Præsidentvalget i USA 2024 bliver en duel mellem Donald Trump og Kamala Harris.

Test_Præsidentvalg i USA_ny topbillede_ReutersRitzau Scanpix@20240823-030258-4-3957x2638ma kopier.jpg

Trump eller Harris?

Valg i USA

Krigen i Afghanistan blev indledt af USA efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Afghanistans Taleban-styre husede Osama Bin Laden og hans militante netværk al Qaeda, som ifølge de amerikanske efterretningstjenester stod bag angrebene. Taleban-styret faldt efter blot nogle måneders krig, og den vestlige militære alliance NATO fik ansvaret for den militære tilstedeværelse. En koalition af afghanske grupper udpegede en overgangsregering, og senere blev der gennemført demokratiske valg, men Taleban samlede kræfter og begyndte for alvor at slå tilbage mod NATO-styrkerne fra midten af 2000’erne. De vandt særligt frem i de sydlige landdistrikter og da USA og NATO i begyndelse af 2021 bekendtgjorde, at de ville trække sig helt ud, gik det hurtigt for Taleban med at tilbageerobre landet.

En af årsagerne til, at det var så let for Taleban at overtage magten igen, var, at den afghanske regering og hær, som var støttet af de vestlige allierede, var plaget af korruption og dårlig organisation. En anden var, at USA og NATO havde allieret sig med forskellige lokale krigsherrer i landet, der fungerede som politi i landdistrikterne og blev meget upopulære blandt befolkningen på grund af deres brutale metoder. En tredje årsag var, at de vestlige allierede havde skiftende mål med tilstedeværelsen i Afghanistan, men et fællestræk var, at ingen af dem tog reelt hensyn til afghansk kultur eller skik.

Der har været flere krige i Afghanistan – heriblandt en startet af Sovjetunionen i 1980’erne (se Faktalink om Den Kolde Krig) – men når der i nutiden tales om krigen i Afghanistan, gælder det som oftest den konflikt, der varede fra 2001 til 2021 og blev indledt af USA som led i deres erklærede ”krig mod terror”. USA’s invasion af Afghanistan i 2001 blev iværksat efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Amerikanske efterretningstjenester konkluderede, at gerningsmændene var al-Qaeda, et militant netværk, som primært var baseret i Afghanistan, hvor dets leder Osama Bin Laden, også opholdt sig. Afghanistan var på det tidspunkt styret af den islamiske organisation Taleban, som nægtede at udlevere Bin Laden (se Faktalink om 11. september 2001).

Angrebet den 11. september fik for første – og hidtil eneste – gang NATO-landene til at aktivere artikel 5. Det er den såkaldte musketered, hvor et angreb på ét land i NATO betragtes som et angreb på alle (se Faktalink om NATO). I første omgang var det dog USA og Storbritannien, som indledte angrebene i Afghanistan i oktober 2001. NATO blev først officielt involveret da ISAF (International Security Assistance Force) overtog operationen i januar 2002. Først gik ledelsen på skift mellem medlemslandene og fra 2003 overtog NATO ledelsen af ISAF. ISAF var oprettet med FN-mandat, i modsætning til de indledende angreb. Taleban-styret var blevet tvunget fra magten allerede i december 2001, og en ny regering blev indsat i Kabul. Den første var en overgangsregering udpeget af en koalition af afghanske grupper domineret af Den Nordlige Alliance på et møde i Bonn, og siden blev en regering valgt gennem demokratiske valg. Taleban fortsatte imidlertid med at kæmpe mod ISAF i landområderne og stod særligt stærkt i den sydlige del af Afghanistan fra 2006. I 2013 overtog den afghanske hær kampopgaverne fra NATO og i 2015 det fulde ansvar for sikkerheden i landet. NATOs rolle overgik til træning, rådgivning og støtte. USA forhandlede også en (usikker) fredsaftale på plads med Taleban og bekendtgjorde at ville trække sig helt ud af landet den 11. september 2021. Disse planer blev dog overhalet indenom af begivenhederne: I løbet af sommeren 2021 vandt Talebans styrker frem og erobrede landets hovedstad Kabul den 15. august \[1\] \[2\]. Det førte til en kaotisk tilbagetrækning af vestlige styrker \[3\].

Den umiddelbare anledning til krigen var angrebet på USA den 11. september 2001, men baggrunden for krigen – og måske særligt dens forløb – skal forstås i lyset af Afghanistans turbulente historie. Den stat, der kaldes Afghanistan, blev oprettet i 1747 som en konføderation af forskellige stammer. Afghanistans placering mellem Rusland og Indien (hvor sidstnævnte var underlagt britisk kolonialt styre) og på den såkaldte ”silkevej” – handelsruten mellem Europa og Asien – gjorde Afghanistan strategisk interessant for mange andre stater. Storbritannien invaderede Afghanistan tre gange i løbet af det 19. og 20. århundrede, men lykkedes aldrig med at kontrollere territoriet. Føderationen Afghanistan opbyggede i det 20. århundrede en mere centraliseret stat med en forfatning og i midten af 1900-tallet også demokrati. Men den politiske situation i landet forblev skrøbelig grundet de mange forskellige stammer og grupper, som lever i Afghanistan, og som har haft forskellige interesser \[2\] \[4\].

Efter en kaotisk periode i 1970’erne invaderede Sovjetunionen Afghanistan, hvilket blev begyndelsen på en ti år lang krig, hvor Sovjetunionen til sidst måtte trække sig ud.

Denne krig fik i høj grad karakter af stedfortræderkrig, fordi USA på den anden side finansierede islamiske grupper, der kæmpede mod Sovjetunionen, de såkaldte Mujahedin.

Afghanistan er blevet kaldt ”imperiernes gravplads”, fordi imperiale magter lige fra det persiske imperium mere end 300 år f.v.t over Storbritannien i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede til i nyere tid Sovjetunionen og senest NATO forgæves har forsøgt at få kontrol med territoriet. Disse mislykkede militære operationer har hver gang fået fatale konsekvenser for såvel den afghanske befolkning som for de magter, der har forsøgt at invadere landet.

Efter Sovjetunionens tilbagetrækning i 1989 var Afghanistan i 1990’erne præget af interne kampe og borgerkrig. Den stærkt religiøse bevægelse Taleban tog magten i hovedstaden Kabul i 1996 og indførte et brutalt islamisk diktatur. Der vedblev dog at være modstand mod Taleban i det nordlige Afghanistan, fra den såkaldt Nordlige Alliance \[2\] \[4\] \[5\] og \[6\].

Osama Bin Laden var en rigmandssøn fra Saudi-Arabien som i 1979 tog fra sit hjemland til Afghanistan for at hjælpe med at bekæmpe de sovjetiske invasionsstyrker. Efter at være blevet udvist fra Saudi-Arabien, som han ellers vendte tilbage til efter krigen, fik Osama Bin Laden i 1996 tildelt ophold i Afghanistan af Taleban. Herfra fortsatte han sine aktiviteter med at opbygge et netværk – i Vesten kendt som al-Qaeda – der kunne udkæmpe hellig krig. Selvom Bin Laden og USA havde været på samme side i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan, afskyede Bin Laden USA, som han mente var en imperial magt, der blandede sig utidigt i andre landes anliggender. Igennem 1990’erne var Bin Laden og al-Qaeda involveret i en række angreb på amerikansk tilstedeværelse (tropper og ambassader) og interesser bl.a. i Somalia, Kenya, Tanzania og Yemen.

Efter angrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001, blev han af amerikanske efterretningstjenester hurtigt udpeget som bagmand. Selv tog han først ansvaret for angrebet i 2004. Først i 2011 fandt og dræbte amerikanske styrker Osama Bin Laden, der på det tidspunkt opholdt sig i Pakistan \[7\] \[8\].

USA og Storbritannien begyndte krigen i Afghanistan i efteråret 2001 under navnet Operation Enduring Freedom, som var USA’s officielle navn for ”krigen mod terror” både i Afghanistan og andre steder. ISAF – den internationale styrke i NATO-regi – indgik i denne operation fra 2002-2015. ISAF bestod af egentlige kampenheder, herunder danske. Fra 2015 var ISAF og NATO primært involveret i træning, rådgivning og støtte til den afghanske hær. Denne indsats fik navnet Resolute Support og varede frem til 2021. ISAF havde FN-mandat til sine militære operationer i Afghanistan, men FN havde også en civil indsats i landet, som også Danmark bidrog til \[9\].

Taleban-styret kollapsede blot to måneder efter invasionen og derfor blev krigen umiddelbart betegnet som en stor succes. Efter forhandlinger i Bonn udpegede afghanske grupper i og udenfor Afghanistan en afghansk overgangsregering og senere blev der blev afholdt præsidentvalg. Tanken var at indføre en samfundsmodel efter amerikansk/vestligt forbillede. Men det ny styre var ustabilt og fra 2006 havde Taleban samlet kræfter til at gå til modangreb, særligt i det sydlige Afghanistan, herunder Helmand-provinsen, hvor danske soldater var udstationeret. På trods af en række ny strategier og en optrapning under den amerikanske præsident Barack Obama fra 2009, viste Taleban sig standhaftige, og de NATO-allierede begyndte at efterlyse en slutdato. De enedes om 2014. I 2015 overtog afghanske sikkerhedsstyrker ansvaret for sikkerheden, selvom de ifølge eksperter ikke var klar til det – ifølge en amerikansk general manglede de våben og udrustning og var i øvrigt plaget af dårlig organisation, dårlig ledelse og korruption (se kilde 10). Herefter kom den vestlige tilstedeværelse til at bestå primært af finansiering, træning og rådgivning, og antallet af NATO-soldater udstationeret i Afghanistan blev betydeligt mindre. Taleban voksede sig stærkere og i 2019 indledte USA fredsforhandlinger med Taleban udenom regeringen i Kabul. I 2020 indgik de en aftale om, at Taleban ikke ville lade Afghanistan være afsæt for terroraktioner i andre lande. Herpå begyndte interne fredsforhandlinger og USA’s planer om at trække sig helt ud. Under den amerikanske præsident Joe Biden blev datoen 11. september 2021 meldt ud, altså præcis 20 år efter det angreb, som blev anledning til krigen. Taleban indledte en fremmarch gennem Afghanistan, der endte med at de indtog Kabul og den afghanske regering kollapsede. Siden da har Taleban igen været ved magten i landet \[1\] \[2\] \[8\].

USA har brugt en trillion (1.000.000.000.000) dollars på krigen, hvis man udelukkende medregner direkte udgifter oplyst af det amerikanske forsvarsministerium \[11\]. Brown University anslår dog at beløbet snarere er 2,3 trillioner, hvis man medregner afledte udgifter som f.eks. pleje til veteraner og renter på gæld af finansieringen. Storbritannien har haft næststørst udgifter med 30 milliarder dollars og Tyskland 19 milliarder dollars \[11\] \[12\]. Danmark har brugt 12-13 milliarder danske kroner \[12\].

Der er dog også mange aktører, der har tjent penge på krigen. Særligt det amerikanske militær har brugt et stort antal private virksomheder, der har leveret infrastruktur og services, herunder private sikkerhedsværn. I perioder overgik mandskabet fra private virksomheder langt antallet af soldater \[13\]. Desuden er en del penge gået til korruption \[11\].

Krigen anslås at have kostet flere end 176.200 liv i Afghanistan og 66.650 i Pakistan, hvor der også har fundet kampe sted. Disse tal dækker lokale sikkerhedsstyrker og oprørere. Hertil kommer næsten 70.500 civile døde, heraf 161 journalister/mediearbejdere og 551 nødhjælpsarbejdere \[12\]. Knap 3.500 NATO-soldater er døde, heraf 44 danske \[12\]. 11.406 danskere har været udsendt til Afghanistan, nogle af dem flere gange. Det er svært at få overblik over, præcis hvor mange soldater, der har været sendt til Afghanistan, men på krigens højdepunkt var der over 130.000 allierede soldater i landet \[13\]. Udover døde er der også et stort antal sårede. Desuden er det værd at bemærke, at antallet af døde ansat hos private aktører er større end antallet af døde amerikanske soldater: 4.007 mod 2.324 \[13\].

Krige skaber også flygtninge: FN anslår, at 8,2 mio. afghanere er flygtet ud af landet – 1,6 af dem er flygtet efter krigen sluttede og Taleban overtog magten \[14\].

Taleban var et voldeligt og autoritært styre – især overfor kvinder. Derfor førte afsættelsen af Taleban umiddelbart til mere frihed for befolkningen. Flere børn kom i skole, også piger, den gennemsnitlige levealder steg, der kom bedre infrastruktur og ikke mindst var der mere frihed i det daglige liv \[3\]. Det gjaldt dog ikke alle steder i Afghanistan: Den ny regering havde primært kontrol over Kabul og andre store byer, mens mange af land- og bjergområderne fortsat var domineret af Taleban eller andre oprørsstyrker. Heller ikke i de områder, hvor regeringen eller NATO-styrkerne dominerede, var der sikkert. Først og fremmest var der kontinuerlige kampe. Men NATO-styrkerne allierede sig også med lokale militsledere, som ofte var parter i længerevarende lokale konflikter og benyttede den nyvundne magt til hævntogter og generelt tyranni. Afghanere fra Helmand-provinsen, der på det tidspunkt igen var under Talebans kontrol, udtalte i september 2021 til magasinet The New Yorker, at selvom Taleban var brutale, var der ikke længere krig. Og under Taleban vidste de i det mindste, hvilke regler som gjaldt \[16\]. Det samme siger den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja og Afghanistan-veteran Martin Tamm Andersen, som har lavet dokumentaren Bedraget i Helmand sammen: ”Onde som de var – og er – så var reglerne klare.” Ifølge Khaja var NATOs alliance med brutale lokale politistyrker en del af grunden til, at lokalbefolkningen ikke gjorde modstand da Taleban kom tilbage \[17\].

Krigen i Afghanistan har givet anledning til debatter om magtanvendelse og legitimitet, ikke blot mellem lande, men også på individplan. I 2008 konkluderede Peder Vessel Kessing, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, at menneskerettighederne ikke blev respekteret i ”krigen mod terror” \[18\]. Bl.a. har der været udbredt brug af tortur i forbindelse med afhøringer – både fra USA og lokale samarbejdspartnere \[19\] (se Faktalink om Tortur i krigen mod terror). Liselotte Odgaard, forsker ved Hudson Institute i Washington, påpeger desuden, at USA har samarbejdet med udemokratiske regimer i Centralasien i forbindelse med krigen i Afghanistan, fordi det havde strategiske fordele \[20\].

Siden 2002 har USA haft en fangelejr på militærbasen Guantánamo på Cuba (imod den cubanske regerings vilje). USA kalder fangerne ”illegale kombattanter”, hvilket betyder, at de ikke har samme rettigheder som krigsfanger. Der har været udbredte rapporter om brug af tortur, tilbageholdelse uden rettergang og hemmelig rettergang, som har udløst kritik fra bl.a. FN og Amnesty International. I 2002 var der 750 fanger på Guantanamo (se Faktalink om Guantanamo og om Tortur i krigen mod terror). I januar 2024 opfordrede menneskerettighedsorganisationer igen til at lukke fængslet. Der sidder stadig 30 mennesker, som ikke er blevet retsforfulgt \[21\].

