Deleøkonomi og platformsøkonomi

Deleøkonomi var på alles læber i starten af 2010’erne, hvor nye digitale platforme havde gjort det muligt for privatpersoner at f.eks. leje deres bolig ud eller give hinanden et lift. At privatpersoner deler med og sælger direkte til hinanden, var naturligvis ikke nyt i det 21. århundrede. Det nye var, at det pludselig kunne skaleres til hidtil uset omfang via sociale medier, digitale platforme og apps i en tid, hvor den andel af verdens befolkning, som er online, stiger med raketfart. Deleøkonomi blev omtalt som svaret på alt fra ressourceknaphed og arbejdsløshed til klimakrisen. Der er ingen grund til, at alle skal eje en ferielejlighed, en bil eller en boremaskine, hvis vi bare kan låne eller leje af hinanden. Vi behøver ikke alle kunne samle et IKEA-møbel, slå hækken eller sætte en lampe op, og vi behøver ikke engang have en ven, der kan gøre det. Med et par klik på en app er hjælpen nær – fra en fremmed, der har oprettet en profil med deres færdigheder. Men forventningerne om, at deleøkonomi kunne være et skridt på vejen til et mere bæredygtigt samfund, er dalet i de seneste år. De mere idealistiske deleøkonomiske ideer har haft vanskeligt ved at overleve, mens et overlappende – men ikke identisk – koncept har vundet frem: Platformsøkonomien. Både deleøkonomiske og platformsøkonomiske koncepter har fået kritik fra professionelle – f.eks. fra hotelbranchen og taxachaufførerne – for at skabe unfair konkurrence, ligesom f.eks. brugen af Airbnb har bidraget til at presse huslejerne opad og øget boligmanglen i en grad, så tjenesten er blevet begrænset eller direkte forbudt i nogle storbyer. Eksperter er desuden bekymret for, at platformsøkonomien først og fremmest bidrager til at presse lønningerne ned, undergrave arbejdstagerrettigheder og skabe større økonomisk og social usikkerhed.

Deleøkonomi betegner en praksis, hvor teknologi – typisk med digitale platforme og apps som formidlingskanal – gør det muligt for mennesker at dele ressourcer på kryds og tværs af geografiske områder og sociale cirkler. Ressourcerne kan være både fysiske ting, såsom boliger eller værktøj, og det kan være tjenester og ydelser, som f.eks. transport eller rengøring. Deleøkonomi involverer ofte betaling, men der findes også deleøkonomiske praksisser, hvor man udveksler ting eller tjenester, uden at der er penge involveret.

     Begrebet deleøkonomi bruges ofte synonymt med begrebet platformsøkonomi, men de to begreber betyder ikke helt det samme.

     Deleøkonomi handler om, at privatpersoner og virksomheder optimerer brugen af ressourcer, som de er i besiddelse af – men evt. ikke bruger hele tiden eller ikke bruger fuldt ud – ved at gøre det muligt for andre at få adgang til de ressourcer (med eller uden økonomisk transaktion). Hvis man f.eks. ejer en bil og skal køre fra A til B og tilbyder at andre kan køre med, så bilen fyldes op og udgifterne til turen deles.

     Platformsøkonomi henviser derimod til en forretningsmodel, hvor virksomheder ved hjælp af digital infrastruktur tjener penge på at formidle kontakt mellem forbrugere og udbydere af ting og/eller tjenester.

     I varianten digitale arbejdsplatforme formidles der bestemte tjenester til individuelle forbrugere og virksomheder, og dem, der udfører tjenesterne, bliver af platformene typisk ikke opfattet som ansatte, men som soloselvstændige. Den digitale platform afviser dermed at tage arbejdsgiveransvar og ofte også forsikringsmæssigt ansvar – både overfor den, der udfører, og den, der bestiller tjenesten.

