muslimske kvinder med at frigøre sig, fordi forbuddet kan styrke dem over for deres mænd og andre, som ønsker, at de mod deres vilje skal gå med tørklæde. 
• Et forbud mod tørklæder vil, hvis det udformes som et generelt forbud mod religiøse symboler, medvirke til, at Danmark reelt bliver en religionsneutral stat, hvor det offentlige rum ikke misbruges til at missionere og drive propaganda for nogen religion, hverken kristendom eller islam. Dette argument fremføres af filosof Søren Gosvig Olesen i en kronik i Information under overskriften “Et første lille skridt mod et farvel til den religiøse stat” (se kilder).

Tørklædeforbud kan skade integrationen. Hvis muslimske kvinder ikke må bære tørklæde, vil det forhindre mange af dem i at få et arbejde. Nogle kvinder vil vælge at blive hjemme; andre vil af deres forældre blive afholdt fra at tage et arbejde, hvis det kræver, at de tager tørklædet af. Andre igen vil ikke orke at tage en uddannelse, hvis de ved, at de ikke kan bruge deres uddannelse uden at lægge tørklædet. Disse argumenter fremføres i artiklen “Håret frit” i Weekendavisen fra 2003 (se kilder). I artiklen “Tørklædet er vigtigere end job” i Politiken fra 2008 (se kilder) siger forsker i kultur- og sprogmødestudier Lise Paulsen Galal, at hvis der kommer flere forbud mod tørklæder på danske arbejdspladser, vil det blot få flere kvinder til at gå med tørklæde: “Kvinderne vil opfatte det som et angreb på deres værdier, og de vil derfor kæmpe for retten til at have andre værdier end majoritetsbefolkningen.”

Der er delte meninger blandt muslimske kvinder, men de fleste, der har udtalt sig offentligt, bryder sig ikke om debatten og mener, at tørklædet bør være en privat sag, ligesom det er en privat sag, om en person fx bærer et kors om halsen. Også muslimske kvinder, der ikke selv bærer tørklæde, har forsvaret deres trosfællers ret til at bære tørklæde. En del unge muslimske kvinder har desuden givet udtryk for, at de føler, det er omsonst at tage en uddannelse, hvis de ikke kan få arbejde, så længe de bærer tørklæde. Det fremgår af artiklen “Håret frit” i Weekendavisen fra 2003 (se kilder).

     Andre mener, at det er vigtigt, at de vestlige samfund siger fra over for tørklædet, som de opfatter som kvindeundertrykkende. Det er ofte kvinder, der har boet i islamiske samfund og har været tvunget til at gå med tørklædet, hvilket fremgår af artiklen “Sløret fra munden” i Weekendavisen (se kilder).

Mange arbejdsgivere skeler ikke til, om en ansøger bærer tørklæde eller ej, og en del supermarkedskæder har ændret politik og har besluttet, at deres ansatte gerne må bære tørklæde. Nogle arbejdsgivere har dog omvendt indført regler om beklædning, som betyder, at de ansatte med kundekontakt ikke må bære beklædning, som signalerer bestemte politiske eller religiøse overbevisninger. Ny forskning fra Københavns Universitet viser desuden, at chancerne for at blive indkaldt til jobsamtale, hvis man er en minoritetsetnisk kvinde med tørklæde, er betydeligt ringere, end hvis man er etnisk dansk kvinde uden tørklæde. Minoritetsetniske kvinder med tørklæde skal således sende 60 procent flere ansøgninger end etnisk danske kvinder for at blive indkaldt til samtale. Det viser et felteksperiment, hvor der blev sendt 1.350 fiktive ansøgninger afsted som svar på en række stillingsopslag inden for et bredt udvalg af brancher (handel og service, industri og håndværk, salg og kommunikation, undervisning, kontor og økonomi, social og sundhed). Den eneste forskel på ansøgningerne var, om kvinden bag ansøgningen var etnisk dansk, havde etnisk minoritetsbaggrund eller havde etnisk minoritetsbaggrund og bar tørklæde. Det fremgår af rapporten Kvinder med tørklæde. Ti kvinders erfaringer med arbejdsmarkedet, som Institut for Menneskerettigheder offentliggjorde i 2020 (se kilder). Af rapporten fremgår det også, at de ti interviewede kvinder oplever, at de i visse situationer bliver fravalgt eller chikaneret pga. deres tørklæde.

Der er gennem tiden lavet en del undersøgelser, der viser, at mange danskere er skeptiske over muslimske kvinder med tørklæde. En undersøgelse fra 2019, foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad, viste, at flere end halvdelen af danskerne i større eller mindre grad oplever det muslimske tørklæde som en barriere for venskab. I undersøgelsen blev 1.102 danskere spurgt, i hvilken grad det er eller vil være en barriere for venskab, hvis en kvinde går med tørklæde. Respondenterne svarede således:

• I meget høj grad: 10 procent. 
• I høj grad: 8 procent. 
• I nogen grad: 18 procent. 
• I mindre grad: 22 procent. 
• Slet ikke: 37 procent. 
• Ved ikke: fem procent. 
• De 1.102 personer var over 18 år og var født i Danmark eller i et andet vestligt land og havde forældre, der var født i Danmark eller et andet vestligt land. Det fremgår af artiklen “Tørklædet skiller ny- og gammeldanskere” i Kristeligt Dagblad (se kilder).