Samarbejdet med lokale afghanske myndigheder har heller ikke været problemfrit. Der har været sager om udlevering af fanger til lokale sikkerhedsstyrker, som er blevet tortureret \[22\] og det er kommet frem, at danske soldater kendte til lokale militsers voldtægt af mindreårige drenge \[23\]. Foruden den lidelse, ofrene for tortur og overgreb bliver påført, viser studier, at også dem, der er vidende om forbrydelserne og oplever ikke at kunne forhindre dem, kan udvikle PTSD (post-traumatic stress disorder). Det kaldes ”moral injury”, altså moralsk skade \[24\]. En undersøgelse fra det danske Veterancenter viser, at hver tredje Afghanistan-veteran har symptomer på PTSD \[25\].

I USA tegnede politiske og militære ledere længe et billede af missionen som en succes, bl.a. fordi Taleban-regeringen blev afsat så hurtigt. Men på de indre linjer var der tvivl allerede fra 2006, da den afghanske regering viste svaghedstegn og Taleban var på vej frem. Udadtil var der dog ingen, der havde lyst til at indrømme – eller indse – at det kunne gå galt. Det er sjældent populært at starte en krig, som koster både tusinder af menneskeliv og milliarder af dollars, hvis det ikke fører noget godt med sig \[10\].  

Anders Fogh Rasmussen, som var statsminister i Danmark ved krigens udbrud og blev generalsekretær for NATO i 2009, står også stadig på det synspunkt, at NATO opnåede reelle fremskridt i Afghanistan og at det var en fejl at trække styrkerne ud, fordi det gav et magttomrum, som Taleban stod klar til at overtage. I hans øjne skal vestlige lande altså ikke involvere sig mindre, men mere. Ikke blot i Afghanistan, men i hele verden, også militært \[27\].

Et af krigens problemer var manglende enighed om, hvorfor man var i Afghanistan og hvad der skulle opnås. Denne uenighed har afspejlet sig både i selve indsatsen og i, hvordan der er blevet talt om krigen.

Umiddelbart var anledningen at hævne angrebet i USA den 11. september 2001 og udskifte Talebanstyret med en regering, der var mere venligt stemt over for Vesten. Men særligt fra 2004 var der også tale om ”nation-building” – statsopbygning. Altså at de internationale styrker skulle hjælpe med at skabe et demokratisk samfund efter vestligt forbillede i Afghanistan. Problemet var, at Afghanistan er et land med helt andre traditioner og kultur end Vesteuropa og USA, og det ikke er så nemt at påføre et andet samfund en specifik samfundsmodel udefra. Særligt fordi den skrøbelige afghanske regering blev helt afhængig af militær og økonomisk støtte fra Vesten \[3\] \[5\] \[10\]. Journalisten Nagieb Khaja kritiserer USA og NATO-landene for grundlæggende at mangle forståelse for det afghanske samfund og peger på, at det var en af årsagerne til, at det gik galt \[17\].

Det samme mener seniorforsker Mona Kanwal Sheikh fra Dansk Institut for Internationale studier. Hun peger desuden på, at de forskellige og nogle gange modsætningsfyldte målsætninger kom til at spænde ben for hinanden \[28\]. De skiftende formål og strategier gjorde også nogle af soldaterne frustrerede. ”Vi har aldrig fået en fælles forklaring på, hvorfor vi var i Afghanistan, hvorfor vi kæmpede og slog ihjel. Og det gør det svært for mange veteraner i dag. Vi kan hverken forklare, hvorfor vi kæmpede, eller hvad vi har opnået,” siger den tidligere udsendte Mads Silberg \[5\].

I de lande, der bidrog til krigen, har fortællingen været, at formålet var udbredelse af demokrati og kvinderettigheder \[27\]. Det var der også mange, som troede på, især blandt de udsendte soldater \[15\] \[29\]. Fra omkring 2010 var der en strategi om at vinde ”hearts and minds” i befolkningen. Men ifølge Mads Silberg var det svært, når man ikke var i stand til at bringe fred og fremskridt, særligt i landområderne. “Det lød godt, men kom meget hurtigt til blot at handle om at overleve. Vi fik aldrig overtaget, og det lykkedes heller ikke at beskytte kvinder og børn,” siger han og argumenterer for, at det blev stadigt sværere at ”sælge indsatsen” både i Afghanistan og hjemme \[5\]. Også David Vestenskov fra Forsvarsakademiet mener, at det blev vanskeligere med tiden at overbevise befolkningerne i det vestlige lande om, at krigen var en god idé: “Det er ikke nogen let opgave at forklare befolkningen, hvorfor vi skal investere milliarder i korrupte politikere, en halvkorrupt hær og en gennemkorrupt politistyrke, som kun kan varetage sikkerheden i de største byer,” siger han \[5\].

Ifølge Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen kom NATO gennem sine alliancer med brutale lokale krigsherrer til at blive betragtet som en besættelsesmagt, der bragte tyranni og ufred med sig \[17\].

I april 2021 spurgte TV2 tre danske Afghanistan-veteraner om de synes, indsatsen havde været det værd. En af dem mente, at det var positivt, at der var kommet bedre forhold for indbyggerne særligt i de store byer. Han forudså dog også, at det hele kunne falde fra hinanden, når vestlige styrker trak sig ud. Den anden var enig i, at der var blevet plantet ”et frø af håb og demokrati”, men at der også kunne gå noget tid, før resultaterne viste sig. Den tredje mente ikke, at det var det værd. Han måtte personligt behandles for traumer efter udstationeringen, men kritiserede også den politiske præmis om, at man kunne komme ind udefra og bestemme hvordan et samfund skal se ud. ”Politisk og ordentlighedsmæssigt” gav det ikke mening \[29\].

Både Peder Vessel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder og Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at manglende respekt for menneskerettigheder i forbindelse med ”krigen mod terror” har været kontraproduktiv, da det skaber nye fjender \[18\] \[30\].

Efter at Taleban overtog magten igen, er situationen blevet værre særligt for piger og kvinder, rapporterer både FN og Amnesty International. De har fået forbud mod at gå i skole, arbejde, komme til lægen eller på hospitalet uden en mandlig ledsager, deltage i sport og meget mere. Det er en tilbagevenden til de regler der herskede før krigen \[31\] \[32\].

Mange forhold er desværre også blevet værre end de var før krigen. Udover de mange, der er flygtet fra landet, er der ifølge FN også 3,2 millioner internt fordrevne. Efter Talebans magtovertagelse er økonomien kollapset og sammen med tørke og jordskælv har det bragt Afghanistan på randen af en sultkatastrofe. Også denne situation rammer kvinder og børn særligt hårdt \[14\] \[32\].

En tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium sagde allerede i 2015: ”Vores strategi var at skabe en stærk centralregering, hvilket var idiotisk, eftersom Afghanistan ikke har historisk tradition for en stærk centralregering. Tidshorisonten for at skabe en stærk centralregering er 100 år – det har vi ikke” \[10\]. Nogen håber, at den afghanske befolkning på længere sigt vil gøre oprør mod Taleban, fordi de i en periode fik oplevet et friere liv. Et befolkningsoprør kan imidlertid starte en ny borgerkrig i et allerede krigstræt land \[6\].

Afghanske civile evakures fra Trikh Nawar i Helmandprovinsen i 2010.

Krigen i Afghanistan_ topbillede.png

Krigen i Afghanistan

Christoffer Columbus (1451-1506) blev født i det nuværende Italien og er kendt som lederen af den første europæiske opdagelsesekspedition til Amerika. Han kaldes derfor ofte ”opdageren af Amerika”, selvom dette kontinent faktisk ikke var en europæisk opdagelse. Der boede mennesker i Amerika i forvejen, og Columbus selv troede, da han nåede dertil, at han havde fundet søvejen til Indien. I europæisk sammenhæng bliver formålet med datidens opdagelsesrejser ofte beskrevet som udforskning af de øvrige kontinenter. Men i realiteten handlede opdagelsesrejserne ofte mere om at gøre Europa og de siddende magthavere mere rige end at opnå større viden om verden.

Christoffer Columbus blev født den 31. oktober 1451, formodentlig i Genova i det nuværende Italien, og døde 54 år gammel den 20. maj 1506 i Valladolid i Spanien. Den tilgængelige viden om Columbus’ opvækst er præget af usikkerhed. Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) hævder mindst 20 forskellige byer at være Columbus’ fødested.

Det vides dog med sikkerhed, at Columbus en overgang boede hos sin bror, der var korttegner; det var muligvis her, han lærte at tegne kort.

Columbus giftede sig med adelsdamen Felipa Perestrello e Moñiz. De fik adskillige børn, men hun døde ung omkring 1484-1485. Herefter mødte Columbus den 15 år yngre Beatriz Enriquez, og i 1488 fik de sønnen Fernando uden for ægteskab. Det er flere gange blevet foreslået at helgenkåre Columbus, fordi hans opdagelsesrejse skaffede den katolske kirke mange nye medlemmer på det amerikanske kontinent, hvor missionærer rejste til og forsøgte at omvende de indfødte. Men Vatikanet har afslået forslaget, blandt andet på grund af Columbus’ forhold til Beatriz og deres ’uægte’ søn.

I Spanien slog Columbus sig ned i byen Huelva. Han boede i franciskanerklostret La Rábida, hvor munkene tog hånd om hans søn. Klostrets abbed var en ungdomsven af den spanske dronning Isabella og nu en af hendes skriftefædre. Gennem klostret skaffede Columbus sig magtfulde støtter, og i januar 1486 tog han til dronning Isabellas by, Cordoba, for at fremlægge sine planer om at nå Indien ved at krydse Atlanterhavet.

Dronning Isabella gav Columbus en lønnet stilling til at udvikle sit projekt. Columbus havde blandt andet argumenteret for, at han med guldet fra Indien kunne befri Jerusalem fra muslimerne – en sag, der optog tidens kristne europæiske magthavere.

Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) mente en kommission af videnskabsmænd imidlertid, at Columbus’ beregninger af afstande var fejlagtige. De henviste desuden til udtalelser fra kirkefaderen Augustin (354-430) om, at alt uden for den kendte verden var ubeboeligt, for ellers ville det ikke være ukendt.

Ifølge historikeren Niels Steensgaards opslag om Christoffer Columbus i Den Store Danske (se kilder) og Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) talte Columbus' venner i La Rábida-klostret dog hans sag ved hoffet, og en ny videnskabelig kommission blev nedsat.

Som betingelser for at gennemføre opdagelsesrejsen krævede Columbus:

\- at han selv og hans mandlige efterkommere for altid skulle tilhøre adelsstanden

\- at han fik titlen Admiral af Oceanet, som skulle gå i arv fra far til søn

\- at han blev udnævnt til vicekonge af alle nye lande, der blev opdaget, og at denne titel skulle gå i arv i hans slægt

\- at han og hans efterkommere skulle have ret til mindst 10% af værdierne fra de områder, han opdagede

Svaret var i første omgang nej. Men den 4. april 1492 var alle papirer alligevel underskrevet, og den 2. august gik besætningen ombord – ifølge Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) bl.a. benådede fanger – og næste dag sejlede Columbus ud på sin første opdagelsesrejse.

Columbus fandt ikke Indien, men ’genopdagede’ i stedet Amerika. Den 12. oktober 1492 gik han i land på øen San Salvador, hvor han blev mødt af lokale beboere. Columbus var overbevist om, at han havde nået det asiatiske fastland, hvilket han fik hele mandskabet til at sværge på. Straffen for at modsige ham var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) i værste fald at få tungen skåret af.

Den 28. oktober opdagede Columbus Cuba, som han kaldte Juana. Mandskabet søgte forgæves efter guld langs den cubanske kyst, og Columbus noterede i sin dagbog (se kilder), at han havde set tre havfruer. Juleaften stødte skibet Santa Maria på grund og kunne ikke sejle videre. Resterne af det blev brugt til at bygge det første fort i den nye verden. Det fik navnet La Navidad (Juleaften) og blev bemandet med cirka 40 mand, der blev efterladt der. Columbus skrev til det spanske kongepar, at overskuddet fra fortet i løbet af tre år ville kunne finansiere et korstog for at befri Jerusalem.

Columbus er i traditionel europæisk historieskrivning blevet kaldt opdageren af Amerika. Den fortælling er dog for længst blevet udfordret og anses ikke længere som korrekt. For det første indebar ideen om Columbus som opdager af Amerika, at de indbyggere, der allerede beboede det amerikanske kontinent, ikke blev anerkendt som ’rigtige’ mennesker, fordi de ikke var europæere. For det andet byggede fortællingen på en forældet forestilling om, at et område først kunne opfattes som opdaget, når europæere var kommet dertil og begyndt at ’civilisere’ det.

Columbus’ ekspedition var desuden ikke den første rejse fra Europa til det amerikanske kontinent. Arkæologiske spor viser ifølge Anette Lassens bog ”Islændingesagaernes verden” (se kilder), at skandinaver allerede i vikingetiden – omtrent 500 år før Columbus – fandt vej til det nuværende Canada, som er en del af det amerikanske kontinent.

Columbus nåede at gennemføre fire større opdagelsesrejser, alle dramatiske og med skiftende held:

· 1492-1493: ’Opdagelsen’ af Amerika i forsøget på at finde søvejen til Indien. Navnet Amerika fik kontinentet ifølge Henrik Sebros opslag ”Amerigo Vespucci” i Den Store Danske (se kilder) først efter Columbus’ død. Det blev opkaldt efter Columbus’ ven Amerigo Vespucci, der foretog videnskabelige opdagelsesrejser i det nuværende Venezuela.

· 1493-1496: ’Opdagelsen’ af Dominica i De Små Antiller med 17 skibe og 1200 mand. Det var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) den største enkeltstående ekspedition, der havde forladt Europa.

· 1497-1500: Undersøgelse af farvandene omkring ækvator. Medbragte også de første spanske kvinder til den nye verden. Denne rejse blev søsat i den kristne treenigheds navn, og da mandskabet i 1498 fik øje på tre bjerge på en ø, fik øen navnet Trinidad (treenighed).

· 1502-1504: Fjerde og sidste rejse havde til formål at lede efter guld, sølv, ædelstene og krydderier, samt at Columbus skulle møde en anden opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, på det indiske fastland. Eftersom Vasco da Gama ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) havde nået Indien ad den østlige rute, kaldte Columbus ’sine’ områder i den nye verden Vestindien. Rejsen endte i 1504 med et skibbrud ved Jamaica.

Hjemrejsen fra Amerika blev hård for Christoffer Columbus og hans mandskab. Vinteren 1492/93 var en af de strengeste vintre i 1400-tallet. Columbus smed ifølge sine dagbogsoptegnelser (se kilder) en forseglet tønde i havet indeholdende en beskrivelse af rejsen i tilfælde af, at skibene skulle gå ned.

Den 15. marts 1493 nåede ekspeditionen endelig tilbage til Spanien. Columbus fremviste bl.a. de ’indianske’ fanger, han havde holdt indespærret i et bur på dækket. Det vakte stor opsigt, og nyheden om hans opdagelser spredtes hurtigt i Europa.

Kong Johan af Portugal gjorde straks krav på den nye verdensdel, fordi en tidligere pave havde bekendtgjort, at alt land syd for de Kanariske Øer tilhørte Portugal. Men den nyvalgte pave, Urban 6., var spansk. Som tak for den kongelige støtte, han havde modtaget under pavevalget, bekendtgjorde han ifølge bogen ”Historiens lange linjer” (se kilder), at alle områder vest for den 46. længdegrad tilfaldt Spanien, mens resten tilfaldt Portugal. Derfor blev det nuværende Brasilien portugisisk, mens områderne rundt om kom under Spanien.

