Ghettoer

Fordommene om ghettoer er der mange af; her regerer banderne, alle voksne er på kontanthjælp, og facaderne er dækket af en skov af parabolantenner, der henter mellemøstlige tv-kanaler døgnet rundt. Ghettoerne er parallelsamfund, hvor frustrationer af og til koger over i ekstremisme og vold. Dette billede af ghettoerne bliver dog også kritiseret fra flere sider. Kritikken lyder blandt andet, at det er overdrevet overhovedet at tale om ghettoer i Danmark, og at vi faktisk gør mere skade end gavn, når vi stempler boligområder som ghettoer.

     Ghettoer er et politisk meget varmt emne, og ghettoaftalen fra 2018 er i fuld gang med at nedbringe antallet af udsatte boligområder. Det har blandt andet ført til, at flere boligblokke er blevet jævnet med jorden.

I den oprindelige betydning er ghettoer de jødiske kvarterer, man kunne finde i en lang række europæiske byer mellem det 13. og det 19. århundrede og igen under Anden Verdenskrig. Ordet ghetto blev første gang brugt om jødekvarteret i Venedig. Senatet i Venedig besluttede i 1516, at byens jøder skulle bo på en lille ø i byen, hvortil broerne kunne lukkes. Tidligere havde øen huset jernstøberier, og området fik derfor formentlig navn efter det venetianske ord for slagger, ‘ghèto’. Begrebet kan dog også stamme fra det italienske ord ‘Borghetto’, et lille kvarter, eller fra det hebraiske get, der betyder afsondring eller separation.

     Det særlige ved de oprindelige ghettoer var, at jøderne var tvunget til at bo inden for ghettoens grænser, som ofte var afgrænset af en mur med porte, der blev holdt lukket om natten. Denne indespærring betød først og fremmest overbefolkning, overdødelighed og fattigdom. Samtidig betød det dog også, at de jødiske samfund udviklede et stærkt kulturelt og økonomisk fællesskab.

     Under Anden Verdenskrig oprettede nazisterne igen en række ghettoer i østeuropæiske byer. Her levede jøderne en ussel tilværelse, hvor langt de fleste enten døde eller blev sendt videre til udryddelseslejrene.

De mest kendte ghettolignende områder i international sammenhæng er nok de sortes ghettoer i USA og de sydafrikanske townships under apartheid. I de senere år har uroligheder i de franske indvandrerkvarterer ‘banlieus’ og de brasilianske slumbyer ‘favelas’ også bragt international bevågenhed på disse områder. Der er stor forskel på de forskellige områder, men det gennemgående kendetegn er en grad af isolation fra det øvrige samfund.

Ordet ghetto bliver i Danmark ofte brugt til at betegne større boligområder, der har mange beboere med anden etnisk herkomst og mange sociale problemer. Disse områder ses som mere eller mindre isolerede fra resten af samfundet. Blandt andet Mjølnerparken i København, Gellerupparken i Aarhus og Vollsmose i Odense bliver jævnligt omtalt som ghettoer.

     Ghettoer har været på den danske dagsorden siden starten af 1990'erne, hvor en række borgmestre på den københavnske vestegn klagede over mængden af indvandrere og flygtninge i deres kommuner og over, at de der opstod problemer, når mange med flygtninge- og indvandrerbaggrund boede i bestemte boligområder. Siden da har ghettoer været meget omtalt, blandt andet i kraft af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2004 (se kilder). Her sagde han, at: ”mange års fejlslagen udlændingepolitik har f.eks. skabt indvandrerghettoer, hvor mændene er arbejdsløse, hvor kvinderne er isolerede, og familierne kun taler hjemlandets sprog (…). Ghettodannelser fører til vold, kriminalitet og konfrontation.”

Siden 2010 har skiftende regeringer udpeget og listet en række udsatte boligområder på baggrund af etnisk sammensætning, socioøkonomiske forhold og kriminalitet. Ifølge artiklen ”10 år med ghettolisten i fagbladet Boligen (se kilder) fremlagde VK-regeringen i 2010 strategien ”Ghettoen tilbage til samfundet – Et opgør med parallelsamfund i Danmark” (se kilder). Udspillet fra VK-regeringen indeholdt 32 punkter og lagde op til blandt andet øgede sociale indsatser, øget renovering, tættere samarbejde mellem politi og aktørerne i boligområderne.

     Siden da er der mindst en gang om året udgivet såkaldte ghettolister over de boligområder, der efter den pågældende regerings vurdering krævede en særlig indsats.