     I nogle tilfælde udbyder den digitale platform også andet end selve formidlingen, det kan f.eks. være udstyr til bude eller chauffører. Et eksempel på det er Uber, som er en del af platformsøkonomien, og som blev lanceret som en deleøkonomisk tjeneste, hvor folk kunne bruge deres private bil i fritiden til at tilbyde lift til andre. Men reelt er Uber i dag blot et taxaselskab/en udbringningsvirksomhed, som ikke vil ansætte sine chauffører/bude, og dermed heller ikke tage ansvar for hverken deres arbejdsvilkår, deres sikkerhed, deres uddannelse eller deres udstyr. I mange lande kan Uber-chauffører leje en bil af platformen, og platformsvirksomheden har dermed bevæget sig endnu længere væk fra den deleøkonomiske ide om at dele ressourcer, man allerede besidder, men ikke bruger fuldt ud.

Da Erhvervsministeriet lavede en opgørelse over deleøkonomiens udbredelse i 2017

  var de mest udbredte typer:

• Samkørsel: Når privatpersoner tilbyder andre personer en ledig plads (mod betaling), som skal samme vej 
• Delebiler: Når privatpersoner udlejer deres bil til andre private 
• Privat boligudlejning: Når private udlejer værelser eller en hel bolig til andre private på kortidsbasis, f.eks. i forbindelse med ferierejser

     Der findes imidlertid også deleøkonomiske tjenester inden for en lang række andre områder. På Erhvervsministeriets liste – tilgængelig i DR’s artikel ”LISTE – Mere end 140 tjenester hvor vi bytter og deler

  – fra 2017, var der 140 forskellige deleøkonomiske tjenester inden for alt fra fysiske ting (f.eks. værktøj og møbler) over viden og data (f.eks. undervisning og kurser) til services (f.eks. oplevelser og reparationer). I en anden opgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

  med andre definitioner – hvor f.eks. online markedspladser ikke er medtaget – blev der imidlertid kun identificeret 55 deleøkonomiske tjenester.

     I de senere år er tøj blevet en stadigt større del af deleøkonomien, bl.a. pga. de forurenende konsekvenser af og sociale problemer ved fast fashion. Produktion af billigt tøj med kort levetid bidrager til ressourcespild, og for at holde priserne nede, bliver tøjet produceret af underbetalte arbejdere typisk i tredjeverdenslande. Således er nye deleøkonomiske tjenester, der faciliterer bytte og leje af tøj, kommet til.

     Et af de ældste danske eksempler på det, der kan betegnes som deleøkonomi, er Den Blå Avis, der opstod i papirformat i 1981 og kom online i 1995. I 2008 blev Den Blå Avis opkøbt af amerikanske eBay, som ofte bliver fremhævet som et af de første digitalt baserede eksempler på deleøkonomiske tjenester. eBay er – ligesom Den Blå Avis – en (digital) markedsplads, hvor man som privatperson kan købe og sælge nærmest hvad som helst, nyt såvel som brugt. Det er imidlertid ikke enighed om, hvorvidt den type online platforme har noget med deleøkonomi at gøre.

Nogle af de mest kendte digitale arbejdsplatforme i Danmark er inden for udbringning af mad og varer. De er synlige i gadebilledet, da dem, der arbejder for platformene, typisk bærer uniform og/eller beholdere med platformens logo på. Det gælder f.eks. Wolt og Just Eat. Men digitale arbejdsplatforme operer inden for alle brancher.

     Som det beskrives i Disruptionsrådets kortlægning af digitale arbejdsplatforme i Danmark fra 2018

  faciliterer digitale arbejdsplatforme kontakt mellem kunder og udbydere angående arbejdsopgaver, som før udelukkende blev udført fysisk i virksomhederne eller via vikarbureauer. Udbydere – både privatpersoner og virksomheder – kan købe tjenesteydelser af opgaveløsere inden for f.eks. kontorarbejde som bogholderi, grafisk design, webudvikling osv. eller fysisk og manuelt arbejde, som f.eks. hundeluftning, indkøb, mindre håndværksopgaver osv.

     Arbejdsplatformene i Danmark (og internationalt) formidler overordnet to typer arbejde: Det, der kræver fysisk tilstedeværelse (også kaldet gig-work), og som ofte betegnes som ufaglært, og det, der kan udføres online (også kaldet ”crowdwork”, og som ofte kræver specialiseret viden/uddannelse.