Efter rejserne krævede Columbus 10% af alle indtægter fra de nye lande i henhold til den oprindelige aftale med det spanske kongehus. Hans støtte, dronning Isabella, var dog død i mellemtiden, og kongen mente ikke, at han skyldte Columbus noget. Columbus rejste efter hoffet fra by til by og fortsatte forgæves med at fremsætte sine krav. Han endte sine dage i Valladolid, hvor han i febervildelse mente at befinde sig i kamp for at befri Jerusalem. Hans sidste brev var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) stilet til kongeparrets datter, Juana la loca (Johanne den sindssyge). Columbus døde den 20. maj 1506 som en relativt velhavende mand, men kun få mødte op til begravelsen i Valladolid, og ingen fra hoffet deltog.

14- og 1500-tallet var en tid for store opdagelsesrejser. Formålene var mangeartede, heriblandt at opdage nye kontinenter og lande – og dermed udvide sin viden – og at finde nye handelsruter. Tidens opdagelsesrejsende var ofte mindre drevet af nysgerrighed end af ønsket om at opnå berømmelse og rigdom. Der kom da også sjældent store forskningsmæssige landvindinger ud af rejserne. Ifølge Mai Rasmussens udgivelse ”Gyldendal Viden – Globalisering” (se kilder) resulterede opdagelsesrejserne derimod ofte i udnyttelse af lokalbefolkninger, tvangskristning, slaveri, tyveri og plyndringer af skatte og kulturelle klenodier. Det romantiske lys, som tidens opdagelsesrejser sidenhen er blevet set i, havde dermed meget lidt med virkeligheden at gøre.

folkeskolens historiekanon 8 Christoffer columbus_faktalink_0_beskåret.jpg

Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Den Kolde Krig var en konflikt mellem supermagterne USA og Sovjetunionen, som påvirkede det meste af verden: Europa blev opdelt i en Øst- og Vestblok og i det globale syd kappedes supermagterne også om indflydelse, bl.a. gennem mange stedfortræderkonflikter.

Dog undgik supermagterne og deres militære alliancer en direkte væbnet konflikt med hinanden – det er derfor, man kalder perioden den kolde krig. En ’varm’ krig var også blevet uoverskuelig: I perioden oprustede hver side nemlig med et voldsomt antal kernevåben, og ville dermed kunne udslette hinanden (og resten af verden) mange gange. Den udvikling foregik på trods af, at der i perioden blev vedtaget betydelige nedrustningsaftaler.

Den Kolde Krig begyndte allerede i det små inden afslutningen på 2. Verdenskrig og havde både ideologiske, militære, økonomiske og politiske aspekter. Den gennemgik forskellige faser med forskellige niveauer af spænding, før østblokken og til sidst Sovjetunionen kollapsede i årene 1989-1991.

Selvom det ikke giver mening at tale om en ny kold krig i dag, kaster Den Kolde Krig alligevel skygger over nutiden i form af det fortsat fjendtlige forhold mellem Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden. Den Kolde Krigs logikker bliver også stadig brugt i argumenter for nutidige militære interventioner.

Den Kolde Krig er betegnelsen for den konflikt, som udspillede sig mellem USA og Vesteuropa på den ene side og Sovjetunionen og Østeuropa på den anden side. Konflikten havde både ideologiske, økonomiske, militære og politiske aspekter.

Den Kolde Krig tog sin begyndelse efter 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 og var endeligt forbi da Sovjetunionen brød sammen i 1991. Perioden var karakteriseret ved, at verden blev domineret af de to supermagter, det kapitalistiske USA og det kommunistiske Sovjetunionen. Man taler derfor også om en bipolær verdensorden. Dette kom først og fremmest til udtryk ved en opdeling af Europa mellem øst og vest, men også i det globale syd kæmpede supermagterne om indflydelse. Kina var kommunistisk, men ikke entydigt placeret i Østblokken \[1\].

Et kendetegn ved Den Kolde Krig var et intenst våbenkapløb mellem Øst og Vest, særligt på kernevåben. På sit højdepunkt besad supermagterne til sammen i alt over 70.000 kernevåben \[2\].

Konflikten blev kaldt Den Kolde Krig, fordi parterne aldrig mødte hinanden direkte i klassiske krigshandlinger. På grund af kernevåbnene – der havde kapacitet til at udslette det meste af verden – ville en rigtig krig få uoverskuelige konsekvenser. Denne situation kaldes også den nukleare afskrækkelse.

At parterne havde kernevåben nok til at udslette hinanden mange gange, og dermed også kunne afskrække modparten fra at foretage direkte krigshandlinger, kaldtes for terrorbalancen, eller den gensidigt sikrede ødelæggelse (mutually assured destruction, MAD) (se kilde 1). Nogle, som f.eks. Robert McNamara, der var amerikansk forsvarsminister i 1961-68, mente, at netop denne balance var med til at opretholde freden \[3\].

Den Kolde Krig var en kappestrid mellem to forskellige ideologiske (og økonomiske) systemer: den vestlige demokratiske-liberale kapitalisme og den østlige autoritære kommunisme.

Kommunismen var egentlig en ideologi udviklet af den tyske tænker Karl Marx med den grundidé, at ingen skulle kunne tjene penge på andre menneskers arbejde. Mange mener dog også, at der er forskel på kommunisme som ideologi og de måder, kommunistiske styreformer er blevet praktiseret. Under den første statsleder i Sovjetunionen (efter revolutionen i 1917), Vladimir Lenin, blev der etableret en autoritær styreform med en stærk stat. Der blev efterhånden indført betydelige indskrænkninger i personlig frihed til bl.a. at rejse og til at ytre sig kritisk. Særligt under Josef Stalin, der blev Lenins efterfølger som statsleder, skete der også omfattende udrensninger af såkaldte ”politiske fjender” \[4\] (Se også Faktalink om kommunisme). 

Kapitalismen lagde vægt på privat initiativ og minimal indblanding fra staten og de fleste vestlige samfund havde en styreform med demokratisk valgte ledere. Ledende vesteuropæiske lande som Storbritannien og Frankrig (og Danmark) var dog samtidig stadig kolonimagter i Den Kolde Krigs første årtier, så på mange måder gjaldt idealerne om demokrati og personlig frihed primært ”derhjemme”.

I februar 1945 var 2. Verdenskrig endnu ikke slut, men det var begyndt at stå klart, at det kun var et spørgsmål om tid. Derfor mødtes lederne af de allierede krigsførende lande, USA (Franklin D. Roosevelt), Storbritannien (Winston Churchill) og Sovjetunionen (Josef Stalin) i Jalta på Krim for at diskutere, hvad der skulle ske med Europa, når krigen var slut. Dette møde kaldes også Jaltakonferencen. Her aftalte de allierede, at Sovjetunionen kunne beholde indflydelse i de områder af Østeuropa, som det havde befriet. Man enedes også om en fælles administration af Tyskland, ligesom alle parter godkendte oprettelsen af FN \[5\].   

I Østeuropa fik Sovjetunionen i årene efter krigen installeret Sovjettro regimer i alle landene og det kulminerede med delingen af Tyskland i 1949, hvor staterne DDR (på dansk ofte kaldet Østtyskland) og BDR (på dansk ofte kaldet Vesttyskland) blev oprettet \[6\].

I Vesteuropa grundlagdes liberalt-kapitalistiske stater med demokratisk styreform. Det var dog vigtigt for USA at sikre, at de demokratiske rettigheder ikke førte til, at nogle af disse lande blev kommunistiske. Det lå bag Truman-doktrinen, hvor USA’s præsident Truman erklærede, at USA aktivt ville støtte antikommunistiske kræfter verden over. Dette skete både med åben økonomisk og militær støtte, men også ved hjælp af hemmelige undergravende aktiviteter \[7\].

De fleste lande i Europa var fattige efter 2. Verdenskrig og stod overfor en omfattende opbygning. USA tilbød økonomisk hjælp i form af den såkaldte Marshall-plan (opkaldt efter USA’s udenrigsminister George Marshall) fra 1947. Marshall-planen gik ud på, at USA tilbød økonomisk og materiel støtte samt lån, så modtagerlandene kunne importere fra USA. Hjælpen var betinget af handel med USA og politiske reformer i retning af liberal markedsøkonomi. På den måde kunne USA binde Vesteuropa til sig økonomisk og politisk. Det betød også, at de østeuropæiske lande, som fik tilbudt Marshall-hjælp, måtte sige nej, da deres binding til Sovjetunionen forhindrede dem i at gå ind på de amerikanske modkrav \[8\]. Marshall-planen blev koordineret gennem organisationen OEEC (Organisation for European Economic Cooperation), senere OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) \[9\]. Marshall-planen og Truman-doktrinen var ifølge Truman selv to sider af samme mønt, da de begge skulle modvirke kommunistisk indflydelse \[7\].

Som pendant til OEEC oprettede Sovjetunionen COMECON (Council for Mutual Economic Assistance) som samarbejdsorgan for de kommunistiske økonomier i 1949 \[10\].

Militært var Den Kolde Krig først og fremmest præget af kernevåbnene. USA havde som sidste større militære operation under 2. Verdenskrig nedkastet to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.  I 1949 prøvesprængte Sovjetunionen sin første atombombe og supermagterne fortsatte med at konkurrere på større og mere effektive atomvåben og mere teknologisk avancerede måder at levere dem på – herunder gennem rumteknologi. Der foregik samtidig en betydelig oprustning af konventionelle styrker under Den Kolde Krig \[11\].

I 1949 dannede de vestlige lande militæralliancen NATO (se Faktalink om NATO) og i 1955 lancerede Østblokken sin pendant med Warszawa-pagten \[12\] (Se også Faktalink om NATO).

Den Kolde Krig inddeles ofte i tre faser, der angiver forskellige niveauer af spænding \[1\].

Den tidlige (også kaldet første) Kolde Krig betegner perioden fra 1945 til 1962, hvor opdelingen af verden blev cementeret og spændingen var på sit højeste. Europa blev delt, oprustningen tog fart, og der var en række kriser, hvor supermagterne følte hinanden på tænderne. En af disse var Berlin-krisen, hvor Stalin beordrede alle veje ind i Vestberlin blokeret og de vestlige lande som modsvar etablerede en luftbro til at få forsyninger til borgerne i Vestberlin \[13\] (Se også tidslinjen for andre kriser).

Denne fase af Den Kolde Krig kulminerede med Cubakrisen. Derefter indså supermagterne nødvendigheden af at indgå i forhandlinger og de etablerede også en direkte telefonlinje, også kaldet ”den varme linje” mellem de to supermagters ledere – den findes stadig \[14\].

”Détente” betyder en forbedring i et ellers anstrengt forhold mellem to lande, og det kalder man Den Kolde Krigs periode mellem 1963 og 1978. I disse år indledte supermagterne forhandlinger og enedes om en række nedrustningsaftaler \[15\]. Også på tværs af blokkene i Europa blev relationerne forbedrede, ligesom USA og det kommunistiske Kina kom på talefod \[1\].

Alt var dog ikke fryd og gammen: I forbindelse med afkoloniseringerne i det globale syd, involverede begge sider i Den Kolde Krig sig i en række lokale konflikter uden for deres egne territorier, måske bedst illustreret ved USA's involvering i Vietnam-krigen. Dermed blev det også tydeligt, at selvom supermagterne tilsyneladende havde fundet ud af at leve fredeligt side om side efter delingen af den nordlige halvkugle, konkurrerede de stadig om dominans på verdensplan.

Den anden, eller den nye, Kolde Krig betegner perioden fra slutningen af 1970’erne. Et skelsættende år var 1979, hvor Sovjetunionen invaderede Afghanistan og NATO vedtog den såkaldte dobbeltbeslutning (se tidslinjen). I 1981 indtog Ronald Reagan præsidentposten i USA og han stod for en betydelig skærpelse af retorikken overfor Sovjetunionen. Han satte også ny fart på oprustningen, bl.a. med det såkaldte ”stjernekrigsprojekt”, et missilforsvar baseret på rumteknologi \[16\].

I 1983 nåede Den Kolde Krig et spændingsniveau, man ikke havde set siden Cubakrisen \[17\]. Forholdet blev dog bedre under Reagans anden præsidentperiode fra 1985, hvor Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen. De havde tilsyneladende gensidig sympati og indledte på ny nedrustningsforhandlinger. I 1987 indgik de en banebrydende aftale om at afskaffe alle mellemdistanceraketter i Europa \[15\] \[18\].

Mikhail Gorbatjov indså, at det sovjetiske system ikke var bæredygtigt og iværksatte reformer, som skulle forbedre den økonomiske situation og give befolkningen flere frihedsrettigheder. Disse reformer gik under betegnelserne Perestrojka (omstrukturering) og Glasnost (åbenhed) \[18\].

I Østeuropa var der en del græsrods- og folkelige bevægelser, som også vejrede morgenluft i lyset af de nye toner fra Sovjetunionen – og i modsætning til tidligere slog Sovjetunionen ikke ned på disse bevægelser militært. Udvidelsen af befolkningens politiske rettigheder og bevægelsesfrihed i de østeuropæiske lande kulminerede med Berlinmurens fald i november 1989 (se Faktalink om Berlinmuren og Berlinmurens fald). Gorbatjov forsøgte at holde sammen på selve Sovjetunionen, men blev overhalet indenom af de reformkræfter, han selv havde sluppet løs. Blandt andet erklærede flere og flere af sovjetrepublikkerne sig selvstændige. Sovjetunionen ophørte formelt med at eksistere den 25. december 1991. Hermed var Den Kolde Krig fortid \[1\] \[18\].

Den Kolde Krig dominerede ikke blot den nordlige halvkugle. Supermagterne kæmpede også om indflydelse i det globale syd, særligt i forbindelse med afkoloniseringen, men også i forbindelse med politisk ustabilitet og borgerkrige. Begge parter ønskede at sikre venligtsindede regeringer i så mange lande verden over som muligt, og derfor støttede de kup, oprørsbevægelser (eller det modsatte) og parter i borgerkrige i Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og Asien. Ofte støttede supermagterne på samme tid hver sin side i lokale konflikter og derfor blev disse konflikter betegnet som stedfortræderkrige eller proxykrige: Supermagterne var ikke i krig direkte med hinanden, men kæmpede mod hinanden per stedfortræder. Derfor er det heller ikke korrekt at sige, at Den Kolde Krig ikke var militær. Selvom Tredje Verdenskrig ikke brød ud, var der mange blodsudgydelser under stedfortræderkrigene. Eksempler på stedfortræderkonflikter er Korea-krigen, Vietnam-krigen, Afghanistan-krigen, borgerkrigene i Congo, Angola og Nicaragua, samt forskellige statskup, blandt andet i Chile i 1973, hvor USA støttede Pinochet, som indførte militærdiktatur \[30\].

Marshall-hjælpen havde betydelig effekt i Danmark i de trange år efter krigen og med medlemskabet af NATO i 1949 brød Danmark med århundreders militær neutralitet. Med sin geografiske placering i vest og på grund af det tætte politiske og økonomiske bånd til USA, skete der også en betydelig amerikansk kulturel indflydelse i Danmark gennem musik, mode, film, osv. \[31\]. Også det danske ungdomsoprør i 1968 var inspireret af protester mod Vietnam-krigen i USA.