De første lister med ghettoer omfattede boligområder, som opfyldte mindst to af følgende tre kriterier:

• Mere end 50 % andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. 
• Mere end 40 % andel af beboere i alderen 18-64 år uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse. 
• Mere end 1,98 % andel af beboere er dømt for kriminalitet

     I 2013 blev der tilføjet yderligere to kriterier; lavt uddannelsesniveau og lavt indkomstniveau, og listerne omfatter nu områder, der opfylder tre af de fem kriterier. Det fremgår af en artikel på DR den 1. december 2018 (se kilder). Samtidig skiftede ghettolisten skiftede officielt navn til ”Liste over særligt udsatte boligområder”.

Den seneste liste over særligt udsatte boligområder (også kendt som ghettolisten) fra 1. december 2019 (se kilder) indeholder 28 boligområder:

• Vollsmose i Odense er med over 7.000 beboere det største boligområde på listen. Gellerupparken i Aarhus og Tingbjerg i København følger efter med hver omkring 6.000 beboere. 
• 9 af boligområderne ligger i eller omkring København, men også byer som Slagelse, Holbæk, Silkeborg og Horsens har områder med på listen.

Det nyeste tiltag kommer fra den daværende VLAK-regering, der i 2018 fremlagde ghettoudspillet “Ét Danmark uden parallelsamfund” (se kilder). Der var bred opbakning i folketinget på tværs af partierne til at indgå en aftale på området, og der blev lavet i alt syv, brede politiske aftaler. Det fremgår af en artikel fra Ritzau, bragt i Avisen den 18. marts 2019, samt af en artikel fra DR den 12. juli 2019 (se kilder):

• Bedre fordeling af børn i daginstitutionerne: Der må højst optages 30 % børn fra udsatte boligområder i alle dagsinstitutioner. Dog kan dette loft hæves til 35 % i kommuner med mange børn fra udsatte boligområder. 
• Børn i udsatte boligområder skal i dagtilbud: Børn, der ikke allerede er indskrevet i vuggestue eller dagpleje eller et lignende tilbud som etårige, skal have en anden form for obligatorisk læringstilbud 25 timer om ugen. 
• Finansiering af ghettoudspil: Der er frem mod 2030 afsat i alt ti milliarder kroner til indsatser målrettet de områder, hvor problemerne med parallelsamfund vurderes at være størst. 
• Forbud mod at flytte i ghetto for personer på kontanthjælp: Folk, der får sociale ydelser, som kontanthjælp, integrationsydelse eller uddannelseshjælp må ikke flytte til de mest udsatte ghettoområder. 
• Skoleområdet: Der indføres sprogprøver i grundskoler med en høj andel af elever fra udsatte boligområder. Derudover stilles der krav til, at børnene deltager i undervisningen. Manglende deltagelse kan for forældrene medføre bortfald af børnechecken samt underretninger til kommunen. Endeligt indføres der sanktioner til de folkeskoler og ungdomsuddannelser, der gennem længere tid klarer sig dårligt. 
• Parallelsamfund: Boligområder, der har stået på ghettolisten i fire år i træk skal nedbringe andelen af almene familieboliger inden 2030 til højst 40 %. Blandt andet ved at rive boligblokke ned 
• Ghettorepræsentanter: De repræsentanter i ghettoerne skal følge de almene boligorganisationers, kommunernes og statslige myndigheders indsatser. Disse repræsentanter er ikke personer, der selv bor i ghettoen, som man måske kunne tro. Det er derimod politikere, der kommer til at varetage opgaven.

     Det er uvist, om det vil lykkes at gennemføre alle de nye regler på ghettoområdet fra 1. januar 2020. Blandt andet kravet om, at der højst må være 30 % eller 35 % børn fra udsatte boligområder i daginstitutionerne. Nogle institutioner har nemlig næsten udelukkende tosprogede børn, og i praksis vil kravet derfor være noget nært umuligt at indfri.

Alle boligområderne på ghettolisten er såkaldt almene boligområder med lejeboliger. Der er dog også masser af almene boligområder uden ghettoproblemer. Problemerne er særligt koncentreret i betonbyggerier opført i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne.

     I 1970 svarede beboersammensætningen i almene boliger nogenlunde til i resten af samfundet. Siden da er der sket en opdeling af boligmarkedet, blandt andet på grund af skatteregler og lovgivning, der favoriserer ejerboliger. Det betyder, at dem, der har råd til det, typisk bor i ejerboliger, mens de svageste typisk ender i almene boliger. Det sker blandt andet, fordi kommunen har ret til at anvise boligløse til almene boliger, og fordi folk med lave indkomster kan få boligstøtte til huslejen.