     Eksempler på førstnævnte type er – foruden udbringning – Hilfr, hvor privatpersoner kan booke rengøring i deres hjem, eller Chabber, hvor virksomheder og privatpersoner kan booke serverings- og køkkenpersonale. Eksempler på sidstnævnte er f.eks. Upwork, 99Designs og Freelancer.com. Eftersom betalingen på crowdwork-platforme typisk ligger langt under, hvad uddannede professionelle tjener i Danmark, – fordi man konkurrerer med kolleger i hele verden – er førstnævnte type arbejdsplatform mest udbredt i dansk sammenhæng.

De seneste opgørelser over antallet af deleøkonomiske koncepter og brugen af dem, er fra 2019. At der ikke er lavet undersøgelser siden, afspejler delvist det faktum, at deleøkonomien ikke tog så meget fart i Danmark, som eksperter og politikere troede. Det politiske fokus er faldet siden da.

     En analyse fra Dansk Erhverv

  viser, at 12 procent af befolkningen i Danmark i 2016 brugte deleøkonomi. Året efter var den andel steget til hver femte, viser en opgørelse fra Erhvervsministeriet

. Forventningen var, at omfanget af deleøkonomi ville stige i de kommende år, og det var en politisk prioritet at understøtte denne udvikling. Men i 2019 var andelen præcis den samme. Det viser en rapport fra Rådet for deleøkonomi – nedsat af daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) – som i 2021 kom med 13 anbefalinger

.

     I forhold tit platformsøkonomien, er tallene meget usikre i Danmark. I en rapport udgivet af Beskæftigelsesministeriet i 2022

  anslås det, at op mod to procent af befolkningen i Danmark arbejder for en platform. Men forskerne bag undersøgelsen understreger, at Danmarks Statistiks måder at opgøre antallet på, næppe er dækkende, og at der kan være betydelige mørketal.

Inden for EU er det gennemsnitligt ca. samme andel af befolkningen som i Danmark – omkring hver femte – der deltager i deleøkonomien, ifølge den seneste opgørelse fra 2017, som er citeret opgørelsen fra Erhvervsministeriet

.

     Der er imidlertid kommet øget kritisk fokus på deleøkonomi og platformsøkonomi fra fagforeninger og sociale bevægelser i de senere år. Her er det især boligudlejningstjenester som Airbnb, transporttjenester som Uber, udbringningstjenester som Wolt og Gorillas og digitale arbejdsplatforme i det hele taget, der har været i skudlinjen.

     Det tyskbaserede internationale databureau, Statista

, anslår, at værdien af deleøkonomiske tjenester globalt var 113 milliarder dollar i 2021, og forudser en vækst på mere end 30 procent årligt frem til 2027. De tre områder, hvor væksten ifølge Statista er størst, er inden for transport, bolig og kontorfællesskaber.  

     Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) anslog i et notat fra 2022  

, at der globalt fandtes 777 digitale arbejdsplatforme, flertallet inden for udbringning efterfulgt af onlinearbejde og transporttjenester.

Der har fra flere sider været udtrykt forhåbninger om, at deleøkonomi kunne bidrage til at mindske ressourcespild ved at mindske forbruget, når flere personer deles om det samme. I Klimamonitors artikel

  om den danske afdeling af Fjong – en platform, der opkøber ”overskudstøj” fra kendte modebrands og lejer det ud til private – omtales det problem, at den globale tekstilbranche har et større CO2-aftryk end fly- og shippingbranchen til sammen. Det problem kan deleøkonomiske tjenester, hvor man f.eks. lejer sit tøj i stedet for at købe det, måske bidrage til at løse. Men som det også konstateres i artiklen, er deleøkonomi i sig selv ikke svaret: ”Som iagttagere, deriblandt Concito, ofte har indvendt, risikerer effekten at blive ret beskeden, fordi deleøkonomien selv skaber nyt forbrug – og ny udledning. Vi tager længere væk på ferie, fordi vi kan bo billigere. Vi ender med at leje biler i stedet for at cykle. Vi bruger de penge, vi sparer på at købe en ny boremaskine, til at købe noget andet, den såkaldte ’rebound’-effekt.”