Danmark skærmede sig dog også mod nogle elementer af amerikansk indflydelse: Der var forbehold mod atomvåben og amerikanske baser i Danmark (med undtagelse af Grønland) og de danske regeringer valgte at opbygge en velfærdsstat frem for kapitalisme i dens rå amerikanske form.

Danmark havde også et kommunistisk parti, DKP, som modtog økonomisk støtte fra Sovjetunionen og ønskede at indføre Sovjetkommunisme i Danmark. Partiet vandt aldrig betydelig parlamentarisk indflydelse, men har måske medvirket til at trække det generelle politiske billede mod venstre (se Faktalink om kommunisme).

Den Kolde Krig berørte også borgerne personligt i de forskellige lande. I Sovjetunionen var der betydelig undertrykkelse af visse personlige rettigheder, og i områderne med stedfortræderkrige led mange mennesker under urolighederne. De mennesker, der boede tæt på områder, hvor der blev prøvesprængt atomvåben, risikerede at blive evakueret eller forgiftet \[32\].  
En altovervejende faktor, som berørte mange verden over, var frygten for atomkrig, som gennemsyrede på både samfunds- og individplan. Myndigheder udsendte vejledninger til, hvordan borgerne skulle forholde sig i tilfælde af atomkrig, men med tanke på kernevåbnenes ødelæggende kraft, forekom den slags vejledninger utilstrækkelige for mange mennesker \[33\].

Den Kolde Krig blev oprindeligt ofte studeret og tolket ud fra, hvem der bar ansvaret for tingenes udvikling: USA, Sovjetunionen eller dem begge. Dette var en afspejling af, at forskerne primært beskæftigede sig med ”realpolitik”, altså beslutninger om forsvar, økonomi og politik på regeringsniveau.  
Efter Den Kolde Krigs afslutning og med den tidsmæssige afstand er der dog blevet plads til mere mangfoldige tilgange til emnet. Det har også haft stor betydning, at nye arkiver er blevet åbnet op. Nu er det ikke blot de politiske, militære og økonomiske beslutninger på topplan, der bliver studeret, men også hvordan Den Kolde Krig udspillede sig i forskellige samfundssammenhænge, i hverdagen, i medierne, i kulturen, osv. \[1\]

Den Kolde Krig er et kontroversielt tema med mange forskellige tolkningsmuligheder alt efter perspektiv. Derfor er der også mange, der har brugt henvisninger til Den Kolde Krig til at fremme politiske, ideologiske eller sågar militære sager.

Før Danmark gik med i den USA-ledede invasion i Irak i 2003 (se også Faktalink om Irak-krigen og om 11. september 2001), argumenterede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for, at Danmark skyldte USA sin loyalitet, fordi vi havde svigtet i 1980’erne, da vi tog forbehold for NATOs atomvåbenpolitik (den såkaldte fodnotepolitik) \[34\].

I den nuværende russiske krig mod Ukraine beskylder Ruslands præsident Vladimir Putin NATO for at svigte løfter fra Den Kolde Krigs sidste dage om ikke at udvide NATO mod øst. Konflikten omkring NATOs interesseområde er en betydelig del af forklaringen på det anstrengte forhold mellem Rusland og Vesten (se Faktalink om NATO).

Nogle steder kan man købe produkter med gamle østblok-symboler på, primært som merchandise og t-shirts. På loppemarkeder og i antikvariater i den gamle østblok kan man også finde ”ægte” ting fra den kolde krigs tid. Det er udtryk for såkaldt Ostalgie, et ordspil på ”Nostalgi” og ”Ost” som betyder øst på tysk. Ostalgie er egentlig ikke kommerciel, det er derimod en kritik af den vestlige forbrugsbaserede kapitalisme, som fejede over østblokken i 1990’erne, samtidig med at forretninger lukkede, arbejdsløsheden og uligheden steg, samtidig med at sociale sikkerhedsnet forsvandt \[35\].

Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i Ukraine i 2014 har det været populært blandt mange journalister og kommentatorer at tale om en ”ny kold krig”. Forskere er dog stort set enige i, at det ikke giver mening: På mange måder er verden af i dag mere ustabil. Det skyldes, at der ikke længere er en bipolær orden med to supermagter, der dominerer resten af verden. Snarere er verdensordenen på vej til at blive multipolær med flere regionale stormagter, hvilket gør udviklingen langt vanskeligere at forudsige.  Rusland har heller ikke samme magt og styrke som Sovjetunionen havde under Den Kolde Krig og Europa er i højere grad forenet frem for delt mellem Øst og Vest \[36\]

Der kan dog godt stadig være fællestræk mellem den nutidige situation og tiden under Den Kolde Krig. De gensidige fjendebilleder lever i bedste velgående, ligesom Den Kolde Krigs logikker stadig bliver aktiveret i forbindelse med aktuelle konflikter. Desuden har nogle aktuelle konflikter også stadig karakter af stedfortræderkrige mellem Rusland og NATO. Det gælder særligt i Syrien og Ukraine – og måske også i den spirende konflikt mellem Iran og Israel.

Det er desuden muligt, at de konstante interventioner under Den Kolde Krig var med til at yderligere destabilisere det globale syd og forlænge konflikter i den del af verden.

Ligesom Den Kolde Krig var med til at forme det danske samfund, da den stod på, har den efterladt sig en betydelig arv. Måske er den mest synlige effekt det danske NATO-medlemskab samt de mange konflikter i verden, hvor danske soldater har deltaget i sammen med USA's militær. Også forholdet til Rusland bliver ofte fortolket ind i en koldkrigsramme, selvom Danmarks strategiske forhold er helt anderledes i dag: Under Den Kolde Krig var Danmark det eneste Østersø-land, som var medlem af NATO. I dag er Rusland det eneste Østersø-land, som _ikke_ er.

Østtysk grænsevagt overvåger området omkring Berlinmuren i 1988.

Kolde krig topbillede.png

Den kolde krig

FN's biodiversitetskonference COP16 starter

Kong Frederik 10. holder sin første nytårstale

Modelfoto af 11-årig dreng med mobiltelefon

Nyhed Digitale krænkelser_Christian LindgrenRitzau Scanpix@20200211-181747-3-7217x4812ma.jpg

Flere børn og unge oplever digitale krænkelser

Forsvarsalliancen NATO fejrede i foråret 2024 75-års jubilæum.

NATO_2024 topbillede.png

NATO får ny generalsekretær

Beta collage biggest.png

beta.faktalink er Faktalinks kommende redesign

I Danmark skelner man mellem passiv og aktiv dødshjælp. Passiv dødshjælp (også kaldet palliativ sedering) er at fremskynde dødstidspunktet for en person, der allerede er døende, typisk med smertelindrende medicin. Aktiv dødshjælp er en handling, der afslutter livet for en person, hvis død ellers ikke er umiddelbart forestående (ud fra en overbevisning om, at det er den pågældendes ønske at dø). Passiv dødshjælp er lovligt i Danmark, når det udføres lægefagligt, men det er aktiv dødshjælp ikke. Det straffes som drab, men der er lavere strafferamme, hvis det kan bevises, at den afdøde selv havde bedt om hjælp til at dø. Der er otte lande i verden – og en række delstater i USA – hvor aktiv dødshjælp under forskellige betingelser er lovligt. Også i Danmark bliver det jævnligt debatteret, om aktiv dødshjælp skal være lovlig og i så fald under hvilke omstændigheder og for hvem. Debatten opstår ofte i forbindelse med retssager mod personer, der har ydet aktiv dødshjælp, ligesom der findes interesseorganisationer, som argumenterer for liberalisering af lovgivningen. I sommeren 2023 erklærede statsminister Mette Frederiksen (S), at hun er tilhænger af aktiv dødshjælp og mener, at det er noget, Folketinget bør overveje at lovliggøre. Etisk Råd, læge- og sundhedsfaglige organisationer samt handikaporganisationer fraråder det. Tilhængerne argumenterer typisk med individets selvbestemmelse og retten til en værdig død. Modstanderne argumenterer omvendt for retten til et værdigt liv. De advarer mod en glidebane, hvor et tilbud om ”assisteret død” (som det kaldes i flere lande) kommer til at træde i stedet for sociale og sundhedsfaglige tilbud, der kan forbedre betingelserne for et meningsfuldt liv, også for mennesker med svære fysiske og psykiske lidelser. I efteråret 2023 nedsatte regeringen et udvalg, der skal ”starte en samtale med danskerne” om ”en mere værdig død” – men der stod ikke noget om, at det nødvendigvis skulle indbefatte aktiv dødshjælp. I foråret 2024 forlod to medlemmer udvalget, fordi de mente, at der lå forventning om, at udvalgets opgave reelt var at komme med modeller for indførelse af aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er en handling, der afslutter et andet menneskes liv. Forskellen mellem drab og aktiv dødshjælp ligger i kontekst, motiv og handling. Konteksten for aktiv dødshjælp vil være, at den, hvis liv afsluttes, i en eller anden forstand selv har bedt om hjælp til at dø. Motivet vil være at opfylde denne persons ønske. Handlingen vil typisk have medicinsk karakter.

Aktiv dødshjælp kaldes også eutanasi, der kommer af det græske ’eu’ (der betyder ’god’) og ’thanasos’ (der betyder ’død’). Juridisk skelner man mellem aktiv og passiv dødshjælp:

*   Aktiv dødshjælp: At fremkalde døden hos et menneske, der ikke er døende
*   Passiv dødshjælp: At fremskynde tidspunktet for døden hos et menneske, der allerede er døende

I Danmark er passiv dødshjælp lovlig under visse omstændigheder. Aktiv dødshjælp er derimod ikke lovlig og straffes som drab. Straffen er dog typisk mildere, hvis motivet er lindring af offerets lidelser, hvilket betegnes som medlidenhedsdrab. Ifølge lex.dk \[1\] skelnes der mellem tre former for medlidenhedsdrab:

*   Sker det efter den pågældendes frivillige og utvetydige anmodning, er der tale om _drab efter begæring_.
*   Sker det uden den pågældendes samtykke eller mod dennes vilje, foreligger der _ufrivillig eutanasi_.
*   Er den dræbte fx på grund af svækket mental tilstand ude af stand til at tage stilling, foreligger der _ikke-frivillig eutanasi_.

Efter Straffelovens § 239 er strafferammen lavere for drab efter begæring end ved forsætligt manddrab. Der er ikke lavere strafferamme for ufrivillig og ikke-frivillig eutanasi, men det kan indgå som formildende omstændighed i strafudmålingen. 

Dertil findes begrebet assisteret selvmord. Det bruges, når den pågældende udtrykkeligt har erklæret at ville have hjælp til at dø _og_ selv foretager den afgørende handling (fx indtagelse af medikamenter), men får hjælp til omstændighederne og fx fremskaffelse af de midler, der skal bruges til handlingen.

Det siger sig selv, at der er adskillige gråzoner mellem de forskellige begreber, og at det ikke altid vil være let at afgøre hverken kontekst, motiver eller grad af medvirken eller frivillighed fra den dræbte.

”Det handler om værdighed i den sidste tid i livet.” Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun under Folkemødet på Bornholm i sommeren 2023 erklærede sig tilhænger af aktiv dødshjælp og foreslog at Folketinget (igen) skal diskutere, om aktiv dødshjælp skal legaliseres \[2\]. Kort efter nedsatte regeringen Udvalget for en mere værdig død \[3\], hvor der i udvalgets opgavebeskrivelse – kaldet et kommissorium – bl.a. står, at udvalget skal:   
”starte en samtale med danskerne om en mere værdig død med henblik på, at understøtte regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død i forlængelse af den tradition, som vi i Danmark har for pleje og behandling af palliative patienter” og at det handler om ”værdighed i livets sidste fase”.   
Men der ligger ikke i kommissoriet nogen afgrænsning af, hvem målgruppen kan være. I nogle lande, hvor aktiv dødshjælp er lovlig, er målgruppen også mennesker med ”ubærlig lidelse” \[4\]. Det kan være fysiske handikap eller psykiske lidelser, som ikke i sig selv er livstruende, men hvor livet – særligt uden tilstrækkelig hjælp og støtte – kan være så vanskeligt, at der kan opstå ønske om at afslutte det.   
I Canada er lovgivningen om assisteret død gradvist blevet liberaliseret de senere år. I foråret 2024 blev målgruppen udvidet til personer, der har psykiske lidelser og ikke andre sygdomme. Antallet af assisterede dødsfald er steget voldsomt siden liberaliseringen af loven, og med 30 procent alene mellem 2021 og 2022, hvilket har givet anledning til debat i Canada \[5\].

Under den gældende lovgivning er det i Danmark aldrig lovligt at udføre aktiv dødshjælp. Ifølge en oversigt på DR \[4\] er der 11 lande i verden, hvor aktiv dødshjælp er lovlig, de seks af dem i Europa: Schweiz, Holland, Belgien, Luxembourg, Østrig og Spanien. Derudover er det lovligt i Colombia, Canada, New Zealand, Australien og i 11 stater i USA.   
Rammer og kriterier er imidlertid forskellige i de forskellige lande. Fx er der lande, hvor det kræver aktiv medvirken fra den pågældende, og altså falder under det, der i Danmark ville kaldes assisteret selvmord. Der er også forskellige aldersgrænser for, hvem der kan få aktiv dødshjælp. Ligesom der er forskel på, om det kun tilbydes til personer med en dødelig sygdom eller i princippet til enhver, der udtrykker ønske om det.   
Der er også lande – fx Holland – hvor personer, der ikke længere er ved deres fulde beslutningskraft, kan få aktiv dødshjælp, hvis de på et tidligere tidspunkt har underskrevet et såkaldt ”fremtidsønske”. Det er især personer, der bliver ramt af demens, som vælger at underskrive sådan et fremtidsønske.

De fleste meningsmålinger angående aktiv dødshjælp spørger til principielle holdninger om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være lovlig. Ikke til, om folk selv ønsker at få aktiv dødshjælp. Det er vanskeligt at finde pålidelige tal for hvor mange, der har et ønske om selv at benytte sig af aktiv dødshjælp eller assisteret død, hvis det var lovligt i det land, de bor i. Mange af de tal, der er i omløb, stammer fra organisationer, der lobbyer for legalisering, og som dermed har interesse i at få opbakningen til at virke omfattende. Der er imidlertid forsket i, hvad motiverne er for at bede om aktiv dødshjælp, i de lande, hvor det er lovligt \[6\]. For omkring hver tredje handler det om fysiske smerter. Men de mest almindelige motiver er begrænset handlefrihed, forringet livskvalitet og værdighedstab. En stor andel lider af uhelbredelig kræft eller forskellige former for sklerose. Studiet viser imidlertid ikke noget om, hvilke alternativer, de borgere, som oplever begrænset handlefrihed, sænket livskvalitet og værdighedstab på grund af deres helbredstilstand, er blevet stillet i udsigt. Altså i hvilken kontekst, de har truffet deres valg om at bede om aktiv dødshjælp. I staten Oregon har det siden 1997 været muligt for personer med terminal sygdom at få medicinsk hjælp til selvmord. De to mest udbredte begrundelser for at benytte sig af tilbuddet \[7\] er, at patienterne oplever sig ”mindre i stand til at deltage i aktiviteter som giver livskvalitet” og oplever et ”tab af selvbestemmelse”. Det angiver næsten 90 procent. 60 procent oplever ”tab af værdighed” og næsten halvdelen føler sig som en byrde for pårørende eller omsorgspersoner.