I samfund med stor forskel på rig og fattig og med en lille middelklasse vil risikoen for ghettodannelser være større. Grupperne af rige og fattige kommer typisk til at bo i isolerede områder uden den store kontakt med andre befolkningsgrupper. I mere lige samfund som Danmark, ser man ikke de samme problemer med ghettoer som i eksempelvis USA og Brasilien, der begge er meget polariserede samfund - med stor forskel på rig og fattig.

Boligområder, der først er blevet nedslidte og har fået et dårligt ry, kan havne i en selvforstærkende negativ spiral. Når først et boligområde af en eller anden grund bliver opfattet som uattraktivt – det kan være på grund af et nedslidt udseende eller dårlig beliggenhed – så bliver beboersammensætningen gradvist ændret. Når beboersammensætningen viser tegn på en begyndende ghettoisering, forværres områdets image, og dette påvirker igen tilflytningen til områderne. Dermed er den negative udviklingsspiral sat i gang.

     Eksempelvis vil områder med mange indvandrere typisk blive fravalgt af de etniske danskere, som har mulighed for at vælge andre boliger. Derfor bliver tilflytningen præget af en høj andel af indvandrere og etniske danskere med sociale problemer.

Et af de centrale spørgsmål i ghettodebatten er, om danske boligområder med grønne arealer, legepladser og festlokaler overhovedet kan kategoriseres som ghettoer, selv om de måtte have en relativt høj andel af indvandrere eller beboere på overførselsindkomster.

     Regeringens ghettostrategi fra 2010 (se kilder) beskriver ghettoer som parallelsamfund med særlige normer, som ikke stemmer overnes med ’danske værdier’:

     ”Det er stærke værdier, som holder Danmark sammen, og som vi ikke skal give køb på. Men der er i dag steder i Danmark, hvor de danske værdier ikke længere er bærende. Og hvor de regler, der gælder i resten af samfundet, derfor ikke har samme effekt. Sådanne tilstande hersker i dag i dele af de boligområder, som vi i daglig tale kalder ghettoer.”

     En undersøgelse fra 2012 gengivet i Ugebrevet A4 (se kilder) har også påvist, at der er udbredt fattigdom i ghettoområderne, og at Danmarks fattige i stigende grad koncentreres her.

     Selve ghettostemplet er dog ifølge en række forskere misvisende, da de danske boligområder slet ikke tåler sammenligning med de internationale eksempler. Lektor Tove Rasmussen siger til Information den 27. oktober 2010 (se kilder): ”Internationale forskere definerer ghettoer som reelle parallelsamfund. Altså at man er komplet afskåret fra omverdenen. I de amerikanske ghettoer, går ingen på arbejde, og man lever kummerligt. De ville grine, hvis de så de områder, som vi kalder ghettoer.”

Ghettostrategien fra 2010, ghettolisten og ghettoudspillet fra 2018 er et forsøg på at identificere og derefter målrette indsatsen over for særligt udsatte boligområder ved at tilføre ekstra opmærksomhed og ressourcer til de udpegede områder.

     Udgivelsen af ghettolisten har dog også medført udbredt kritik, fordi ghettobetegnelsen risikerer at blive en form for brændemærkning af navngivne boligområder og deres beboere. Den franske ghettoforsker Loïc Wacquant siger i et interview med Politiken den 26. maj 2013(se kilder), at den danske ghettoliste bør droppes:

     ”For hvad sker der, når vi kalder et område for en ghetto? Beboere med job, de veluddannede og de med ressourcer flytter væk så snart, de kan komme til det. For hvem har lyst til at sige på arbejdet, til en jobsamtale eller på studiet, at man bor i en ghetto? På den måde straffer man de velfungerende beboere i de udsatte områder, og tilbage står de svageste, de syge og de kriminelle. Min opfordring til de danske politikere er derfor: Drop jeres syge ghettolister”.

Det er meget vanskeligt at undersøge, om en skæv beboersammensætning i sig selv skaber problemer. Det er svært at vide, om den arbejdsløse i Mjølnerparken ikke også ville være arbejdsløs, selv om han boede i Gentofte. Nogle mener, at når resten af beboerne i opgangen ikke har job, kan der opstå en kultur, hvor det er socialt acceptabelt at leve på overførselsindkomster.

     Ifølge debattøren Lars Olsens bog ”Den nye ulighed” fra 2007 (se kilder) skaber ghettoer også en negativ social arv. Ghettoernes skoler kommer til at mangle den positive ”klassekammerat-effekt”, når ressourcesvage børn ikke arbejder sammen med mere ressourcestærke, og derved kan hæve deres faglige niveau. Det er også sværere at undgå kriminelle eller ekstreme miljøer i ghettoen end i andre typer af boligområder.