     Samtidig er der den udfordring, at adskillige deleøkonomiske tjenester får et kort liv, fordi brugerne ikke er der – særligt ikke i lande som Danmark, hvor mange har råd til at købe de ting, de selv skal bruge, i stedet for at have besværet med at låne eller leje det.

Rådet for Deleøkonomi har i deres 13 anbefalinger fra 2021 (se kilde 6) identificeret en række punkter, hvor deleøkonomiske platforme har betydning for måden, arbejdsmarkedet fungerer på:

• De bidrager til at udfordre grænserne mellem lønmodtager og selvstændig. Om en udbyder af tjenester på arbejdsplatforme betragtes som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende afhænger f.eks. af, om, og i hvilken grad, de enkelte platforme fastsætter rammerne for udbydernes arbejde. 
• Det er uklart, hvilket ansvar platformene har overfor de brugere, som udbyder tjenester. Det er også uklart, om brugere af serviceydelser er sikret kvalitet og sikkerhed. 
• Der er kun indgået få aftaler mellem platforme og lønmodtagerorganisationer om overenskomstdækning af platformsarbejde. ”Klassiske” værktøjer i den danske model (f.eks. store sektoroverenskomster) har indtil videre ikke vist sig som en oplagt løsning ift. arbejdsplatforme. Platformsarbejde kan derfor kræve nytænkning fra arbejdsmarkedets parter. 
• Priser på arbejdsplatforme bliver sat betydeligt lavere end det prisniveau, der er fastlagt i f.eks. brancheoverenskomster. Der kan dermed opstå en ”race-to-the-bottom”-problematik.

     Hvis man ikke defineres som lønmodtager, men som selvstændig, har det betydning for ens rettigheder på arbejdsmarkedet. Man har f.eks. ikke umiddelbart ret til løn under sygdom, pension, ret til kollektiv organisering og kollektiv forhandling. Og hvis platformen ikke har ansvar for hverken sikkerhed eller kvalitet i forhold til såvel brugere som udbydere – hvem har så?

Deleøkonomi og platformsøkonomi giver forskellige udfordringer ift. lovgivning. F.eks. kan der være udfordringer med korrekt beskatning af indtægter opnået både via arbejdsplatforme og via deleøkonomiske tjenester, f.eks. ifm. indberetning af indtægten.

     Samtidig kalder udbredelsen af digitale arbejdsplatforme på en nytænkning af definitionerne på ”lønmodtager” og ”selvstændigt erhvervsdrivende” – som i forvejen ikke er klare i dansk lovgivning. Om et arbejdsforhold skal betragtes som et lønmodtagerforhold eller ej, afgøres ud fra en konkret vurdering i relation til f.eks. skattelovgivningen, ferieloven eller arbejdsmiljøloven. Vurderingen kan være forskellig, dvs. at en person kan være lønmodtager ifølge én lov, men selvstændigt erhvervsdrivende ifølge en anden lov.

     Desuden udfordrer både deleøkonomi og platformsøkonomi lovgivning om arbejdsmiljø, fødevaresikkerhed, certificering og en lang række andre områder, fordi det er uklart, hvor ansvaret for at leve op til reglerne ligger: Hos den deleøkonomiske tjeneste/den digitale arbejdsplatform, hos udbyderne eller hos brugerne?

     Både på nationalt plan og på EU-niveau bliver der kontinuerligt arbejdet med at tilpasse lovgivningen til de nye koncepter for deling, leje, og arbejdsudbud, som opstår, men hvor lovgivningsarbejde typisk er langsommeligt, er opkomsten af nye digitale platforme og de praksisser, der følger med, en udvikling, der foregår i hastigt tempo.