I efteråret 2023 gennemførte Epinion en meningsmåling for DR \[8\], hvor spørgsmålet var:   
”Det er i dag forbudt at yde aktiv dødshjælp. Det diskuteres politisk om aktiv dødshjælp skal være tilladt eller forbudt i Danmark. Mener du, at aktiv dødshjælp skal tillades i Danmark?”   
Her svarede 72 procent ja, mens 10 procent svarede nej, og 18 procent ikke havde taget stilling. Den slags meningsmålinger bruger fortalerne naturligvis til deres fordel.   
Spørgsmålet er dog, om emnet overhovedet egner sig til en meningsmåling. Det mener psykolog Anne Knudsen og læge Søren Valgreen Knudsen ikke, at det gør \[9\]:   
”Undersøgelserne giver et rimelig retvisende billede, hvis danskerne bliver spurgt om noget konkret som: Hvilket parti vil du stemme på ved det kommende folketingsvalg? (…) Meningsmålinger, hvor der skal svares på, om der skal indføres aktiv dødshjælp i Danmark, har imidlertid en anden karakter (…) Den helt store forskel ligger i, at det er meget forskelligt, hvad folk forbinder med aktiv dødshjælp, og at det stort set er umuligt i en meningsmåling at give information, som ikke på en eller anden måde påvirker de adspurgte.”  
De argumenterer desuden for, er det er komplet uklart, på hvilken baggrund folk svarer ja, nej eller ved ikke. Hvad forestiller folk sig, at aktiv dødshjælp betyder? Aktiv dødshjælp til hvem, hvordan, hvornår, hvorfor? Og hvad ved folk, om fx de muligheder for palliativ indsats, der allerede findes?

Der er helt overordnet to grupper, som aktiv dødshjælp kan være relevant for: Dem, som har udsigt til en ”forfærdelig død”, f.eks. på grund af den måde, en terminal sygdom udvikler sig. Og dem, der har udsigt til et ”forfærdeligt liv”, på grund af enten fysiske handikap, sygdom eller psykiske lidelser. De lægefaglige vurderinger peger på, at meget få vil have udsigt til en ”forfærdelig død” med den rette palliative indsats. Altså lindrende pleje og omsorg af patienter, der allerede er døende, herunder f.eks. smertebehandling, der kan fremskynde dødstidspunktet. Det er også inden for den gældende lovgivning muligt at afvise livsforlængende behandling.   
Det efterlader gruppe to som relevant for en legalisering eller afkriminalisering af aktiv dødshjælp.   
Etisk Råd kom i efteråret 2023 med en udtalelse om aktiv dødshjælp \[10\], hvor de påpeger en udfordring ved at tilbyde adgang til dødshjælp til personer med f.eks. svære fysiske handicap, kroniske smertetilstande, eksistentielle udfordringer, invaliderende psykisk sygdom: Hvordan afgrænser man, hvem målgruppen omfatter? Og hvilken betydning får adgangen til dødshjælp for den del af målgruppen, der ikke ønsker dødshjælp, ”men som er i risiko for at få deres liv bedømt som forfærdelige liv, ud fra et gruppetilhørsforhold”?

Et flertal i Etisk Råd \[10\] argumenterer imod legalisering af aktiv dødshjælp, bl.a. fordi det vil medføre ”uacceptable ændringer af grundlæggende normer for samfund, sundhedsvæsen og menneskesyn. Selve eksistensen af et tilbud om dødshjælp vil afgørende forandre vores forestillinger om alderdom, dødens komme, livskvalitet, og hvad det vil sige at tage hensyn til andre. Hvis først dødshjælp bliver en mulighed, så er der for stor risiko for, at det bliver til en forventning rettet mod særlige grupper i samfundet.”  
Janus Tarp er formand for Ulykkespatientforeningen og Polioforeningen, og har selv efter en ulykke som barn været lam fra nakken og ned. Han mener, at det vil ændre samfundet radikalt at indføre aktiv dødshjælp.   
”Aktiv dødshjælp betyder, at nogen kommer til at sætte regler op for, hvilke menneskeliv der er værd at leve, og hvilke der ikke er. Med tid vil det ende med, at grænsen bliver udvidet. Det ser man i Holland og i Canada. Man ender med livsanskuelser, som jeg i den grad frygter,” sagde Janus Tarp til DR \[11\] efter, at statsminister Mette Frederiksen i sommeren 2023 havde genåbnet debatten \[12\]. Han har selv i perioder af sit liv efter ulykken ønsket at dø, men fortæller, at han med den rette støtte fra sine omgivelser fik livslysten tilbage. Han anerkender, at der findes mennesker, som ønsker at få hjælp til at afslutte livet, men mener, at konsekvenserne for samfundet vil være for omfattende.

I Etisk Råds udtalelse om aktiv dødshjælp \[10\], skriver de bl.a. at det vil være ”umuligt at afgøre med tilstrækkelig sikkerhed, hvornår et ønske om dødshjælp har den fornødne dybde og vedholdenhed”. De henviser til, at selv terminale patienter, der har udtrykt ønske om hjælp til at dø, kan skifte mening, ”når den rette hjælp i form af palliativ behandling bliver givet”. De henviser også til, at de fleste mennesker, som lider af svære fysiske eller psykiske sygdomme, kan opleve at ændre opfattelse af, hvad der er et værdigt liv. Dels fordi en ny situation kræver tilvænning, dels fordi ens oplevelse af livets kvalitet er meget afhængig af, hvilken støtte, man får fra sine omgivelser. Problemet er ifølge bl.a. Etisk Råd – og mange andre, der forholder sig kritisk til indførelse af aktiv dødshjælp – at det vil være umuligt at tilbyde aktiv dødshjælp til de få, der måtte ønske det, uden at andre i samme patientgruppe vil blive påvirket af det. De påpeger også, at hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, vil det typisk være op til en læge- eller sundhedsfaglig person at vurdere, om behovet og ønsket er tilstrækkeligt til stede, og det er et urimeligt ansvar at lægge på den enkelte sundhedsperson.   
At aktiv dødshjælp ikke er lovlig i Danmark, har imidlertid også konsekvenser for den enkelte. Et medlem af Etisk Råd påpeger f.eks., at den gældende retstilstand kan stille f.eks. pårørende i meget vanskelige situationer. De må enten afvise at hjælpe med opfylde et afgørende ønske hos en, der står dem nær, eller de kan føle sig forpligtede til at assistere med at afslutte den pågældendes liv og dermed - afhængig af omstændighederne - risikere en kortere eller længere fængselsstraf. Derudover kan personer, der selv kan gennemføre et selvmord, men ikke har de rette lægefaglige forudsætninger, risikere at forværre deres situation ved et mislykket selvmordsforsøg. Samtidig vil omstændighederne ved et selvmord eller selvmordsforsøg, som man er overladt til selv at gennemføre, ofte vil være ”stærkt belastende for både dem selv, deres pårørende og øvrige omgivelser”.

Etisk Råd skriver i deres udtalelse \[10\], at uanset om man vælger at legalisere, afkriminalisere eller lovliggøre aktiv dødshjælp, så kan spørgsmålet ikke behandles uafhængigt af mulighederne for ”at modtage den rette livshjælp”:   
”Rådet ønsker at fremhæve, at der fortsat kan gøres meget mere for at sikre den rette hjælp til personer med særlige behov i form af psykisk sygdom, funktionsnedsættelser, ensomme liv og vanskelige levevilkår i det hele taget.”

Fagforeningen FOA, der bl.a. organiserer SOSU’er, har udtalt sig skarpt imod aktiv dødshjælp. De er især bekymrede for, at et tilbud om aktiv dødshjælp vil komme til at understøtte en udvikling, hvor der sættes for få ressourcer af til pleje og omsorg til mennesker, der har brug for det. Med andre ord: At livet for ældre, syge og mennesker med handikap bliver gjort så uudholdeligt, at flere vil ønske hjælp til at afslutte det ”før tid”. Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, skrev i efteråret 2023 \[13\] bl.a.:  
”De ældre har betalt et helt arbejdsliv til et veletableret velfærdssamfund. Jeg bliver helt dårlig ved den horrible tanke, at de så i stedet for hjælp til tilværelsens sidste år skulle kunne få en billet til en sidste rejse. (…) Vi må og skal fortsat arbejde for at sikre ressourcer til ældreområdet, så ingen ældre nogensinde skal føle sig til besvær.”

Der har i de seneste år været stor debat om det, der kaldes ”det specialiserede socialområde”, der omfatter børn, unge og voksne, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Bl.a. handikap- og patientorganisationer samt faglige organisationer på området har rejst kritik af, at området er underfinansieret.   
Den 22. maj 2024 indkaldte flere end 50 organisationer til demonstration på Christiansborg Slotsplads under parolen ”Undskyld vi er her!” for at gøre opmærksom på problemerne. En af organisationerne var LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger – som skrev på deres hjemmeside om baggrunden for demonstrationen \[14\]:  
”Vi står lige nu i en situation, hvor rigtig mange mennesker med handicap i Danmark ikke får den hjælp de har brug for eller ret til. Og alligevel er det de færreste der er klar over, hvor slemt det faktisk står til. I stedet for at løse de store problemer på tværs af vores velfærdssamfund, hører vi politikere udtale, at det specialiserede socialområde er en byrde for resten af samfundet. Og mennesker med behov for hjælp betegnes som et udgiftspres.”  
Mange af de organisationer, der indkaldte til demonstrationen, har gjort opmærksom på, at debatten om aktiv dødshjælp hænger uløseligt sammen med debatten om velfærdssamfundets ansvar for de mennesker, der har behov for særlig støtte – og at det er uhyggeligt at foreslå lovliggørelse af aktiv dødshjælp i en tid, hvor hjælpen til at leve sit liv, bliver skåret ned på.  
Sarah Glerup, der er handikapaktivist med muskelsvind, sagde til Ekstra-Bladet \[15\] sådan her om aktiv dødshjælp: ”Det er ikke lykkedes et eneste sted at lave en model, der samtidigt beskytter sårbare borgere med eksempelvis handicap.” Sarah Glerup henviste til, at det de seneste to årtier er blevet sværere at få hjælp til et mere selvstændigt liv som handicappet og uddybede:   
”Så kan man sige, at hvis de ender med at sige 'jeg vil gerne dø', er det så virkelig et frit valg, hvis der ikke er noget alternativ? Hvis vi havde et perfekt system, hvor alle kunne få den hjælp, de havde brug for til et værdigt og selvstændigt liv, kunne vi godt snakke om aktiv dødshjælp, men i den kontekst, vi er i lige nu, er folk faktisk enormt pressede.”

Selvom Lægeforeningen er modstander af aktiv dødshjælp, findes der også gruppen Læger for aktiv dødshjælp. Deres argumenter er ifølge deres hjemmeside \[16\]: 

1.  medfølelse
2.  hensyn til selvbestemmelsesretten idet både selvbestemmelse og selvmord er menneskerettigheder
3.  fordi vi ønsker at reducere menneskelig lidelse
4.  ud fra en moralsk forpligtelse til at hjælpe andre ud af udsigtsløse lidelser når de selv beder om det
5.  fordi vi mener det bør være en menneskeret at få aktiv dødshjælp ved uhelbredelige og svære lidelser
6.  kun kyniske eller religiøse samfund ignorerer en sådan bøn fra sine allersvageste medlemmer.

Gruppen mener, at modstandernes bekymring for, at svage grupper i samfundet vil føle sig presset til at bede om aktiv dødshjælp, hvis det bliver lovliggjort, er en konspirationsteori. De mener også, at modstanderne primært er kristne ”fanatikere”. Det er ikke nemt at finde ud af, hvem der er med i Læger for Aktiv Dødshjælp. Den eneste kendte person i gruppen er Svend Lings, der er dømt for ulovlig at have udskrevet medicin til selvmord og for at udgive manualer til selvmord (se boks).   
Professor i etik, Thomas Søbirk Petersen, der er med i Udvalget for en mere værdig død, er også fortaler for aktiv dødshjælp. I en kommentar på Videnskab.dk \[17\] skriver han bl.a.:   
”udfordringen ved kun at acceptere passiv dødshjælp, er, at vi i nogle situationer hermed kan være med til at forlænge uudholdelig og unødvendig smerte sammenlignet med en situation, hvor aktiv dødshjælp er lovligt. (…) En anden fordel ved aktiv dødshjælp er, at vi hermed lader folk bestemme over deres eget liv.”  
Thomas Søbirk Petersen mener dog, at aktiv dødshjælp kun skal være ”en nødløsning for individer, der ligger på dødslejet med kort tid igen, og som lider intenst og ønsker at dø en værdig død.” Det er en langt mere afgrænset målgruppe end mange andre fortalere – heriblandt Læger for Aktiv Dødshjælp – ønsker, og langt mere afgrænset end i modellerne i bl.a. Canada og Holland.

Fra et lægefagligt synspunkt argumenteres der med, at ”aktiv dødshjælp er en glidebane i modstrid med lægens rolle og kan skabe tvivl hos patienterne”, som formand for Lægeforeningen Camilla Ratchke ser det \[18\]. Fra det perspektiv bør man hellere arbejde med at forbedre og yderligere specialisere den palliative behandling af patienter med terminal sygdom.  
Modstanderne mod aktiv dødshjælp argumenterer også for, at ”retten til en værdig død” – som er tilhængernes argument – ikke kan skilles fra retten til et værdigt liv. Hvis aktiv dødshjælp bliver en lovlig mulighed, som samfundet kan tilbyde til mennesker, der af fysiske eller psykiske årsager er ulykkelige, vil det puste til en udvikling, der allerede er i gang: Hvor adgang til fysiske hjælpemidler, til menneskelig omsorg, til behandling mm. bliver stadigt mere snæver. Det har bl.a. fået handikaporganisationer på barrikaderne i debatten. Kommuner har i årevis skåret ned på bl.a. antallet af handikaphjælpertimer og bevilling af redskaber som kørestole og lifte, på tildeling af fleksjob og førtidspension eller tabt arbejdsfortjeneste til pasning af pårørende i hjemmet. Det har gjort manges liv – både folk med handikap og pårørende til folk med handikap – vanskeligere og mere isoleret. I stedet for at fokusere på, hvordan alle menneskers liv kan blive mere levebare, kommer der så et forslag om at legalisere aktiv dødshjælp. Det opleves af mange med handikap eller andre udfordringer som endnu et angreb på deres ret til et værdigt liv og som en decideret eksistentiel trussel.   
Det forklarer handikapaktivist Sarah Glerup i en [video](https://www.facebook.com/muskelsvindfonden/videos/270855002131283/), som Muskelsvindfonden valgte at dele på deres facebookside, da organisationen selv tog stilling i spørgsmålet, nemlig entydig modstand mod legalisering af aktiv dødshjælp.