     Man kan dog også se ghettoområder mere positivt som ”enklaver”, hvor minoritetsbefolkninger bosætter sig sammen for at kunne have et stærkt sammenhold og kulturelt fællesskab. Det har man for eksempel set i amerikanske storbyer som New York og Chicago, hvor immigranter fra Italien, Irland, Kina og andre lande har bosat sig i nærheden af deres landsmænd. Her kunne man tale sit eget sprog og leve i et tæt socialt og økonomisk fællesskab, indtil man måske blev klar til at rykke ud af enklaven. Man kan dog ikke uden videre overføre disse erfaringer til de danske ghettoer, der har en noget mere etnisk blandet beboersammensætning end i de fleste andre lande.

Ghettoen har sat sig spor i populærkulturen, særligt gennem hiphop. Hiphopkulturen er nu centreret omkring rapmusikken, men omfatter også deejaying, breakdance og graffiti. Hiphoppen opstod i de tidlige 1970’ere i New Yorks ghettoer, hvor unge mødtes til gadefester og battlede med hinanden. Det oprindelige udspring fra de fattige ghettoer betyder, at hiphop har fungeret som talerør for marginaliserede grupper, både som gangsterrap, men også med en mere social og samfundskritisk vinkel.

     Den danske rapmusik har ikke på samme måde som den amerikanske haft en social og etnisk profil. I Danmark har den hvide middelklasse ikke bare været den største købergruppe, men også dem der i mange tilfælde lavede musikken. Der er dog også mere rendyrket ghettohiphop, som eksempelvis S!vas, der har opfundet sin egen slang, der blander dansk med mellemøstlige fraser og hjemmelavede ord.

Ghettoen og hiphoppen har tilsammen fostret et ghettodansk, der kan være så svær at forstå for andre, at der er udkommet en ordbog til den. I bogen ”Gade/ dansk ordbog – en håndbog i ghettodansk” fra 2014 (se kilder) oversættes omkring 450 ghettodanske udtryk som shabab (ven) og flouze (penge). Sprogforskeren Pia Quist siger til dr.dk (se kilder) om det nye ghettodansk:

     ”Forskere begyndte at undersøge arabiske og tyrkiske ord i de unges sprog i sluthalvfemserne – men i løbet af de sidste fem års tid er der sket rigtig meget inden for hiphopmiljøet, og mange med indvandrerbaggrund har præget den danske hiphoplyrik.”

     Ghettodansk har en lang række ord, der oprindelig stammer fra arabisk, tyrkisk og engelsk, men der er ord fra mange lande: Somalia, Albanien, Frankrig, Spanien, Mexico, Italien og mange andre.

En del af den ghettoplan, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i november 2018, går som tidligere nævnt ud på at nedbringe antallet af almene boliger. Konkret betyder det, at boligområder på ghettolisten skal minimere deres antal af almene boliger til 40 % – også selvom det betyder, at boligblokke skal rives ned. Flere steder i landet har man da også valgt at rive boligblokkene ned, frem for at forsøge at vende udviklingen. Det gælder blandt andet i Aarhus, hvor blokke i Gellerupparken er blevet jævnet med jorden. I Vollsmose i Odense har man ligeledes valgt at fjerne boligblokke i forsøget på at nedbringe antallet af almene boliger.

     I en artikel på DR den 12. december 2018 (se kilder) siger overborgmester Frank Jensen dog, at det ikke kommer til at ske i København: “Det er nødvendigt at lave en særlig københavnermodel for at indfri regeringens og Folketingets ghettoplan. Vi har et meget stort pres på vores boligmarked, så vi kan ikke rive boliger ned.” Planen i København er i stedet at bede folk om at flytte til mindre belastede områder samt at bygge flere private boliger ved siden af ghettoerne som et alternativ til de almene boliger. Det gælder blandt andet i Mjølnerparken, hvor en række boliger skal på private hænder, hvilket til gengæld betyder, at mange mennesker skal genhuses andre steder i byen.

     Mange steder fra har nedrivningen dog mødt kritik. Ikke mindst fra beboere, der bliver tvunget til at flytte et andet sted hen. Nogle eksperter mener, at nedrivningen kan føre til en bedre boligsammensætning. Andre påpeger, at nedrivningen er den rigtige vej frem, men ikke i sig selv løser alle problemer; indsatsen skal følges op af andre initiativer, der for eksempel kan få folk i arbejde. Det argumenterer blandt andre Bent Madsen, direktør i Danmarks Almene Boliger, for i en artikel i Fagbladet Boligen den 5. september 2018 (se kilder).