Den del af platformsøkonomien, der udgøres af digitale arbejdsplatforme, udfordrer grundlæggende traditionen for kollektive overenskomster af flere årsager. Dels har dem, der arbejder for platformene, ikke et fælles arbejdssted, hvor de mødes. Det vanskeliggør fælles dialog om, hvordan man kan forbedre sine arbejds- og lønvilkår. Dels er der typisk stort ”gennemtræk” blandt platformsarbejderne – mange opfatter det som et midlertidigt arbejde, og det vanskeliggør organiseringen. Derudover betragter platformene typisk dem, der udfører tjenesterne, som individuelle ”partnere”, ”selvstændige” mv., og ikke som lønarbejdere. Og så er det uklart, hvem der egentlig er arbejdsgiveren/kunden – er det platformen eller er det dem, der bestiller tjenesterne via platformen?

     I Danmark (og i udlandet) har der været flere tiltag til at organisere platformsarbejdere og til at forhandle deres vilkår fælles. Der har også været tiltag til at udfordre logikken om, at platformsarbejderne ikke er lønmodtagere. I Danmark er det indtil videre primært fagforeningen 3F, der har været optaget af spørgsmålet, da de mest anvendte digitale arbejdsplatforme i Danmark tilbyder tjenester, der ligger inden for 3F’s område, f.eks. udbringning, rengøring og restaurationsarbejde.

Der er flere eksempler på kollektive aftaler – eller overenskomster – for platformsarbejdere. Platformene Just Eat og Wolt tilbyder samme slags tjeneste, nemlig udbringning (primært af mad). Just Eat fik kollektiv overenskomst i oktober 2021, og budene bliver betragtet som lønmodtagere, mens Wolt ikke har nogen overenskomst og budene betragtes som selvstændige kurerer. I en analyse fra CEVEA

  bliver vilkårene for budene hos hhv. Just Eat og Wolt gennemgået, og konklusionen er, at Just Eat-budene både har væsentligt bedre løn og større sikkerhed for indtjening. Gennemsnitligt tjener et deltidsbud med cykel 14,5 procent mere på Just Eat end på Wolt og et fultidsbud med cykel 13,5 procent mere.

     Just Eat-budene er også fuldt forsikret ved uheld. Det gælder ikke Wolt-budene, som også kan pålægges individuelt ansvar, hvis noget går galt i leveringen – f.eks. risikerer de at hæfte økonomisk, hvis maden bliver ødelagt under fragten. Just Eat-budene har også en række andre rettigheder, såsom ret til lønnet barsel, fravær med løn under barnets første sygedag og to årlige omsorgsdage. Desuden får budene på overenskomst indbetalt pension, ligesom de får stillet transportmidler til rådighed. Alt dette skal Wolt-budene selv finansiere. Den eneste fordel, Wolt-budene har i forhold til Just Eat-budene er større fleksibilitet – de kan aldrig pålægges at tage bestemte vagter eller arbejde et bestemt timetal. Til gengæld har de heller ingen garanti for overhovedet at få nogle opgaver

Nogle af de deleøkonomiske tjenester har fået de etablerede brancher, inden for hvilken tjenesterne udbydes på platformene, til at protestere mod det, de mener er unfair konkurrence. Hotelbranchen og taxabranchen er nogle af dem, der i Danmark har protesteret mest højlydt. Protesterne har især været rettet mod Airbnb og Uber. Sidstnævnte blev forbudt i Danmark efter protester fra både taxabranchen og fagforeningen 3F, mens Airbnb fortsætter i reguleret udgave.

     Både Airbnb og Uber er blevet beskyldt for at være profitdrevne virksomheder, der intet har med deleøkonomi at gøre, og som undergraver både faglighed, sikkerhed og skattegrundlag inden for de etablerede brancher. I forbindelse med de nye regler for Airbnb i Danmark i sommeren 2019, sagde formanden for hotellernes brancheforening HORESTA

: ”Vi ser en konkurrence fra nogle udbydere, der er underlagt nogle helt andre regler end det etablerede erhverv er, og vi i det etablerede erhverv er jo garant for en række arbejdspladser lokalt og skatteindbetalinger. Vi bidrager til samfundet på mange måder, det gør Airbnb ikke, ligesom vi jo skal opfylde alle mulige krav, blandt andet skal vi betale overenskomstmæssige lønninger.”