I oktober 2023 nedsatte regeringen Udvalget for en mere værdig død med ti medlemmer. Fem af dem kommer fra en baggrund i sundhedsfagligt arbejde, to er forskere (sundhedsret og moralfilosofi), en er præst, en er journalist og en er jurist samt formand for to patientorganisationer. Udvalget blev nedsat i forlængelse af den debat om lovliggørelse af aktiv dødshjælp, som statsminister Mette Frederiksen åbnede på Folkemødet på Bornholm i sommeren 2023. Det stod imidlertid ikke i kommissoriet – altså udvalgets opgavebeskrivelse – at de specifikt skulle beskæftige sig med aktiv dødshjælp. I stedet var det beskrevet mere abstrakt som en samtale om en ”mere værdig død”.   
I foråret 2024 var der imidlertid to medlemmer af udvalget – Emma Helledie, Afdelingslæge og næstformand i Dansk Selskab for Palliativ Medicin, og Jesper Grud Rasmussen, Klinisk sygeplejespecialist ved Diakonissestiftelsens Hospice – der trak sig i protest med et åbent brev \[19\]. De skrev, at de havde stillet sig til rådighed for en åben samtale om en mere værdig død, sådan som det var beskrevet i kommissoriet, men at virkeligheden havde været en anden:  
”Vores oplevelse er, at udvalget fra starten har haft et ufravigeligt fokus på at skabe konkrete modeller for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Ikke med fokus på, om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord overhovedet skal ind i sundhedsvæsenet med de konsekvenser, det vil have. Men derimod et fokus på, hvordan aktiv dødshjælp og assisteret selvmord kan implementeres i Danmark. (…) Det er ikke den opgave, vi takkede ja til at påtage os.”  
Udvalgets rapport forventes leveret i slutningen af 2024, men udvalgets foreløbige arbejde skal også diskuteres på Folkemødet på Bornholm i sommeren 2024.   
I Folketinget var der i efteråret 2023, hvor TV gennemførte en undersøgelse \[20\], kun ét parti, der var for aktiv dødshjælp, nemlig Alternativet. Resten af partierne var enten imod eller uafklarede. Derfor havde de fleste partier valgt, at deres folketingsmedlemmer er fritstillede, når og hvis der skal stemmes om et konkret lovforslag.

Hænder lægger drop i patient på sygehus

Aktiv dødshjælp er et kontroversielt emne, hvor nogle argumenterer for retten til selvbestemmelse og værdighed i livets sidste fase, mens andre bekymrer sig om muligt misbrug og de etiske implikationer.

Aktiv døsdhjælp topbillede.png

Aktiv dødshjælp

Biodiversitet er det mylder af liv i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt levende, der tilsammen udgør biologisk mangfoldighed og er afgørende for arternes overlevelse. I dag er biodiversiteten mange steder truet, fordi arter uddør, når store arealer udnyttes intensivt til landbrug, skovbrug, bebyggelse, infrastruktur og produktion. Ifølge Verdensnaturfonden WWF er biodiversiteten i kraftig tilbagegang globalt, og bestandene af en række fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr er samlet set faldet med 68 procent siden 1970. Forskere vurderer, at tabet af biodiversitet er så stort, at der er tale om en økologisk krise, der kan sammenlignes med klimakrisen.

Men der er håb for en mere mangfoldig natur. Hvis man handler i tide, kan man nemlig hjælpe naturen til at genskabe sig selv, viser erfaringer fra tidligere indsatser. 15 nye danske naturnationalparker skal være med til at sikre levesteder for en række truede arter og er en del af indsatsen for at stoppe biodiversitetskrisen.

I december 2022 ved FN's biodiversitetskonference, COP15, i Montreal blev en historisk aftale om biodiversitet vedtaget. FN-landene forpligtede sig på topmødet til at få vendt årtiers tilbagegang med udryddelser af arter og ødelæggelser af leveområder og økosystemer. Aftalen indebærer bl.a., at der fra 2030 skal anvendes 30 mia. dollars årligt på beskyttelsen i udviklingslandene, hvor man finder den største biodiversitet på Jorden.

Biodiversitet er betegnelsen for biologisk diversitet. Man kan sige, at det betyder ”variationen i den levende natur” eller ”helheden af gener, arter og økosystemer”. Den mest kendte form for biodiversitet er artsdiversitet eller artsrigdom, altså mangfoldigheden af dyre- og plantearter på et givent område. Jo større et område er, jo flere arter skal der til, før man kan sige, at der er høj biodiversitet på området. Genetisk diversitet dækker over variationen af gener inden for en art eller en bestand. Den er vigtig, fordi den mindsker risikoen for indavl og gør en art mindre sårbar i forhold til sygdom. Økosystemdiversitet er en tredje form for biodiversitet, som beskriver kvaliteten af økosystemer i et givent område. De mange naturlige processer i skoven er eksempelvis med til at gøre den til et økosystem. Regnorme er med til at lave jord om til muldjord, som planterne efterfølgende kan optage. Dyrene i skoven er også en del af økosystemet, fordi de påvirker det ved at spise af frø, nødder, planter. Og når dyrene dør bliver de føde for f.eks. insekter.

Jo mere komplekse og forskellige økosystemer der findes inden for et område, jo større økosystemdiversitet. Det kan man læse under overskriften ”Biodiversitet” på Verdensnaturfondens hjemmeside (se kilder).

Udtrykket biologisk diversitet blev opfundet af biologen Thomas Lovejoy i 1980, mens ordets korte form, biodiversitet, blev skabt af entomologen Edward Osborne Wilson i 1986. Udtrykket har siden vundet bred udbredelse, primært blandt biologer, miljøfolk, politikere og interesserede borgere, som siden 1980’erne har diskuteret biologisk mangfoldighed, i takt med at stadigt flere arter er blevet udryddet eller truede.

Når en art uddør, har det konsekvenser, der rækker langt ud over tabet af denne art. Som Carsten Rahbek, professor ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet, forklarer det således i artiklen ”Den sjette masseuddøen: Jordens liv forsvinder lidt efter lidt” på Videnskab.dk (se kilder): ”Dyre-og plantearter indgår i et komplekst økosystem med hinanden det sted, hvor de lever. Fjerner man enkelte arter, bliver systemet ustabilt. På et tidspunkt kollapser det. Vi ved ikke nok om, hvad der præcist skal til, for at et økosystem kollapser, men vi ved, at vi leger med ilden i øjeblikket”. Når de store dyr i de tropiske skove udryddes, kan det fxor eksempel blive et alvorligt problem for andre arter, bl.a.andt andet en del træer. Forskerne i artiklen vurderer, at 23-36 procent% af alle fugle, pattedyr og padder, der bliver brugt til mad og medicin, er truet af udryddelse. Dermed vil det få direkte konsekvenser for menneskers helbred, hvis de uddør.

Metoderne til kortlægning af biodiversitet er lige så komplekse som begrebet selv. Når forskere kortlægger biodiversiteten i et bestemt område, opgør de typisk antallet af arter, naturtyper, levesteder og økosystemer. Det kan man bl.a. læse om i rapporten ”Danmarks Biodiversitet 2010 – status, udvikling og trusler” (se kilder).

Danmarks Naturfredningsforening og Verdensnaturfonden står bag det såkaldte ”Biodiversitetsbarometer”. Det er en vurdering af 20 globale biodiversitetsmål, de såkaldte Aichi-mål, som Danmark sammen med 192 andre lande havde forpligtet sig på at nå frem mod 2020. I 2017 konkluderede rapporten ”Biodiversitetsbarometer – vurdering af Danmarks indsats for biodiversitet 2017” (se kilder), at:

*   to af målene var nået: bekæmpelse af invasive arter og tiltrædelse af den såkaldte Nagoya Protokol om adgang til genetiske ressourcer. 
*   for syv var der sket fremskridt: blandt andre bæredygtigt fiskeri, naturlige levesteder og national strategi.
*   for otte var der stilstand: blandt andre naturgenopretning, naturbeskyttelse, forurening og truede arter.
*   for to mål var der tilbageskridt: folkeoplysning og finansiering.

Biologiske hotspots er betegnelsen for steder i verden, hvor der er særlig høj biodiversitet. Koraltrekanten ved Sydøstasien er f.eks. et hotspot for mange marine (havlevende) arter, regnskoven i Amazonas er hotspot for især fugle, og øen Madagaskar er hotspot for eksempelvis kamæleoner. I Danmark er eksempelvis Allindelille Fredskov ved Ringsted et biologisk hotspot på dansk niveau, kan man læse under overskriften ”Biodiversitet” på Verdensnaturfondens hjemmeside (se kilder).

Biodiversitetskonventionen er en aftale, der blev vedtaget på FN’s verdenstopmøde i Rio de Janeiro i Brasilien i 1992 med det formål at bevare biologisk mangfoldighed. 176 lande har underskrevet aftalen, og Danmark ratificerede aftalen i 1993 og har derved forpligtet sig til at beskytte landets biodiversitet. ”Medlemslandene er forpligtede til at udvikle nationale strategier og handlingsplaner for bevarelsen og en bæredygtig brug af biodiversiteten, samt at rapportere om deres implementering af konventionens mål. Der er særlig forpligtelser til at etablere og forvalte fredede områder, beskytte truede dyrearter og populationer samt overvåge den biologiske mangfoldighed”, kan man læse i udgivelsen fra Nordisk Ministerråd ”Nordens natur frem mod 2010” (se kilder).

IUCN – the International Union for Conservation of Nature – er en international organisation, som arbejder for at fremme bæredygtig udnyttelse af verdens ressourcer. Organisationen samler regeringer, ikke-statslige organisationer, forskere og erhvervsliv for at diskutere aktuelle miljøproblemer. IUCN’s Rødliste over Truede Arter er den mest omfattende opgørelse over arters bevaringsstatus i verden. Verdensnaturfonden WWF, Verdens Skove og Danmarks Naturfredningsforening er også vigtige spillere i arbejdet med at oplyse om biodiversitet og passe på truede arter. Den Danske Naturfond blev stiftet i januar 2015 og støtter projekter, der kan gavne natur og biodiversitet i Danmark ved at skabe flere levesteder for dyr og planter. I 2020  indsamlede fonden 9.170.538 kroner, fremgår det af indsamlingsregnskabet på naturfonden.dk. På fondens hjemmeside kan man læse mere om fondens strategi, og om hvordan fonden konkret arbejder for at forbedre den danske natur (se kilder).

Ifølge Verdensnaturfonden (WWF) er biodiversiteten i kraftig tilbagegang. Bestandene af en række udvalgte fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr er samlet set faldet med 58 procent siden 1970. På mindre end 50 år er bestanden af de vilde dyr, som blev undersøgt, halveret. Det kan man læse i WWF’s store rapport ”Living Planet Report 2016 – Risk and Resilience in a New Era” (se kilder). Den seneste rapport fra WWF 2020 konkluderer, at bestanden af en række udvalgte fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr er faldet 10 procent yderligere siden da – nu i alt 68 procent siden 1970. Op imod en femtedel af alle vilde arter er i alvorlig fare for at uddø i løbet af dette årti som følge af klimaforandringer, slår WWF’s Living Planet Report 2020 fast. Men vi kan endnu nå at vende udviklingen i nedgangen af biodiversitet til en fremgang, hvis vi sætter ind med de rigtige indsatser, understreger rapporten (se kilder). FN har udnævnt den 22. maj som International Biodiversitetsdag.

Biodiversiteten i Danmark går fortsat tilbage. Det viser rapporten ”Danmarks Biodiversitet 2020 – Tilstand og udvikling” fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. I rapporten har en forskergruppe fra Aarhus Universitet samlet og evalueret data fra det nationale overvågningsprogram NOVANA, Den Danske Rødliste og andre data fra Danmarks natur. Forskerne har undersøgt de ni økosystemer, der tilsammen dækker Danmark til lands og til vands. Ud af 171 indikatorer for arter, levesteder og processer vurderer forskerne, at 51 procent er i tilbagegang, mens kun 12 procent er stabile eller i fremgang. Ser man særskilt på arter, er 54 procent i tilbagegang, mens 30 procent af arternes levesteder er i tilbagegang, konkluderer rapporten (se kilder).

Allerede i 2014 viste rapporten ”Natur og Miljø 2014”, som er en del af en serie rapporter, der hvert fjerde år samler den tilgængelige viden om miljø, ressourcer og natur, at både naturtyper, plante- og dyrearter oplever tilbagegang. ”Der er mange årsager til, at biodiversiteten går tilbage, blandt andet afvanding, opdyrkning og belastning af næringsstoffer både fra landbruget og fra luftforurening, samt byudvikling og anlæg af mere infrastruktur”, forklarer afdelingschef fra COWI og medforfatter til rapporten Signe Nepper Larsen i artiklen ”Rapport viser dyster status for biodiversitet” på Altinget.dk (se kilder).

I Danmark er disse dyrearter blandt de mest truede: 

*   Odderen
*   Haren
*   Det sorte egern
*   Ræven
*   Ulven
*   Hasselmusen
*   Skovmåren
*   Grævlingen
*   Vildsvinet 
*   Men også en række padder, svampe, insekter, fugle, fisk og krybdyr. 

I rapporten fra Verdensnaturfonden (WWF) ”Living Planet Report 2016 – Risk and Resilience in a New Era” (se kilder) kan man læse, at Danmarks biologiske mangfoldighed går tilbage i samtlige økosystemer. Det er gået frem for eksempelvis ørne og traner, men haren er nu på Den Danske Rødliste over truede dyrearter sammen med 25 procent af de andre danske pattedyr. Halvdelen af sommerfuglene i Danmark er enten helt forsvundet eller truede, og over hver tredje fugleart er på Den Danske Rødliste, skriver WWF i rapporten. 

Den Danske Rødliste er en oversigt over 13.300 arter af dyr, planter og svampe. Rødlisten viser, hvor truede arterne er, og hvor stor risiko der er for, at de rødlistede arter uddør. Den Danske Rødliste administreres af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN. Ud af cirka 30.000 arter i Danmark er 4.439 arter rødlistede. Af dem er 1.844 truede; de resterende er man bekymret for – enten fordi de er uddøde i nogle områder, eller fordi de nærmer sig at blive truet, skriver Danmarks Naturfredningsforening på sin hjemmeside (se kilder). Formålet med rødlistearbejdet er at kortlægge den biologiske mangfoldighed med henblik på at leve op til forpligtelserne i Biodiversitetskonventionen. Det kan man læse på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitets hjemmeside (se kilder).

Det største problem for biodiversiteten er, at der mangler plads til vild natur.

Over 60 procent af Danmarks samlede areal er landbrugsarealer, og kun ganske få dyrearter kan trives på landbrugsjord. Derudover ligger den tilbageværende natur ofte som isolerede øer mellem landbrugsjord, veje og byer. Også dyr i skovene har det svært på grund af intensiv skovdrift. Alt det betyder, at mange arter mangler de levesteder, som er nødvendige for at overleve, skriver Danmarks Naturfredningsforening på sin hjemmeside (se kilder).

Danmarks truede arter findes i langt overvejende grad i den fjerdedel af landet, hvor der ikke er dyrkede marker, byer og veje, konkluderer forskerne bag rapporten ”Danmarks Biodiversitet 2020 – Tilstand og udvikling” (se kilder).

Selvom 14-15 procent af Danmark er dækket af skov, er naturen i skovene stærkt begrænset af den kommercielle skovdrift, og selv i Natura2000-områder (som er områder, der er udpeget af Miljøstyrelsen for at beskytte bestemte arter og naturtyper, og som derfor bliver fulgt tæt af myndighederne) og nationalparker er skovene plaget af afvanding, tilplantning, hugst og mangel på naturlige processer. Kun 0,3 procent af landarealet er såkaldt ”urørt skov”, som er beskyttet mod skovdrift, selvom der er indgået politiske aftaler om at bringe det ubeskyttede skovareal op på 1,7 procent af landarealet. Også i havet er det vilde liv truet af intensivt fiskeri og belastning af næringsstoffer, konkluderer rapporten.

Manglen på levesteder er også gået ud over bestandene af bier og andre bestøvende insekter, som er helt essentielle for biodiversiteten, for uden de bestøvende insekters hjælp er det svært eller decideret umuligt at få befrugtet blomsterne og producere de frø, der skal sikre næste generation af planterne.

Ud af verdens cirka 350.000 arter af blomsterplanter er 85-90 procent afhængige af, at insekter og andre dyr deltager i formeringen ved at transportere pollen mellem blomsterne. Herhjemme er bl.a. nødder, frugttræer og bærbuske afhængige af bestøvning, mens mange tropiske afgrøder som f.eks. kaffe og kakao og frugter som kiwi og meloner skal have besøg af bestøvende insekter for at leve. Blandt verdens 107 vigtigste afgrøder ville udbyttet af cirka hver tiende afgrøde blive reduceret med mere end 90 procent, hvis der ikke var bestøvere, mens produktionen af over hver fjerde af afgrøderne ville blive reduceret med fald på 40-90 procent, kan man læse i artiklen ”Bier og andre vilde kræ befrugter blomsterne – men de har brug for vores hjælp” på Videnskab.dk (se kilder). Derfor er det et stort problem for biodiversiteten, at bestøverne er under pres både i Danmark og i resten af verden. Ændrede landskaber, tab af levesteder, pesticider og klimaforandringer har dræbt mange arter, mens mange er alvorligt truede, fremgår det af artiklen.

I 2018 konkluderede et amerikansk studie fra University of California San Diego, at honningbien er den mest udbredte bestøver af vilde planter, og at den står for en ud af otte bestøvninger. Derfor er det alvorligt for biodiversiteten, at bierne er ved at uddø. I 2015 viste et studie, at 40 procent af amerikanske bier er forsvundet på bare et år, kan man læse i artiklen ”Verdensstudie fastslår honningbiens vigtighed i den vilde natur” på Videnskab.dk (se kilder).

I Danmark kendes 292 forskellige arter af bier, hvoraf 240 er vilde og hjemmehørende i den danske natur. Af dem vurderes 19 arter at være uddøde i hele landet, og 56 vurderes at være sårbare eller kritisk truede. Tabet af levesteder og mangel på plads er den væsentligste årsag til de vilde biers tilbagegang, kan man læse på Miljøstyrelsens hjemmeside under overskriften ”Bier” (se kilder).

I juni 2020 indgik den socialdemokratiske regering en aftale med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet om at igangsætte forberedelsen af naturnationalparker i Danmark. Med aftalen blev der sat 888 millioner kroner af til i perioden 2021-2024 at udlægge nye naturnationalparker, urørt skov og en strategi for forvaltning af truede og rødlistede arter. Det blev besluttet, at Danmark får 15 såkaldte naturnationalparker. Definitionen på en naturnationalpark er ”et større sammenhængende naturområde uden skov- og landbrugsproduktion, der skal forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn, men helblik på at naturen i området så vidt muligt kan udvikle sig på egne præmisser”, fremgår det på Miljøministeriets hjemmeside (se kilder). Her kan man også læse om, hvordan man konkret vil sikre biodiversiteten i de nye naturnationalparker. F.eks. vil man fjerne invasive arter, der ikke naturligt hører til i den danske natur, ligesom man vil fjerne dræn og lukke grøfter, så vandet kan løbe mere frit og naturligt, og småsøer, vandhuller og moser vil finde tilbage i landskabet til gavn for mange arter af planter, guldsmede, fugle, padder og andre dyr. Formålet med naturnationalparkerne er at give plads til, at større arealer kan få lov til at eksistere som vild natur på naturens egne præmisser – hvor træer får lov til at ligge og forgå, hvis de falder, i stedet for at blive ryddet, og hvor dyr som f.eks. heste, vildsvin og bisonokser får lov til at leve vildt og genskabe naturen på naturens egne præmisser.

Det var Rune Engelbreth Larsen, hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening, der oprindeligt fik idéen til naturnationalparkerne. Han kalder de nye naturnationalparker for en sejr for naturen og et nybrud i naturbeskyttelsen og arbejdet for at give arterne flere og bedre levesteder.  
\- Det er altafgørende, at vi nu får nogle store sammenhængende naturarealer, hvor der ikke sker skadelige aktiviteter som dræning, træfældning og anden produktion. I de nye naturnationalparker får træerne lov til at blive gamle, de græssende dyr skaber dynamik, og det hele foregår så godt som uden menneskelig indblanding, siger han i artiklen ”Naturen får et tiltrængt frirum i de nye naturnationalparker” på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside (se kilder).

I marts 2022 blev det – efter en tre måneders udskydelse pga. heftig debat om naturnationalparkerne – offentliggjort, hvor de 10 første af de i alt 15 nye naturnationalparker vil blive etableret, og at de sammenlagt vil brede sig over 25.000 hektar – bl.a. i Mols Bjerge, Hanstholm og Husby Klitplantage samt Draved Skov og Kongens Mose i Jylland og i Hellebæk Skov, Teglstrup Hegn, Gribskov, Bidstrupskovene og Ulvshale Skov på Sjælland. I artiklen ”Nye naturnationalparker vækker både begejstring og ærgrelse” på Dr.dk kan man se et kort over, hvor alle naturnationalparkerne skal etableres (se kilder).

Der er ingen lov, der sikrer naturbeskyttelse i nationalparker. Derfor er både skovdrift og landbrug almindeligt i nationalparkerne, ligesom beboelse og byområder ofte er en del af nationalparkerne, og det hæmmer biodiversiteten. Naturnationalparkerne har endnu ingen selvstændig lovgivning, men ifølge Miljøministeriet er en sådan på vej. Forventningen er, at naturnationalparkerne friholdes 100 procent fra skov- og landbrug og al anden produktion, kan man læse på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside (se kilder). Hvis naturnationalparkerne skal indfri målet om at sikre og forbedre biodiversiteten i Danmark, bør områderne opnå en størrelse og juridisk beskyttelse, som kan sikre biodiversiteten mod de væsentligste trusler og sikre, at naturen i områderne bliver selvopretholdende, konkluderer forskerne i rapporten ”Danmarks Biodiversitet 2020 – Tilstand og udvikling” (se kilder).

Alle Danmarks 98 kommuner dystede i halvandet år om at blive Danmarks Vildeste Kommune i den landsdækkende konkurrence, som miljøminister Lea Wermelin (S) lancerede i februar 2021 for at motivere kommunerne til at skabe mere vild natur. For at deltage i konkurrencen skulle kommunerne sende hver deres såkaldte grønne bog, som beskrev deres planer for at give plads til mere vild natur og flere levesteder til truede arter. Kommunerne plantede f.eks. vilde blomster i grøftekanterne, forbedrede levesteder for truede dyr, etablerede kvashegn, lavede skovrejsning og hjalp borgerne til at skabe mere vilde haver og lave projekter på skoler og i daginstitutioner. Alle grønbøgerne er samlet på hjemmesiden dkvild.dk (se kilder), hvor borgere og kommuner kan finde inspiration og tricks til store og små projekter, der gavner biodiversiteten. Konkurrencen løber frem til efteråret 2022, hvor Vordingborg Kommune blev kåret til vinder og vandt en præmie på 1 million kroner til et vildt naturprojekt. Det kan man læse på Miljøministeriets hjemmeside (se kilder). På hjemmesiden dkvild.dk kan du få overblik over kommunernes forskellige projekter (se kilder).

I inspirationsrapporten ”Biodiversitet i byer – forslag til synergier mellem biodiversitet og byudvikling” udgivet af Naturstyrelsen (se kilder) kan man læse om, hvordan sikringen af biodiversitet kan tænkes ind i planlægning af bæredygtige byer, som er et stort fokusområde globalt set i kampen mod klimaforandringer. Det kan bl.a. ske ved at erstatte flise- og asfaltbelægning med græsarealer og bede, hvor regnvand fra stadigt hyppigere og kraftigere regnskyl kan sive ned. Disse grønne arealer kan give plads til insekter, planter og dyr og samtidig aflaste kloakker, som ikke kan rumme de enorme vandmængder, som skybrud medfører.

Naturnationalparkerne har vakt massiv debat. Selv om der er bred enighed om, at det er en god idé at styrke biodiversiteten, er der blandt nogle bekymring for særligt det forhold, at dyr skal passe sig selv og leve frit i parkerne. Således har både dyrlæger og landmænd ytret frygt for, at den såkaldte ”rewilding” (genforvildning) vil skade dyrene, fordi der er tale om dyr, der ikke i udgangspunktet er frie dyr, men såkaldte husdyr, der sættes fri. Frygten går på, at der ikke vil være nok mad til dem, og at dyrene har brug for at blive tilset og passet, så man sikrer sig, at de trives. Også Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd har udtalt sig kritisk om, at regeringen med de nye naturnationalparker dispenserer for reglerne i dyrevelfærdsloven, der tilsiger, at der skal føres tilsyn med dyrene.

”De husdyr, som staten vil sætte ud på indhegnede naturarealer, er ikke vilde dyr. Selv om der er tale om hårdføre racer af kvæg og heste, så er det stadig dyr, som igennem mange år er fremavlede til at være husdyr, der i varierende grad er afhængige af menneskers pasning og omsorg,” argumenterer Dyrenes Beskyttelse bl.a. i artiklen ”Dyrevelfærdsloven skal gælde for alle – også for staten” på dyrenesbeskyttelse.dk (se kilder). Der har allerede været tilfælde i Nationalpark Mols Bjerge, hvor dyr er døde, fordi de ikke har fået nok mad. Blandt kritikkerne er landmand og medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, Asger Christensen: ”Flere af Naturstyrelsens kvæg sultede i vinter så voldsomt, at flere stude døde. Som landmand skærer det i hjertet at se dyr blive mishandlet på den måde. Hvis det samme skete hjemme på min gård, ville myndighederne med det samme komme efter mig. Så ville jeg stå over for kæmpe bøder og muligvis miste retten til at have dyr,” argumenterer han i debatartiklen ”Naturnationalparker på groveste kant med dyrevelfærdsloven” på sn.dk (se kilder). Der er også kritiske røster, der er bange for, at den såkaldte rewilding vil gøre det utrygt og farligt for børnehaver, spejdere og andre at tage på tur i skoven, og at de vilde dyr i det hele taget vil hæmme friluftslivet for mountainbikeryttere, vandrere, løbere og andre, der bruger naturområderne, fordi de vil være bange for de vilde dyr. Friluftsrådet bakker op om naturnationalparkerne, men anbefaler, at der bliver skabt tryghed for friluftsfolk ved hjælp af formidling og indhegning, så de vilde dyr kun har adgang til dele af naturnationalparkerne, kan man læse i artiklen ”Placer naturnationalparker, hvor naturhensyn og friluftsliv bedst forenes” på friluftsraadet.dk (se kilder).

På Haveselskabets hjemmeside (se kilder) findes en række råd til, hvordan man kan skabe et rigere dyre- og planteliv i sin egen have. Man kan f.eks. bygge såkaldte insekthoteller og kvashegn, som bier, pindsvin og andre dyr kan bygge redde i, eller plante fuglevenlige buske og skabe fuglebade og vandposter og meget andet. Danmarks Naturfredningsforening har også udviklet appen NaturTjek, som er et led i et såkaldt citizen science-projekt, hvor borgere kan indsamle naturdata til kortlægning af arter og levesteder i Danmark. Over 30.000 danskere er allerede i gang med at registrere arter via appen. Det kan man læse i artiklen ”Ny app giver nye øjne på naturen” på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside (se kilder). I rapporten ”Vilde bestøvende insekter og virkemidler”, udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet (se kilder), kan man læse mere om, hvordan man kan være med til at skabe levesteder til bier og andre bestøvende insekter, fx ved at plante vilde blomsterstriber, insektvolde, vildtstriber med græs, barjordsstriber, vandhuller og andre vådområder, levende hegn, vildtremiser og krat.

Træer og dødt ved på græsbeklædt skovbund

Skov med meget dødt ved, naturskov og vildskov har stor betydning for mangfoldigheden af arter og biodiversitet. Billedet er fra Jægersborg Dyrehave i Nordsjælland.

biodiversitet_faktalink_20160624-122905-4-1000x666we.jpg

Biodiversitet

Den 24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine. Dette var kulminationen på en udvikling hvor Ukraine i højere grad har orienteret sig mod Vesten. Ruslands præsident Vladimir Putin anser omvendt Ukraine for at være russisk interesseområde på grund af landenes tæt forbundne historie.

Ukraine har mødt den russiske invasion med modstand og har fået støtte fra særligt fra EU og USA i form af sanktioner mod Rusland og fra adskillige lande i NATO i form af våben. Krigen har på flere områder ført til det modsatte resultat af Putins oprindelige dagsorden: Dels har krigen trukket ud, hvor det var tænkt som en hurtig operation, dels har det fået vestlige lande til at rykke sammen og opruste og endda fået Finland og Sverige til at søge medlemskab i NATO. Også i Danmark har krigen ført til øget oprustning og fokus på forsvar.

NATO-landene har desuden støttet Ukraine med penge, våben og militær uddannelse – så meget, at Rusland beskylder alliancen for utidig indblanding. Det tyder dog ikke på, at nogen parter har interesse i, at krigen eskalerer til områder udenfor Ukraine eller til brug af atomvåben. Til gengæld bliver der brugt andre våben end blot de militære: propaganda, sabotage og angreb på infrastruktur, herunder cyberangreb, er alt sammen i spil.  

Spørgsmålet er, hvor længe krigen kan vare ved og hvordan den ender: med den ene sides sejr, en fastlåst konflikt eller en fredsaftale?

Man kan følge den seneste udvikling i krigen på [Berlingskes liveblog](https://www.berlingske.dk/internationalt/seneste-nyt-om-krigen-i-ukraine-og-situationen-i-rusland-foelg-153).

Krigen i Ukraine er en væbnet konflikt, der startede den 24. februar 2022, da Rusland invaderede nabolandet Ukraine. Den russiske regering har ikke villet kalde det en krig, men derimod ”særlig militær operation”, formentlig for at forsøge at omgå krigens regler, som træder i kraft ved en officiel krigserklæring \[1\].

Krigen trækker tråde tilbage til en udvikling, hvor Ukraine har orienteret sig mod NATO og EU, hvilket er blevet opfattet som en trussel i Rusland af territoriale og sikkerhedspolitiske årsager. Allerede i 2014 annekterede Rusland den ukrainske halvø Krim og har siden da støttet separatistiske grupper i Ukraines østligste provinser.

Navnet Rusland kommer af Riget Rus (omkring år 900), hvor nutidens ukrainske hovedstad, Kyiv, var centrum. Senere blev Ukraine en del af det russiske imperium. I forbindelse med den russiske borgerkrig i 1917-1920 opstod en ukrainsk republik, som blev en del af Sovjetunionen. Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, blev Ukraine selvstændigt. I 2008 kom ukrainsk NATO-medlemskab på tale. Det blev kraftigt fordømt af Rusland, som har følt sig presset af NATO’s udvidelser mod øst. Store dele af befolkningen i Ukraine har ønsket nærmere tilknytning til Vesten bl.a. i form af medlemskab af EU. I 2014 opstod omfattende protester mod den russiskvenlige præsident Victor Janukovitj, som flygtede til Rusland. Derefter invaderede og annekterede Rusland Krim-halvøen. Russisk-venlige militser har kæmpet for løsrivelse af ukrainske østlige provinser Donetsk og Luhansk, siden 2014 \[2\].