Da Rådet for Deleøkonomi kom med deres 13 anbefalinger i 2021

, pegede de på en række fordele ved deleøkonomiske platforme.

• De kan øge konkurrencen og give forbrugeren flere valgmuligheder og potentielt lavere priser. 
• Der kan være klima- og miljømæssige fordele forbundet med nogle deleøkonomiske forretningsmodeller, især inden for deling af aktiver, som f.eks. biler. 
• Deleøkonomiske platforme kan sænke transaktionsomkostningerne for virksomheder og forbrugere, dvs. omkostninger til f.eks. annoncering eller den tid, som forbrugere bruger på at søge efter en bestemt service. 
• Deleøkonomiske platforme kan øge produktiviteten på grund af effektiv matchning af udbud og efterspørgsel. 
• Deleøkonomiske platforme kan bevirke, at den enkelte dansker kan tjene penge ved at leje sine aktiver ud eller tilbyde sin arbejdskraft til små opgaver.

Rådet for Deleøkonomi pegede også på en række ”tværgående udfordringer”:

• Deleøkonomiske platforme kan udfordre den eksisterende regulering. Omvendt kan den eksisterende regulering også udfordre forretningsgrundlaget for nogle platforme. 
• Deleøkonomiske forretningsmodeller kan udfordre den traditionelle opfattelse af forholdet mellem forbrugere og virksomheder, da der med platformene er opstået en ny aktør. Samtidig ses en udbredt usikkerhed hos forbrugere i forhold til, hvem der har ansvaret, hvis en aftale på en deleøkonomisk platform går galt. 
• Der kan være udfordringer med at sikre et level playing field mellem 1) deleøkonomiske platforme og virksomheder med ”traditionelle” forretningsmodeller, 2) danske og udenlandske platforme samt 3) platformene imellem. Udfordringer kan opstå på mange forskellige reguleringsområder, men er mest udpræget på områder som skatter og afgifter, sikkerhedskrav, arbejdsmiljø, forbrugerrettigheder og branchespecifik regulering. 
• Hvis samfundet skal kunne få det fulde udbytte af deleøkonomien, er det vigtigt, at deleøkonomiske ydelser går hånd i hånd med ordnede forhold for udbydere og forbrugere.

I 2017 lancerede den daværende regering en ”strategi for vækst gennem deleøkonomi”

. Her blev der opstillet fire overordnede mål:

• Danmark skal udnytte deleøkonomiens potentiale, både som drivkraft for vækst og innovation og som løftestang til en bedre udnyttelse af kapitalapparat og ressourcer. 
• Klarere rammer for deleøkonomien skal understøtte velfungerende markeder med gode betingelser for tillid, flere valgmuligheder og konkurrence til gavn for danskerne og væksten. 
• Der skal betales skat i overensstemmelse med skattereglerne. 
• Danmark skal følge med og være klar til en fremtid, hvor deleøkonomien skal bidrage til, at væksten øges på en bæredygtig og smart måde.

     Siden har der været begrænset politisk fokus på såvel dele- som platformsøkonomi fra politisk side i Danmark, og der er ikke nogen egentlig opfølgning på 2017-strategien.

     Der har imidlertid været stigende aktivitet angående platformsarbejde, særligt fra fagforeninger og kollektiver af platformsarbejdere, både i Danmark og i udlandet. Der er også begyndt at knopskyde såkaldte platformskooperativer, hvor platformene er ejet af dem, der arbejder for platformen, frem for af pengestærke bagmænd. Platform Cooperativism Consortium

  samler eksempler på og tips til at lave platformskooperativer rundt omkring i verden.

     På EU-niveau er der også opmærksomhed på de nye udfordringer, som platformsøkonomi (og til dels deleøkonomi) bringer med sig. I sommeren 2023 fremsatte Det Europæiske Råd et forslag til et regelsæt, der skal sikre ”en balance mellem platformenes og arbejdernes interesser” i EU-landene

, som skal behandles i de forskellige instanser i EU.