I begyndelsen af 2022 stod det klart, at Rusland havde samlet store mængder tropper og stillet våben op langs grænsen til Ukraine \[3\]. Den 21. februar holdt Putin en lang tv-transmitteret tale om Rusland og Ukraines fælles historie. Han rasede mod Vesten og USA for at optræde truende og hævdede, at Ukraine var inficeret af nynazister. Til slut erklærede han de ukrainske regioner Donetsk og Luhansk for selvstændige republikker \[4\].

Den 24. februar begyndte så invasionen, ikke blot fra russisk territorium, men også via Belarus i nord og Krim i syd. Blandt angrebsmålene var den ukrainske hovedstad Kiev samt byerne Kharkiv, Odessa og Mariupol \[5\].

Samtidig holdt Putin endnu en tale, hvor han bebrejdede Vesten for at optræde arrogant, destabilisere verden og nedbryde international ret og ydmyge Rusland efter slutningen på Den Kolde Krig, bl.a. ved at bryde løfter om ikke at ville udvide NATO. Igen henviste han til nynazistiske kræfter i Ukraine og behovet for at ’demilitarisere’ og afnazificere’ landet \[6\].

I september 2022 erklærede Putin yderligere provinserne Zaporizjzja og Kherson for selvstændige efter det russiske militær afholdt afstemninger om spørgsmålet i Donetsk, Luhansk, Zapirizjzja og Kherson, hvor resultatet blev et overvældende ja til ”selvstændighed”. Stort set alle observatører er enige om, at afstemningerne ikke foregik demokratisk \[7\].

Putin havde formentlig regnet med en nem sejr og i begyndelsen i krigen virkede de russiske styrker uorganiserede og dårligt forsynede – f.eks. løb de ofte tør for benzin \[8\]. Ukrainerne derimod besvarede invasionen med organiseret modstand og fik hurtigt støtte fra Vesten. Det medførte, at de ukrainske styrker relativt hurtigt fik trængt det russiske angreb fra nord tilbage. Rusland formåede således ikke at indtage hovedstaden Kyiv og i løbet af 2022 lykkedes det Ukraine at generobre den nordøstlige Kharkiv-region og indtage byen Kherson i syd. Siden har Rusland kontrolleret et bælte i sydøst-Ukraine. Et år senere bølgede kampene stadig frem og tilbage i dette område, men fronterne er stort set fastlåste \[9\].

Rusland har længe omtalt krigen som en ”særlig militær operation”, men russiske repræsentanter begyndte fra marts 2024 også at bruge ordet ”krig.” Det skyldes ifølge eksperter, at regeringen forbereder den russiske befolkning på, at der skal mobiliseres og bruges flere ressourcer i Ukraine \[10\]. Også i Ukraine har man brug for flere ressourcer. Regeringen har bl.a. sænket aldersgrænsen for indkaldelse til militæret og er fortsat afhængig af militær hjælp fra Vesten \[11\].

Det er svært at få overblik over, hvor mange der er døde og sårede, da det ofte er oplysninger, som krigens parter ikke vil ud med, da det kan give fjenden indblik i, hvordan det går. Ukraines Præsident Volodomyr Zelenskij har efter to års krig sagt, at dødstallet er 31.000 soldater, men vil ikke oplyse antallet af sårede. Rusland påstår, at tabstallene på ukrainske side er langt højere og fra USA er der blevet skudt på så meget som 70.000 døde soldater \[12\]. FN vurderer, at de civile tabstal efter to år over 10.000 døde og næsten 20.000 sårede \[13\]. Dansk Flygtningehjælp vurderer at op mod 3,7 mio. ukrainere er internt fordrevne og 6 mio. er flygtet \[14\].

For Ruslands vedkommende er det endnu sværere at sige noget om dødstallet. Britiske efterretningskilder vurderer, at det efter to års krig drejer sig om 335.000 soldater \[15\].

Ukrainerne har gjort betydeligt større modstand, end Putin havde ventet. Invasionen har vakt en stærk nationalfølelse og præsident Volodomyr Zelenskij har fungeret som en samlende skikkelse for Ukraine og har været utroligt populær i vestlige lande \[16\]. Der er dog også tiltagende kritik af Zelenskij i Ukraine, bl.a. for at øge topstyringen i skyggen af krigen \[17\]. Zelenskij har desuden afvist at afholde valg i 2024. Ifølge ukrainsk lov kan der ikke afholdes valg, så længe der er krig, og det vil også være svært at gennemføre valghandlinger i de russiskkontrollerede områder \[18\].

Den stærke ukrainske trods mod Rusland har af og til haft en god portion humor – som når der blev fjernet eller ændret vejskilte, eller ukrainske grænsevagter over radioen bad et russisk krigsskib om at ”go fuck yourself” \[19\]\[20\]. 

Men selvom ukrainerne holder modet oppe, er krigen er ikke sjov. Den har stor indflydelse på dagligdagen i Ukraine. Infrastruktur og økonomi har lidt skade og det er psykisk hårdt at bo i et land med krig \[14\].

ordi der ikke er fuld ytringsfrihed i Rusland, er det svært at vurdere hvor stor støtten til krigen reelt er, men mange russere støtter krigen og er enig i Putins udlægning af historien og forholdet til Vesten \[21\]. Regeringen har slået hårdt ned på protester, bl.a. ved at indkalde demonstranter til at kæmpe i krigen \[22\]. Blandt dem, der protesterer, er russiske kvinder, som er vrede over at deres mænd og sønner sendes i krig \[23\].

Ud over at medføre protester og hårdere undertrykkelse, har krigen også medført andre typer pres på Rusland: Rusland er under hårde økonomiske sanktioner fra bl.a. EU og USA og gassalget er mindsket \[24\].

Invasionen har på mange måder virket stik modsat Ruslands interesser: Finland og Sverige har sluttet sig til NATO og Ukraine har ansøgt om medlemskab af både NATO og EU. Også Ruslands andre naboer Georgien og Moldova har søgt om medlemskab. NATO-landene opruster massivt og der er kommet fornyet fokus på Europas forsvar mod øst \[25\]. Økonomisk har både USA og EU indført sanktioner mod Rusland og meget af den europæiske energiforsyning som før kom fra russisk gas og olie er blevet omlagt \[24\].

Det er dog ikke alle, der går lige så højt op i situationen i Ukraine som Rusland og Vesten. I resten af verden anser man det som en lokal konflikt. Kina og Rusland står på venskabelig fod og i det globale syd er der en opfattelse af, at Vestens snak om international retsorden er hyklerisk, da det kun gælder for nogle og ikke for andre. De synes f.eks. ikke, at angrebet på Ukraine er værre end Vestens invasion af Irak i 2003, eller Israels fremfærd i Palæstina \[26\].

Krigen i Ukraine har også haft betydning for Danmark. Stop for energiforsyninger fra Rusland har ført til højere priser \[24\]. Danmark har, noget mod sædvanen på området, budt ukrainske flygtninge velkommen og bl.a. vedtaget en særlov der givet opholdstilladelse til ukrainske flygtninge \[27\]. Ikke mindst har invasionen medført massiv oprustning og investering på forsvarets område, bl.a. har regeringen afskaffet Store Bededag med henvisning til, at det er nødvendigt for at finansiere oprustningen \[28\]. Danmark har også i 2022 afskaffet det forbehold overfor militært samarbejde i EU, som havde været i kraft siden 1993. Ligeledes har Danmark forsynet Ukraine med våben, herunder artilleri og kampvogne og har planer om at sende F-16 kampfly. Desuden bidrager Danmark med træning og uddannelse af ukrainske soldater og der er afsat 60,4 milliarder til en særlig Ukrainefond, der ud over militære tiltag også skal støtte humanitære indsatser og genopbygning \[29\].

Putin har forsvaret invasionen med henvisning til Ukraine og Ruslands fælles historie, hvor han argumenterer for, at Ukraine ikke er et selvstændigt land. Dertil har han påstået, at Ukraine er inficeret af nazister. Det er ikke en tilfældig beskyldning, men en henvisning til 2. Verdenskrig, hvor Sovjetunionen kæmpede mod Nazityskland. I Rusland kalder man 2. Verdenskrig for ”Den Store Fædrelandskrig” og holder stadig store parader for at markere sejren over nazisterne. For ukrainerne var verdenskrigen mere kompliceret: På grund af undertrykkelse og hungersnød påført af Sovjetunionen, foretrak nogle ukrainske nationalister at samarbejde med nazisterne. Dem blev der slået hårdt ned på efter krigen og alle, som modsatte sig Sovjetunionens styre eller ønskede mere uafhængighed, blev stemplet som nazister eller fascister. Det er denne tradition Putin fortsætter, når han henviser til ukrainsk nazisme \[30\]

En af Putins største anklagepunkter mod Vesten er, at de har ignoreret russiske ønsker og brudt et gammelt løfte ved at fortsætte med at udvide NATO mod øst. Der er ingen tvivl om, at Rusland føler sig presset og at invasionen af Ukraine også skal ses i dette lys \[31\]. Der er også vestlige eksperter og kommentatorer, som mener, at Vesten gik for langt. Den amerikanske politolog og professor John Maersheimer mener, at både NATO og EU havde ignoreret russiske interesser og blandet sig for meget i ukrainske anliggender. Selvom han ikke støtter Ruslands krig, mener han, at en stor del af skylden ligger hos Vesten. Selvom det er kontroversielt, argumenterer han for, at USA altid har udøvet samme type indblanding magtpolitik overfor sine nabolande og allierede som Rusland gør \[32\].

Proxykrig, eller stedfortræderkrig, betyder, at man kæmper mod nogen via et andet land og gennem andre styrker end ens egne. Fordi Vesten har investeret så massivt i Ukraines forsvar, er der mange, der omtaler krigen i Ukraine som en proxykrig mellem NATO og Rusland – en af dem er Putins tidligere rådgiver, politologen Sergej Karaganov \[33\].

Risikoen ved en stedfortræderkrig er, at den risikerer at eskalere, så dem, der tidligere kun har bidraget med våben og træning, bliver direkte involveret i krigshandlinger. NATO virker meget opsat på ikke at blive direkte involveret i krigen \[34\]. En del vestlige kommentatorer, som f.eks. John Foreman, Storbritanniens tidligere forsvarsattaché i Moskva og Kyiv vurderer også at Putin ikke er interesseret i en direkte militær konfrontation med NATO-lande \[35\].

Begge parter i krigen har brugt sociale medier målrettet. Det er ikke noget nyt, at krigsførende parter forsøger at dominere den version af historien, som er tilgængelig for offentligheden, og Rusland har naturligvis anvendt sit propagandaapparat til dette. Men eksperter er overraskede over, hvor meget ukrainere også har anvendt sociale medier til at give igen: fra videoer af russiske troppebevægelser over almindelige borgeres oplevelser til selfies af Præsident Zelenskij ved fronten. F.eks. var den førnævnte ”go fuck yourself”-video en stor PR-sejr for Ukraine og spredtes lynhurtigt via sociale medier. Den særlige rolle som sociale medier spiller, har fået eksperter til at tale om ”TikTok-krigen” eller ”SoMe-krigen”. De advarer dog også imod at tage nyheder fra sociale medier for gode varer – her er det ekstra vigtigt at være kritisk overfor hvem afsenderen er \[36\].

Der har været frygt for, at Rusland skulle tage atomvåben i brug i Ukraine. Senest har Putin udtalt, at Rusland er klar til at bruge atomvåben, hvis man er truet på ”den russiske stats eksistens, landets suverænitet og uafhængighed.” \[37\] I USA ser Det Hvide Hus dog ikke udtalelserne som tegn på, at Rusland reelt har tænkt sig at anvende atomvåben \[38\].

Spørgsmålet om hvordan krigen skal slutte er svært og skaber uenighed. Hvis ingen af parterne vinder, kan kampene stå på i årevis – og hvad så? Skal man acceptere det, eller skal man forsøge at forhandle en fredsaftale på plads? Og hvad skal partnere i så fald forventes at opgive? Argumentet for en diplomatisk fredsslutning er, at det er den mest realistiske afslutning på krigen og at det alt andet lige er at foretrække frem for fortsatte kampe. Selvom man er på Ukraines side, er det urealistisk at tro, at de kan slå det mægtige Rusland – og selv hvis de gør, risikerer det at efterlade Rusland bittert og hævngerrigt. Det er vigtigere, at vi bliver enige med Rusland om en blivende fredsordning. Desuden vil en lang udtrukken krig blot blive endnu mere ødelæggende for ukrainerne og dyr for NATO \[44\]. En meningsmåling i 12 europæiske lande udført af European Council of Foreign Relations viser, at kun 10 % af europæerne tror, at Ukraine kan vinde krigen \[45\]. I USA udtaler Det Hvide Hus, at vejen til fred er forhandlinger, men også at man ikke vil gå imod Ukraines ønsker eller forhandle uden dem \[46\].

Argumentet imod er, at det vil være at give efter for Putin. Særligt følsomt er spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine skal afgive de russiskkontrollerede områder i en eventuel fredsslutning og om det er acceptabelt. Hvis Rusland får tildelt disse områder, vil det af mange blive anset for at være et signal om, at det kan betale sig at bruge militær magt til at banke sine naboer på plads. Præsident Zelenskij har afvist at forhandle, så længe der er russiske tropper i Ukraine \[47\]. Ukrainerne er splittede i spørgsmålet. Et lille flertal er imod forhandling og det er blevet mindre efterhånden som krigen trækker ud \[48\].

Når eksperter skal give deres bud på, hvad fremtiden bringer, peger de fleste på variationer over fire forskellige scenarier: at Ukraine vinder, at Rusland vinder, at der bliver forhandlet en fredsaftale eller våbenhvile på plads, eller at fronterne ”fryser fast”. Meget vil også afhænge af, hvad der sker, når Putin er væk og hvem hans efterfølger bliver, samt hvor længe Vesten kan eller vil forsyne Ukraine med midler og våben. Her kan det også være afgørende, hvem der er USA’s præsident \[44\]

Hvordan sikkerhedssituationen i Europa og forholdet mellem Vesten og Rusland bliver i fremtiden, kommer formentlig til at afhænge af, hvordan krigen udvikler sig og en eventuel fredsslutning ser ud. Hvis den ene part føler sig meget ydmyget, er der risiko for at kampe vil blusse op igen eller en ny krig vil starte \[44\]. Det mest påtrængende spørgsmål er, hvordan Rusland og resten af Europa kan finde en måde at ”leve sammen” på, særligt i de områder som grænser op til Rusland.

Ukrainske soldater affyrer artillerigranater

Ukrainske soldater affyrer artillerigranater mod russiske stillinger i Donetsk-regionen .

Krigen i Ukraine_top_april2024.png

Krigen i Ukraine

verdensreligioner_faktalink_20130326-015226-pf-1920x1280we.jpg

Verdensreligioner

tema EU og Europa_faktalink_20190506-190359-7-1920x1278we.jpg

EU og Europa

Mennesker på Berlinmuren i november 1989.

Mennesker på Berlinmuren ved Brandenburger Tor natten mellem den 9. og 10. november 1989.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt

Flere børn og unge oplever digitale krænkelser

NATO får ny generalsekretær

beta.faktalink er Faktalinks kommende redesign

samfund

Aktiv dødshjælp

Biodiversitet

Krigen i Ukraine

HOLD ØJE MED DATOERNE

historie

Krigen i Afghanistan

Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Den kolde krig

temaer

Verdensreligioner

EU og Europa

Historiekanon 1-29